Dom
D O M
afsagt den 7. august 2025 af Vestre Landsrets 8. afdeling (dommerne Erik P. Bent-zen, Claus Rohde og Tina Lang Christensen (kst.)) i nævningesag
V.L. S – 1840 – 24
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
født Dato (1998)
(advokat Erbil Kaya, Frederiksberg)
Retten i Horsens har den 13. september 2024 under medvirken af nævninger afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 70/2024).
Påstande
Tiltalte, har påstået delvis frifindelse i forhold 1 for forsøg på mand-drab, idet tiltalte alene kan erkende sig skyldig i grov vold, og frifindelse i forhold 2, og i øvrigt formildelse, således at der fastsættes en tidsbestemt frihedsstraf, subsidi-ært en behandlingsdom.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Advokat Karsten Høj har på vegne af fængselsbetjent Forurettede 1 nedlagt påstand om erstat-ning på 381.291,73 kr. for tabt arbejdsfortjeneste, 56.550 kr. i svie- og smertegodt-gørelse samt godtgørelse på 30.000 kr., jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4. Be-løbene tillægges rente efter erstatningsansvarslovens § 16, således at kravet om tabt arbejdsfortjeneste for 105.237,10 kr. forrentes fra den 14. december 2023,
- 2 -
139.351,87 kr. forrentes fra den 12. september 2024, 98.248,86 kr. forrentes fra den 23. maj 2025 og 38.453,90 kr. forrentes fra den 2. august 2025, og at kravet om godtgørelse for svie og smerte for 46.200 kr. forrentes fra den 14. december 2023 og 10.350 kr. forrentes fra 12. september 2024, og at godtgørelse efter erstatnings-ansvarslovens § 26, stk. 4, forrentes fra den 12. september 2024.
Tiltalte har påstået frifindelse for kravet om erstatning og godtgørelse, og han har bestridt kravene størrelsesmæssigt.
Supplerende oplysninger
Der er afspillet videooptagelser fra fællesrummet i Fængsel og fremvist koster 1 og 2, som er to dele af tandbørsten, der blev anvendt som våben.
Det fremgår af udtalelse af 9. juli 2025 fra Cheflæge, Sikringsafdelingen, om tiltaltes aktuelle tilstand og forhold på Sikringsafdelingen bl.a.:
”Konklusion
Patienten har tidligere frembudt katatone symptomer som siden er svundet - han er på den baggrund diagnosticeret lidende af kataton skizofreni, aktuelt er han lettere underbehandlet med antipsykotisk medicin. Han frembyder ikke åbenlyse psykotiske symptomer for nu-værende. Der er ikke indikation for at iværksætte yderligere antipsy-kotisk tvangsbehandling.
Han tilhører således den i straffelovens § 16, stk. 1 beskrevne person-kreds. Patienten huser også udtalte dyssociale træk. Det skal derfor anbefales, at såfremt patienten kendes skyldig i det på-sigtede, skal som mest formålstjenlig foranstaltning, til imødegåelse af en af hans sygdom betinget, ikke ubetydelig risiko for fremtidig lige-artet kriminalitet, jf. samme lovs § 68, 2. pkt., anbefales dom til an-bringelse på Sikringsafdelingen.”
Forklaringer
Tiltalte og vidnerne fængselsbetjent Forurettede 1, fængselsbetjent Vidne 1, fængselsbetjent Vidne 2, fængselsbetjent Vidne 4, læge Vidne 6, retsmediciner Vidne 7, fængselsbetjent Forurettede 2 og fængselsbetjent Vidne 8 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
- 3 -
Tiltalte har vedstået sin forklaring for byretten, og han har ikke ønsket at svare på yderligere spørgsmål.
Fængselsbetjent Forurettede 1 har supplerende forklaret, at der er nogle særlige sikkerheds-mæssige forhold på Afdeling 1, og at disse altid blev fulgt. Der var to LTF-gange med hver seks indsatte. Tiltalte sad på den ene af disse gange. Tiltalte var ikke typen, der snakkede med fængselsbetjentene. Der havde ingen samtaler eller konflikter væ-ret mellem vidnet og tiltalte inden overfaldet.
De indsatte har en gårdturs makker. Disse rokerer, men der er aldrig mere end to indsatte på gårdtur sammen. Det sker, at en indsat ikke vil på gårdtur, og det er nor-malt, at indsatte derfor kan være på gårdtur alene. Den 18. februar 2023 var tiltalte alene på gårdtur. Vidnet husker ikke, hvordan vejret var den dag, og han bemærkede ikke, om tiltaltes påklædning var usædvanlig. Det ville have været usædvanligt, hvis metaldetektoren gav udslag, men det gør den ikke ved en plastiktandbørste.
Tiltalte skulle ind fra gårdtur, og vidnet gik hen for at låse op til tiltaltes cellegang. Da tiltalte var omkring metaldetektoren, kunne vidnet fornemme, at der skete noget. Han stod med fronten eller siden til tiltalte. Det gik meget hurtigt, og han prøvede at beskytte sig ved at holde armen op for hovedet og vende ryggen til tiltalte. Han troe-de, at der ville komme en masse slag, og havde ikke forventet at blive stukket. Han har været fængselsbetjent i mere end 30 år og har tidligere prøvet at blive slået, selv-om det er sjældent.
