Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 7. maj 2025
en ansættelsesretligt funderet undersøgelse, hvor hun vurderede, om dekorum-kravet var tilsidesat. Fremgangsmåden for undersøgelsen fulgte fast praksis i ansættelsesretlige sager. Det er i sådanne sager helt sædvanligt, at der først gi-ves fulde oplysninger i forbindelse med et fysisk møde.
2
Formuleringerne i procesbeskrivelsen om ”krænkende handlinger” i strid med ”lovgivningen” blev uddybet med eksempler, herunder chikane og sexchikane. Det var således klart, at advokatundersøgelsen blev gennemført ud fra en kor-rekt og ubestridt opfattelse af, at seksuel chikane udøvet over for medarbejdere var og er retsstridig i den forstand, at det udgør misligholdelse af ansættelses-kontraktlige forpligtelser.
Siden 1980’erne har talrige domme bekræftet, at seksuel chikane er retsstridig. Mens arbejdsgiver er underlagt formel lovgivning herom, bedømmes medarbej-dere – medmindre straffeloven finder anvendelse – efter ansættelseskontrakten og ledsagende retsgrundsætninger, herunder dekorumkravet.
Det fremgik af procesbeskrivelsen, at hendes retlige vurdering ville angå ”kon-sekvenser” og ”sanktioner” , og at de mulige sanktioner ”som udgangspunkt” ville være ”ansættelsesretlige” . Det var netop ”en ansættelsesretlig vurdering af, om der er et grundlag for at opsige relationen” , der blev redegjort for under den mundtlige afrapportering.
Ved vurderingen af, om en medarbejder lever op til dekorumkravet, kan for-hold uden for arbejdspladsen såvel som forhold, der ligger mange år tilbage, og som arbejdsgiver ikke tidligere er blevet gjort bekendt med, inddrages. Foræl-delse kræver lovhjemmel, og der er og var ikke en sådan lovhjemmel i forhold til medarbejdere, dekorum og seksuel chikane. Det er velkendt, at selv discipli-næransvar på det offentlige område ikke forældes. Spørgsmålet om betydnin-gen af, at hændelserne lå mange år tilbage i tiden, var besvaret på mødet den 27. november 2020, hvorfra der forelå et godkendt referat, og dermed allerede forud for den mundtlige afrapportering.
Det er ikke en hvilken som helst fejl fra en advokats side, der anses for tilside-sættelse af god advokatskik, jf. bl.a. UfR 2022.4515 H. Hvis hun har begået en fejl, har den ikke den fornødne grovhed.
Det skal også inddrages, at Advokatnævnets kritik angik en eventuel fejl, som ikke var blevet påtalt af Vidne, at Advokatnævnet sammenblan-dede brevet af 18. november 2020 med procesbeskrivelsen, og at landsretten fra-veg nævnets begrundelse på mindst fem punkter.
Det bør desuden indgå, at tilsidesættelse af sagsbehandlingsregler i ansættelses-retten ikke i sig selv udløser ret til godtgørelse, hvis en opsigelse er saglig. Data-tilsynet (Datarådet) statuerede heller ikke brud på oplysningspligten alene med henvisning til manglende oplysning om retsgrundlag.
Dertil kommer, at Vidne var repræsenteret ved egen advokat, som ikke angav at være i tvivl i anledning af formuleringer om ”krænkende hand-
3
linger” og ”lovgivningen” , at der var tale om en mundtlig afrapportering, og at næppe nogen kunne være i tvivl om den retlige kvalifikation, hvis de indberet-tede forhold fandtes godtgjort i blot nogen grad.
Hvis det fastslås, at hun har tilsidesat god advokatskik, vil det være udtryk for en fravigelse af tidligere nævnspraksis, og at der derfor ikke bør pålægges en sanktion.
Advokatnævnet har supplerende anført navnlig, at en advokats konklusion til
sin klient i en sag af den foreliggende karakter kan have stor betydning for den undersøgte person. Alle involverede parter i en advokatundersøgelse har inte-resse i, at grundlaget for advokatens konklusioner er så fyldestgørende som muligt. Appellant, tidligere Sagsøger var derfor forpligtet til at give Vidne relevant mulighed for at varetage sine interesser i forbindelse med advokatun-dersøgelsen.
Selv uden de indledende tilkendegivelser og løfter i procesbeskrivelsen mv. om en vurdering på et retligt grundlag var hun forpligtet til at give en dækkende redegørelse for retsgrundlaget.
Forholdene lå henholdsvis 19-20 år og 16-17 år tilbage i tid, hvilket rejste væ-sentlige spørgsmål om passivitet, forældelse og beviskrav. Hun undlod at rede-gøre for de juridiske problemstillinger i den forbindelse.
De oplysninger, som Appellant, tidligere Sagsøger undlod at give Vidne, var relevante for hans varetagelse af sine interesser.
Det kan ikke lægges til grund, at Appellants, tidligere Sagsøger vurdering af, at Vidne havde begået sexchikane over for de to anmeldere, var korrekt. Spørgsmålet er også irrelevant for, om hun har overtrådt god advokatskik.
Sagen var ikke en sædvanlig ansættelsesretlig sag som anført af Appellant, tidligere Sagsøger. Advokatundersøgelsen angik en metoo-sag om forhold, der lå op mod 20 år tilbage i tid. Derfor kan standarden fra almindelige ansættelsesretlige sa-ger ikke bringes i anvendelse.
Advokatnævnet har ikke misforstået Appellants, tidligere Sagsøger henvisning til lov-givningen i hendes procesbeskrivelse. Uanset hvad hun selv indlagde i sin brug af denne terminologi, skulle hun under alle omstændigheder have redegjort for retsgrundlaget, hvilket hun undlod. Vidne fik end ikke oplysning om, at der ingen formel lovgivning var.
Det bestrides endvidere, at ”forhold, der efter lovgivningen må anses for en krænkende handling” blev defineret i procesbeskrivelsen som f.eks. chikane og
4
sexchikane. Der er alene tale om en eksemplifikation. En medarbejder kan på-drage sig ansvar og sanktioner i medfør af interne disciplinære bestemmelser i virksomheden, ansættelsesretlige bestemmelser, erstatningsretlige bestemmel-ser og strafferetlige bestemmelser. Der er et regelgrundlag, og Appellant, tidligere Sagsøger kan ikke blive ansvarsfri ved at forsøge at ophøje sexchikane til en retlig standard.
Det bestrides, at Advokatnævnet ved sin afgørelse har taget stilling til forhold, der ikke er omfattet af klagen. Der tilkommer Advokatnævnet et skøn ved fast-læggelsen af, hvad der er klaget over. Grundlæggende er der bl.a. klaget over, at Appellant, tidligere Sagsøger har tilsidesat god advokatskik, fordi hun ikke har givet Vidne rimelig adgang til at varetage sine interesse og har givet ham misvisende signaler om undersøgelsens grundlag og procesform.
Det er ikke relevant for adfærdsbedømmelsen af Appellant, tidligere Sagsøger, at Vidne var repræsenteret ved advokat, da det ikke udbedrer mang-lerne ved den mundtlige afrapportering.
Der er ikke grundlag for sanktionslempelse eller -bortfald. Det ville føre til en udhuling af generalklausulen i retsplejelovens § 126.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Advokatnævnet har ved kendelse af 4. november 2021 pålagt Appellant, tidligere Sagsøger en bøde på 20.000 kr. for at have tilsidesat god advokatskik, jf. rets-plejelovens § 126, stk. 1.
Virksomhed A/S 1 havde i efteråret 2020 antaget Appellant, tidligere Sagsøger til at undersøge og vur-dere indberetninger fra ansatte og tidligere ansatte i Virksomhed A/S 1 vedrørende kræn-kende handlinger. Virksomhed A/S 1 besluttede på baggrund af Appellants, tidligere Sagsøger under-søgelse, at en af de undersøgte personer, Vidne, ikke kunne fort-sætte som Stilling 1 på programmer produceret af Virksomhed A/S 2 og vist på Virksomhed A/S 1.
Vidne klagede til Advokatnævnet over bl.a., at han ikke havde haft rimelig adgang til at varetage sine interesser i forbindelse med undersøgel-sen, herunder at han ikke havde haft tilstrækkelig adgang til kontradiktion, og at Appellant, tidligere Sagsøger havde givet misvisende signaler om undersøgelsens grundlag og procesform.
Advokatnævnet fandt, at Appellant, tidligere Sagsøger havde tilsidesat god advokatskik i forbindelse med advokatundersøgelsen. Nævnet anførte, at Appellant, tidligere Sagsøger ved den angivne procesbeskrivelse over for Vidne havde til-
5
kendegivet, at hun efter undersøgelsesforløbets afslutning ville foretage en vur-dering af, om der var grundlag for at konkludere, at der var udøvet krænkende
handlinger i strid med lovgivningen,at hun efter det oplyste ved den mundt-
lige afrapportering af sin juridiske vurdering på mødet med Vidne den 18. december 2020 ikke på tilstrækkelig måde angav hvilken lovgivning og
hvilke bestemmelser, hun vurderede var overtrådt,at hun ikke behandlede
spørgsmålet om forældelse i relation til den lovgivning, hun vurderede var overtrådt, selv om hun specifikt og skriftligt havde oplyst, at der var indtrådt strafferetlig forældelse, og at hun, når hun på vegne af Virksomhed A/S 1 påtog sig mundtligt at videreformidle undersøgelsesforløbets vurdering og konklusion, måtte fore-tage den formidling inden for de rammer, som ved procesbeskrivelsen var kommunikeret til Vidne.
Appellant, tidligere Sagsøger har indbragt Advokatnævnets kendelse for domstolene.
Domstolsprøvelsen
Efter retsplejelovens § 147 d, stk. 1, kan en advokat, der er blevet pålagt en disciplinær sanktion efter § 147 c, stk. 1, indbringe afgørelsen for retten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen. Det fremgår af forarbejderne til be-stemmelsen (Folketingstidende 1981-82, tillæg A, lovforslag nr. L 150, sp. 3806), at domstolene kan foretage en udtømmende prøvelse med hensyn til, hvorvidt en advokat har tilsidesat en pligt, herunder handlet i strid med god advokat-skik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, 1. pkt.
Som sagen foreligger, skal Højesteret alene tage stilling til, om Appellant, tidligere Sagsøger har tilsidesat god advokatskik ved redegørelsen for sin vurdering til Vidne på mødet den 18. december 2020.
Retsplejelovens § 126 om god advokatskik
Ifølge retsplejelovens § 126, stk. 1, 1. pkt., skal en advokat udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Højesteret finder, at en advokat, der udfører en advokatundersøgelse, skal sikre de personer, der inddrages i undersøgelsen, rimelig mulighed for at varetage deres interesser, jf. herved også artikel 53 i de nugældende advokatetiske regler.
I forbindelse med en advokatundersøgelse som den foreliggende, der rettes mod enkeltpersoners adfærd, skal den, der bliver undersøgt, som udgangs-punkt gives adgang til indsigt i advokatens oplysninger om den pågældende. Det må i alle tilfælde kræves, at den, der bliver undersøgt, forud for advokatens afrapportering til opdragsgiveren får at vide, hvilke konkrete handlinger advo-katen mener, at den pågældende har foretaget, og hvilke regler advokaten i gi-vet fald mener herved er overtrådt og hvorfor. Dette er da også senest fastslået i Advokatrådets vejledning fra 2022 om advokatundersøgelser, jf. vejledningens
6
afsnit 7 om berørtes og involveredes rettigheder og afsnit 8 om konklusioner, afrapportering og offentliggørelse.
