Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 12. januar 2022
Sag BS-12117/2020-OLR
(4. afdeling)
Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte
(advokat Elsebeth Aaes-Jørgensen)
mod
Ligebehandlingsnævnet
som mandatar for
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger
(beskikket advokat Paw Fruerlund)
Biintervenient til støtte for Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte:
Kommunernes Landsforening
(advokat Elsebeth Aaes-Jørgensen)
Retten i Odense har den 3. marts 2020 afsagt dom i 1. instans (sag BS-7613/2019-ODE).
Landsdommerne Kim Holst, Jesper Jarnit og Uffe B. Rasmussen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte, har gentaget sin påstand for byretten om afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået af indstævnte.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, har påstået dommen stadfæstet, dog således at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte tilpligtes at betale 390.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.
Retten i Kommune 1 meddelte den 13. maj 2019 Appelindstævnte, tidligere Sagsøger fri proces i medfør af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har herefter haft fri proces under ankesagen i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 5.
Supplerende sagsfremstilling
Ved brev af 5. januar 2017 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger foretog Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte partshøring af hende vedrørende påtænkt afskedigelse.
I mail af 6. januar 2017 fra Person 9, Landsdels Lærerkreds, til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er anført følgende:
”Hej Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
Vi undersøger om der er basis for at køre en sag om alderskrimination. Det er helt rutinemæssigt ved afskedigelsessager, så det bliver der taget hånd om.
Jeg bliver nødt til at oplyse dig, at jeg tror, at det er meget tvivlsomt, om det vil nytte at gøre indsigelse vedrørende de andre forhold, som du nævner. Men det skal ikke afholde dig fra at forsøge, hvis du ønsker det.
Du og dine kolleger har gennem jeres medlemskab af DLF mulighed for at søge om gratis psykologhjælp. Du kan læse om tilbuddet her: …”
I høringssvar af 17. januar 2017 fra Danmarks Lærerforening til Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte er anført bl.a.:
”Danmarks Lærerforening udtaler sig på vegne af Lærernes Centralorganisation.
…
Det er foreningens opfattelse, at der i sagen er sådanne omstændigheder, der kunne tyde på at de pågældende medarbejdere er blevet udvalgt ud fra usaglige kriterier. Jeg vedhæfter en oversigt over samtlige ansatte lærere på skolen …, hvoraf det fremgår, at alene medarbejdere med en alder på 53 år eller højere er udvalgt til afsked.
Dette er efter Danmarks Lærerforenings opfattelse i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 vedr. forskelsbehandling på baggrund af alder.
…
Danmarks Lærerforening imødeser derfor Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte nærmere dokumentation for, at alder ikke har været et kriterie i udvælgelsen af medarbejdere.
I fald Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ikke over for Danmarks Lærerforening på betryggende vis kan godtgøre, at dette ikke er tilfældet, og gennemfører Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte afskedigelserne, forbeholder Danmarks Lærerforening sig at videreføre sagen ved ligebehandlingsnævnet.
…
Vore medlemmer (uden bilag) og Danmarks Lærerforenings lokale kreds har fået kopi af dette brev.”
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger sendte den 17. januar 2017 følgende mail til Vidne 2, Landsdels Lærerkreds:
”Hej Vidne 2
Tak for din lange mail.
Måske finder I, at noget af det jeg skriver til jer irrelevant og usagligt, det må jeg så leve med ;-)
Jeg tror ikke det nytter at komme med indsigelser vedr. min afskedigelse, så det er ikke hensigten med denne mail. Dog synes jeg lige I skal kaste et blik på mine udregninger.
I vores Sprogcenter er vi i dette skoleår 15 lærere.
6 af disse lærere blev ansat ifm oprettelsen af sprogklasser for ca. 2 år siden.
(Jeg har været i Sprogcentret i 16 år.)
Vi er 6 lærere der arbejder i Sprogcentret som er blevet afskediget.
Gennemsnitsalderen på de 6 afskedigede lærere er 59,6 år Gennemsnitsalderen på de resterende 9 er 39,6 år.
Måske skulle DLF i København lige have denne lille detalje med, når de nu er i gang med at kigge på alderskriteriet.
De 2 lærere fra specialafdelingen er ikke med i denne beregning”
I en mail af 27. januar 2017 fra Person 10, Danmarks Lærerforening, til Vidne 1, Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte, og i kopi til Vidne 2, Landsdels Lærerkreds, er anført bl.a.:
”Tak for jeres notat. Danmarks Lærerforening fastholder, at der er en sådan overrepræsentation af ældre medarbejdere at der er formodning for aldersdiskrimination. Kommunens anbringender vedr. begrundelse giver ikke anledning til at ændre den opfattelse.
Danmarks Lærerforening ser ikke umiddelbart grund til at drøfte dette yderligere, men forbeholder sig at videreføre sagen ved ligebehandlingsnævnet, såfremt kommunen gennemfører afskedigelserne.”
Ved mail af 27. februar 2017 orienterede Vidne 2, Landsdels Lærerkreds, Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og de øvrige syv lærere, som Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte havde påtænkt at afskedige, om resultatet af forhandlingen med kommunen den 24. februar 2017, idet han anførte følgende:
”Landsdels Lærerkreds har afholdt forhandling med Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte vedr. den mulige sag om aldersdiskrimination.
Resultatet af forhandlingen blev, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte vil undlade at gennemføre 3 af de varslede opsigelser. Efter DLF´s vurdering vil der herefter ikke være basis for evt. at rejse en sag ved ligestillings/forskels-behandlingsnævnet.
Jeres skoleleder vil orientere jer personligt i løbet af dagen.”
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev afskediget den 28. februar 2017.
I en mail af 13. marts 2017 fra Person 9, Landsdels Lærerkreds, til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er anført følgende:
”Jeg sender dig hermed skriftligt svar, som opfølgning på vores telefonsamtale.
Forholdet om aldersdiskrimination er ikke aftalestof og efter Danmarks Lærerforenings opfattelse ikke omfattet af arbejdsretslovens § 9.
Danmarks Lærerforening har indgået forlig med Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte om ikke at videreføre sagen ved ligebehandlingsnævnet.
Da kravet ikke er omfattet af arbejdsretslovens § 9, er det Danmarks Lærerforenings opfattelse, at kravet kan videreføres af medlemmerne selv, såfremt de måtte ønske dette.
Du bør snarest skrive til Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ved Vidne 1 … og meddele, at du ikke kan tiltræde det indgåede forlig og ønsker at klage til Ligebehandlingsnævnet.
…”
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger sendte den 14. marts 2017 en mail til Vidne 1, Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte med følgende indhold:
”Til orientering, agter jeg at klage til ligebehandlingnævnet over det forlig der er indgået mellem DLF og Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ifm min fyring. Jeg mener, at der er blevet diskrimineret mht alder.
Landsdels Lærerkreds er orienteret og opfordrede mig til at orientere dig.”
Forklaringer
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, Vidne 1, Vidne 3, Vidne 5 og Vidne 2 har afgivet supplerende forklaring.
Endvidere har Vidne 7, Vidne 8 og Vidne 9, tidligere Person 7 har afgivet forklaring.
Vidne 7 har forklaret bl.a., at han er ansat som afdelingsleder i løn og personaleafdelingen i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte. Kompetencen til at afskedige lærere ligger altid hos den enkelte skoleleder, men skolelederen har pligt til at søge rådgivning hos kommunen i forbindelse hermed. Kommunen har ikke kompetence til at bremse en afskedigelsessag, men der bliver i praksis lyttet til kommunens anbefalinger.
I den konkrete sag har han haft flere drøftelser med både Vidne 1 og Vidne 8, og kommunen besluttede i slutningen af januar 2017, at der for en sikkerheds skyld skulle foretages en ekstra kvalitetssikring af grundlaget for afskedigelserne. Han har ikke været med til at vurdere de enkelte læreres kompetencer.
Han deltog i forhandlingsmødet den 24. februar 2017 med Landsdels Lærerkreds sammen med bl.a. Vidne 1. Det var et kort møde, som varede ca. 30 minutter. Kommunen gik ind til forhandlingerne med et håb om et forlig lydende på, at de afskedigede lærere fik tre måneders godtgørelse. Det var ikke usædvanligt, at det var Landsdels Lærerkreds og ikke Danmarks Lærerforening, der deltog i mødet på vegne af lærerne. Vidne 2 foreslog under mødet som et forlig, at kommunen nøjedes med at afskedige fem frem for otte lærere, mod at der fra lærernes organisationers side ikke blev skabt problemer vedrørende aldersdiskrimination. Han blev overrasket over forslaget, fordi kommunen i stedet for at skulle betale afskedigelsesgodtgørelse nu fik tre ekstra medarbejdede ”gratis” i tre måneder, og da aftalen ikke var permanent, kunne der formentlig senere findes en løsning, som sikrede afgang af yderligere tre lærere. Der blev ikke talt om, at kommunen som en del af aftalen skulle afskedige tre yngre lærere, hvilket heller ikke ville være sagligt. På grund af forslagets karakter spurgte han flere gange Vidne 2, om denne havde mandat til at indgå den pågældende aftale på vegne af lærerne. Vidne 2 fastholdt, at han havde det fornødne mandat både i forhold til Danmarks Lærerforening og de enkelte medlemmer, og Vidne 2 endte
med at blive lidt småirriteret, fordi han flere gange var blevet spurgt ind til sit mandat. Når der laves individuelle aftaler, er det normalt, at der lægges op til, at den enkelte medarbejder skal tiltræde aftalen, men der blev ikke fra Landsdels Lærerkreds’ side taget forbehold for medlemmernes efterfølgende godkendelse, og der blev ikke på nogen måde lagt op til, at medlemmerne skulle tiltræde aftalen individuelt. Det, der lå i aftalen, var bl.a., at Landsdels Lærerkreds på vegne af medlemmerne frasagde sig retten til at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet.
Han har gennem årene deltaget i mange forhandlinger med Landsdels Lærerkreds og Vidne 2, uden at der har været rejst kompetencespørgsmål, og han var derfor på ingen måde i tvivl om, at der var indgået en bindende aftale, da forligsmødet var afsluttet. Det er helt sædvanligt, at der til forligsmøder både forhandles om overenskomstmæssige krav og lovfastsatte krav.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har supplerende forklaret bl.a., at undervisningen af tosprogede elever i dansk er en stor mundfuld og kræver en særlig stram klasseledelse. Hendes undervisning på dansk som andetsprog (DSA) har derfor styrket hendes kompetencer som lærer. Der har på intet tidspunkt været observatører i klassen med henblik på at vurdere hendes klasserumsledelse, og hun er forundret over skolens konklusion om hendes udfordringer på dette punkt. Der er aldrig blevet rejst spørgsmål ved hendes undervisningserfaring eller hendes faglighed inden for hendes linjefag.
Da hun blev orienteret om, at hun skulle fyres, henvendte hun sig direkte til Landsdels Lærerkreds. Hun har ikke haft drøftelser med Danmarks Lærerforening eller Lærernes Centralorganisation. Hun har ikke med Landsdels Lærerkreds drøftet muligheden for at indgå forlig om, at kun fem ud af de otte lærere skulle fyres, og hun ville ikke have accepteret dette forslag.
Efter hun tog til Grønland for at undervise, gik hun ledig i en periode og fik derefter et vikariat i Fåborg. Da vikariatet udløb var hun igen ledig i en periode, indtil hun fik et ny vikariat. Hun har nu fået tilbudt en fast lærerstilling.
Vidne 8 har forklaret bl.a., at han har været ansat som vicedirektør i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte med ansvaret for kommunens skoler.
Skolevæsenet fungerer grundlæggende decentralt, således at en række kompetencer er lagt ud til den enkelte skoleleder, herunder også ved lærerfyringer. I den konkrete sag er det således skolelederen, der har besluttet, hvem der skulle afskediges, men han har deltaget i drøftelser med skolelederen om bl.a. de inddragne kriterier og den efterfølgende drift af skolen. Det var vigtigt, at skolernes lærerteams var sammensat på en måde, så de fremtidige
undervisningsopgaver kunne løses bedst muligt. Der har i den forbindelse på intet tidspunkt været drøftelser om at lægge vægt på lærernes alder.
Vedrørende lærernes linjefagskompetencer var det hans idé, at der i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte skulle gælde et krav om beståede kompetencemålsprøver frem for, at skolelederne konkret kunne vurdere den enkelte lærers kvalifikationer. Han mente, at det var vigtigt med ensartede ikke-skønsprægede kriterier for kompetencevurderingen, og byrådet støttede ham heri, selv om der er tale om en dyrere løsning. De fleste lærere valgte et komprimeret
efteruddannelsesforløb (model 2), og han fik indtryk af, at lærernes satte pris på efteruddannelsesmulighederne. Modellen gav også lærernes den fordel, at de ved skoleskift til andre kommuner kunne fremlægge dokumentation for deres linjefagskompetencer frem for, at der skulle foretages en bedømmelse af deres kompetencer af en ny skoleleder.
Forhandlingerne på mødet den 24. februar 2017 foregik over ca. 30 minutter, og kommunen kom ud af forhandlingslokalet med et andet resultat, end man havde lagt op til. Han sad for bordenden og ledte mødet. Der var intet usædvanligt i, at det var den lokale repræsentant for Danmarks Lærerforening, i dette tilfælde Landsdels Lærerkreds, der deltog i forhandlingerne, og han har tidligere haft mange gode forhandlinger med Vidne 2. Løsningen med tre afskedigelser færre end oprindeligt tiltænkt hang ikke sammen for skolen rent økonomisk, men han syntes alligevel, at forliget var en rimelig løsning, og derfor valgte kommunen at tiltræde det. Det var ikke en del af forligsforslaget, at kommunen skulle afskedige tre yngre lærere frem for tre lærere blandt de otte lærere, de havde peget på. Landsdels Lærerkreds havde ikke andre indvendinger end aldersdiskrimination. Kommunen spurgte på mødet, om forliget udgjorde en endelig afslutning på sagen, hvilket blev bekræftet af Landsdels Lærerkreds. Der blev ikke taget forbehold, og han var derfor ikke i tvivl om, at aftalen var endelig.
Vidne 9, tidligere Person 7 har forklaret bl.a., at han har en baggrund som lærer og skoleleder i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte. Fra december 2016 til marts 2019 var han afdelingsleder for dagtilbud og skole i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte.
Han var med til mødet den 24. februar 2017 mellem kommunen og Landsdels Lærerkreds. Mødet gik relativt hurtigt. Vidne 1 var meget opsat på at sikre, at sagen blev lukket. Hun spurgte derfor Vidne 2 om dette efter forhandlingerne, og Vidne 2 bekræftede, at sagen nu var lukket, hvilket blev ført til referat. Det var ikke en del af aftalen, at kommunen skulle afskedige tre andre medarbejdede end dem, som allerede var udpeget.
Kommunen tænkte, at man måtte kunne løse udfordringen med de tre medarbejdede, som var i overskud, ved en senere omrokering af kommunens lærere. Det var normalt, at en sådan omrokering fandt sted hvert år i foråret.
Vidne 1 har supplerende forklaret bl.a., at hun i efteråret 2016 løbende havde drøftelser med Vidne 3 om de afskedigelser, der skulle gennemføres. Der har ikke i den forbindelse været talt om, at skolen gerne ville af med nogle ældre lærere. Hele processen var præget af stor saglighed. Hun plejer at trykke skolelederne lidt på maven i forhold til deres valg og begrundelser ved afskedigelser. Hele denne øvelse skal sikre faglighed i udvælgelseskriterierne ved afskedigelser.
Da hun sad ude på Skole i februar 2017 sammen med Vidne 3, Vidne 5 og Vidne 4, bad hun skoleledelsen om at nedskrive kriterierne for afskedigelse således, at begrundelserne var tydelige i forhold til de enkelte lærere. Vidne 3 havde løbende udarbejdet noter om lærerne på små sedler, som blev indarbejdet i bedømmelsesskemaerne. Der kom ikke nye oplysninger frem i forbindelse med udfyldelsen af skemaerne. Det var primært DSA og specialafdelingen, de kiggede på, da det var på disse områder, at der kom til at mangle arbejdsopgaver.
Kommunen anvendte Kommunernes Landsforening som sparringspartner i processen, fordi det var en sagstype, som kommunen ikke havde store erfaringer med. Afskedigelserne blev ikke gennemført ved udgangen af januar 2017, hvor skolen i første omgang havde udvalgt de lærere, der skulle afskediges, fordi der ifølge Kommunernes Landsforening var brug for noget mere dokumentation for udvælgelsen af de pågældende lærere, hvis sagen endte i Ligebehandlingsnævnet.
Under forligsdrøftelserne den 24. februar 2017 kom Landsdels Lærerforening meget hurtigt med et udspil. Både hun og Vidne 7 spurgte Vidne 2 og Person 1, om de havde mandat til at lukke aftalen på denne måde på vegne af lærerne, hvilket blev bekræftet. De individuelle aftaler, som kommunen havde med i sit forligsforslag, kom aldrig på bordet. Det blev slet ikke omtalt på mødet, at kommunen som en del af forliget skulle afskedige tre yngre lærere.
Vidne 3 har supplerende forklaret bl.a., at hun stoppede som viceskoleleder sidste år som 62-årig, da hun ikke længere følte, at hun kunne stå på mål for sine opgaver efter at være blevet uretmæssigt beskyldt af nogle for at have haft skjulte bagtanker ved lærerafskedigelserne i 2017. Hun mener, at hele processen omkring afskedigelserne foregik på en meget grundig og ordentlig måde, og hun har fået fuld opbakning fra forvaltningens side gennem hele processen. Skolen blev bragt i en situation, hvor de blev tvunget til at fyre nogle af deres medarbejdere. De var meget glade for alle deres lærere og havde ingen ønsker om at gennemføre afskedigelser.
Hun drøftede med Vidne 5 og Vidne 4 i efteråret 2016, hvordan de kunne sætte det bedste hold af lærere til at varetage skolens fremtidige opgaver. Det handlede om skolens behov sammenholdt med lærernes kompetencer, og lærernes alder har på ingen måde spillet ind i denne vurdering. Deres indtryk af de forskellige lærere var bl.a. baseret på den daglige omgang på skolen og samarbejdet på tværs af organisationen. Der lå selvfølgelig også noget subjektivt i vurderingen af den enkelte lærers kompetencer. Opgaverne på skolen havde ikke ændret sig, da de fik oplyst, at de kunne nøjes med at afskedige fem lærere. De foretog derfor en samlet vurdering af, hvor tre af de otte lærere bedst kunne indpasses. Person 11 blev ikke afskediget, da hun havde engelsk som linjefag. De havde mange lærere med kompetencer i dansk og matematik og knap så mange med kompetencer i engelsk. De lagde ikke vægt på lærernes grundfag ved deres vurdering af lærernes faglige kompetencer, selv om lærerne via efteruddannelse havde mulighed for at opnå linjefagskompetencer inden for de pågældende grundfag.
Hvis Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skulle undervise i dansk, skulle de finde en klasse til hende på mellemtrinnet, da det var på dette klassetrinniveau, at hun havde givet udtryk for at føle sig bedst tilpas. Der var imidlertid allerede tilstrækkeligt med dansklærere på mellemtrinnet. På grund af den store gruppe af dansklærere på skolen har det sikkert også haft betydning, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke havde undervist i dansk på skolens almene del. Hun ved ikke, om der foreligger en oversigt over, hvor mange lærere de havde brug for i de enkelte fag.
Bemærkningen i bedømmelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger om, at kollegaer syntes, det var svært at være teammakker med hende, er ikke udtryk for, at der var samarbejdsproblemer med Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Skolen ville helst have beholdt samtlige lærere, men i den samlede bedømmelse af lærernes ”samarbejde og relationer” har disse hjertesuk fra andre lærere også været tillagt vægt.
Hun har udarbejdet den skriftlige anbefaling af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og står fuldt ud inde for den.
Vidne 5 har supplerende forklaret bl.a., at han aldrig har observeret Appelindstævnte, tidligere Sagsøger i en klasserumssituation, og han ved ikke, om andre har observeret hende. Lærere med linjefagskompetencer kan undervise i de pågældende fag på alle klassetrin, hvorimod lærere, der kun har haft et fag som grundfag og ikke efterfølgende har højnet dette niveau, kun kan undervise i faget op til 6. klassetrin. Han husker ikke, om han, Vidne 3 og Vidne 4 kiggede på, hvilke grundfag, lærerne havde haft, da de vurderede, hvem ser skulle afskediges, men det ville være naturligt at inddrage i overvejelserne, da der jo fortsat var behov for undervisning af de mindre klassetrin, og skolen desuden ikke fuldt ud kunne leve op til den nationale målsætning om 95 pct.
kompetencedækning i alle undervisningsfag. Han kan godt se, at der ikke i de
bedømmelsesskemaer, som han har været med til at udarbejde, står noget om lærernes grundfagskompetencer, så de har nok primært kigget på linjefag. Han og den øvrige skoleledelse har i hvert fald nøje vurderet, hvilke kompetencer skolen havde brug for fremadrettet.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger havde gennem sin undervisning i DSA erhvervet nogle kompetencer og et godt kendskab til de elever, som skulle ud i de almene klasser. Det mener han også, at der er lagt vægt på ved bedømmelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, men kendskabet til den almene klasse, som eleverne skulle over i, har formentlig vægtet højere.
