Gå til indhold
Tilbage til søgning

Sag om, hvorvidt sagsøger ApS (medejer af det sælgende holdingselskab) har et erstatningskrav overfor de sagsøgte i anledning af salg af driftsselskab til en af flere ejere af det sælgende holdingselskab

Retten i HelsingørCivilsag1. instans9. juni 2023
Sagsnr.: 602/25Retssagsnr.: BS-5724/2022-HEL
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Civilsag
Ret
Retten i Helsingør
Rettens sagsnummer
BS-5724/2022-HEL
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
602/25
Sagsdeltagere
PartFoodcolab ApS; PartTransaktionsKompagniet ApS; PartsrepræsentantOle Liedke; PartsrepræsentantMalene Ellgaard Svedal

Dom

RETTEN I HELSINGØR

DOM

afsagt den 9. juni 2023

Sag BS-5724/2022-HEL

Foodcolab ApS

(advokat Ole Liedke)

mod

TransaktionsKompagniet ApS

(advokat Malene Ellgaard Svedal)

og

Sagsøgte 1

(advokat Malene Ellgaard Svedal)

og

Sagsøgte 2

(advokat Malene Ellgaard Svedal)

og

Sagsøgte 3

(advokat Malene Ellgaard Svedal)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 11. februar 2022.

2

FoodcolabApS har nedlagt påstand om, at TransaktionsKompagniet ApS,

Sagsøgte 1, Sagsøgte 2 og Sagsøgte 3 in solidum til Foodcolab ApS skal betale 81.000,00 kr., subsudiært et af retten fastsat mindre beløb, med procesrente fra den 11. februar 2022, til betaling sker.

TransaktionsKompagniet ApS, Sagsøgte 1, Sagsøgte 2 og Sagsøgte 3 har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte efter rettens skøn.

Dommenindeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens §

218 a.

Oplysningerne i sagen

Sagen angår et erstatningskrav i anledning af salg af et driftsselskab til en af flere ejere i det sælgende holdingselskab. Sagsøger var mindretalsanpartshaver i hol-dingselskabet og mener, at salget fandt sted uden sagsøgers godkendelse og uden, at sagsøger blev informeret herom. Endvidere er det sagsøgers opfattelse,

at salgetskete til underpris (1 kr.), hvorved det sælgende holdingselskab og

sagsøger blev påført et økonomisk tab, som de sagsøgte er erstatningsansvarlige for, idet de alle medvirkede til gennemførelsen af dispositionen.

De sagsøgte har gjort gældende, at driftsselskabet var værdiløst, og at sagsøger derfor ikke blev påført noget tab, og at de ikke har disponeret til skade for sagsø-gers interesser. De er derfor ikke erstatningsansvarlige for noget tab.

Forklaringer

Person 1 og Sagsøgte 2 har afgivet forklaring.

Person 1 har forklaret, at han kan vedstå nedennævnte forklaring af-

givet i sagen BS-4221-2022 mellem Foodcolab ApS og TransaktionsKompagniet ApS, der angik betaling i henhold til en simpel kaution, og som blev afgjort ved dom af 30. august 2022:

Person 1 har forklaret blandt andet, at han er ingeniør. Han og to an-dre er ejere af Foodcolab ApS. De investerede anpartskapital i Acredo Lounge Holding. De synes, at der var tale om et godt koncept. Han blev inviteret til in-vestormøde af Person 2. Han havde ikke et særligt samarbejde med Person 2. Der var en præsentation af Person 3. Han husker ikke, om der blev fremlagt budgetter mv. De har indbetalt deres forpligtelse. De kom ind i 2018. De har i alt indskudt omkring en million kr. i projektet, herunder det omhandlede lån på 250.000 kr. til holdingselskabet. Driften af butikken i Roskilde, der var pla-ceret i datterselskabet, var ikke tilfredsstillende. Der var underskud. Han går ud fra, at lånet på 250.000 kr. tilgik datterselskabet. Holdingselskabet havde rettig-

3

hederne til Acredo-konceptet, der er et system, hvor brugerne kan komme ind og få designet vielses- og forlovelsesringe.

Lånet på de 250.000 kr. er ikke tilbagebetalt af holdingselskabet som låntager. Derfor er kautionerne nu kaldt.