Han koncentrerede sig om at beskytte sig selv og så ikke den tilvirkede tandbørste under overfaldet. Det var først, da han mærkede stik og hørte svup-lyde, at han opda-gede, at den var helt gal. Stikket mod kinden/kæben skrabede huden af ned mod ha-gen. Han kan ikke huske, om det var det første, andet eller tredje stik. Han hørte svup-lydene ved stikkene i venstre side af halsen. Han tror, at det var 4-6 stik, men det gik så hurtigt. Stikket ved strubehovedet var det sidste stik. Tiltalte stak to gange i samme hul, og det var som om, tiltalte maste den tilvirkede tandbørste ind der.
Han kunne mærke, at der blev stukket med en meget voldsom kraft, og tandbørsten endte med at sidde fast i halsen. Han fik skaden på armen, da han beskyttede sig selv. På sygehuset konstaterede de, at han også havde en skade i nakken, hvor den til-
- 4 -
virkede tandbørste var gledet af. Det var ikke noget, han havde mærket under over-faldet.
Angrebet kom ud af det blå, og grundet kraften i det er han sikker på, at tiltalte for-søgte at slå ham ihjel. Tiltalte sagde ikke noget under overfaldet og talte slet ikke den pågældende dag. Tiltalte har heller ikke sagt noget på andre tidspunkter om, at han ville slå vidnet ihjel.
Han gik selv derfra med støtte fra kollegaer. Da han nåede til personalegangen, fik han tunnelsyn og var tæt på at miste bevidstheden. Han frygtede for sit liv. Han ville gerne se sig selv i spejlet, men fik ikke mulighed for det. Han fik at vide, at han skul-le ligge stille. Da han opdagede, at han havde noget i sin hals, trak han det ud uden at tænke over det. Det var ren refleks. Han smed genstanden, da han havde trukket den ud. Han har senere fundet ud af, at det var en tilvirket tandbørste. Det var kun den spidse halvdel, der sad i hans hals. Han ved ikke, hvor eller hvornår tandbørsten knækkede under overfaldet.
Han råbte til kollegaen, at hun skulle trykke på alarmen, og det gjorde hun. Han tror, at overfaldet stoppede, fordi alarmen gik. Lyden er meget høj, og tiltalte vidste, at der ville komme mange fængselsbetjente til. Han forsøgte at holde tiltalte på afstand, og måske fik han skubbet tiltalte væk.
Så vidt han husker, har han på intet tidspunkt haft uoverensstemmelser med tiltalte. Tiltalte har heller ikke sagt noget upassende eller lignende til ham forud for overfal-det. Der er ingen årsag til, at det skulle gå ud over netop ham. Han har fået at vide af ledelsen, at overfaldet ikke har været rettet mod ham som person, men imod skjorten.
Det føltes som om, hele episoden varede 1½-2 minutter. Det gik frygteligt langsomt, inden han fik hjælp, selvom han er klar over, at forsvareren tidligere har sagt, at det kun varede måske 10 sekunder.
Foreholdt at han i byretten har fork laret: ”Eft er episoden var hans kollega vaks til at åbne døren ud mod gårdturen og til at låse hurtigt efterfølgende ”, har han forklaret, at da alarmen lød, løb tiltalte væk fra vidnet, og kollegaen var hurtig til at åbne til går-
- 5 -
den. Tiltalte løb derud, hvorefter kollegaen låste døren. Kollegaen må have været i nærheden af døren, da alarmen gik, men han husker det ikke præcist.
Man aktiverer alarmen ved at trykke to gange på en knap ovenpå den telefon, som fængselsbetjentene hver især altid har på sig. Når man har trykket, går der nok et par sekunder, inden alarmen på alle telefoner i fængslet begynder at larme. Han ved ikke mere om det tekniske bag systemet.
Han har stadig problemer med søvn, hukommelse, flashbacks og grådlabilitet efter overfaldet. Han har fået konstateret PTSD. Han var sygemeldt i en længere periode, hvorefter han vendte tilbage som fængselsbetjent i en lille arrest, hvor han stadig arbejder i dag. Han arbejder fuld tid, men bliver stadig skærmet. Han er ikke længere god til huske ting eller lære nyt. Han er ikke længere gruppefører og har ikke længere overarbejde. Det er en almindelig basisstilling, han har nu.
Fængselsbetjent Vidne 1 har supplerende forklaret, at hun havde været på afdelingen kort tid forud for den 18. februar 2023. Den pågældende dag var tiltalte iklædt jakke, solbriller og maskering, som dækkede næse og mund, da han var på gårdtur. Hun husker ikke, om han havde noget på hovedet. Det var en meget usædvanlig påklæd-ning, og der var ingen andre indsatte, der var klædt sådan på gårdture.
Hun har set videoen af overfaldet én gang i fængslet for måske 2 ½ år siden. Hun har ikke set den siden.
Hun låste ikke døren, da tiltalte var gået ind fra gården. Det var normalt. Der var an-dre indsatte, som skulle på gårdtur, og hun ville låse, når de var kommet derud. Da tiltalte pludselig satte i løb, gik der lidt tid, inden det gik op for hende, hvad der ske-te. Hendes første tanke var, at han skulle have været igennem metaldetektoren, og det var først, da han løb hen og tog fat i Forurettede 1, at hun opdagede, at der var fare på færde.
Tiltalte løb målrettet mod Forurettede 1, og da hun så, at han stak Forurettede 1 i halsen, løb hun mod dem. Hun ved ikke, hvor mange gange han stak, men hendes gæt er mindst fem gan-ge. Da hun begyndte at løbe mod dem, slap tiltalte Forurettede 1 og løb forbi hende og ud i gården. Hun låste døren efter ham. Det var først, da han var løbet forbi, at hun fik den tanke at låse til gården. Som hun husker det, fik hun først slået alarm, da tiltalte
- 6 -
var låst ude i gården, men hun er ikke helt sikker. Hun husker ikke, om Forurettede 1 råbte, at hun skulle slå alarm. Hun husker heller ikke, om Forurettede 1 gjorde modstand eller fik skub-bet tiltalte væk undervejs.
Hun så ikke, om tiltalte havde en genstand i hånden under overfaldet, men hun så, at Forurettede 1 havde en genstand siddende i halsen, da han gik forbi hende bagefter. Det er først efterfølgende, at hun fandt ud af, at det var en tilvirket tandbørste, Forurettede 1 var blev stuk-ket med. Hun fulgte med Forurettede 1 ud i personalerummet og så, at han trak genstanden ud af halsen. Det var vist inde på bagkontoret. Hun vidste, at han var blevet stukket, fordi hun havde set tiltalte have aktivitet omkring Forurettede 1's hals. Det blødte, og Forurettede 1 havde blod på skjorten. Det er muligt, at det blødte fra mere end et sår, men hun husker det ikke. Hun har forsøgt at glemme overfaldet.
Hun så aktivitet omkring halsen ved overfaldet, men hun så ikke tandbørsten eller selve stikkene. Foreholdt at hun i byretten har forklaret: ”Da tiltalte kom hen til Forurettede 1, tog han fat i Forurettede 1. Tiltalte greb fat i Forurettede 1 med hænderne og stak Forurettede 1 i halsen. Hun så ham stikke Forurettede 1 i halsen ”, har hun forklaret, at hun så, at der var aktivitet omkring halsen, men at hun ikke så, hvilken genstand der blev brugt.
Da tiltalte var løbet forbi hende, tog han fat i døren til gården, åbnede den og løb derud. Foreholdt at Forurettede 1 har forklaret, at vidnet låste døren til gården op, hvorefter tiltalte løb derud, inden vidnet på ny låste døren, har hun fastholdt, at døren var ulåst, og at hun låste, da tiltalte var løbet derud. Da tiltalte var kommet ud i gården, så han voldsparat ud. Han fægtede rundt med en sneskovl, mens han løb rundt, og så ud som om, han var klar, hvis de skulle komme ud til ham. Hun hørte ikke tiltalte sige noget.
Alarmen blev aktiveret ved, at hun trykkede to gange på overfaldsalarmen på sin telefon, som var på hendes venstre side i en holder. Herefter begyndte alarmen på alle fængselsbetjentes telefoner at larme. Det er telefonerne, der er alarmen, og ikke en alarm i loftet. Hendes egen telefon hylede også, da hun aktiverede alarmen.
Hun ved ikke, hvorfor tiltalte standsede sit overfald, men han slap Forurettede 1, da hun løb hen imod dem. På det tidspunkt var alarmen ikke gået. Hun har ingen fornemmelse af, hvor længe episoden varede. Det føltes som en evighed, samtidig med at det gik sindssygt hurtigt.
- 7 -
Fængselsbetjent Vidne 2 har supplerende forklaret, at hun kendte tiltalte godt og hav-de talt med ham mange gange. Den 18. februar 2023 havde tiltalte ikke været på gårdtur længe, og hun syntes, at det var usædvanligt, at han pludselig ville. Når tiltal-te ikke havde været på gårdtur, havde makkeren været på gårdtur alene. Den pågæl-dende dag havde tiltalte solbriller på og en halsedisse, som var trukket helt op til sol-brillerne. Det var meget usædvanligt. Der er ikke andre indsatte, der går rundt sådan. Hun husker ikke, om tiltalte havde en hue på.
Hun så ikke selve episoden, da hun befandt sig på fællesskabsafdelingen. Hun stod med ryggen til og kunne gennem en glasvæg pludselig se en person komme løbende forbi. Da hun nåede ind, så hun Forurettede 1 tage sig til halsen. Tiltalte var endnu ikke løbet helt ud i gården. Hun husker ikke, om han blev låst ude i gården. Hun husker ikke, om alarmen var gået, da hun kom derind. Hun mener ikke, at det var hende, der akti-verede den.
Hun hjalp Forurettede 1 ind i personaleafdelingen. Han havde skader i form af ridser på kinder og halsen samt hul på halsen. Det var skaderne på kinderne, der blødte. Hun så først hullet på halsen, da de kom ud i personaleafdelingen. Så vidt hun husker, var der to huller på halsen. Hun er i tvivl om, hvorvidt Forurettede 1 tog genstanden ud af halsen på vej ud til personaleafdelingen, eller om det først var, da han lå ned. Hun har forsøgt at glemme episoden.
Da tiltalte var blevet låst ude i gården, gik han rundt med en sneskovl og var rasende. Han opførte sig som et vildt dyr i bur og gik frem og tilbage. Det er rigtigt, at han virkede voldsparat. Hun råbte ind til ham, som forklaret i byretten, fordi hun var for-skrækket over, hvad der var sket.
Hun blev ansat den 1. august 2019 og har været på Afdeling 1 måske halvdelen af tiden. Hun mener, at tiltalte allerede var indsat på Afdeling 1, da hun blev ansat. I februar 2023 var hun fast på Afdeling 1, og derfor ved hun, at tiltalte ikke havde væ-ret på gårdtur længe den 18. februar 2023. Det var måske en måned siden. Hun havde omkring 12-15 vagter om måneden, som alle var på Afdeling 1. Man kan ikke se i systemerne, om en indsat har været på gårdtur eller ej. Hun ved ikke, om han kan
- 8 -
have været på gårdtur de dage, hvor hun ikke var på arbejde. Der er 48 indsatte på Afdeling 1, og hun havde ikke styr på, hvor tit hver af disse 48 var på gårdtur.
Det usædvanlige var ikke, at en indsat var alene på gårdtur, men derimod at Person 2 – der var tiltaltes makker den dag – ikke var på gårdtur, da Person 2 altid tog sine gård-ture. Hun kan ikke konkret svare på, om Person 2 var på gårdtur f.eks. den 17. februar 2023.
Fængselsbetjent Vidne 4 har supplerende forklaret, at han den 18. februar 2023 var kontaktperson for tiltalte og havde været det i nogle år. Som kontaktperson var det hans opgave at se på t iltaltes adfærd i dagligdagen. Han talte med tiltalte om ”det løse” , og om alt var i orden. Der var ingen dybe samtaler, da det er vanskeligt, når alt bliver kørt så stramt. Det var svært at aflæse tiltalte. Han ved ikke, om der var sket nogen ændring med tiltalte efter hans seneste ophold på Afdeling 2, eller om der skul-le være sket noget under opholdet. Det var ham, der havde hentet tiltalte, da tiltalte skulle tilbage på Afdeling 1.
Den 18. februar 2023 var tiltalte iklædt elefanthue og solbriller. Det var ikke normalt. De indsatte må ikke maskere sig og må derfor ikke have noget sådant på i gården. Hvis der er stærk sol, kan de indsatte godt få lov at bruge solbriller på gårdturen. Hvis en indsat har maskering på, skal man bede vedkommende om at tage den af.
Han sad sammen med en kollega på 1. sal i Afdeling 1, da han først hørte Forurettede 1 råbe, hvorefter alarmen gik. Det var kun Forurettede 1, der råbte. Han løb nedenunder, hvor Forurettede 1 lå på gulvet i personalerummet. Han husker ikke, om tandbørsten stadig sad i halsen på Forurettede 1, men han har set den og kunne også se hullet i halsen ved strubehovedet. Han så ikke andre skader, men Forurettede 1 havde blod i ansigtet. Han var ikke med til at lede efter eller finde den anden del af tandbørsten.
En indsat kan blive sat i sikringscelle som følge af sin adfærd over for enten persona-le, medfanger eller sig selv. Han tror ikke, at det kan ske som følge af f.eks. besiddel-se af telefon eller hash. Han husker ikke, hvad straffen er, hvis man bliver taget med en telefon eller med hash. Det var ham, der hentede tiltalte fra Afdeling 2 sidste gang, men det var ikke ham, der tog tiltalte derover.
- 9 -
Selvom han havde været kontaktperson for tiltalte i måske 2-3 år, var han ikke nød-vendigvis den, der kendte tiltalte bedst. Det er svært som kontaktperson at have dia-log med den indsatte. Det er nok rigtigt, at en kontaktperson alt andet lige formodent-lig vil være den, som har mest kontakt med en indsat og derfor kender denne bedst.
Der havde tidligere været en episode, hvor tiltalte havde overfaldet to fængsels-betjente, som førte til, at han kom et halvt år på ”Politigården ”. Da tiltalte kom til-bage, blev han kontaktperson for tiltalte. Når alt kører så stramt, som det gør, så vil der kunne ske episoder. Jo mere man isolerer en indsat, jo mindre skal der til. Tiltalte skilte sig ikke ud i forhold til de andre indsatte på den måde, hverken i positiv eller negativ retning. Han har ikke haft nogen konflikter eller uoverensstemmelser med tiltalte. Der var heller ikke noget, der forud for den 18. februar 2023 havde indikeret, at der ville komme en episode med tiltalte.
Når alarmen går, er det på deres telefoner, som de har på sig. Der kommer en høj lyd fra telefonen, og så løber de. Den 18. februar 2023 gik alarmen efter episoden.
Læge Vidne 6 har supplerende forklaret, at hun er specialist i øre-, næse- og halskirurgi. Traume er et begreb, der bruges, når der kommer en patient ind med ska-der, som man ikke helt kender omfanget af, og hvor alle faggrupper kan tilkaldes.
Hun koncentrerede sig mest om stiklæsionen ved struben. Hendes fokus var ikke lave beskrivelser til brug for en retssag, men at vurdere om der var livstruende skader ved beskadigelse af enten de store blodkar, luft- eller spiserøret. Der blev iværksat under-søgelser, fordi de frygtede, at der kunne være sket skade på disse. Man kan ikke se, hvor dybt et sår er blot ved at kigge på huden.
Det værste ville være, hvis et stort blodkar var blevet ramt, og man forblødte. Det næste ville være, hvis der var kommet hul på luftrøret. Det er livstruende, men kan normalt behandles. Et hul på spiserøret kan også være livstruende. Derudover sidder der nerver på halsen, som ved beskadigelse kan medføre handikap.
De fandt ingen livstruende skader ved undersøgelserne. Der var ikke hul i selve stru-ben, men et hul i huden ind mod luftrøret. Denne skade var ikke overfladisk. På bag-grund af undersøgelserne konstaterede hun, at der ikke var noget fremmedlegeme
- 10 -
derinde, og at der ikke var hul på kar eller luftrør, som skulle sys længere inde. Her-efter kunne hun blot sy huden. Så vidt hun husker, var patienten vågen, da han kom ind, men han var fuldt bedøvet, da de foretog de indvendige undersøgelser af ham.
De øvrige skader har hun beskrevet som overfladiske. Ved vurderingen heraf kan man tage fat i såret for at se, om det kan åbne, eller prøve at føre en probe ind for at mærke, om det er gået igennem huden. Hun husker ikke, om de øvrige skader blev syet eller blot påsat plaster. Selvom de er vurderet som overfladiske, har det stadig været sår, som nok har blødt, inden det er stoppet af sig selv – på samme måde som hvis man havde skåret sig på en kniv.
Der er ikke nogen klar definition på, hvor mange millimeter man skal ind, før en skade ikke længere er overfladisk. Huden består af flere lag, og hvis skaden er gået igennem huden ind til underhuden, er den ikke længere overfladisk. Huden har for-skellig tykkelse på forskellige steder. En overfladisk skade er ikke farlig og skal ikke sys. Vurderingen af, om en skade er overfladisk, er i forholdt til, hvordan hun læge-fagligt skal forholde sig til skaden. Hvis den er overfladisk, behøver hun ikke at for-holde sig nærmere til den.
Når man stikker i halsen, kan man ikke forudse, hvad stikket vil ramme. De forskel-lige vitale dele ligger meget tæt på hinanden og inden for få centimeter. Det er også lidt forskelligt fra person til person.
Luftrøret består af nogle meget hårde bruskringe, som er svære at stikke igennem, og derimellem noget tyndt væv, som man nemt kan stikke igennem. Hvis et stik rammer brusken, vil det kunne glide af og ud til siden, hvor der ligger blodkar. Hvis en gen-stand kan gå igennem huden, er den også skarp nok til at gå igennem luftrøret. Hvis der bruges nok kraft, vil det også kunne ske, selvom det ikke er en skarp genstand. Det er nok nemmere, jo skarpere genstanden er.
På halsen er næsten alt vitalt. Hvis man f.eks. bliver stukket i ballen, hånden eller foden, er der ikke noget særligt livstruende. Jo tættere man kommer ind mod hjertet, jo mere livsfarligt er stikket. Torso, hals og hovedet er de farligste steder. Der løber også nogle store kar i benet, og hvis man rammer lige præcis der, kan man også for-
- 11 -
bløde. Der skal nok mindre kraft til at frembringe en farlig situation ved skader på halsen end på et ben.
Patienten blev modtaget som traumepatient, fordi man vurderede, at der skulle hand-les her og nu. Skader i halsen kan være lige så farlige som at være blevet skudt i ho-vedet.
Hun mener, at patienten overnattede til dagen efter. Det var en ekstra forholdsregel, hvis der alligevel måtte være gået hul på noget vitalt, som var så småt, at det ikke kunne ses med det samme. Han blev udskrevet dagen efter. Hvis der alene havde været tale om overfladiske skader, ville han i stedet været blevet sendt hjem samme dag.
Hun forstår ikke helt det noterede i hendes forklaring fra byretten om, at hun ikke kan forestille sig, at stikket kunne være dybere end 5 millimeter. Hun har ikke målt det. En røntgenlæge kan måske vurdere dybden ud fra billederne. Hun har nok vurde-ret, at der var 5 millimeter ind til luftrøret, men hvis stikket er gledet af på luftrøret, kan det godt have været gået flere centimeter ind. Hun mener ikke, at det kan have været mindre end 5 millimeter dybt, for så ville hun ikke have vurderet det som kri-tisk efter at have kigget ind i hullet. Hun ville ikke have foretaget indvendige under-søgelser, hvis hun havde vurderet skaden som overfladisk.
Foreholdt at hun i byretten har forklaret: ”Dybden af stikskaden er ikke målt. Ud fra beskrivelserne og ud fra, at der ikke var hul i luftrøret, så kan hun ikke forestille sig, at stikket har været dybere end 5 mm. hvis stikket er gået lige ind ”, har hun forklaret, at hvis stikket er gået lige ind, sidder luftrøret 5 millimeter under huden, og dermed er det svært at forestille sig, at det er gået længere ind. Omvendt kan hun ikke for-holde sig til, om stikket faktisk er gået lige ind, eller om det er gledet af på luftrøret, hvorved det ville kunne være gået længere ind. Dette vil ofte kunne ses af en rønt-genlæge på CT-scanningen.
Foreholdt at hun i byretten har forklaret: ”Det kan også være farligt at ramme selve luftrøreret. Hvis stikket har været bare et par centimeter skævt, er der ikke langt ud til de store halskar ”, har hun forklaret, at hvis der er stukket i en vinkel ud mod de store halskar, vil man ca. 2 centimeter inde ramme et af de store vitale blodkar.
- 12 -
Hvis patienten havde været hæs, da han kom ind, ville hun normalt have skrevet det i journalen. Hun husker ikke, hvad der står i journalen herom. Normalt beskrives stemmen, da det er en vigtig observation.
Foreholdt at det af ”Rapport, Lægelige udtalelser, Vidne 6 ”fremgår: ”Foru -rettede havde smerter i halsen, hæshed og synkebesvær som følge af skaderne ”, og at det af journalnotat fra 18. februar 2023 kl. 17.15 fremgår blandet andet: ”Er infor -meret om selv at være opmærksom på om der tilkommer hævelse, hæshed eller be-sværet vejrtrækning ”, har hun forklaret, at når det er anført, at han selv skal holde øje med hæshed, må hun gå ud fra, at han ikke havde hæshed, da han kom ind.
Retsmediciner Vidne 7 har supplerende forklaret, at han var super-viser og derfor ikke var til stede under selve undersøgelsen, som blevet lavet af for-vagten. Det er forvagten, der laver undersøgelsen af de levende og udfærdiger udkast til erklæring. Denne bliver herefter sendt videre til en superviser, der gennemgår den, sammenholder med billeder mv. og eventuelt taler med forvagten. Dette med henblik på at få rettet eventuelle mangler eller uklarheder. Han husker ikke, om der konkret blev rettet noget i denne erklæring.
Når det er anført, at en skade er overfladisk, betyder det, at der hverken er skader dybere nede på vitale dele eller en lang stikkanel under huden, som ikke har ramt vitale dele. En overfladisk hudafskrabning er en anden grad af overfladisk end en overfladisk stiklæsion, da den sidste skal gå ned igennem huden.
Foreholdt at der ikke i beskrivelsen af læsion 3 under objektiv undersøgelse fremgår, at der skulle være tale om en stiklæsion, har han forklaret, at dette punkt alene er en objektiv beskrivelse af, hvad der kan ses. Det vil i stedet være under resumé og kon-klusion, at de vil beskrive, at der er tale om en stiklæsion. En skarprandet læsion be-tyder, at der er hul i huden, og at kanterne er skarpe, altså lige forløbende. Hvis læ-sionen er uregelmæssig, er den ikke lavet med en kniv. En tilnærmelsesvis skarp-randet læsion ligner ikke det, de normalt ser, og er ikke lavet med en skarp kniv.
- 13 -
Læsion 1-4 er alle gået ind igennem huden og er ikke blot hudafskrabninger. Et hud-rødme som læsion 5 er, når huden rødmer, men hvor blodet stadig er i blodkarrene. Det er et friskt mærke og kan f.eks. også komme af det tøj, man har på.
Læsion 2 var ikke en farlig skade. Det er ikke farligt at få hul i huden, selvom det skal sys. Han kan ikke svare på, om man på forhånd kan forudse, om det er et farligt sted, man stikker, når man stikker en person i halsen. Selv ville han vide, hvor der kan stikkes, uden der sker noget. De fleste almindelige mennesker vil nok tænke, at halsen er farlig at ramme. Der er stor risiko for at ramme noget vitalt i halsen af-hængig af, hvad man stikker med. Jo skarpere et redskab, der stikkes med, jo mindre kraft skal der bruges. Han kan ikke sige noget om, hvor stor kraft der skulle bruges ved den tilvirkede tandbørste.
Han mindes kun at have set beskrivelserne af scanningerne af patienten, men ikke selve scanningerne. Af beskrivelserne kunne det konstateres, at der ikke var hul på noget vitalt. Undersøgelserne er blevet foretaget på sygehuset, fordi der var en risiko for, at der kunne være gået hul på luftrøret. Han kan ikke sige noget om, hvorvidt genstanden kan være gledet af på luftrørerets brusk, men blot konstatere, at der ikke er fundet nogen skader på luftrøret.
Foreholdt at det af personundersøgelsens resumé og konklusion fremgår: ”Ved un -dersøgelsen af den 55-årige mand, udsat for vold med slag og stik mod halsen med en tilspidset tandbørste...” , har han forklaret, at han ikke ved, om det er blevet meldt ind, eller om patienten selv har fortalt det, men han kan se, at det er blevet oplyst af vagtchefen. Det er klart, at de forholder sig til, hvad de får oplyst, og vurderer, om det kan passe med skaderne, men de beskriver det, som de rent faktisk ser og vurde-rer. Her har man set en uregelmæssig læsion, som ikke er lavet med en kniv. Den er beskrevet som tilnærmelsesvis skarprandet. Hvis den havde været helt skarprandet, havde de skrevet det i stedet.
Efter at have set de to stykker af den tilvirkede tandbørste, som anklageren under hans forklaring har vist i bevisposer, har vidnet forklaret, at tandbørsten er rimelig stiv, og den spidse del minder lidt om en bred syl. Den er mere spids end skarp, men går ikke igennem posen, når han trykker på den. Den er egnet til at forårsage skader i
- 14 -
huden. Der skal mere kraft til at bryde huden med den tilvirkede tandbørste end ved f.eks. en almindelig køkkenkniv, men mindre kraft end ved en smørekniv.
Forevist videoovervågning af episoden og forespurgt om han herefter kan sige noget om den anvendte kraft, har han forklaret, at det er svært, og der er utrolig mange for-hold, der spiller ind. Han kan f.eks. ikke se, hvor stærk tiltalte var, hvilket blandt andet har betydning for kraften bag et hug. Det vil også afhænge af, om man rammer lige på, eller om det mere snitter.
Det vil nok ikke være farligt at blive stukket i lilletåen, medmindre der går infektion i det. De farligste steder at blive stukket er bugen, brystkassen og op mod ansigtet. Det vil sjældent være farligt at blive stukket på arme eller ben, hvor blodkarrene ikke ligger tæt på overfladen, medmindre der stikkes dybt, og karrene rammes.
Fængselsbetjent Forurettede 2 har supplerende forklaret, at han havde haft en god kontakt med tiltalte i perioden forud for den 18. februar 2023, hvor tiltalte befandt sig på Afdeling 2. Tiltalte havde i perioden mulige angstanfald, og der var en øget opmærk-somhed på ham. Han ved ikke, om tiltalte var i sikringscelle i løbet af de 14 dage, tiltalte var på Afdeling 2, men han har været det på et tidligere tidspunkt.
Den 18. februar 2023 fik de at vide, at der var sket et overfald, og at de skulle gøre klar til at modtage tiltalte på Afdeling 2. Det var ikke vidnet, men en chef der beslut-tede, at tiltalte skulle i observationscelle. Det var ud fra en sikkerhedsmæssig be-tragtning for at undgå yderligere episoder og hindre tilvirkning af våben, da man kan se ind i cellen. Da de modtog ham, vidste de godt, at han skulle i observationscelle. Politiet kørte helt op til afdelingen, hvor vidnet og kollegaen tog tiltalte ud af patrul-jevognen. Tiltalte var iført dragt og håndjern bag ryggen. De tog førergreb på ham, hvor de hver havde fat i en arm, så de kunne gribe ham, hvis han faldt forover med håndjern på. Tiltalte bevægede selv benene, indtil de passerede den sidste alminde-lige celle på afdelingen. Indsatte, som tidligere har været på afdelingen, ved, at celle 296 er den sidste almindelige celle. Tiltalte blev klar over, at han var på vej mod ob-servationscellen, og reagerede ved at stritte imod.
Når en indsat er iført håndjern på ryggen, er hovedet det eneste, der kan tage fra, hvis de ryger ned. Derfor gik vidnet med ned og forsøgte at komme lidt ind under tiltalte,
- 15 -
så han ikke ramte gulvet så hårdt. Tiltaltes hoved ramte gulvet. Idet dragten var glat, gled vidnets hånd og endte på gulvet 5-10 centimeter fra tiltaltes hoved. Den ramte ikke tiltaltes hoved. Tiltalte flyttede herefter hovedet et par centimeter hen mod vid-net og lavede en bidende bevægelse mod vidnets hånd. Vidnet sagde, at han ikke skulle bide ham. Der havde ikke forud for dette været nogen snak om noget med at bide. Tiltalte kunne rykke hovedet fra side til side, da han lå på gulvet, og han ville nok kunne have bidt vidnet i hånden, hvis han virkelig ville.
Fængselsbetjent Vidne 8 har præciseret, at han så tiltalte åbne munden og bide ud efter Forurettede 2, da de landede på gulvet. Han har herefter supplerende forklaret, at de over-tog tiltalte fra patruljevognen og tog ham i en form for førergreb med en arm på skulderen og en på armen. Tiltalte gik på egne ben fra bilen og ind på afdelingen. Da de var midt på gangen, måske 10 meter fra observationscellen, spændte tiltalte op og satte hælene i, så han kurede hen ad gulvet med fødderne. De lagde ham derfor kon-trolleret ned, men Forurettede 2's hånd gled. Forurettede 2's hånd landede måske 10-15 centimeter fra tiltaltes hoved. Tiltalte lavede derefter et ryk med hovedet mod Forurettede 2, åbnede munden og bed sammen i luften, men ramte ikke Forurettede 2's hånd. Han så, at tiltalte bed ud efter hånden. Han bemærkede ikke, hvor meget tiltaltes hoved flyttede sig i den forbindelse.
I dag mindes han også, at Forurettede 2 sagde ”han bider” , inden de lagde tiltalte ned. Han husker ikke, om de faldt i forbindelse med, at de lagde tiltalte ned, men de havde nok fart på, og Forurettede 2 tog derfor fra med sin ene hånd.
Han forklarede også i byretten, at han så tiltalte bide ud efter Forurettede 2 med åben mund. Han så ham ikke bide, fordi han netop ikke ramte. Han kan ikke sige præcist, hvor stor afstanden var mellem tiltaltes hoved og Forurettede 2's hånd, men den var kort. Tiltalte kunne godt bevæge hovedet og kunnet have nået Forurettede 2's hånd, hvis han ville.
Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han i dag er 27 år og har det rigtig godt. Han får meget lidt medicin. De har fjernet noget af det, som han tidligere fik, da han ikke har brug for det. Der sidder meget syge mennesker på Sik-ringen, og han hører ikke til der. De bruger nogle metoder, som ikke er gode. Han fortjener ikke at blive behandlet på den måde, som de behandler folk på Sikringen.
- 16 -
Han er ikke blevet sigtet for forhold siden februar 2023 og vil fortsætte på denne måde. Han har efter episoden fået tæsk af vagterne.
Det er rigtig, at han i begyndelsen af varetægtsfængslingen slet ikke talte, fordi han ikke havde lyst til at snakke med nogen. Han fandt ud af, at man er nødt til at tale, ellers ser man sindssyg ud. Det var først, da han fandt ud af, hvilket sted han kom hen i stedet for fængslet, at han begyndte at tale igen. Han opdagede, at det kunne blive meget værre end i fængslet. Han vil gerne tilbage til fællesskabet og have et normalt liv i fængslet.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldsspørgsmålet:
Der er om skyldsspørgsmålet afsagt
”K e n d e l s e:
Alle nævninger og dommere udtaler:
Forhold 1:
Tiltalte har erkendt, at han ville skade fængselsbetjent Forurettede 1 og begå grov vold mod ham, hvorfor han angreb fængselsbetjent Forurettede 1, som det ses på optagelsen fra videoovervågningen fra fællesområdet.
Som anført af byretten anvendte tiltalte ved angrebet en tandbørste, som han forinden havde tilvirket med en blyantspidser i sin celle, så-ledes at tandbørsten var spids og dermed kunne anvendes som stik-våben. Dette støttes af, at der i tiltaltes celle blev fundet afsnittede pla-stikrester i samme farver som tandbørsten. Landsretten tiltræder heref-ter og af de grunde, som byretten har anført, at tiltaltes angreb mod fængselsbetjent Forurettede 1 med den tilvirkede tandbørste umiddelbart efter, at tiltalte havde været alene på gårdtur, var et planlagt angreb.
Efter indholdet af optagelsen fra videoovervågningen, fængselsbetjent Forurettede 1's forklaring og de lægelige oplysninger tiltræder landsretten, at til-talte med en tilvirket tandbørste stak fængselsbetjent Forurettede 1 en gang i an-sigtet ved venstre mundvig og tre gange i halsregionen. Derimod fin-des det ikke er bevist, at tiltalte forsøgte at stikke fængselsbetjent Forurettede 1 yderligere mindst en gang mere i halsregionen.
På denne baggrund tiltræder landsretten, at det er bevist, at tiltalte har udført de handlinger, som er beskrevet i tiltalen.
- 17 -
Efter indholdet af optagelsen fra videoovervågningen, forklaringerne fra fængselsbetjent Forurettede 1 og fængselsbetjent Vidne 1, som begge også for landsretten har afgivet sikre og troværdige forklaringer, og oplysnin-gerne om placeringen af de skader, som fængselsbetjent Forurettede 1 blev på-draget, tiltræder landsretten, at tiltalte under hele angrebet målrettet forsøgte at ramme fængselsbetjent Forurettede 1 i halsregionen. Det tiltrædes endvidere af de grunde, som byretten har anført, at stikkene er udført med en relativ stor kraft.
Efter de lægelige oplysninger, herunder forklaringen fra retsmedicine-ren, er halsen et udsat sted, hvor vitale dele ligger tæt og lige under huden, og hvor ethvert stik mod halsen indebærer risiko for læsion af store blodkar og heraf følgende risiko for forblødning, ligesom luft-røret ligger få millimeter under huden.
Landsretten tiltræder på denne baggrund, at det er bevist, at tiltalte havde det fornødne forsæt til at dræbe fængselsbetjent Forurettede 1, og at tiltal-te er fundet skyldig i forhold 1.
Forhold 2:
Fængselsbetjent Forurettede 2 og fængselsbetjent Vidne 8 har også for lands-retten afgivet sikre og troværdige forklaringer om, at tiltalte bed ud efter fængselsbetjent Forurettede 2's hånd. Herefter, og af de grunde, som by-retten har anført, tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
T h i b e s t e m m e s:
Byrettens kendelse om skyldsspørgsmålet stadfæstes. “
Sanktionsspørgsmålet:
Alle nævninger og dommere udtaler:
Det tiltrædes på grundlag af Retslægerådets udtalelse, at tiltalte på gerningstidspunk-tet ikke var utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, og at han på gerningstidspunktet derfor ikke var omfattet af straffelovens § 16.
Efter Retslægerådets udtalelse lægges det endvidere til grund, at tiltalte efter de strafbare handlingers foretagelse er kommet i en ikke blot forbigående tilstand af sindssygdom af den i straffelovens § 16, stk. 1, nævnte art.
- 18 -
Landsretten tiltræder herefter, at der henset til den alvorlige kriminalitet, ikke er grundlag for at lade straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 73, og at tiltalte skal idømmes straf for overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, og § 119, stk. l, jf. stk. 5, jf. § 89, som sket.
Retslægerådet har i sin udtalelse vurderet, at tiltalte med overvejende sandsynlighed udgør en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at dom til forvaring findes påkrævet for at forebygge denne fare.
Det, som tiltalte er dømt for i forhold 1, opfylder betingelserne i straffelovens § 70,
findes påkrævet for at forebygge denne nærliggende fare for andre, selv i forhold til at alternativet til forvaring er en længere fængselsstraf, tiltræder landsretten, at tiltalte er idømt forvaring som sket.
Det fremgår af Retslægerådets udtalelse, at tiltalte fortsat antages at kunne udgøre en nærliggende fare for andre, og at Retslægerådet som den mest formålstjenlige foran-staltning, indtil forvaring måtte kunne fuldbyrdes, har anbefalet dom til anbringelse på Sik ringsafdelinge n. Af udtalelse af 9. juli 2025 fra Cheflæge fra Sik-ringsafdelingen fremgår bl.a., at den mest formålstjenlig foranstaltning, til imødegå-else af en af tiltales sygdom betinget, ikke ubetydelig risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet, er dom til anbringelse på Sikringsafdelingen .
Landsretten tiltræder herefter, at det er mest formålstjenligt, at tiltalte, indtil forva-ring måtte kunne fuldbyrdes, skal anbringes på Sikringsafdelingen under Afdeling for Retspsykiatri, Region Sjælland.
Landsretten tiltræder endvidere, at der ikke fastsættes længstetid for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2, jf. § 73, stk. 1, 2. pkt., og at den straf, som tiltalte tidli-gere er idømt, og som ikke er fuldbyrdet, bortfalder, jf. straffelovens § 89 a, stk. 1.
- 19 -
Landsretten tiltræder byrettens afgørelse om konfiskation.
Godtgørelse og erstatning:
De juridiske dommere stadfæster byrettens dom om godtgørelse for svie og smerte og krænkelsesgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4.
Erstatningskravet for tabt arbejdsfortjeneste tages ikke under påkendelse under denne sag, jf. retsplejelovens§ 992, stk. 1.
Konklusion:
Byrettens dom stadfæstes.
Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Erik P. Bentzen Claus Rohde Tina Lang Christensen
- 20 -