Vidne 2 har supplerende forklaret bl.a., at han fortsat er kredsformand i Landsdels Lærerkreds. På mødet den 24. februar 2017 var det kommunen og ikke ham, der fremkom med forslaget om at ændre antallet af afskedigelser fra otte til fem. Dette forslag kunne Landsdels Lærerkreds godt tilslutte sig, men de gjorde opmærksom på, at den var gal med alderssammensætningen blandt de medarbejdere, der var indstillet til afskedigelse. Han regnede derfor med, at kommunen ville løse problemet med alderssammensætningen ved – udover de fem afskedigelser – at afskedige tre yngre lærere. Hvis han havde vidst, at der ikke ville blive afskediget tre yngre lærere, havde han ikke underskrevet aftalen. Da kommunen ikke efterfølgende gennemførte de tre aftalte afskedigelser, blev Landsdels Lærerkreds stillet i et dilemma, for de ønskede ikke at gennemtvinge en afskedigelse af yderligere tre af deres medlemmer.
Landsdels Lærerkreds havde kendskab til kommunens økonomiske rammer, men ikke eventuelle planer om fremtidige fyringsrunder.
Landsdels Lærerkreds er en lokal afdeling af Danmarks Lærerforening, og han mener, at de havde mandat til at afslutte sagen på vegne af Danmarks Lærerforening. Han blev på mødet spurgt ind til, om Landsdels Lærerkreds havde mandat til at binde Danmarks Lærerforening, og det bekræftede han. Der blev ikke på noget tidspunkt spurgt ind til, om Landsdels Lærerkreds også havde mandat til at binde de enkelte medlemmer. Hvis medlemmerne skal bindes individuelt, vil der skulle indhentes en underskrift fra de pågældende.
Han skrev under på forliget på vegne af Landsdels Lærerkreds, idet der var tale om organisationskrav. Han ved ikke, hvordan et krav efter forskelsbehandlingsloven kan udgøre et organisationskrav, men han fik rådgivning fra Danmarks Lærerforening, og de havde givet ham mandat til at indgå forlig med henblik på at løse spørgsmålet om aldersdiskrimination. Under forhandlingerne drøftede de ikke de enkelte medlemmers alder, kompetencer m.v., men kun den samlede aldersfordeling blandt de afskedigede.
Aftalen er indgået på organisationens vegne, men de hjalp Appelindstævnte, tidligere Sagsøger med at gå videre med sin egen sag. Da han den 27. februar 2017 skrev til bl.a. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, at der efter indgåelsen af forliget ikke var grundlag for at rejse en sag ved Ligebehandlingsnævnet, mente han, at Danmarks Lærerforening ikke ville gå videre med en sag.
Anbringender
Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende:
”…
2. Sagens temaer
2.1 Denne sag vedrører for det første spørgsmålet om, hvorvidt Appelindstævnte, tidligere Sagsøger
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger som følge af det forlig, der blev indgået mellem Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte og Appelindstævntes, tidligere Sagsøger faglige organisation (ekstrakten, side 333 — bilag 8), er afskåret fra at rejse krav om godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingsloven.
Det er i relation til dette spørgsmål Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte hovedanbringende, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger faglige organisation ved det indgåede forlig på vegne af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger — og efter bemyndigelse af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger — har givet bindende afkald på at videreføre sagen, og at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger derfor er afskåret fra at rejse krav i henhold til forskelsbehandlingsloven.
2.2 Hvis landsretten måtte finde, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke er afskåret fra
at rejse krav i henhold til forskelsbehandlingsloven, skal landsretten for det andet tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ved sin afskedigelse af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger måtte have overtrådt forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.
Det er i relation til dette spørgsmål Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte hovedanbringende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.
2.3 Hvis landsretten mod forventning måtte finde, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger
har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af alder, gøres det gældende, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har løftet bevisbyrden for, at der konkret hverken direkte eller indirekte er lagt vægt på alder ved afskedigelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, men at udvælgelsen til afskedigelse alene er foretaget på baggrund af saglige kriterier, som især angik Appelindstævntes, tidligere Sagsøger individuelle kompetencer set i forhold til Skole fremadrettede kompetencebehov.
3. Anbringender
3.1 Til støtte for den nedlagte påstand om afvisning gøres det
gældende,
at der forud for afskedigelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev afholdt en fagretlig forhandling på begæring af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger faglige organisation,
at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger forinden selv havde rettet henvendelse til sin faglige organisation og frivilligt, egenhændigt og eksplicit havde valgt at delegere sin forhandlings- og aftalekompetence til denne, hvilket bl.a. underbygges af, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke afgav noget individuelt høringssvar,
at temaet for den fagretlige forhandling netop var, hvorvidt udvælgelsen af de medarbejdere, der var påtænkt afskediget, var sket på baggrund af usaglige kriterier, idet den faglige organisation i denne sammenhæng specifikt – og alene – henviste til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder,
at parterne under forhandlingen derfor specifikt – og som det eneste – drøftede spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder i forhold til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og de øvrige, som Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte havde partshørt vedrørende påtænkt afskedigelse,
at parterne i den forbindelse blev enige om, at der i forhold til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger såvel som i forhold til de øvrige berørte lærere ikke udestod noget krav,
at det eksplicit fulgte af forliget, at dette var til fuld og endelig afgørelse, samt at der herefter ikke udestod yderligere krav i relation til ansættelsen, herunder hverken efter overenskomsten, diskriminationslovgivning eller i henhold til forvaltningsretlige bestemmelser,
at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte under forhandlingen den 24. februar 2017 ikke havde noget grundlag for at betvivle, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger faglige organisation handlede inden for sin bemyndigelse, da organisationen forligte sagen på de vilkår, der mellem parterne blev aftalt, hvorved bemærkes,
at repræsentanterne fra den faglige organisation på direkte forespørgsel fra Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte repræsentanter bekræftede, at de havde "den fulde kompetence",
at repræsentanterne fra Appelindstævntes, tidligere Sagsøger faglige organisation ej heller tog noget forbehold for Appelindstævntes, tidligere Sagsøger og de øvrige medlemmers personlige godkendelse af forliget, og
at der således med den gennemførte forhandling må anses for at være gjort fuldt og endeligt op med ethvert muligt krav i
anledning af ansættelsesforholdets afslutning, alt med den konsekvens
at sagen må afvises, subsidiært
at der skal ske frifindelse af kommunen, allerede fordi den pågældende aftale er indgået.
3.1.1 Videre gøres det i den forbindelse gældende,
at det følger af retspraksis, at de ansættelsesretlige regelsæts beskyttelsespræceptivitet ikke gør sig gældende i fratrædelsessituationen – særligt ikke, når medarbejderen er bistået af sin faglige organisation, samt
at uanset at en faglig organisation rent formelt alene måtte have begæret en forhandling i henhold til overenskomstens bestemmelser om en opsigelses saglighed, kan parterne under en sådan forhandling med bindende virkning tage stilling til indsigelser, der er funderet på andre regelsæt, når en af parterne før eller under den fagretlige forhandling rejser en sådan indsigelse, hvilket i særlig grad gør sig gældende i en situation, hvor den indsigelse, der rejses mod en påtænkt afskedigelse, alene er funderet på ét synspunkt, in casu aldersdiskrimination.
3.1.2 Yderligere gøres det gældende,
at den forhandlingsberettigede organisation ikke i dette forløb opgav at forfølge sagen, men tværtimod afsluttede sagen definitivt ved forhandlingsbordet ved indgåelsen af den som bilag 8 fremlagte aftale,
at den forhandlingsberettigede organisation under forhandlingen anerkendte, at der ikke var grundlag for at bestride lovligheden af afskedigelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger,
at Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds i sin egenskab af faglig organisation må formodes at være velbekendt med det ansættelsesretlige regelsæt og dermed også rammerne for og konsekvenserne af indgåelsen af en aftale som den foreliggende, hvilket underbygges af,
at den faglige organisation ved afslutningen af forhandlingen selv anerkendte, at der efter den afholdte forhandling ikke var grundlag for at rejse krav i henhold til forskelsbehandlingsloven,
at et eventuelt mellemværende mellem Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og hendes faglige organisation i anledning af organisationens håndtering af nærværende sag er Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte uvedkommende, og
at sagen også af den grund bør afvises, subsidiært
at der skal ske frifindelse af kommunen, allerede fordi den pågældende aftale er indgået.
3.2 Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse gøres det i
tillæg til ovenstående gældende,
at det i henhold til forskelsbehandlingslovens § 7 a er appelindstævnte, der skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder,
at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger primært støtter sin påstand om aldersdiskrimination på den omstændighed, at der efter hendes opfattelse blev indstillet et uforholdsmæssigt højt antal ældre lærere til afskedigelse,
at dette forhold ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at skabe en formodning for, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af alder,
at de af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger påberåbte statistiske oplysninger om de afskedigedes alder i øvrigt ikke er tilstrækkeligt signifikante til i sig selv at skabe en formodning for forskelsbehandling, hvortil bemærkes,
at det statistiske grundlag som følge af det lave antal af afskedigelser sammenholdt med det samlede antal lærere på Skole er begrænset,
at der var flere lærere, som var jævnaldrende med Appelindstævnte, tidligere Sagsøger eller ældre, som ikke blev indstillet til afskedigelse,
at der ikke er påvist nogen forhold, som indikerer, at overvejelser om alder indgik i ledelsens beslutning om, hvem der bedst kunne undværes og derfor blev indstillet til afskedigelse,
at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger således ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der i strid med beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, og
at kommunen derfor skal frifindes.
3.2.1 Videre gøres det gældende,
at heller ikke det forhold, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte lagde vægt på, hvilke lærere der havde undervisningskompetence (svarende til den tidligere betegnelse "linjefag") i de fag, de underviste i, gør, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der i forbindelse med
vurderingen af, hvem der bedst kunne undværes, blev udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, hvorved bemærkes,
at lærere uddannet indtil 1998 havde to linjefag,
at lærere uddannet i perioden 1998— 2006 havde fire linjefag,
at lærere uddannet fra 2007 og frem har to eller tre linjefag,
at antallet af linjefag – dvs. undervisningskompetence erhvervet via uddannelsen – således afhænger af, hvornår den enkelte lærer er uddannet – men omvendt ikke har direkte sammenhæng med den enkelte lærers alder,
at lærere stedse har haft mulighed for at supplere antallet af linjefag efter læreruddannelsens afslutning gennem efteruddannelse,
at der i årene forinden som en udløber af den landsdækkende folkeskolereform i 2013 i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte var iværksat et forløb med kompetence-afklarende samtaler og tilbud til den enkelte lærer om at få sin undervisningskompetence formaliseret på én af tre måder afhængigt af lærerens konkrete kompetenceniveau i faget, således som nærmere beskrevet i ankereplikkens punkt 5 (ekstrakten, side 88),
at der for de enkelte lærere herefter var mulighed for formaliseret efteruddannelse, således at den enkelte lærer – uanset hvilken af de tre måder, der var tale om – fik mulighed for at "få papir på" de fag, den pågældende havde undervisningskompetence i, og
at også Appelindstævnte, tidligere Sagsøger fik denne mulighed, men at hun grundet sygdom ikke så sig i stand til at gennemføre det etablerede efteruddannelsesforløb i matematik, alt med det resultat
at når der ved udvælgelsen af, hvilke lærere der skulle indstilles til afskedigelse, blev lagt vægt på kriteriet formaliseret undervisningskompetence/linjefag, kan dette under ingen omstændigheder skabe en formodning om direkte forskelsbehandling grundet alder, og
at kriteriet ej heller kan skabe en formodning om indirekte forskelsbehandling grundet alder, idet kravet om formaliseret undervisningskompetence var objektivt begrundet i et sagligt formål, ligesom midlerne til at opfylde dette formål var hensigtsmæssige og nødvendige, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.
3.3 For det tilfælde, at retten mod forventning måtte nå frem til, at
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der ved afskedigelsen er udøvet
direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder, gøres det gældende,
at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har løftet bevisbyrden for, at der konkret i forhold til afskedigelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke blev lagt vægt på alder, men derimod alene blev lagt vægt på saglige kriterier, idet det bemærkes,
at udvælgelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skete på baggrund af de af HovedMED fastsatte udvælgelseskriterier for omplacering eller uansøgt afsked i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte (bilag 3) samt på baggrund af indholdet af det udarbejdede kompetenceskema (bilag 14),
at der således blev lagt særlig vægt på Appelindstævntes, tidligere Sagsøger individuelle kompetencer – dels for så vidt angår linjefag/undervisningskompetence, dels for så vidt angår en bredere kompetencevurdering, herunder det samlede ledelsesmæssige indtryk af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger i forhold til skolens fremtidige behov, herunder behovet for, at skolen var dækket ind med relevante linjefagskompetencer,
at Skole ledelse i øvrigt på baggrund af det samlede ledelsesmæssige kendskab til og indtryk af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger baseret på de samtaler med øvrige af skolens lærere såvel som med Appelindstævnte, tidligere Sagsøger selv gennem tiden vurderede, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger var mindre omstillingsparat og mere udfordret i samarbejdet end øvrige medarbejdere,
at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger med udgangspunkt i de fastsatte kriterier og på baggrund af en konkret helhedsvurdering derfor blev vurderet som værende en af de lærere, som Skole fremadrettet bedst kunne undvære,
at alder således på ingen måde indgik i beslutningen om at udvælge Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til påtænkt afskedigelse, jf. i øvrigt de ovenfor under punkt 3.2 og 3.2.1 anførte forhold,
at de opstillede kriterier og den foretagne udvælgelse af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger var saglig og velbegrundet, hvilket underbygges af,
at den faglige organisation, som det fremgår af bilag 8, anerkendte, at der ikke var grundlag for at rejse en sag om aldersdiskrimination i forbindelse med afskedigelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger,
at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte som følge heraf har løftet sin del af bevisbyrden, og
at kommunen derfor under alle omstændigheder skal frifindes.
3.3.1 Videre gøres det i den forbindelse gældende,
at vurderingen af alderssammensætningen blandt de afskedigede medarbejdere skal foretages for Skole som helhed – og ikke kun i forhold til de to afdelinger, hvori der blev foretaget afskedigelser.
3.4 Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende,
at en eventuel godtgørelse henset til sagens omstændigheder alene kan udgøre et mindre beløb end af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger krævet, samt
at eventuelle procesrenter i overensstemmelse med rentelovens § 3, stk. 4, tidligst kan tilkendes fra sagens anlæg, den 19. februar 2019, hvor appelindstævnte nedlagde en betalingspåstand.
…”
Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har i sit
påstandsdokument anført følgende:
”…
2. ANBRINGENDER
Til støtte for Appelindstævntes, tidligere Sagsøger stadfæstelsespåstand gøres det i forhold til Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte afvisningspåstand overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Retten i Odenses dom af 3. marts 2020 om, at aftalen mellem Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte og Danmarks Lærerforening af 24. februar 2017 (bilag 8) ikke afskar Appelindstævnte, tidligere Sagsøger fra at forfølge sit krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, idet Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke havde bemyndiget Danmarks Lærerforening til at forlige sit krav. Dette vil blive nærmere uddybet i påstandsdokumentets punkt 2.1.
Til støtte for Appelindstævntes, tidligere Sagsøger stadfæstelsespåstand gøres det i forhold til Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte frifindelsespåstande overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte hverken Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 7. februar 2018 eller Retten i Odenses dom af 3. marts 2020 om, at det var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev afskediget fra sin stilling som overlærer på Skole i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte, hvorfor Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har krav på en godtgørelse skønsmæssigt fastsat til 390.000 kr. Dette vil blive nærmere uddybet i påstandsdokumentets punkt 2.2.
I den forbindelse bemærkes det, at Retten i Odense tilkendte renter fra sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet. Dette er dog i henhold til en nu underkendt praksis, hvorfor Appelindstævnte, tidligere Sagsøger nu for landsretten alene påstår sig tilkendt rente fra tidspunktet for sagens anlæg ved Retten i Odense den 19. februar 2019.
2.1 Afvisningsspørgsmålet
Landsretten kan efter Appelindstævntes, tidligere Sagsøger opfattelse lægge til grund i) at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskels-behandlingsloven ikke er omfattet af overenskomsten, ii) at Lærernes Centralorganisation/Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds derfor ikke qua overenskomsten havde noget mandat i forhold til hendes krav efter forskelsbehandlingsloven, og iii) at Danmarks Lærerforenings/Landsdels Lærerkreds’ dispositioner i forhold til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven derfor krævede en specifik fuldmagt fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
2.1.1 Organisationsfuldmagt
En organiseret lønmodtagers krav efter forskelsbehandlingsloven er ikke omfattet af den kollektivretlige organisationsfuldmagt eller i øvrigt af arbejdsretsloven, og lønmodtagerens faglige organisation har derfor ikke uden en specifik fuldmagt fra lønmodtageren adgang til at råde over kravet. Lærernes Centralorganisation/Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds kunne derfor alene forlige Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven mod Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte i det omfang, Appelindstævnte, tidligere Sagsøger havde bemyndiget dem hertil – hvilket Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke havde.
Det bestrides ikke, at organisationsfuldmagten kan karakteriseres som en særlig fuldmagtsform, som anført af Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte. Det bestrides derimod, at organisationsfuldmagtens særlige fuldmagtsform har betydning for denne sag, da landsretten kan lægge til grund, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven ikke er omfattet af overenskomst og ikke er omfattet af den særlige organisationsfuldmagt.
Til støtte for, at organisationsfuldmagten kan karakteriseres som en særlige fuldmagtsform, henviser Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte til U.2013.224H. U.2013.224H omhandler et forlig vedrørende forhold reguleret ved overenskomst. Det samme gør sig gældende for U.2002.1966Ø, som Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte også henviser til. Hverken U.2013.224H eller U.2002.1966Ø kan altså understøtte Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte synspunkt om, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven – som ubestridt ikke er omfattet af overenskomst – kunne forliges uden specifik fuldmagt fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har i øvrigt angivet at det ”i den juridiske litteratur fremgår, at den form for fuldmagt, der - i tilfælde, hvor der ikke er en stående forhåndsfuldmagt - kræves som grundlag for faglige organisationers disponering over et medlems lovhjemlede rettigheder, kan antage forskellige former. Det er bl.a. fastslået, at medlemmets henvendelse til sin faglige organisationen med en anmodning om at tage en sag op i sig selv kan indeholde en sådan "speciel" fuldmagt, der endvidere antages at udstyre den faglige organisation med en fuldmagt til at løse den pågældende sag.” Der henvises i den forbindelse til Ole Hasselbalch i U.2008B.165.
Det bemærkes hertil, at Ole Hasselbalch i U.2008B.165 til støtte for det angivne synspunkt henviser til U.2002.1966Ø og U.1996.601Ø. U.2002.1966Ø omhandler som nævnt ovenfor et forlig vedrørende forhold reguleret ved overenskomst. I U.1996.601Ø var der indgået overenskomst, hvorefter det fagretlige retssystem, blandt andet afskedigelsesnævnet, skulle anvendes på sager af den i sagen omhandlede art. Landsretten lagde til grund, at lønmodtageren selv havde anmodet sin faglige organisation om, at den opståede tvist om hans bortvisning måtte blive behandlet ved forhandlinger mellem de faglige organisationer, og at det måtte have stået lønmodtageren klart, at en løsning af sagen herefter ville ske efter de faglige regler.
Det bemærkes i tilknytning hertil, at ingen af de nævnte domme vedrører ufravigelige lovbaserede krav, og at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke har givet en videre fuldmagt end den i bilag 15 angivne, hvilket er ubestridt. Nærværende sag kan altså ikke sammenlignes med de ovenfor nævnte domme.
I øvrigt angiver Ole Hasselbalch endvidere følgende i U.2008B.165:
” Man melder sig ikke ind i en faglig organisation for at opnå rettigheder, man allerede har i forvejen, og fagforeningernes velkendte opgave historisk set har været at forhandle overenskomster om de anliggender, hvor der er noget at forhandle om, dvs. sådanne, som ikke er reguleret i forvejen ved ufravigelig lovgivning. Det er derfor vanskeligt uden særlig støtte i den konkrete organisationsvedtægt eller velkendt praksis for dens anvendelse at tolke den fuldmagt, der ligger i indmeldelsen, så vidt at organisationen dermed får adgang til at forhandle og afslutte sager om lønmodtagerrettigheder iht. lovgivningen ad fagretlig vej. Det er således ikke nogen naturlig forudsætning for en fagforeningsvedtægt, der tier i henseende til organisationens adgang til at råde over lovhjemlede krav m.v., at foreningen kan binde medlemmerne under forligsforhandlinger om lovkrav.”
2.1.2 Den almindelige fuldmagtslære
Det gøres gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds havde fuldmagt til at forlige Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven, må afgøres efter den almindelige fuldmagtslære, herunder aftalelovens bestemmelser om fuldmagt.
