Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 22. august 2024
Sag BS-40509/2022-VLR
(2. afdeling)
Tryg Forsikring A/S som mandatar for
Barslund A/S under konkurs
(advokat Sofie Dalsgaard Rasmussen)
mod
Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for
Norddjurs Kommune
(advokat Marie-Louise Fahrner)
og
Sag BS-40861/2022-VLR
(2. afdeling)
Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for
Norddjurs Kommune
(advokat Marie-Louise Fahrner)
mod
Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøger ApS
(advokat Anne Sofie Vindstrup)
2
Retten i Randers har den 4. oktober 2022 afsagt dom i 1. instans (sagerne BS-23181/2020-RAN og BS-38813/2020-RAN).
Landsdommerne Henrik Bjørnager Nielsen, Lisbeth Kjærgaard og Emil Revsgaard Larsen (kst.) har deltaget i ankesagernes afgørelse.
Påstande
Sag BS-40861/2022-VLR
Appellanten, Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring A/S, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune, har gentaget sin påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøger ApS har gentaget påstanden om, at Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring A/S, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune skal betale 423.000 kr. med procesrente af 395.218,44 kr. fra den 11. juni 2020 og af 27.781,56 kr. fra den 2. maj 2022.
Sag BS-40509/2022-VLR
Appellanten, Tryg Forsikring A/S som mandatar for Barslund A/S under kon-kurs, har gentaget sin påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Indstævnte, Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
For landsretten er fremlagt produktblad vedrørende en Wacker Neuson 434 kg pladevibrator, hvor svingninger er angivet til 69,0 Hz.
Skønsmand 1 har den 29. maj 2023 afgivet en supplerende skøn-serklæring. Af erklæringen fremgår bl.a. følgende:
”Spørgsmål IIA:
Der henvises til besvarelse af spørgsmål SS2 2, hvor følgende frem-går:
”Det er i reglen entrepriseformen og de konkrete kontraktforhold, der afgør, hvilken part i byggesagen, der iværksætter vibrationsmå-ling. Vibrationsmålinger indtænkes normalt allerede under planlæg-ning, projektering og udbud […].”
Skønsmanden bedes oplyse, om krav om vibrationsmålinger sæd-vanligvis fremgår af arbejdsbeskrivelsen (bilag 1). I bekræftende fald bedes skønsmanden redegøre for, om projektet / arbejdsbeskrivelsen
3
ift. vibrationsmålinger levede op til de på projekteringstidspunktet gældende regler og normer for god projekteringsskik?
Svar på Spørgsmål IIA:
Ja, krav om udførelse af vibrationsmålinger vil sædvanligvis fremgå af arbejdsbeskrivelsen hhv. af udbudsmaterialet.
I nærværende sag fremgik ikke af arbejdsbeskrivelsen eller andet sted i udbuds- og projektmaterialet, at der skulle foretages vibra-tionsmålinger, og det er derfor skønsmandens vurdering, at projek-tet/arbejdsbeskrivelsen ikke levede op til de på projekteringstids-punktet gældende regler og normer for god projekteringsskik.
Det er almindeligt kendt i bygge- og anlægsbranchen, at vibrationer fra fx pæleramning, komprimering og nedrivningsaktiviteter kan gi-ve anledning til gener og skader i forskellige afstande fra kilden, idet dette dog afhænger af et samspil mellem flere faktorer, herunder særligt vibrationshastighed, frekvens og nabokonstruktioner følsom-hed, ligesom jordbundsforholdene spiller ind.
Håndteringen af skadesbegrænsning fra vibrationer sker jf. det gæl-dende regelsæt som det var angivet i skønsmandens svar på spørgs-mål SS2 i skønserklæring af 13. februar 2022 i sagen fra Byretten i Randers:
I Danmark er det “Orientering fra Miljøstyrelsen, Nr. 9, 1997 -Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer i det eksterne miljø” , der angiver retningslinjer for vibrationsmålinger. I relation til indvirk-ninger på bygninger og konstruktioner henviser Orientering nr. 9 til den tyske norm “DIN 4150, Erschütterungen im Bauwesen – Teil 3: Einwirkungen auf bauliche Anlagen” . Normalt henviser forsikrings-selskaber i dag ligeledes til sidstnævnte ved indgåelse af entreprise-forsikringer i byggebranchen.
