Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsretten ændrer byrettens dom således, at tiltalte straffes med fængsel i 8 måneder, og tiltalte frifindes for påstanden om opholdsforbud

Østre LandsretStraffesag2. instans20. juni 2024
Sagsnr.: 454/25Retssagsnr.: SS-1165/2024-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-1165/2024-OLR
Sagstype
Almindelig domsmandssag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
454/25
Sagsemner
Narkotika
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantHanne Reumert; PartAnklagemyndigheden; Rettens personaleRasmus Linding; Rettens personaleGitte Rubæk Pedersen; Rettens personaleAne Røddik Christensen

Dom

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 20. juni 2024 af Østre Landsrets 9. afdeling

(landsdommerne Ane Røddik Christensen, Gitte Rubæk Pedersen og Rasmus Linding (kst.)) med domsmænd).

9. afd. nr. S-1165-24:

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

(CPR nr. (Født 1967))

(advokat Hanne Reumert, beskikket)

Dom afsagt af Københavns Byret den 11. april 2024 (SS 4-2607/2024) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, herunder frifindelse for påstanden om op-holdsforbud, subsidiært formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

Spørgsmålet om konfiskation er ikke omfattet af anken.

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne politiassistent Vidne 1 og politiassistent Vidne 2 (tidligere Navn).

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han den pågældende dag havde været på Christiania siden omkring klokken 13. Han drak kaffe i Biksen, mens han ventede på en

- 2 -

ven. Manden på cyklen spurgte efter noget ”grønt ”, og tiltalte kiggede derfor ind i boden fra siden. Han svarede kun manden af høflighed. Gaden er to til tre meter bred på dette sted. Han henvendte sig til nogle personer, som han havde set betjene boden, og sagde, at der var en person, som efterspurgte skunk. Det var en gruppe på fire til fem personer, der sad rundt om et bål. Han kendte ikke disse personer, men han kunne regne ud, at de var tilknyttet boden. Han kan genkende personerne, fordi han er kommet meget på Christiania.   

Han lagde ikke mærke til politimanden, før han blev anholdt. Betjenten var i civil. Der var flere civile betjente til stede. Han var ikke omme bag boden. Betjentens forklaring herom må skyldes, at betjenten så det fra en anden vinkel. Betjenten stod ikke i kø til boden. Manden, der efterspurgte ”grønt ”, stod heller ikke i kø. Han standsede bare på sin cykel.

Han har nogle ar og pigmentpletter på hænderne. Han kan også have fået jord på hænder-ne, da han blev lagt ned i forbindelse med anholdelsen. Han kan umuligt have rørt ved hash. Han kommer meget sjældent i Pusherstreet.   

Vidnet politiassistent Vidne 1 har supplerende forklaret blandt andet, at til-talte stod i boden bag stolpen længst ud mod Pusherstreet. Vidnet kom fra bunden af Pu-sherstreet og stillede sig lige ved bod Nr. 1. Han ville stille sig om foran boden, men forinden kom manden på cyklen. Manden på cyklen kørte direkte hen til tiltalte, som stod i boden. Det er ikke vidnets opfattelse, at tiltalte bare kiggede ind i boden. Han hørte manden spør-ge efter skunk. Tiltalte gik over til en gruppe personer. Manden på cyklen ventede tilsyne-ladende på, at tiltalte kom tilbage. En person i gruppen rejste sig, efter at tiltalte havde henvendt sig til gruppen. Det så for vidnet ud, som om personen rejste sig for at hente no-get. Det var vidnets indtryk, at personerne ikke var overraskede over, at tiltalte henvendte sig og spurgte efter skunk. Vidnet kender en anden person i gruppen som en del af den organiserede hashhandel på Christiania. Denne person er bodbestyrer. Herefter blev der råbt ”pak, pak ”, og derefter gik det stærkt.   

Han har ikke set tiltalte stå i Biksen og drikke kaffe. Efter hans erfaring er der ikke ube-mandede hashboder med hashprodukter liggende fremme. Han observerede tiltalte i ca. 30 sekunder.

- 3 -

Det var ham, der ransagede boden efter anholdelsen. Det undrede ham ikke, at der blev fundet skunk i boden, når manden på cyklen havde efterspurgt det. Han hørte ikke manden efterspørge en bestemt mængde.

