Dom
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt tirsdag den 16. december 2025
Sag BS-40458/2025-HJR
Kærende, tidligere Appellant
(advokat Lars Sandager)
mod
Alm. Brand Forsikring A/S
(advokat Mikkel Bruun-Larsen)
I tidligere instans er afsagt kendelse af Østre Landsrets 14. afdeling den 23. april 2025 (BS-9023/2025-OLR).
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Dahl Jensen, Kristian Korfits Nielsen og Rikke Foersom.
Påstande
Kærende, tidligere Appellant, har nedlagt påstand om, at han meddeles tilladelse til at anke Københavns Byrets dom af 8. juli 2024 til landsretten, subsidiært at sagen hjemvises til fortsat behandling ved landsretten med henblik på landsrettens af-gørelse om tilladelse til at anke efter ankefristens udløb.
Indkærede, Alm. Brand Forsikring A/S, har påstået stadfæstelse. Over for den subsidiære påstand har Alm. Brand Forsikring påstået afvisning, subsidiært frifindelse.
Sagsfremstilling
Den 8. juli 2024 afsagde Københavns Byret dom i en civil sag mellem Kærende, tidligere Appellant og Alm. Brand Forsikring A/S, hvor Kærende, tidligere Appellant havde nedlagt påstand om betaling af 975.333,34 kr. for tab af erhvervsevne i anledning af, at han kom til
2
skade med bl.a. venstre skulder i et færdselsuheld den 17. december 2005. Ved dommen blev Alm. Brand Forsikring frifundet.
Den 30. juli 2024 ansøgte Kærendes, tidligere Appellant advokat, advokat Lars Sandager, Civil-styrelsen om fri proces til at anke dommen. Vedlagt ansøgningen var et udkast til ankestævning.
Samme dato, den 30. juli 2024, sendte advokat Lars Sandager et brev til Alm. Brand Forsikring, hvori han anførte:
”Jeg er ikke enig i Københavns Byrets dom, og jeg har søgt om fri pro-ces til at anke den. Min klient kan ikke anke dommen uden at få fri pro-ces.
Jeg vedhæfter kopi af ankestævning og ansøgning.
Skulle der blive givet fri proces, vil jeg søge om oprejsningsbevilling og anke.”
Den 24. januar 2025 bevilgede Civilstyrelsen Kærende, tidligere Appellant fri proces til at anke byrettens dom.
Den 18. februar 2025 indgav advokat Lars Sandager på vegne af Kærende, tidligere Appellant an-modning til landsretten om tilladelse til at anke dommen efter ankefristens ud-løb.
Ved kendelse af 23. april 2025 besluttede landsretten, at Kærendes, tidligere Appellant anmod-ning om tilladelse til at anke byrettens dom efter ankefristens udløb ikke kunne tages til følge. I landsrettens præmisser hedder det:
”Københavns Byret afsagde dom i sagen den 8. juli 2024. Det følger af retsplejelovens § 372, stk. 1, og stk. 2, 5. pkt., at ankefristen er 4 uger, men at ankeinstansen undtagelsesvis kan tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse.
Kærendes, tidligere Appellant ansøgning om fri proces blev indgivet til Civilstyrelsen den 30. juli 2024, dvs. inden udløbet af ankefristen den 5. august 2024.
Kærendes, tidligere Appellant anmodning om anketilladelse til landsretten blev imidler-tid først indgivet den 18. februar 2025, dvs. 3 uger og 4 dage efter Civil-styrelsens bevilling af fri proces den 24. januar 2025. Landsretten finder, at anmodningen om anketilladelse ikke er indgivet inden rimelig tid ef-ter Civilstyrelsens bevilling af fri proces, og der findes på den baggrund ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag
3
for undtagelsesvis at meddele tilladelse til anke efter ankefristens ud-løb, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt.
Anmodningen om tilladelse til anke efter ankefristens udløb tages der-for ikke til følge.”
Retsgrundlag
Retsplejelovens § 372, stk. 1 og 2, er sålydende:
”§ 372. Ankefristen er 4 uger. Fristen regnes fra dommens afsigelse. Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning til den ret, hvis dom indankes. Den ret, hvis dom indankes, sender inden 1 uge efter modta-gelse af anken sagens dokumenter til ankeinstansen. Anke skal ske in-den ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2, § 371 eller § 453, stk. 2, inden 4 uger efter, at tilladelsen er med-delt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankein-stansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladel-sens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens ud-løb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reg-lerne i § 392, stk. 3-5.”
