Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse, hvorefter sagsøger ikke fik medhold i krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte som følge af færdselsuheld

Østre LandsretCivilsag2. instans3. marts 2025
Sagsnr.: 693/25Retssagsnr.: BS-43025/2023-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Civilsag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
BS-43025/2023-OLR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
693/25
Sagsdeltagere
PartstilknyttetFagligt Fælles Forbund; Rettens personaleMorten Chjeffer Rasmussen; Rettens personaleNicolai Uggerhøj-Winther; PartsrepræsentantChristina Neugebauer; PartGF FORSIKRING A/S; PartsrepræsentantFikret Filikci; Rettens personaleKaren Hald

Dom

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 3. marts 2025

Sag BS-43025/2023-OLR

(2. afdeling)

Fagligt Fælles Forbund som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Fikret Filikci)

mod

GF Forsikring A/S

(advokat Christina Neugebauer)

Retten i Odense har den 18. august 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-842/2018-ODE).

Landsdommerne Karen Hald, Nicolai Uggerhøj-Winther og Morten Chjeffer Rasmussen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellant, tidligere Sagsøger, har gentaget sin påstand for byretten om, at indstævnte til hende skal betale 234.147,65 kr. med procesrente fra den 11. januar 2018 af 225.000 kr. og procesrente fra den 23. november 2022 af 9.147,65 kr.   

Indstævnte, GF Forsikring A/S, har påstået stadfæstelse, subsidiært mod beta-ling af et mindre beløb.

Forklaringer

Appellant, tidligere Sagsøger har afgivet supplerende forklaring.

2

Appellant, tidligere Sagsøger har forklaret, at hun oplevede påkørslen den 14. ok-tober 2013 som kraftig. Der var en række skader på modpartens bil, og skader-ne på denne bil var større end skaderne på hendes bil. Hun kørte videre efter uheldet for at aflevere patienten på Gentofte Hospital ca. 2 km væk, fordi hun er tro mod sit job. I januar måned 2013 og tiden derefter havde hun ondt i hof-ten, mens den nuværende smerte sidder midt på lænden. Efter omkring en må-neds sygemelding i starten af 2013 vendte hun tilbage til arbejdet på fuld tid. Bortset fra denne sygemelding og sygemeldingen i den aktuelle sag har hun ikke haft længerevarende sygemeldinger. Hun arbejder stadig fuld tid uden skånevilkår.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget og uddybet deres anbringender for byret-ten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår, om der er grundlag for at tilkende Appellant, tidligere Sagsøger erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte i anledning af følgerne af et færdselsuheld den 14. oktober 2013, hvor det motorkøretøj, som hun var fører af, blev påkørt bagfra af et andet køretøj. Da GF Forsikring A/S på vegne af skadevolder har anerkendt erstatningspligten for uheldet i medfør af færdselslovens regler herom, er spørgsmålet navnlig, om der er hel eller delvis årsammenhæng mellem færdselsuheldet og Appellants, tidligere Sagsøger efterfølgende smerter i lænderyggen.

Det fremgår af Højesterets dom af 9. november 2016 (U 2017.516), at der ved vurderingen af årsagssammenhæng bl.a. må lægges vægt på, i hvilket omfang hændelsen er egnet til at forårsage den skade, der er anmeldt. Der kan også tages hensyn til, om hændelsen har haft en karakter og et omfang, der gør det sandsynligt, at skaden opstod som følge af hændelsen.

Landsretten har efter bevisførelsen lagt til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger på tidspunktet for færdselsuheldet arbejdede fuld tid. Hun modtog på samme tid kiropraktorbehandling for komplikationer i lænderyggen, som var opstået efter en skade på arbejdet den 7. januar 2013 i form af et akut lændehold. Det er videre lagt til grund, at modpartens påkørsel af det køretøj, som Appellant, tidligere Sagsøger var fører af, skete med lav påkørselshastighed og dermed beskeden kraftpåvirkning. Det fremgår af skadejournalen for den 14. oktober 2013, at Appellant, tidligere Sagsøger klagede over tiltagende smerter i ryggen, som efter den lægelige vurdering blev lokaliseret til den øvre brystryg, og at hun i øvrigt blev vurderet som ikke akut behandlingskrævende.

Der er til brug for sagens behandling i byretten indhentet to udtalelser fra Retslægerådet. Det fremgår herunder af besvarelsen af spørgsmål D, at en

3

person ved en påkørsel bagfra først vil blive skubbet tilbage i sædet for derefter at blive skubbet fremad. Det vil være helt afhængig af, med hvilken kraft dette sker, om skaden kan forvolde vedvarende gener fra bryst- eller lændedelen af ryggen. Ved fastspænding med sikkerhedssele vil bevægelsen potentielt kunne forårsage en fleksionsbevægelse af brystrygsøjlen. Af besvarelsen af det opfølgende spørgsmål R fremgår, at der er stor forskel på, hvorvidt fleksionsbevægelser af enten brystryg- eller lænderygsøjlen af forskellig kraft giver brystryg- og eller lænderygsmerter af kortere eller længere varighed. En grad af sandsynlighed kan derfor ikke angives. Af besvarelsen af spørgsmål G fremgår det, at billedundersøgelser af Appellants, tidligere Sagsøger lænderyg viser degenerative forandringer, som typisk er forandringer, der opstår over tid. Af besvarelsen af det opfølgende spørgsmål S fremgår, at de pågældende degenerative forandringer kan være årsag til Appellants, tidligere Sagsøger langvarige/kroniske lændesmerter, men ikke nødvendigvis. Der er stor variation i, hvorvidt påviste denegerative forandringer er symptomgivende. En grad af sandsynlighed kan derfor ikke angives. Det fremgår af besvarelsen af spørgsmål I, at omfanget af tidligere rygsmerter ikke er klarlagt i sagsakterne, og at de nytilkomne lænderyggener ikke kan betegnes som forbigående, men som længerevarende og tiltagende over tid.

Selv om Appellants, tidligere Sagsøger nytilkomne lænderygsmerter må anses for opstået i tidsmæssig sammenhæng med færdselsuheldet den 14. oktober 2013, finder landsretten efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder navnlig af oplysningerne i Retslægerådets udtalelser og sagens øvrige lægelige udtalelser sammenholdt med karakteren og omfanget af uheldet, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke i fornødent omfang har godtgjort, at det pågældende færdselsuheld enten er årsag eller medvirkende årsag til de lænderygsmerter, som danner grundlag for det rejste krav.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal Fagligt Fælles Forbund som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til GF Forsikring A/S til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sa-gens omfang og forløb.   

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal Fagligt Fælles Forbund som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 50.000 kr. til GF Forsikring A/S. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 03-03-2025 kl. 10:00

Modtagere: Advokat (L) Fikret Filikci, Indstævnte GF FORSIKRING A/S, Mandatar Fagligt Fælles Forbund, Appellant, tidligere Sagsøger, Advokat (H) Christina Neugebauer

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 693/25
Rettens sags nr.: BS-43025/2023-OLR
Afsluttet
1. instansRetten i OdenseODE
DDB sags nr.: 692/25
Rettens sags nr.: BS-842/2018-ODE
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb