Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt mandag den 30. juni 2025
Sag 30/2025
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(advokat Louise Traberg Smidt)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Næstved den 29. januar 2025 (SS 4878/2024) og af Østre Landsrets 22. afdeling den 31. januar 2025 (S-198-25).
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jens Kruse Mikkelsen, Kristian Korfits Nielsen og Jørgen Steen Sørensen.
Påstande
Tiltalte har nedlagt påstand om, at byrettens kendelse stad-fæstes, således at hun løslades.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse.
Sagsfremstilling
Tiltalte blev anholdt den 20. december 2024 og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 237, subsidiært § 238, stk. 1, ved at have dræbt sit nyfødte barn.
I grundlovsforhør den 21. december 2024 i Retten i Næstved nægtede Tiltalte sig skyldig i drab efter straffelovens § 237, men erkendte drab efter straffelovens § 238, stk. 1.
- 2 -
Byretten fandt, at der efter oplysningerne om fundet af det døde spædbarn og Tiltaltes erkendelse og forklaring om omstændighederne i forbindelse med fødslen var begrundet mistanke om, at hun var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 238, stk. 1. Hun blev herefter varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, idet byretten fandt, at bestemmelsens betingelser var opfyldt.
Ved et retsmøde den 29. januar 2025 anmodede anklagemyndigheden om fortsat varetægts-fængsling af Tiltalte efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, subsidiært § 762, stk. 2, nr. 1, idet der efter anklagemyndighedens opfattelse var en særligt bestyrket mistanke om drab, jf. straffelovens § 237.
Byretten bestemte samme dato, at Tiltalte skulle løslades. Af byrettens kendelse fremgår:
”
På denne baggrund og under hensyn til omstændighederne i forbindelse med barnedra-bet i øvrigt finder retten, at det må formodes, at sigtede dræbte barnet af frygt for van-ære eller under påvirkning af en ved fødselen fremkaldt svækkelse, forvirring eller råd-vildhed, jf. retsplejelovens § 238.
Herefter er der ikke begrundet mistanke om, at sigtede er skyldig i drab, jf. straffelovens § 237.
Sigtede har erkendt og afgivet en detaljeret forklaring om barnedrabet, og politiet har afhørt sigtedes nærmeste familie og venner, der på et væsentligt punkt har bekræftet sig-tedes forklaring. Herefter finder retten, at der ikke er grund til at frygte, at sigtede på fri fod vil kunne vanskeliggøre forfølgningen, selvom anklageren har oplyst, at der skal af-høres yderligere vidner.
- 3 -
Herefter er der ikke grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, eller stk. 2, nr. 1...”
Anklagemyndigheden kærede kendelsen til landsretten. Byretten tillagde kæren opsættende virkning.
Østre Landsret bestemte ved kendelse af 31. januar 2025, at Tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Af landsret-tens begrundelse fremgår:
”
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.
Landsretten ændrer derfor byrettens kendelse således, at Tiltalte skal forblive varetægtsfængslet. Fristen fastsættes af byretten.”
Anbringender
Tiltalte har anført navnlig, at hendes erkendelse af overtræ-delse af straffelovens § 238, stk. 1, og de øvrige oplysninger i sagen medfører, at der kun fore-ligger en særligt bestyrket mistanke om, at hun har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffe-lovens § 238, stk. 1.
- 4 -
Sagens omstændigheder ligger i kerneområdet af straffelovens § 238, stk. 1. Der foreligger i højere grad en mistanke om overtrædelse af § 238, stk. 1, end en mistanke om overtrædelse af straffelovens § 237, og der kan ikke være særligt bestyrket mistanke om overtrædelse af både straffelovens § 237 og § 238, stk. 1, for den samme gerning.
Retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, kræver, som det er udtrykt i litteraturen, at dommeren på det pågældende stadium har vurderet, at sigtede efter al sandsyn-lighed bliver dømt. Dette er der i relation til straffelovens § 237 ikke grundlag for at fastslå ud fra sagens faktiske omstændigheder. Varetægtsfængsling af hende efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, med henvisning til straffelovens § 237 kræver, at retten kan tilsidesætte hendes forklaring, der støttes af vidneforklaringerne i øvrigt.
