Gå til indhold
Tilbage til søgning

Landsretten ændrer byrettens dom i sag om, hvorvidt sagsøgte er pligtig til at efterbetale bonus med tilhørende feriegodtgørelse i forbindelse med opsigelse

Vestre LandsretCivilsag2. instans27. februar 2025
Sagsnr.: 854/25Retssagsnr.: BS-50892/2023-VLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Civilsag
Ret
Vestre Landsret
Rettens sagsnummer
BS-50892/2023-VLR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
854/25
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantMichael Bach Jensen; PartstilknyttetKRISTELIG FAGFORENING; Rettens personaleThomas Klyver; Rettens personaleHenrik Twilhøj; PartsrepræsentantCharlotte Lund Krogh; Rettens personaleIda Johanne Sander; PartEURODAN-HUSE A/S

Dom

VESTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 27. februar 2025

Sag BS-50892/2023-VLR

(2. afdeling)

Kristelig Fagforening som mandatar for   

Appellant, tidligere Sagsøger

(advokat Charlotte Krogh)

mod

Eurodan-Huse A/S

(advokat Michael Bach Jensen)

Retten i Sønderborg har den 13. september 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-43956/2022-SON).

Landsdommerne Henrik Twilhøj, Thomas Klyver og Ida Johanne Sander (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, Kristelig Fagforening som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger, nedlagt påstand om, at indstævnte, Eurodan-Huse A/S, skal betale 132.500 kr. med procesrente af 112.500 kr. fra den 3. november 2022 og af 20.000 kr. fra den 11. oktober 2023.   

Eurodan-Huse A/S har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Betalingspåstanden for landsretten er forhøjet med 20.000 kr. i forhold til Appellants, tidligere Sagsøger påstand for byretten. Det forhøjede beløb udgør de idømte sagsomkostninger for byretten, som Kristelig Fagforening har betalt til

2

Eurodan-Huse A/S (i det følgende benævnt Eurodan), og som påstås tilbagebetalt under ankesagen.

Der er for landsretten fremlagt nye bilag i form af Appellants, tidligere Sagsøger lønseddel for september 2021 og mailkorrespondance fra den 13. september 2021 mellem Appellant, tidligere Sagsøger og Vidne 4.   

Forklaringer

Appellant, tidligere Sagsøger, Vidne 4, Vidne 1 og Vidne 3 har afgivet supplerende forklaring.   

Appellant, tidligere Sagsøger har forklaret, at emnekortet i ekstrakten side 80 fungerer som et arbejdskort for sælgerne, hvor man registrerer oplysninger om kunde-emner, fremsendelse af brochurer og lignende sagsskridt i forhold til et konkret kundeemne. Kortet blev oprettet ved første kontakt med kundeemnet, og der kunne godt være oprettet flere emnekort vedrørende det samme projekt. Når der indgås en aftale med kunden, kunne man kun indtaste ”vundet” eller ”tabt” i emnekortet. Det gjaldt, uanset om aftalen var betinget eller ubetinget. En afta-le, der var registreret som ”vundet” , kunne således blive annulleret efterfølgen-de. Det var der mange aftaler, der blev. Man fik kun provision og bonus, hvis aftalen blev endelig. Det er ikke afgørende, hvad der står på emnekortet.   

I materialevalgsaftalen, ekstrakten side 98, er den 28. februar 2020 anført som dato for totalentreprisekontakten. Materialevalgsaftalen blev automatisk gene-reret ud fra oplysningerne i emnekortet.

Skemaet i ekstrakten side 88 benyttes til opgørelse af provision og bonus. Ske-maet viser, hvilke salg han havde præsteret i regnskabsåret 2020-21. Det er ham selv, der har udfyldt skemaet. Skemaer som dette blev hver måned sendt til Vidne 4, som godkendte det og sendte det videre i Eurodan. Vidne 4 har ikke reageret på, at det omhandlede husprojekt var anført i skemaet for regn-skabsåret 2020-21. Der står bonus to steder i skemaet, hvilket viser, at det omt-vistede salg skal henføres til regnskabsåret 2020-21.   

Mailen i ekstrakten side 117 viser, at han i september 2021 afleverede hus nr. 20 i regnskabsåret 2020-21, og at han dermed blev berettiget til bonus for 20 huse. Mailen i ekstrakten side 118 viser, at Vidne 4 godkendte dette. Vidne 4 var be-kendt med de interne registreringer om projekterne. Mailen viser, at det var aftalt, at hussalget skulle indgå i regnskabsåret 2020-21. Man kunne ikke få bonus eller provision, hvis der ikke var blevet stillet sikkerhed i form af f.eks. en bankgaranti.   

Han opsagde sidst i september 2021 sin stilling til fratræden ved udgangen af oktober 2021. Han manglede på det tidspunkt at få en bankgaranti på hus nr. 21

3

i skemaet, ekstrakten side 88. Bankgarantien blev først stillet den 1. november 2021, og huset indgik derfor ikke ved bonusopgørelsen.

Efter annullationen i marts 2020 bad han bygherrerne om at slette tegningerne. Hvis kontrakten blot havde været sat i bero, ville han ikke have bedt om, at de slettede tegningerne. Han orienterede ved mail sine overordnede – bl.a. Vidne 4 – om, at bygherrerne havde annulleret aftalen. Han talte også med dem om, at aftalen var annulleret, hvilket de var enige om.

Bygherrerne henvendte sig på ny lige inden sommerferien i 2020. Dialogen om husprojektet blev herefter genoptaget, og det endte med, at de alligevel gik vi-dere med husprojektet. Han talte med Vidne 4 om, hvordan det nye forløb skulle oprettes. Han og Vidne 4 blev enige om, at der ikke skulle oprettes et nyt emnekort eller en ny entreprisekontrakt, men at der skulle henvises til det tidli-gere materiale. Selv var han navnlig interesseret i, hvordan aftalen i givet fald skulle indgå i opgørelsen af provision og bonus. Han og Vidne 4 aftalte, at afta-len skulle være provisions- og bonusberettigende i regnskabsåret 2020-21. I for-hold til provision havde det været bedre for ham, hvis aftalen indgik i det for-udgående regnskabsår, og han vidste ikke på det tidspunkt, om aftalen ville ende med at kunne indgå ved bonusberegningen. Han mener, at det var efter sommerferien, at han aftalte dette med Vidne 4.   

Han tror, at det er ham, der har skrevet ”forbehold er bortfaldet d. 08-07-2020” og ”Ubetinget aftale” i emnekortet ekstrakten side 80. Han skrev også kontrakt-datoen som den 17. marts 2020 i skemaet om provision og bonus i ekstrakten side 88.

Vidne 4 har forklaret, at det kan være en fejl – men ikke nødvendigvis er en fejl – at Appellant, tidligere Sagsøger ikke har fået en højere provision for huspro-jektet i denne sag, fordi aftalen vedrører det tidligere regnskabsår.   

Han har ikke indgået en aftale med Appellant, tidligere Sagsøger om, at det omhandlede husprojekt i denne sag skulle medtages i regnskabsåret 2020-21.   

Emnekortet er en del af Eurodans sagsstyringssystem, som benyttes til hele virksomhedens sagsstyring. Det er derfor for simpelt bare at kalde det et ar-bejdsredskab for sælgerne. Det var Appellant, tidligere Sagsøger, der udfyldte emnekortet for det om-handlede husprojekt, herunder indsatte teksten ”vundet” og noteringerne om betingelserne. Den foreliggende kontrakt er ikke blevet annulleret.   

Han kom ind i sagen i april 2020, hvor han begyndte hos Eurodan. Han ville som ny chef gerne hjælpe Appellant, tidligere Sagsøger og talte derfor med sine overordnede om at give rabat til bygherrerne. De tilbød herefter at give rabat på fundering mv. Det blev med datoen den 2. april 2020 registreret i sagsstyringssystemet, at de arbejdede

4

videre med projektet. Han gik derfor ud fra, at bygherrerne havde accepteret tilbuddet. Aftalen skulle have været registreret som ”tabt” , hvis den var blevet annulleret. De ville aldrig betragte en aftale om materialevalg som en entrepri-sekontrakt. Det er rigtigt, at bankgarantien blev ført tilbage, og at den blev gen-stillet på et senere tidspunkt. Han er ikke enig i, at aftalen blev annulleret.   

