Dom
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS DOMBOG
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 10. september 2025
Sag 13/2025
(1. afdeling)
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket)
I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 16. april 2024 (SS 4-5648/2024) og af Østre Landsrets 20. afdeling den 5. september 2024 (S-1189-24).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup.
Påstande
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, subsidiært at sagen udsættes på Flygtninge-nævnets stillingtagen til Tiltaltes ansøgning om asyl.
Supplerende sagsfremstilling
Den 31. marts 2025 oplyste Tiltalte til Udlændingestyrelsen, at han ønskede at fra-falde sin ansøgning om asyl. Som følge heraf afsluttede Udlændingestyrelsen asylsagen.
Den 30. juni 2025 anmodede han om genoptagelse, og Udlændingestyrelsen genoptog be-handlingen af ansøgningen.
- 2 -
Ved afgørelse af 15. august 2025 meddelte Udlændingestyrelsen Tiltalte afslag på asyl. Afslaget er påklaget til Flygtningenævnet.
Anbringender
Tiltalte har anført navnlig, at han ikke bør straffes for ulovlig indrejse i Danmark, da han er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 31.
Dette beror i første række på en vurdering af, om han er konventionsflygtning. Denne vurde-ring foretages af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, men straffrihed efter artikel 31, stk. 1, forudsætter ikke, at det er endeligt afgjort, om en tiltalt er konventionsflygtning.
Han er flygtning i artikel 31's forstand. Han er af moralske og politiske grunde imod den til-gang, som den ukrainske regering har til krigen mod Rusland. Han ønsker derfor ikke at del-tage i kamphandlingerne, og han har protesteret mod, at de ukrainske myndigheder vælger at indsætte mindre duelige mænd som soldater i forreste frontlinje i krigen, hvor risikoen for at blive dræbt er betydelig. Det er ikke muligt at undgå tvangsrekrutteringen og indsættelsen på frontlinjen, medmindre man skjuler sig for de ukrainske rekrutteringsmyndigheder.
Han opfylder kravene i artikel 31 om at komme direkte fra et område, hvor hans liv var truet, og om at have henvendt sig uopholdeligt til de danske myndigheder.
Det forhold, at en asylansøger i princippet kunne have valgt at søge asyl i en anden konven-tionsstat (under sin flugt eller i øvrigt), er ikke en omstændighed, der medfører, at der ikke foreligger "rimelig grund" som nævnt i artikel 31, stk. 1. Når en asylansøger har en velbe-grundet frygt for forfølgelse i sit hjemland, er dette tilstrækkeligt til at konstatere, at der fore-ligger "rimelig grund" til ulovlig indrejse i en konventionsstat – uanset om den ulovlige ind-rejse er sket ved dokumentfalsk eller overtrædelse af et indrejseforbud. Det er i den forbindel-se relevant, at han tidligere har haft beskyttelse i Danmark efter særloven om ukrainske stats-borgere.
Hvis Højesteret finder, at han ikke formelt set på nuværende tidspunkt kan anses for omfattet af Flygtningekonventionen, skal der meddeles strafbortfald eller ske formildelse af straffen.
- 3 -
Anklagemyndigheden har anført navnlig, at Flygtningekonventionens artikel 31 ikke kan be-grunde, at Tiltalte er straffri.
Det fremgår af artikel 31, stk. 1, at beskyttelsen mod strafforfølgning forudsætter, at den på-gældende er flygtning i konventionens forstand, og at flere kumulative betingelser er opfyldt, herunder at den pågældende ”kommer direkte fra et område…” , og at den pågæld ende ”uop -holdeligt henvender sig til myndighedern e” og godtgør, at den pågældende h ar haft ”rimelig grund” til sin ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.
Betingelserne om, at Tiltalte er kommet ”direkte” , og at han ”uopholdeligt har henvendt sig til myndigh ederne” , er opfyldt i den foreliggende sag. Han har imidlertid ikke haft ”rimelig grund” til sin ulo vlige indrejse i netop Danmark.
Der er ikke pligt for en person til at søge international beskyttelse ved første reelle mulighed, men Flygtningekonventionen giver ikke flygtninge ret til selv at vælge asylland.
Tiltalte har haft alle muligheder for at indrejse i et andet land – herunder et andet EU-land – og ansøge om asyl der. Han er ved dom af 11. oktober 2023 udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Han er ikke udvist af andre lande end Danmark, hans ene barn op-holder sig i Italien, hans andet barn opholder sig i Tyskland, og han har ikke nogen familie-mæssig tilknytning til Danmark. Han har således ikke haft rimelig grund til den ulovlige ind-rejse i netop Danmark.
Statens interesse i, at Tiltalte ikke skal indrejse i Danmark, hvor han er udvist af hensyn til den offentlige orden, må gå forud for hans interesse i lige netop at vælge Danmark som asylland.
Kompetencen til at afgøre, hvorvidt en person ved indrejsen var konventionsflygtning, til-kommer udlændingemyndighederne. Det må anses for meget tvivlsomt, om Tiltalte vil blive anset for flygtning i konventionens forstand. Under alle omstændigheder er der ikke grundlag for at udsætte sagen på Flygtningenævnets afgørelse, da betingelsen om ”rimelig grund ” som nævnt ikke er opfyldt. Hvis Højesteret imidlertid finder, at det er af afgørende betydning for sagen, om udlændingemyndighederne tildeler Tiltalte opholdstilla-
- 4 -
delse som konventionsflygtning, må sagens afgørelse afvente Flygtningenævnets endelige afgørelse.
Der er ikke grundlag for at meddele strafbortfald eller at formilde straffen.
Højesterets begrundelse og resultat
Tiltalte blev i 2023 idømt 4 måneders fængsel for vold og vidnetrusler og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Han blev prøveløsladt den 10. november 2023 og udrejste af landet samme dag.
Han indrejste på ny i Danmark den 4. marts 2024, hvor han blev anholdt. I forbindelse med anholdelsen ansøgte han om asyl. Han har forklaret, at han forlod sin bopæl i Ukraine en eller to dage forinden, og at han var rejst via Moldova og Tyrkiet til Danmark.
Han er i denne sag fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved at være indrejst her i landet i strid med det nævnte indrejseforbud. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 1 år og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Udlændingestyrelsen har efter landsrettens dom meddelt ham afslag på asyl. Afgørelsen er påklaget til Flygtningenævnet.
Sagen angår for Højesteret navnlig, om Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, medfører, at Tiltalte ikke kan straffes for at være indrejst i strid med det indrejseforbud, som han blev meddelt i 2023.
Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, bestemmer, at flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i konventionens forstand, og uden tilladelse ind-rejser til eller befinder sig inden for de kontraherende staters område, ikke i disse stater skal kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilste-deværelse.
- 5 -
Det fremgår af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, at en udlænding, som indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud, der er meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel, straffes med fængsel fra 1 år indtil 3 år.
For at undgå krænkelse af artikel 31, stk. 1, må udlændingelovens § 59 b, stk. 2, forstås på den måde, at der ikke er tale om en retsstridig (strafbar) handling omfattet af bestemmelsen, hvis betingelserne for straffrihed efter artikel 31 er opfyldt, jf. herved Højesterets dom af 17. juni 2025 (UfR 2025.3662) om straffelovens § 174.
Højesteret finder, at artikel 31, stk. 1, i overensstemmelse med sin ordlyd og sit formål må forstås således, at bestemmelsen også finder anvendelse, hvor indrejse er ulovlig som følge af et indrejseforbud.
Det er en betingelse for straffrihed efter artikel 31, stk. 1, at Tiltalte er konven-tionsflygtning, jf. herved Højesterets dom af 3. februar 2012 (UfR 2012.1670) og kendelser af 21. december 2023 (UfR 2024.1334 og UfR 2024.1341).
Afgørelsen af, om Tiltalte er konventionsflygtning, træffes af udlændingemyndig-hederne, der som nævnt endnu ikke har truffet en endelig afgørelse.
Højesteret ophæver derfor byrettens dom og landsrettens dom og hjemviser sagen til fornyet behandling ved byretten, når der er taget endelig stilling til Tiltaltes ansøgning om asyl.
Højesteret bemærker herved om de øvrige betingelser for straffrihed efter artikel 31, stk. 1, at det er ubestridt, at Tiltalte henvendte sig til de danske myndigheder uden ophold, og at han – hvis han anerkendes som konventionsflygtning – er kommet direkte fra et område, hvor hans liv eller frihed var truet i konventionens forstand. Højesteret finder endvidere, at Tiltalte på det foreliggende grundlag må anses for at opfylde betingelsen om at have haft rimelig grund til at indrejse her i landet. Dette gælder, selv om han er indrejst i strid med et indrejseforbud, og selv om han muligvis kunne være rejst til et andet land end Dan-mark og søgt asyl der.
- 6 -
Thi kendes for ret:
Byrettens dom og landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til byretten.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.