Han husker godt, at der i oktober 2019 var en mailkorrespondance omkring situ-ationen. Der var behov for yderligere kapital. Der blev blandt andet udarbejdet udkast til allonge. De var ikke indstillet på at give rentefrihed, da de havde ydet et større lån, end hvad der svarede til deres ejerandel i holdingselskabet. De var derimod indstillet på at give afdragsfrihed i en periode og udskyde indfrielses-tidspunktet for lånet. Det gav han også udtryk for under mødet. Han husker ikke

nærmere,hvorfor han skrev som anført i mailen. De var fortsat interesserede i

konceptet, der lå i holdingselskabet. De var blot bekymrede for driften i forret-ningen i Roskilde. Et eventuelt salg af datterselskabet forudsatte, at de fik tilba-gebetalt deres lån til selskabet. Dette lån var også på 250.000 kr.

Allerede i oktober 2019 manglede der igen kapital. Der blev afholdt et møde. De talte om, hvorfor butikken i Roskilde ikke økonomisk gik bedre. Det var deres

opfattelse,at butikken lå forkert. De ønskede bestemt ikke at indskyde flere

penge i butikken. De havde som anført ovenfor ydet et lån til datterselskabet på 250.000 kr. i september 2019. I alt havde de investeret en lille million kr. i Acredo-konceptet.

Han husker ikke, hvorvidt han hørte om, at der ikke var penge til at udarbejde

regnskabi holdingselskabet. Han blev heller ikke orienteret om, at bestyrelses-

medlemmerne og direktionen trak sig, og at selskabet blev sendt til tvangsopløs-ning.

Han blev heller ikke oplyst om, at aktiviteterne blev overdraget til Transaktions-Kompagniet ApS.

Han mener, at der blev betalt rente på det omhandlede lån til holdingselskabet. Gælden forfaldt til betaling den 30. juni 2020. Han husker ikke, om der blev sendt et påkrav til selskabet. Han husker ikke, hvornår de begyndte at gøre kautionerne gældende. Kautionerne er også gjort gældende over for de andre kautionister, og nogen af dem, herunder Person 2, har indbetalt deres forpligtelse.”

Person 1 har yderligere forklaret blandt andet, at lånet på 400.000 kr. til holdingselskabet blev indbetalt den 3. december 2018. Lånet på 250.000 kr. til holdingselskabet blev indbetalt den 14. februar 2019. Den 10. september 2019 blev lånet på 250.000 kr. direkte til driftsselskabet indbetalt. Han har ingen forklaring på, at gældsbrevet vedrørende lånet på 250.000 kr. til holdingselskabet først er underskrevet i juni 2019, jf. ekstrakten side 81. Det kan godt passe, at det først

4

var i august 2020, at han ved en tilfældighed erfarede, at holdingselskabet ikke længere var ejer af driftsselskabet. De havde været ude at kigge på en alternativ beliggenhed for smykkeforretningen. Det var i Lyngby.

Sagsøgte 2 har forklaret, at han kan vedstå nedennævnte forklaring afgivet

i sagen BS-4221-2022:

Sagsøgte 2 har forklaret blandt andet, at han er tidligere registeret revisor. Han er nu investor. Han stod for stiftelsen af TransaktionsKompagniet ApS, der køber og hjælper med køb, salg og udvikling af selskaber. Han stod for at udar-bejde årsregnskab. Han var også en del af bestyrelsen, men det glemte de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Person 2 stod for bogføringen. Han kender ikke nær-mere til Foodcolab ApS og Person 1. Han deltog i investormødet, hvor han fortalte om struktur mv. Der var underskud i datterselskabet, og der kom ikke som forventet udbytte til holdning. Han mener, at der blev betalt rente på gældsbrevet på 250.000 kr.

Han deltog ikke i mødet den 14. oktober 2019. Han blev ringet op af Sagsøgte 1 efter mødet. Han ville ikke acceptere en nedlukning af butik-ken af hensyn til Person 3. De valgte i oktober 2019 at handle selskabet over til TransaktionsKompagniet ApS med tilslutning fra 80 % af kapitalejerne, så de

kunnesikre driften af Acredo Lounge ApS. Købesummen blev fastsat til 1 kr.

Reelt skulle de have haft penge for at overtagelse forpligtelserne i selskabet. Der gik på grund af hans forglemmelse nogen tid, inden købet blev registreret. Han meddelte ikke Foodcolab A/S, at datterselskabet blev solgt.

Han ville ikke udfærdige regnskabet for holdning uden betaling, da blandt andre Person 2 havde fået betaling for bogføring. Han valgte også at udtræde af bestyrelsen. Det meddelte han Person 2.

Der var ingen penge i holdingselskabet til at betale gælden på 250.000 kr. til Foodcolab ApS. Han modtog ikke påkrav.”