Hvis en sigtets erkendelse af at have begået en lovovertrædelse, der ikke har en strafferamme på 6 års fængsel eller mere – her straffelovens § 238, stk. 1 – og som dermed ikke kan medfø-re varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, kan lægges til grund for særligt bestyrket mistanke for, at sigtede har overtrådt en anden bestemmelse end den af sigtede er-kendte lovovertrædelse – her straffelovens § 237 – udhules den beskyttelse, der følger af den påkrævede strafferamme for at varetægtsfængsle på grund af hensynet til retshåndhævelsen. Lovgiver har i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, angivet en række specifikke bestemmelser, hvor der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 6 år, men som alligevel kan begrunde vare-tægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, hvis der foreligger en særligt bestyrket mis-tanke. Straffelovens § 238, stk. 1, er ikke en af de oplistede bestemmelser i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2.
Hvis Højesteret måtte finde, at der er en særligt bestyrket mistanke om, at hun har overtrådt straffelovens § 237, er der ikke sådanne hensyn til retshåndhævelsen, der gør, at hun skal va-retægtsfængsles.
- 5 -
Anklagemyndigheden har anført navnlig, at betingelserne for varetægtsfængsling efter rets-plejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, er opfyldt.
Der er særligt bestyrket mistanke om, at Tiltalte er skyldig i drab, jf. straffelovens § 237, idet hun har erkendt at have dræbt sit barn umiddelbart efter fødslen ved kvælning med en pude.
Tiltalte har forklaret,
Der er på denne baggrund og efter de foreliggende oplysninger i sagen i øvrigt ikke grundlag for at henføre drabet under straffelovens § 238, stk. 1.
Hensynet til retshåndhævelsen kræver, at Tiltalte ikke er på fri fod.
- 6 -
Højesterets begrundelse og resultat
Tiltalte blev anholdt den 20. december 2024 og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 237, subsidiært § 238, stk. 1, ved at have dræbt sit nyfødte barn.
I grundlovsforhøret den 21. december 2024 i Retten i Næstved nægtede hun sig skyldig i drab efter straffelovens § 237, men erkendte drab under formildende omstændigheder efter straffe-lovens § 238, stk. 1. Byretten fandt, at der var begrundet mistanke om, at hun var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 238, stk. 1, og hun blev varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.
Ved et retsmøde den 29. januar 2025 anmodede anklagemyndigheden om fortsat varetægts-fængsling af Tiltalte efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, subsidiært § 762, stk. 2, nr. 1, idet der efter anklagemyndighedens opfattelse var en særligt bestyrket mistanke om drab efter straffelovens § 237.
Byretten fandt, at der ikke var grundlag for fortsat varetægtsfængsling, og løslod Tiltalte.
Landsretten ændrede byrettens afgørelse ved kendelse af 31. januar 2025 og bestemte, at Tiltalte skulle varetægtsfængsles i medfør af retsplejelo-vens § 762, stk. 2, nr. 1. Landsretten fandt, at der var særligt bestyrket mistanke om, at hun har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237.
Sagen angår, om det var med rette, at landsretten varetægtsfængslede Tiltalte efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.
Tiltalte har erkendt at have dræbt sit nyfødte barn ved at kvæle det med en pude umiddelbart efter fødslen. Hun har nægtet sig skyldig i drab efter straffelovens § 237, men erkender drab under formildende omstændigheder efter straffelovens § 238, stk. 1.
- 7 -
Af § 238, stk. 1, fremgår, at dræber en moder sit barn under eller straks efter fødslen, og må det formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, straffes hun med fængsel indtil 4 år. Hvis betingelserne i straffelovens § 238, stk. 1, er opfyldt, kan der ikke straffes for manddrab efter straffelovens § 237.
Henset hertil og til det, som i en mentalerklæring af 13. december 2023 er oplyst om Tiltaltes personlighed, samt til de afgivne vidneforklaringer, her-under navnlig forklaringerne fra Tiltaltes mor samt hendes veninde, Vidne 2, finder Højesteret, at der alene foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at Tiltalte – sådan som hun har erkendt – har overtrådt straffelovens § 238, stk. 1. Der foreligger herefter ikke en særligt bestyrket mistanke om, at hun har gjort sig skyldig i manddrab efter straffelovens § 237.
Da strafferammen i straffelovens § 238, stk. 1, som nævnt er fængsel indtil 4 år, er der ikke grundlag for at varetægtsfængsle Tiltalte i medfør af rets-plejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, idet denne bestemmelse indeholder et krav om, at lovovertræ-delsen skal kunne straffes med fængsel i 6 år eller derover.
Højesteret stadfæster herefter byrettens kendelse, således at Tiltalte skal løslades.
Thi bestemmes :
Byrettens kendelse stadfæstes.