En fuldmagt udstyrer fuldmægtigen med en aftaleretlig kompetence med henblik på at disponere med umiddelbar pligtvirkning for fuldmagtsgiveren, jf. aftalelovens § 10, stk. 1. Fuldmagtsgiveren bliver dog alene bundet af fuldmægtigens dispositioner, hvis i) fuldmagten er gyldigt stiftet, ii) fuldmagten ikke er tilbagekaldt eller ophørt, iii) fuldmægtigen har handlet i fuldmagtsgiverens navn, og iv) fuldmægtigen har handlet inden for fuldmagtens grænser.
Ved spørgsmålet om fuldmagtens grænser er sondringen mellem fuldmagt og bemyndigelse afgørende. Bemyndigelsen er lig fuldmagtsgivers erklæring om fuldmagten og fastslår, hvor langt
fuldmagtsgiveren har givet fuldmægtigen lov til at gå (den interne instruks) samt udgør fuldmagtens subjektive side. Fuldmagten udgør derimod grænserne for, at en fuldmagtsgiver ved fuldmægtigens retshandler/dispositioner kan blive berettiget og forpligtet i forhold til tredjemand. Afgrænset over for bemyndigelsen er spørgsmålet ved fuldmagten, hvor langt fuldmagtsgiveren synes at have givet fuldmægtigen lov til at handle. Fuldmagten udgør derfor den objektive side.
Handler fuldmægtigen uden for fuldmagtens grænser, er fuldmagtsgiveren ikke bundet af fuldmægtigens dispositioner. Har fuldmægtigen handlet inden for fuldmagtens grænser, men overskredet sin bemyndigelse, er fuldmagtsgiveren derimod bundet af fuldmægtigens dispositioner, medmindre tredjemand indså eller burde indse, at fuldmægtigen overskred sin bemyndigelse, jf. aftalelovens § 11, stk. 1. Er der tale om en § 18-fuldmagt, er fuldmægtigens dispositioner derimod ikke bindende for fuldmagtsgiveren, selv om tredjemand var i god tro, jf. aftalelovens § 11, stk. 2.
Det gøres i den forbindelse gældende, at den erklæring, som Danmarks Lærerforening fik Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til at underskrive (bilag 15), alene har bemyndiget Danmarks Lærerforening til at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet, og at der heri under ingen omstændigheder ligger en bemyndigelse af Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds til at forlige Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven ved aftale med Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte - hvilket tillige er Danmarks Lærerforenings synspunkt, jf. e-mail af 13. marts 2017 (bilag 12).
Det bemærkes hertil, at erklæringen ikke var udarbejdet med henblik på forevisning til Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte (som da heller ikke fik erklæringen forevist). Det ses i øvrigt ikke at være bestridt, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ikke forud for eller i forbindelse med indgåelsen af aftalen den 24. februar 2017 så eller efterspurgte en specifik fuldmagt fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, som gav Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds ret til at forlige Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven. Det vel at mærke til trods for, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven falder uden for organisationsfuldmagten, og at adgangen for Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds til at forlige kravet derfor forudsatte specifik fuldmagt fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
Det ses heller ikke, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har gjort gældende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skulle have givet en videre fuldmagt end den i bilag 15 angivne – som alene gav Danmarks Lærerforening fuldmagt til på Appelindstævntes, tidligere Sagsøger vegne at behandle hendes sag i Ligebehandlingsnævnet. Dette er da også klart bestridt af Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds. Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds havde ikke en sådan fuldmagt.
Ifølge Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte skulle Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds imidlertid ved aftalen den 24. februar 2017 (bilag 8) have indgået et forlig på Appelindstævntes, tidligere Sagsøger vegne, der afskar hende fra at rejse sit krav i henhold til forskelsbehandlingsloven mod Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte.
Dette er forkert, bestrides og er i øvrigt udokumenteret. Det er desuden tilbagevist af Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds. Men selv hvis Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds skulle have indgået et sådant forlig, så ville det ligge uden for fuldmagtens grænser, og af den grund ville Appelindstævnte, tidligere Sagsøger uanset ikke være bundet af et sådant indgået forlig.
Fuldmagten (bilag 15) giver notorisk ikke hverken Landsdels Lærerkreds eller Danmarks Lærerforening hjemmel til at forlige Appelindstævntes, tidligere Sagsøger krav efter forskelsbehandlingsloven eller til at afskære Appelindstævnte, tidligere Sagsøger sin mulighed for at forfølge sit krav efter denne lov. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har alene udstyret Danmarks Lærerforening med en fuldmagt til at behandle hendes sag ”i Ligebehandlingsnævnet” . Forhandlingerne den 24. februar 2017 foregik ikke ”i Ligebehandlingsnævnet” og havde intet med Ligebehandlingsnævnet at gøre, hvilket ikke ses bestridt.
Da Danmarks Lærerforening eller Landsdels Lærerkreds hverken havde fuldmagt eller bemyndigelse fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til at forlige hendes krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, er Appelindstævnte, tidligere Sagsøger således ikke bundet af aftalen mellem Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte og Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds.
Det bemærkes i øvrigt, at forskelsbehandlingslovens regler om godtgørelse for forskelsbehandling på grund af alder er præceptive, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger protesterede hurtigt efter, hun fik meddelelse om det indgåede forlig (bilag 12 og bilag 13), og at hun ikke blev forelagt forliget, før forliget blev indgået. Også af disse grunde kan aftalen mellem Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte og Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds ikke anses for bindende for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
Hvorvidt Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte måtte have haft en forventning om eller tillid til, at Landsdels Lærerkreds/Danmarks Lærerforening kunne indgå det omhandlede forlig den 24. februar 2017 (bilag 8), er Appelindstævnte, tidligere Sagsøger uvedkommende. Spørgsmålet herom vedrører alene Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte, Danmarks Lærerforening og Landsdels Lærerkreds. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har således ingen bemærkninger eller holdning hertil.
Hertil kommer, at aftalen mellem Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte og Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds ubetinget var til ugunst for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, og det selvsagt må have en formodning imod sig, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skulle have bemyndiget Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds til at forlige hendes krav på sådanne vilkår. Dette burde Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte i alle tilfælde have indset.
Det gøres i forlængelse heraf gældende, at det forhold, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke indgav et individuelt høringssvar, ikke under nogen omstændigheder kan tages til indtægt for, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skulle have givet Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds bemyndigelse til at forlige hendes krav efter forskelsbehandlingsloven.
Det bemærkes endvidere, at det af Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte anførte vedrørende ”forhandlingens usædvanlige forløb” , herunder den af Vidne 2 hævdede præmis for forligsindgåelsen, ikke har
betydning for bedømmelsen af nærværende sag; herunder at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger direkte eller indirekte blev afskediget som følge af sin alder.
Såfremt Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte af Danmarks Lærerforening er blevet bibragt den opfattelse, at der forelå en bemyndigelse fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til at forlige hendes krav, er dette et mellemværende mellem Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte og Danmarks Lærerforening/Landsdels Lærerkreds, som ikke afskærer Appelindstævnte, tidligere Sagsøger fra at forfølge sit krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.
2.2 Forskelsbehandlingsspørgsmålet
Det følger af forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet alder, jf.
forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 1.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.
Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af § 2, kan tilkendes en godtgørelse, jf. forskels-behandlingslovens § 7, stk. 1. Det følger endvidere af forskelsbehandlingslovens § 7 a, at påviser den, der anser sig for krænket, jf. forskelsbehandlingslovens § 2, faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiver at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
2.2.1 Påvisning af faktiske omstændigheder
Det gøres gældende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har påvist sådanne faktiske omstændigheder, at der efter forskels-behandlingslovens § 7 a er anledning til at formode, at hendes alder har haft betydning for beslutningen om at afskedige hende.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har påpeget, at skoleledelsen på Skole udpegede et uforholdsmæssigt højt antal ældre lærere til afskedigelse, da skolen som følge af nedlæggelsen af modtagerklasser og faldende elevtal skulle reducere lærerstaben.
Der blev således ubestridt indstillet otte overenskomstansatte lærere til afskedigelse, og disse var alle mellem 54 og 62 år gamle.
Parterne er enige om, at der på Skole på daværende tidspunkt var i alt 60 ansatte lærere, heraf 56 overenskomstansatte lærere, hvoraf 22 var 50 år eller ældre, mens 34 var under 50 år.
Det gøres i den forbindelse gældende, at der i forhold til vurderingen af, om aldersfordelingen blandt lærerne giver anledning til en formodning om forskelsbehandling, alene skal ses på gruppen af overenskomstansatte lærere, og at der skal bortses fra tjenestemænd. De tjenestemandsansatte lærere var reelt ikke i spil ved udvælgelsen af de lærere, der skulle indstilles til afskedigelse, idet de tjenestemandsansatte lærere ved afskedigelse grundet arbejdsmangel typisk ville være berettige til rådighedsløn i 3 år efter fratrædelse.
De overenskomstansatte læreres aldersfordeling og antallet af lærere indstillet til afskedigelse fremgår af følgende tabel:
Ledelsen på Skole valgte således at indstille over 36 % af de overenskomstansatte lærerne over 50 år til afskedigelse og 0 % af gruppen af overenskomstansatte lærere under 50 år til afskedigelse.
Ses der alene på sprogcentret, hvor Appelindstævnte, tidligere Sagsøger arbejdede 47 % af sin samlede arbejdstid, jf. oversigten i bilag 2, er tendensen endnu mere tydelig. På sprogcentret er parterne enige om, at der på daværende tidspunkt var i alt 18 overenskomstansatte lærere, hvoraf otte var 50 år eller ældre, mens 10 var under 50 år. På sprogcentret valgte ledelsen på Skole således ubestridt at indstille 3/4 af lærerne over 50 år til afskedigelse, mens ingen fra gruppen af lærere under 50 år blev indstillet til afskedigelse. Skoleledelsens udvælgelse på sprogcentret medførte, at hele gruppen af lærere over 60 år blev indstillet til afskedigelse, mens 50 % af lærergruppen mellem 50 og 59 år blev indstillet til afskedigelse.
Aldersfordelingen blandt lærerne på sprogcentret og antallet af disse lærere indstillet til afskedigelse fremgår af følgende tabel:
På tidspunktet for partshøringen var i alt ni lærere beskæftiget i specialafdelingen på Skole. Aldersfordelingen blandt lærerne i specialafdelingen og antallet af disse lærere indstillet til afskedigelse fremgår af følgende tabel:
Selvom gruppen af overenskomstansatte lærere under 50 år var størst både på sprogcentret, specialafdelingen og på skolen generelt, blev ingen lærere fra denne gruppe udvalgt til afskedigelse.
Det gøres gældende, at talgrundlaget er tilstrækkeligt signifikant til ikke at kunne afvises som et udslag af tilfældighed, og talgrundlaget udgør derfor en sådan faktisk omstændighed, at der er anledning til at formode, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger alder helt eller delvist har haft betydning for beslutningen om at indstille hende til afskedigelse.
