Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt fredag den 5. december 2025
Sag BS-21903/2025-HJR
(2. afdeling)
Appellant, tidligere Appelindstævnte
(advokat Jes Andersen, beskikket)
mod
Civilstyrelsen
(advokat Inge Houe)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Herning den 23. oktober 2019 (BS-8531/2019-HER) og af Vestre Landsrets 13. afdeling den 17. januar 2025 (BS-51804/2019-VLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Hanne Schmidt, Lars Apostoli, Rikke Foersom og Peter Mørk Thomsen.
Påstande
Appellanten, Appellant, tidligere Appelindstævnte, har gentaget sine påstande om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end 1 mio. kr.
Indstævnte, Civilstyrelsen, har nedlagt endelig påstand om, at Appellant, tidligere Appelindstævnte skal betale 1 mio. kr., subsidiært et mindre beløb.
Civilstyrelsen har frafaldet kravet om procesrenter under henvisning til offerer-statningslovens § 17, stk. 2, der blev indført ved lov nr. 726 af 20. juni 2025. Efter bestemmelsen forrentes statens krav mod skadevolder, tidligst når kravet er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
2
Supplerende sagsfremstilling
Der er for Højesteret fremlagt yderligere oplysninger om Appellants, tidligere Appelindstævnte økonomiske forhold i form af lønsedler og årsopgørelser fra SKAT. Af sidstnævnte fremgår, at han havde en årlig indkomst på ca. 700.000 kr. i 2024.
Der har for Højesteret været foretaget syn og skøn over værdien af ejendommen beliggende Adresse 1, 7400 Herning, som Appellant, tidligere Appelindstævnte ejer i lige sameje med sin samlever. Ejendommen blev vurderet til at have en han-delsværdi på 2,5 mio. kr. pr. 8. oktober 2025. Parterne er enige om, at Appellants, tidligere Appelindstævnte andel af ejendommens friværdi udgør ca. 250.000 kr.
Der har også for Højesteret været forevist videoovervågning af episoden den 3. juli 2011. Som anført af landsretten fremgår heraf bl.a., at Person 1 spærrede vejen for Appellant, tidligere Appelindstævnte, og at Appellant, tidligere Appelindstævnte herefter skubbede Person 1 og gik videre.
Anbringender
Appellant, tidligere Appelindstævnte har anført navnlig, at de almindelige erstatningsretlige
betingelser ikke er opfyldt.
Civilstyrelsen har ikke løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem skub-bet og de skader, som Person 1 pådrog sig. Efter han skubbede Person 1 omkuld, blev Person 1 sparket på kroppen og slået i hovedet af en anden gerningsmand. Det kan ikke fastslås, hvad de rela-tive bidrag til Person 1's skader er fra henholdsvis hans skub og den udøvede vold fra den anden gerningsmand.
Person 1's méngrad og erhvervsevnetab var ikke en påregnelig følge af skubbet. Skaderne var højst usandsynlige og usædvanlige og blev langt større, end hvad man kan påregne ved et almindeligt skub, formentlig på grund af Person 1's beruselse.
Hvis de almindelige erstatningsbetingelser anses for opfyldt, er der efter erstat-ningsansvarslovens § 24, stk. 1, grundlag for en meget væsentlig lempelse af er-statningspligten, da erstatningsansvaret vil virke urimelig tyngende for ham. Kravet på 1 mio. kr. vil være meget byrdefuldt for ham at tilbagebetale og vil ramme hans familie hårdt. Af lovens forarbejder fremgår det da også, at det af-gørende hensyn er, om skadevolderens byrde, ud fra sociale og humanitære synspunkter, virker uacceptabel.
Ved fastsættelsen af lempelsen skal der lægges vægt på, at der var tale om et enkeltstående tilfælde af spontan skadevoldende adfærd. Han var ustraffet og ung på gerningstidspunktet. Karakteren af volden, et skub, mod en person, der går ind og spærrer vejen, er af mindre grov beskaffenhed. Det er desuden me-
3
get sjældent forekommende, at et skub medfører bl.a. et erhvervsevnetab på 75 %. Han havde ikke til hensigt at påføre skade ved det pågældende skub.
Civilstyrelsen har anført navnlig, at de almindelige erstatningsbetingelser er op-
fyldt.
Appellant, tidligere Appelindstævnte er dømt efter straffelovens § 244 for den 3. juli 2011 at have givet Person 1 et kraftigt skub, så han faldt bagover.
Der er årsagssammenhæng mellem skubbet og det kraniebrud og den hjerne-blødning, som Person 1 pådrog sig. Af overvågningsmaterialet fremgår, at en anden skadevolder kom til stede og sparkede Person 1 på benet én gang og tildelte ham et enkelt knytnæveslag i ansigtet, mens han lå ned. De lægelige oplysninger i sagen understøtter, at det var Appellants, tidligere Appelindstævnte skub, hvorefter Person 1 slog hovedet ned i jorden, der var årsag til hans alvorlige skader og ikke det efterfølgende slag fra den an-den gerningsmand.