Der varetages mange forskellige roller i den organiserede hashhandel på Christiania. Der er blandt andet en sælger, som står i boden, og en person, der fylder op. Der er også en pen-gemand, som håndterer penge, og en løber, som har ansvaret for at pakke sammen, hvis der kommer politi. Der kan også være en bestyrer og personer, der sørger for at hente mad eller sikre, at kunder står pænt i kø. Efter at Pusherstreet er blevet lukket, kommer politiet der ikke så ofte som tidligere.

Vidnet politiassistent Vidne 2 har supplerende forklaret blandt andet, at det er tyde-ligt, at der fortsat er et kriminelt netværk på Christiania. Der er stadig territoriale områder omkring nogle bænke i Pusherstreet, hvor personer, der var tilknyttet den organiserede hashhandel, nu holder til. Udenforstående bliver bedt om at gå væk. Nogle af disse perso-ner bor på Christiania, men de fleste bor der ikke. Der er stadig narkotikahandel i Pusher-street, og politiet er stadig massivt til stede. Der anholdes også stadig narkohandlere på Christiania, nogle gange flere på én dag. Der anholdes færre end før lukningen af Pusher-street. Operativ Specialafdeling er lidt mindre til stede på Christiania med den konsekvens, at hashhandlen blusser op. Kunderne er der stadig og efterspørger hash, og dermed er pu-sherne der også. Hashhandlen foregår i Pusherstreet og i det omkringliggende område. Han kan ikke sige noget om, hvor mange domfældelser der har været siden lukningen af Pu-sherstreet.

Opholdsforhold forudsætter, at en person er taget på Christiania flere gange. Der skal være noget gentagelse. De har endnu ikke indstillet til meddelelse af opholdsforbud til en per-son, der ikke tidligere er taget for hashhandel på Christiania.

Man kan ikke sælge hash på Christiania uden at være en del af den organiserede hashhan-del på Christiania. Hvis man opstiller en bod, hvilket kræver tilladelse, indgår man i orga-niseringen på flere måder, herunder i forhold til vagtværn. Sådan var det frem til lukningen af Pusherstreet. En person kan godt varetage flere roller i en bod. Der afholdes ”fittermø-der ” i ejerkredsen omkring hashboderne om blandt andet fælles vagtværn og fælles udgif-ter. En sælger i en bod kan godt gå til disse møder, hvis personen har et nært forhold til ejeren af boden. I nogle tilfælde aflønnes en sælger i en bod.   

- 4 -

Personlige oplysninger

Tiltalte har forklaret, at det godt kan passe, at hans indkomst i 2021, 2022 og 2023 var som anført i byrettens dom. Han bor fortsat i Gade. Han bor med sin hustru gennem 22 år. Hans hustru forsørger ham.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Straffen nedsættes til fængsel i 8 måneder. Landsretten har ved fastsættelse af straffen lagt vægt på mængden af hashprodukter, som tiltalte er fundet skyldig i at have besiddet, tiltal-tes tidligere domme for ligeartet kriminalitet og det meget hurtige recidiv efter tiltaltes seneste dom af 20. november 2023. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at det i forar-bejderne til straffelovens § 81 e (lovforslag nr. 80 af 14. november 2023 ændring af straffe-loven, retsplejeloven og politiloven) er forudsat, at straffen for forhold begået i en målrettet skærpet strafzone som udgangspunkt skal fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser begået uden for en målrettet skærpet strafzone, idet dette må for-stås således, at der forudsættes en fordobling af straffen i forhold til tilsvarende overtrædel-ser begået som led i den organiserede hashhandel på Christiania på et tidspunkt, hvor om-rådet ikke er udpeget som målrettet skærpet strafzone.

Efter den stedfundne bevisførelse er der ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at anse betingelserne i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., for meddelelse af opholdsforbud for opfyldt. Tiltalte frifindes derfor for påstanden herom.

Landsretten ændrer herefter dommen i overensstemmelse hermed.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Byrettens dom ændres således, at Tiltalte straffes med fængsel i 8 måneder.

Tiltalte frifindes for påstanden om opholdsforbud.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

- 5 -

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 453/25
Rettens sags nr.: SS-104/2024-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 454/25
Rettens sags nr.: SS-1165/2024-OLR
Anket
1. instansKøbenhavns ByretKBH
DDB sags nr.: 869/25
Rettens sags nr.: SS-2607/2024-KBH
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb