Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 20. september 2023
Sag BS-32003/2022-HJR
(2. afdeling)
Dansk Jernbaneforbund som mandatar for Appellant, tidligere Appelindstævnte (advokat Christian Riewe)
mod
Banedanmark
(advokat Inge Houe)
I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 22. september 2020 (BS-9025/2017-KBH) og af Østre Landsrets 19. afdeling den 14. december 2021 (BS-38478/2020-OLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard, Rikke Foersom og Søren Højgaard Mørup.
Påstande
Appellanten, Dansk Jernbaneforbund som mandatar for Appellant, tidligere Appelindstævnte, har nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens dom, således at indstævnte, Banedanmark, skal anerkende, at Banedanmark ikke ved udbetaling af erhvervsevnetabserstatning den 8. januar 2018 har bragt forpligtelsen til at betale tabt arbejdsfortjeneste efter den 8. januar 2018 til ophør.
Banedanmark har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.
Supplerende sagsfremstilling
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har den 24. marts 2022 på ny truffet en mid-lertidig afgørelse om Appellants, tidligere Appelindstævnte tab af erhvervsevne. Af afgørelsen frem-går, at hans aktuelle tab af erhvervsevne stadig er 30 %. Følgende fremgår af be-grundelsen:
2
”Vi traf senest afgørelse om dit tab af erhvervsevne den 22. marts 2021. Du var ikke i arbejde. Dit tab af erhvervsevne blev fastsat til 30 procent. Vi har skrevet til dig, at vi ville vurdere dit tab af erhvervsevne igen. Vi har nu truffet en ny afgørelse om dit tab af erhvervsevne.
Vi ved endnu ikke, hvordan din erhvervsmæssige situation ender med at blive. Vi har derfor truffet en midlertidig afgørelse om dit tab af er-hvervsevne. Det betyder, at vi vil vurdere din ret til erstatning igen på et senere tidspunkt.
Du er fortsat ikke i arbejde, men lever af din erstatning og pension.
Du leder fortsat efter et arbejde, du kan magte.
Der er ikke sket en yderligere afklaring af din arbejdsevne eller af dine helbredsmæssige forhold siden vores tidligere afgørelse.
Vi vurderer derfor fortsat, at dit aktuelle tab af erhvervsevne er 30 procent.”
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ved afgørelse af 18. april 2023 afvist at genoptage sine tidligere afgørelser vedrørende Appellants, tidligere Appelindstævnte ret til erstat-ning for tab af erhvervsevne og videresendt en klage over afgørelsen af 24. marts 2022 til Ankestyrelsen. Af afgørelsen af 18. april 2023 fremgår bl.a.:
”Samlet er vi enige med din kommune / dit jobcenter i, at du burde kunne stå til rådighed for det ordinære arbejdsmarked.
Vi vurderer, at du har mindre skånehensyn i forhold til rygbelastende arbejde, og burde kunne varetage et arbejde indenfor dit faglige om-råde. Vi finder, at der er mulighed for varierede arbejdsstillinger, undgå tunge løft, og brug af hjælpemidler. Vi finder derfor, at du med dine mindre skånehensyn og eventuelle hjælpemidler burde kunne varetage et arbejde på minimum fuld tid indenfor dit faglige område elektriker / sikringsmontør.”
Ankestyrelsen har i afgørelse af 5. juli 2023 taget stilling til Appellants, tidligere Appelindstævnte klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 24. marts 2022. An-kestyrelsen vurderede, at hans sag ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at Ankesty-relsen kunne tage stilling til spørgsmålet om tab af erhvervsevne. Ankestyrelsen pålagde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at indhente oplysninger om hans aktuelle indtjeningsevne, herunder helbredsmæssige tilstand, til brug for vur-deringen af erstatning for tab af erhvervsevne.
3
Supplerende retsgrundlag
Erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, fastsætter følgende:
”Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan be-gynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et erhvervs-evnetab på 15 pct. eller derover, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.”
Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 610 af 14. juni 2011. I bemærkningerne til lovforslaget er an-ført bl.a. (Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 136, s. 2 ff. og 11):
”Almindelige bemærkninger
…
1. Indledning
Hvis en person kommer til skade som følge af sit arbejde eller de for-hold, som arbejdet foregår under, og arbejdsgiveren eller en anden ska-devolder desuden er erstatningsansvarlig for skaden efter almindelige erstatningsregler m.v., afhænger udmålingen af den erstatning, som vedkommende samlet set har krav på, af reglerne i erstatningsansvars-loven og arbejdsskadesikringsloven og af samspillet mellem disse to re-gelsæt.
Højesteret har i to domme af 18. november 2009 (Ugeskrift for Retsvæ-sen 2010, side 436 og 451) på grundlag af en fortolkning af erstatnings-ansvarslovens § 2 fastslået, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortje-neste i arbejdsskadesager, der er omfattet af både arbejdsskadesikrings-loven og erstatningsansvarsloven, ophører fra det tidspunkt, hvor ska-delidte efter arbejdsskadesikringsloven har krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til denne lovs regler om midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetab.
Som også anført af Højesteret, jf. afsnit 2.4.2.1 nedenfor, er denne retstil-stand ikke i overensstemmelse med en af forudsætningerne bag loven.
Den pågældende retstilstand kan i nogle tilfælde medføre, at en person, der kommer ud for en arbejdsskade, ikke kan kræve et lige så stort er-statningsbeløb fra den ansvarlige skadevolder, som hvis den samme skade var blevet påført den pågældende i fritiden, og erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne derfor skulle udmåles alene efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
4
Formålet med lovforslaget er at sikre, at der fremover ikke vil opstå til-fælde af denne karakter, hvor der sker en sådan forskelsbehandling. Hensigten er således, at en person, der af en ansvarlig skadevolder på-føres en skade, der er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, i alle til-fælde - i overensstemmelse med den oprindelige forudsætning bag lo-ven - skal kunne kræve lige så meget i erstatning, som vedkommende i dag er berettiget til, hvis den samme skade påføres vedkommende i fri-tiden.
Der foreslås derfor en ændring af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, således, at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i begge typer af sager først ophører på det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsev-netab, der berettiger til erhvervsevnetabserstatning, eller - hvis skade-lidte ikke lider et sådant tab - på det tidspunkt, hvor skadelidte kan be-gynde at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere). Den foreslåede ændring indebærer navnlig, at en midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, hvorved skadelidte på baggrund af en vur-dering af den pågældendes aktuelle erhvervsevnetab får tilkendt er-hvervsevnetabserstatning, fremover ikke i sig selv bevirker, at skadelid-tes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører.
…
2. Gældende ret i hovedtræk
2.1. Erstatningsansvarslovens regler om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab
…
Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Med udtrykket »kan begynde at arbejde igen« sigtes til, at skadelidte skal være i stand til at arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere.
Hvis det derimod må antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervs-evnetab, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. lovens § 2, stk. 1, 2. pkt. Herefter tilkommer der skadelidte erstatning for varigt tab af erhvervsevne, jf. lovens § 1, stk. 2, og § 5, stk. 1. Der ydes dog ikke erstatning, hvis erhvervsevneta-bet er mindre end 15 pct., jf. lovens § 5, stk. 3.
Domstolene har i en række sager taget stilling til, hvordan - og på hvil-ket grundlag - det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller ende-
5
ligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, nærmere fast-lægges, og dermed, hvornår skadelidtes krav på erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste ophører, og et eventuelt krav på erstatning for varigt tab af erhvervsevne indtræder. De pågældende domme, der bl.a. også omhandler erstatningsansvarslovens § 10 (jf. nærmere om denne be-stemmelse straks nedenfor) og betydningen af Arbejdsskadestyrelsens udtalelser om erhvervsevnetabsprocenten efter denne bestemmelse, omtales i afsnit 2.4 nedenfor.
