Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 14. juli 2025
Sag BS-5450/2025-OLR
(15. afdeling)
Klager 1
(beskikket advokat Marc Malmbak Stounberg)
mod
Københavns Politi
og
Sag BS-5455/2025-OLR
(15. afdeling)
Klager 3
(beskikket advokat Marc Malmbak Stounberg)
mod
Københavns Politi
og
Sag BS-7775/2025-OLR
(15. afdeling)
Klager 2
(beskikket advokat Marc Malmbak Stounberg)
mod
2
Københavns Politi
og
Sag BS-11009/2025-OLR
(15. afdeling)
Klager 5
(beskikket advokat Marc Malmbak Stounberg)
mod
Københavns Politi
og
Sag BS-11010/2025-OLR
(15. afdeling)
Klager 4
(beskikket advokat Marc Malmbak Stounberg)
mod
Københavns Politi
Københavns Byret har afsagt domme i 1. instans henholdsvis den 6. januar 2025 (sagerne BS-35063/2024-KBH, BS-42355/2024-KBH og BS-49266/2024-KBH) og den 31. januar 2025 (sagerne BS-35066/2024-KBH og BS-38602/2024-KBH).
Landsdommerne Kristian Porsager Seierøe, Rikke Skovby og Lone Dahl Frandsen har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanterne, Klager 1, Klager 3, Klager 2, Klager 5 og Klager 4 har endeligt ned-lagt følgende påstande:
Påstand 1:
Københavns Politi skal anerkende, at frihedsberøvelserne af klagerne den 21. juni 2024 var ulovlige, subsidiært at en del af frihedsberøvelserne var ulovlige.
3
Påstand 2:
Københavns Politi skal betale 7.100 kr. til klagerne Klager 5 og Klager 4 med procesrente fra den 21. juni 2024, subsidiært et mindre beløb.
Påstand 3:
Københavns Politi skal betale 3.100 kr. til hver af de øvrige klagere med proces-rente fra den 21. juni 2024, subsidiært et mindre beløb
Indstævnte, Københavns Politi, har påstået dommene stadfæstet, subsidiært at en eventuel erstatning opgøres til 3.100 kr. til hver af appellanterne.
Supplerende sagsfremstilling
Der er for landsretten fremlagt udskrift af anholdelsesprotokoller og anholdel-sesdispositioner vedrørende Klager 1, Klager 3, Klager 2, Klager 5 og Klager 4 fra den 21. juni 2024, modusrapport af 30. januar 2025 vedrørende den klimaaktivistiske organisation Nødbremsen samt et udateret såkaldt ”protestnotat” , som efter det oplyste er udarbejdet af Nødbremsen.
Af ”protestnotatet” fremgår bl.a.:
”Dette ark skal bruges som basis til at forklare hver protest.
Hvis man har noget som ikke passer ind i spørgsmålene, så skriv det alligevel.
Tid og sted for protest.
21. juni 2024 om morgenen ved afkørsel E20 motorvejen ved Vejlands Allé, 2300.
…
På politistationen
…
Blev nogen helt eller delvist nøgenvisiteret? Hvem? Klager 4 blev nøgenvisiteret. Hun skrev: ”på stationen idag [d. 21. ju-ni] blev jeg nøgen visiteret. Jeg spurgte også betjenten om det var nødvendigt, som hun så svarede ja til.”
Københavns Politi har oplyst, at der er rejst fire sigtelser mod hver af demon-stranterne, i alt 20 sigtelser, for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og færdselsloven, og at sagerne fortsat er verserende. Der er endnu ikke rejst tilta-le.
Forklaringer
Klager 4, Klager 5, Klager 1, politikommissær Vidne 1, politibetjent
4
Vidne 3, politibetjent Vidne 2, politibetjent Vidne 3 og politibetjent Vidne 4 har afgivet supplerende forklaring.