Bestemmelsen i stk. 2 blev indsat ved lov nr. 390 af 14. juni 1995. Forud for lov-ændringen lå kompetencen til at meddele tilladelse til at anke eller kære efter appelfristens udløb (oprejsningsbevilling) hos Justitsministeriet (Civilretsdirek-toratet), jf. dagældende retsplejelovs § 397 (lovbekendtgørelse nr. 609 af 19. de-cember 1969).
I Retsplejerådets betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager, s. 40 ff., er anført bl.a. følgende i relation til et forslag om at overføre kompetencen til at bevilge oprejsningsbevilling fra Justitsministeriet til domstolene:
”C. Baggrunden for de gældende regler om processuelle tilladelser og tidligere forslag til ændring af disse
…
Allerede i 1924 tog det stående retsplejeudvalg kompetencespørgsmålet op på ny i en skrivelse til justitsministeren. Retsplejeudvalget fandt det uheldigt, at ”Retsplejeloven har bibeholdt den tidligere gældende Ord-ning, hvorefter de sædvanlige processuelle Tilladelser meddeles af Ad-ministrationen, og finder det bedre stemmende med hele Retsplejelo-vens Aand, at Retsplejen ogsaa for saa vidt opnaar en af Administratio-
4
nen uafhængig Stilling” . Retsplejeudvalget foreslog beføjelsen til at meddele tredjeinstansbevilling henlagt til landsretten.
Justitsministeriet nedsatte i 1929 et udvalg med højesteretsdommer Person 3 som formand til at udarbejde forslag til forskellige æn-dringer i retsplejeloven. Udvalget beskæftigede sig bl.a. med en omord-ning af reglerne om processuelle tilladelser. Udvalget afgav betænkning i 1930. Uddrag af betænkningen fra 1930 angående de processuelle tilla-delser er optaget som bilag 2 til denne betænkning. Som det fremgår heraf foreslog udvalget af 1929 bl.a.:
1) at de processuelle tilladelser, der meddeles af administrationen, fremtidig skulle gives af domstolene,
2) at reglerne om de processuelle tilladelser blev samlet i et enkelt kapi-tel i retsplejeloven, og
3) at betingelserne for at opnå de nævnte tilladelser blev gjort mere ens-artede.
I det forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje, som justitsmini-steren fremsatte i november 1930, blev udvalgets forslag vedrørende procesbevillingerne ikke medtaget. I bemærkningerne til forslaget an-førtes som begrundelse herfor (Rigsdagstidende 1930- 31, tillæg A, sp. 4878):
…
”Justitsministeriet maa anse det for lidet heldigt, at det i disse Tilfælde bliver Domstolene, der selv bestemmer, om de af dem trufne Afgørelser skal kunne bringes frem for højere Instans.
…
Hertil kommer yderligere følgende: Efter Retsplejelovens § 332 meddeles fri Proces i 2den Instans af Justitsministeren. Naar der ansøges om fri Proces, kan det i Praksis ofte ikke undgaas, at Ankefristen under Behandlingen af Ansøgningen udløber, og der maa da i disse Tilfælde, naar fri Proces meddeles, ogsaa gives Anketilladelse. Dersom nu denne Tilladelse, som af Udvalget foreslaaet, skal gives af Domstolene, vil den paagældende altsaa ofte blive nødt til først at søge Justitsministeren om fri Proces og derefter Retten om Anketilladelse. Men denne Fremgangsmaade synes unødig omstændelig i Betragtning af, at Retten i saadanne Tilfælde maa antages saa godt som altid at ville give den ansøgte Anketilladelse.”
…
5
E. Retsplejerådets forslag
Efter rådets opfattelse bør tredjeinstansbevillinger, oprejsningsbevillin-ger og tilladelser efter § 962, stk. 2, fremtidig gives af domstolene.
…
2. Oprejsningsbevillinger.
Som tidligere nævnt er det kun i borgerlige sager, at tilladelse til at anke efter udløbet af ankefristen meddeles af administrationen. I straffesager tilkommer kompetencen retten. Selv om fristen er udløbet, fremsættes ankemeddelelse på sædvanlig måde, og den overordnede ret admitterer anken, dersom den ankende gør antageligt, at den omstændighed, hvorpå anken grundes, først senere er blevet ham bekendt, eller at fri-stens oversiddelse i øvrigt skyldes grunde, der ikke kan tilregnes ham. I modsat fald afvises anke, jfr. retsplejelovens § 949, stk. 2.
Efter rådets opfattelse bør der i borgerlige sager indføres samme ordning, som gælder i straffesager i dag. Da kun én myndighed (den overordnede ret) skal behandle sagen, er ordningen arbejdsbesparende og vil medvirke til at nedbringe den tid, det tager at få en endelig retsafgørelse.
Som det fremgår af oplysningerne side 36, følger justitsministeriet en ret lempelig praksis i disse sager. Rådet mener, at der kunne være an-ledning til at følge en noget strengere kurs, således at ankesagen i til-fælde af for sen anke kun fremmes, hvis særlige forhold gør sig gæl-dende, se side 44 om det tilsvarende problem med hensyn til medde-lelse af tredjeinstansbevilling. Rådet har dog ikke ment at burde opstille nærmere retningslinjer for, hvornår tilladelse skal meddeles, men me-ner udformningen af en praksis også på grund af sagernes forskelligar-tethed må overlades til retterne.
Det har til fordel for den gældende ordning været anført, at denne ord-ning medfører mindre administration i de tilfælde, hvor den, der anker, søger fri proces. I disse tilfælde vil det af tidsmæssige grunde ofte være nødvendigt tillige at give oprejsningsbevilling, og det er derfor en for-del, at samme myndighed (justitsministeriet) kan meddele begge tilla-delser. Rådet er for så vidt enig i, at det kan være en fordel, at begge til-ladelser meddeles af samme myndighed, men mener, dette bør opnås ved, at også kompetencen til at meddele fri proces henlægges til dom-stolene. I øvrigt vil der næppe vise sig ulemper af væsentlig betydning ved en adskillelse af kompetencerne vedrørende anketilladelse og fri proces. Parten kan anke sagen inden ankefristens udløb, selv om han endnu ikke har fået svar på sin ansøgning om fri proces. Efter de gæl-
6
dende regler, jfr. retsafgiftslovens § 62, skal der normalt betales retsaf-gift samtidig med, at anken iværksættes, og der er ikke hjemmel til at tilbagebetale afgiften, hvis appellanten, fordi han ikke opnår fri proces, opgiver at gennemføre ankesagen. Retten kan næppe med hjemmel i retsafgiftslovens § 62 undlade at kræve afgiften betalt straks og i stedet fastsætte en frist for betalingen – eventuelt en vis tid efter, at appellan-ten har fået svar på sit andragende om fri proces – således at såvel be-gæringen som afgiften bortfalder, hvis fristen ikke overholdes. Rådet kan imidlertid anbefale, at der ved ændring af retsafgiftsloven indføres en sådan hjemmel. I øvrigt er det næppe tænkeligt, at retten vil afvise at behandle en anke, hvis der er søgt fri proces inden ankefristens udløb, og anken iværksættes straks, efter at fri proces er meddelt.”
Retsplejerådets forslag blev ikke gennemført, men spørgsmålet om kompeten-ceoverførsel til domstolene blev på ny taget op i Retsplejerådets betænkning nr. 1222/1991 om 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger. I betænkningen s. 69 ff. er anført bl.a. følgende:
”Kapitel 5.
Oprejsningsbevillinger og 2. instansbevillinger.
…
2. Oprejsningsbevillinger.
2.1. Civile sager.
…
Efter Justitsministeriets praksis lægges der ved afgørelsen af en ansøg-ning om oprejsningsbevilling navnlig vægt på, om fristoverskridelsen kan anses for undskyldelig, hvilket f.eks. ikke antages at være tilfældet, hvis overskridelsen skyldes fejl fra advokatens side.
…
2.4. Retsplejerådets forslag.
I betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager foreslog Retsplejerådet i forbindelse med forslaget om at overføre kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til domstolene, at kompetencen til at meddele oprejsningsbevilling i civile sager overføres til domstolene bl.a. under henvisning til, at en sådan ordning vil være arbejdsbespa-rende og medvirke til at nedbringe den tid, det tager at få en endelig retsafgørelse.
Retsplejerådet omtaler i betænkningen de problemer, der vil kunne op-stå, hvis kompetencen til at træffe afgørelse om oprejsningsbevilling fjernes fra den myndighed, som tager stilling til ansøgninger om fri pro-
7
ces, og hvis sagsbehandlingstid ofte bevirker, at appelfristerne overskri-des.
Rådet peger imidlertid på, at appellanten i sådanne tilfælde vil være nødt til selv (foreløbigt) at afholde udgifterne til retsafgift, og at rettens praksis med hensyn til oprejsningsbevillinger i sådanne tilfælde i øvrigt formentlig vil være mere lempelig.
…
Retsplejerådet har af de ovenfor anførte grunde fundet at burde udar-bejde udkast til lovforslag, hvorefter også kompetencen til at meddele oprejsningsbevilling overføres til domstolene.”
Af bemærkningerne til det lovforslag, som Retsplejerådet udarbejdede, fremgår bl.a. (betænkning 1222/1991, s. 84):
”Til nr. 6, 10, 12 og 18-20.
Forslagene indebærer, at kompetencen til i civile sager, fogedsager og skiftesager at give tilladelse til anke eller kære efter appelfristens udløb (oprejsningsbevillinger) overføres til ankeinstansen. Reglerne foreslås i øvrigt ikke ændret…”
Retsplejerådets forslag, som også omfattede forslag vedrørende kompetence til at meddele appeltilladelser, blev ikke gennemført, idet Justitsministeriet på baggrund af drøftelserne i Folketinget tilbagekaldte lovforslaget og anmodede Retsplejerådet om at afgive en betænkning om spørgsmålet om, hvorvidt der burde oprettes et procesbevillingsnævn. I Retsplejerådets betænkning nr. 1260/1993 om dette spørgsmål gentages rådets tidligere forslag om overførsel af kompetencen vedrørende oprejsningsbevillinger til domstolene.
På baggrund af betænkning nr. 1260/1993 fremsatte Justitsministeriet et lov-forslag, som bl.a. indebar overførsel af kompetencen til at meddele oprejsnings-bevillinger til domstolene (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, lovforslag nr. L 217, s. 2940 ff.). I bemærkningerne til den foreslåede § 372, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 7) er anført bl.a. følgende (s. 2959):
”Til nr. 7, 11, 13 og 19-21
Forslagene indebærer, at kompetencen til i civile sager, fogedsager og skiftesager at give tilladelse til anke eller kære efter appelfristens udløb (oprejsningsbevillinger) overføres til appelinstansen. Reglerne foreslås i øvrigt ikke ændret...”
Parternes synspunkter
8
Kærende, tidligere Appellant har anført navnlig, at betingelserne for at meddele tilladelse til
anke efter ankefristens udløb er opfyldt, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt.
Alm. Brand Forsikring A/S blev allerede ved hans advokat Lars Sandagers brev af 30. juli 2024 gjort bekendt med, at han havde ansøgt om fri proces, og at han agtede at søge oprejsningsbevilling, hvis anmodningen om fri proces blev imødekommet. Derfor er der ikke noget indrettelseshensyn at tage til forsikringsselskabet.
Efter ansøgningen om fri proces blev sagen udsat i godt seks måneder på Civil-styrelsens behandling af sagen. Uden forudgående varsel traf Civilstyrelsen den 24. januar 2025 afgørelse om fri proces. Tidsforløbet viser, at det har været uden større betydning for parternes forberedelse, indrettelseshensyn eller sagens samlede tidsmæssige forløb, om der gik en uge mere eller mindre med at an-søge om oprejsningsbevilling.
En ansøgning om oprejsningsbevilling, der indgives inden 4 uger efter mod-tagelse af fri proces, er principielt altid rettidig.
Retsplejeloven indeholder ingen frister for indgivelse af ansøgning om oprejs-ningsbevilling. Det er et almindelige processuelt princip, at sager skal fremmes inden rimelig tid.
Hvad der konkret er rimelig tid skal vurderes i lyset af, at retsplejeloven gen-nemgående opererer med ankefrister på 4 uger, og det er ubegrundet, at der skulle gælde en kortere frist til at søge om anketilladelse. Hans ansøgning om oprejsningsbevilling blev fremsat inden rimelig tid efter modtagelsen af fri pro-ces.
Den tid, der gik fra Civilstyrelsens afgørelse til hans advokats indgivelse af an-modning om oprejsningsbevilling, er udtryk for almindelig travlhed på et advo-katkontor i forbindelse med ferieperioder og er ikke udtryk for manglende fremme af sagen.
Det er fast praksis, at en parts behov for fri proces er en rimelig grund til at give tilladelse til anke efter ankefristens udløb. Alm. Brand Forsikrings forslag til, hvordan han kunne anke uden at have modtaget fri proces, kunne han af øko-nomiske grunde ikke benytte, idet selve det, at han anlagde sagen, ville påføre ham ikke uvæsentlige udgifter.
Alm. Brand Forsikring A/S har anført navnlig, at betingelserne i retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt., for at meddele tilladelse til at anke byrettens dom efter ankefristens udløb ikke er opfyldt.
9
Lovens udgangspunkt er, at ankefristen er 4 uger, og at ankestævninger indle-veret senere afvises. Det er kun undtagelsesvis, at anke kan tillades efter fristens udløb. I denne vurdering lægges der navnlig vægt på, om fristoverskridelsen har været undskyldelig, herunder om ansøgningen er indgivet inden for rimelig tid.
Der foreligger ikke relevante undskyldelige omstændigheder, og ansøgningen er ikke indleveret inden rimelig tid. Byretten afsagde dom den 8. juli 2024, og ansøgningen om oprejsningsbevilling blev først indgivet den 18. februar 2025, dvs. mere end 7 måneder senere.
Kærendes, tidligere Appellant overskridelse af ankefristen var helt bevidst og skyldtes, at han er uden økonomiske midler.
Kærendes, tidligere Appellant ansøgning om fri proces til Civilstyrelsen blev ikke indgivet i umiddelbar tilknytning til afsigelsen af byrettens dom, men først den 30. juli 2024.
Kærende, tidligere Appellant modtog Civilstyrelsens bevilling af fri proces den 24. januar 2025, men indgav først anmodning om oprejsningsbevilling til landsretten den 18. fe-bruar 2025, dvs. 3 uger og 4 dage efter meddelelsen om fri proces. Kærende, tidligere Appellant har herved ikke indgivet anmodning om oprejsningsbevilling inden rimelig tid efter bevillingen af fri proces.
Travlhed og ferie hos Kærendes, tidligere Appellant advokat er ikke en undskyldelig omstændig-hed.
En retsstilling, hvor der automatisk meddeles tilladelse til anke efter ankefri-stens udløb i tilfælde, hvor der meddeles fri proces, strider imod retsplejelovens § 372, stk. 1, hvorefter ankefristen er 4 uger, og det strider imod stk. 2, 5. pkt., hvorefter der kun undtagelsesvis kan tillades anke efter ankefristens udløb. En sådan retsstilling medfører, at ankefristen er uden nogen betydning for appel-lanter, som opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. En sådan retsstil-ling medfører også, at det reelt bliver Civilstyrelsen, som træffer afgørelse om, hvorvidt anke efter ankefristens udløb kan tillades, hvilket strider imod retsple-jelovens kompetencefordeling. Det vil stride mod ankefristens formål og ud-gøre et kontradiktorisk problem, idet indstævnte ikke har nogen indflydelse på Civilstyrelsens sagsbehandling.
Kærende, tidligere Appellant kunne uden advokatbistand på domstolenes sagsportal have gene-reret en automatisk appel inden fristens udløb og samtidig anmodet om, at sa-gen blev sat i bero på Civilstyrelsens afgørelse om fri proces. Alternativt kunne han have anket med påstand om et mindre beløb og taget forbehold for at for-høje påstanden.
10
Der er ikke grundlag for at antage, at byrettens dom er åbenbart forkert.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om Kærende, tidligere Appellant skal meddeles tilladelse til at anke Københavns Byrets dom af 8. juli 2024 i en sag mod Alm. Brand Forsikring A/S, hvor Kærende, tidligere Appellant har nedlagt påstand om betaling af 975.333,34 kr. for tab af erhvervsevne i anledning af, at han kom til skade med bl.a. venstre skulder i et færdselsuheld.
Efter oplysningerne i sagen kan det lægges til grund, at Kærendes, tidligere Appellant advokat, advokat Lars Sandager, den 30. juli 2024 ansøgte Civilstyrelsen om fri proces til at anke dommen.
Den 24. januar 2025 bevilgede Civilstyrelsen Kærende, tidligere Appellant fri proces til at anke byrettens dom. På dette tidspunkt var ankefristen overskredet, og advokat Lars Sandager indgav derfor den 18. februar 2025 på vegne af Kærende, tidligere Appellant anmod-ning til landsretten om tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb (oprejsningsbevilling), jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt.
Ved kendelse af 23. april 2025 traf landsretten afgørelse om, at anmodningen ikke kunne tages til følge. Spørgsmålet er, om det var med rette, at landsretten ikke meddelte anketilladelse.
Efter fast praksis lægges der ved afgørelsen af en ansøgning om tilladelse til anke efter ankefristens udløb navnlig vægt på, om fristoverskridelsen kan anses for undskyldelig, herunder om ansøgningen om anketilladelse er indgivet in-den rimelig tid.
Højesteret lægger til grund, at Kærende, tidligere Appellant som følge af sin økonomiske situa-tion ikke havde mulighed for at anke sagen, medmindre han blev bevilget fri proces, og at han således var nødt til at afvente, om Civilstyrelsen bevilgede fri proces under anke. Ansøgningen om fri proces blev som nævnt indgivet den 30. juli 2024, dvs. før udløbet af ankefristen på 4 uger, og det skyldtes ikke Kærendes, tidligere Appellant forhold, men sagsbehandlingstiden hos Civilstyrelsen, at ankefristen blev overskredet.
Højesteret finder på denne baggrund, at det var undskyldeligt, at Kærende, tidligere Appellant ikke ankede i perioden fra byrettens dom og til Civilstyrelsens meddelelse af fri proces den 24. januar 2025.
Spørgsmålet er herefter, om ansøgningen til landsretten om tilladelse til at anke efter ankefristens udløb kan anses for indgivet inden rimelig tid, efter at Kærende, tidligere Appellant var bevilget fri proces.
11
Bevillingen af fri proces blev som nævnt givet den 24. januar 2025, og Kærende, tidligere Appellant ansøgte den 18. februar 2025 landsretten om anketilladelse. Samtidig med ansøgningen om fri proces af 30. juli 2024 til Civilstyrelsen oplyste Kærende, tidligere Appellant Alm. Brand Forsikring om, at han havde søgt om fri proces til at anke byrettens dom, og at han, hvis der blev givet fri proces, ville søge om oprejsningsbevilling og anke dommen. Forsikringsselskabet har således været bekendt med, at der i tilfælde af meddelelse af fri proces ville blive søgt om oprejsningsbevilling, og at dommen i givet fald ville blive anket.
Henset hertil og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder sagens karakter, finder Højesteret, at anmodningen til landsretten om anketilla-delse må anses for indgivet inden for rimelig tid.
Som følge af det anførte finder Højesteret, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at anken undtagelsesvis bør tillades. Højesteret tager herefter Kærendes, tidligere Appellant påstand til følge, således at han meddeles tilladelse til at anke byrettens dom efter ankefristens udløb, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt.
THI BESTEMMES:
Landsrettens afgørelse ændres, således at der meddeles Kærende, tidligere Appellant tilladelse til at anke Københavns Byrets dom af 8. juli 2024.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Alm. Brand Forsikring A/S inden 14 dage fra afsigelsen af denne højesteretskendelse betale 10.000 kr. til Kærende, tidligere Appellant. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Kæreafgiften tilbagebetales til Kærende, tidligere Appellant.
Publiceret til portalen d. 16-12-2025 kl. 12:18
Modtagere: Advokat (H) Lars Sandager, Advokat (H) Mikkel Bruun-Larsen, Indkærede Alm. Brand Forsikring A/S, Kærende, tidligere Appellant