Dom
RETTEN I HERNING
DOM
afsagt den 23. oktober 2019
Sag BS-8531/2019-HER
Midt- og Vestjyllands Politi
(advokat Elisabeth Andersen-Møller)
mod
Sagsøgte
(advokat Charlotte Skriver Pors)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen er anlagt den 25. februar 2019. Sagen drejer sig om Midt- og Vestjyllands Politis regreskrav mod Sagsøgte.
Sagsøgeren, Midt- og Vestjyllands Politi, har fremsat følgende påstand: Sagsøgte skal til Midt- og Vestjyllands Politi betale 3.008.432,11 kr. med procesrente fra den 5. januar 2018 af 2.598.750,00 kr.
Sagsøgte har fremsat påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Det fremgår af sagen, at sagsøgte ved dom af 4. oktober 2011 af Retten i Holste-bro under en tilståelsesssag blev idømt fængsel i 40 dage betinget på vilkår om samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens § 244, idet han den 3. juli 2011 ca. kl. 06.26 ud for værtshuset ”Die Bierstube” , Østergade 19 i Holstebro havde tildelt Person 1 (herefter kaldet forurettede) et kraftigt skub
2
på brystet, hvorved forurettede faldt bagover og slog hovedet ned i gågadens flisebelægning. Af sagsøgtes forklaring under straffesagen fremgår bl.a., at han var irriteret over, at forurettede var gået mellem ham og en person ved navn Person 2, da han ville hen og trøste hende. Af erstatningsopgørelse af 22. sep-tember 2011 fra forurettedes bistandsadvokat vedrørende svie – og smerteer-statning for 92 dage og lægeerklæring i alt 16.800 kr. fremgår bl.a., at der blev taget forbehold for at rejse erstatningskrav for varigt mèn på grund af de gener foruretttede stadig havde. Sagsøgte bestred erstatningspligten og godkendte er-statningskravets størrelse. Om erstatningspligten hedder det i dommen:
”Vedrørende erstatningsspørgsmålet er det uomtvistet, at der efter at forurette-de var skubbet omkuld er udøvet vold af yderligere en gerningsmand.
Der foreligger sådanne oplysninger om karakteren af de to voldsudøvelser dels på baggrund af forklaringerne, og dels på baggrund af en videoovervågning at retten finder det ubetænkeligt at fastslå, at den af tiltalte udøvede vold har medført, at foruretttede slog nakken ned i flisebelægningen og herefter lå helt stille. Den vold, der efterfølgende er udøvet mod hovedet er af mindre væsent-lig karakter.
Retten finder derfor, at det må fastslås, at tiltalte er erstatningspligtig, hvorfor det fremsatte erstatningkrav, der størrelsesmæssigt er ubestridt, tages til følge.”
Af videoovervågning fra den 3. juli 2011, der er forevist under denne sag, frem-går, at sagsøgte skubbede forurettede omkuld, så han kom til at ligge på ryg-gen, at sagsøgte gik væk, og at en person sparkede og slog forurettede, mens han lå på jorden.
Det fremgår af afhøringsrapport af 3. juli 2011, at Vidne til poli-tiet har forklaret, at han så en grædende kvinde, der kom op at toppes med, hvad han mente, var hendes kæreste benævnt A. På et tidspunkt blandede foru-rettede sig i diskussionen, hvorfor A skubbede forurettede i brystet, så denne faldt bagover, Forurettede var meget fuld og tog derfor ikke fra med hænderne. Han bankede baghovedet direkte ned i flisebelægningen. Mens han lå på jor-den, kom en mand benævnt B løbende nede fra ”East-End” og sparkede foru-rettede, der lå stille på jorden, i hovedet eller maven.
Parterne er enige om, at den person, der udøvede vold mod forurettede efter, at sagsøgte havde udøvet vold mod forurettede, er identisk med Person 3 (herefter kaldet Person 3).
Det fremgår af tiltalefrafald af 18. august 2011, at Statsadvokaten for Midt -, Vest- og Sydøstjylland gav Person 3 et tiltalefald for at have begået vold mod forurettede ved at have sparket ham på benet og slået ham med knyttet hånd i
3
ansigtet, mens han lå ned. Begrundelsen var, at Person 3 allerede var idømt en strafferetlig foranstaltning (behandlingsdom ), og statsadvokaten forventede ik-ke, at foranstaltningen ville blive ændret, hvis der blev rejst tiltale i sagen.
Den 31. januar 2012 bad Erstatningsnævnet sagsøgeren undersøge, om Person 3 var omfattet af en ansvarsforsikring. Den 8. februar 2012 bad sagsøgeren Person 3 oplyse om dette.
Den 12. april 2012 modtog sagsøgeren meddelelse om, at forurettede var tillagt godtgørelse for svie og smerte 2.625 kr. hvortil kom renter. Den 11. september 2012 modtog sagsøgeren meddelelse fra Erstatningsnævnet om en yderligere erstatning for svie og smerte på 2.520 kr., hvortil kom renter. Den 11. januar 2013 modtog sagsøgeren meddelelse fra Erstatningsnævnet om yderligere 5.400 kr. i svie og smerte, hvortil kom renter. Den 2. april 2014 modtog sagsøgeren meddelelse fra Erstatningsnævnet om 245.000 kr. i godtgørelse for varigt mèn. I forbindelse med udbetaling af de forskellige erstatningsbeløb noterede sagsøge-ren, at regreskrav var uerholdeligt.