Klager 4 har forklaret bl.a., at visitationen af hende foregik i en anden celle end den, hun sad i sammen med Klager 1. Det var en enkelt kvindelig betjent, der fulgte hende derind, og døren var ikke lukket helt under visitationen. Det var dog ikke muligt at se ind i cellen udefra. Betjen-ten bad hende først om at tage sine bukser af, hvorefter hun blev bedt om at tage først sine sokker og derefter sine underbukser af. Hun husker ikke, om hun tog underbukserne helt af, eller om hun blot trak dem ned om anklerne. Hun blev hverken bedt om at ”squatte” eller hoste, og efter to eller tre sekunder kunne hun igen tage underbukserne på. Hun husker ikke, om hun også fik at vide, at hun skulle tage sin bluse af.
Hun husker heller ikke, om hun fortalte nogen af de andre demonstranter om nøgenvisitationen, men efterfølgende skrev hun til en af de andre fra gruppen, og det blev skrevet ind i Nødbremsens ”protestnoter” . Det er ikke hende, der har skrevet ”protestnoterne” . Hun har også forud for retsmødet i byretten for-talt advokaten om det.
Som hun husker det, blev hun på stedet sigtet for overtrædelse af ordensbe-kendtgørelsen og færdselsloven, men hun husker ikke, om det blev gentaget på politistationen, ligesom hun ikke husker, om hun blev spurgt, om hun ville ud-tale sig. Hun blev ikke afhørt, inden hun blev løsladt.
Klager 5 har forklaret bl.a., at han på politistationen blev ført
ind i en celle, hvor han blev nøgenvisiteret. Der var én betjent inde i cellen sammen med ham. Han husker ikke den nærmere rækkefølge af det, der skete i cellen, men han skulle tage alt sit tøj af, og det blev oplyst, at det var for hans egen sikkerheds skyld. Han skulle hverken dreje rundt eller sætte sig på hug.
Efterfølgende fortalte han nogen om visitationen, men han glemte at skrive no-ter til Nødbremsen, selv om det er meningen, at man skal gøre det, hvis man er blevet udsat for smertegreb eller nøgenvisitation. Han er tidligere blevet nø-genvisiteret i forbindelse med frihedsberøvelse flere gange, og nogle gange glemmer han at skrive det ned, da det er blevet ret ”normalt” .
Han husker ikke, om han blev afhørt i forbindelse med, at han blev løsladt.
Klager 1 har forklaret bl.a., at første gang, de blev fjernet fra vej-en, blev hun udsat for et smertegreb ved at få den ene arm vredet langt om på ryggen, samtidig med at hendes håndled blev vredet rundt. Det gjorde meget ondt, og hun skreg. De to betjente slæbte hende væk fra vejen. Anden gang smertepåvirkede politiet alene hendes håndled.
5
Hun var ikke aggressiv over for betjentene, men satte sig i ”nød” med armene om benene under knæene, så betjentene kunne flytte hende ved at bære hende i armene. Det er hendes opfattelse, at det er mest skånsomt for både hende og betjentene på denne måde. En af betjentene spurgte hende dog med det samme, om hun ville fjerne sig frivilligt, eller om det skulle gøre ondt. Nogle betjente er mere voldsomme end andre.
På politistationen sad hun i en celle sammen med Klager 4, og Klager 4 fortalte hende med det samme, at hun var blevet nøgenvisiteret. Hun hu-sker det, fordi hun ved ankomsten selv havde gjort opmærksom på, at politiet ikke havde ret til at nøgenvisitere dem. Det overraskede hende derfor, at det var sket for Klager 4.
Politiet gav hende ikke nogen begrundelse for, at hun skulle sidde i cellen i nog-le timer. Hun blev ikke afhørt af politiet inden løsladelsen.
Nødbremsen udarbejder ”protestnotater” som det fremlagte umiddelbart efter en hændelse som denne. Det sker typisk samme dag eller dagen efter. Hvis en deltager ikke skriver ind ret hurtigt, kommer oplysningerne ikke med i notatet.
Politikommissær Vidne 1 har forklaret bl.a., at han ikke, som gengi-vet i byrettens dom, har forklaret, at nogen på stedet har fået at vide, at de ikke måtte filme uden pressekort. Det er ikke sket.
Når han er indsatsleder, og demonstranter mv. skal fjernes, plejer han at anbe-fale, at betjentene anvender førergreb. Når demonstranter som her tager armene ind under benene, er det svært at få fat i et førergreb, og det er sværere at flytte en person, der sidder sådan.
