Sagen drejer sig om, hvorvidt Sagsøgte er forpligtede til at bistå sagsøgerne med at komme til Danmark fra fanglejrene i Syrien

KØBENHAVNS BYRET

DOM

afsagt den 16. december 2022

Sag BS-36364/2021-KBH

Repatriate the Children -Denmark som mandatar for

Værge 1 for

Sagsøger 1

(beskikket advokat Knud Foldschack)

Repatriate the Children -Denmark som mandatar for

Værge 1 for

Sagsøger 2

(beskikket advokat Knud Foldschack)

Repatriate the Children -Denmark som mandatar for

Værge 2 for

Sagsøger 3

(beskikket advokat Knud Foldschack)

mod

Udenrigsministeriet

(advokat Rass Markert Holdgaard)

Biintervenient til støtte for Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3: Institut for Menneskerettigheder

(selv)

Denne afgørelse er truffet af dommerne Dommer 1, Dommer 2 og Dommer 3.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 24. september 2021.

Tre mindreårige danske børn, Sagsøger 1, Sagsøger 2, og Sagsøger 3, opholder sig i Område 1-lejren i Syrien sammen med deres mødre. Mødrene, der har henholdsvis marokkansk og somalisk statsborger-skab, er administrativt frataget deres danske statsborgerskab, fordi de ved at til-slutte sig Islamisk Stat har udvist en handlemåde, som var til alvorlig skade for Danmarks interesser.

Børnene er tilbudt evakuering til Danmark på betingelse af, at deres mødre samtykker i, at børnene evakueres uden dem.

Repatriate the Children – Denmark som mandatar for Værge 1 som værge for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 og for Værge 2 som værge for Sagsøger 3 (herefter sagsøgerne) har fremsat følgende på-stand:

Udenrigsministeriet skal bistå Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 med at komme til Danmark sammen med deres mødre.

Udenrigsministeriet har fremsat påstand om frifindelse.

Institut for Menneskerettigheder er indtrådt som biintervenient til støtte for sagsøgerne.

Civilstyrelsen har meddelt fri proces til Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3.

Oplysningerne i sagen

Parterne og deres mødre

Sagsøger 2 er født Dato 1 2017 i det islamiske kalifat. Han har dansk indfødsret. Efter moderens oplysninger har han i nogen tid op-holdt sig i fængsel med hende og derefter i Område 1-lejren.

Sagsøger 1 er født Dato 2 2019 i Område 1-lejren, hvor han ophol-der sig sammen med sin mor og storebror. Han har dansk indfødsret.

Værge 1 er mor til Sagsøger 2 og Sagsøger 1. Hun er født i Marokko Dato 3 1989 og fik dansk statsborgerskab som biperson til sin far i 2001. Hun har også marokkansk statsborgerskab. Hun og hendes nu afdøde mand udrejste og tilsluttede sig Islamisk Stat i formentlig 2014. Efter hendes mand afgik ved dø-den i december 2015, giftede hun sig igen med en afghansk mand, der også havde tilsluttet sig Islamisk Stat, og som efter det oplyste er far til begge børn. Der er oplysning om, at hun opholdt sig i Raqqa indtil sommeren 2017. Hun tog gennem en NGO kontakt til det danske udenrigsministerium i februar 2019. Den 26. november 2019 blev hun administrativt frataget sit danske statsborger-skab, hvilket blev stadfæstet ved Højesterets dom den 5. oktober 2022. Hun har familie i Danmark. Sagsøger 1 og Sagsøger 2's far er ifølge pædiatriske rapporter fra 18. maj 2022 fængslet i Syrien.

Sagsøger 3 er født Dato 4 2016 i det islamiske kalifat og har i hvert fald fra foråret 2019 opholdt sig først i Område 2-lejren, Annexet, og fra august 2020 i Område 1-lejren sammen med sin mor og hendes tvillingesøster. Sagsøger 3's far, der også tilsluttede sig Islamisk Stat, er afgået ved døden.

Værge 2 er mor til Sagsøger 3. Hun er født i Danmark Dato 5 1997 og fik dansk statsborgerskab som biperson til sine forældre med virkning fra den 2. maj 2001. Hun har også somalisk statsborgerskab. Hun har boet i Danmark, indtil familien flyttede til England i 2002. Hun tog som 16-årig i 2014 sammen med sin tvillingesøster til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Hun blev frata-get sin britiske opholdstilladelse i 2016. I foråret 2019 havde hun ophold i Område 2-lejren, Annexet, og fra august 2020 i Område 1-lejren. Hun og Sagsøger 3 deler telt med hendes tvillingesøster. Hendes danske statsborgerskab blev administrativt inddraget ved Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 21. oktober 2020. Hun har en voksen søster og en bror i Danmark samt en mor, der er dansk statsborger i UK.

Udenrigsministeriets bistand til børnene og deres mødre før tilbud om evakuering

Udenrigsministeriet mailede den 21. oktober 2021 under emnet ”From Danish MFA – regarding a new case in Område 1 camp (Sagsøger 1 and Sagsøger 2)” til en kontakt i IRC, International Rescue Committee, og bad om rådgivning om, hvordan Udenrigsministeriet kunne følge op på oplysninger om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 havde været indlagt på et sygehus på grund af vold, de angiveligt skulle have været udsat for i forbindelse med et nyligt fængselsophold med de-res mor.

Den 25. oktober 2020 svarede kontakten i IRC, at han fra ”the team” havde in-formationer om, at begge børn befandt sig i Område 1-lejren og begge havde det godt. I mail af 26. oktober 2020 oplyste han på forespørgsel fra Udenrigsministeriet, at ”the team” var ”KRC staff” , men at han kunne dobbelttjekke med ”IRC staff” -

Den 29. januar 2021 anmodede Udenrigsministeriet kontakten i IRC om hjælp til at få adgang til rapporter om børnenes sundhedstilstand, efter børnene var tilset af KRC staff. Kontakten i IRC ville forsøge at få adgang til rapporterne, når han var tilbage fra udlandet ugen efter. Udenrigsministeriet rykkede den 25. februar og 1. marts 2021.

Den 9. marts 2021 sendte en ansat i Udenrigsministeriet til andre ansatte et tele-fonnotat om samtale med kontakten i IRC. Det fremgik, at kontakten flere gange havde fremhævet, at “all residents have the right to health services and we are here to provide assistance for anyone who needs ”. På forespørgsel om IRC’s tilstede-værelse i Område 2/Annexet blev det bl.a. oplyst ”IRC havde med deres mo-bileen-heder begrænset adgang til annexet i Område 2, om end det var vanskeligt grundet sikkerhedssituationen. Kontakten fremhævede, at situationen i annexet var meget kompleks, ”the needs are very huge and we provide all that we can” . Uden-rigsministeriet fulgte også i samtalen op på tidligere skriftlige henvendelser om adgang til rapporter om Sagsøger 2 og Sagsøger 1's sundhedstilstand. Kontakten ville forsøge at få adgang, men det var vanskeligt, da IRC ikke samarbejdede di-rekte med hospitalet. Han henviste desuden til kommunikationen i oktober 2020, hvor børnene var blevet udskrevet, og KRC havde besøgt dem. I øvrigt mente han, at IRC ville have haft kendskab til det, hvis børnene havde proble-mer, da de på daværende tidspunkt kommunikerede med KRC.

Den 19. marts 2021 informerede Udenrigsministeriet kontakten i IRC om, at Sagsøger 2 og Sagsøger 1's advokat havde været i Område 1-lejren samme uge. Det var advokatens klare indtryk, at børnene ikke havde det godt, og at de havde brug for en lægelig opfølgning. Det ene barn havde haft diarré i over et år, og begge børn havde luftvejssygdomme. Den 20. marts 2019 bekræftede kontakten, at IRC health team ville besøge familien efter helligdagene og sørge for nødvendig hjælp til børnenes helbredsproblemer.

Den 12. april 2021 skrev advokat Knud Foldschack til Udenrigsministeriet og informerede om, at Værge 1 og Sagsøger 1 havde Covid 19. Værge 1 blev holdt isoleret sammen med børnene i familiens telt, og Sagsøger 1 lå syg med høj feber. Udenrigsministeriet fulgte samme dag op ved en mail til en kontakt i Sy-rien. Udenrigsministeriet bad om råd til, hvordan man bedst fulgte op på bør-nenes velbefindende. Samme dag informerede Udenrigsministeriet advokat Knud Foldschack om de oplysninger, der var indhentet vedrørende Covid-19 situationen i både Område 1-lejren og Område 2-lejren. Begge lejre var i ”lockdown” , og det var umuligt for de sædvanlige organisationer at aflægge besøg i teltene. Udenrigsministeriet ville forsøge at få Røde Halvmånes Klinik til at besøge fa-milien i deres telt.

Task Force

Den 29. april 2021 skrev Udenrigsministeriet til advokat Knud Foldschack og til advokaten for Værge 2 i to i det væsentlige enslydende breve.

” …

Jeg skriver til dig vedrørende din klient, Værge 1, og børnene, Sagsøger 2 og Sagsøger 1.

Du er formentligt allerede bekendt med, at der er nedsat en ”Task Force Evakuering” , der fokuserer på de danske børn i lejrene i det nordøstlige Syrien.

Jeg vil i dette brev orientere om task forcen og dens arbejde, herun-der om et forestående besøg til lejrene, hvor en dansk delegation gerne vil møde din klient.

Målet med task forcens arbejde er at undersøge, hvordan børn af danske forældre kan komme til Danmark hurtigst muligt. Regerin-gen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konser-vative Folkeparti og Liberal Alliance blev den 30. marts 2021 enige om at etablere en hurtigt arbejdende tværministeriel task force, der senest den 15. maj 2021 skal have afdækket, om evakuering af de danske børn i lejrene i det nordøstlige Syrien uden deres forældre vil kunne gennemføres på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde og inden for rammerne af Danmarks konventionsmæssige forplig-telser. Desuden skal task forcen have udarbejdet konkrete modeller for hvordan dette kan ske og have taget relevante skridt til forbere-delse af evakueringer.

Som led i task forcens arbejde, rejser en dansk delegation ledet af Udenrigsministeriet inden for kort tid til det nordøstlige Syrien. I den forbindelse vil delegationen som nævnt gerne møde din klient. Fokus under besøget vil være på børnenes helbredstilstand, udvik-ling, trivsel og børnenes indfødsret for de børn, der er født i udlan-det, ligesom delegationen gerne vil mødes med mødrene angående spørgsmålet om evakuering af børnene. Delegationen vil bl.a. om-fatte et sundhedsfagligt team bestående af en børnelæge og en børne- og ungdomspsykiater. I delegationen indgår herudover en børnesagkyndig psykolog. Endvidere vil PET deltage med henblik på at forberede, at evt. evakuerede børn efter deres hjemkomst håndteres i regi af det danske myndighedssamarbejde om forebyg-gelse af radikalisering. Der vil også være en dansk-arabisk tolk med i delegationen.