De ovenstående dokumenter har været almindeligt kendte i bran-chen i de seneste 20-25 år, og i forbindelse med udbudsmaterialet burde det efter skønsmandens opfattelse have været tænkt ind i for-bindelse med projektet, at vibrationer fra anlægsarbejderne potentielt set ville kunne give anledning til gener eller skader på nabobygnin-ger.
Spørgsmål IIB:
Der henvises til besvarelse af spørgsmål 4, hvoraf følgende fremgår:
4
”Det er skønsmandens opfattelse, at det materiel, der er anvendt af entreprenøren, som udgangspunkt kunne anvendes forsvarligt nær ejendommen.”
Skønsmanden bedes vurdere, om valg af det anvendte materiel er i strid med god håndværks- / udførelsesskik ved udførelse befæstelse med tung færdsel som påtænkt i nærværende entreprise, hvor der skal køre busser hen over fortov.
I forbindelse med sin besvarelse kan skønsmanden lægge til grund, at der skulle anvendes en pladevibrator, jf. bilag 1 s. 27.
Svar på Spørgsmål IIB:
Med udgangspunkt i, at der til komprimeringen skulle anvendes en pladevibrator, finder skønsmanden, at valget og anvendelsen af en ca. 430 kg tung, Wacker Neuson DPU5545HEH pladevibrator (jf. da-tablad i sagens bilag H) ikke er i strid med god håndværks-/udførelsesskik.
Pladevibratoren har efter skønsmandens opfattelse dels den nødven-dige virkningsgrad for komprimering af sand- og gruslagene i vejopbygningen, dels kan den også anvendes under ”lidt snævre forhold” , hvor pladsen ikke tillader anvendelse af endnu større ma-teriel.”
Forklaringer
Vidne 5, Vidne 6, Vidne 2, Vidne 4 og Skønsmand 1 har afgivet supplerende forklaring.
Vidne 5 har forklaret, at der ved arbejdet med bundopbygnin-
gen af cykelstien og fortovet ud for Adresse 1 blev benyttet en mellemtung Wacker Neuson pladevibrator. Det er en sædvanlig størrelse pladevibrator til anlæg af fortov. På store veje anvendes en tromle. Pladevibratoren kan anven-des i en afstand på indtil ca. ½ meter fra husmuren og ikke helt op til, da den kan være vanskelig at styre. Det er således ikke pga. bekymringer for vibratio-ner og deraf følgende revnedannelser i huset, at pladevibratoren på 434 kg ikke anvendes helt op til husmuren. Hvis jorden tæt på husmuren skal komprime-res, kan der anvendes f.eks. en mindre pladevibrator. Han erindrer ikke, hvilke redskaber Barslund brugte til komprimeringen den sidste ½ m op mod husmu-ren til Adresse 1. Måske er det brolæggeren, der har udført denne del af komprimeringen. Typisk anvendes en pladevibrator på 60 kg til brolæggerar-bejdet. Brolæggeren har lagt afretningssandet.
5
Det fremgår af foto nr. 15 fra den 22. marts 2018, ekstrakten 443, at indkørslen var anlagt, mens det ses på foto nr. 16 fra den 31. marts 2018, ekstrakten side 444, at den lysegrå kantsten da var blevet sat. Tilsyneladende har brolæggeren i denne periode foretaget vinterafdækning. Fortovsfliserne blev lagt helt ind til husmuren.
Barslund har udført komprimering så tæt på huset, som det var forsvarligt. Bro-lægningsarbejdet er udført af Jysk Brolægning og Maskinlægning. Brolæggeren har sat kantsten, lagt fliser og lavet asfaltbelægning. Der blev ikke givet særlige instruktioner til brolæggeren.
Det ville have være muligt at foretage bundopbygningen med 2 lag af hver 15 cm under anvendelse af en mindre pladevibrator.
Vidne 6 har forklaret, at pladevibratoren blev benyttet i januar 2018.
På foto nr. 8 fra 4. januar 2018, ekstrakten side 436, og foto nr. 9 fra den 29. ja-nuar 2018, ekstrakten side 437, kan der ses spor fra pladevibratoren. Pga. en strømdåse eller lignende holdt de sig i en afstand på 10-20 cm fra husmuren, da de kørte med pladevibratoren. Brolæggeren komprimerede de sidste 10-20 cm mod husmuren med en pladevibrator på mellem 80 og 140 kg. Det er nødven-digt at anvende større grej til bundopbygningen af arealer, der skal kunne klare kørsel med biler. I en indkørsel til en privatbolig vil han benytte en pladevibra-tor på 500 kg. Der blev anvendt en Wacker Neuson pladevibrator på 500 kg, og det er en standard vibrator. Medmindre han er blev gjort opmærksom på særli-ge forhold, vil han også benytte en 500 kg pladevibrator langs fortovet ved be-varingsværdige bygninger.
