Gå til indhold
Tilbage til søgning

Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 144 ved at have modtaget middag på restaurant. Påstand om konfiskation

Københavns ByretStraffesag1. instans27. maj 2021
Sagsnr.: 418/25Retssagsnr.: SS-29698/2020-KBH
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Københavns Byret
Rettens sagsnummer
SS-29698/2020-KBH
Sagstype
Almindelig domsmandssag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
418/25
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantTorben Koch; PartAnklagemyndigheden

Dom

D9.DTD

Københavns Byret

Udskrift af dombogen

Adv. AUD 2019-001750

D O M

afsagt den  27. maj 2021 i sag

SS 3-29698/2020

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

CPR nr. (Født 1964)

Sagens baggrund og parternes påstande

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskriftet er modtaget den 5. november 2020.

Tiltalte er tiltalt for

overtrædelse af straffelovens § 144,

ved på et ikke nærmere angivet tidspunkt efter sommerferien i 2011, som Stilling 1 i Styrelse, fra en medar-bejder hos Udenlandsk virksomhed, der leverede ammunition til Forsvaret, i forbindelse med forhandlinger vedrørende kvaliteten af den af Udenlandsk virksomhed leverede ammunition, uberettiget at have modtaget en middag med vinmenu på Restaurant, Adresse i København, til en værdi af ca. 4.500 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, konfiskeres 4.500 kr.

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom, herunder anvendelse af straffelovens § 83.

Tiltalte har protesteret mod konfiskationspåstanden.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte og Vidne.

Std 75327

side 2

Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

"...

Tiltalte forklarede, at han i 2011 har deltaget i en middag på Restaurant sammen med Person 1, en repræsentant fra Udenlandsk virksomhed.

Styrelse solgte i 2008 Virksomhed 1 til Udenlandsk virksomhed. Virksomhed 1 skiftede herefter navn til Virksomhed 2. Han havde kvartårli-ge møder med repræsentanter fra Udenlandsk virksomhed.

I 2011 var han Stilling 2. Det var hans opgave at planlægge, hvilken ammunition der skulle købes, hvornår det skulle købes, og hvor me-get der skulle købes. Han udarbejdede planerne i samarbejde med Hærens Operative Kommando. Det angik håndvåben og våbensystemer, der var fæl-les for alle værn og hjemmeværnet. Han lavede tillige planer for udfasning af ammunition, bl.a. hvis det havde ligget for længe på lager, og han havde an-svaret for lagrene af ammunition, der skulle anvendes i Afghanistan. Han foretog ikke selv indkøbene, han stod alene for planlægningen.

Der var regler for, hvor meget han måtte købe. Han husker det i dag sådan, at han kunne indkøbe for 50.000 kr. uden, at det skulle godkendes af andre, mens større kontrakter krævede godkendelse længere oppe i systemet.

Når han havde kontakt med Person 1 angik det ammunition. På de kvar-tårlige møder blev der udvekslet regneark og de drøftede mængder, leveringstidspunkter m.v. De havde også møder, hvor de evaluerede. I disse møder deltog tillige direktøren for Virksomhed 1 (Virksomhed 2). Det kun-ne eksempelvis være møder, der angik forsinket levering af ammunition.

Nogen mente, at der var problemer med den ammunition, som blev produce-ret af Udenlandsk virksomhed. I 2010 var der en sag, som han ikke selv håndterede. Sagen angik 11 tilfælde af fænghætteudfald. En soldat, der oplever dette, anser det som en kritisk hændelse, men i forhold til, at der anvendes 50 millioner skud om året – og udfaldene ikke kom fra samme parti - er det en meget lille fejl. Alligevel valgte Styrelse at indlede en for-handling med Udenlandsk virksomhed om deres kvalitetskontrol for at opfange netop denne type fejl.

Mødet på Restaurant angik flere ting. Han mener, at hovedemnet var udlicitering, da det var meget populært på det tidspunkt. Eksempelvis kunne håndvåbenvedligeholdelse foregå ved en ekstern myndighed i stedet for hos forsvarets hovedværksted. Han drøftede dette kort med Person 1. På daværen-de tidspunkt var intet i udbud, så det kunne tale om det, uden at overtræde udbudsreglerne. Person 1 nævnte også ammunitionssagen, som tiltalte ikke hav-de deltaget i håndteringen af.

side 3

Det var ikke sådan, at han kendte emnerne for mødet i forvejen. Det var først under mødet, at han blev klar over, hvilke ting Person 1 ville tale med ham om.

På et tidspunkt under middagen på Restaurant blev Person 1 tavs. Da tiltalte spurgte ham, hvorfor han var så stille, svarende Person 1, at han var ble-vet pålagt at spørge tiltalte, om det ville være betimeligt at rette henvendelse til generalen for at få seks øre ekstra pr. skud. Tiltalte svarende, at det ikke ville være betimeligt. Prisen var kontraktlig fastsat. En del af aftalen ved overdragelsen af Virksomhed 1 til Udenlandsk virksomhed var, at forsvaret havde bun-det sig til at købe ammunition for 1 milliard over en 4-årig periode. Det fremgik af kontrakten, at prisen for ammunition skulle forhandles en gang år-ligt. Prisen blev beregnet ud fra forskellige faktorer. Et projektil kostede vel ca. 2,60 øre pr. stk. Forsvaret købte mellem 30-50 millioner projektiler om året. Da det fulgte af kontrakten, at prisen skulle forhandles en gang om året, mente tiltalte, at de burde fastholde den fremgangsmåde. Ved genforhandlin-gerne af prisen ville der deltage jurister, og både handelsafdelingen og indkøbsafdelingen ville deltage. De fulgte en særlig proces.

Baggrunden for anmodningen om 6 øre ekstra pr. skud skyldtes, at Udenlandsk virksomhed havde udgifter til den yderligere kontrol af projektiler, som var blevet aftalt i forbindelse med episoderne med fænghætteudfald.

Han mener ikke, at Udenlandsk virksomhed rettede henvendelse til generalen med en anmod-ning om en forhøjelse af prisen.

Efter hans opfattelse, skulle der ske 141 hændelser af samme karakter pr. 1 million skud, før det var en kritisk fejl på ammunitionen. Da det ikke var til-fældet i den konkrete sag, har det været som led i en forhandling, at forsvaret formåede at få aftalt yderligere kontrol.

Han ved ikke, hvorfor Person 1 spurgte ham om det til middagen. De havde ik-ke tidligere drøftet pris, fordi det fulgte af kontrakten, hvordan den skulle fastsættes.

De var i gang med at overveje en ændring i planlægning af indkøb af ammu-nition, fordi forbruget i Afghanistan ændrede sig, men hans opgave bestod i at forbruge 1 milliard over 4 år på en fornuftig måde.

Han styrede et udbud på reservedele til geværer i 2010. Han havde en pro-jektleder til at bistå sig. Et udbud er en proces, der er nedskrevet. I 2011 blev reglerne sådan, at også alle små ting skulle i udbud. De havde mange kon-trakter, som skulle gennemgås, og de udviklede processer undervejs.

Alle ansatte havde leverandørkontrakter, som han. Alle gik ud og spiste for at drøfte kontrakterne med deres leverandører. Det var almindelig kendt, at

side 4

der var spisning på mange leverandørkontrakter. Det var også almindeligt, at han dagen efter gik til sin chef, Person 2, og det gjorde han også konkret efter middagen på Restaurant. Han fortalte således sin chef, at han ikke forventede, at der kom et brev fra Udenlandsk virksomhed til generalen, idet han havde frarådet Person 1 at sende det.

Han kan huske, at han blev kontaktet af Person 1 enten pr. mail eller telefon, idet Person 1 gerne ville have et møde med ham. Det var Person 1, der bestemte, hvor mødet skulle foregå.  Måske var det et par dage før mødet, at han blev kontaktet. De mødtes ved Scandic Copenhagen ved Planetariet, hvor de satte sig i en taxa og kørte til restauranten. Han vidste ikke, hvor de skulle hen, da han satte sig ind i taxaen.

Tiltalte fik stress i begyndelsen af 2012, så han har problemer med sin hu-kommelse. Han kan ikke huske, om der skulle deltage andre til mødet. Måske skulle Vidne deltage, men han kan ikke i dag huske, om han spurgte Vidne. Vidne var praktisk udførende på mange våbensystemer. Han var våbentekniker.

Da Person 1 bragte emnet om prisen på ammunition på banen blev mødet in-tenst og alvorligt.

Han husker ikke, hvad de fik at spise. Han så ikke regningen og han ved ik-ke, hvad det kostede.

De fik både mad og vin. Det er vel normalt, når man er ude at spise. Han drak sig ikke ”vissen” .

Det er muligt, at han selv har oplyst noget om priser til auditørkorpset. Han husker ikke, hvilken pris han oplyste. Han mødte en kammerat nogle år efter. Kammeraten forklarede, at han og hustruen havde været på Restaurant, og at prisen havde været ”5 af de lange” . Det var nok på den baggrund, at han oplyste prisen til auditørkorpset.

Foreholdt afhøringsrapport, bilag F-1, side 6, øverste afsnit, hvor det frem-går, at han har oplyst, at prisen pr. person var omkring 3.000 kr. for middagen, mens vinmenuen kostede omkring 1.100-1.400 kr., forklarede han, at det godt kan passe, at han har forklaret sådan. Men det var på bag-grund af kammeratens oplysninger, ikke på baggrund af konkret viden om prisen for den middag, som han selv havde deltaget i.

Han kommer fra landet, så han kendte ikke Restaurant i forvejen. Han kendte kun restauranten på baggrund af omtalen i 1997, da Person 3 kørte ind i en betonklods efter en middag på Restaurant. Han ved ik-ke, om det var en fin restaurant. Den lignede ikke noget specielt, og maden var i meget små portioner. Han var på arbejde, så han havde fokus på de

side 5

ting, som Person 1 sagde og ikke så meget andet. Han var ikke bekendt med, at det var en Michelin-restaurant.

Når de var ude at spise, var det altid repræsentanterne, der betalte. Han for-søgte at betale sin mad første gang, han var med en repræsentant ude at spise, men han fik et bestemt nej, så det fik han ikke lov til. Det var slet ikke unormalt. Dengang var leverandørkontakten anderledes. Det ændrede sig først i 2018 i forbindelse med ændringen af ”gavereglen” , selv om reglerne om udbud i 2012/2013 også medførte en skærpelse.

Han var bekendt med reglerne for gaver til offentlige ansatte i 2011. Der var udgivet noget materiale, og det havde han læst. Han mener, at reglerne var fra 2007, da Styrelse blev oprettet. De fik også regelmæssigt præci-seret, hvordan reglerne var. De måtte gerne spise med leverandører både i og udenfor forsvarets kantine. De kunne således spise på en fabrik i Canada eller på en restaurant i nærheden af en fabrik i Canada. Nogen våbenfabrikker fik leveret mad udefra, som herefter blev indtaget på fabrikken.

Han ved ikke, om andre af kollegaerne har spist på Restaurant. Han har ikke selv spist der efter middagen med Person 1.

Han fortsatte med at have møder med Person 1. Nu blev de dog holdt i lokaler-ne i By tæt på Frederikshavn. Han deltog også i et enkelt møde i Spanien.

Han tror ikke, at Person 1 havde inviteret ham på middag for at få 6 øre ekstra pr. skud. Han husker dog ikke baggrunden for mødet i dag. Han mener, at Person 1 havde travlt, så det var det eneste tidspunkt, at de kunne mødes på, og derfor måtte det være uden for tiltaltes normale arbejdstid.

Han orienterede altid sin chef dagen efter et møde med en leverandør. Han oplyste, at de havde indtaget middagen på Restaurant. Han har ikke holdt noget hemmeligt.

..."

VidneVidne har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

"...