Den konkrete sag
Den 18. november 2020 skrev Appellant, tidligere Sagsøger til Vidne, at hun i forbindelse med advokatundersøgelsen havde modtaget henven-delser om to episoder, som vedrørte ham, og hun inviterede ham til et inter-view. Det fremgår af brevet, at hun ville vurdere, om der var grundlag for at konkludere, at der var udøvet ”krænkende handlinger i strid med lovgivnin-gen.” Det fremgår også, at Virksomhed A/S 1 herefter på den baggrund ville vurdere, om der eventuelt var grundlag for et videre forløb. Den 20. november 2020 oplyste hun efter anmodning fra Vidne og hans advokat, at den ene episode vedrørte ”et seksuelt overgreb (med fysisk kontakt)” i 2001, og at den anden episode angik "uønskede befamlinger og kys" og opfordringer til seksuelt sam-vær i 2003. Interviewet blev gennemført den 27. november 2020.
Den 18. december 2020 blev der holdt et Teams-møde, hvor Appellant, tidligere Sagsøger og Stilling 2 hos Virksomhed A/S 1, Person 3, gav Vidne og hans advokat en redegørelse for Appellants, tidligere Sagsøger vurdering og for Virksomhed A/S 1's beslutning om, at han ikke kunne fortsætte som Stilling 1. Vidne lydoptog mødet.
Det fremgår af en transskription af lydoptagelsen, at Appellant, tidligere Sagsøger oply-ste Vidne om, at hun vurderede, at ”der i forbindelse med A1 og A2’s besøg i din lejlighed i henholdsvis 2001 og 2003 … overvejende sandsyn-ligt har været udvist en adfærd fra din side, der må karakteriseres som sexchi-kane.”
For så vidt angår episoden i 2001 oplyste Appellant, tidligere Sagsøger, at hun lagde til grund, at der havde fundet et samleje sted mellem Vidne og en kvindelig praktikant på Virksomhed A/S 1 (A1), at der var ”foregået noget, som hun i hvert fald har oplevet som krænkende,” og at A1 var blevet ”udsat … for en uønsket fysisk seksuel handling. At hun i den situation … føler sig presset til at have sex med Vidne.”
For så vidt angår episoden i 2003 oplyste Appellant, tidligere Sagsøger, at hun lagde til grund, at der var ”foregået noget” , som en kvindelig praktikant på Virksomhed A/S 1 (A2) havde ”opfattet som krænkende og som har været …. uønsket seksuel opmærk-somhed.”
Det, der var foregået, kunne ifølge Appellant, tidligere Sagsøger beskrives som sexchi-kane. Hun henviste ikke til lovbestemmelser, men anførte, at der efter ”den retspraksis, der var dengang, … ville … have været et sagligt opsigelsesgrund-
7
lag.” Hun vurderede endvidere, at der også i 2020 var et sagligt opsigelses-grundlag.
Højesteret finder, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke redegjorde tilstrækkeligt for, hvilke konkrete handlinger hun lagde til grund, at Vidne havde fo-retaget, og for, på hvilket grundlag hun fandt, at det med henvisning til hans handlinger ville være sagligt begrundet i 2020 at afskedige ham. Hun sikrede dermed ikke, at Vidne fik rimelig mulighed for at varetage sine in-teresser.
Højesteret tiltræder på denne baggrund Advokatnævnets vurdering, hvorefter Appellant, tidligere Sagsøger har tilsidesat god advokatskik.
Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte Advokatnævnets sanktions-fastsættelse.
Højesteret stadfæster herefter dommen.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Sagsøger betale 50.000 kr. til Advokatnævnet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 07-05-2025 kl. 12:00
Modtagere: Appellant, tidligere Sagsøger, Advokat (H) Martin Simonsen, Indstævnte Advokatnævnet, Advokat (H) Ole Spiermann