Det forhold, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte efterfølgende på baggrund af netop en indsigelse om aldersdiskrimination valgte ikke at gennemføre tre af de otte afskedigelser, gør i forhold til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ingen forskel. Talmaterialet indikerer klart, at der ved udvælgelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til afskedigelse blev lagt vægt på hendes alder, og Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev som følge af udvælgelsen afskediget.
At der i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte måtte findes en politik for seniormedarbejdere (bilag A), eller at der på skoleområdet i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte generelt måtte findes en høj andel ældre medarbejdere, er nærværende sag uvedkommende. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev udvalgt til afskedigelse af ledelsen på Skole, og derfor er det relevante
forhold i nærværende sag, hvorvidt der er omstændigheder, der giver anledning til at formode, at ledelsen på Skole helt eller delvist har lagt vægt på alder; ikke om Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte generelt er en seniorvenlig arbejdsplads.
Det er i øvrigt også sagen uvedkommende, at der efter afskedigelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger fortsat var lærere ansat på Skole, som var på samme alder eller ældre end Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Det er således heller ikke en nødvendig betingelse for aldersdiskrimination, at man afskediger alle på samme alder eller ældre.
Endelig bemærkes, at det kan lægges til grund, at der på Skole i maj 2017, og således kun ca. tre måneder efter, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev afskediget, blev oprettet basishold for intensiv undervisning i dansk som andetsprog. Denne undervisning fortsatte ubestridt frem til udgangen af marts 2019 og således i to år efter opsigelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Det gøres gældende, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger var særligt kvalificeret til at varetage netop undervisningen på disse basishold, og at Skole på tidspunktet for Appelindstævntes, tidligere Sagsøger opsigelse måtte have været bekendt med behovet for oprettelse af hold med intensiv undervisning i dansk som andetsprog. Dette bestyrker yderligere, at der er grundlag for at formode, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger alder helt eller delvist har haft betydning for beslutningen om at indstille hende til afskedigelse.
2.2.2 Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte bevisbyrde
Efter forskelsbehandlingslovens § 7a påhviler det på den baggrund Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte at bevise, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Det gøres herefter gældende, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ikke har løftet bevisbyrden for, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder, herunder at alder på ingen måde har spillet en rolle ved afskedigelsen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
2.2.2.1 Indstillingen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til afskedigelse
Der foreligger ingen skriftlig dokumentation fra det tidspunkt, hvor det blev besluttet at indstille Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til afskedigelse, som viser, hvad ledelsen på Skole konkret lagde vægt på, da de udvalgte netop Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til afskedigelse. Det gøres i forlængelse heraf gældende, at fraværet af skriftlig dokumentation til belysning af beslutningsprocessen på Skole skal komme Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte til skade.
Den skriftlige dokumentation, der under sagen for Ligebehandlingsnævnet er fremlagt af Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte til dokumentation for, at alder ikke har spillet en rolle ved indstillingen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til afskedigelse, omfatter alene en redegørelse indeholdt i brevet af 26. januar 2017 fra Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte til Danmarks Lærerforening (bilag 7) og et vurderingsskema (bilag 14). Begge dele er ubestridt udarbejdet længe efter, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev indstillet til
afskedigelse den 5. januar 2017 (bilag 4) og efter, at der var fremført indsigelse over for den skete aldersbetingede forskelsbehandling (bilag 5 og 6).
På baggrund af sagsøgtes besvarelse af sagsøgers opfordring nr. 4 må det desuden lægges til grund, at der ikke er udarbejdet tilsvarende materiale vedrørende den påståede evaluering af de øvrige lærere på Skole (dvs. de lærere, der ikke havde nogen tilknytning til sprogcentret eller til specialafdelingen). Sagsøger har således heller ikke nærmere redegjort for eller dokumenteret den foretagne vurdering af de øvrige lærere på skolen. Dette underbygger yderligere, at det såkaldte evalueringsmateriale ikke kan tillægges nogen betydning.
Dokumentationen er endvidere faktuelt forkert, idet Appelindstævntes, tidligere Sagsøger hovedopgaver ikke var undervisning på sprogcentret, som angivet i bilag 7, idet dette arbejde udgjorde under halvdelen af Appelindstævntes, tidligere Sagsøger samlede arbejde på Skole. Appelindstævntes, tidligere Sagsøger arbejdstid i skoleåret 2016/2017 fordelte sig således med 400 lektioner i den ordinære skole (svarende til 53 % af den samlede arbejdstid) og 356 lektioner i sprogcentret (svarende til 47 % af den samlede arbejdstid) som nærmere opgjort i den som bilag 2 fremlagte opgørelse.
I den forbindelse bestrides det, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger arbejde i forbindelse med første skoledag, motionsdag mv. skal henregnes til sprogcentret, som anført af Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte, eftersom der er tale om opgaver, der i alle tilfælde skal udføres i den ordinære skole. Opgaverne havde således ingen specifik relation til sprogcentret og bortfaldt således ikke ved nedlæggelsen af modtagerklasser i sprogcenteret.
2.2.2.2 Påståede samarbejdsvanskeligheder mv.
Det bestrides i øvrigt, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skulle have været modvillig i forhold til at påtage sig rollen som klasselærer, og at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skulle have været udfordret ved klasserumsledelse og vanskelig at samarbejde med, som påstået af Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte. Udsagnene herom henstår i det hele udokumenteret og står i skarp kontrast til det forhold, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger aldrig har modtaget kritik for sit arbejde eller en advarsel for sin adfærd. Derimod modtog Appelindstævnte, tidligere Sagsøger en positiv anbefaling fra ledelsen på Skole (bilag 11).
Herudover bemærkes det, at de påståede samarbejdsvanskeligheder, der først er blevet forsøgt afdækket i september 2019 af Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte i samarbejde med dennes advokat ved gennemførelse af samtaler med Appelindstævntes, tidligere Sagsøger tidligere kollegaer, ikke kan tillægges bevisværdi, allerede fordi det må antages at være tale om efterrationaliseringer fra Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte. Det ses således heller ikke dokumenteret, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har tillagt de påståede samarbejdsvanskeligheder vægt i forbindelse med udvælgelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at der heller ikke er noget som helst grundlag i sagen for at antage, at der skulle have været nogen form for samarbejdsvanskeligheder.
I den forbindelse bemærkes det, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte og Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte advokats henvendelser til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger tidligere kolleger ikke medførte, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte fandt kollegaer, som var relevante at føre som vidne om de påståede samarbejdsvanskeligheder eller lignede. Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte førte alene Vidne 6 som vidne ved Retten i Odense på baggrund af det notat, der er fremlagt som bilag 16, og det må efter Vidne 6's vidneforklaring ved Retten i Odense notorisk lægges til grund, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger på ingen måder har udvist samarbejdsvanskeligheder. Tværtimod forklarede Vidne 6, at hun og Appelindstævnte, tidligere Sagsøger havde et fint samarbejde, hvor de hjalp hinanden, som man gør i et team.
Til trods for, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte i samarbejde med dennes advokat har brugt en del ressourcer på gennemførelse af samtaler med Appelindstævntes, tidligere Sagsøger tidligere kollegaer med henblik på at afdække, om Appelindstævnte, tidligere Sagsøger måtte have udvist samarbejdsvanskeligheder, har det ikke været muligt for Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte at føre blot ét vidne, der understøttede de påståede samarbejdsvanskeligheder. Det må derimod konstateres, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger tidligere kollega, Vidne 6, som Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte valgte at føre som vidne, cementerede, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke har udvist samarbejdsvanskeligheder.
Hertil kommer, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har bekræftet, at kollegaernes såkaldte ”hjertesuk” ikke havde karakter af henvendelser til ledelsen om egentlige samarbejdsvanskeligheder, endsige henvendelser som gjorde ledelsesmæssig intervention påkrævet.
Det bemærkes i øvrigt, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ikke har kunnet fremlægge dokumentation for kollegaernes ”hjertesuk” , ligesom disse ”udfordringer” aldrig har været påtalt over for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
Herudover har Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte nægtet at oplyse, hvilke medarbejdere der skulle have givet udtryk for disse påståede ”hjertesuk” , hvilket har frataget kommunen muligheden for selv at belyse spørgsmålet. Også af den grund må disse udsagn afvises og anses for uden betydning for bedømmelsen af sagen. Samlet set kan disse uunderbyggede beskyldninger allerhøjst ses som efterrationaliseringer, der ikke har noget at gøre med den reelle baggrund for indstillingen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til afskedigelse.
2.2.2.3 Linjefagskompetencer
Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har bemærket, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte siden 2014 haft en målsætning om, at mindst 95 % af alle timer i folkeskolen senest i 2020 skulle dækkes af lærere med undervisningskompetence (linjefagskompetence) eller tilsvarende, som følge af ”Aftale om fuld kompetencedækning” indgået mellem regeringen og KL i 2013 (bilag B).
Af Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen og KL’s værktøjer til vurdering af folkeskolelæreres undervisningskompetence fra 2014 (bilag 17) defineres kompetencer svarende til linjefag som:
”At have kompetencer svarende til linjefag betyder, at læreren fx har en efteruddannelse, videreuddannelse, kompetencegivende uddannelse eller et længerevarende kursusforløb, der vurderes at give kompetencer svarende til linjefag. Skolens leder må foretage et skøn i denne forbindelse. […]”
[…] Det primære er ikke, hvor mange timer uddannelsen har varet, men hvilke kompetencer underviseren har opnået.”
Det fremgår videre, at det med definitionen ikke er afgørende, hvilke formelle kompetencer, en lærer har (f.eks. omfang af formel kompetenceudviklingsaktivitet i relation til et undervisningsfag), men derimod hvilke kompetencer, læreren konkret besidder. Der er således ikke knyttet et formelt krav til indholdet eller omfanget af kompetenceudvikling, herunder et krav om en bestået prøve, et bevis eller lignende. Det afgørende i skoleledelsens vurdering skal være, om den enkelte lærer reelt har viden, færdigheder, erfaring og handlekompetencer, som samlet set sætter læreren i stand til at varetage undervisningen på niveau med en linjefagsuddannet lærer. Det centrale er, ”hvad læreren kan” og ikke blot ”hvilke kurser, læreren har deltaget i” .
Ved vurderingen af en lærers undervisningskompetence skal der altså ikke alene lægges vægt på linjefag.