Sagsøgte 2 har yderligere forklaret blandt andet, at der ikke var tilslutning fra 80 %, men 77½ % af kapitalejerne. Han kan bekræfte, at årsrapporterne for holding- og driftsselskaberne for 2018/2019 blev udarbejdet af ham. Det var me-ningen, at Person 3 skulle være ejer med 60 %. Hun havde en option på at købe 60 %, men nåede det ikke. TransaktionsKompagniet ApS ejede derfor i alt 65 %. Det er ham, der har indberettet ejerforholdene, da selskabet blev oprettet, jf. ekstrak-ten side 174. Hele intentionen med projektet var, at Person 3 skulle have smykke-forretningen, og at de andre skulle være Backing Group. Han var involveret i affattelsen af ejeraftalen. Aftalens bestemmelse om sikkerhed, jf. ekstrakten side 75, var alene rettet mod de lån, der fremgik af ejeraftalen, jf. pkt. 15, jf. ekstrakten side 73. Sagsøgers udlån på 250.000 kr. havde intet med ejeraftalen at gøre. Sagsø-

5

ger var den eneste, der lånte penge direkte til driftsselskabet. Person 2 har lavet en fejl, da han bogførte driftsmidlerne til 425.312 kr., jf. ekstrakten side 93, idet han havde medtaget udbetaling på en leasingkontrakt og vareprøver. Var det gjort rigtigt op, havde egenkapitalen nok været minus 250.000 kr. med tillæg af restgælden på leasingaftalen og lejeforpligtelserne. Da driften af datterselska-bet i 2020 blev solgt, var værdien negativ med over 500.000 kr. Egenkapitalen på 123.287 kr., jf. ekstrakten side 137, skal nedsættes med den udskudte skat på 302.116 kr., jf. ekstrakten side 136, samt leasingforpligtelser og lejeforpligtelser. Det indebærer, at man når op på 500.000 kr. til 600.000 kr. i negativ egenkapital. Der er en skrivefejl i leasingaftalen, jf. ekstrakten side 59, idet det rettelig skal være 2019, jf. herved også datoen på side 62 i ekstrakten. Licensrettighederne skulle ligge i holdingselskabet. Driftsselskabet skulle betale et beløb til holdings-elskabet for udnyttelse af licensrettighederne. Da driftsselskabet blev solgt i 2020, overtog det nye selskab samarbejdet med Tyskland. Samarbejdet var baseret på en mundtlig aftale. Sagsøgte 1 var mellemmand på dette, da han var den eneste, der kunne tale tysk. Holdingselskabet var i 2019 ikke i stand til at betale sine kreditorer, eftersom holdingselskabets eneste aktiv – driftssel-skabet – havde underskud. Overdragelsessummen blev fastsat til 1 kr., fordi der slet ikke var nogen værdi i driftsselskabet. Han gik ud fra, at Person 2 orien-terede sagsøger. Hensigten var at redde forretningen af hensyn til Person 3, og der var derfor ikke fokus på at holde en generalforsamling.

Parternes synspunkter

Foodcolab ApS har anført, at de sagsøgte ved deres medvirken til overdragelsen af driftsselskabet (Acredo Lounge ApS) til TransaktionsKompagniet ApS for 1 kr. er erstatningsansvarlige for det tab, som sagsøger blev påført ved denne over-dragelse. Overdragelsen er sket i strid med parternes ejeraftale vedrørende hol-dingselskabet og i strid med almindelige selskabsretlige grundsætninger samt sagsøgers panterettigheder. Ved overdragelsen har de sagsøgte påført sagsøger et tab svarende til sagsøgers andel af den værdi, som driftsselskabet udgjorde for holdingselskabet. Sagsøgers ejerandel af holdingselskabet var 20%, og tabet for sagsøger udgør derfor 20% af driftsselskabets værdi på overdragelsestidspunk-tet.

Værdien af driftsselskabet på overdragelsestidspunktet må ansættes til egenka-pitalen ifølge regnskabet pr. 30. juni 2019 med tillæg af den ikke bogførte værdi af goodwill og rettigheder til at drive virksomhed ifølge aftalen med Acredo GmbH. Egenkapitalen var ca. 205.538 kr., og værdien af goodwill og rettigheder kan ansættes til 200.000 kr. Sagsøgers (indirekte) andel af disse værdier udgjorde derfor 20% af disse beløb – altså 41.000 kr. + 40.000 kr. Det er disse værdier, som sagsøger har tabt ved overdragelsen, og som de sagsøgte derfor er erstatnings-

ansvarligefor. Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at det måtte

blive lagt til grund, at værdien af de immaterielle aktiver var mindre end 200.000

6

kr. I givet fald skal værdierne ansættes til mindst 50.000 kr., hvoraf sagsøgers andel udgør 10.000 kr.