Det er oplyst, at Person 3 afgik ved døden i foråret 2012.
Af udtalelse af 19. marts 2014 fremgår, at Arbejdsskadestyrelsen vurderede mèngraden til 30 procent. Der blev i den forbindelse henvist til, at styrelsen un-der et andet sagsnummer skønsmæssigt havde vurderet det samlede varige mèn til 30 procent. Det fremgik bl.a., at forurettede havde fået en hjerneskade.
Den 19. september 2014 bad Erstatningsnævnet Arbejdsskadestyrelsen om en ny vurdering af mèngraden.
Af arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 12. oktober 2015 fremgår, at varigt mèn skønsmæssigt samlet var 30 procent, og at erhvervsevnetabet skønsmæssigt var 75 procent. Styrelsen vurderede, at forurettede ikke havde erhvervsmæssige funktionsbegrænsninger forud for skaden den 3. juli 2011.
Den 6. oktober 2017 besluttede Erstatningsnævnet at tilkende forurettede 2.598.750 kr. i erhvervsevnetabserstatning. Sagsøgeren udbetalte herefter foru-rettede denne erstatning med tillæg af renter 409.682,11 kr. i alt 3.008.432,11 kr.
Ved brev af 3. november 2017 partshørte sagsøgeren sagsøgte i anledning af, at sagsøgte ville gøre regres gældende mod ham for beløbet på 3.008.432,11 kr.
Sagsøgte protesterede.
4
Den 5. december 2017 bestemte sagsøgeren, at sagsøgte skulle betale 3.008.432,11 kr.
Sagsøgte klagede til Rigspolitiet, der i brev af 10. juli 2018 fastholdt kravet om betaling af 2.598.750 kr. med tillæg af renter, hvorefter sagsøgeren har anlagt denne sag.
Af epikrise af 3. november 2011 fra Hospitalsenheden Vest fremgår bl.a., at forurettede blev indlagt på Neurologisk afdeling, Holstebro i juli efter overfald med spark i hovedet m.m. Der blev beskrevet kraniefraktur i tempooccipitalre-gionen med højresidig epidural hæmatom og subaraknoidalblødning. CT-skan-ning havde vist højresidig traumatisk SAH og et mindre epiduralt hæmatom parietooccipitalt på højre side. Ved kontrolundersøgelse var der rest epidurale hæmatom samt uændret frakturlinie i regio temporo-occipitalis på højre side.
Ifølge oplysninger fra skattevæsenet var sagsøgtes indkomst i 2015 516.221 kr., i 2016 568.252 kr. og i 2017 586.996 kr.
Der er af sagsøgte fremlagt nogle lønsedler fra 2019 til belysning af hans ind-tægtsforhold nu.
Sagsøgte har forklaret, at han, der nu er 29 år, var 21 år, da episoden fandt sted. Person 3 var en, som han kendte fra bybilledet. Det var ikke en, som han talte med, og han havde heller ikke Person 3's telefonnummer. Den pågældende mor-gen stod han sammen med sin kæreste Person 2 og dennes veninde. De to pi-ger var fulde og kom op at diskutere. Så kom forurettede og ville blande sig. Sagsøgte sagde, at han ikke skulle blande sig. Han skubbede til forurettede. Sagsøgte gik videre og så ikke, hvad der skete bag ham. Han så ikke, at foruret-tede faldt. Han havde intet at gøre med, at Person 3 kom til og udøvede vold mod forurettede. Sagsøgte har ikke andre domme end dommen fra 2011. Han har en handelsuddannelse. Han arbejder som sælger. Han mistede sit job hos Arbejdsplads 1, da selskabet gik konkurs i foråret 2019. Før ansættelsen hos Arbejdsplads 1 var han ansat hos Arbejdsplads 2 i knap 5 år. Han har fået job igen hos Arbejdsplads 3 fra 1. august 2019. I prøvetiden de første tre måneder får han garantiprovision på 7.000 kr. pr. må-ned. Derefter vil provisionen være op til ham selv. Han bor i rækkehus i Her-ning med sin kæreste og barn.
Parternes synspunkter
Midt- og Vestjyllands Politi har i sit påstandsdokument anført følgende:
”…
5
Staten er efter offererstatningslovens § 17 berettiget til at gøre regres
mod gerningsmanden for den ydelse, som forurettede i henhold til Erstat-ningsnævnets afgørelse har fået udbetalt.
Der er ikke grundlag for at tilsidesætte Erstatningsnævnets afgørelse,
hvorefter forurettede som følge af Sagsøgtes straffelovsovertræ-delse er berettiget til ydelser efter offererstatningsloven, jf. lovens §§ 1 og 6 a.
Sagsøgte er derfor forpligtet til at betale det beløb, som
politiet i henhold til Erstatningsnævnets afgørelse har udbetalt til forurettede.
Midt- og Vestjyllands Politi støtter rentekravet på, at afgørelsen frem-
lagt som bilag 5 indeholder rentepåkrav i henhold til rentelovens § 3, stk. 2.
Ansvarsgrundlag, hændelsesforløb og solidarisk ansvar
Ansvarsgrundlaget i sager om voldsoffererstatning følger direkte af of-
fererstatningslovens § 1, hvoraf det fremgår, at der ydes erstatning og godtgø-relse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven. Men selv hvis dette lovhjemlede ansvarsgrundlag ikke eksisterede, ville kravet til et an-svarsgrundlag alligevel altid være opfyldt i sager om straffelovsovertrædelser, hvor det ved en straffedom er fastslået, at den ansvarspådragende handling er begået forsætligt.
Hændelsesforløbet og de bevismæssige forhold i straffedommen skal
lægges uprøvet til grund i et efterfølgende civilretligt erstatningsopgør, jf. Østre Landsrets dom i FED 2004.1325Ø.
Det er således det hændelsesforløb, som er beskrevet i straffedommen,
som skal lægges til grund for vurderingen af erstatningsansvaret og regressa-gen.
Det skal derfor i overensstemmelse med straffedommen (bilag 1) læg-
ges til grund, at Sagsøgte tildelte forurettede et kraftigt skub mod brystet, hvilket medførte, at han væltede omkuld og slog nakken ned i flisebe-lægningen og herefter lå helt stille.
Følgende kan i den forbindelse fremhæves fra rettens præmisser:
”Der foreligger sådanne oplysninger om karakteren af de to voldsudø-
velser dels på baggrund af forklaringerne og dels på baggrund af en videoover-vågning at retten finder det ubetænkelig at fastslå, at den af tiltalte udøvede vold har medført, at forurettede slog nakken ned i flisebelægningen og herefter lå helt stille. Den vold, der efterfølgende er udøvet mod hovedet, er af mindre væsentlig karakter.”
6
Der foreligger således utvivlsomt et ansvarsgrundlag.
Sagsøgte har gjort gældende, at han ikke er solidarisk an-
svarlig med skadevolder Person 3 for de alvorlige skader, som forurettede blev pådraget.
Det gøres heroverfor gældende, at uanset hvordan årsagssammenhæn-
gen mellem Sagsøgtes handlinger og forurettedes skader vurde-res, skal der alene ud fra et synspunkt om solidarisk ansvar for Person 3's kausale handlinger statueres erstatningsansvar også for Sagsøgte, jf. blandt andet U 1979.927Ø, U 2017.2307V og U 2017.2781Ø.
Det er et almindeligt princip i dansk erstatningsret, at hvis flere skade-
voldere handler sammen eller ved tilfældigt samvirke til samme skade, hæfter de også solidarisk for den skete skade.
Dette bliver tydeligt eksemplificeret ved U 1979.927Ø, hvor C blev soli-
darisk ansvarlig for den skade, som A og B havde udført på Person 1. A, og B blev dømt for at have sparket Person 1 flere gange i ansigtet, mens Person 1 lå ned således, at Person 1 mistede sit ene øje. C blev alene dømt for at have kastet en flaske, der ramte Person 1 i panden, men uden at denne handling bidrog til, at Person 1 mistede synet på det ene øje. På trods heraf var C solidarisk ansvarlig for skaden.
Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at der ikke fore-
ligger et overfald begået i forening, men to af hinanden uafhængige episoder, og at der således ikke er grundlag for solidarisk hæftelse.
Det bestrides, at der er tale om to uafhængige episoder. Det er imidler-
tid ikke nødvendigt for at statuere solidarisk ansvar, at skadevolderne er dømt strafferetligt i forening, jf. U 2017.2307 V, hvor retten fandt to skadevoldere soli-darisk ansvarlige for forurettedes gener som følge af et voldeligt overfald. De to skadevoldere havde begge deltaget i et voldeligt overfald, men de var ikke strafferetligt dømt i forening. Den ene skadevolder var hertil dømt i mindre omfang end den anden.
I nærværende sag fremgår det modsætningsvis af straffedommen (bilag
1), at den af Sagsøgte begåede vold var den væsentligste, idet forurettede herved slog nakken ned i flisebelægningen og herefter lå helt stille.
I øvrigt kan det forhold, at Sagsøgte kun har udøvet min-
dre omfangsrig vold mod den forurettede, ikke føre til, at Sagsøgte skal frifindes. Den indbyrdes fordeling af kravet mellem Sagsøgte
7
og eventuelle andre skadevoldere, er Midt- og Vestjyllands Politi uved-kommende.
Årsagssammenhæng
Midt- og Vestjyllands Politi gør gældende, at det er godtgjort, at der er
årsagssammenhæng mellem Sagsøgtes forsætlige voldsudøvelse og de skader, forurettede herved blev påført.
Det følger af retspraksis på området, at bevisbyrden for både årsags-
sammenhængen og tabets dokumentation er lempet, for så vidt angår skadegø-rende handlinger, der er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, jf. bl.a. U 2002.1496H. Dette gælder særligt for sager om voldsofferregres, hvor de skade-gørende handlinger pr. definition begås forsætligt.
Herefter anses det for tilstrækkeligt til at statuere årsagsforbindelse, at
det bedømmes som mere sandsynligt, at skaden ikke ville være indtrådt uden volden, end at skaden ville være indtrådt også uden den udøvede vold.
Hertil skal det bemærkes, at det af forurettedes lægejournal fremlagt
som bilag 10 fremgår af epikriser for 8. juli 2011 og 3. november 2011, at foruret-tede havde pådraget sig kraniefraktur i baghovedet, hvilket stemmer overens med, at Sagsøgte tildelte forurettede et skub, hvorved forurettede faldt bagover og slog baghovedet ned i flisebelægningen.