Han havde det operative ansvar på stedet, mens vagthavende overtog ansvaret efter indtransporten til stationen. Han skriver i almindelighed rapporterne med det samme, medmindre han bliver kaldt ud til noget andet. Han husker ikke, hvad han gjorde denne dag.
Politibetjent Vidne 3 har forklaret bl.a., at flytning af demonstranter altid skal foregå på den mindst indgribende måde. Demonstran-ter bliver derfor altid spurgt, om de selv vil gå ind til siden. Det ville demon-stranterne ikke i dette tilfælde. De forsøgte derfor at anvende førergreb, og i de tilfælde, hvor dette ikke virkede, blev demonstranterne båret ind til siden. Det er tungt at bære et andet menneske.
Efter at demonstranterne var indskrevet på stationen, skulle hun – som sædvan-ligt – sagsbehandle på opgaven. De var fire, der sagsbehandlede. De skulle bl.a.
6
sikre, at sigtelserne efter ordensbekendtgørelsen og færdselsloven kom på de rigtige sagsnumre, der skulle udarbejdes genkendelsesrapport, dispositions-rapporter og en rapport om frihedsberøvelsen. Når der som her er tale om flere personer, er det lidt et puslespil at sikre, at det rigtige bliver registreret på den rigtige person, og at der ikke sker dobbeltregistreringer. De havde en dialog med vagthavende, og demonstranterne blev løsladt, da de var færdige med sagsbehandlingen.
Undervejs i sagsbehandlingen kan det være nødvendigt at tale med de anholdte for eksempel for at sikre sig deres identitet, ligesom der kan være spørgsmål til de anholdte. Sigtelserne i sagen var sket på stedet, og demonstranterne var ble-vet spurgt, om de havde bemærkninger. Hun husker ikke, om nogen af dem ville sige noget. Hun husker heller ikke, om det den dag blev nødvendigt under sagsbehandlingen at gå ned og spørge demonstranterne om noget.
Politibetjent Vidne 2 har forklaret bl.a., at nogle af demonstranterne ikke
ville oplyse deres cpr-nummer. Det tager altid lidt længere tid at sikre sig iden-titeten blot på baggrund af navn, fødselsdato og adresse.
Efter ankomsten til stationen var hun og hendes kollegaer med til at fremstille de anholdte for vagthavende og visitere dem. Efterfølgende deltog hun i sags-behandlingen. Der var i hvert fald fire forhold pr. person, der skulle oprettes, og der skulle udarbejdes en afhøringsrapport, en anmeldelsesrapport og en fortsat rapport om, hvad der var sket på stedet. De lavede derfor en tavle med demonstranternes navne, og så skrev de dér, hvilken eller hvilke demonstranter de havde sikret identiteten på.
Undervejs havde de kontakt med vagthavende, der bl.a. på baggrund af sags-behandlingens stade vurderer, hvor længe demonstranterne skal sidde. Det er vagthavende, der bestemmer, om de anholdte skal løslades, og om de skal sæt-tes i detentionen eller i venterum. Hun husker ikke, om hun denne dag var ne-de i cellerne for at afhøre demonstranter.
De kan godt fortsætte med at sagsbehandle efter en løsladelse, hvis de ikke skal bruge de anholdte til noget i den forbindelse.
Politibetjent Vidne 3 har forklaret bl.a., at hun den dag var på arbejde
som vagthavendes assistent. Hun husker ikke den specifikke visitation af Klager 4.
Som udgangspunkt er det vagthavende, der beslutter, om en anholdt skal
løslades. Efter patruljernes ankomst til stationen skal definde ud af, hvad der
er op og ned i en sag, og om der skal ske eksempelvis sigtelse og afhøring. Hun var ikke en del af denne sagsbehandling. Afgørende for beslutningen om løsla-
7
delse er som udgangspunkt, om der er styr på alle tråde. Det kan være svært at komme i kontakt med folk igen, så det er nødvendigt at sikre, at man har styr på alt, inden der sker løsladelse.
