Kendelse
Retten i Hillerød
Den 20. januar 2025 kl. 13:00 blev fogedretten sat på dommerkontoret af Dommer.
Der blev foretaget FS 4297/2024
Gældsstyrelsen
Universitetsvej 2
4000 Roskilde
j.nr. 24-1480413
mod
Klager
Adresse
3400 Hillerød
Ingen indkaldt eller mødt.
Det tidligere fremlagte var til stede.
Der blev afsagt
Kendelse
Sagen angår spørgsmålet om en klage over et udlæg foretaget af Gældsstyrelsen den 19. september 2024 i klagers bankindestående for i alt 119.776,97 kr. på baggrund af fordringer vedrørende B-skatter og restskatter fra Skatteforvaltningen og ejendomsbidrag fra Hillerød kommune.
Gældsstyrelsen har fremsat påstand om, at udlægget stadfæstes.
Klager har fremsat påstand om, at udlægget ophæves.
Sagsfremstilling
Den 27. august 2024 foretog Gældsstyrelsen bekendtgørelse i de mest almindelige dagblade, jf. skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1 (bilag 20 og 21).
Den 9. september 2024 afsagde Fogedretten i Hillerød (sagsnummer FS 2736/2024) en kendelse om at ophæve et udlæg foretaget den 17. juni 2024 af Gældstyrelsen på 106.209,82 kr. Af fogedrettens kendelse fremgik følgende:
”…
Fogedretten finder for så vidt angår udlægget i klagers konto vedrørende kravet registreret i PSRM, at det må anses for foretaget i strid med retsplejelovens § 493, stk. 1, 2. pkt., jf. afgørelsen trykt i U.2024.3235Ø, idet Gældsstyrelsen ikke fremmede sagen i overensstemmelse med den
vejledning, som klager havde fået i tilsigelsen om udeblivelsesvirkningerne, men valgte at fortsætte udlægsforretningen direkte i klagers bank.
…”
Fogedrettens kendelsen af 9. september 2024 blev ikke kæret.
Gældsstyrelsen besluttede herefter at foretage en ny udlægsforretning på baggrund af de samme fordringer, som udlægget på de 106.209,82 kr. blev foretaget, tillagt nytilkomne fordringer. Ved brev af 13. september 2024 (bilag 4) blev klager således tilsagt til den nye udlægsforretning den 19. september 2024 på Adresse, 3400 Hillerød. Af tilsigelsen fremgik det blandt andet, at der var mødepligt til udlægsforretningen, samt at konsekvensen ved udeblivelse var at:
”…
Hvis du ikke er på din adresse, kan pantefogeden uden yderligere varsel møde op på dit opholdssted eller hvor dine aktiver befinder sig, senere samme dag eller dagen efter. Pantefogeden vil i den forbindelse kunne foretage udlæg i ethvert af dine aktiver, uanset hvor de befinder sig.
…”
Endvidere fremgik det af tilsigelsen, at baggrunden for udlægsforretningen var en række fordringer bestående af B-skatter, restskatter og ejendomsbidrag (bilag 13-19).
Idet klager var fritaget for digital post, blev brevet sendt med fysisk post (bilag 5).
Endvidere blev tilsigelsen fremsendt til klager via BlueWhale (et sikkert mailsystem) den 17. september 2024 (bilag 6). Samme dag åbnede klager mailen med tilsigelsen, og fremsendte endvidere en indsigelse til Gældsstyrelsen vedrørende udlægsforretningen (bilag 7).
Den 18. september 2024 udtog klager stævning ved Københavns Byret mod Skatteforvaltningen med følgende påstand (bilag 20):
”…
Skatteforvaltningen skal til Klager betale 180.000,00 kr. med procesrente fra den 18. september 2024 af 180.000,00 kr. Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgers omkostninger ifm retssag BS-14224/2023-HIL grundet åbenlys chikane af, eller groft culpøs adfærd ifm behandlingen af, aktindsigtssater til brug for retssag.
…”
Den 19. september 2024 blev der afholdt udlægsforretning som varslet (bilag 9).