I forbindelse med Erstatningsnævnets behandling af forurettedes erstat-
ningssag anmodede nævnet om en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrel-sen (i dag Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) vedrørende forurettedes varige mén (bilag C) og erhvervsevnetab (bilag E).
Arbejdsskadestyrelsen vurderede herefter ved udtalelse af 2. april 2014
forurettedes mén til 30 % (bilag H). Arbejdsskadestyrelsen vurderede ved udta-lelse af 12. oktober 2015 forurettedes erhvervsevnetab til 75 % (bilag 2).
Arbejdsskadestyrelsens udtalelser bygger på relevante sagsakter, her-
under lægeligt materiale i form af journaler fra hospital og egen læge, neurolo-giske og neuropsykologiske speciallægeerklæringer, samt en psykologisk vur-dering og under medvirken af Arbejdsskadestyrelsens interne neurokirurgiske, neuropsykologiske og psykiatriske lægekonsulent. Som det fremgår af udtalel-serne, har Arbejdsskadestyrelsen forholdt sig til forurettedes forudbestående disposition for psykiatriske lidelser.
Arbejdsskadestyrelsens har gennem behandlingen af et stort omfang af
personskadesager en betydelig erfaring med vurdering af årsagssammenhæng og skønsmæssig fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetab. Det følger derfor
8
også af fast højesteretspraksis, at der skal foreligge et sikkert grundlag for at til-sidesætte Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelser, jf. bl.a. U 1999.1565H og U 2005.3273H.
Sagsøgte har ikke tilvejebragt et sådant grundlag for at
tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens udtalelser.
Det bestrides, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser eller det lægelige
materiale skulle bygge på en forkert forudsætning. Hændelsen, som Sagsøgte er dømt for (bilag 1), er isoleret set tilstrækkelig til at medføre forurettedes gener og deraf følgende erhvervsevnetab.
Arbejdsskadestyrelsen har derfor med rette vurderet forurettedes er-
hvervsevnetab til 75 %. Det fremgår af udtalelsen, at forurettede ikke havde er-hvervsmæssige funktionsbegrænsninger forud for hændelsen den 3. juli 2011.
Erstatningsnævnets afgørelse (bilag 3) er truffet på baggrund af Ar-
bejdsskadestyrelsens udtalelse i sagen.
Påregnelighed
Sagsøgte har gjort gældende, at det var upåregneligt, at
det skub, som han er dømt for, kunne medføre, at skadelidte faldt og derved blev påført et erhvervsevnetab.
Midt- og Vestjyllands Politi gør heroverfor gældende, at det må have
været påregneligt for Sagsøgte, at han ved at skubbe forurettede så hårdt, at han væltede omkuld, kunne påføre forurettede skader.
Da der er tale om personskade, der er forvoldt forsætligt, gøres det gæl-
dende, at forurettedes skader ikke kan anses for upåregnelige følger af den udø-vede vold. Det fremgår da også af praksis, at selv simpel vold kan medføre be-tydelig personskade, jf. herved eksempelvis U 2002.1496H, ligesom en eventuel særlig sårbarhed er uden betydning for adækvansbedømmelsen, jf. U 1996.1334 H og U 2012.276H.
Kravet rettet mod anden skadevolder
Sagsøgte har gjort gældende, at Midt- og Vestjyllands Po-
liti skulle været afskåret fra at gøre regres, idet erstatningskravet alene har væ-ret rettet mod skadevolder Person 3.
Årsagen til, at Midt- og Vestjyllands Politi ikke i forbindelse med tidli-
gere afgørelser fra Erstatningsnævnet har rettet et regreskrav mod Sagsøgte, er, at politiet ikke var opmærksom på, at der var tale om to skadevoldere, idet sagen blev delt op i to sagskomplekser i forbindelse med be-
9
handlingen af straffesagen, og kun den ene blev rekvireret i forbindelse med be-handlingen af den første regressag (bilag 9, s. 5).
Det er i øvrigt uden betydning for Midt- og Vestjyllands regreskrav, at
politiet ikke i forbindelse med tidligere afgørelser fra Erstatningsnævnet har rettet et regreskrav mod Sagsøgte, idet politiet ikke er forpligtet til at lægge den erstatningsretlige vurdering, som Erstatningsnævnet har foretaget, uprøvet til grund i en sag om regres. Politiet er derimod forpligtet til at foretage en individuel vurdering af dansk rets almindelige erstatningsbetingelser, jf. of-fererstatningslovens § 6a. Politiet er derfor ikke afskåret fra at rette sit krav mod Sagsøgte.
Forældelse og retsfortabende passivitet
Sagsøgte har i det supplerende svarskrift gjort gældende,
at Midt- og Vestjyllands Politi har udvist retsfortabende passivitet ved ikke at fremsætte kravet over for Sagsøgte ved første udbetaling af erstat-ning til forurettede i marts 2012.
Med henvisning til U 2015.944H gøres det gældende, at kravet ikke er
forældet, ligesom det bestrides, at Midt- og Vestjyllands Politi skulle have ud-vist retsfortabende passivitet.
Ved dommen blev det fastslået, at den 3-årige forældelsesfrist for et re-
greskrav efter offererstatningslovens § 17 først begynder at løbe, når Erstat-ningsnævnet har truffet afgørelse.
Højesteret anførte:
”Offererstatningsordningen indebærer, at staten bl.a. kan yde erstat-
ning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffe-loven, i det omfang visse nærmere angivne betingelser er opfyldt. Efter loven træffes afgørelsen om de pågældende krav mod staten af Erstatningsnævnet. Først når den skadelidte har ansøgt om erstatning fra staten, og Erstat-ningsnævnets afgørelse foreligger, har politiet grundlag for at træffe afgørelse om, hvorvidt der i medfør af offererstatningslovens § 17 skal gøres regreskrav gældende mod en ansvarlig skadevolder. På denne baggrund finder Højesteret, at der foreligger særlige omstændigheder, således at den treårige forældelses-frist for regreskravet først begynder at løbe, når Erstatningsnævnet har truffet afgørelse om det pågældende krav, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1”
Det følger heraf, at, for så vidt angår forældelse, indtræder staten ikke i
skadelidtes retsstilling.
10
I denne sag har Erstatningsnævnet truffet afgørelse den 6. oktober 2017
(bilag 3), og stævning blev udtaget den 25. februar 2019 og således inden udlø-bet af forældelsesfristen. Midt- og Vestjyllands Politis regreskrav er således ikke forældet.
Erstatningsnævnet havde forinden truffet følgende afgørelser vedrøren-
de henholdsvis svie- og smertegodtgørelse og godtgørelse for varigt mén, som dog ikke er genstand for prøvelse i denne sag:
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 29. marts 2012 forurettede
godtgørelse for 15 dages svie og smerte (bilag D, s. 2). Ved Erstatningsnævnets fremsendelsesskrivelse til politiet fremgår, at forurettede ikke har rejst yderlige-re krav om erstatning over for nævnet (bilag D, s. 1).
Allerede af den grund kan politiet ikke have udvist retsfortabende pas-
sivitet ved ikke at fremsætte krav over for Sagsøgte ved første ud-betaling af erstatning til forurettede i marts 2012. På daværende tidspunkt eksi-sterede regreskravet ikke.
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 10. september 2012 foru-
rettede godtgørelse for 14 dages svie og smerte (bilag D, s. 5). Ved Erstat-ningsnævnets fremsendelsesskrivelse til politiet fremgår, at forurettede ikke har rejst yderligere krav om erstatning over for nævnet (bilag D, s. 4).
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 9. januar 2013 forurettede
skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte (bilag D, s. 8). Ved Erstatningsnæv-nets fremsendelsesskrivelse til politiet fremgår, at forurettede ikke har rejst yderligere krav om erstatning over for nævnet (bilag D, s. 7).
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 2. april 2014 forurettede
godtgørelse for varigt mén (bilag D, s. 11). Ved Erstatningsnævnets fremsendel-sesskrivelse til politiet fremgår, at forurettede ikke har rejst yderligere krav om erstatning over for nævnet (bilag D, s. 10).
Erstatningsnævnet anmodede den 19. september 2014 Arbejdsskadesty-
relsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) om en vurdering af forurettedes erhvervsevnetab som følge af overfaldet den 3. juli 2014 (bilag E). Den 12. okto-ber 2015 fremkom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med en udtalelse, hvor forurettedes erhvervsevnetab som følge af overfaldet blev vurderet til 75 % (bi-lag 2).
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 6. oktober 2017 forurettede
erstatning for tab af erhvervsevne i overensstemmelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse (bilag 3). Det er denne afgørelse, som
11
Midt- og Vestjyllands Politis regreskrav udspringer af, og som er genstand for rettens prøvelse.
Det var således først den 6. oktober 2017, at Midt- og Vestjyllands Politi
fik viden om, at forurettede havde et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, da forurettede ved Erstatningsnævnets tidligere afgørelser endnu ikke havde fremsat kravet.
Den 3. november 2017 – under en måned efter Erstatningsnævnets afgø-
relse – fremsendte Midt- og Vestjyllands Politi partshøringsbrev til Sagsøgte, hvor han blev orienteret om, at politiet påtænkte at gøre re-gres mod ham for den udbetalte erhvervsevnetabserstatning (bilag 4). Midt- og Vestjyllands Politi traf efterfølgende afgørelse om regres den 5. december 2017 (bilag 6).
Midt- og Vestjyllands Politi har således ikke blot forfulgt sit krav inden
forældelsesfristens udløb, men også ganske få måneder efter, at politiet blev be-kendt med kravet.
Desuden kan Sagsøgtes manglende kendskab til mulige
krav, før der blev udtaget stævning, ikke føre til frifindelse. Det følger af § 7 i bekendtgørelse nr. 824 af 26. juni 2013 om forretningsorden for Erstatningsnæv-net, at skadevolderen efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb ikke anses som part i Erstatningsnævnets sag.
Offererstatningslovens § 10
Sagsøgte har gjort gældende, at forurettede ikke under
straffesagen har taget forbehold for evt. mén og erhvervsevnetab, jf. offererstat-ningslovens § 10, stk. 1.
Den 22. september 2011 fremsendte forurettedes bistandsadvokat en er-
statningsopgørelse til Anklagemyndigheden, retten og Sagsøgte (bilag 15), hvor der blev taget forbehold for at rejse yderligere krav, herunder blev det i erstatningsopgørelsen bemærket, at forurettedes arbejdsevne skulle vurderes tre måneder efter skadens indtræden.
Det fremgår i øvrigt af erstatningsopgørelsen (bilag 15), at der var tale
om en foreløbig påstand om erstatning.
Forurettede har således taget tilstrækkeligt forbehold under straffesa-
gen.
12
Selv i det tilfælde, at der ikke var taget forbehold for yderligere krav, jf.
offererstatningslovens § 10, stk. 1, ville Erstatningsnævnet i medfør af § 10, stk. 3, have mulighed for at give dispensation.
Hvis retten lægger til grund, at der ikke under straffesagen er taget til-
strækkeligt forbehold for et krav om erhvervsevnetabserstatning, må det samti-dig lægges til grund, at Erstatningsnævnet har givet dispensation i medfør af offererstatningslovens § 10, stk. 3, da Erstatningsnævnet ex officio påser, at be-tingelserne for erstatning er opfyldte.
Lempelse af erstatningsansvaret
Endelig har Sagsøgte gjort gældende, at et evt. erstat-
ningsansvar skal bortfalde eller lempes, idet det må virke urimelig tyngende, jf. erstatningsansvarslovens § 24.
Det er Sagsøgte, der har bevisbyrden for, at der er grund-
lag for at nedsætte kravet, og Sagsøgte har ikke tilvejebragt et så-dant grundlag for en lempelse af erstatningsansvaret.
Det skal i den forbindelse fremhæves, at der ved vurderingen efter § 24
skal lægges vægt på bl.a. ansvarets beskaffenhed, og at der sædvanligvis ikke sker lempelse, når det ansvarspådragende forhold er begået forsætligt, jf. bl.a. U 1995.443H, U 2002.1496H, FED 2004.767V, FED 2012.2Ø og U 2015.944H.
Sagsøgtes strafbare handling er begået forsætligt, hvilket i
det hele taler imod erstatningsansvarets lempelse. Det skal hertil bemærkes, at Sagsøgte i straffesagen er blevet dømt for vold i medfør af straffe-lovens § 244. Det afvises, at der skulle være misforhold mellem den skadegø-rende handling og skaden, og der er således derfor heller ikke anledning til at lempe Sagsøgtes erstatningsansvar.
Det bestrides i øvrigt, at erstatningskravet vil være urimeligt tyngende
for Sagsøgte, ligesom der ikke i øvrigt er fremkommet oplysnin-ger, der kan begrunde en lempelse efter reglen i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1.
For en belysning af Sagsøgtes økonomiske situation er
fremlagt årsopgørelser i form af R75- blanketter for indkomstårene 2015 – 2017 (bilag 14), hvoraf fremgår, at han havde en årlig A-indkomst på 516.211 kr. i 2015, 568.252 kr. i 2016 og 586.996 kr. i 2017, dvs. en månedlig indkomst på hen-holdsvis 43.018 kr., 47.354 kr., og 48.916 kr.
Sagsøgtes økonomi og unge alder taler imod en lempelse
af erstatningsansvaret.
13
Sammenfattende gøres det gældende, at der ikke er tilvejebragt et sik-
kert grundlag for en tilsidesættelse af Arbejdsskadestyrelsens vejledende udta-lelse, ligesom der ikke er tilvejebragt et grundlag for en tilsidesættelse af Erstat-ningsnævnets eller Midt- og Vestjyllands Politis afgørelse.
…”
Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende:
”…
På vegne sagsøgte gøres det gældende,
at Erstatningsnævnets afgørelser ikke er bindende i forhold til sagsøgte
jfr. Offererstatningslovens § 17 og bl.a. U2006.356V og U2012.2170V,
at der foreligger to og af hinanden uafhængige episoder, og således to
forskellige mulige skadesmekanismer,
at man skal forholde sig konkret til eventuelle følger for hver episode
for sig, og man kan derfor ikke uden videre overføre en udtalelse om erhverv-sevnetab om den ene episode til den anden.
at der skal foreligge konkret årsagsammenhæng for eventuelle skader
for hver enkelt episode,
at det er Midt- og Vestjyllands Politi, der som kravstiller, har bevisbyr-
den for, at de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt.
at den foreliggende dom af 04.10.2011 ikke udgør et erstatningsretligt
ansvarsgrundlag i denne konkrete sag, idet sagsøgte alene er dømt for at have tildelt skadelidte et skub, som ikke kunne påregnes at ville medføre dels at ska-delidte faldt, dels at skadelidte derved ville blive påført et erhvervsevnetab,
at karakteren af den efterfølgende vold, hvor skadelidte angiveligt er
blevet sparket flere gange i hovedet da han lå på jorden, sammenholdt med de konstaterede skader med overvejende sandsynlighed har medført skadelidtes varige mén og erhvervsevnetab,
at Midt- og Vestjyllands Politi således ikke har dokumenteret årsags-
sammenhæng mellem det af sagsøgte forvoldte skub og den skade, som skade-lidte efterfølgende har pådraget sig,
14
at Midt- og Vestjyllands Politi heller ikke har løftet bevisbyrden for det
fremsatte erstatningskrav størrelsesmæssigt,
at det på baggrund af sagens kan lægges til grund, at den skade Ar-
bejdsmarkedets Erhvervssikring har forholdt sig til i forhold til årsagssammen-hæng og omfang vedrørende mén og erhvervsevnetab er skaden efter overfal-det begået af Person 3, og ikke det forhold, som sagsøgte er dømt for,
at sagsøgte bestrider at være ansvarlig for skadelidtes erhvervsevnetab,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse ikke kan lægges til
grund som dokumentation for årsagssammenhæng for så vidt angår det for-hold, som sagsøgte er dømt for, idet Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings kom-petencer alene vedrører udmåling af varigt mén og erhvervsevnetab,
at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således ikke er rette instans at
støtte sig til hvor der er tvist om årsagssammenhæng,
at skulle Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse være anvendelig
i forhold til min sagsøgte måtte det forudsætte, at Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring havde foretaget en særskilt vurdering af eventuelle helbredsmæssige og erhvervsmæssige følger for skadelidte grundet det forhold sagsøgte er dømt for.
at en sådan særskilt vurdering foreligger ikke i dette tilfælde, hverken
af udtalelsen af 19.03.2014 eller af udtalelsen af 12.10.2015.
at det tværtimod fremgår det af begge udtalelser, at der er tale om ét
overfald.
at det på baggrund af det anførte kan lægges til grund, at Midt- og Ve-
stjyllands Politi ikke har løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem det forhold, som sagsøgte er dømt for og de erhvervsmæssige gener, som skadelid-te angiveligt har pådraget sig, og som danner grundlag for det fremsatte regres-krav.
at Erstatningsnævnets sagsbehandling og Arbejdsmarkedets Erhvervs-
sikrings vurderinger dokumenterer, at den skade man har forholdt sig til, er den skade, som blev påført skadelidte af Person 3.
at Erstatningsnævnets afgørelser skal ses i en sammenhæng, hvorefter
Midt- og Vestjyllands Politi har udvist retsfortabende passivitet ved ikke at fremsætte krav overfor sagsøgte ved første udbetaling af erstatning til skadelid-te i marts 2012.
15
at der er gjort endeligt op med skadelidtes erstatningskrav overfor
sagsøgte med sagsøgtes betaling af den idømte svie og smertegodtgørelse frem-sat under straffesagen, kr. 16.600, idet der ikke blev taget forbehold for yderli-gere erstatningskrav,
at der på domstidspunktet den 04.10.2011 ikke blev taget forbehold for
evt. mén og erhvervsevnetab eller i øvrigt henskydning heraf til civilt søgsmål,
at skadelidte derved har afskåret staten fra regresmulighed jfr. FED
2003.2481/1 og princippet heri,
at erstatningskravet i øvrigt også derefter alene er blevet rettet mod Person 3
Person 3.
at det kan lægges til grund, at der ikke foreligger et overfald begået i
forening, idet der ikke mellem sagsøgte og Person 3 foreligger no-gen kontakt omkring hændelsen,
at der ikke foreligger ét overfald begået af flere i forening, men to af
hinanden uafhængige episoder,
at der således ikke er grundlag for solidarisk hæftelse for erstatning
som følge af personskade,
at der – som allerede tidligere er gjort gældende – skal ske en særskilt
vurdering af år-sagsforbindelse mellem overfald og skadefølger i begge episo-der,
at det ikke er godtgjort, at det af sagsøgte forvoldte skub er årsag til
skadelidtes erhvervsevnetab,
at der ej heller foreligger påregnelighed,
at det - sammenholdt med karakteren af den efterfølgende vold – ikke
er godtgjort, at det er mere sandsynligt at skaden ikke ville være sket uden det af sagsøgte forvoldte skub, end at skaden ville være indtrådt også uden dette skub.
Såfremt retten måtte finde sagsøgte erstatningspligtig gøres det gælden-
de,
at erstatningskravet skal bortfalde, subsidiært nedsættes betydeligt i
medfør af Erstatningsansvarslovens § 24:
16
§ 24. Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil
virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelid-tes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.
at betingelserne herfor skønnes opfyldt i nærværende sag, herunder
særligt at det er urimeligt tyngende for sagsøgte, at blive mødt med et krav af denne størrelsesorden 7 år efter hændelsen, at den vold som sagsøgte blev dømt for alene var et skub, at skadelidte har fået erstatning udbetalt, og således ikke har interesse i nærværende sags udfald.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen, og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres på-standsdokumenter.
Rettens begrundelse og resultat
Ad forurettedes forbehold for erstatning under straffesagen:
Det kan konstateres, at Erstatningsnævnet har taget stilling til krav på erstat-ning for erhvervsevnetab. Dette må enten skyldes, at der i forbindelse med straffesagen er taget et tilstrækkeligt forbehold herom, eller at Erstatningsnæv-net har besluttet, at kravet alligevel har kunnet behandles. Det er derfor uden betydning at fastslå, om forurettede tog et udtrykkeligt forbehold for erhverv-sevnetab i forbindelse med straffesagen mod sagsøgte.
Ad passivitet:
Sagsøgerens krav støttes på Erstatningsnævnets afgørelse af 6. oktober 2017, og allerede ved brev af 3. november 2017 gjorde sagsøgeren sagsøgte bekendt med regreskravet mod ham. Retten finder ikke, at sagsøgeren kunne have rejst dette krav mod sagsøgte, før efter Erstatningsnævnets afgørelse om erhvervsevnetab forelå, jf. herved Højesterets afgørelse refereret i U.2015.944. Den omstændig-hed, at sagsøgeren ikke har rejst regreskrav overfor sagsøgte med hensyn til fle-re andre erstatningsbeløb, der blev udbetalt forud for erhvervsevnetabserstat-ningen, hindrer ikke, at sagsøgeren kan rejse krav vedrørende erhvervsevnetab-serstatningen, idet sagsøgeren ikke ses at have en forpligtigelse til, men alene en mulighed for at rejse krav mod en person mod hvem, der er et ansvarsgrund-lag. Sagsøgeren har derfor ikke udvist retsfortabende passivitet med hensyn til kravet.
17
Ad ansvarsgrundlaget:
Ved afgørelsen af denne sag lægger retten det strafferetlige bevisresultat i dom af 4. oktober 2011 til grund, hvor sagsøgte er dømt for overtrædelse af straffe-lovens § 244 ved at have tildelt forurettede et kraftigt skub på brystet, hvorved forurettede faldt bagover og slog hovedet ned i gågadens flisebelægning. Under disse omstændigheder måtte sagsøgte påregne, at forurettede kunne komme al-vorligt til skade. De skader, der efterfølgende blev konstateret, ses forenelige med den af sagsøgte udøvede vold. Uanset, at der ikke foreligger faste oplys-ninger om, at sagsøgte og Person 3 handlede i forening, at sagsøgte ikke straffe-retligt er dømt for at have handlet i forening med Person 3, og at det bestrides af sagsøgte, at han handlede i nogen form for forståelse med Person 3, har sagsøgtes voldsudøvelse medført, at forurettede lå forsvarsløs på flisebelægningen, da han ganske kort efter blev udsat for vold udøvet af Person 3.
Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger, der giver anledning til at be-tvivle, at sagsøgte er ansvarlig for de skader, der overgik forurettede, idet det, jf. flertalsudtalelse i Højesterets afgørelse refereret i U.2002.1496 må anses for tilstrækkeligt til at statuere årsagsforbindelse, at det bedømmes som mere sand-synligt, at skaderne ikke ville være indtrådt uden sagsøgtes vold, end at skader-ne ville være indtrådt også uden sagsøgtes vold, og sagsøgte blev da også fun-det erstatningsretligt ansvarlig i dommen af 4. oktober 2011 ved bedømmelsen af det erstatningskrav, der blev taget stilling til i dommen. Det bemærkes endvi-dere, at udtalelserne fra Arbejdsskadestyrelsen og Erstatningsnævnets afgørelse om erhvervsevnetab ses at have forholdt sig til de skader, forurettede blev på-ført den 3. juli 2011 om morgenen.
Ad nedsættelse efter erstatningsansvarslovens § 24:
Efter retspraksis anvendes erstatningsansvarlovens § 24 som udgangspunkt ik-ke, hvor erstatningskravet er opstået som følge af forsætlig voldsudøvelse. Hen-set til, at den af sagsøgte udøvede vold har været forholdsvis begrænset, selvom den har haft alvorlige følger, findes det ikke på forhånd at kunne udelukkes, at § 24, stk. 1, kan finde anvendelse.
Ved afgørelsen af, om et erstatningskrav kan nedsættes eller bortfalde efter er-statningsansvarslovens § 24, stk. 1, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt, tages bl.a. hensyn til skadens størrelse og ansvarets beskaffenhed.
Sagsøgtes økonomiske forhold er ikke fuldt belyst under sagen. Det er af sagsøgte forklaret, at han bor i rækkehus med sin husstand, og indtægten for årene 2015 – 2017 er dokumenteret ved skatteoplysninger, ligesom der forelig-ger enkelte lønsedler fra 2019 og sagsøgtes forklaring i forhold til en lønned-
18
gang i 2019. Uanset, at sagsøgtes indtægt fra 1. august 2019 har været mindre end tidligere, er der efter hans tidligere indtjening og hans forklaring om lønvil-kårene i hans nuværende stilling grund til at antage, at hans fremtidige indtægt bliver større end indtægten i de første tre måneder. Uanset at sagsøgtes økono-miske forhold kun delvist er belyst og hans unge alder, findes et krav på 3.008.432,11 kr. at måtte anses som urimeligt tyngende. Herefter findes erstat-ningskravet at kunne nedsættes til 1.000.000 kr., jf. 24, stk. 1, 1. led. Sagsøgerens påstand tages derfor delvist til følge med renter som nedenfor bestemt.
Sagsomkostningerne, som sagsøgte efter sagens udfald skal betale, er efter sa-gens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 46.875 kr., som er inkl. moms, da Vestjyllands Politi ikke er momsregistreret, og til dækning af retsafgift 2.000 kr. Det bemærkes, at sagsforberedelsen ikke har væ-ret meget omfattende, og at hovedforhandlingen varede 3 timer 10 minutter.
T H I K E N D E S F O R R E T :
Sagsøgte skal til Midt- og Vestjyllands Politi betale 1.000.000,00 kr. med procesrente fra den 5. januar 2018.
Sagsøgte skal til Midt- og Vestjyllands Politi betale sagsomkost-ninger med 48.875,00 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 23-10-2019 kl. 10:01
Modtagere: Advokat (H) Charlotte Skriver Pors, Sagsøger Midt- og Vestjyllands Politi, Advokat (L) Elisabeth Andersen-Møller, Sagsøgte