…
2.3. Sager omfattet af begge love
Arbejdsskadesager, hvor den skadelidtes arbejdsgiver eller en anden skadevolder samtidig er erstatningsansvarlig for skaden efter alminde-lige erstatningsregler m.v., er omfattet af både erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven.
For så vidt angår spørgsmålet om krav på erstatning for tabt arbejdsfor-tjeneste og erhvervsevnetabserstatning i sådanne sager gælder føl-gende:
- Skadelidte kan (efter omstændighederne) rejse krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens regler.
- Skadelidte kan endvidere (efter omstændighederne) rejse krav om er-statning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven og -hvis dette krav er mindre, end hvad der følger af erstatningsansvarslo-vens regler om erstatning for erhvervsevnetab - krav om erhvervsevne-tabserstatning efter erstatningsansvarsloven fraregnet erhvervsevne-tabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven.
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt., at erhvervsevne-tabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven er primær, idet be-stemmelsen fastslår, at skadelidtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang arbejdsskadeforsikringsselskabet har betalt el-ler er forpligtet til at betale erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, jf. herved i øvrigt også Højesterets dom af 16. august 1995 (Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 843).
Hvis en ansvarlig skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab, inden arbejdsskadesagen er endeligt afgjort, har udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne, som arbejdsskadeforsikringsselskabet efter ar-bejdsskadesikringsloven har pligt til at betale, kan skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab i medfør af arbejdsskadesikringslo-
6
vens § 29, stk. 2, 1. pkt., efterfølgende kræve den udbetalte erstatning godtgjort af arbejdsskadeforsikringsselskabet.
En sådan situation kan f.eks. opstå, hvis skadevolder eller dennes an-svarsforsikringsselskab på tidspunktet for udbetalingen ikke var be-kendt med, at der også kunne rejses krav efter arbejdsskadesikringslo-ven.
I § 29, stk. 2, 2. pkt., er det udtrykkeligt fastsat, at adgangen til at rejse krav i medfør af bestemmelsens 1. pkt., forudsætter, at der er tale om et krav af samme art, som det arbejdsskadeforsikringsselskabet har pligt til at betale. Da erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er bestemmelsen i 1. pkt. ikke relevant for så vidt angår udbetalinger af denne erstatningspost.
2.4. Retspraksis om periodisering af krav på erstatning for tabt arbejdsfortjene-ste og erstatning for erhvervsevnetab
Som nævnt i afsnit 2.1 ovenfor har domstolene i en række sager taget stilling til, hvordan - og på hvilket grundlag - det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, nærmere fastlægges, og dermed hvornår skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og et eventuelt krav på erstatning for varigt tab af erhvervsevne indtræder. Disse domme omtales i afsnit 2.4.1 og 2.4.2 nedenfor.
2.4.1. Sager alene omfattet af erstatningsansvarsloven
For så vidt angår sager, der alene er omfattet af erstatningsansvarslo-ven, har Højesteret i dom af 11. marts 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 1386) fastslået, at ordlyden af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, indebærer, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for at bringe for-pligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at skadelidte må antages at lide et varigt erhvervsevnetab, der berettiger til erstatning herfor (det vil sige et erhvervsevnetab på mindst 15 pct.). Det er tillige en forudsætning, at det er muligt - bl.a. under inddragelse af de hensyn, der er nævnt i lovens § 5, stk. 2 - at skønne over skadelid-tes fremtidige erhvervsevne. Der skal således foreligge et forsvarligt grundlag for det konkrete skøn, også når skønnet er midlertidigt, fordi den skadelidtes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.
Højesteret har endvidere i dommen - og dette er gentaget i Højesterets dom af 27. august 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 2601) - fast-slået, at det følger af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, § 5, stk. 2, § 10, stk. 1, og § 16, stk. 1, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt et grundlag for - eventuelt mid-
7
lertidigt - at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab og derfor ikke længere mener sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, enten selv må udøve et rimeligt skøn og udbetale er-statning for erhvervsevnetab i forhold hertil eller anmode Arbejdsska-destyrelsen om en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten. Højesteret udtalte i den forbindelse, at forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsev-netabet og udbetalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil.
2.4.2. Sager, hvor der træffes afgørelse om erhvervsevnetabet efter arbejdsska-desikringsloven
2.4.2.1. Højesteret har i dom af 6. oktober 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2009, side 138) taget stilling til skæringstidspunktet mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne, når der efter arbejdsskadesikringsloven er truffet en endelig afgørelse om er-hvervsevnetabet.
Højesteret har i dommen fastslået, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., efter sin ordlyd og bestemmelsens forarbejder må forstås såle-des, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår »overlapning« eller »huller« mel-lem de to erstatningsposter. Herefter fastsatte Højesteret skæringstids-punktet mellem skadelidtes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og den pågældendes erstatning for erhvervsevnetab til den 1. februar 2005, hvilket var den dato, som Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 29. juni 2005 havde fastsat som virkningstidspunktet for tilkendelsen af er-hvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Ved afgørel-sen har Højesteret således fastslået, at dette virkningstidspunkt - og ikke afgørelsestidspunktet eller tidspunktet for den faktiske udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven - udgør det relevante skæringstidspunkt mellem de to erstatningsposter.
Som nævnt i afsnit 1 ovenfor har Højesteret endvidere ved to domme af 18. november 2009 fastlagt fortolkningen af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., med hensyn til tidspunktet for overgangen fra erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste til erstatning for erhvervsevnetab, når Arbejdsskadestyrelsen har truffet en midlertidig afgørelse om erhvervs-evnetabet efter arbejdsskadesikringsloven.
8
I begge sager har Højesterets flertal fastslået, at også en midlertidig af-gørelse fra Arbejdsskadestyrelsen om, at der tilkommer skadelidte er-hvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, indebærer, at skadelidte efter afgørelsens virkningstidspunkt ikke længere har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
…
2.4.2.2. Ved Østre Landsrets upåankede dom af 8. marts 2010 og ved Vestre Landsrets ligeledes upåankede dom af 6. juli 2010 (Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 1797 og 2771) er der taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der i sager, der er omfattet af både erstatningsansvarslo-ven og arbejdsskadesikringsloven, skal anvendes samme forståelse af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, som i de sager, der alene er omfat-tet af erstatningsansvarsloven, jf. afsnit 2.4.1 ovenfor.
I begge domme udtaltes det, at der ikke er grundlag for at forstå Høje-sterets udtalelser i de domme, der er omtalt i afsnit 2.4.1 ovenfor, såle-des, at de alene vedrører skader, der ikke er omfattet af arbejdsskade-sikringsloven. Herefter, og idet hverken skadevolderne eller disses for-sikringsselskaber havde foretaget et rimeligt skøn over de skadelidtes erhvervsevnetab og udbetalt erstatning i forhold hertil, inden Arbejds-skadestyrelsen traf afgørelse om erhvervsevnetabet, blev skadevolderne dømt til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste helt frem til tids-punktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetabet.
…
3. Justitsministeriets overvejelser
3.1. Skæringstidspunktet mellem krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og krav på erstatning for erhvervsevnetab
Efter afsigelsen af de domme, der er omtalt i afsnit 2.4.1 og 2.4.2 oven-for, er retstilstanden i dag den, at skæringstidspunktet mellem erstat-ningsposterne tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab i sager, der er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven ikke fastlægges ud fra samme principper som i sager, der alene er om-fattet af erstatningsansvarsloven.
I sager omfattet af begge love er retstilstanden som fastlagt af Højesteret således den, at skadelidtes krav på (yderligere) erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste bliver afskåret allerede ved en midlertidig afgørelse ef-ter arbejdsskadesikringsloven, selv om en sådan afgørelse ikke indehol-der noget skøn over det varige erhvervsevnetab.
9
Denne retstilstand indebærer, at erstatningen i sådanne arbejdsskadesa-ger ikke nødvendigvis kompenserer skadelidte fuldt ud for det ind-tægtstab, der er påført skadelidte i perioden, indtil skadelidte kan be-gynde at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller indtil det tidspunkt, hvor skadelidtes varige erhvervsevnetab er ind-trådt. Der vil f.eks. ske en ufuldstændig dækning af skadelidtes ind-tægtstab, når det beløb, som skadelidte modtager i midlertidig er-hvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven sammenlagt med en revalideringsydelse, er lavere end den indtægt, som skadelidte oppebar indtil skadens indtræden.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det væsentligt at sikre, at skade-lidte i sager, der også er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, frem-over - i overensstemmelse med den oprindelige forudsætning bag affat-telsen af erstatningsansvarslovens § 2 - fuldt ud kompenseres for det indtægtstab, som den pågældende lider i perioden frem til, at den på-gældende enten kan begynde at arbejde igen (i væsentligt samme om-fang som tidligere) eller - i de tilfælde hvor skaden medfører et varigt erhvervsevnetab - frem til det tidspunkt, hvor det varige erhvervsevne-tab indtræder.
Justitsministeriet finder derfor, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, bør ændres, således at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i de omhandlede tilfælde gælder i samme omfang som i andre sager, hvor der er en ansvarlig skadevolder. Det bør således ikke gøre nogen forskel med hensyn til muligheden for at kræve erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste af den ansvarlige skadevolder, om skaden er forvoldt i forbindelse med udførelsen af den pågældendes arbejde eller i fritiden. I begge situationer bør det tidspunkt, fra hvilket skadelidte ikke læn-gere har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, fastlægges ud fra samme objektive kriterier, nemlig om skadelidte er blevet i stand til at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller om skade-lidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på 15 pct. eller mere. Midlerti-dige afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven, hvorved skadelidte på baggrund af en vurdering af den pågældendes aktuelle erhvervsevnetab får tilkendt erhvervsevnetabserstatning, bør således fremover ikke i sig selv bevirke, at skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører.
…
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
10
(Erstatningsansvarsloven)
Til nr. 1 (§ 2, stk. 1)
Det foreslås at ændre affattelsen af lovens § 2, stk. 1, således at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i alle tilfælde - det vil sige også i sager, der tillige er omfattet af arbejdsskadesikringsloven - først ophø-rer, når skadelidte kan begynde at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller på det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på mindst 15 pct. og dermed i stedet skal have udbetalt erhvervsevnetabserstatning.
Den foreslåede ændring indebærer navnlig, at midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 3, ikke i sig selv kan afskære retten til fortsat erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Det er som hidtil formålet med bestemmelsen, at der ved erstatnings-dækningen ikke opstår »huller« mellem erstatningsposterne tabt ar-bejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. F.eks. kan skadevolder eller dennes forsikringsselskab - på samme måde som efter gældende ret -ikke stoppe en udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under henvisning til, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af skadelidtes er-hvervsevnetab i form af en udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10 eller en afgørelse i henhold til arbejdsskadesikringslovens §§ 17 og 17 a afventes. Skadevolder eller dennes forsikringsselskab kan derimod alene stoppe udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis og når der foreligger det fornødne grundlag for at fastslå, at skærings-tidspunktet efter § 2, stk. 1, er indtrådt, jf. nærmere herom straks neden-for.
Fastsættelsen af det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt er-hvervsevnetab på mindst 15 pct., og hvor det således står klart, at ska-delidte ikke kommer til at arbejde igen i væsentligt samme omfang som tidligere, afhænger som hidtil af en konkret vurdering af sagens om-stændigheder. Denne vurdering, der endeligt henhører under domsto-lene, kan foretages af Arbejdsskadestyrelsen i form af en (midlertidig eller endelig) udtalelse efter lovens § 10, jf. herved den foreslåede æn-dring af denne bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærknin-gerne hertil, eller i form af en afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven om skadelidtes endelige erhvervsevnetab. Vurderingen kan herudover også foretages af skadevolder eller dennes forsikringsselskab under for-udsætning af, at der udøves et rimeligt skøn på forsvarligt grundlag over erhvervsevnetabet, og at der udbetales erstatning for erhvervsev-netabet i forhold hertil, jf. herved afsnit 2.4.1 og 2.4.2 i lovforslagets al-mindelige bemærkninger.”
11
Anbringender
Dansk Jernbaneforbund som mandatar for Appellant, tidligere Appelindstævnte har supplerende
anført navnlig, at det vil være i strid med såvel U 2009.138 H som forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 2, hvis skadevolder i en sag, som tillige er omfat-tet af arbejdsskadesikringsloven, kan bringe retten til erstatning for tabt arbejds-fortjeneste til ophør ved at skønne over skadelidtes erhvervsevnetab – på samme måde som hvis retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan brin-ges til ophør ved skadevolders indhentelse af en vejledende udtalelse.
Det er fastslået i forarbejderne, at det i det tilfælde, hvor en ulykke omfattes af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, og hvor det må an-tages, at der er et erhvervsevnetab på 15 % eller derover, er en forudsætning for at bringe retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at der i stedet er ret til erstatning for erhvervsevnetab.
Et skøn over det varige erhvervsevnetab eller en vejledende udtalelse efter § 10 i erstatningsansvarsloven i en sag, som tillige er omfattet af arbejdsskadesik-ringsloven, kan imidlertid ikke danne grundlag for en erstatningsudbetaling til den skadelidte – hverken skønnet eller den vejledende udtalelse giver skade-lidte ret til erstatning for erhvervsevnetab. Det skyldes, at en skadelidt, der har været udsat for en arbejdsskade, ikke er berettiget til at forfølge sit krav på er-statning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven, før det tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort, jf. U 1995.843 H.
Problemstillingen kommer meget klart til udtryk i U 2022.3671 V, hvor landsret-ten nåede til, at skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste op-hørte fra det tidspunkt, hvor der forelå en vejledende udtalelse fra Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring, uden at skadelidtes krav på erhvervsevnetabserstat-ning indtrådte, og uden at skadevolderen havde foretaget nogen former for be-taling af erhvervsevnetabserstatning.
Under alle omstændigheder er betingelserne for at bringe retten til tabt arbejds-fortjeneste til ophør ikke opfyldt i denne sag. Banedanmark skrev ved udbeta-lingen af erhvervsevnetabserstatning, at Appellant, tidligere Appelindstævnte havde ”et sikkert va-rigt erhvervsevnetab på 20 %” . Det må forstås på den måde, at der var tale om en minimumsvurdering. Dermed var der ikke tale om et konkret skøn over det faktiske, varige erhvervsevnetab.
Ved udbetalingen den 8. januar 2018 blev der alene udbetalt erstatning sva-rende til ca. 13 % frem for de 20 %, som Banedanmark havde skønnet erhvervs-evnetabet til. Også af denne grund er betingelserne for at bringe retten til erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør ikke opfyldt.
12
Banedanmark har supplerende anført navnlig, at landsretterne i U 2010.1797 Ø
og U 2010.2771 V nåede frem til, at principperne udtrykt i U 2008.1386 H og U 2008.2601 H også gælder, når en sag er omfattet af både arbejdsskadesikringslo-ven og erstatningsansvarsloven. Landsretsdommene er omtalt i forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 2.
Af de specielle bemærkninger til § 2, stk. 1, fremgår, at skadevolder kan bringe retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, hvis skadevolder på et forsvarligt grundlag foretager et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbe-taler erstatning i overensstemmelse hermed. Lovforslaget, der indgående be-handler samspillet mellem erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringslo-ven, indeholder ingen støtte for, at retsstillingen er anderledes for skadevolder, når en sag er omfattet af begge love.
Det forhold, at Appellant, tidligere Appelindstævnte først er berettiget til at forfølge sit krav om er-hvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, når kravet efter ar-bejdsskadesikringsloven er endeligt afgjort, er irrelevant for spørgsmålet om, hvorvidt Banedanmark er berettiget til at bringe kravet på erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste til ophør ved at foretage et skøn over erhvervsevnetabet og fo-retage udbetaling i overensstemmelse hermed.
Udbetaling af erhvervsevnetabserstatning inden endelig afgørelse efter arbejds-skadesikringsloven medfører ikke et ”juridisk tomrum” , hvor skadelidte ikke kan anfægte skadevolders skøn og udbetaling, før der er truffet en endelig afgø-relse efter arbejdsskadesikringsloven. Denne sag illustrerer netop, at skadelidte kan anfægte skadevolders skøn og udbetaling ved at få domstolene til at tage stilling til bl.a., om skønnet er rimeligt.
Banedanmark har foretaget en udførlig vurdering af Appellants, tidligere Appelindstævnte er-hvervsevnetab på udbetalingstidspunktet og fastsat erhvervsevnetabet til 20 %. Der var således ikke tale om en minimumsvurdering, hvilket de faktiske om-stændigheder i øvrigt ikke gav anledning til, idet Appellants, tidligere Appelindstævnte forhold havde været uændret gennem en årrække.
Det forhold, at Banedanmark den 8. januar 2018 som følge af en fejl alene udbe-talte erstatning svarende til et erhvervsevnetab på ca. 13 %, kan ikke føre til, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke ophørte. Der er ikke tale om et omgåelsestilfælde, og Appellant, tidligere Appelindstævnte er blevet kompenseret for fejlen, idet han modtog renter af det manglende beløb, da fejlen blev rettet den 10. maj 2019.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og hovedproblemstilling
13
Appellant, tidligere Appelindstævnte pådrog sig en rygskade ved en arbejdsulykke den 14. marts 2013. Banedanmark har anerkendt at være erstatningspligtig og har udbetalt er-statning for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste fra skadestidspunktet frem til den 8. ja-nuar 2018.
Den 28. november 2017 skrev Banedanmarks advokat til Appellants, tidligere Appelindstævnte ad-vokat, at Banedanmark vurderede, at det på dette tidspunkt var muligt at ud-øve et skøn over Appellants, tidligere Appelindstævnte varige erhvervsevnetab, at han skønnedes at have et sikkert varigt erhvervsevnetab på 20 % som følge af arbejdsskaden, og at Banedanmark ville udbetale erstatning i overensstemmelse med dette skøn.
Den 8. januar 2018 betalte Banedanmark 830.619 kr. med tillæg af renter til Appellant, tidligere Appelindstævnte. Beløbet omfattede bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne efter er-statningsansvarsloven.
Under skriftvekslingen i sagen påpegede Appellant, tidligere Appelindstævnte, at der ved opgørel-sen af erstatningen for tab af erhvervsevne med urette var foretaget fradrag for beløb, som han havde modtaget i erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Den 10. maj 2019 efterbetalte Banedanmark det skyldige beløb med tillæg af renter, i alt 386.382 kr.
Sagen angår for Højesteret, om Appellant, tidligere Appelindstævnte har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for tiden efter den 8. januar 2018.
Hovedspørgsmålet er, om Banedanmark efter erstatningsansvarslovens § 2 kunne bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør ved at skønne over Appellants, tidligere Appelindstævnte fremtidige (varige) erhvervsevne-tab og udbetale erstatning i overensstemmelse med skønnet.
Erstatningsansvarslovens § 2
Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, ydes erstatning for tabt arbejdsfortje-neste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skade-lidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 % eller derover, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller en-deligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.
Erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, fik sin nugældende ordlyd ved lov nr. 610 af 14. juni 2011 om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om arbejdsska-desikring.