Pantefogeden foretog udlæg i klagers eventuelle bankindestående hos Nordea (bilag 10):
•Konto nr. 1
•Konto nr. 2
•Konto nr. 3
•Konto nr. 4
Der blev i den forbindelse efterladt 10.000 kr. til leveomkostninger resten af måneden.
Der blev desuden foretaget udlæg i tilgodehavende hos Gældsstyrelsen på 106.209,82 kr. samt klagers faste ejendom, Adresse, 3400 Hillerød, Matrikel nr. med besked om, at begge dele ville blive frafaldet, såfremt der var dækning på klagers konti. Idet der var dækning, frafaldt Gældsstyrelsen disse udlæg efterfølgende.
Den 19. september 2024 blev klager via BlueWhale orienteret om de foretagne udlæg (bilag 11). Samme dag gjorde klager indsigelse over udlægsforretningen (bilag 12).
Parternes argumenter
Gældsstyrelsen har til støtte for sin påstand om at udlægget stadfæstes gjort gældende, at udlægget er foretaget på baggrund af gæld til det offentlige, som er tillagt udpantningsret, og at de formelle betingelser for forretningen er iagttaget.
For så vidt angår spørgsmålet om forkyndelse og underretning har Gældsstyrelsen gjort gældende, at forkyndelse er sket med hjemmel i skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1, hvor bekendtgørelse er foretaget den 27. august 2024 i de mest almindelige dagblade. Hertil har Gældsstyrelsen gjort gældende, at fuldbyrdelsesfristen på 7 dage i retsplejelovens § 485 således er overholdt. Ydermere har Gældsstyrelsen gjort gældende, at underretningen, som blev foretaget den 13. september 2024 og 17. september 2024 har været tilstrækkelig til at give klager mulighed for at afværge udlægsforretningen.
For så vidt angår spørgsmålet om fordringerne, har Gældsstyrelsen gjort gældende, at disse er retskraftige fordringer vedrørende B-skatter, restskatter samt ejendomsbidrag fra Hillerød Kommune, idet disse er oversendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen efter udløb af betalingsfristen og idet der er gennemført sædvanlig rykkerprocedure, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3, samt at der ikke er fundet grundlag for at sætte fordringer i bero trods klagers indsigelser og stævning mod Skatteforvaltningen.
Gældsstyrelsen har herunder gjort gældende, at deres udlæg i klagers bankindestående er sket i overensstemmelse med retsplejelovens §§ 507-508, herunder at oplysningen i tilsigelsen om, at klager ville blive kontaktet umiddelbart forud for udlægsforretningen, ikke skyldes et krav i lovgivningen, og således ikke kan have betydning for, om udlægsforretningen er foretaget korrekt.
Klager har til støtte for sin påstand om at udlægget ophæves gjort gældende, at Gældsstyrelsen med denne udlægsforretning har forsøgt at omgå Fogedrettens kendelse af 9. september 2024, herunder idet Gældsstyrelsen i forbindelse med udlægsforretningen den 19. september 2024 fortsat var i besiddelse af de bankindeståender, som Fogedretten den 9. september 2024 havde besluttet skulle ophæves.
Klager har endvidere gjort gældende, at han har et krav om modregning på baggrund af en stævning foretaget imod Skatteforvaltningen den 18. september 2024, hvilket klager gjorde opmærksom på forud for udlægsforretningen den 19. september 2024 ved at hænge et brev på
døren.
Ydermere har klager gjort gældende, at Gældsstyrelsen ikke overholder den procedure som fremgår af tilsigelsen, idet han ikke blev kontaktet af pantefogeden forud for udlægsforretningen, men selv måtte gøre det.
Fogedrettens begrundelse og resultat
Indkaldelsesmåde
Udlægforetaget af en pantefoged ved Gældsstyrelsen følger af
skatteinddrivelsesloven. Det fremgår af skatteinddrivelseslovens § 5, stk. 1, at udlæg, hvis ikke andet er bestemt i loven, foretages efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47.