Hypotetisk set kunne det godt være, at en beslutning om løsladelse blev udsat for at undgå, at der skete mere, men det har hun ikke oplevet. De har ikke no-gen interesse i at holde på folk længere end nødvendigt.
Beslutningen om at nøgenvisitere er også vagthavendes. Sidste år blev der ud-arbejdet et ”action card” for at sikre, at alle retningslinjer bliver overholdt, men hun har ikke oplevet ændringer i procedurerne efterfølgende. Det har ikke væ-ret nødvendigt. Vagthavende er altid til stede, når der kommer anholdte. Hun husker ikke, om det pågældende ”action card” er udarbejdet før eller efter den 21. juni 2024.
Politibetjent Vidne 4 har forklaret bl.a., at han ikke husker nogen af de visitationer, han måtte have foretaget den pågældende dag, ligesom han ikke husker det konkrete forløb, da demonstranterne kom ind på stationen.
Generelt går der tid med sagsbehandling, og dengang var det nyt for dem. I dag er det blevet mere effektivt, fordi de er blevet vant til at håndtere anholdelser som denne.
Løsladelsestidspunktet bliver koordineret mellem vagthavende og patruljerne, der sagsbehandler.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Klager 1, Klager 3, Klager 2, Klager 5
Klager 5 og Klager 4 har yderligere anført, at friheds-
berøvelserne efter den hensynsafvejning, der skal foretages efter artikel 11, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, var unødvendige. Den trafikale forstyrrelse, som ”Nødbremsens” demonstration medførte den pågæl-dende dag, var således meget begrænset i forhold til den situation, der var til
pådømmelse i Menneskerettighedsdomstolens dom iKudrevičius-sagen.
Af forarbejderne til politilovens § 8 fremgår, at mindre ordenskrænkelser næp-pe altid vil kunne danne grundlag for frihedsberøvelse, at politiet i sådanne tilfælde i stedet må overveje at udstede bødeforlæg, og at eventuel frihedsberø-velse ikke må udstrækkes ud over det tidspunkt, hvor de omstændigheder, der gav anledning til frihedsberøvelsen, ikke længere er til stede. Københavns Politi har ikke dokumenteret, at gentagelsesrisikoen bestod helt frem til løsladelses-tidspunkterne, og anbringelsen i venterum efter, at sagsbehandlingen af sigtel-
8
serne reelt var afsluttet, havde derfor i virkeligheden pønal karakter, hvilket er i strid med formålet med politilovens § 8, stk. 4.
Anvendelsen af smertegreb i forbindelse med fjernelsen af demonstranterne fra vejen var ikke i overensstemmelse med kravet om skånsomhed. Herudover in-debærer menneskerettighedsdomstolens praksis, at det i den foreliggende situ-ation, hvor Klager 5 og Klager 4 har afgivet forklaringer om ubegrundet nøgenvisitation, som til dels støttes af ”Nødbrem-sens” protestnote, påhviler politiet at godtgøre, at de pågældende ikke blev nø-genvisiteret. Da dette ikke er sket, er Klager 5 og Klager 4s godtgørelseskrav hver forhøjet med 4.000 kr. under henvisning til, at der foreligger en selvstændig overtrædelse af menneskerettighedskonventio-nens artikel 3.
Københavns Politi har heroverfor anført, at appellanternes forsamling i fod-gængerfeltet ikke udgjorde en kortvarig færdselshindring, men at deres bloke-ring af al kørende færdsel i morgenmyldretiden, hvor der er massivt pres på Københavns vejnet generelt og på det pågældende sted i særdeleshed, nødven-diggjorde frihedsberøvelsen.
Demonstranternes adfærd efter det første påbud indebar, at mindre indgriben-de midler end frihedsberøvelse ville have været utilstrækkeligt til at sikre mod den betydelige forstyrrelse af den offentlige orden, som demonstrationen inde-bar.
Frihedsberøvelsernes varighed oversteg ikke det nødvendige, når henses til, at alle demonstranter skulle registreres, transporteres, sikkerhedsvisiteres, sigtes, afhøres, klagevejledes mv.
Det bestrides, at Klager 5 og Klager 4 er blevet visiteret med fuld afklædning, ligesom det bestrides, at det påhviler Køben-havns Politi at godtgøre, at visitationer med fuld afklædning af Klager 5 og Klager 4 ikke har fundet sted den pågældende dag.
Retsgrundlag
Det fremgår af grundlovens § 79, 3. pkt., at forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Af artikel 3, 5 og 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fremgår bl.a.:
”Artikel 3. Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
9
…
Artikel 5. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må be-røves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
…
b) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke
at efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
…
Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sig-telse mod ham.
…
Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbage-holdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hur-tigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beor-dre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Stk. 5. Enhver, der har været anholdt eller frihedsberøvet i strid med be-stemmelserne i denne artikel, skal have ret til erstatning.
…
Artikel 11. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges med-lemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsadministrationen lov-lige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder.”
Af politiloven, lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019 om politiets virksomhed med senere ændringer, fremgår bl.a.:
”§ 3. Politiet kan uden for de tilfælde, hvor indgreb er hjemlet i anden lovgivning, alene foretage indgreb over for borgerne i det omfang, det følger af bestemmelserne i dette kapitel. Frihedsberøvelse i medfør af denne lov skal begrænses til tilfælde, hvor mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge fare. Frihedsberøvelse forstås i denne lov i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtel-ser.
…
10
§ 5. Politiet har til opgave at afværge fare for forstyrrelse af den offent-lige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Stk. 2. Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan herunder
…
Stk. 3. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve, jf. § 3, den eller dem, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.
…
§ 8. Politiet kan ved offentlige forsamlinger under åben himmel gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for bety-delig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.
…
Stk. 3. Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 og 2 kan poli-tiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan herunder
1) udstede påbud,
2) besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige fred eller orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltper-soners eller den offentlige sikkerhed, samt
3) fratage personer genstande.
Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve, jf. § 3, den eller de personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 12 timer.”
I forarbejderne til politiloven (lovforslag nr. L 159 af 4. februar 2004), er anført bl.a.:
”Til § 5
…
En frihedsberøvelse skal være så kortvarig som muligt. Formålet med frihedsberøvelsen skal indgå i denne vurdering, og personen skal der-for løslades, når de omstændigheder, der gav anledning til frihedsberø-velsen, ikke længere er til stede. Er formålet med indgrebet at bringe en person ud af en faresituation, vil der normalt ikke være grundlag for at indbringe den pågældende til en politistation. Omvendt kan der even-tuelt ske indbringelse af en person, der gentagne gange forsøger at for-cere afspærringen til et farligt område el.lign.
Frihedsberøvelsen må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer. Fristen skal regnes fra iværksættelse af frihedsberøvelsen. Den tid, der måtte medgå til transport til en politistation, skal således medregnes i
11
fristen. Overskridelse af 6 timers grænsen forudsættes normalt kun at ville kunne ske i forbindelse med aktioner med frihedsberøvelse af et større antal personer, hvor den tid, der vil medgå til transport til politi-stationen, registrering og identifikation af de frihedsberøvede, i praksis ikke vil gøre det muligt at overholde 6-timers fristen.
Det følger endvidere udtrykkeligt af bestemmelsen, at frihedsberøvel-sen skal være så skånsom som mulig. Kravet om skånsomhed indebæ-rer bl.a., at den frihedsberøvede ikke må transporteres og anbringes på en unødigt belastende måde, og at frihedsberøvelsen om muligt skal gennemføres med diskretion.
…
Til § 8
Lovforslagets § 8 regulerer politiets indgreb over for den eller de enkel-te deltagere, som i en forsamling giver anledning til forstyrrelse eller fa-re.
Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., angiver, at politiet ved offentlige forsam-linger under åben himmel kan gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for betydelige forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.
Efter bestemmelsen "kan" politiet gribe ind over for forstyrrende for-samlingsdeltagere. Politiet er således ikke forpligtet til at gribe ind i til-fælde, hvor et indgreb efter en konkret politimæssig vurdering ikke kan anses for hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor risikoen for, at et indgreb vil skabe eller optrappe en konflikt i forhold til for-samlingen, overskygger hensynet til, at politiet griber ind over for en ordensforstyrrelse mv. Det er dog naturligvis forudsat, at politiet som udgangspunkt griber ind, når der er anledning hertil.
Stk. 1 omfatter forsamlinger "under åben himmel". Dette udtryk skal forstås i overensstemmelse med grundlovens § 79, det vil sige, at der normalt vil være tale om udendørs forsamlinger.
Efter bestemmelsen kan alene fare for "betydelige" ordensforstyrrelser danne grundlag for et indgreb. Der må således accepteres visse gener fra forsamlingsdeltagere, f.eks. råben, højrøstet sang og kortvarige færdselshindringer, som politiet ellers vil kunne gribe ind overfor, hvis de var forvoldt af enkeltpersoner eller af tilfældigt sammenstimlede personer.
Betydelige forstyrrelser kan efter omstændighederne omfatte f.eks. brug af sirener, kast med genstande mod bygninger eller skilte samt be-skadigelser af beplantninger på veje eller i anlæg.
…
Bestemmelsens stk. 3-5 indeholder en ikke udtømmende angivelse af de indgreb, som politiet kan foretage for at afværge fare som nævnt i stk. 1 og 2. De indgreb, der kan foretages over for forsamlingsdeltagere, sva-rer til de indgreb, der kan foretages efter den almindelige bestemmelse
12
om afværgelse af fare for orden og sikkerhed, jf. § 5, stk. 2-4, ovenfor, hvortil der henvises.”
Ved lov nr. 1107 af 1. december 2009 om ændring af straffeloven og lov om poli-tiets virksomhed (styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den offentlige orden mv.) blev fristen i bl.a. politilovens § 8, stk. 4, ændret fra 6 til 12 timer. Af forarbejderne til denne lov (lovforslag nr. L 49 af 29. oktober 2009) fremgår bl.a., at der ikke er ændringer i betingelserne for frihedsberøvelse, og at frihedsberø-velser herunder skal være så kortvarige og skånsomme som muligt.
Landsrettens begrundelse og resultat
Selve frihedsberøvelserne
Som også anført af byretten følger det af politilovens § 8, stk. 1, at politiet ved offentlige forsamlinger under åben himmel kan gribe ind over for forsamlings-deltagere, der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.
Efter lovens § 8, stk. 4, kan politiet, hvis mindre indgribende midler, jf. stk. 3, ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve, jf. § 3, den eller de personer, der giver anledning til faren.
Det er ubestridt, at Klager 1, Klager 3, Klager 2, Klager 5 og Klager 4 den 21. juni 2024 deltog i en demonstration på Vejlands Allé. Demonstrationen blokerede mor-gentrafikken fra motorvejen ind mod København og skabte lange bilkøer. Det må lægges til grund, at flere af de ventende bilister blev frustrerede. Således har Klager 5 selv forklaret, at der var bilister, der skubbede dem til side og kørte igennem blokaden, ligesom der var en anden bilist, der tog alle demonstranternes bannere fra dem og smed bannerne væk.
Det er desuden ubestridt, at demonstranterne kl. 08.03 første gang fik påbud om at flytte sig fra vejbanen, hvilket de alle nægtede, hvorefter de blev flyttet ind på fortovet af politiet, samt at demonstranterne i den forbindelse blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og færdselsloven, ligesom de blev vejledt om at fortsætte demonstrationen inde på fortovet og om, at de kunne blive anholdt, hvis de på ny blokerede vejbanen. På trods af dette genoptog de pågældende – umiddelbart efter at politiet havde forladt området – demonstra-tionen og spærrede atter for trafikken, hvorfor de på ny fik et påbud om at for-lade vejbanen, som de alle undlod at efterkomme. Kl. 08.27 blev demonstran-terne anholdt og sigtet for nye overtrædelser af ordensbekendtgørelsen og færdselsloven.