Det bemærkes, at oplysninger om delegationens forestående mis-sion bør behandles med stor fortrolighed af hensyn til delegatio-nens sikkerhed.

Nedenfor følger en uddybning af de undersøgelser og samtaler, som vil blive tilbudt din klient under delegationens besøg i lejren.

Helbredsundersøgelse og sundhedsfaglig vurdering af børnene

I forbindelse med missionen vil der være tilbud om lægeundersø-gelse af børnene, Sagsøger 2 og Sagsøger 1. Undersøgelserne omfatter en bred helbredsundersøgelse og har til formål at undersøge børne-nes helbred og sundhed samt behandlingsmuligheder, både lokalt og i Danmark.

…

Det vil være to kvindelige speciallæger, som laver undersøgelserne – en børnelæge og en børne- og ungdomspsykiater. …

Undersøgelsen af børnene vil foregå sammen med din klient og vil bl.a. bestå af undersøgelser, samtaler og legeobservation af bør-nene. …

Som led i forberedelse af helbredsundersøgelsen og den sundheds-faglige vurdering af børnene vil det være relevant, hvis lægerne får mulighed for at tale med børnenes eventuelle tætte familie i Dan-mark forud for afrejse. …

Børnefaglig undersøgelse

Den børnesagkyndige psykolog vil gennem samtale, observation og evt. legeobservation (afhængigt af barnets alder og øvrige forhold) vurdere det enkelte barns sociale og emotionelle udvikling og triv-sel, herunder søge at afdække om barnets udvikling er alderssva-rende. Der vil videre indgå en undersøgelse af barnets tilknytning til moderen. Den børnefaglige vurdering skal bidrage til en samlet beskrivelse af barnets forhold, herunder barnets og familiens udfor-dringer og eventuelle særlige behov.

….

Afklaring af slægtsskab/dansk indfødsret ved hjælp af DNA-test

Det følger af indfødsretsloven, at et barn erhverver dansk indføds-ret ved fødslen, hvis moderen er dansk. …

Afsøgning af mødrenes samtykke til eventuel evakuering af børn

Under missionen vil repræsentanter fra Udenrigsministeriet gerne mødes med din klient med henblik på at drøfte om hun kunne være interesseret i at samtykke til en eventuel evakuering af hendes børn til Danmark. Din klient vil på mødet få en foreløbig oriente-ring om betingelserne for en eventuel evakuering af børnene og få information om retsvirkningerne ved et sådant samtykke. Det bemærkes, at din klient ikke vil blive anmodet om endeligt at tilken-degive, hvorvidt hun vil samtykke til evakuering af børnene uden hende selv under dette besøg.

…”

Den 1. maj 2021 informerede Udenrigsministeriet speciallæge i pædiatri Speciallæge 2 og speciallæge i børne-ungdomspsykiatri Speciallæge 1 om kontakter med WHO, som havde tilset Sagsøger 3, Værge 2 og hendes tvillingesøster. Det fremgik bl.a.:

”The health status of the above cases (based in our medical team consultations) :

· Sagsøger 3: he has watery diarrhea and anemia, the team pro-vided the needed medications and explained the treatment plan and will follow up.

· Person 1: …

· Værge 2: she had shrapnel in the left foot and in her fore-head, our team will refer her to one of the field hospital for X-Ray image and to decide the appropriate intervention accordingly.”

Speciallæge i pædiatri Speciallæge 2 og speciallæge i børne-ungdomspsykiatri Speciallæge 1 har været ansvarlige for ”Pædiatrisk og børne- og ungdoms-psykiatrisk vurdering udarbejdet til Sund-hedsstyrelsen” vedrørende de tre børn.

Af rapport af 4. maj 2021 vedrørende Sagsøger 3 fremgår bl.a.:

”…

Pædiatrisk sammenfatning

Sammenfatning og flygtningescreening

Somatisk helbred godt. Psykisk helbred og belastninger se psykia-trisk vurdering.

Anbefales somatisk og psykiatrisk screeningundersøgelse i Dan-mark i trygge rammer, med mere tid og adgang til evt. paraklinik. Bør inkludere sansescreen, tandlæge og opfølgning på vaccinatio-nerne (HPV). Behov for social støtte til familien forventeligt.

Somatisk helbred

Anæmi obs

Hørelse obs

Vækst obs

Samlet vurdering af sundhed og belastninger

Uegnede vilkår for børn i lejren, anbefales evakuering af barn og mor sammen.

Diagnoser

Relevante opfølgningsmuligheder lokalt akut/subakut/elektivt, lo-kalt/DK

Vaccinationer

Sansescreen

Relevante opfølgningsmuligheder i Danmark egen læge/special-læge/psyk/soc.

…

Børne- ungepsykiatrisk sammenfatning

Konklusion: Knap 5 år gammel dreng født i Syrien, hvor de tidlige år har været præget af krig, tilfangetagelse og uvished. Har psyki-ske symptomer i form af angst, ondt i maven, mareridt med natlig opvågning og lette koncentrationsvanskeligheder.

Psykiatriske anbefalinger: Stabile sikre rammer. Når disse er sikret, anbefales ambulant børne- og ungdomspsykiatrisk udredning med obs. for angst/PTSD og opmærksomhedsforstyrrelse.

Sagsøger 3 og mor har en god stabil tilknytning, og det vil være en al-vorlig belastning for ham, såfremt denne brydes.

Samlet pædiatrisk børnepsykiatrisk vurdering

Knap 5-årig dreng med godt somatisk helbred men flere sympto-mer til opfølgning og psykisk belastning med symptomer. Vurde-res tæt knyttet til mor og søskende.

Pædiatriske anbefaling; sansescreen (obs bekymring for nedsat hø-relse), vækst bør følges og vaccinationer opdateres.

Psykiatrisk; anbefales stabile sikre rammer. Når disse er sikret, an-befales ambulant børne- og ungdomspsykiatrisk udredning med obs for angst/PTSD og opmærksomhedsforstyrrelse.

Barnets/den unges og familiens behov for støtte

Evakuering til Danmark med mor

Yderligere undersøgelse i stabile rammer

Familien forventeligt behov for social støtte.

Barnets/den unges/forældrenes holdning til erklæringen.

Konklusion og anbefaling gennemgået med mor.”

Af rapport af 5. maj 2021 vedrørende Sagsøger 1 fremgår bl.a.:

”Pædiatrisk sammenfatning

Moderat underernæret, alvorligt stunned, ikke waisted, ingen umiddelbare objektive symptomer og fund på vitamin og mi-cronutrient mange[l]. Bør revurdere i bedre rammer og suppleres med paraklinisk udredning, inkl. for malabsorption. Anbefales so-matisk og psykiatrisk screening undersøgelse i Danmark i trygge rammer med mere tid og adgang til evt. paraklinik. Bør desuden sansescreenes, se tandlæge og vaccineres for alder.

Psykisk helbred og belastninger se psykiatrisk vurdering.

Vurderes tæt knyttet til sin mor.

Børne- ungepsykiatrisk sammenfatning

Psykiatrisk anbefaling: udredning for somatisk sygdom. Har behov for stabile sikre rammer. Når disse er sikret, anbefales ambulant børne- og ungdompsykiatrisk udredning med obs for angst og ver-bale Tics.

Sagsøger 1 er helt afhængig af sin mor.

Samlet pædiatrisk børnepsykiatrisk vurdering

Opfølgning af somatisk sygdom, se ovenfor. Desuden forebyg-gende undersøgelse/interventioner for alder. Se pædiatrisk sam-menfatning.

Psykiatrisk udredning som beskrevet underfor.

Barnets/den unges og familiens behov for støtte

Evakuering til Danmark med mor og bror

Yderligere undersøgelse i stabile rammer.

Familien forventeligt behov for social støtte.

Barnets/den unges/forældrenes holdning til erklæringen

Konklusion og anbefaling gennemgået med mor”

Af rapport af 5. maj 2021 vedrørende Sagsøger 2 fremgår bl.a.:

Pædiatrisk sammenfatning

Moderat underernæret, moderat stunned, ikke waisted, ingen umiddelbare objektive symptomer og fund på vitamin eller mi-cronutrient mangel. Anbefales somatisk og psykiatrisk screenings-undersøgelse i Danmark i trygge rammer, med mere tid og adgang til evt. paraklinik. Bør desuden sansescreenes, se tandlæge og vacci-neres for alder.

Psykisk helbred og belastninger se psykiatrisk vurdering.

Vurderes tæt knyttet til mor og bror.

Børne- ungepsykiatrisk sammenfatning

3 år 8 mdr. gammel dreng, lille for alder og tidlige år under svære betingelser. Ikke tegn på udviklingsforstyrrelse, men har udviklet angst. Kvik og ansvarsfuld. Samler legetøj og holder fast på sin rang som storebror. Søger sin mor.

Psykiatriske Anbefalinger: Stabile sikre rammer. Når disse er sikret, anbefales ambulant børne- og ungdomspsykiatrisk udredning med obs for angst/PTSD og opmærksomhedsforstyrrelse.

Samlet pædiatrisk børnepsykiatrisk vurdering

Opfølgning af ernæring, …Desuden forebyggende undersøgelse/in-terventioner for alder. Se pædiatrisk sammenfatning.

Psykiatrisk udredning som beskrevet underfor.

Barnets/den unges og familiens behov for støtte

Evakuering til Danmark med mor og bror

Yderligere undersøgelse i stabile rammer.

Familien forventeligt behov for social støtte.

Barnets/den unges/forældrenes holdning til erklæringen

Konklusion og anbefaling gennemgået med mor”

Den 7. maj 2021 skrev en ansat i Udenrigsministeriet til andre ansatte en mail under emnet ”Samtale med Værge 2 i Område 1-lejren maj 2021 [korrekt ver-sion]” , bl.a.:

”…

Under samtalen nævntes det, at Værge 2 på et senere tidspunkt må-ske vil blive præsenteret for muligheden for at samtykke til, at Sagsøger 3 kan komme til Danmark uden hende. På forespørgsel om

hvad Værge 2 vil tænke om, at Sagsøger 3 bringes til Danmark uden hende svarede hun, at han ville blive yderligere traumatiseret. Han skulle evakueres med hende. Hun skulle ikke efterlades i lejren. Hun ville sige nej. Hertil tilføjede hun, at hun er uskyldig

Værge 2 forklarede, at hun i Danmark har en søster (…) og en bror som i givet fald kunne tage sig af sønnen. Og en mor med dansk statsborgerskab (bosat i UK).

…”

Samme dato skrev samme ansatte i Udenrigsministeriet til andre ansatte en mail under emnet ”Samtale med Værge 1 i Område 1-lejren maj 2021 [korrekt version], bl.a.:

”…

Under samtalen nævntes det, at Værge 1 på et senere tidspunkt måske vil blive præsenteret for muligheden for at samtykke til, at børnene kan komme til Danmark uden hende. På forespørgsel om, hvad Værge 1 vil tænke om, at børnene bringes til Danmark uden hende svarede hun, at hun ikke så behov for adskillelse i denne lave alder. Og så ammede hun fortsat den yngste. Hvis de var ældre og skulle i skole kunne det måske være en overvejelse. Værge 1 tilføjede også, at det ville være hårdt for børnene, hvis de tages fra hende.

…”

Af rapport af 18. maj 2021 ”Afrapportering fra den tværministerielle Task Force Evakuering” fremgår bl.a.:

”Indledning

Der blev den 30, marts 2021 på baggrund af en politisk aftale mel-lem regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance etableret en hurtig-tarbejdende tværministeriel “Task Force Evakuering” . Task forcen fik til opgave at afdække, om evakuering af de danske børn uden deres forældre fra lejrene i det nordøstlige Syrien på baggrund af en individuel vurdering vil kunne gennemføres på en sikkerheds-mæssig forsvarlig måde og inden for rammerne af Danmarks kon-ventionsmæssige forpligtelser. Målet med arbejdet er, at børn af danske forældre kan komme til Danmark hurtigst muligt.

Danske myndigheder har via kontakt til pårørende i Danmark eller deres partsrepræsentanter kendskab til i alt 19 børn, der opholder sig i Område 2- eller Område 1-lejren sammen med deres seks mødre, som har anmodet om myndighedernes bistand. Tre af de seks mødre har dansk statsborgerskab, mens tre administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab

Kapitel 1. Fact finding i lejrene i det nordøstlige Syrien

…

Ny signaler om evakuering og tilbagesendelse

Lokaladministrationen udsendte den 18. marts 2021 en pressemed-delelse, der fastslår lokaladministrationens syn på evakuering af børn tilbageholdt i Område 1- og Område 2-lejrene. Det fremgik af presse-meddelelsen, at der kun kan tillades evakuering af forældre-løse/uledsagede børn, og at børn, der er tilbageholdt sammen med deres mødre, alene kan evakueres, såfremt de har særlige humani-tære behov, og såfremt moderen giver et eksplicit samtykke. Task forcen har i sin dialog med lokaladministrationen fået bekræftet, at dette fortsat er linjen.

…

Sundhedsfaglig vurdering

Den sundhedsfaglige vurdering er — efter opdrag fra Sundheds-styrelsen — foretaget af to danske speciallæger i henholdsvis pædi-atri (børnesygdomme) og børne- og ungdomspsykiatri. Lægernes opgave har været at vurdere børnenes fysiske og psykiske hel-bredstilstand. Vurderingen er sket under særlige rammer og be-grænsninger, og der er således tale om et øjebliksbillede. Med det forbehold kan følgende konkluderes vedrørende de ti undersøgte børn (for en uddybning, se bilag 3):

•Ingen børn har akut livstruende sygdomme.

•Alle børn udviser symptomer på angst, herunder angst for adskillelse fra deres mor og søskende, angst om natten, ved høje lyde og ved syn af soldater. Der er symptomer og tegn på tristhed, problemer med koncentration og rastløshed. Nogle børn har symptomer på egentlig psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.

•Alle børn er i væsentlig risiko for forværring af deres men-tale tilstand, hvis ikke der iværksættes psykosocial støtte. Ved manglende støtte vil der være risiko for manglende ind-læring og normal udvikling, hvilket kan gøre, at børnene bli-ver dårligt fungerende på sigt. Der er behov for umiddelbar udredning og behandling af de børn, hvor der er tegn på psykisk lidelse eller udviklingsforstyrrelse.

•Alle børn har en tæt tilknytning til deres mor og søskende, og der er en veletableret kontakt mellem mor og barn. Det er derfor vurderingen, at adskillelse fra mor og søskende vil påføre børnene en yderligere sundhedsmæssig belastning med risiko for yderligere forværring af deres psykiske til-stand.

•Flere børn er underernærede, og nogle af disse er i særlig øget risiko grundet enten alvorlig underernæring, eller fordi de som følge af deres alder er i særlig risiko for smitsomme sygdomme og dermed med i risiko for overdødelighed. Spe-ciallægen vurderer, at der er behov for udredning og be-handling af årsager hertil, hvilket ikke vurderes muligt i lej-rene.

•For alle børn vil fortsat ophold i lejrene have alvorlige konse-kvenser for børnenes udvikling, og alle børn har behov for yderligere sundhedsfaglig udredning med henblik på stil-lingtagen til behov for behandling og opfølgning, hvilket ikke er tilgængeligt i lejrene.

•For alle børn vil fortsat ophold i lejren forringe behandlings-muligheder og prognose i væsentlig grad.

Baseret på de to speciallægers undersøgelser og vurdering af bør-nene er det derfor den samlede vurdering, at de bør evakueres ud fra en sundhedsfaglig betragtning, og at det bør ske sammen med deres mødre og søskende.

…

Kapitel 4. Retlige aspekter af evakuering af børn uden deres mødre

…

Evakuering af børn med samtykke fra forældre

Da Danmark ikke er retligt forpligtet til at evakuere hverken foræl-dre eller deres børn, kan Danmark som udgangspunkt vælge at til-

byde et barn og dennes forælder, at barnet evakueres uden foræl-deren, hvis forælderen samtykker. Forælderen vil skulle afgive et udtrykkeligt ønske til myndighederne om bistand til evakuering af barnet til Danmark uden forælderen. Med inspiration fra EMD’s praksis vil et samtykke kunne afgives som et frivilligt, informeret og skriftligt samtykke, hvor betingelserne for evakueringen er be-skrevet. Det bemærkes, at Danmark og flere andre lande har foreta-get samtykkebaseret evakuering af et barn uden forælder (se kapi-tel 3).

Danmarks internationale forpligtelser kan være til hinder for at til-byde evakuering af et barn uden forælderen med forælderens samtykke.

Det vil eksempelvis være tilfældet i sager med børn, som vurderes at være helt afhængig af forælderen. I sådanne tilfælde kan det ikke afvises, at Danmark efter EMRK artikel 8 om retten til respekt for bl.a. privat- og familieliv kan være forpligtet til også at yde bistand til forælderen som forudsætning for, at der kan ydes bistand til bar-net. EMD ses dog ikke at have haft lejlighed til at tage stilling til et konkret tilfælde som det beskrevne, hvorfor den vurdering, der vil skulle foretages, vi1 være behæftet med betydelig usikkerhed.

…

Endvidere vil der ikke inden for rammerne af Danmarks internatio-nale forpligtelser være mulighed for at tilbyde evakuering af et barn uden forælderen med forælderens samtykke, hvis barnets tarv, jf. Børnekonventionens artikel 3, taler imod dette. I den kon-krete vurdering af barnets tarv vil der bl.a. på den ene side kunne indgå hensynet til at bevare familiens enhed og barnets relation til sine forældre og sin familie og på den anden side mulighederne for, at barnet f.eks. kan få den rette sundhedsfaglige behandling, under-visning mv., samt de øvrige momenter, der følger af, at barnet efter en evakuering vil opholde sig i Danmark i stedet for i en lejr i det nordøstlige Syrien.

Forælderen, der må antages at være nærmest barnet, skal inddra-ges i overvejelserne om barnets tarv og høres om, hvad der efter forælderens opfattelse vil være til barnets bedste. Det beror på en konkret vurdering, herunder navnlig af barnets alder og moden-hed, i hvilket omfang barnet kan give sin holdning til adskillelsen til kende, og hvilken vægt denne i givet fald skal tillægges.

…

Konsekvenserne af en evakuering af børn for forældrenes ret til indrejse i Danmark

…

Er forælderen ikke dansk statsborger, herunder hvis forælderen ad-ministrativt har fået frataget sit danske statsborgerskab, har foræl-deren som udgangspunkt ikke et opholdsgrundlag i Danmark og vil således ikke kunne indrejse eller opholde sig lovligt i Danmark.

En sådan forælder vil skulle søge om f.eks. familiesammenføring med sit barn med dansk statsborgerskab, som måtte opholde sig i Danmark, for at opnå ret hertil.

I forbindelse med behandlingen af en familiesammenføringssag vil Udlændingestyrelsen kunne lade oplysninger om, at forælderen vurderes at udgøre en trussel mod den offentlige orden eller sikker-hed indgå i vurderingen. Sådanne eventuelle oplysninger vil kunne medføre, at en udlænding i visse tilfælde kan udelukkes fra at få opholdstilladelse i Danmark. Det gælder b.la., hvis udlændingen er en fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den of-fentlige orden, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1. Det vil dog skulle vurderes, om den pågældende forælder har krav på opholdsret i Danmark efter EMRK, EU-retten eller Danmarks internationale for-pligtelser i øvrigt.

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan Udlændingestyrelsen alene meddele familiesammenføring mellem en udenlandsk foræl-der og et herboende barn, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Bestemmelsen tager navnlig sigte på de tilfælde, hvor et krav på opholdstilladelse vur-deres at følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8.

Ved vurderingen vil Udlændingestyrelsen bl.a. inddrage oplysnin-ger om barnets relation til forælderen, herunder om der eksisterer et familieliv mellem dem, som Danmark er nærmest til at beskytte, ligesom det er en forudsætning, at slægtskab til barnet er fastslået. Udlændingestyrelsen vil i den forbindelse foretage en vurdering af, om familielivet mellem forælderen og det herboende barn kan an-ses for at være afbrudt frivilligt. Hvis dette ikke er tilfældet, vil fa-milielivet som udgangspunkt fortsat kunne betragtes som beskyt-

telsesværdigt inden for rammerne af Danmarks internationale for-pligtelser. Det forudsætter efter Udlændingestyrelsens praksis helt klare og vægtige argumenter, for et familieliv mellem forælder og mindreårige børn ikke er beskyttet.

Udlændingestyrelsen vil ligeledes foretage en vurdering af, om tredjelandsforælderen undtagelsesvis kan opnå en afledt opholds-ret efter EUF-Traktatens artikel 20 på baggrund af det danske barns unionsborgerskab. Dette kan være tilfældet, hvis barnet på grund af et særligt kvalificeret afhængighedsforhold til forælderen vil blive tvunget ud af Unionen i tilfælde af afslag på opholdstilladelse til forælderen.

Det bemærkes, at det er vurderingen, at en tredjelandsforælder ved samtykke til evakuering af et barn ikke kan give uigenkaldeligt af-kald på retten til familiesammenføring med barnet i Danmark, i det omfang en sådan ret følger af Danmarks internationale forpligtel-ser, herunder EMRK artikel 8 og EU-retten. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis en forælder, der har samtykket til, at et barn evakueres uden forælderen, efterfølgende måtte fortryde, indebæ-rer det ikke, at forælderen herved opnår ret til at få bistand fra myndighederne til at blive evakueret til Danmark.

…”

Tilbuddet

Den 18. maj 2021 skrev Udenrigsministeriets medarbejder til advokat Knud Foldschack:

”Med denne mail vil jeg orientere dig om, at regeringen nu har be-sluttet at tilbyde at evakuere de danske børn fra lejrene i det nor-døstlige Syrien. De tre mødre, som har dansk statsborgerskab, til-bydes evakuering sammen med deres børn. De børn, hvis mødre ikke har dansk statsborgerskab vil blive tilbudt evakuering, såfremt moderen samtykker heri.

Som du formentlig er bekendt med, er der i aften afholdt et presse-møde om regeringens beslutning. Du kan finde mere information om task forcens arbejde her Offentliggørelse af dokumenter i for-

bindelse med Task Force Evakuerings afdækning samt Dokument

vedrørende Task Force Evakuerings afrapportering - Justitsmini-

steriet.

Udenrigsministeriet vil kontakte dig snarest muligt omkring rege-ringens beslutning og om det videre forløb i forhold til Værge 1's børn,

ligesom vi gerne vil svare på de spørgsmål du måtte have i den for-bindelse.”

En i det væsentlige identisk mail blev sendt til advokat Knud Foldschack og Værge 2's søster i Danmark om Værge 2's søn.

Udenrigsministeriets bistand til børnene efter tilbud om evakuering uden deres mødre

Den 7. juli 2021 skrev Udenrigsministeriet til en kontakt i Område 1-lejren om helbred-stjek af Sagsøger 3 for ørepine og problemer med hørelsen og af Sagsøger 1, der havde slået hovedet. Den 11. juli 2021 meddelte kontakten, at Sagsøger 1 havde influenza, og at man ville følge op på Sagsøger 3, som også kunne besøge en døgnåben klinik.

Den 9. juli 2021 orienterede Udenrigsministeriet advokat Knud Foldschack om, at ministeriet sammen med Sundhedsstyrelsen havde etablere en lægefaglig rå-dgivning, ”som I kan kontakte ved spørgsmål om børnenes helbredsmæssige tilstand” . Vedhæftet var ”Brev til mødre og pårørende om midlertidig sund-hedsfaglig rådgivningsfunktion.” Endvidere blev der vejledt om, at det var de lokale humanitære organisationer i lejren, der skulle kontaktes i akutte tilfælde, og om kontakt til Udenrigsministeriet. I det vedhæftede brev blev oplyst om te-lefonnummer og WhatsApp nummer til speciallæge og telefontid.

Den 17. juli 2021 sendte Udenrigsministeriets kontakt i Område 1-lejren besked om, at Sagsøger 3 var blevet tilset og der var vedhæftet foto.

Den 1. oktober 2021 gentog Udenrigsministeriet i et brev til advokat Knud Foldschack tilbuddet om at evakuere Sagsøger 2 og Sagsøger 1 på betingelse af, at Værge 1 samtykkede. En henvendelse om Sagsøger 1's helbred var videre-sendt til speciallægen i pædiatri i den sundhedsfaglige rådgivningsfunktion, og sundhedsstyrelsen havde vurderet, at det ikke kunne udelukkes, at der var sket en forværring af Sagsøger 1's tilstand. Det fremgik videre, at speciallægen var i lø-bende kontakt med Kurdisk Røde Halvmåne om opfølgning på de sundheds-

faglige fund.Udenrigsministeriet medgav, at Værge 1 og hendes børn be-

fandt sig i en vanskelig situation. For så vidt angik Værge 1 anførte Uden-rigsministeriet, at hun ikke hørte til den personkreds, som udenrigstjenesten kan yde bistand til efter udenrigstjenestelovens § 1, stk. 3.

Den 11. marts 2022 skrev advokat Knud Foldschack til Udenrigsministeriet om Sagsøger 3 og Sagsøger 1. Han oplyste, at Sagsøger 3 fortsat led af hals-næse- og øreproblemer, at det havde hæmmet ham udviklingsmæssigt, og at det var ubetinget nødvendigt at få afdækket, om den rette behandling kunne til-bydes lokalt og varige mén dermed undgås. Efter hans opfattelse kunne Sagsøger 3 ikke tilbydes en øredrænoperation, som ville være et almindeligt tiltag i Dan-mark. Vedrørende Sagsøger 2 skrev han, ”har jeg modtaget underretning om, at han har det meget dårligt og af den lokale læge har fået stillet diagnosen

PTSD, som p.t. behandles med en større daglig dosis antidepressiv medicin.” Begge børns helbred havde været drøftet med Speciallæge 2, som ville ud-rede forholdene med Røde Halvmåne. Han anmodede desuden om, at ministe-riet vurderede, om der ikke forelå så ekstraordinære oplysninger om forhol-dene i lejren, alvorlige helbredsmæssige omstændigheder og børnenes afhæn-gighedsforhold til deres mødre, at børnene kunne tilbydes evakuering med de-res mødre.

I brev af 25. marts 2022 fastholdt Udenrigsministeriet det fremsatte tilbud om evakuering af Sagsøger 3. Det fremgik yderligere bl.a., at hvis Værge 2 indikerede at være interesseret i at afgive et frivilligt informeret og skriftligt samtykke til evakuering af Sagsøger 3, ville det skulle vurderes, om der var noget retligt til hinder for, at hun af myndighederne blev bedt om at give et samtykke. Det fremgik videre:

”Det vil således skulle vurderes, om der kan anses at foreligge et sådant særligt afhængighedsforhold mellem Værge 2 og Sagsøger 3, at Danmark efter den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention ikke vil kunne anmode Værge 2 om et samtykke til evakuering af Sagsøger 3 uden Værge 2.

Der vil endvidere skulle foretages en vurdering af barnets (Sagsøger 3's) tarv i henhold til Børnekonventionens artikel 3. Dette vil indebære en samlet vurdering af, om en evakuering af Sagsøger 3 til Danmark uden Værge 2 efter omstændighederne vil kunne anses for at være til Sagsøger 3's bedste.

Såfremt Værge 2 skulle indikere at være interesseret i at samtykke til evakuering af Sagsøger 3, og såfremt de oven-nævnte vurderinger af et særligt afhængighedsforhold og barnets tarv ikke måtte være til hinder for, at myndighederne anmoder om samtykke, vil Værge 2 kunne samtykke til evakuering af Sagsøger 3.”

Den 1. april 2022 sendte Speciallæge 2 med mødrenes samtykke helbredsstatus på de 3 danske børn efter kontakt til bl.a. Værge 1. Det blev oplyst, at Speciallæge 1 var med til telefonmøde med Værge 1 og forsøgte at få kontakt til en lokal psykiater, som havde set Sagsøger 2. Der havde ikke aktuelt været direkte henvendelser fra mødre eller familier til Sundhedsstyrelsens konsulentordning. Det fremgår bl.a.:

”Generelt

Vi mener fortsat ikke at Område 2 lejren er egnet til børn og anbefaler fortsat at alle børn evakueres til Danmark med deres mødre.

Sundhedsstyrelsens konsulentordning kan kun i begrænset omfang støtte børnenes helbred og udvikling i lejren. Ordningens fortsæt-telse giver kun mening, hvis der er udsigt til at familierne kommer til Danmark.

Specifikt

Sagsøger 3, 5 år og 10 måneder, søn af Værge 2 Vi er fortsat bekymrede for Sagsøger 3's helbred og trivsel. Sagsøger 3 har kroniske øre, næse og hals symptomer med recidiverende tonsilli-tis, akut otitis media og polypper. Sagsøger 3 har tidligere været fulgt af speciallæge, og vi har foranlediget at Sagsøger 3 igen har været hos spe-cialist, som er startet behandling og følger op om 1 mdr.

På det foreliggende vurderes risikoen for varige mén, primært hø-relse, meget lille. Vægten følger fortsat -2SD. Børnevaccinationer er fortsat ikke opdateret.

Sagsøger 2, 4 år og 7 mrd og ældste søn af Værge 1

Vi er væsentligt mere bekymrede for Sagsøger 2 end tidligere. Sagsøger 2 beskrives med forværrede psykologiske/psykiatriske symptomer, diagnosticeret af lokal psykiater med PTSD/ADHD og sat i amitriptylin. Dette præparat er et ældre antidepressivt middel, som ikke bruges til børn og unge eller ADHD i Danmark. Desuden har Sagsøger 2 ikke taget på siden vores besøg for et år siden og vægten er under -2SD.

På det foreliggende anbefales subakut indlæggelse koordineret mellem specialiseret børneafdeling og børnepsykiatrisk afdeling. Det er næppe muligt lokalt og medicinsk evakuering bør overvejes. Børnevaccinationer er fortsat ikke opdateret.

Sagsøger 1, 3 år og 1 mdr. og yngste søn af Værge 1

Aktuelt ikke rejst bekymring for Sagsøger 1, men vi er fortsat meget bekymret for Sagsøger 1 pga kronisk diarre og vægt ender – 2SD Børnevaccinationer er fortsat ikke opdateret.”

Den 4. april 2022 skrev advokat Knud Foldschack som partsrepræsentant for Sagsøger 3, Sagsøger 2 og Sagsøger 1 bl.a.:

”…

Ønsket om en samlet evakuering fastholdes under henvisning til

mine tidligere anbringende desangående. Jeg henviser i den forbin-delse på ny til Udenrigsministerens udmelding på samrådet i folke-tinget d. 6. september 2019. Det blev her som bekendt slået fast, at danske børn har ret til evakuering sammen med deres mødre, hvis der er et særligt afhængighedsforhold. Børnenes ret til evakuering sammen med deres mødre, må i den forbindelse i et ønske om opti-mal udredning og behandling og deraf følgende mulighed for hel-bredelse, være en absolut ret, som ikke kan decimeres med henvis-ning til statens holdning til mødrene.

Under henvisning til ministeriets skrivelse af 25. marts 2022, har jeg i ønsket om at fremme sagen i forhold til børnene rettet henven-delse til de pårørende og også på baggrund af tidligere tilkendegi-velser fra mødrene fået den klare opfattelse, at det nu bør overvejes på, hvilken måde en evakuering kunne finde sted. Også uden at mødrene blev hjemtaget med børnene. Det er muligt, at et sådant samtykke kan komme på tale, når henses til børnenes aktuelle og alvorlige situation, som jo reelt er livstruende.

Som et vigtigt element bør det i den forbindelse afklares, hvad skadevirkningen er for børnene, hvis ikke de hjemtages sammen med deres mødre jævnfør rapporten fra de lægesagkyndige af 1. april 2022, som indledningsvis påpeger, at fangelejrene ikke egner sig til børn og at børnene bør evakueres til Danmark sammen med deres mødre.

…”

Den 6. april 2022 skrev Knud Foldschack til Udenrigsministeriet bl.a.:

”Ved skrivelse af 4. april 2022 har jeg som partsrepræsentant for Værge 1 og Værge 2's børn nærmere redegjort for, at jeg er af den klare opfattelse, at de to mødre i forbindelse med Person 2 og mine tidligere besøg i fangelejrene i det nordøst-lige Syrien, senest i december 2021, har fået tilkendegivelser om, at man kunne være interesseret i at lade børnene evakuere pga. deres alvorlige helbredsmæssige tilstand. Dette som udgangspunkt i at samtykke om at evakuere børnene uden deres mødre.

…”

Af Sundhedsstyrelsens ”Uddybning af sundhedsfaglig vurdering” af 14. april 2022 fremgår bl.a.:

”Sundhedsstyrelsen har d. 30. marts fremsendt vurdering til Uden-rigsministeriet af de tre ikke-evakuerede børns helbredstilstand, som de danske speciallæger havde tilset i foråret 2021 på “fact-fin-ding mission” i det nordøstlige Syrien.

I forlængelse af ovenstående har Udenrigsministeriet ved telefonisk kontakt d. 7. april anmodet Sundhedsstyrelsen om en uddybning og yderligere konkretisering ift styrelsens vurdering på baggrund af en henvendelse fra de to mødres advokat d. 6. april, der indehol-der en række konkrete spørgsmål vedr. børnenes sundhedstilstand.

Sundhedsstyrelsen skal påpege, at de danske speciallæger ikke har tilset børnene i knap et år. De oplysninger, som nedenstående ud-dybning af sundhedsfaglig vurdering er baseret på, er ufuldstæn-dige, og de indeholder udelukkende deskriptive beretninger om symptomer, og der fremgår få objektive fund vedr. eksempelvis vægt og andre elementer, der indgår i en normal objektiv undersø-gelse ved en sundhedsfaglig udredning og vurdering. Der forligger ej heller undersøgelsesresultater fx billeddiagnostik eller blodprø-ver svar, som vil kunne underbygge og nuancere vurderingen. Ne-denstående tager således udgangspunkt i oplysninger, der er vide-regivet, men vurderingen er vanskelig, da den ikke tager udgangs-punkt i en konkret undersøgelse og vurdering af børnene.

Sundhedsstyrelsen har drøftet henvendelsen med den sundheds-faglige rådgivningsfunktion. Nedenstående skal ses i forlængelse af Sundhedsstyrelsens vurdering af indsats for danske børn i Syrien fra 30. marts, og som besvarelse af bemærkninger vedrørende de tre børn i advokatens henvendelse af 6. april.

Spørgsmål vedr. Sagsøger 1

Der har ikke aktuelt været henvendelse til den sundhedsfaglige rå-dgivningsfunktion fra mor, pårørende eller Kurdiske Røde Halv-måne vedrørende mistanke om nyresten/grus.

Spørgsmål vedr. Sagsøger 3

I advokatens henvendelse d. 6. april anføres det, at Sagsøger 3 har opera-tionsbehov i relation til hans kroniske øre-næsehals-problemer.

Den sundhedsfaglige rådgivningsfunktion oplyser, at fjernelse af mandler (tonsillektomi) tidligere har været anbefalet lokalt. Fami-lien og pårørende har været tilbageholdende ift. en operation, og det har tidligere været vurderet, at man kan se tiden an. Der har ak-tuelt ikke været en fornyet drøftelse af Sagsøger 3's operationsbehov. Der har aktuelt været drøftelse af en evt. operation for gentagene melle-

mørebetændelse (tubulering). Indikationen herfor er af den sund-hedsfaglige rådgivningsfunktion vurderet usikker ud fra de oplys-ninger, der forefindes, og det vurderes på baggrund af de forelig-gende oplysninger, at risikoen for varige mén er meget lille.

Spørgsmål vedr. Sagsøger 2

Den sundhedsfaglige rådgivningsfunktion oplyser, at det ikke har været muligt at få direkte kontakt (telefonisk eller på mail) med den børnepsykiater, der har vurderet, iværksat behandling og føl-ger barnet. Der har dog været kontakt via mail med KRC om bar-nets tilstand, og de oplyser, at de er i kontakt med psykiateren i lej-ren. Den danske børnepsykiater, som var med til at vurdere bør-nene i lejren ved fact-finding mission i foråret 2021, har været ind-draget i dialogen med KRC om diagnose og behandlingsaspekter. Som beskrevet i “Sundhedsstyrelsen vurdering af indsats for dan-ske børn i Syrien” d. 30. marts er det vurderingen, at der er behov for indlæggelse af barnet på en børnepsykiatrisk/pædiatrisk afde-ling med henblik på koordineret specialiseret behandling. På bag-grund af speciallægernes kendskab til det lokale hospital fra fact-finding mission i foråret 2021, vurderes det ikke muligt at tilbyde den fornødne specialiserede indsats lokalt. Forholdene i lejren er uegnede for børn og særdeleshed Sagsøger 2 i nuværende situation.

Sundhedsstyrelsen kan med afsæt i de foreliggende oplysninger ikke udelukke, at børnenes ernæringsmæssige tilstand har betyd-ning for de øvrige fysiske og psykiske helbredsforhold. Speciallæ-gen har via KRC anbefalet at begge brødre (Sagsøger 1 og Sagsøger 2) og om muligt alle tre børn, der er kendskab til opholder sig i lejren, tilses af en ernæringsspecialist”

Den 20. april 2020 skrev advokat Knud Foldschack bl.a. til Udenrigsministeriet:

”Ved skrivelse af 25. marts 2022 har Udenrigsministeriet blandt an-det redegjort for regeringens politik på området herunder, at en eventuel evakuering som udgangspunkt kræver moderens samtykke for at kunne realiseres i øvrigt på nærmere fastsatte vil-kår.

Ministeriet tilkendegiver endvidere, at det i givet fald skal vurde-res, om der kan anses at foreligge et sådant afhængighedsforhold mellem Værge 1 og Sagsøger 2, at Danmark efter reglerne i EMRK ikke kan anmode Værge 1 om et sådant samtykke.

Jeg skal for god ordens skyld tilkendegive, at jeg går ud fra som en

selvfølge, at et sådant eventuelt samtykke selvfølgelig skal afgives under betryggende forhold, og at jeg som partsrepræsentant og ad-vokat bliver behørigt inddraget i en eventuel samtykkeproces. Dette blot fordi jeg har modtaget oplysninger om, at der er rettet henvendelse til Værge 1 i fangelejren desangående. I øvrigt fastholdes det fra min side, at der ikke lovligt kan afgives samtykke i den konkrete sag.

…

Dernæst går jeg ud fra, at ovennævnte problemstilling inddrages i den juridiske vurdering om, hvorvidt der i henhold til konventio-nerne kan kræves og i givet fald afgives et lovligt samtykke til ad-skillelse fra moderens side. Et sådant samtykke vil jo i givet fald formentlig skade børnene hver for sig og helbredsmæssigt især Sagsøger 2. Det ubetingede afhængighedsforhold mellem de to brødre bør i den sammenhæng også medføre, at vurderingen om-talt i Udenrigsministeriets ovennævnte skrivelse også vurderes i forhold til Sagsøger 1 og hans mor bla. i forhold til dennes alder og helbredssituation og som dansk barn i en fangelejr.

Sammenfattende er det min opfattelse, at overholdelsen af de gæl-dende konventioner alene muliggør en samlet evakuering af bør-nene og deres mor som eneste rigtige løsning.”

Den 23. april 2022 skrev Udenrigsministeriet til Knud Foldschack om evakue-ring af Sagsøger 3 med Værge 2's samtykke bl.a.:

”…

Myndighederne har i opfølgning på din henvendelse af 6. april 2022 vurderet, om der retligt er noget til hinder for, at danske myn-digheder anmoder Værge 2 om samtykke til evakuering af Sagsøger 3 uden hende. Det er på det foreliggende grundlag myndighe-dernes samlede vurdering, at dette ikke er tilfældet

Det bemærkes i den forbindelse, at det er vurderingen, at risikoen for en yderligere sundhedsmæssig belastning med risiko for yderli-gere forværring af Sagsøger 3's psykiske tilstand ikke er tilstrækkelig til, at der kan anses at foreligge et sådant særligt afhængighedsforhold mellem Værge 2 og Sagsøger 3, at der ikke inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser kan anmodes om Værge 2's samtykke til adskillelsen.

I den forbindelse er endvidere inddraget det særlige hensyn til bar-nets tarv. Det er myndighedernes samlede vurdering, at en evakue-ring af Sagsøger 3 til Danmark uden Værge 2 vil være til Sagsøger 3's bedste i lyset af, at alternativet er, at Sagsøger 3 forbliver i Område 1-lejren. Det er i den forbindelse bla. lagt til grund, at der lægefagligt vil være langt bedre mulighed for at behandle Sagsøger 3 i Danmark end lokalt.

Det er herudover myndighedernes vurdering, at der under de givne omstændigheder ikke som udgangspunkt er noget til hinder for, at der kan anmodes om et samtykke fra Værge 2 til evakuering af Sagsøger 3 uden hende. Det vil bero på en konkret vur-dering af omstændighederne frem til den skriftlige afgivelse af samtykket, hvorvidt samtykket kan antages at være afgivet frivil-ligt og informeret. Udenrigsministerier skal i den forbindelse opfor-dre til, at eventuelle supplerende faktuelle oplysninger til belysning heraf fremsendes til Udenrigsministeriet.

Såfremt Værge 2 ønsker, at Sagsøger 3 evakueres til Danmark uden hende, vil hun i forlængelse af ovenstående skulle under-skrive en skriftlig samtykkeerklæring herom. Samtykkeerklæring samt faktaark og tilbagekaldelseserklæring er vedlagt.

Udenrigsministeriet vil som drøftet på møde den 22. april 2022 kunne bistå med at facilitere yderligere dialog mellem dig og Værge 2 om indeværende sag.

Det bemærkes afslutningsvist, at der på baggrund af dit brev af 6. april 2022 er igangsat en indledende planlægning af en evakuering af de tre danske børn fra Område 1-lejren, hvis mødre har indikeret inter-esse i at samtykke, heriblandt Sagsøger 3. Som nævnt i Udenrigsmini-steriets brev af 25. marts 2022 forudsætter gennemførelse af en evakueringsoperation bla., at der indhentes en accept fra den kur-disk dominerede administration i det nordøstlige Syrien, og at det vurderes sikkerhedsmæssigt forsvarligt.”

Der er fremlagt et tilsvarende brev om evakuering af Sagsøger 2 med Værge 1's samtykke.

Bilagt brevene var blanket ”Samtykke til evakuering af mit barn” , blanket ”Er-klæring om tilbagekaldelse af samtykke til evakuering af mit barn” og Social-og Ældreministeriets ”Faktaark om indsatser og støtte til børn og unge” , dateret den 11. april 2022. Af blanket til ”Samtykke til evakuering af mit barn” fremgik bl.a.:

”Jeg er indforstået med, at jeg har ret til at trække mit samtykke til-bage. Muligheden for at trække samtykket tilbage kan gøres gæl-dende frem til evakueringen af mit barn.”

Den 25. april 2022 skrev advokat Knud Foldschack et brev til Udenrigsministe-riet, hvor det blev fastholdt, at der skulle ske en samlet hjemtagelse af børnene med deres mødre. Endvidere blev problematiseret en række retlige forhold, som også er gjort gældende under denne sag. Desuden blev stillet supplerende spørgsmål og fremsat anmodning om yderligere undersøgelser.

Den 15. maj 2022 skrev advokat Knud Foldschack og direktør for Repatriate The Children – Denmark, Person 2, til Udenrigsministeriet. Det fremgik, at de havde talt med mødrene og deres tre børn i Område 1-lejren. Det frem-gik bl.a.:

”Mødrene udtalte begge, at de ønskede at samarbejde om en hel-bredsmæssig udredning, og at de havde et stort behov for at få af-klaret, hvad børnene fejler -

—

herunder hvor alvorligt situationen er

og hvilke behandlingsmuligheder, der er tilgængelige og under hvilke forudsætninger.

De udtrykte også begge, at de selvfølgelig ville deres børn det bed-ste, men det syntes klart, at mødrene ønsker at have et fuldstændigt og afklaret helbredsbillede før et evt. samtykke kan komme på tale.

Mødrene udtalte begge, at de ønskede at samarbejde om en hel-bredsmæssig udredning, og at de havde et stort behov for at få af-klaret, hvad børnene fejler herunder hvor alvorligt situationen er og hvilke behandlingsmuligheder, der er tilgængelige og under hvilke forudsætninger.

Desuden blev en række overvejelser om mødrenes og børnenes retsstilling efter en evakuering rejst.

Speciallæge i pædiatri Speciallæge 3 og speciallæge i pædiatri Speciallæge 4 har haft alle tre børn i konsultation i Område 1-lejren. Af ”Pædiatrisk vurdering udarbejdet til Sundhedsstyrelsen” , af 18. maj 2022 vedrørende Sagsøger 1 fremgår bl.a.:

”Pædriatisk sammenfatning

Somatisk helbred Godt somatisk helbred. Lille og spinkel for al-der, men har indhentet vækstkurve hvad angår højde. Har tilbage-vendende luftvejsinfektioner, som ikke vurderes at være truende på hverken kort eller længere sigt. Har tilbagevendende urinvejsin-fektioner (formodentlig nedre) behandlet med antibiotika, men hidtil uden feber. Årsagen til dette er ukendt. Disse vil, hvis de ud-vikler sig kunne påvirke normal nyrefunktion (i tilfælde af øvre UVI). Desuden perioder med diarré ca. 2 gange /mdr. Diarréten-densen lidt aftagende siden sidst iflg Mors oplysninger.

Psykisk helbred Drengen har udviklet problemer med angst og ra-serianfald ved uro i omgivelserne. Drengens tendens til raserian-fald er ifølge mor forværret over det seneste år. I undersøgelsessitu-ationen er der god opmærksomhed og interaktion med undersø-gere, men han er tydeligt på vagt og har behov for at have sin mor i nærheden for at være i ro.

Relevante opfølgningsmuligheder lokalt akut/subakut/elektivt, lokalt/DK

Lokalt i Område 1 lejren anbefales det, at Sagsøger 1 tilbydes relevante vaccinationer. Endvidere at man ud over dip-stick af urin ved symptomer på urinvejsinfektion også foretager dyrkning af urinen mhp sikring af diagnosen og evt. undgåelse af unødvendige antibi-otikabehandlinger. Dette kan iflg. Repræsentanter for Kurdisk Røde Halvmåne imødekommes.

Samlet pædiatrisk vurdering

Det vurderes ikke, at der er et akut behov for udredning eller be-handling af somatisk sygdom. Der er et behov for udredning af evt. bagvedliggende årsager til væksthæmning samt til nærmere udred-ning for tilbagevendende urinvejsinfektioner.

Det vurderes, at der er behov for udredning og behandling af psy-kisk belastning og at dette vil blive stadigt mere presserende, jo længere Sagsøger 1 lever i utrygge rammer i lejren. Det vurderes, at Sagsøger 1 er overordentlig knyttet til både mor og storebror og at det vil være traumatiserende for ham, at skilles fra dem.

SDQ spørgeskema udfyldt af mor og rated ved børnepsykiater Speciallæge 1 viser at Sagsøger 1 scorer 6/12. Han trives således bedst af de to brødre.

Anbefaling: Evakuering inden for kortere tid til Danmark med mor og storebror med mulighed for udredning af somatiske problem-stillinger som recidiverende urinvejsinfektioner og mulige psykiske problemstillinger i faste og trygge rammer.”

Af ”Pædiatrisk vurdering udarbejdet til Sundhedsstyrelsen” , af 18. maj 2022 vedrørende Sagsøger 2 fremgår bl.a.:

” Pædiatrisk sammenfatning

Somatisk helbred Ikke akut somatisk påvirket. Symmetrisk vækst-hæmmet i svær grad og tiltagende sammenlignet med maj 2021. Anamnestisk kan årsagen til væksthæmningen ikke fastslås. Angi-veligt er der iflg. KRC ved undersøgelser hos privat praktiserende pædiater uden for lejren ikke fundet klinisk eller paraklinisk anledning til bekymring. Med forbehold for at disse oplysninger fremkom efter lægeundersøgelsen og derfor ikke er forholdt mor. Psykisk helbred Drengen har stadig svære problemer med angst, opmærksomhed og raseri. Drengens opmærksomhedsforstyrrelse og tendens til raserianfald er ifølge mor bedret efter opstart af me-dicinsk behandling. I undersøgelsessituationen er der god opmærk-somhed og interaktion med undersøgere, men han er tydeligt på vagt og har behov for at hans struktur overholdes.

SDQ scoring for Sagsøger 2 ved børnepsykiater Speciallæge 1 er 6 på den positive og 24 på den problematiske del — højst på følelsesmæssige, men også på koncentrations og ad-færdsproblemer. Det kan være foreneligt med ADHD, men rastløs-hed, hyperaktivitet og koncentrationsvanskeligheder kan også ses ved PTSD og ved underernæring.

Relevante opfølgningsmuligheder lokalt akut/subakut/elektivt, lokalt/DK

Lokalt i Område 1 lejren anbefales det, at Sagsøger 2 tilbydes relevante vacci-nationer. Det vurderes ikke, at der er yderligere muligheder for ud-redning og behandling af somatisk sygdom lokalt.

Der er lokalt iværksat behandling med antidepressivt middel, som normalt ikke anvendes til psykiske lidelser hos børn. Behandlingen varetages ved månedIige kontroller hos psykiater i lejren. Det er usikkert om denne fagperson er specialist i børnepsykiatri. Af sam-tale med Kurdisk Røde Halvmåne fremgår det, at der er svære be-grænsninger i forhold til at skaffe medicin.

Relevante opfølgningsmuligheder i Danmark egen læge/special-læge/psyk/soc I Danmark anbefales udredning i trygge rammer, inkl. paraklinik med henblik på diagnostik af årsag til diarré og evt. malabsorption, samt væksthæmning og evt bagvedliggende soma-tisk årsag hertil. Endvidere udredning af angstproblematik i trygge og stabile rammer i børnepsykiatrisk regi

Samlet pædiatrisk vurdering

Der er behov for udredning af den markante og tiltagende vækst-hæmning med henblik på rettidig behandling af tilgrundliggende årsager. Det vurderes at denne udredning bør iværksættes inden for måneder. Da der iflg KRC allerede er foretaget undersøgelser lokalt hos specialist i børnesygdomme, som angiveligt ikke fandt anledning til bekymring for somatisk sygdom, skønnes det ikke muligt at foretage yderligere udredning i lokalområdet.

På trods af lokal iværksat behandling med antidepressiv medicin, vurderes det, at der er et presserende behov for udredning og be-handling i børnepsykiatrisk regi og dette behov bliver stadigt mere tydeligt, jo længere Sagsøger 2 lever i utrygge rammer i lejren. Det vurde-res, at Sagsøger 2 er overordentlig knyttet til både mor og lillebror og at det vil være traumatiserende for ham, at skilles fra dem.

SDQ spørgeskema udfyldt af mor beskriver symptomer forenelige med ADHD, men rastløshed, hyperaktivitet og koncentrationsvan-skeligheder kan også ses ved PTSD og ved underernæring.

Anbefaling: Evakuering i løbet af måneder til Danmark med mor og lillebror med mulighed for udredning af somatiske og børnepsy-kiatriske problemstillinger i faste og trygge rammer.”

Af ”Pædiatrisk vurdering udarbejdet til Sundhedsstyrelsen” , af 18. maj 2022 vedrørende Sagsøger 3 fremgår bl.a:

”Pædiatrisk sammenfatning

Somatisk helbred Anamnestisk er der tale om tiltagende obstruk-tive øre-næsehals-gener, der påvirker søvnen markant, medfører indtryk af nedsat hørelse og muligt medvirker til højt antal luftvejs-infektioner.

Objektivt ses hypertrofiske tonsiller og bemærkes nedsat hørelse.

Sidstnævnte kan ikke under de givne undersøgelsesforhold specifi-ceres.

Forsinket sprogudvikling og snøvlende tale

Er lille og spinkel for alder, men vokser på samme vækstkurve, vurderet ud fra målinger i maj 2021 og maj 2022 Obs anæmi

Obs væksthæmning

Psykisk helbred Præget af uro og angst i det daglige liv i lejren. Understimuleret kognitivt.