Det er påregneligt, at det kraftige skub mod brystet kunne have til følge, at Person 1 væltede omkuld og slog hovedet ned i flisebelægningen, og at følgerne heraf kunne være alvorlige.
Civilstyrelsens regreskrav mod Appellant, tidligere Appelindstævnte er allerede lempet fra ca. 3 mio. kr. til 1 mio. kr. Der er ikke grundlag for yderligere lempelse.
Appellant, tidligere Appelindstævnte har gode indtægtsforhold og en vis formue i form af fri-værdi på ca. 250.000 kr. i fast ejendom. Af årsopgørelsen for 2024 fremgår, at han havde en årlig indkomst i 2024 på ca. 700.000 kr.
Under hensyn til, at det efter forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 24 først og fremmest er skadevolders økonomiske forhold, som skal være afgø-rende ved vurderingen af, om lempelse bør ske, er kravet med rette nedsat til 1 mio. kr., men bør ikke lempes yderligere. Lempelsen til 1 mio. kr. balancerer hensynet til, at Appellant, tidligere Appelindstævnte som en konsekvens af sin adfærd skal stå tilbage med et meget føleligt ansvar, men på den anden side skal kunne ind-passe gælden i en rimelig livsførelse og herunder afvikle den inden for en over-skuelig årrække med den indtægt, han må forventes at have.
Retsgrundlag
Erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, lyder:
”Stk. 1. Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal
4
der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skade-volderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.”
Af forarbejderne til § 24 (Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A, lov-forslag nr. L 7, sp. 119 f.), fremgår bl.a.:
”Bestemmelsen indeholder en almindelig lempelsesregel med hensyn til erstatningsansvar. Reglen gælder for alle former for erstatningsan-svar både for personskade, tab af forsørger, tingsskade og almindelig formueskade både ved ansvar efter culpareglen og efter strengere an-svarsregler, og uanset om ansvaret hviler på kontraktsforhold mellem skadevolder og skadelidte. Bestemmelsen gælder også, selv om ansva-ret følger af særlige regler i den øvrige lovgivning.
Ved personskade gælder den såvel for erstatning ved økonomisk skade som for godtgørelse ved ikke-økonomisk skade. Når bestemmelsen kan kaldes en ”almindelig” lempelsesregel, er det fordi den har dette uni-verselle anvendelsesområde. Samtidig er der grund til at understrege, at bestemmelsen er ”speciel” i den forstand, at den kun forudsættes an-vendt rent undtagelsesvis som en art ”sikkerhedsventil” for tilfælde, hvor de erstatningsretlige regler ville føre til urimelige resultater.
Stk. 1 indeholder to led. Første led er en regel om, at ansvaret kan lem-pes, hvis betaling af fuld erstatning vil virke urimeligt tyngende for ska-devolder. Denne regel er tænkt anvendt i tilfælde, hvor betaling af fuld erstatning vil pålægge skadevolderen en byrde, der ud fra sociale og humanitære hensyn virker uacceptabel. Efter dette led er det altså først og fremmest skadevolders økonomiske forhold, som bliver afgørende ved vurderingen af, om lempelse bør ske. De øvrige momenter, der er nævnt i bestemmelsen: skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, ska-delidtes interesse og foreliggende forsikringer, har dog betydning ved vurderingen af, om den byrde, der lægges på skadevolder, er urimeligt tyngende. På grund af reglens karakter af en socialhumanitær ”sikker-hedsventil” bør lempelse ikke være udelukket, selv om skadevolder har udvist grov uagtsomhed eller endog i særlige tilfælde handlet forsæt-ligt. Findes der anledning til at anvende reglen, vil det normalt være na-turligt at anvende den på den måde, at erstatningen ikke helt bortfal-der, men nedsættes til et beløb, som ikke virker urimeligt tyngende. An-det led er en regel om, at ansvaret kan lempes, hvor ganske særlige om-stændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Denne regel kan altså anvendes, selv om erstatningsbyrden ikke er urimeligt tyngende for skadevolde-ren, hvis det dog forekommer urimeligt, at han skal betale erstatning el-ler fuld erstatning. Formuleringen ”ganske særlige omstændigheder”
5
understreger, at reglen kun er tænkt anvendt i sjældne undtagelsestil-fælde.
Som et eksempel på tilfælde, hvor reglen kan tænkes anvendt, er i er-statningslovudvalgets betænkning II side 56 nævnt, at tabet ved person-skade eller død bliver usædvanlig stort, fordi tilskadekomne eller af-døde havde ekstraordinært høje indtægter. Som følge af bestemmelsen i forslagets § 7, stk. 3, hvorefter der højst kan ydes erstatning på grundlag af en årsløn på 400.000 kr., bliver der imidlertid ikke behov for en særlig adgang til at se bort fra særlig høje indtægter ved erstatningsberegnin-gen. Som eksempel på reglens anvendelse kan derimod nævnes til-fælde, hvor tilskadekomne eller efterladte trods den skete skade er stil-let lige så godt økonomisk som før skaden, f.eks. på grund af udbeta-ling af forsikringer eller arv. Er skadevolderens ansvar dækket af en an-svarsforsikring, vil erstatningsbetalingen ikke være urimeligt tyngende, og lempelse af erstatningen efter bestemmelsen er udelukket.”
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Appellant, tidligere Appelindstævnte blev ved dom af 4. oktober 2011 i overensstemmelse med sin tilståelse idømt 40 dages betinget fængsel for vold efter straffelovens § 244 ved den 3. juli 2011 ca. kl. 06.26 ud for et værtshus i Holstebro at have tildelt Person 1 et kraftigt skub på brystet, hvorved Person 1 faldt bagover og slog hovedet ned i gadens flisebelægning.
Umiddelbart efter faldet blev Person 1 af en anden gerningsmand tildelt et spark på kroppen og et knytnæveslag på venstre side af hovedet.
Der blev efterfølgende konstateret betydelige skader hos Person 1, herunder en alvorlig hjerneskade.
I 2015 vurderede Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssik-ring) skønsmæssigt bl.a. Person 1's erhvervsevnetab til at være 75 %. Erstatningsnævnet traf efterfølgende afgørelse efter offererstatningsloven om at tilkende Person 1 2.598.750 kr. i erstatning for tab af erhvervsevne.
Politiet traf i efteråret 2017 afgørelse om at rette regreskrav mod Appellant, tidligere Appelindstævnte for det erstatningsbeløb, som var blevet udbetalt til Person 1 i henhold til Erstatningsnævnets afgørelse. Regreskravet med tillæg af renter blev opgjort til i alt 3.008.432,11 kr. Kravet er nu overdraget til Civilsty-relsen.
6
I byretten og landsretten fastholdt myndighederne, at Appellant, tidligere Appelindstævnte skulle betale 3.008.432,11 kr. med renter. Han blev i byretten og landsretten dømt til at betale 1 mio. kr. med procesrente fra den 5. januar 2018. Både byret-ten og landsretten fandt, at de almindelige erstatningsretlige betingelser var op-fyldt, men nedsatte kravet efter lempelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1.
Appellant, tidligere Appelindstævnte har anket dommen til Højesteret med påstand om frifin-delse, subsidiært betaling af et mindre beløb end 1 mio. kr. Civilstyrelsen har påstået stadfæstelse for så vidt angår betaling af 1 mio. kr. Civilstyrelsen har så-ledes accepteret en lempelse af regreskravet efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, og har frafaldet kravet om renter.
Sagen angår i første række, om de almindelige erstatningsretlige betingelser er opfyldt. Er dette tilfældet, er spørgsmålet, om der er grundlag for at nedsætte Civilstyrelsens regreskrav yderligere efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1.
De almindelige erstatningsretlige betingelser
Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at de almindelige erstatningsretlige betingelser om årsagssammenhæng og adækvans er opfyldt.
Erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1
Efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, kan erstatningsansvar nedsættes el-ler bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsan-svarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at reglen i § 24, stk. 1, kun forud-sættes anvendt rent undtagelsesvis som en art ”sikkerhedsventil” for tilfælde, hvor de erstatningsretlige regler ville føre til urimelige resultater.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at første led i § 24, stk. 1, 1. pkt., er en regel om, at ansvaret kan lempes, hvis betaling af fuld erstatning vil virke uri-meligt tyngende for skadevolder. Denne regel er tænkt anvendt i tilfælde, hvor betaling af fuld erstatning vil pålægge skadevolderen en byrde, som ud fra soci-ale og humanitære synspunkter virker uacceptabel. Efter dette led er det først og fremmest skadevolders økonomiske forhold, som bliver afgørende ved vur-deringen af, om lempelse bør ske. De øvrige momenter, der er nævnt i bestem-melsen: skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadelidtes interesse og fore-liggende forsikringer, har dog betydning ved vurderingen af, om den byrde, der lægges på skadevolder, er urimeligt tyngende. Det fremgår desuden af for-arbejderne, at lempelse ikke er udelukket, selv om skadevolder har udvist grov
7
uagtsomhed eller endog i særlige tilfælde har handlet forsætligt. Findes der an-ledning til at anvende reglen, vil det ifølge forarbejderne normalt være naturligt at anvende den på den måde, at erstatningen ikke helt bortfalder, men nedsæt-tes til et beløb, som ikke virker urimeligt tyngende.
Efter andet led i § 24, stk. 1, 1. pkt., kan ansvaret lempes, hvor ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Denne regel kan ifølge forarbejderne anvendes, selv om erstatningsbyrden ikke er urimeligt tyngende for skadevol-deren, hvis det dog forekommer urimeligt, at han skal betale erstatning eller fuld erstatning. Formuleringen ”ganske særlige omstændigheder” understre-ger, at reglen kun er tænkt anvendt i sjældne undtagelsestilfælde.
Det fremgår af Højesterets dom af 28. oktober 2025 (UfR 2026.93), at hvis ska-den er forvoldt ved et forsætligt strafbart forhold, f.eks. vold, indgår dette i vur-deringen af, om ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsan-svarlige. Selv om ansvarets beskaffenhed i sådanne tilfælde vil tale for, at det ikke vil være urimeligt at pålægge skadevolderen at betale fuld erstatning, er der hverken i ordlyden af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, eller i forarbej-derne til bestemmelsen holdepunkter for at fastslå, at det i alle tilfælde vil være udelukket at anvende lempelsesreglen, hvis skaden er forvoldt ved et forsætligt strafbart forhold.
Anvendelse af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, i den konkrete sag
Den skadevoldende handling, som er årsag til erstatningskravet mod Appellant, tidligere Appelindstævnte, fandt sted i juli 2011 og bestod som nævnt i forsætlig vold efter straffelovens § 244 i form af et kraftigt skub i brystet på Person 1, der ved skubbet faldt bagover og slog baghovedet mod gadens flisebelægning. Som følge af faldet pådrog Person 1 sig en svær hjerneskade, og han har efter offererstatningsloven modtaget erstatning fra staten på ca. 3 mio. kr. for et erhvervsevnetab på 75 %.
For Højesteret er parterne enige om, at betingelserne for at lempe erstatningsan-svaret efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, er opfyldt. Spørgsmålet er som nævnt, om der er grundlag for at nedsætte erstatningsansvaret yderligere end til det beløb på 1 mio. kr., som Civilstyrelsen nu har accepteret.
Højesteret finder, at der ved vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte Appellants, tidligere Appelindstævnte erstatningsansvar yderligere, må foretages en samlet vurdering af, om ansvaret er urimeligt tyngende, og om der i øvrigt foreligger ganske særlige omstændigheder.
I vurderingen af de momenter, der er nævnt i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., lægger Højesteret særlig vægt på karakteren af den skadevol-dende adfærd, der alene bestod i et kraftigt skub mod skadelidte, der forsøgte
8
at forhindre Appellant, tidligere Appelindstævnte i at nå hen til sin grædende kæreste. Høje-
steret har endvidere lagt vægt på,at der er tale om et enkeltstående tilfælde af
spontan skadevoldende adfærd begået i 2011, da han var 21 år, at det endelige erhvervsevnetab på 75 % er betydeligt større end normalt, når henses til karak-teren af den skadevoldende adfærd, at Person 1 har opnået fuld er-statning fra staten, og at der ikke er grundlag for at antage, at skaderne, der lig-ger til grund for regreskravet, har været tilsigtet.
Højesteret finder efter en samlet vurdering heraf, at erstatningsansvaret i anled-ning af skaden vil virke urimeligt tyngende for Appellant, tidligere Appelindstævnte, og at der i øvrigt foreligger ganske særlige omstændigheder. Højesteret nedsætter heref-ter i medfør af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, erstatningsansvaret til 500.000 kr.
Sagsomkostninger
Efter sagens udfald skal Civilstyrelsen betale sagsomkostninger til Appellant, tidligere Appelindstævnte for byret og landsret. Sagsomkostningerne for byretten og lands-retten fastsættes til 205.000 kr. til dækning af advokatudgift med 200.000 kr. og til retsafgift for landsretten med 5.000 kr.
Appellant, tidligere Appelindstævnte er for Højesteret meddelt fri proces. Efter sagens karak-ter finder Højesteret, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Hø-jesteret til nogen anden part.
THI KENDES FOR RET:
Appellant, tidligere Appelindstævnte skal betale 500.000 kr. til Civilstyrelsen.
I sagsomkostninger for byretten og landsretten skal Civilstyrelsen betale 205.000 kr. til Appellant, tidligere Appelindstævnte.
Ingen part skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsi-gelse.
Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 05-12-2025 kl. 12:00
Modtagere: Advokat (H) Jes Edmund Andersen, Indstævnte Civilstyrelsen, Advokat (H) Inge Houe, Appellant, tidligere Appelindstævnte