Vidnet har forklaret, at han var ansat i forsvaret i 2011. Han var ansat i Styrelse som Stilling 3.

Tiltalte var hans chef. Vidnet skulle drifte de våben, som forsvaret havde. Når de var indkøbt og taget i brug, skulle han løse eventuelle problemer, når de opstod. Han skulle sørge for at få våben repareret, og han var ansvarlig på eventuelle reklamationssager.

side 6

Han var i høj grad inde i problemer med håndvåben og ammunition fra Udenlandsk virksomhed. Våbnene kom fra en fabrik i Canada, men ammunitionen kom fra Virksomhed 2, der var en del af Udenlandsk virksomhed. Problemerne bestod i, at den løse ammunition skadede og svinede våbnene, så de ikke kunne gøres rene. Der opstod herved indirek-te skade på våbnet, når der blev skudt med skarpt. De skarpe projektiler var svingende i kvalitet. Der kunne være fejl på hætter, krudtmængde, krudtblan-ding m.v. Det fremgår af forskellige standarder, hvilken fejlmargin der kan accepteres. Han mener, at grænsen går ved 1 projektil ud af 100.000. Denne grænse var i høj grad overskredet på nogen områder. Han var også ansvarlig for hærens mortérsystem. Selv om han kun skulle bruge en mindre del af sin tid på dette system, var der så mange problemer, at han brugte al sin tid på det. Han havde derfor meget kontakt med Udenlandsk virksomhed.

Han drøftede problemerne med tiltalte. De holdt møder med producenten. Han ved ikke, om han deltog i alle de møder, som tiltalte deltog i. Han har også selv holdt møder med producenten.

Om mødet på Restaurant forklarede han, at han ikke deltog i dette møde. Han var indbudt til at deltage i mødet. Person 1 var en af delta-gerne. Han kendte ham i forbindelse med sit arbejde. Han deltog ikke i mødet, fordi han sagde nej. Han sagde nej, fordi han havde fået at vide, at det skulle foregå på Restaurant. Igennem de tre år havde han ofte været i Spanien. Han havde lært, at jo større problemer der var, desto finere restau-ranter skulle det ende med. Han husker det sådan, at han spurgte, hvem der skulle deltage foruden tiltalte og Person 1. Han mener, at tiltalte oplyste, at den danske agent, Person 4, samt Person 1, Person 5 og muligvis også Person 6 deltog. Han er dog ikke sikker på, at andre end tiltalte og Person 1 deltog.

Normalt er det sådan, at den slags møder, hvor det er noget teknisk, man skal tale om, afholdes der, hvor problemet opstår, hvilket i dette tilfælde ville være på fabrikken. Hvis det er mere en formel reklamation eller en vedvaren-de sag, hvor man er utilfreds med kvaliteten, så vil mødet blive afholdt i et neutralt mødelokale på arbejdet. Han vidste på det tidspunkt ikke, hvad Restaurant var. Han talte efterfølgende - men inden middagen skulle afholdes - med et par kollegaer, og de morede sig over, at han ikke vidste det. Han fik her forståelsen af, at Restaurant var en meget dyr og fin restaurant, og han fik at vide, at det var det dyreste sted i København. Det passede godt med den erfaring, han havde gjort sig i Spanien. Det var også derfor, at han sagde nej.

Tiltalte havde oplyst til ham, at mødet bl.a. skulle angå nogle tests, som var blevet foretaget i Schweitz, hvor fejl var blevet beskrevet og målsat, herun-der hvordan man kom videre på baggrund af resultaterne. Efter vidnets opfattelse ville det være underligt at drøfte den slags andre steder en på pro-duktionsstedet, idet fejlene opstår i et af de led, som laver projektilet.

side 7

En anden årsag til, at han ikke ønskede at deltage, var, det persongalleri, der skulle deltage. De var ikke nøglen til at løse de tekniske problemer efter hans opfattelse. Det skulle løses af ingeniører og teknikere.