Relevante opfølgningsmuligheder lokalt akut/subakut/elektivt, lokalt/DK

Der er lokalt ifølge både mor og Kurdisk Røde Halvmåne stillet operationsindikation (tonsillektomi og adenoidektomi) på hospital uden for lejren. Angiveligt kan dette foregå elektivt. Mor har indtil videre afvist operation grundet bekymring for postoperative kom-plikationer, blandt andet i form af infektioner.

Usikkert hvorvidt der er mulighed for høretest lokalt.

Der er lokalt mulighed for opfølgning på vaccinationer Relevante opfølgningsmuligheder i Danmark egen læge/speciallæge/psyk/soc I Danmark anbefales indlæggelse til saturationsovervågning under søvn samt revurdering af opera-tionsindikation ved øre-næse-hals specialist for adenoidektomi, tonsillektomi og drænanlæggelse. Endvidere høretest og støtte af sproglig og motorisk udvikling. Endvidere bred blodprøvescree-ning med henblik på udredning af evt. anæmi og evt. malabsorp-tion, samt undersøgelse af fæces for parasitter og tarmpatogene bakterier

Samlet pædiatrisk vurdering

Det vurderes at der er behov for subakut udredning og behandling af de obstruktive luftvejsproblemer, der ikke vurderes at være akut livstruende, men at kunne påvirke hans hørelse, sproglige og kog-nitive udvikling i svær grad. Der er lokalt stillet operationsindika-tion og tilbudt operation. Med forbehold for manglende indsigt i operationsfaciliteter på lokalt hospital må der antages at være øget risiko for postinfektiøse komplikationer.

Endvidere vurderes han på længere sigt truet af kronisk diarré af uvis årsag, samt muligvis af malabsorption, dog vurderes tilvæk-sten gennem det seneste år tilfredsstillende.

Psykisk er Sagsøger 3 udfordret af angst og uro. Endvidere beskrives han ved denne undersøgelse langt dårligere interagerende med jævnaldrende end tidligere. Vurderes tæt knyttet til mor og dennes tvillingesøster.

SDQ skemaer udfyldt af mor antyder forværring mht. angst og de-pression sammenholdt med spørgeskema udfyldt maj 2021.

Anbefaling: Subakut evakuering til Danmark med mor med mulig-hed for indlæggelse og udredning af somatiske problemer, som be-

skrevet ovenfor og mulighed for undersøgelse af kognitive og mu-lige psykiske problemstillinger i faste og trygge rammer.”

Af socialfaglige noter om børnene ved delegationens Børnepsykolog fremgår bl.a.:

”Omstændigheder

Der henvises til Udenrigsministeriets redegørelse herom. Vi var til-stede i lejrens besøgslokaler hele dagen, hvor mødre og børn var hentet fra deres telte og ventede i separat lokale. Børnene legede med hinanden og kunne høres og ses dagen igennem. For børnene Sagsøger 3, Sagsøger 2 og Sagsøger 1 gælder, at psykologen var sammen med dem i cirka en time under møde med Udenrigsmini-steriets repræsentanter, der også omhandlede samtale med mødrene. Mødrene Værge 2 og Værge 1 genkendte ut. fra tidligere be-søg, og var fraset omtale af omstændigheder omkring tilfangeta-gelse rimeligt tillidsfulde i samtalerne, der også omhandlede evakuering af

børnene, hvor Ut. supplerede Udenrigsministeriets repræsentanters vejledning om muligheder og tiltag efter serviceloven.

Opdrag

Overordnet var opdraget bredt, det primære fokus for psykologen som udsendt fra Social- og Ældreministeriet var indhentning af in-formationer til brug de kommunale myndigheder ved eventuel evakuering af børnene

Observationer af børnene

Der er alene lavet en kort beskrivelse af det enkelte barn. For øvrige oplysninger, der er fremkommet ved samtalerne med mødrene, henvises til oplysninger fra Udenrigsministeriet. For oplysninger om somatik henvises til lægeundersøgelse. … Ingen af børnene talte dansk, bemærkninger om sprog er således især for Sagsøger 2 og Sagsøger 1 baseret på anvendt verbalisering og mors oversættelse.

Sagsøger 3, 5 år

Der sås en dreng, der som sidste år virkede alderssvarende kogni-tivt, dog ikke helt så velfungerende sprogligt, som han gjorde i maj 2021, idet han siden sidst havde fået problemer med udtale. Kon-takten var god efter indledende passende reservation. Lod sig regu-lere af mor og moster. Aktivitetsniveauet var højt og den vedva-rende opmærksomhed kort. Der fandtes mistanke om høreproble-

mer som baggrund herfor. Sås med legeevne både med ut., moster og lidt yngre dreng i venteværelse og lobby.

Sagsøger 2, 4 år

Fik efter indledende frygtsomhed god kontakt med ham. Sagsøger 2 viste gode problemløsningsfærdigheder, opmærksomhed og fantasi med byggelegetøj. Havde udviklet sig kognitivt siden sidste besøg og sås især med bedre selvregulering, som angiveligt skyldes medicinering. Sås at lege med Sagsøger 3 og lillebror i venteværelse og lobby. Der sås som sidst tvangspræg med samlemani, der vidnede om en dreng, der fortsat var i en belastningssituation.

Fysisk sås han påfaldende lille af alder og havde samme størrelse som i maj 2021.

Sagsøger 1, 3 år

Sås med god øjenkontakt, men en vis frygtsomhed, der gjorde, at han holdt sig fysisk tæt på sin mor. Havde udviklet sig sprogligt, idet han i kontakten med mor og bror brugte mere sprog end i maj 2021. Sås med bedre selvregulering, om end der indimellem var op-træk til konflikt med storebror, men ikke så voldsomt, som det sås sidst. Sås med legeevne både i og udenfor lokalet. Var påfaldende lille af sin alder og havde samme størrelse som for et år siden.”

Der har efterfølgende været korrespondance mellem advokat Knud Foldschack og Udenrigsministeriet om problemstillinger vedrørende en evakuering af bør-nene alene, herunder om mødrene gyldigt kan give samtykke til sådan en evakuering. Endvidere har Sundhedsstyrelsen den 22. juni 2022 afgivet bidrag til en henvendelse af 7. juni 2022 fra advokat Knud Foldschack vedrørende bl.a. medicinsk behandling af Sagsøger 2 og risici ved operation af Sagsøger 3. Det op-lyses af Sundhedsstyrelsen, at en dansk læge ikke kan behandle Sagsøger 2 medicinsk på afstand, og vedrørende Sagsøger 3 henvises til vurdering i sundheds-faglig rapportering af 30. maj 2022, hvorfra citeres bl.a.: ”Ud fra beskrivelsen af le-vevilkårene i lejren er der uden tvivl en større risiko ved en sådan operation lokalt i Sy-rien, end der ville være i Danmark.”

Den 6. juli 2022 skrev Udenrigsministeriet bl.a. til advokat Knud Foldschack:

”2. Myndighederne har i opfølgning på afrapporteringen fra mis-sionen i maj 2022 foretaget en fornyet vurdering af, om der retligt er noget til hinder for, at danske myndigheder anmoder dine klien-ter, Værge 1 og Værge 2, om samtykke til evakuering af deres i alt tre børn uden dem.

Det er på den baggrund fortsat myndighedernes samlede vurde-ring, at der retligt ikke er noget til hinder for, at danske myndighe-der anmoder dine klienter om samtykke til evakuering af deres i alt tre børn uden dem.

Det er således fortsat myndighedernes vurdering, at risikoen for en yderligere sundhedsmæssig belastning med risiko for yderligere forværring af børnenes psykiske tilstand ikke er tilstrækkelig til, at der kan anses at foreligge et sådant særligt afhængighedsforhold mellem børnene og deres mødre, at der ikke inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser kan anmodes om mødrenes samtykke til adskillelsen.

Det er endvidere fortsat myndighedernes vurdering, at en evakue-ring af børnene til Danmark uden deres mødre vil være til børnenes bedste i lyset af at alternativet er, at børnene forbliver i Område 1-lejren. Det i den forbindelse blandt andet lagt til grund, at der lægefagligt vil være langt bedre mulighed for at behandle børnene i Danmark end lokalt.

Endelig er det fortsat myndighedernes vurdering, at der under de givne omstændigheder som udgangspunkt ikke er noget til hinder for, at der kan anmodes om mødrenes samtykke til evakuering af deres børn uden dem Det vil imidlertid fortsat bero på en konkret vurdering af omstændighederne frem til den skriftlige afgivelse af samtykke, hvorvidt samtykket kan antages at være afgivet frivilligt og informeret.

Som nævnt i Udenrigsministeriets brev af 23. april 2022 forudsætter gennemførelse af en evakueringsoperation fortsat, at der indhentes en accept fra den kurdisk dominerede lokaladministration i det nordøstlige Syrien, og at det vurderes sikkerhedsmæssigt forsvar-ligt.

3. Vedrørende spørgsmålet om et særligt afhængighedsforhold har du i dit brev af 25. april 2022 anført en række forhold, som, du ikke mener, har indgået i tilstrækkelig grad i myndighedernes vurde-ring.

Udenrigsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at de anførte op-lysninger har indgået i myndighedernes vurdering. Myndighe-derne har således navnlig lagt vægt på de foreliggende sundheds-oplysninger, herunder vurderingerne indhentet i forbindelse med Task Force Evakuering i 2021 samt Sundheds styrelsens løbende

vurderinger, ligesom der er lagt vægt på de i sagen øvrige forelig-gende oplysninger, som blandt andet er indsendt af dig på vegne af de to mødre.

4. Du har endvidere vedrørende spørgsmålet om barnets tarv an-ført, at myndighedernes vurdering er foretaget på baggrund af en fejlagtig præmis om, at børnene ved en evakuering til Danmark uden deres mødre vil få det bedre end ved at blive sammen med mødrene i Område 1-lejren.

Udenrigsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at det følger af afrapporteringen fra Task Force Evakuering, at Danmark ikke er forpligtet til at evakuere hverken mødre eller børn fra Område 1-lejren. Regeringen har imidlertid valgt at tilbyde alle de danske børn i Område 1-lejren evakuering uden deres mødre, såfremt deres mødre måtte samtykke hertil.

På denne baggrund er det som anført ovenfor myndighedernes vurdering i de konkrete sager, at en evakuering af børnene til Dan-mark uden deres mødre vil være til børnenes bedste.

5. Afslutningsvist skal det understreges, at myndighederne — på baggrund af dine klienters indikation af at være interesseret i at samtykke til evakuering af børnene uden dem og på baggrund af ovennævnte vurdering

— står klar til at evakuere børnene, hvis deres mødre skulle samtykke hertil.

