Gå til indhold
Tilbage til søgning

Sag om, hvorvidt sagsøger er berettiget til regres i forbindelse med et færdselsuheld, hvor den skadevoldende bil var uforsikret

Retten i KoldingCivilsag1. instans17. august 2023
Sagsnr.: 32/25Retssagsnr.: BS-27717/2022-KOL
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Civilsag
Ret
Retten i Kolding
Rettens sagsnummer
BS-27717/2022-KOL
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
32/25
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantSteen Jørgensen; PartDansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring; PartsrepræsentantKarina Kalsbøll Aggerholm

Dom

RETTEN I KOLDING

DOM

afsagt den 17. august 2023

Sag BS-27717/2022-KOL

Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (advokat Karina Kalsbøll Aggerholm)

mod

Sagsøgte

(advokat Steen Jørgensen)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 20. juli 2022, drejer sig om, hvorvidt Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring, herefter DFIM, er berettiget til regres i forbindelse med et færdselsuheld, hvor den skadevoldende bil var uforsikret.

DFIM har nedlagt følgende påstande:

Principalt:

De sagsøgte tilpligtes principalt in solidum at betale 142.711,50 kr. medtillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Subsidiært:

Over for Sagsøgte nedlægges påstand sålydende:

2

Sagsøgte tilpligtes at betale kr. 142.711,50 til DFIM svarende til det beløb, som DFIM har betalt til skadelidte som følge af uheldet den 15. august 2019.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.

Sagsøgte har overfor Person nedlagt følgende påstand:

Person tilpligtes at friholde Sagsøgte for ethvert krav, Sagsøgte måtte blive tilpligtet at betale Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Sagen var oprindeligt anlagt mod både Person og Sagsøgte.

Person indleverede ikke svarskrift indenfor fristen, hvorfor retten den 27. januar 2023 afsagde dom efter DFIM’s subsidiære påstand overfor Person, jf. retsplejelovens § 360, stk. 2.

Sagsøgte kørte den 15. august 2019 i en uforsikret bil, som han havde lånt af sin ekskæreste, Person.

I forbindelse med at han skulle krydse Enevold Sørensens Vej i Kolding, skete der sammenstød med en motorcyklist, der væltede og pådrog sig personskade.

DFIM skrev den 22. januar 2020 til Sagsøgte.

DFIM udbetalte den 1. marts 2021 godtgørelse for varigt mén med 109.921,50 kr. til motorcyklisten.

Sagsøgte har afvist regreskravet.

Forklaringer

Sagsøgte har forklaret, at han har været sygemeldt i 2 år pga.

stress og fysiske skader fra arbejdet. Han er uddannet eventkoordinator og in-denfor militæret. Han lånte bilen, fordi han skulle i skole. Han nåede ikke bus-

3

sen den morgen, og han skulle aflevere noget i skolen. Person havde overnattet hos ham den nat. De var ikke kærester længere på det tidspunkt, men hun havde lånt sofaen. Han lånte bilen af hende. Det var ikke noget, han normalt gjorde. På vej tilbage fra skolen kørte han fra Netto ind på Q8. Der var ekstremt meget trafik, og der var kø i begge retninger. Det var ikke muligt at køre ud, medmindre de andre holdt tilbage. Hækken var ret høj, så man var nødt til at orientere sig, inden man kørte ned til udkørslen. Han så, at der var frit, og skyndte sig derfor at køre over vejen. Han så ikke motorcyklisten, før han var ude på vejen. Efter uheldet skyndte han sig ud for at hjælpe motorcyklisten. En politibetjent sagde, at det var et hændeligt uheld, og at der var meget trafik. Be-tjenten sagde derefter, at der ikke var forsikring på bilen. Filmen knækkede for ham. Person havde fortalt ham mange gange, at den var forsikret, og at det var hendes veninde, der betalte for den. Person havde kørt rundt med hans søn, mens de var sammen. Det var også grunden til, at han skrev sådan i mailen af 1. marts 2022 til Danske Inkasso. Han går stadig sygemeldt og er begyndt i jobop-start. Han er stille og roligt på vej tilbage. På en måned har han haft 2 vagter som flyttemand igennem et vikarbureau. Han har sin søn boende nu, og sønnen ser ikke Person for tiden.

Parternes synspunkter

DFIM har i sit påstandsdokument anført:

”…

6. ANBRINGENDER

Det gøres gældende,

at sagsøgte er in solidum med Person eller alternativt selv-stændigt ansvarlig for hændelsen den 15. august 2019, jf. færdselslo-vens § 101, stk. 1, jf. § 104, stk. 1.

at sagsøgte var føreren af den uforsikrede bil og førte denne bil i egen interesse, idet han benyttede bilen til at køre i skole,

at Person var ejeren af en uforsikede bil,

at Både Person og sagsøgte opfylder betingelserne i færds-elslovens § 104, stk. 1 for at kunne anses som ansvarlig for uheldet den 15. august 2019 jf. færdselslovens § 101, stk. 1,

at DFIM behandler sagen og har udbetalt erstatning til skadelidte, jf. be-kendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkørertøjer, § 22, stk. 3,

at DFIM derfor har ret til regres over for de sagsøgte for det i sagen af-holdte beløb, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 5.

4

at Erstatningens størrelse, skadens omfang samt sagsøgtes økonomiske og sociale omstændigheder ikke giver anledning til et bortfald eller nedsættelse af kravet efter erstatningsansvarslovens § 24

…”

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført:

”…

ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende:

atSagsøgte ikke har handlet forsætligt, groft eller simpelt uagtsomt i forbindelse med at han ikke har været vidende om manglende ansvarsforsikring på den skadevoldende bil. Da Sagsøgte ikke har nogen forsikringspligt idet Sagsøgte ikke er varig bruger af bilen. Sagsøgte har således ikke på noget tidspunkt skulle eller haft anledning til at tegne en ansvarsforsikring for den skadevoldende bil.

atSagsøgte, jf. erstatningsansvarslovens (EAL) § 24, skal have nedsat erstatningsansvaret, eller det helt skal bortfalde, da ansvaret for tegning af ansvarsforsikring på den lånte bil vil virke urimeligt tyngende for Sagsøgte, da Sagsøgte ved den skadevoldende handling kun kan an-ses for at have handlet simpelt uagtsomt, da Sagsøgte på ingen måde har kørt bilen hasarderet eller uansvarligt, men ”blot” manglende agtpågivenhed inden han kørte ud fra parke-ringspladsen. Der skal således ved afgørelsen tages hensyn til ska-dens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold og skadelidtes interesse.

atSagsøgte for nuværende er på kontanthjælp, jf. (Bilag B ), hvorfor Sagsøgte ikke har midlerne til at opfylde erstatningspligten.

atden fulde erstatning vil pålægge Sagsøgte en byrde, der ud fra sociale og humanitære hensyn virker uacceptable og især henset til erstatningens størrelse set i forhold til Sagsøgtes økonomiske situation.

atdet fremgår af U.2016.2326 V og U. 2008.1322, at ansvaret skal ned-sættes i en sådan grad, at det ikke virker urimeligt tyngende.

5

atsåfremt retten finder at Sagsøgte ikke skal frifindes for kravet, gøres det gældende, at Person skal friholde Sagsøgte ethvert krav, Sagsøgte måtte blive tilpligtet at betale DFIM, da der må tages hensyn til an-svarets beskaffenhed og omstændighederne i, at Sagsøgte låner en bil af Person, hvorpå Sagsøgte må have en berettiget forventning om, at bilen har gældende og lovpligtig ansvarsforsikring, hvorfor den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden, ved manglende tegning af ansvars-forsikring, må bæres af Person, jf. EAL § 25.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Vedrørende regelgrundlaget fremgår det af færdselslovens § 101, stk. 1, jf. § 104, stk. 1, at ejeren eller brugeren, der benytter et motordrevet køretøj eller lader det benytte, skal erstatte skader, som køretøjet forvolder ved færdselsuheld. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretøjer skal være dækket af ansvarsforsikring, jf. § 105. Forsikringspligten påhviler ejeren eller den person, der har varig rådighed over køretøjet, jf. § 106, stk. 1.

Efter artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF er med-lemsstaterne forpligtet til at oprette et erstatningsorgan. Formålet med bestem-melsen var bl.a. at sikre skadelidtes mulighed for at opnå erstatning. Det frem-går bl.a. af betragtning nr. 14 i direktivet, at ”det er nødvendigt at indføre be-stemmelse om, at et organ skal garantere, at skadelidte opnår erstatning, der-som det køretøj, som har forårsaget uheldet, er uforsikret eller ukendt.”

Alle forsikringsselskaber, der tegner ansvarsforsikring for motordrevne køretø-jer i Danmark, skal være medlem af DFIM, jf. færdselslovens § 105, stk. 1. DFIM erstatter som garantifond umiddelbart over for en skadelidt skade som følge af uheld i Danmark, der er forvoldt af et motordrevet køretøj, for hvilket forsik-ring ikke er tegnet, eller hvor forsikringen er ophævet af forsikringsselskabet el-ler ikke holdt i kraft, jf. § 22, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1618 af 18. december 2018 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. DFIM har ret til regres efter dansk rets almindelige regler mod de ansvarlige for skaden, jf. § 24, stk. 5, i samme bekendtgørelse.

I færdselslovens § 106, stk. 4-7, er der fastsat hjemmel for DFIM til at opkræve dagsgebyr for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt.

6

Ændringen af bestemmelsen blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 732 af 8. juni 2018. I bemærkningerne til forslaget om ændring af færdselslovens § 106, anføres blandt andet i lovforslaget:

”…

1. Indledning og lovforslagets baggrund

I medfør af færdselslovens regler har ejeren eller den varige bruger af et motor-drevet køretøj pligt til at tegne en ansvarsforsikring for køretøjet. I de tilfælde, hvor ejeren eller den varige bruger til trods herfor ikke har tegnet en sådan an-svarsforsikring eller undlader at betale forsikringspræmien, dækkes forvoldte skader af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM). DFIM er en garantiordning, som bl.a. har til formål at behandle sager og udbetale erstatning i tilfælde, hvor skaden er forvoldt af uforsikrede og ukendte motor-drevne køretøjer. Alle forsikringsselskaber, der tegner ansvarsforsikring for mo-tordrevne køretøjer i Danmark, skal være medlem af DFIM.

Når en sag, hvor skaden er forvoldt af et uforsikret eller ukendt motordrevet kø-retøj, er færdigbehandlet med udbetaling af erstatning til skadelidte, har DFIM fuld regresret overfor den uforsikrede ejer eller varige bruger med hele skades-udgiften. Denne regresret, der oprindelig er tiltænkt som den primære finansie-ring af DFIM´s virksomhed på området, har ikke den tilsigtede virkning, idet det er minimalt, hvad der herigennem tilbagebetales af de uforsikrede ejere eller va-rige brugere.

Lovforslagets formål er at indføre en ordning, der i højere grad sikrer, at ejere el-ler varige brugere af uforsikrede køretøjer betaler for de skader, som de selv for-volder. Det foreslås derfor, at de uforsikrede ejere eller varige brugere skal kunne opkræves et dagsgebyr for hver dag, hvor færdselslovens forsikringspligt ikke er overholdt. Herved vil den gældende solidariske finansieringsordning mellem de lovlydige forsikringstagere overgå til en mere rimelig solidarisk ordning mellem de uforsikrede ejere eller varige brugere.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indførelse af ordning for opkrævning af dagsgebyr

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Færdselsloven

Ifølge færdselslovens § 105, stk. 1, 1. pkt., skal krav om erstatning for skader for-voldt af motordrevne køretøjer være dækket af en forsikring i et ansvarsforsik-ringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse (koncession) til at drive forsik-ringsvirksomhed. Bestemmelsen indeholder således en forsikringspligt. Forsikringspligten påhviler ejeren eller den person (brugeren), der har varig rå-dighed over køretøjet, hvis der er tale om motordrevne køretøjer, der skal regi-streres eller godkendes, jf. § 106, stk. 1. Hvem der er ejer, afgøres som udgangs-punkt ud fra dansk rets almindelige regler om ejendomsret. Det er det reelle ejer-forhold, som er afgørende, og ikke hvad der er anført i Køretøjsregisteret. I prak-sis må registreringsforholdene i langt de fleste tilfælde dog antages at være i overensstemmelse med de reelle forhold.

7

Som bruger i relation til § 106, stk. 1, anses den, der har selvstændig, varig rådig-hed over køretøjet i egen interesse. Ved mere flygtige udlån af et køretøj, f.eks. til familie eller venner til brug for enkelte ture og kortvarige lejeforhold, vil bruge-ren ikke have varig rådighed over køretøjet. For at en bruger må anses for en va-rig bruger, vil køretøjet skulle stilles til fri rådighed for vedkommende i en læn-gere eller ikke på forhånd fastlagt periode.

…”

Dersom køretøjet havde været ansvarsforsikret, ville forsikringsselskabet alene kunne kræve regres mod den ansvarlige skadevolder, såfremt forsikringsbegi-venheden var fremkaldt ved uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensyns-løshed, jf. færdselslovens § 108, stk. 2.

Det er ubestridt, at Sagsøgte ikke havde forsikringspligten for køretøjet, at han var uvidende om, at bilen var uforsikret, og at hans handlinger i forbindelse med uheldet alene kan betegnes som simpelt uagtsomme.

Ud fra en formålsfortolkning af grundlaget for oprettelsen af et garantiorgan som DFIM og lovgivers overvejelser i forbindelse med at skabe bedre finansie-ring af DFIM gennem dagsgebyr, finder retten, at det ikke har været hensigten med bestemmelsen i forsikringsbekendtgørelsens § 24, stk. 5, at DFIM skulle stilles bedre i forhold til muligheden for at søge regres end et ansvarsforsik-ringsselskab i en situation, hvor skadevolderen ikke har forsikringspligten og var uvidende om, at bilen var uforsikret.

På den baggrund finder retten, at DFIM ikke kan gøre et regreskrav gældende mod Sagsøgte.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr. Sagsøgte er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte frifindes.

DFIM skal til Sagsøgte inden 14 dage betale sagsomkostninger med 35.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

2

Publiceret til portalen d. 17-08-2023 kl. 08:45

Modtagere: Advokat (H) Steen Jørgensen, Advokat (H) Karina Kalsbøll Aggerholm, Sagsøger Dansk Forening for International

Motorkøretøjsforsikring, Sagsøgte

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 462/25
Rettens sags nr.: BS-1910/2025-HJR
[IkkeAngivet]
2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 33/25
Rettens sags nr.: BS-43321/2023-VLR
Anket
1. instansRetten i KoldingKOL
DDB sags nr.: 32/25
Rettens sags nr.: BS-27717/2022-KOL
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
NaN kr.