Driftsselskabet var det eneste aktiv i holdingselskabet, som forud for overdragel-sen havde en positiv egenkapital, der sikrede, at selskabet var i stand til at betale al sin gæld, herunder holdingselskabets gæld til sagsøger på 250.000 kr. Efter overdragelsen af driftsselskabet til sagsøgte for 1 kr. var holdingselskabet ude af stand til at betale sin gæld til sagsøger. Også af den grund er de sagsøgte erstat-ningsansvarlige for sagsøgers tab.

TransaktionsKompagniet ApS, Sagsøgte 1, Sagsøgte 2 og Sagsøgte 3 har anført, at driftsselskabet var en under-skudsforretning uden udsigt til rentabel drift, hvis ikke der blev indskudt yder-ligere kapital i selskabets virksomhed, og sagsøger havde modsat sig yderligere kapitalindskud. Sagsøger havde også modsat sig salg af holdingselskabet uden forudgående indfrielse af alle lån, herunder gælden til sagsøger. Det var årsagen til, at de sagsøgte blev enige om at overdrage driftsselskabet til Transaktions-Kompagniet ApS som sket.

Overdragelsen var forretningsmæssigt begrundet og har ikke påført sagsøger tab. Sagsøger har beregnet et tab på grundlag af egenkapitalen i driftsselskabet ifølge selskabets årsregnskab, men har ikke taget højde for udskudt skat på 209.000 kr., gælds- og leasingforpligtelser samt driftstilskud fra moderselskabet på 900.000 kr. I realiteten var egenkapitalen altså negativ, og selskabet var derfor ikke mere værd end 1 kr., som var den aftalte overdragelsessum. Derfor blev sagsøger heller ikke påført noget tab ved overdragelsen.

De immaterielle aktiver i form af forhandlerrettigheder og licensrettigheder mv.

tilhørteikke driftsselskabet, men derimod holdingselskabet, og det er derfor

klart, at sagsøger ikke – hverken direkte eller indirekte – har mistet en andel af disse rettigheder eller værdier ved salget af driftsselskabet for 1 kr. Derfor er der heller ikke noget grundlag for sagsøgers påstand om tab svarende til 20% af vær-dien af de immaterielle aktiver, som sagsøger uden nogen form for dokumenta-tion har ansat til 200.000 kr., hvoraf 20% udgør 40.000 kr. Påstanden om, at der ved overdragelsen skulle være påført sagsøger et tab på 40.000 kr. i form af værdi af andel af immaterielle aktiver er derfor i strid med sagens faktum. I øvrigt har det efterfølgende vist sig, at det ikke er lykkedes at opnå overskud på driften af driftsselskabets virksomhed, som nu er overdraget til et andet selskab.

Rettens begrundelse og resultat

Holdingselskabet Acredo Lounge Holding ApS var eneejer af driftsselskabet Acredo Lounge ApS, som drev en smykkeforretning i Roskilde. Holdingselska-bet var ikke ejer af andre selskaber eller aktiviteter end dette driftsselskab, som havde en skrantende økonomi med underskud på den løbende drift.

7

Sagsøgervar ejer af 20% af holdingselskabet og havde udlånt henholdsvis

400.000 kr. og 250.000 kr. til dette selskab. Sagsøger havde også udlånt 250.000 kr. til driftsselskabet. 80% af holdingselskabet tilhørte 4 andre anpartshavere, og den ene af disse øvrige anpartshavere var TransaktionsKompagniet ApS.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at der i 2019 var drøftelser om behovet for yderligere kapitalindskud eller udlån til driftsselskabet, og at sagsøgers di-rektør, Person 1, i den forbindelse havde givet udtryk for, at sagsøger ikke ønskede at bidrage til yderligere kapitalindskud eller udlån til driftsselska-bet. Herefter valgte de øvrige anpartshavere i holdingselskabet at sælge driftssel-skabet til TransaktionsKompagniet ApS for 1 kr. Det skete ved fondsnota af 25. oktober 2019, som er underskrevet af de sagsøgte personer i sagen, herunder Sagsøgte 3, der både var direktør i TransaktionsKompagniet ApS, i hol-dingselskabet og i driftsselskabet samt medejer af TransaktionsKompagniet ApS.