Det er vidnets opfattelse, at tiltalte vidste, at mødet skulle afholdes på Restaurant. Han var jo selv inviteret af tiltalte, og han har derfor fået op-lysning om stedet fra tiltalte.

Han har aldrig været på Restaurant.

Han talte med tiltalte om mødet efterfølgende. De talte ikke om, hvem der havde deltaget. Tiltalte fortalte blot om udkommet fra mødet. Han husker det sådan, at de på mødet havde opnået enighed om noget med prisen eller er-statningsammunition.

Han er ikke bekendt med, at der var andre møder, der blev afholdt på Restaurant.

Hvis man havde holdt møder hele dagen på en våbenfabrik og var blevet eni-ge om en løsning, var det ikke usædvanligt, at de bagefter blev inviteret ud at spise. Men middagen og traktementet i øvrigt skulle stå i forhold til deres rej-seordre og statens takster. Når man lavede sin rejseafregning, kunne man sætte flueben ved, at man havde modtaget et måltid. Efter hans erfaring fra Spanien stod restaurantbesøg nogle gange i væsentligt misforhold til den pris, det måtte koste. Det var særligt vinkortet, der trak prisen op. Det ville være en tjenesterejse for tiltalte at tage til København.

Foreholdt bilag G-3, side 1, bekræftede vidnet, at han blev afhørt den 15. ja-nuar 2020. Han har ikke gennemlæst sin forklaring.

Foreholdt side 1, andet afsnit og side 2, første afsnit, bekræftede han, at han kunne genkende ordene, men han mener ikke, at han har sagt dem i den ræk-kefølge. Han har sagt, at det ikke er normalt, at man holder sådanne møder på restauranter. Man holder det på fabrikken eller hos forsvaret.

Han vidste, hvad Restaurant var, så derfor ville han ikke deltage. Fo-reholdt, at han har forklaret, at det først var senere, at han fandt ud af, hvad Restaurant var, forklarede han, at han med ”senere” mente, at det nok først var dagen efter, at han var blevet inviteret, at han fandt ud af, hvad det var for en restaurant. Men det var før mødet blev afholdt. Han ville ikke deltage.

..."

Oplysningerne i sagen

side 8

Der er under sagen dokumenteret "Restaurant Signatur Menu" fra 2021.

Endvidere er der dokumenteret fra Person 7's blog (Hjemmeside), som angår et restaurantbesøg på Restaurant. Blogopslaget er fra 11. september 2011. Det fremgår heraf følgende bl.a.:

"

...

Restaurant har alle år haft en Michelin stjerne. Restaurant er dyr, lad os slå det fast med det samme. En aften med velkomstdrink, innovations menu, vinmenu med afstemte rigtig gode vine, kaffe og avec koster den nette sum af 2500 kr. hvis du kan nøjes med en enkelt flaske vand til maden. Kan du ikke det, bliver det dyrere, 150 kr. pr. flaske.

..."

Endelig er det dokumenteret, at sagen blev indledt på baggrund af tiltaltes henvendelse til Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD) angåen-de en journalists henvendelse til tiltalte. HOD rettede herefter den 27. november 2019 henvendelse til bl.a. auditørkorpset.

Tiltalte afgav forklaring til auditørkorpset den 6. december 2019 og den 15. januar 2020. Begge gange er han vejledt om, at han ikke havde pligt til at ud-tale sig.

Den 26. marts 2020 blev tiltalte sigtet for overtrædelse af straffelovens § 144 angående middagen på Restaurant, "til en foreløbig ukendt værdi". Sigtelsen blev fastholdt ved en afhøring den 15. april 2020.

Der blev rejst tiltale ved anklageskrift af 28. oktober 2020, hvor værdien er angivet til ca. 4.500 kr.

"God adfærd i det offentlige", 2007, udgivet af Personalestyrelsen, KL og Danske Regioner samt "God adfærd i det offentlige, 2017, udgivet af Moder-niseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner, har indgået i sagen.