I januar 2018 arbejdede Barslund ud for Adresse 1. Han kan erindre, at der var udfordringer med frost, og det kan derfor godt passe, at brolæggeren ikke kunne udføre sit arbejde i en periode i februar 2018. Barslund havde imidlertid opgaver, der kunne udføres i hele perioden. I marts 2018 lavede de en midter-helle og arbejdede ikke lige foran Adresse 1. På fotoet fra den 21. marts 2018, ekstrakten side 394, ses en gummimåtte, som skal gøre det muligt for brolægge-ren at arbejde videre, selv om der måtte komme frost. Han tog fotografierne den 21. marts 2018, efter han var blevet gjort opmærksom på revnerne.
Havde han fået risikooplysninger i forhold til omgivelserne, ville han have kon-taktet Rambøll for afklaring af fremgangsmåden for bundopbygningen. Det er f.eks. muligt at komprimere sand ved at vande det, ligesom bundopbygningen kunne komprimeres ad 2 omgange med en mindre pladevibrator.
Vidne 2 har forklaret, at det var op til Barslund selv at vælge entrepre-nørmateriel. Der findes mange forskellige pladevibratorer. Arbejdsprocessen går hurtigere, hvis der benyttes en stor pladevibrator. Der skulle foretages regi-
6
strering af de omkringliggende bygninger, så entreprenøren var opmærksom på forholdene. Det var Barslund, der skulle foretage registreringen. Jo større pladevibrator, der anvendes, desto mere forsigtighed skal der udvises i forhold til huse og afstanden hertil. Entreprenøren skal vurdere fremgangsmådens for-svarlighed. Han har i sin tid som entreprenør oplevet, at de er kommet til at beskadige en ejendom, fordi de var uopmærksomme et øjeblik. Det er ikke et problem at bruge en pladevibrator på 430 kg til et fortov, men det kan der være i forhold til omgivelserne. Kommunens egne folk anvender ikke så store plade-vibratorer, når de anlægger fortov tæt på bygninger. Det er en konkret vurde-ring på stedet, hvilket materiel der skal anvendes.
Der var ingen synlige skader på Adresse 1, og der var ikke noget, der gav anledning til bekymringer for huset. Huset har en kælder, og der er derfor langt ned til fundamentet. Der var ca. 2,5 meter fra terræn og ned til undersiden af fundamentet, og det havde betydning for vurderingen af, om huset var særligt udsat.
Det er ikke sædvanligt at opsætte vibrationsmålere. Normalt vil en rådgiver vurdere, om der er en risiko. Der sættes kun vibrationsmålere op, hvis der er tale om dybe udgravninger, spuns eller særlige jordbundsforhold, men ikke ved et simpelt fortovsarbejde. Når en vej- og fortovsstrækning renoveres, bliver der normalt ikke foretaget geotekniske undersøgelser, da jordbundsforholdene m.v. må antages at være tilstrækkelige henset til den allerede eksisterende be-byggelse m.v.
Risikovurdering foretages af rådgiveren, dvs. Rambøll, i projekteringsfasen. Der foreligger ikke en skriftlig vurdering i sagen. Det er ikke sædvanligt at sætte vibrationsmåling op ved et fortovsarbejde. Mange huse får over tid revner, og det gav ikke kommunen anledning til bekymring, at Adresse 1 havde rev-ner, der var udbedret. Havde kommunen været bekendt med, at der var en risi-ko, var det noget, der ville være taget højde for i udbudsmaterialet. Efter hans erfaring laves der ikke jordbundsundersøgelser på naboejendomme ved et pro-jekt som det omhandlede.
Kommunens egne folk udfører alene mindre fortovsopgaver, hvor de renoverer op til 2-300 meter. Da de benytter mindre pladevibratorer, vil de derfor som udgangspunkt foretage bundopbygning i flere lag. I bagklogskabens klare lys ville han måske nok have ønsket, at der havde været anvendt en mindre plade-vibrator, men der var ikke noget i forløbet, der indikerede, at det var usædvan-ligt materiel, der blev benyttet. Han har ikke overværet, at arbejdet med plade-vibratoren blev udført.