Det følger af retsplejelovens § 493, stk. 1, 1. pkt., at meddelelse om forretningen skal forkyndes for skyldneren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Af skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1 fremgår det dog, at forkyndelse for de enkelte skyldnere kan erstattes af en bekendtgørelse i de mest udbredte dagblade. Bekendtgørelse kan først ske efter sidste rettidige betalingsdag, og udlæg kan tidligst foretages 7 dage efter bekendtgørelsen.
I nærværende sag foretog Gældsstyrelsen bekendtgørelse i de mest udbredte dagblade den 27. august 2024, jf. skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1. Gældsstyrelsen havde allerede den 17. juni 2024 foretaget udlæg for en række af de samme fordringer. Denne udlægsforretning afventede på tidspunktet for bekendtgørelsen stillingtagen i Fogedretten, idet klager havde gjort indsigelser.
Fogedretten lægger således til grund, at Gældsstyrelsen på tidspunktet for bekendtgørelsen ikke havde påtænkt eller planlagt den udlægsforretning, som nærværende sag omhandler.
På baggrund heraf, finder fogedretten ikke, at den bekendtgørelse der skete den 27. august 2024, kan udgøre en bekendtgørelse som nævnt i skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1, hvorfor det lægges til grund, at der skal være sket forkyndelse i medfør af retsplejelovens § 493, stk. 1, 1. pkt.
Som sagen er oplyst, blev udlægsforretningen forkyndt for klager den 17. september 2024. Idet det følger af retsplejelovens § 485, stk. 1, at fuldbyrdelsesfristen er 7 dage efter dagen for meddelelse (forkyndelse) om forretningen når kravet er tillagt udpantningsret, overholder udlægsforretningen den 19. september 2024 ikke denne frist.
Fogedretten finder således under disse omstændigheder ikke, at klager har været behørigt indkaldt, jf. retsplejelovens § 493, stk. 3 og § 485, stk. 1.
Tilsigelsen
Fogedretten lægger til grund, at klager i tilsigelsen modtog orientering
om,at han ville blive kontaktet forud for udlægsforretningen.
Fogedretten lægger endvidere til grund, at klager og Gældsstyrelsen på klagers initiativ var i dialog forud for udlægsforretningen.
Uagtet om kontakten forud for fogedforretningen skete på klagers initiativ, finder Fogedretten ikke, at det kan tillægges selvstændig betydning for vurderingen af, om udlægsforretningen er foretaget korrekt.
Udlæg ophævet ved kendelse af 9. september 2024
Fogedretten i Hillerød afsagde den 9. september 2024 kendelse om at ophæve et udlæg foretaget af Gældsstyrelsen hos klager, på baggrund af en række af de samme fordringer, som danner baggrund for udlægget i nærværende sag.
Fogedretten finder dog ikke, at ophævelsen af udlægget den 9.
september 2024 havde betydning for, om Gældsstyrelsen kunne foretage udlæg på ny i de samme fordringer i forbindelse med udlægsforretningen den 19. september 2024. Fogedretten bemærker i den forbindelse, at parterne er enige om, at den ophævede del af udlægget blev tilbagebetalt i september 2024.
Modregning
Gældsstyrelsen har inddrevet krav på vegne af Skatteforvaltningen og Hillerød kommune. Ifølge det oplyste, har klager anlagt sag imod Skatteforvaltningen dagen før udlægsforretningen for et krav på 180.000 kr., som han mener at have i forbindelse med Skatteforvaltningens behandling af en række aktindsigtsanmodninger.
På baggrund af de i sagen angivne oplysninger finder fogedretten ikke,
atklager på tidspunktet for udlægsforretningen havde et krav på
modregning mod Skatteforvaltningen.
På baggrund af bemærkningerne om den manglende forkyndelse af udlægsforretningen, er det fogedrettens vurdering, at de formelle betingelser for udlægsforretningen i skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1 og retsplejelovens § 493, stk. 3 og § 485, stk. 1 ikke er overholdt. Herefter,
bestemmes:
Udlægget ophæves.
Sagen sluttet.
Fogedretten hævet.
Dommer
Dommer