Sagsøgte 1Sagsøgte 1 var bestyrelsesformand i holdingselskabet og i

driftsselskabet og i TransaktionsKompagniet ApS samt medejer af Transaktions-kompagniet ApS. Sagsøgte 2 var bestyrelsesmedlem i holdingselskabet og

i driftsselskabet og i TransaktionsKompagnietApS. Denne overdragelse blev

ikke godkendt af sagsøger, som heller ikke umiddelbart blev underrettet om den. Det var derfor først i august 2020, at sagsøger erfarede, at holdingselskabet ikke længere var ejer af driftsselskabet.

Retten finder, at det var i strid med ejeraftalen, der var indgået mellem ejerne af holdingselskabet den 19. november 2018, at holdingselskabet den 25. oktober 2019 solgte sit eneste selskab til en enkelt af ejerne for 1 kr. uden at orientere sagsøger herom. Det fremgår således af ejeraftalen, at det skal tilstræbes, at alle beslutninger træffes i enighed mellem ejerne af holdingselskabet, og at det for-udsætter en generalforsamlingsbeslutning med et stemmeflertal på 2/3 at træffe beslutninger, som rækker ud over den daglige og sædvanlige drift af selskabet,

herunderændring af selskabets struktur eller andre tilsvarende beslutninger,

som på afgørende måde griber ind i selskabets eksistens. Det gælder også beslut-ninger om afhændelse af et datterselskab. Ifølge ejeraftalen må der ikke træffes beslutninger, som åbenbart er egnede til at skaffe nogen af parterne en utilbørlig fordel på bekostning af de andre kapitalejere eller holdingselskabet, og parterne er forpligtede til at underrettet alle de øvrige kapitalejere om enhver disposition, som indebærer, at de fra holdingselskabet modtager noget af økonomisk værdi. Overtrædelse af disse vilkår er beskrevet som væsentlig misligholdelse af ejeraf-talen.

Retten finder, at det i en situation, hvor en eller flere ejere eller ledelsesmedlem-

mer i holdingselskabet har medvirket til væsentlig misligholdelseaf vilkårene i

ejeraftalen ved salg af det eneste aktiv af betydning i holdingselskabet til en en-kelt af ejerne uden at sikre sig forudgående accept fra alle de øvrige ejere eller godkendelse ved en generalforsamlingsbeslutning med et flertal på 2/3, påhviler

8

de pågældende at føre bevis for, at overdragelsen ikke er sket til underpris – og dermed til skade for holdingselskabet og øvrige kapitalejeres interesser. Det gæl-der i særlig grad i en situation som den foreliggende, hvor der end ikke er sket

efterfølgende underretningom overdragelsen umiddelbart i forlængelse af

dennemed den virkning, at tidsforløbet efter overdragelsen har vanskeliggjort

mulighederne for at føre bevis for aktivets værdi på overdragelsestidspunktet.

I det foreliggende tilfælde gik der næsten 1 år, inden sagsøger tilfældigt fik kend-skab til, at de øvrige ejere havde medvirket til, at holdingselskabet havde solgt driftsselskabet til en enkelt anpartshaver for 1 kr. i strid med vilkårene i ejerafta-len. Under disse omstændigheder påhviler bevisbyrden de pågældende, når de hævder, at dette salg ikke var til underpris, og at salget derfor ikke påførte hol-dingselskabet et tab – i strid med holdingselskabets og sagsøgers interesser.

Retten finder, at de sagsøgte ikke har løftet bevisbyrden, når de hævder, at drifts-selskabet var værdiløst på overdragelsestidspunktet. Retten lægger i den forbin-

delsesærlig vægt på årsregnskabet for driftsselskabet, hvoraf det fremgår, at

egenkapitalen i dette selskab var 205.538 kr. pr. den 30. juni 2019 – 4 måneder før overdragelsen fandt sted. Årsregnskabet er godkendt på selskabets ordinære ge-neralforsamling den 24. september 2019 – kun en måned før overdragelsen af selskabet for 1 kr. – og det fremgår af ledelsesberetningen, at der ikke efter regn-skabsårets afslutning er indtruffet begivenheder af væsentlig betydning for sel-skabets finansielle stilling. De sagsøgtes indsigelser om, at regnskabet ikke giver et retvisende billede af selskabets økonomi på grund af udskudt skat og en lea-singaftale, kan ikke tiltrædes, navnlig under hensyn til, at det udtrykkeligt frem-går af regnskabet, at der er taget højde for skat af årets resultat, og at indsigel-serne om betydningen af den omtalte leasingaftale ikke er tilstrækkeligt under-bygget. Indsigelsen om, at regnskabet ikke giver et retvisende billede af selska-bets økonomi, er da også i direkte modstrid med indholdet af ledelseserklærin-gen i regnskabet, som de sagsøgte selv har underskrevet. Ved bevisvurderingen lægger retten også vægt på, at det ville have været mere naturligt at lukke drifts-selskabet i stedet for at sælge det, hvis det var værdiløst på overdragelsestids-punktet.