7
De jordbundsprøver, der blev foretaget på trafikknudepunktet, havde til sigte at undersøge forureningsgraden og skete dermed af hensyn til bortkørslen af jorden.
Vidne 4 har forklaret, at det ikke er ham, men en af hans kolle-
ger, der har udarbejdet arbejdsbeskrivelsen. Vibrationsmålinger udføres kun på udvalgte ejendomme, og hvor der vil ske dybdepåvirkning. Det er således ikke sædvanligt at lave vibrationsmåling ved et arbejde af den omhandlede type, der ikke indebærer dybdepåvirkning.
Det var ham, der førte tilsyn med projektet og ledede byggemøderne. Han kun-ne se, at Adresse 1 havde en del revner, der var repareret, hvilket er sædvan-ligt for ældre huse, og det gav ham ikke anledning til bekymring i forhold til brugen af pladevibrator, som kun påvirker overfladen. Det var hans forvent-ning, at huset var funderet fornuftigt. I øvrigt havde ejendommen en kælder.
I forbindelse med, at de i april 2018 besigtigede Adresse 1, blev der konstate-ret gamle skader i tapetet og spindelvæv i nogle af revnerne. Nogle af revnerne var nye. Han drøftede nogle jordartskort med sin kollega Person 4, men det kunne ikke forklare skaderne på huset. Det er for han uforståeligt, at en pladevibrator skulle kunne have påført huset skade. Pladevibratoren har været benyttet meget tæt op ad kældervæggen og har medført en vibrationspåvirk-ning af bygningen. Barslund anvendte sædvanligt materiel til projektet, og der var ikke hos Barslund eller tilsynet anledning til at foretage vibrationsmåling.
Der er anvendt store maskiner, herunder en 3 tons asfalttromle, til arbejdet på trafikknudepunktet, hvilket ikke har givet anledning til klager fra naboerne der. Selvom det ikke fremgår af byggemødereferaterne, har der i trafikknudepunk-tet været benyttet pladevibrator i januar og februar 2018, inden frosten satte ind. Der var udført spildevands- og regnvandsafledning, og det ses på foto nr. 6 og 7 fra 4. januar 2018, at der er indbygget sandmateriale i området mod Adresse 1. På dette tidspunkt har der været benyttet pladevibrator, idet der er udført bundsikring, og der skal vibreres ved hvert lag. Pladevibratoren kan ha-ve kørt hver eller hver anden dag i januar under opbygningen af trafikknude-punktet. Tromlen blev anvendt af asfaltfirmaet. Der er lagt asfalt den 19. og må-ske 20. april 2018.
Det er entreprenøren, der forestår arbejdet, og der var ikke anledning til at an-føre noget i arbejdsbeskrivelsen om særlige forhold. Stedet blev ikke besigtiget i forbindelse med udarbejdelsen af arbejdsbeskrivelsen, da det ikke var nødven-digt i forhold til arbejdets art.
Normalt foretages der ikke en risikovurdering, når der kun arbejdes i overfla-den.
8
Skønsmand 1 har forklaret, at det var forsvarligt og sædvanligt at
anvende en pladevibrator på 500 kg til projektet. Han mindes ikke ved besigti-gelsen at have set tegn på, at bygningen har været påkørt med pladevibratoren. Det vil give mening at foretage vibrationsmålinger, når der skal foretages f.eks. sprængning, spuns og dybe udgravninger. Der foretages målinger i henhold til den tyske norm, DIN 4150. Bygningens stand og konstruktion skal altid indgå i vurderingen af, hvilke vibrationer der accepteres. Der skal således forholdes til nabobygningers konstruktion. Det er en vurdering fra sag til sag, om det er re-levant at foretage vibrationsmåling, hvor der tages højde for den energi, der påføres. Hvis han er i tvivl, foretager han vibrationsmåling, da det er vigtigt at have styr på udførelsesmetoden. I forbindelse med udarbejdelsen af arbejdsbe-skrivelsen og udbudsmaterialet skal man forholde sig til, om der skal foretages vibrationsmåling. Er det efter en faglig vurdering ikke nødvendigt at foretage vibrationsmåling, skal det ikke fremgå af projekteringsmaterialet.