"Procedure vedrørende modtagelse af gaver og serviceydelser m.v." angive-ligt fra 2007, er fremlagt af forsvareren. Følgende fremgår heraf bl.a.:

"1. Formål

Disse retningslinjer for modtagelse af gaver og serviceydelser har til formål at hindre, dels at din habilitet og integritet som offentligt ansat kan antastes, dels af FMT upartiskhed som statslig indkøbsvirksomhed kan drages i tvivl.

2. Forholdsregler

...

Når du skal vurdere, hvad der er acceptabelt i situationer, hvor hensynet til høflighed og tilladelighed kommer i konflik, skal du støtte dig til følgende forholdsregler, som kan hen-føres til de nedenfor beskrevne scenarier. Tilsvarende problemstillinger er i øvrigt også

side 9

nævnt i Forsvarets Koncernfælles Indkøbsprocedurer, Afsnit 2, para 3.8.

...

2.2. Kontakt med leverandører.

Kontakt med nuværende og potentielle leverandører bør som udgangspunkt ske ved FMT, medmindre mødestedet er af relevans for mødets indhold, f.eks. en produktionsfacilitet el-ler lignende.

Du bør normalt afslå at mødes med en leverandør under mere private former, eller hvor mødestedet synes valgt for at muliggøre andet end faglige aktiviteter.

Endvidere bør du kun deltage i frokoster eller middage, som har en naturlig sammenhæng med den tjenstlige aktivitet.

..."

Personlige oplysninger

Tiltalte har ikke ønsket at deltage i en § 808-undersøgelse, og han har ikke ønsket at udtale sig om sine personlige forhold.

Tiltalte er ikke tidligere straffet

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har erkendt, at han deltog i en middag på restauranten Restaurant på et tidspunkt i 2011. Det er ikke nærmere kommet frem under sa-gen, hvornår i 2011 middagen blev afholdt. Retten kan derfor ikke fastlægge et mere præcist tidspunkt end "på et tidspunkt i 2011."

Tiltalte har forklaret, at det var et møde, og at han ikke på forhånd vidste, hvilke emner der skulle drøftes under mødet/middagen. Vidnet har forklaret, at mødet/middagen angik testresultater fra en undersøgelse, der var gennem-ført i Schweiz. På baggrund af tiltaltes egen forklaring om, at når han havde kontakt med Person 1, angik kontakten ammunition, og vidnets forkla-ring i retten, herunder forehold fra bilag G-3, som vidnet dog ikke har kunnet genkende i den form, som det er nedskrevet, lægger retten til grund, at mø-dets/middagens emne i hvert fald blandt andet angik ammunition.

Det må på baggrund af både tiltaltes og vidnets forklaring lægges til grund, at der var problemer med den ammunition, som blev leveret af Udenlandsk virksomhed. Det må videre lægges til grund, at der forud for mødet/middagen var indgået en form for aftale mellem Udenlandsk virksomhed og forsvaret, angående yderligere kvalitetskontrol. Henset til tiltaltes forklaring om, at Person 1 bragte muligheden om en prisstigning på 6 øre op under mødet/middagen, som kompensation for om-kostningerne til yderligere kvalitetskontrol, finder retten, at mødet/middagen er afholdt i forbindelse med forhandlinger vedrørende kvaliteten af den af Udenlandsk virksomhed leverede ammunition.

Tiltalte har forklaret, at han ikke vidste, at mødet skulle afholdes på

side 10

Restaurant. Vidnet har derimod forklaret, at tiltalte over for ham havde oplyst, at mødet skulle afholdes på Restaurant. På baggrund af vid-nets forklaring om baggrunden for, at han afviste at deltage, finder retten det bevist, at tiltalte på forhånd vidste, at han skulle spise på Restaurant. Retten tilsidesætter således tiltaltes forklaring herom.

Retten lægger til grund, at Restaurant er en Michelin restaurant. På baggrund af den blog, der er fremlagt under sagen, lægger retten til grund, at en middag pr. person på Restaurant i 2011 har kostet minimum 2.500 kr. Tiltalte har bekræftet, at han til auditørkorpset har forklaret, at pri-sen pr. person var 3.000 kr. med tillæg af prisen for en vinmenu på 1.100-1.400 kr. Tiltalte har fragået denne forklaring i retten og oplyst, at det var beløb, som han efterfølgende havde fået oplyst af en kammerat og ikke var konkret viden om prisen for den pågældende middag. Der har ikke været yderligere bevisførelse i sagen om prisniveauet i 2011, og retten lægger he-refter til grund, at prisen har været mindst 2.500 kr.

På baggrund af ovennævnte finder retten, at tiltalte ved modtagelsen af mid-dagen har modtaget en gave eller anden fordel. Retten finder endvidere på baggrund af prisen, at det var uberettiget. Retten har herved lagt vægt på, at uanset at "man spise på leverandørkontrakter", er en middag på Restaurant i 2011 langt over det berettigede.

Tiltalte har forklaret, at han var bekendt med de vejledninger, der var videre-delt eller udstedt af ansættelsesmyndigheden. Retten finder på baggrund af den vejledning fra militæret, som er fremlagt under sagen, og vidnets forkla-ring om, hvor et sådan møde sædvanligvis ville blive afholdt, herunder prisniveauet for middage under tjenesterejser svarende til de statslige takster, at tiltalte må have indset eller i hvert fald anset det for overvejende sandsyn-ligt, at prisen for middagen var over det niveau, som han berettiget måtte modtage, og tiltalte har på samme måde vidst, at det var hans stilling i for-svaret, der var anledningen til at middagen blev givet. Retten lægger herefter til grund, at tiltalte havde forsæt.

Ved at have modtaget middagen af en værdi af mindst 2.500 kr. findes tiltalte at have modtaget bestikkelse, og han findes herved skyldig i overtrædelse af straffelovens § 144 som anført i tiltalen med de modifikation af bi-omstæn-digheder, som er angivet indledningsvist.

Straffastsættelse

Straffen fastsættes til fængsel i 10 dage, jf. straffelovens § 144.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder den betingelse, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1.

Retten har lagt vægt på forholdets karakter, værdien af middagen, og på den

side 11

tid der er gået, siden forholdet blev begået.

Retten finder, at der ikke er grundlag for strafbortfald i medfør af straffelo-vens § 83. Der forligger ingen oplysninger om tiltaltes personlige forhold eller andre formildende omstændigheder.

Konfiskation

Efter *) straffelovens § 75, stk. 1, er det fakultativt om der skal ske konfiska-tion.

Retten må efter bevisførelsen lægge til grund, at det var sædvanligt, at der kunne være en middag forbundet med forhandlingerne om leverandørkont-rakter. Efter vidnets forklaring måtte denne middag dog ikke ligge over eller væsentligt over statstaksterne. Uanset, at det er muligt at konfiskere det ful-de beløb, i denne sag 2.500 kr., findes det ikke rimeligt henset til, at en sædvanlig middag ikke havde været bestikkelse inden for de rammer, der var udstukket i 2011. Da der ikke har været bevisførelse angående prisen for en sædvanlig middag, som efter rettens opfattelse burde fratrækkes i en eventuel konfiskation, finder retten, at der ikke skal ske konfiskation.

Thi kendes for ret:

Tiltalte straffes med fængsel i 10 dage.

Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af,

at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 7.895 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Torben Koch. Det bemærkes, at retten ikke har modtaget en salæropgørelse fra advokaten, hvorfor det samlede be-løb kan blive højere, såfremt der har været den type arbejde forud for hovedforhandlingen, som eksempelvis afhøringer, som kan dækkes særskilt.

Dommer

*) "retsplejelovens § 75, stk. 1" er berigtiget til "straffelovens § 75, stk. 1" i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1.

9. juni 2021

Dommer

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 448/25
Rettens sags nr.: SS-31/2025-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 391/25
Rettens sags nr.: SS-1911/2021-OLR
Anket
1. instansKøbenhavns ByretKBH
DDB sags nr.: 418/25
Rettens sags nr.: SS-29698/2020-KBH
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
AUD 2019-001750
Påstandsbeløb