I mangel af bevis for andet lægger retten herefter til grund, at værdien af drifts-

selskabet på overdragelsestidspunktet den 25. oktober 2019 var 205.538 kr.– sva-

rende til selskabets egenkapital ifølge regnskabet pr. 30. juni 2019. De sagsøgte er

derforansvarlige for, at holdingselskabet blev påført et tilsvarende tab, jf. sel-

skabslovens § 361, jf. § 127.

Retten finder ikke grundlag for kritik af sagsøgers opgørelse af sit tab til 41.000 kr. Det svarer således til 20% af holdingselskabets tab ved salget til underpris, hvorved det bemærkes, at sagsøgers ejerandel i holdingselskabet var 20%, og at dette selskab blev taget under tvangsopløsning den 12. oktober 2020 – ca. 1 må-

9

ned efter at sagsøger havde henvendt sig til de sagsøgte efter at have fået kend-skab til overdragelsen. Driftsselskabet blev erklæret konkurs den 9. december 2021, og hverken holdingselskabet eller driftsselskabet havde betalt deres gæld til sagsøger, inden de blev lukket.

Ud over erstatningskravet på 41.000 kr. har sagsøger tillige fremsat krav om er-statning for et tab på 40.000 kr., som er begrundet med værdien af en licensaftale med det tyske selskab Acredo GmbH, som ifølge sagsøger udgør 200.000 kr., og som efter sagsøgers opfattelse også gik tabt ved holdingselskabets salg af drifts-selskabet for 1 kr.

Retten bemærker, at licensaftalen blev indgået mellem det tyske selskab og hol-dingselskabet, og at driftsselskabet ikke var part i denne aftale. Licensaftalen er heller ikke anført som et aktiv i driftsselskabets regnskab. I øvrigt er der ikke fremlagt noget, der kan underbygge en antagelse om, at licensaftalen skulle re-præsentere en værdi på 200.000 kr. som hævdet af sagsøger. Herefter – og da der ved opgørelsen af sagsøgers tab på 41.000 kr. allerede er taget højde for alle vær-dier i driftsselskabet på overdragelsestidspunktet – er der ikke ført tilstrækkeligt bevis for berettigelsen af erstatningskravet på 40.000 kr. vedrørende licensafta-len. De sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge, for så vidt angår denne del af sagsøgers samlede erstatningskrav.

På den anførte baggrund er de sagsøgte alene erstatningsansvarlige for et tab på 41.000 kr., og sagsøgers påstand tages derfor til følge med dette beløb med tillæg af procesrente som nedenfor bestemt.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 20.000 kr. og af retsafgift med 750 kr. svarende til i alt 20.750 kr. Foodcolab ApS er momsregistreret.

THI KENDES FOR RET: 

TransaktionsKompagniet ApS, Sagsøgte 1, Sagsøgte 2 og Sagsøgte 3 skal in solidum til Foodcolab ApS betale 41.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. februar 2022, til betaling sker.

TransaktionsKompagniet ApS, Sagsøgte 1, Sagsøgte 2 og Sagsøgte 3 skal in solidum til Foodcolab ApS betale sagsom-kostninger med 20.750 kr. I det indbyrdes forhold skal TransaktionsKompagniet ApS, Sagsøgte 1, Sagsøgte 2 og Sagsøgte 3 hver bære en fjerdedel af de idømte sagsomkostninger.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

10

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 09-06-2023 kl. 12:30

Modtagere: Sagsøger Foodcolab ApS, Advokat Malene Ellgaard Svedal, Sagsøgte 1, Sagsøgte TransaktionsKompagniet ApS, Sagsøgte 3, Advokat (L) Ole Liedke, Sagsøgte 2

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 603/25
Rettens sags nr.: BS-30905/2023-OLR
Afsluttet
1. instansRetten i HelsingørHEL
DDB sags nr.: 602/25
Rettens sags nr.: BS-5724/2022-HEL
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
81.000 kr.