Ved Retten i Odense blev det imidlertid af Vidne 1 forklaret, at det ved udvælgelsen af lærere til afskedigelse primært var linjefagene, der blev set på, at der ikke blev set på grundfagene, og at det skulle sikres, at der i 2020 var 95 % dækning på linjefagene (dommens s. 14). Det blev endvidere af Vidne 4 forklaret, at de kun vurderede linjefag i forhold til kompetencer, idet der lå et krav om 95 % som linjefag, og at de ikke var opmærksomme på Danmarks Lærerforenings værktøjer til vurdering af, hvorvidt almene fag kunne indgå i vurderingen af linjefagskompetencer (dommens s. 21).
Tilsvarende forklarede Vidne 5, at de kiggede meget på linjefag på grund af målsætningen om, at de skulle have 95 % dækkede linjefag, og at grundfag ikke talte så meget i den sammenhæng, da grundfag ikke tæller ind som linjefag, idet man ikke kan undervise hele vejen op med grundfag, og derfor er linjefag mere værd i den sammenhæng (dommens s. 21).
Det kan altså lægges til grund, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ikke har vurderet lærernes kompetencer uden for deres linjefag. Dette er usagligt og samtidig udtryk for indirekte forskelsbehandling, som ikke er objektivt begrundet i et sagligt formål, som er opfyldt med hensigtsmæssige og nødvendige midler. Hvilket i Appelindstævntes, tidligere Sagsøger tilfælde bl.a. kommer til udtryk ved, at hun end ikke bedømmes på sin
undervisningskompetence i matematik.
Samlet kan det også udledes af bilag 14 sammenholdt med bilag 6, at evalueringen alene på baggrund af linjefag ville medføre en indirekte aldersdiskrimination i den konkrete sag. Der henvises i den forbindelse til bilag 18, som er et støttebilag over sammenhængen mellem de
evaluerede læreres alder og antallet af linjefag ifølge opgørelsen. Som det fremgår af støttebilaget, har lærerne under 50 år i gennemsnit 3 linjefag, men lærere over 50 år i gennemsnit har 2,50 linjefag.
Generelt må det også lægges til grund, at det vil være udtryk for indirekte aldersdiskrimination at bortse fra læreres kompetencer, blot fordi de ikke formelt har linjefag. Rambøll Management Consulting og Danmarks Evalueringsinstitut har i 2013 udarbejdet en kortlægning og analyse vedrørende opkvalificering af lærere og pædagoger i folkeskolen (bilag 19), hvoraf det af bilag 7 fremgår, at en analyse af antal linjefag/fag med tilsvarende faglig kompetence for lærere i forskellige aldersgrupper (herefter blot kaldet ”linjefag”) viser, at lærere i gennemsnit underviser i 2,3 linjefag, samt at de yngre lærere (under 30 år) generelt underviser i flere linjefag end de ældre lærere (over 54 år). Gennemsnitligt underviser de yngre lærere i 2,5 fag, som de har linjefag i, imens de ældre lærere gennemsnitligt underviser i 2 fag, som de har linjefag i. At se snævert på linjefag og ikke på de reelle undervisningskompetencer vil således ikke kun i den konkrete sag, men også generelt, være udtryk for aldersdiskrimination.
Det forhold, at Skole alene eller primært har lagt vægt på linjefag ved udvælgelsen af lærere til afsked, vil altså både generelt og i den konkrete sag, jf. bilag 18, stille ældre lærere ringere end yngre lærere i forbindelse med udvælgelsesprocessen, da de ældre lærere statistisk set – både generelt og i den konkrete sag – har færre linjefag end de yngre lærere.
Dette giver anledning til en formodning om, at der ligeledes har fundet indirekte forskelsbehandling sted ved udvælgelsen af lærere til afskedigelse. Denne formodning understøttes af, at det af vurderingsskemaet af de 18 lærere, der i januar 2017 var beskæftiget på Skole sprogcenter (bilag 14), og hvoraf seks blev udvalgt til påtænkt afskedigelse, kan udledes, at fem af de seks udvalgte lærere, som alle var 54 år eller derover, jf. bilag 6 og 18, alene havde 2 linjefag, hvorimod de yngre lærere, som ikke blev udvalgt til afskedigelse, i gennemsnit havde 3 linjefag.
Heroverfor har Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte angivet, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte angiveligt valgte en mere ”ambitiøs vej” for at opfylde den nationale målsætning om, at alle elever i folkeskolen i 2020 skulle undervises af lærere, som enten havde undervisningskompetence (linjefagskompetence) eller tilsvarende faglig kompetence. I stedet for at se på, i hvilket omfang lærernes eksisterende kompetencer kunne vurderes (”omregnes”) til undervisningskompetence ved brug af Danmarks Lærerforening m.fl. og KL’s værktøjer (bilag 17), besluttede Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte angiveligt, at kommunens lærere skulle tilbydes formaliseret efteruddannelse, således at lærerne gennem aflæggelse af kompetencemålsprøve kunne dokumentere, at de reelt havde opnået kompetence svarende til linjefagskompetencer i et fag. Ifølge Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte var det derfor ikke en mulighed i kommunen, at den enkelte skoleleder kunne foretage et skøn over den enkelte lærers kompetencer.
Det gøres i forlængelse heraf gældende, at Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte tilbud til lærerne om formaliseret efteruddannelse ikke fritog Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte fra at tage konkret stilling til den enkelte lærers kompetencer, herunder ”hvad læreren kunne” og ikke blot ”hvilke kurser, læreren havde deltaget i” . Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte såkaldte ”ambitiøse vej” , der udelukkede en konkret skønsmæssig vurdering af den enkelte lærers kompetencer, herunder om den enkelte lærer reelt havde viden, færdigheder, erfaring og handlekompetencer, som samlet set satte læreren i stand til at varetage undervisning på niveau med en linjefagsuddannet lærer, harmonerer ikke med det almindelige forvaltningsretlige forbud mod at sætte skøn under regel. I forlængelse heraf gøres det gældende, at det må lægges til grund, at Skole ikke tog stilling til lærernes reelle kompetencer ved udvælgelsen af lærere til afsked.
Det bemærkes endvidere, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte primo 2015 angiveligt valgte at igangsætte uddannelsesforløb i fagene dansk og matematik i samarbejde med University College Lillebælt, og at det konkret på Skole blev vurderet, at der var behov for 27 uddannelsesforløb. Medio marts 2017 var status, at 40 lærere i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte havde gennemført et såkaldt ”kompetenceløft” i matematik, mens 47 lærere havde gennemført et såkaldt ”kompetenceløft” i dansk. Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte kompetenceudviklingsplan blev revideret i sommeren 2017 (bilag V) som følge af bl.a. økonomiske udfordringer. Det ses ikke, at de 27 uddannelsesforløb er blevet afholdt eller vil blive afholdt. Det ses heller ikke, at der er blevet afholdt et uddannelsesforløb i engelsk, som bl.a. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger underviste i.
Det bemærkes, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ikke kan besvare, hvor mange lærere der rent faktisk gennemførte et uddannelsesforløb. Det er imidlertid ubestridt, at ikke alle uddannelsesforløb blev gennemført, herunder fordi Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte i sommeren 2017 reviderede kompetenceudviklingsplanen, jf. bilag U, hvilket for nogle læreres vedkommende betød, at det planlagte kompetenceudviklingsforløb ikke længere var aktuelt.
Det må på denne baggrund lægges til grund, at blot 40 lærere i Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte gennemførte et såkaldt ”kompetenceløft” i matematik, mens 47 lærere gennemførte et såkaldt ”kompetenceløft” i dansk (bilag U), og at de 27 uddannelsesforløb ikke er blevet afholdt som planlagt.
Det må endvidere kunne lægges til grund, at der ikke er blevet afholdt et uddannelsesforløb/kompetenceudviklingsforløb i engelsk og at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger kompetencer i engelskundervisning ikke konkret er blevet vurderet.
Det gøres på denne baggrund sammenfattende gældende, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ikke har afkræftet formodningen om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
2.2.3 Godtgørelse og procesrenter
Endelig gøres det gældende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har krav på en godtgørelse, jf. forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den af Ligebehandlingsnævnet fastsatte godtgørelse på 390.000 kr. svarende til cirka 9 måneders løn.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.
Godtgørelsen forrentes fra den 19. februar 2019, hvor sagen blev anlagt ved Retten i Kommune 1, jf. rentelovens § 3, stk. 4. Appelindstævntes, tidligere Sagsøger påstand om, at godtgørelsen skal forrentes fra den 27. marts 2017, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet, og der blev nedlagt påstand om en økonomisk kompensation, frafaldes således.
…”
Landsrettens begrundelse og resultat
To voterende – Kim Holst og Jesper Jarnit – udtaler:
Det må efter bevisførelsen, herunder forklaringerne afgivet af Vidne 7, Vidne 8, Vidne 9, tidligere Person 7 og Vidne 1, lægges til grund, at Vidne 2 som repræsentant for Danmarks Lærerforening på mødet den 24. februar 2017 mellem Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte og Danmarks Lærerforenings lokale repræsentant, Landsdels Lærerkreds, tilkendegav, at han havde mandat til at indgå forlig med kommunen i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt afskedigelserne af de pågældende lærere kunne udgøre forskelsbehandling på grund af alder.
Det må endvidere lægges til grund, at det indgåede forlig, som indebar, at tre af de varslede afskedigelser ikke blev gennemført, ikke var betinget af de berørte læreres efterfølgende godkendelse og i øvrigt ikke indeholdt yderligere krav, herunder om at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte tillige skulle afskedige tre yngre lærere.
Det er endvidere i referatet fra mødet den 24. februar 2017, der på vegne af Landsdels Lærerkreds er underskrevet af Vidne 2, anført bl.a., at parterne var enige om, at der ikke efterfølgende udestod krav vedrørende ansættelserne, herunder i forhold til overenskomsten og
”diskriminationslovgivning” , og at ”sagen ikke videreføres i det fagretlige system, ved de civile domstole, administrative nævn el.lign.”
Vidne 2 tilkendegav i overensstemmelse hermed i en mail af 27. februar 2017 til bl.a. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, at der efter resultatet af forhandlingerne ikke var grundlag for eventuelt at rejse en sag ved Ligebehandlingsnævnet.
Vi finder på denne baggrund, at det indgåede forlig udgjorde en endelig afslutning på tvisten om mulig forskelsbehandling på grund af alder mellem de involverede lærere (repræsenteret af Danmarks Lærerforening ved Landsdels
Lærerkreds) og Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte, og at de pågældende lærere, herunder Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, derfor efter forligets indhold var afskåret fra at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet.
Spørgsmålet er herefter, om Landsdels Lærerkreds har haft fuldmagt til at indgå forliget med bindende virkning for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.
Det må lægges til grund, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger umiddelbart efter kommunens parthøring af hende den 5. januar 2017 vedrørende den påtænkte afskedigelse kontaktede Danmarks Lærerforening ved Landsdels Lærerkreds med henblik på at få bistand, og at hun i den forbindelse underskrev en fuldmagt, hvoraf det fremgik, at hun bemyndigede Danmarks Lærerforening til at behandle hendes sag i Ligebehandlingsnævnet.