På den anførte baggrund tiltræder landsretten tiltræder, at Klager 1, Klager 3, Klager 2, Klager 5
13
og Klager 4 gav anledning til betydelig forstyrrelse af den of-fentlige orden som anført i politilovens § 8, stk. 1, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte politiets vurdering, hvorefter mindre indgribende midler end frihedsberøvelse ikke var tilstrækkelige, jf. § 8, stk. 4, jf. stk. 3. Landsretten har herved tillige lagt vægt på, at der efter demonstranternes adfærd umiddelbart op til frihedsberøvelsen forelå en nærliggende risiko for, at de ville gentage or-densforstyrrelsen, hvis de ikke blev frihedsberøvet.
På baggrund af de beskrevne omstændigheder forud for frihedsberøvelserne finder landsretten desuden, at iværksættelsen af frihedsberøvelserne ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11.
Frihedsberøvelsernes udstrækning
Der er enighed om, at Klager 1 var frihedsberøvet i 4 timer og 8
minutter, hvoraf hun var anbragt i venterum i 2 timer og 55 minutter, at Klager 3 var frihedsberøvet i 3 timer og 36 minutter, hvoraf han var anbragt i venterum i 2 timer og 20 minutter, at Klager 2 var frihedsbe-røvet i 3 timer og 42 minutter, hvoraf han var anbragt i venterum i 2 timer og 39 minutter, at Klager 5 var frihedsberøvet i 3 timer og 31 minut-ter, hvoraf han var anbragt i venterum i 2 timer og 21 minutter, samt at Klager 4 var frihedsberøvet i 4 timer og 6 minutter, hvoraf hun var anbragt i venterum i 3 timer og 3 minutter.
Frihedsberøvelserne omfattede – som også anført af byretten – fem personer, der skulle indtransporteres fra Vejlands Allé til Station Bellahøj, hvor de bl.a. skulle identificeres. Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at demonstranterne blev hensat i venterum i de angivne tidsrum, mens sagsbe-handlingen pågik, idet der kunne blive brug for dem undervejs i sagsbehand-lingen i forbindelse med f.eks. identifikation, eventuel afhøring mv.
Landsretten tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at friheds-berøvelserne blev udstrakt i et længere tidsrum end nødvendigt, jf. politilovens § 8, stk. 4, sidste punktum. Landsretten bemærker i denne forbindelse, at der må indrømmes politiet et vist råderum i vurderingen af, hvor længe de anhold-tes tilstedeværelse skønnes nødvendig i forbindelse med sagsbehandlingen.
Nøgenvisitation og frihedsberøvelsernes skånsomhed i øvrigt
Klager 5 og Klager 4 har begge gjort gældende, at de i strid med skånsomhedskravet i politilovens § 8, stk. 4, og Den Europæi-ske Menneskerettighedskonventions artikel 3 blev nøgenvisiteret efter ind-transporten til Station Bellahøj, uden at der var en politifaglig begrundelse for dette.
14
Klager 5 og Klager 4 har først forklaret om, at de blev nøgenvisiteret under hovedforhandlingen i byretten, og Klager 1 har først under hovedforhandlingen i landsretten afgivet forklaring om, at Klager 4 med det samme fortalte hende, at hun var ble-vet nøgenvisiteret. Politiet har bestridt, at en sådan visitation har fundet sted, og der er ikke i politiets systemer gjort notat om en sådan visitation, hvilket der efter de afgivne forklaringer er fast praksis for.
Efter en samlet vurdering tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at der blev foretaget nøgenvisitation af Klager 5 og Klager 4 som anført. Det for landsretten fremlagte udaterede ”protestnotat” fra Nødbremsen kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten tiltræder desuden, at der ikke efter bevisførelsen er grundlag for at fastslå, at frihedsberøvelserne i øvrigt ikke skete så skånsomt som muligt.
Sammenfatning
Landsretten tiltræder derfor, at frihedsberøvelserne var lovlige, ligesom lands-retten finder, at der for så vidt angår Klager 5 og Klager 4 ikke foreligger selvstændige krænkelser af menneskerettigheds-konventionens artikel 3. Landsretten tiltræder derfor ligeledes, at Københavns Politi er frifundet for de rejste erstatningskrav, og stadfæster byrettens domme.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens domme stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til nogen anden part eller til statskassen.
Publiceret til portalen d. 14-07-2025 kl. 10:00
Modtagere: Appellant Klager 5, Indstævnte Københavns Politi