Han godkendte i mailen i ekstrakten side 118 en bonus til Appellant, tidligere Sagsøger for et salg på 15 huse for regnskabsåret 2020-21. Der var anført 23 husprojekter i skemaet, ek-strakten side 88. Der var dermed en række husprojekter, som ikke opfyldte kra-vene til bonus. Man kan først få bonus for et husprojekt, når der var blevet be-regnet en forkalkuleret dækningsgrad på mindst 17 %. Det var en a conto udbe-taling, som senere kunne modregnes. Bonussen vedrørende de 15 projekter var ikke kommet til udbetaling tidligere, da forkalkulationen først var beregnet på det tidspunkt. Skemaet i ekstrakten side 88 er et skærmprint. Han har set ske-maets liste over husprojekter ad flere omgange i udprintet form.   

Det var Appellant, tidligere Sagsøger selv og ikke Eurodan, der i marts 2020 bad bygherrerne om at slet-te tegningerne. Han var ikke selv inde over beslutningen. Han var ikke ansat i Eurodan på det tidspunkt. Bygherrerne må gerne beholde tegningerne, selvom aftalen ikke bliver til noget.

Vidne 1 har forklaret, at de underskrev den betingede entreprise-kontrakt, inden der kom Corona. De havde en ejerlejlighed i Aarhus, der ikke var solgt, og de fik kolde fødder. Da kontraktbetingelserne vedrørende funde-ring mv. ikke var opfyldt, valgte de at annullere kontrakten. De annullerede kontrakten ved en mail sendt den 18. marts 2020. Eurodan godkendte annulla-tionen. De fik i den forbindelse besked om, at annullation var blevet noteret, og de fik besked om at slette tegningerne. Appellant, tidligere Sagsøger kontaktede dem tre gange efter an-nullationen. Han tilbød dem bl.a. en rabat. De sagde alle gangene nej til at fort-sætte projektet. Aftalen var helt annulleret og ikke blot sat i bero.

I juli 2020 var der kommet ro på i forhold til Corona, og de havde fået solgt de-res lejlighed i Aarhus. De besluttede derfor alligevel at gå videre med huspro-jektet og kontaktede Appellant, tidligere Sagsøger herom. Det var det samme hus, som de gik videre med. De indgik en ny aftale om projektet i sommeren 2020. Der blev ikke un-derskrevet en ny entreprisekontrakt. De underskrev aftalen om ekstra funde-ring, som var det afgørende for dem. De accepterede således det tidligere tilbud om rabat for ekstra fundering. Der skulle stilles en ny bankgaranti, og spørgs-målet om bankgaranti skulle genvurderes af banken.

Appellants, tidligere Sagsøger henvendelser til dem efter sagens opståen har ikke påvirket deres hold-ning til spørgsmålet om annullation. De har ikke haft kontakt med Appellant, tidligere Sagsøger eller Appellants, tidligere Sagsøger advokat efter sagen i byretten.

5

Vidne 3 er hendes onkel. Hun har talt med ham om sagen efter sa-gens behandling i byretten.

Vidne 3 har forklaret, at det er fast kutyme, at en bankgaranti er en forudsætning for en aftale om et byggeprojekt. Eurodan protesterede ikke over, at han bad om godkendelse af ophævelsen af garantien. Som han husker det, skrev Appellant, tidligere Sagsøger, at han sendte anmodningen videre internt i Eurodan. Garantien kunne kun blive ophævet, hvis Eurodan godkendte det. Bankgarantien bort-faldt den 16. april 2020.   

Der blev oprettet en ny sag og en ny bevilling, da de i oktober stillede den nye bankgaranti. De to bankgarantier er hos banken blevet behandlet som to for-skellige sager. Han tror, at han så totalentreprisekontrakten, inden banken stil-lede garantien, men han er ikke sikker på det. Han kan ikke huske, hvilken kon-trakt der ligger på byggesagen vedrørende den anden garanti.

Vidne 1 er hans niece. De har talt om sagen inden hovedforhand-lingen i landsretten.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Appellant, tidligere Sagsøger var under sin ansættelse i Eurodan omfattet af en bonus-ordning, hvorefter han bl.a. var berettiget til en bonus på 100.000 kr., hvis han i et regnskabsår opnåede salg af 20 provisionsberettigende kontrakter. Eurodans regnskabsår løber fra 1. maj til 30. april.   