I forarbejderne til loven (Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, lov-forslag nr. L 136, s. 5) er der redegjort for to domme afsagt af Højesteret den 11. marts 2008 (UfR 2008.1386) og 27. august 2008 (UfR 2008.2601). Sagerne angik skader, der alene var omfattet af erstatningsansvarsloven og ikke tillige arbejds-
14
skadesikringsloven. Det fremgår, at Højesteret i dommene har fastslået, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt grundlag for – eventuelt midlertidigt – at skønne over skadelidtes fremti-dige erhvervsevnetab, og derfor ikke længere mener sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, enten selv må udøve et rimeligt skøn og udbetale erstatning for erhvervsevnetab i forhold hertil eller anmode Arbejds-skadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) om en udtalelse om er-hvervsevnetabsprocenten. Forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste vedvarer, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på for-svarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og ud-betalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil.
Af de specielle bemærkninger til erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1 (Folke-tingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 136, s. 11) fremgår bl.a., at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i alle tilfælde – det vil sige også i sager, der tillige er omfattet af arbejdsskadesikringsloven – først ophører, når skadelidte kan begynde at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller på det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsev-netab på mindst 15 % og dermed i stedet skal have udbetalt erhvervsevnetabs-erstatning.
Det fremgår endvidere, at fastsættelsen af det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på mindst 15 %, og hvor det således står klart, at skadelidte ikke kommer til at arbejde igen i væsentligt samme omfang som tid-ligere, som hidtil afhænger af en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Denne vurdering, der endeligt henhører under domstolene, kan foretages af Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring i form af en (midlertidig eller endelig) udta-lelse efter erstatningsansvarslovens § 10 eller i form af en afgørelse efter ar-bejdsskadesikringsloven om skadelidtes endelige erhvervsevnetab. Vurderin-gen kan herudover også foretages af skadevolder eller dennes forsikringssel-skab under forudsætning af, at der udøves et rimeligt skøn på forsvarligt grundlag over erhvervsevnetabet, og at der udbetales erstatning for erhvervsev-netabet i forhold hertil.
I forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 2 er der således anvist tre måder, som forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan bringes til ophør på. Som en af de tre måder er nævnt den situation, at skadevolder eller dennes forsikringsselskab på forsvarligt grundlag udøver et rimeligt skøn over det fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetaler erstatning i overensstem-melse med dette skøn. Det fremgår, at det anførte også tager sigte på sager, der tillige er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
15
På den baggrund finder Højesteret, at Banedanmark efter erstatningsansvarslo-vens § 2 kunne bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortje-neste til Appellant, tidligere Appelindstævnte til ophør ved på forsvarligt grundlag at udøve et rime-ligt skøn over hans fremtidige (varige) erhvervsevnetab og udbetale erstatning i overensstemmelse hermed.
Den konkrete sag
Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at der på tids-punktet for Banedanmarks udøvelse af skønnet i november 2017 – mere end 4 ½ år efter arbejdsulykken – forelå et forsvarligt grundlag for at skønne over Appellants, tidligere Appelindstævnte fremtidige erhvervsevnetab. Højesteret tiltræder endvidere, at Ba-nedanmark har foretaget et rimeligt skøn over hans faktiske, varige erhvervsev-netab og således ikke blot har vurderet, at hans fremtidige erhvervsevnetab var mindst 20 %.
For så vidt angår betingelsen om at udbetale erstatning i overensstemmelse med skønnet finder Højesteret, at fejlen ved udbetalingen den 8. januar 2018 ikke i sig selv kan føre til, at Appellants, tidligere Appelindstævnte ret til erstatning for tabt arbejds-fortjeneste først ophørte den 10. maj 2019, hvor Banedanmark rettede fejlen ved at efterbetale det resterende beløb med tillæg af renter.
Højesteret finder herefter, at Banedanmark har opfyldt betingelserne for at bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til Appellant, tidligere Appelindstævnte til ophør den 8. januar 2018.
Konklusion
Højesteret stadfæster landsrettens dom, således at Banedanmark frifindes.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Dansk Jernbaneforbund som mandatar for Appellant, tidligere Appelindstævnte betale 80.000 kr. til Banedanmark.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.