Bygninger er sårbare for frekvenser på mellem 0 og 10 Hz, da der herved ram-mes en egen frekvens. Når pladevibratoren startes, kører den fra 0 Hz og videre op, inden den rammer sin slutfrekvens, og når den afbrydes, kører den igen ned til 0 Hz. Der kan derfor opstå større skade ved at starte og afbryde vibratoren tæt på bygningen, end ved at arbejde med pladevibratoren på stedet, og hvor den hele tiden kører med de 69 Hz. Bygningen vil kunne tåle mere ved en fre-kvens på 69 Hz. DIN 4150 opdeler den tålte vibrationsbelastning i 3 kategorier i forhold til industribygninger, almindelige ejendomme og fredede ejendomme.
Det er en kombination af svingningshastighed og frekvens, der giver anledning til påvirkning og evt. skade på bygningen. Pladevibratorens vægt betyder også noget. Det er hans formening, at det er anlægsarbejderne, der har medført ska-den på Adresse 1. Hvis der var udført vibrationsmålinger, havde man for-mentlig vidst, om bygningen havde været udsat for en ansvarspådragende på-virkning.
Benyttes en mindre pladevibrator, kan der komprimeres mindre lag ad gangen. En mindre maskine ville have medført en mindre energipåvirkning af bygnin-gen.
Ved han, at der er en risiko for, at der er noget, der kan ødelægges, vil han op-sætte vibrationsmålere. Branchestandarden er at henholde sig til DIN 4150, der siger, at hvis man holder sig inden for grænseværdier for vibration både fre-kvens og svingningshastighed, så vil der ikke ske skade ud fra de erfaringer, man har. Desuden følges også Miljøstyrelsens orientering fra 1997 om lavfre-kvent støj, infralyd og vibrationer som en norm på området. Der burde have været opsat vibrationsmåling, da arbejdet er udført tæt på bygningen, men det afhænger også af maskinens størrelse. Han arbejder efter, at han skal kunne do-
9
kumentere det, der er lavet. Da der ikke er udført vibrationsmåling, kan det ikke klart fastlægges, at årsagen til skaderne er vibrationer fra pladevibratoren. Det er ikke i DIN 4150 angivet, at man skal opsætte vibrationsmålinger, når der laves fortovsarbejde tæt op ad bygninger. Der skal måles der, hvor man er tæt-test på at kunne forvolde skade.
Han plejer selv at foretage en besigtigelse med henblik på at udpege de mest sårbare bygninger og foretage en risikovurdering. Det er ikke noget, han for-holder sig til ved skrivebordet. Funderingsforholdene tjekkes ikke – i hvert fald ikke særlig grundigt – men der opsættes vibrationsmåling. Der er ikke SBI-anvisninger eller Byg-Erfa anvisninger på området.
I 1920’erne kom der standarder for fundering af bygninger.
Omkostningerne til forstærkning af fundamentet havde ikke været nødvendige uden skaden på ejendommen. Havde Geosyd ikke undersøgt jordbundsforhol-dene, ville han ikke have kunnet besvare spørgsmålene i skønstemaet uden selv at lade dem undersøge. Forbedringsandelen beror på et skøn. Han tror ikke, at arbejdet i dag vil kunne udføres for det skønnede beløb.
En mindre pladevibrator kan godt have samme svingningshastighed som den anvendte, men den vil overføre en mindre mængde energi.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Norddjurs Kommunes entreprenør, Barslund A/S under konkurs, udførte an-lægsarbejder med etablering af et trafikknudepunkt. Ud for ejendommen Adresse 1 blev der foretaget nedsænkning af fortovet.
Det tiltrædes af de grunde, der er anført byretten, at spørgsmålet om erstat-ningsansvar ikke skal afgøres efter reglerne om ulovbestemt objektivt ansvar, men efter et almindeligt culpaansvar.
På baggrund af de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at der forud for arbejdet med trafikknudepunktet var flere ældre revnedannelser i ejen-dommen. Efter forklaringerne fra Vidne 3 og Vidne 1 og de fremlagte fotos sammenholdt med skønsmandens besvarelse læg-ges det endvidere til grund, at der i udførelsesperioden opstod yderligere rev-nedannelser på Adresse 1.
Skønsmanden har vurderet, at årsagen til udviklingen i revnedannelsen er en kombination af, at ejendommens fundering ikke er ført ned til funderingsfast
10
underlag, hvilket efter skønsmandens opfattelse er sædvanligt for en ejendom opført i 1880, og at der ved de udførte anlægsarbejder er påført ejendommen vibrationsrystelser. Herefter og efter den tidsmæssige sammenhæng mellem arbejdets udførelse og udviklingen i revnedannelsen, finder landsretten, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at der er sammenhæng mellem denne og det udførte anlægsarbejde.
Det fremgår af skønsmandens besvarelse af spørgsmål 1, at fortovet ud for Adresse 1 er nedsænket ca. 12-13 centimeter, og af besvarelsen af spørgsmål IA fremgår det, at der er udført jordarbejder med en maksimal dybde på 0,6 meter under terræn. Det lægges efter skønserklæringen og forklaringerne til grund, at den anvendte arbejdsmetode ud for Adresse 1 i forbindelse med fortovsar-bejdet, herunder med anvendelse af en pladevibrator på godt 430 kg., også tæt på huset, har været sædvanlig og forsvarlig. Efter bevisførelsen var der ikke forhold ved ejendommen eller ved arbejdsstedet i øvrigt, der tilsagde, at der forud for, at arbejdet blev iværksat, skulle udvises en særlig forsigtighed eller foretages nærmere undersøgelser.
Det er efter bevisførelsen ikke godtgjort, at der i forbindelse med det pågæl-dende fortovsarbejde er tilsidesat forskrifter vedrørende foretagelse af målin-ger, herunder af vibrationer, der kan føre til et erstatningsansvar. Efter bevisfø-relsen, herunder forklaringerne fra Vidne 2, Vidne 4, Vidne 5 og Vidne 6, er det endvidere ikke godtgjort, at det er sædvanligt at foretage vibrationsmåling ved et arbejde af den omhand-lede art og på en måde, så en tilsidesættelse heraf er ansvarspådragende.
Det forhold, at skønsmanden bl.a. har givet udtryk for, at forudgående vibra-tionsmålinger kan have betydning for fastlæggelsen af årsagssammenhængen, kan ikke føre til en anden vurdering. Skønsmandens bemærkninger om den tyske norm, DIN 4150, der ikke indeholder regler, der konkret kan tillægges afgørende betydning, kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt er det samlet set ikke godtgjort, at der er handlet ansvarspådragende, og landsretten tager derfor Gjensidige Forsikrings, dansk filial af Gjensidige Forsikring A/S, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune, påstand om frifindelse til følge.
Som følge heraf tager landsretten tillige Tryg Forsikring A/S som mandatar for Barslund A/S under konkurs’ påstand om frifindelse til følge.
Efter udfaldet af sagen BS-40861/2022-VLR skal Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøger ApS i sagsomkost-ninger for begge retter betale 112.482,82 kr. til Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune. 100.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand for begge ret-
11
ter, 10.000 kr. er til retsafgift og 2.482,82 kr. er udgifter til vidner. Ud over sa-gens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sa-gens omfang, herunder at der har været gennemført syn og skøn. Der er endvi-dere taget hensyn til, at Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsik-ring ASA, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune har været repræsen-teret ved en ansat advokat.
Efter udfaldet af sagen BS-40861/2022-VLR skal Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge som mandatar for Norddjurs Kom-mune i sagsomkostninger for begge retter betale 115.818,46 kr. til Tryg Forsik-ring A/S som mandatar for Barslund A/S under konkurs. 90.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand, 10.000 kr. er til retsafgift, 14.300 kr. er til godtgørelse af udgifter til syn og skøn, herunder afhjemling af skønsmanden, og 1.518,46 kr. vedrører udgifter til vidner. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang, herunder at der har været gennemført syn og skøn. Der er endvidere taget hensyn til, at Tryg Forsikring A/S som mandatar for Barslund A/S under konkurs har været repræsenteret ved en ansat advokat.
THI KENDES FOR RET:
Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring A/S, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune frifindes.
Tryg Forsikring A/S som mandatar for Barslund A/S under konkurs frifindes.
I sagsomkostninger for begge retter skal Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøger ApS inden 14 dage betale 112.482,82 kr. til Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring A/S, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune. Beløbet forrentes efter rente-lovens § 8 a.
I sagsomkostninger for begge retter skal Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring A/S, Norge som mandatar for Norddjurs Kommune in-den 14 dage betale 115.818,46 kr. til Tryg Forsikring A/S som mandatar for Bar-slund A/S under konkurs. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 22-08-2024 kl. 10:08
Modtagere: Advokat (H) Claus Madsen, Advokat (H) Marie-Louise Fahrner, Øvrige Advokat Sofie Dalsgaard Rasmussen, Appellant Gjensidige Forsikring som mandatar for Norddjurs Kommune, Indstævnte Appelindstævnte ApS, tidligere Sagsøger ApS, Mandatar Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge