Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 24. februar 2025
Sag BS-9536/2024-VLR
(3. afdeling)
Udlejer ApS
(advokat Andreas Lybech)
mod
Lejer
(advokat Claus Johansen)
Retten i Aalborg har den 8. februar 2024 som boligret afsagt dom i 1. instans (sag BS-52159/2022-ALB).
Landsdommerne Erik P. Bentzen, Rasmus Krogh Pedersen og Christian Hesthaven (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, Udlejer ApS, har påstået, at lejemålet skal gøres betinget af, at indstævnte, Lejer, bortskaffer sin hund inden for en frist fastsat af landsretten.
Lejer har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
Der er for landsretten bl.a. fremlagt lejekontrakter angående tre ejendomme, som Udlejer ApS og et andet selskab også købte af boet efter Afdøde.
Forklaringer
Der har ikke været afgivet forklaringer for landsretten.
2
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for boligretten.
Udlejer ApS har yderligere anført, at de fremlagte lejekontrakter viser, at Afdøde generelt ikke tillod hold af husdyr i sine ejendomme, og at det har formodningen imod sig, at han har accepteret dette på Adresse 1, som Lejer lejer. Afdødes eventuelle passivitet i forhold til Lejers hold af hund kan højst være en accept af forholdet indtil videre. Har Lejer opnået ret til at holde hund på Adresse 1, er denne ret ikke en integreret del af aftale-forholdet med Afdøde. Hvis Udlejer ApS ikke har ekstingveret Lejers ret til at holde hund, kan Udlejer ApS derfor opsige retten med et pas-sende varsel. Anses Lejer for at have erhvervet ret til at holde hund på Adresse 1 som en integreret del af aftaleforholdet med Afdøde, skulle denne ret have været tinglyst på ejendommen, jf. lejelovens § 17, stk. 3, for at den kan gøres gældende over for Udlejer ApS, som i god tro har erhvervet ejendommen fra boet efter Afdøde. Udlejer ApS har ikke fortabt retten til at påtale Lejers hold af hund ved passivitet.
Lejer har heroverfor anført, at vilkår i kontrakter om Afdødes ud-lejning af andre ejendomme er denne sag uvedkommende. Den ret, han over for Afdøde erhvervede til at holde hund på Adresse 1, er en integreret del af lejeforholdet og er beskyttet efter lejelovens § 17, stk. 1. Retten går ikke videre, end Udlejer ApS som erhverver af ejendommen kunne forvente, og kan ikke opsiges særskilt. Udlejer ApS har i øvrigt fortabt en eventuel ret til at påtale hans hold af hund som følge af passivitet.
Landsrettens begrundelse og resultat
Lejer indgik en aftale med den daværende ejer, Afdøde, om, at han med virkning fra den 1. februar 2005 lejer ejendommen beliggende Adresse 1 i Aalborg, som er et parcelhus med have. Lejekontrakten fra 2005 erstattede en tidligere lejekontrakt, og Lejer har således boet i lejemålet siden 1997. I udlejerens version af lejekontrakten fra 2005 er der i bestemmelsen om, hvor-vidt det er tilladt at holde husdyr i ejendommen, sat kryds i ”nej” . Lejer har imidlertid holdt hund i store dele af den tid, han har boet i lejemålet.
Af de grunde, der er anført af boligretten, tiltræder landsretten, at det ikke er godtgjort, at Lejer uanset lejekontrakten fra 2005 havde en direkte aftale med Afdøde om, at husdyrhold var tilladt på ejendommen, men at det derimod er godtgjort, at Afdøde var bekendt med og undlod at påtale, at Lejer også efter 2005 holdt hund på ejendommen. Landsretten finder på den baggrund, at Afdøde stiltiende accepterede Lejers hold af hund som en integreret del af lejeforholdet. Der er ikke derved sket en udvidel-se af de lokaler eller faciliteter, som fremgår af lejekontrakten, og landsretten
3
tiltræder, at retten til at holde hund ikke går videre, end hvad der med rimelig-hed kan forventes for et lejemål af den pågældende karakter. Lejers ret til at holde hund i lejemålet er således ikke en sådan videregående rettighed, at tinglysning var nødvendigt til beskyttelse af retten, jf. lejelovens § 17, stk. 3, men er gyldig mod Udlejer ApS som senere erhverver af ejendommen uden tinglysning, jf. lejelovens § 17, stk. 1.
Landsretten stadfæster herefter boligrettens dom.
Efter sagens udfald skal Udlejer ApS i sagsomkostninger for landsretten betale 30.000 kr. inkl. moms til Lejer til udgifter til advokatbistand. Ud over sa-gens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Boligrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal Udlejer ApS inden 14 dage betale 30.000 kr. til Lejer. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 24-02-2025 kl. 10:00
Modtagere: Appellant Udlejer ApS, Indstævnte Lejer