Det omtvistede spørgsmål i sagen er, om salget af et byggeprojekt til Vidne 1 og Vidne 2 skal henføres til regnskabsåret 2019-20 eller til regnskabsåret 2020-21. Appellant, tidligere Sagsøger er kun berettiget til bonussen, hvis salget henføres til sidstnævnte regnskabsår.   

Betingelserne for at opnå den omtvistede bonus fremgår af den fremlagte løn-og provisionsaftale pkt. 4.1. Ordlyden af denne bestemmelse lægger op til, at det for periodiseringen er afgørende, i hvilket regnskabsår det omhandlede salg er opnået. Hvornår et salg er opnået, er ikke defineret i løn- og provisionsafta-len.

Det kan efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at parterne har haft en fælles forståelse af løn- og provisionsaftalen på dette punkt eller i øvrigt en aftale om periodiseringen af det omhandlede husprojekt. Ved fortolkningen af aftale-grundlaget må der derfor navnlig lægges vægt på, hvad der i lyset af de obliga-tionsretlige regler almindeligvis må forstås ved opnåelse af et salg.

6

Om hændelsesforløbet lægger landsretten til grund, at Eurodan med Appellant, tidligere Sagsøger som selskabets repræsentant den 1. marts 2020 indgik en betinget totalentreprisekontrakt med bygherrerne Vidne 1 og Vidne 2. Efter indholdet af den fremlagte mailkorrespondance fra marts 2020 og vidneforklaringerne fra bygherrerne, som landsretten ikke har grund-lag for at betvivle, lægges det endvidere til grund, at kontrakten blev gyldigt annulleret den 18. marts 2020. Parterne havde herefter ingen aftale med hinan-den.

Efter indholdet af bygherrernes vidneforklaringer og oplysningerne om bank-garantiens bortfald den 16. april 2020 lægges det desuden til grund, at der ikke i april 2020 blev indgået en aftale om at genoptage det annullerede husprojekt. Det var således først i juli 2020, at bygherrerne genoptog dialogen med Appellant, tidligere Sagsøger om husprojektet. Denne dialog førte herefter frem til, at det i løbet af sommeren 2020 blev aftalt alligevel at gennemføre det annullerede husprojekt.   

På denne baggrund finder landsretten, at salget af det omhandlede husprojekt i henhold til løn- og provisionsaftalen skal henføres til regnskabsåret 2020-21. Appellant, tidligere Sagsøger er derfor berettiget til 112.500 kr. i bonus inkl. feriepenge, hvorfor landsretten tager påstanden herom til følge.

Efter sagens udfald skal Eurodan tilbagebetale det sagsomkostningsbeløb på 20.000 kr., som Kristelig Fagforening har betalt i sagsomkostninger for byretten. Beløbet skal forrentes fra den 11. oktober 2023, hvor ankestævningen blev ind-leveret.   

Eurodan skal herudover i sagsomkostninger for begge retter betale 55.248,73 kr. til Kristelig Fagforening. 40.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advo-katbistand ekskl. moms, 9.500 kr. til retsafgift og 5.748,73 kr. er til udgifter til bevisførelse. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advo-kat taget hensyn til sagens omfang og forløb.   

THI KENDES FOR RET:

Eurodan-Huse A/S skal inden 14 dage til Appellant, tidligere Sagsøger betale 112.500 kr. med procesrente fra den 3. november 2022.

Eurodan-Huse A/S skal endvidere inden 14 dage til Kristelig Fagforening betale 20.000 kr. med procesrente fra den 11. oktober 2023, og sagsomkostninger for begge retter med 55.248,73 kr., der forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 27-02-2025 kl. 10:00

Modtagere: Advokat (H) Michael Bach Jensen, Indstævnte Eurodan-Huse A/S, Mandatar Kristelig Fagforening, Advokat (L) Charlotte Lund Krogh, Appellant Kristelig Fagforening som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger

Oplysning om appel

2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 854/25
Rettens sags nr.: BS-50892/2023-VLR
Afsluttet
1. instansRetten i SønderborgSON
DDB sags nr.: 853/25
Rettens sags nr.: BS-43956/2022-SON
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
132.500 kr.