I en mail af 6. januar 2017 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger skrev Person 9 fra Landsdels Lærerkreds herefter bl.a., at Landsdels Lærerkreds ville undersøge, om der var basis for at køre en sag om aldersdiskrimination, og i en mail af 17. januar 2017 til Vidne 2, Landsdels Lærerkreds, oplyste Appelindstævnte, tidligere Sagsøger om gennemsnitsalderen for henholdsvis de berørte lærere og skolens øvrige lærere på sprogcenteret på Skole og tilkendegav, at Danmarks Lærerforbund måske kunne bruge disse oplysninger til deres undersøgelser vedrørende alderskriteriet.
Efter at have modtaget nærmere oplysninger om Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte begrundelse for afskedigelserne af de pågældende lærere skrev Danmarks Lærerforening ved Person 10 i en mail af 27. januar 2017 til kommunen – med kopi til bl.a. Appelindstævnte, tidligere Sagsøger – at foreningen fastholdt, at der i sagen var en formodning for aldersdiskrimination, og at foreningen forbeholdt sig at videreføre sagen ved Ligebehandlingsnævnet, hvis kommunen gennemførte afskedigelserne.
Det blev herefter efter drøftelser mellem Danmarks Lærerforening og Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte besluttet at afholde et møde den 24. februar 2017, hvor parterne indgik det i sagen omhandlede forlig.
Da Appelindstævnte, tidligere Sagsøger således har rettet henvendelse til Danmarks Lærerforening med henblik på at opnå bistand vedrørende spørgsmålet om mulig forskelsbehandling på grund af alder, og da hun efterfølgende løbende er blevet orienteret og inddraget i sagsforløbet, herunder ved Vidne 2's mail af 27. februar 2017 efter indgåelsen af forliget, finder vi det godtgjort, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har givet Danmarks Lærerforening fuldmagt til som hendes fagforening at forhandle og løse sagen på hendes vegne, herunder gennem indgåelsen af forlig med Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte eller ved indbringelse af sagen for Ligebehandlingsnævnet.
Dette støttes i øvrigt også af, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger først den 14. marts 2017 – dvs. to uger efter Vidne 2's mail af 27. februar 2017 om forliget og den efterfølgende opsigelse af hende den 28. februar 2017 – rettede henvendelse til Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte med oplysning om, at hun agtede at indgive klage til Ligebehandlingsnævnet, hvilket skete på baggrund af en mail af 13. marts 2017 til hende fra Person 9, Landsdels Lærerkreds.
På denne baggrund finder vi, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er bundet af forliget indgået den 24. februar 2017, og at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte allerede af den grund skal frifindes.
En voterende – Uffe B. Rasmussen – udtaler:
Forskelsbehandlingslovens bestemmelser kan ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren ved aftale, dog må det antages, at en lønmodtager godt kan give afkald på sine rettigheder efter loven, hvis afkaldet har karakter af et forlig til opgørelse og afslutning af arbejdsforholdet.
Henset til de i sagen afgivne vidneforklaringer, er jeg enig med flertallet i, at Landsdels Lærerkreds’ repræsentanter på mødet med Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte den 24. februar 2017, hvor der blev indgået aftale i form af et underskrevet mødereferat (herefter benævnt ”aftalen”), gennem aftalen og de til den afgivne mundtlige tilkendegivelser ved dens indgåelse, gav indtryk af også at handle på vegne af lærerkredsens medlemmer. Herefter er spørgsmålet, om Landsdels Lærerkreds havde fornøden fuldmagt fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til at afskære hende muligheden for at få spørgsmålet om aldersdiskrimination prøvet i Ligebehandlingsnævnet.
Under forhandlingerne i landsretten var der enighed mellem sagens parter om, at Landsdels Lærerkreds ikke indgik aftalen med Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte på Appelindstævntes, tidligere Sagsøger vegne som led i en organisationsfuldmagt. En sådan fuldmagt ses da heller ikke at foreligge i sagen, idet der for så vidt angår medlemmernes beskyttelse mod aldersdiskrimination er tale om en lovhjemlet beskyttelse, som ikke er erstattet af en tilsvarende beskyttelse i overenskomsten, ligesom der ikke foreligger oplysninger om regulering af området i organisationsvedtægten.
Landsdels Lærerkreds ses heller ikke at have haft en særlig fuldmagt fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til at indgå aftalen på hendes vegne. Det er i sagen ubestridt, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger afgav en skriftlig fuldmagt til Danmarks Lærerforening til ”på mine vegne at behandle min sag i Ligebehandlingsnævnet ”. Men aftalen havde det modsatte indhold; at afskære fagforeningen og Appelindstævnte, tidligere Sagsøger muligheden for at kunne få spørgsmålet om aldersdiskrimination prøvet i
Ligebehandlingsnævnet. Landsdel Lærekreds og Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte kunne have afklaret spørgsmålet om fuldmagtsforholdet ved at anmode Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, der ikke selv deltog på mødet den 24. februar 2017, om efterfølgende at underskrive aftalen. Det bemærkes, at Landsdels Lærerkreds i mail af 13.
marts 2017 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger tilkendegav, at eventuelle krav i relation til aldersdiskrimination, vil kunne videreføres af medlemmerne selv, såfremt de måtte ønske dette.
At Appelindstævnte, tidligere Sagsøger af egen drift henvendte sig til Landsdels Lærerkreds for at få hjælp under afskedigelsessagen kan efter min vurdering ikke føre til, at Landsdels Lærerkreds gyldigt kunne indgå aftale om at afskære hende klageadgang til Ligebehandlingsnævnet.
Sammenfattende finder jeg herefter ikke grundlag for at imødekomme Appellant (Kommune)s, tidligere Sagsøgte påstand om afvisning.
Jeg har herefter taget stilling til, om Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, hvorefter det vil påhvile Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. forskelsbehandlingslovens § 7 a. Ved denne vurdering har jeg navnlig fundet det relevant at sammenholde de faktiske omstændigheder og præmisserne i dommen U.2016.1168H med de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. I U.2016.1168H fandtes de afskedigede medarbejdere ikke at have påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at arbejdsgiveren havde udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det fremgår imidlertid af dommens præmisser, at:
”Statistiske oplysninger vedrørende f.eks. de opsagtes alder og aldersfordelingen i den samlede medarbejdergruppe kan indgå ved bedømmelsen af, om der er skabt en formodning for forskelsbehandling med den virkning, at det herefter påhviler arbejdsgiveren at føre bevis for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Sådanne statistiske oplysninger kan, hvis de er pålidelige og tilstrækkeligt signifikante, i sig selv skabe en formodning om forskelsbehandling, jf. herved EU-Domstolens dom af 27. oktober 1993 (sag C-127/92, Enderby), præmis 16, 17 og 19.
I den foreliggende sag var der en overrepræsentation af ældre medarbejdere blandt de opsagte, og ingen af de opsagte var under 53 år. Heroverfor står som anført af landsretten, at der i styrelsen var et betydeligt antal medarbejdere, der var ældre end A og B, som ikke blev afskediget. I B's kontor var der fem ældre medarbejdere, og i A's kontor var der én ældre medarbejder, som ikke blev opsagt. Højesteret tiltræder herefter, at oplysningerne om de opsagtes alder og aldersfordelingen i den samlede medarbejdergruppe ikke udgør faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. ”
Appelindstævntes, tidligere Sagsøger påstand om, at bevisbyrden skal løftes af Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte, ses i vid udstrækning at bygge på de på Skole overenskomstansatte læreres aldersfordeling og antallet af lærere indstillet til afskedigelse (tallene er ubestridte). Ud af de i alt 56 overenskomstansatte lærere var der hhv. 12 i
aldersgruppen 50-59 år og 10 i aldersgruppen 60-70 år. 34 lærere var yngre. Samtlige otte afskedigelsesindstillede lærere var imidlertid over 50 år med fire personer mellem 50 og 59 år og fire mellem 60 og 70 år. På Skoles sprogcenter var der 18 overenskomstansatte lærere med fire i aldersgruppen 50-59 år og fire i aldersgruppen 60-70 år. 10 lærere var yngre. To af de fire lærere mellem 50 og 59 år blev indstillet til afskedigelse, mens samtlige fire lærere i aldersgruppen 60-70 år blev indstillet. På Skoles specialafdeling var der ni overenskomstansatte lærere med fire i aldersgruppen 50-59 år og ingen over 60 år. Fem lærere var yngre. De to afskedigelsesindstillede lærere i specialafdelingen var begge i aldersgruppen 50-59 år.
Det er min opfattelse, at disse statistiske forhold er særligt bemærkelsesværdige og tilstrækkeligt signifikante til i sig selv at skabe en formodning om forskelsbehandling. Modsat de statistiske forhold i U.2016.1168H, der ikke forekommer nær så bemærkelsesværdige i relation til aldersfordelingen blandt de afskedigede ansatte.
Med henvisning til præmisserne i U.2016.1168H sammenholdt med de faktiske omstændigheder på Skole må det herefter påhvile Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket ved Appelindstævntes, tidligere Sagsøger afskedigelse, jf. forskelsbehandlingslovens § 7 a.
Af de af byretten anførte grunde finder jeg herefter, at Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte ikke i tilstrækkelig grad har bevist, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger alder har været uden betydning for beslutningen om at afskedige hende. Jeg finder i forlængelse heraf, at det fremstår uklart og udokumenteret, hvorfor Appelindstævnte, tidligere Sagsøger scorer under gennemsnittet på kriterierne i kolonnerne C-E i Skole ”Skema til vurdering af medarbejdere ifht. opsigelse pga. budgetreduktioner ” fra februar 2017.
Af de af byretten anførte grunde er jeg endvidere enig i, at den godtgørelse som Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte skal betale til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger passende kan fastsættes til 390.000 kr. svarende til 9 måneders løn. Godtgørelsen forrentes fra den 19. februar 2019, hvor sagen blev anlagt ved Retten i Odense, jf. rentelovens § 3, stk. 4.
Konklusion og sagsomkostninger
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, hvorefter Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte frifindes.
Efter sagens udfald skal statskassen i sagsomkostninger for begge retter betale 98.277 kr. til Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte. 90.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms, mens 4.000 kr. er til dækning af retsafgift, og 4.277 kr. er til dækning af vidnegodtgørelser m.v. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokatbistand taget hensyn til sagens omfang og forløb og hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte frifindes.
I sagsomkostninger for begge retter skal statskassen inden 14 dage betale 98.277 kr. til Appellant (Kommune), tidligere Sagsøgte. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.