…”

Regelgrundlaget

Indfødsretsloven

§ 1

Et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, mo-deren eller medmoderen er dansk, jf. dog stk. 2.

§ 8 B

Den, som dømmes for en strafbar handling, og som derved har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser, skal ved dom frakendes sin danske indfødsret, med-mindre dette vil være i strid med Danmarks internationale for-pligtelser.

…

Stk. 3. Den, som har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser, kan af udlændinge- og integra-tionsministeren fratages sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.

§ 8 B, stk. 3, blev indsat ved lov 2019 1057. I lovforslaget LFF 2019-10-22 nr. 38 fremgår under punkt 3.1.3.2. EMRK artikel 8 bl.a.:

Det bemærkes i øvrigt, at den pågældende i forbindelse med en eventuel frata-gelse af statsborgerskabet i helt ekstraordinære tilfælde vil kunne have ret til en opholdstilladelse i Danmark under henvisning til EMRK artikel 8.

Udenrigstjenesteloven

§ 1

Udenrigstjenesten har til formål at varetage rigets mellemfolkelige anliggender.

Stk. 2. …

Stk. 3. Udenrigstjenesten yder bistand til danske statsborgere, ud-lændinge med fast bopæl i Danmark, ikkerepræsenterede nordiske statsborgere og ikkerepræsenterede unionsborgere i tred-jelande. Endvidere ydes bistand til danske virksomheder i deres er-hvervsmæssige forbindelser med udlandet.

Stk. 4. Udenrigstjenestens bistand til en person kan afskæres eller begrænses, når der er grund til at antage, at den pågældende uden tilladelse er indrejst eller har opholdt sig i et område som nævnt i straffelovens § 114 j, stk. 3, eller har deltaget i aktiviteter i udlan-det, der kan indebære eller forøge en fare for statens eller andre sta-ters sikkerhed.1

Stk. 5. Udenrigsministeren fastsætter nærmere regler om udenrig-stjenestens bistand til ikkerepræsenterede unionsborgere, herunder om bistand til ledsagende familiemedlemmer fra tredjelande i kri-sesituationer og finansielle procedurer m.v.

Stk. 4, blev indsat ved lov nr. 63 af 28. januar 2020.

Af lovforslaget LFF 2019-12-12, nr. 83 fremgår bl.a.:

”2.4.2.3 Begrænsningen eller afskæringen af bistand fra udenrigstjenesten

…

Da udenrigstjenestens ydelse af konsulær og anden bistand som anført ovenfor under 2.4.1.2 har karakter af faktisk forvaltnings-virksomhed, finder størstedelen af forvaltningslovens regler - ek-

sempelvis om begrundelse og partshøring – i almindelighed ikke anvendelse, jf. forvaltningslovens § 2. Det skyldes bl.a., at udenrig-stjenestens ydelse af bistand ofte vurderes og justeres løbende. Det kan dog ikke udelukkes, at udenrigstjenestens dispositioner i sær-lige tilfælde vil kunne udgøre afgørelser i forvaltningslovens for-stand. Udenrigstjenesten vil under alle omstændigheder i videst muligt omfang søge at inddrage de personer, over for hvilke uden-rigstjenesten overvejer at afskære eller begrænse bistanden i med-før af den foreslåede bestemmelse. Udenrigstjenesten vil således i videst muligt omfang gøre de pågældende personer bekendte med de oplysninger, som udenrigstjenesten inddrager i sagsoplys-ningen, herunder for at give de pågældende personer mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger til oplysningerne.

Udenrigstjenestens dispositioner kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men kan prøves af Folketingets Om-budsmand og ved domstolene i overensstemmelse med de almin-delige regler herfor.

…”

Forvaltningsloven

§ 1

Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning.

…

§ 2

Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

…

Stk. 4. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsmi-nisteren fastsætte regler om, at lovens bestemmelser i øvrigt helt el-ler delvis skal gælde for anden forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1

Udlændingloven

§ 9 c

Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens en-hed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor. Medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derimod, betinges opholdstilladelse efter 1. pkt. som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person af, at de i § 9, stk. 2-23, 33 og 34, nævnte betingelser er op-

fyldt. Bestemmelserne i § 9, stk. 25-32 og 35-41, finder tilsvarende anvendelse.

.. .

Stk. 6. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 4 kan kun indgives her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold i med-før af §§ 1-3 a, § 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q eller § 47, stk. 1, og hvis ingen særlige grunde taler herimod. Hvis ud-lændingen ikke har lovligt ophold, har fået fastsat en udrejsefrist eller har en anden ansøgning om opholdstilladelse under behand-ling, kan ansøgning efter stk. 4 ikke indgives her i landet. Ansøg-ning om opholdstilladelse efter stk. 1 kan i sådanne tilfælde kun indgives, hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det. En ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter stk. 1 eller 4, skal indgives før tilladelsens udløb, for at udlændingen kan anses for at have lovligt ophold, jf. 1. pkt. Stk. 7. …

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Artikel 8Ret til respekt for privatliv og familielivStk. 1.Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjemog sin korrespondance.Stk.2.Ingenoffentligmyndighedmågøreindgrebiudøvelsenafdenne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og ernødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sik-kerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, foratforebyggeuroellerforbrydelse,foratbeskyttesundhedenellersædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og frihederArt. 14Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og frihe-der skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, reli-gion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprin-delse, tilhørsforholdtil et nationalt mindretal, formueforhold, fødseleller ethvert andet forhold

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions protokol 4 af 16. september 1963

Artikel 3Forbud mod udvisning af egne statsborgereStk. 1.Ingen kan hverken ved individuelle eller ved kollektive foran-staltninger udvises af et territorium tilhørende den stat, i hvilken haner statsborger.Stk. 2.Ingen kan berøves retten til indrejse i den stat, i hvilken haner statsborger.

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20

Art. 20

Stk. 1. Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsb orger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til de t nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.

Stk. 2.Unionsborger ne har de rettigheder og er underlagt de plig-ter, der er indeholdt i traktaterne. De har bl.a. følgende rettighe-der:

• a) de har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemssta-

ternes område

• b)…

Disse rettigheder udøves med de begrænsninger og på de betin-gelser, der er fastsat i traktaterne og i foranstaltninger vedtaget med henblik på deres gennemførelse.”

Udlændinge- og Integrationsministeriet har udgivet VEJ nr. 9565 af 14/08/2020, ”Vejledning om afledt ret til ophold for tredjelandsfamiliemedlem-mer til danske statsborgere, der ikke har udøvet retten til fri bevægelighed (Udlændingelovens § 9c, stk. 1, jf. TEUF artikel 20). Det fremgår bl.a. heraf:

” …

Denne vejledning vedrører de ganske særlige situationer, hvor det

forhold, at en dansk statsborger også har status af unionsborger,

får den betydning, at et tredielandsfamiliemedlem til den pågæl-

dende danske statsborger kan påberåbe sig en afledt opholdsret i

Danmark, selvom den danske statsborger ikke har udøvet retten til

fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Vejledningen vedrører således de situationer, hvor TEUF artikel 20 undtagelsesvis fører til en fravigelse af det almindelige ud-gangspunkt om, at EU-retten ikke finder anvendelse i situationer uden et grænseoverskridende element, og som kun har tilknyt-ning til en medlemstat.

3.2. Personelt anvendelsesområde

TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet kan have betydning i sa-

ger, hvori der indgår en statisk dansk statsborger og en tredjelands-

statsborger.

Kerneområdet er situationen, hvor en tredjelandsforælder søger at få anerkendt en afledt opholdsret under henvisning til sit mindre-årige unionsborgerbarn i den medlemsstat, hvori barnet er statsbor-ger. Dette var bl.a. situationen i Zambrano-dommen.

…

3.3. Materielt anvendelsesområde

En afledt opholdsret baseret på TEUF artikel 20 kan alene komme på tale i ganske særlige situationer.

Disse undtagelsesvise situationer er kendetegnet ved, at der skal fo-religge

1. et kvalificeret afhængighedsforhold mellem den danske statsbor-ger og tredjelandsstatsborgeren, som

2. er af en sådan karakter, at den danske statsborger reelt vil være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med tredjelands-statsborgeren, såfremt opholdsretten nægtes.

Omdrejningspunktet for vurderingen i forhold til TEUF artikel 20 er således, hvilke konsekvenser det vil have for den danske stats-borger, hvis tredjelandsstatsborgeren nægtes en opholdsret.

…

3.3.1. Et kvalificeret afhængighedsforhold

Som nævnt ovenfor fastslog EU-Domstolen i Zambrano-dommen, at TEUF artikel 20 er til hinder for nationale foranstaltninger, der har den virkning, at unionsborgere reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere herunder retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (jf. dommens præmis 42).

I O. og S. -dommen udtalte EU-Domstolen, at det er tilstedeværel-sen af et afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og tredjelandsstats-borgeren , som er blevet nægtet ret til ophold, der kan tænkes at

bringe den effektive virkning af unionsborgerskabet i fare, når det er

denne afhængighed, som resulterer i, at unionsborgeren reelt nødsages til at forlade ikke blot den medlemsstats område, hvor vedkom-mende er statsborger, men også Unionens område som helhed som følge af et sådant afslag (jf. dommens præmis 56).

I flere af EU-Domstolens domme om afledt opholdsret efter TEUF artikel 20, herunder Zambrano-dommen, som er omtalt ovenfor, fo-rekommer den økonomiske forsørgelse at udgøre et centralt element i vurderingen af afhængighedsforholdet mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren.

Af EU-Domstolens dom af 15. november 2011, sag C-256/11, Dereci

m.fl. (herefter Dereci-dommen), følger det dog samtidig, at det ikke

i sig selv er tilstrækkeligt for at kunne aflede en opholdsret efter TEUF artikel 20, at det af økonomiske årsager eller for at bevare familie-enheden på Unionens område forekommer ønskværdigt, at familiemed-lemmet kan opholde sig sammen med unionsborgeren på medlem-sstatens område.

…

3.3.1.1 Nærmere om vurderingen af afhængighedsforholdet, når unions-borgeren er et mindreårigt dansk barn

EU-Domstolens dom af 10. maj 2017, sag C-133/15, Chavez-Vilchez m.fl. (herefter Chavez-Vilchez-dommen), indeholder yderligere bi-drag til, hvilke elementer der bl.a. er relevante for vurderingen af, om et afhængighedsforhold mellem et mindreårigt statisk unions-borgerbarn og en tredjelandsstatsborger er af en sådan karakter, at tredjelandsstatsborgeren under henvisning hertil kan påberåbe sig en afledt opholdsret i henhold til TEUF artikel 20.

…

Mens et kvalificeret afhængighedsforhold formentlig oftere vil kunne være til stede i tilfælde, hvor der ikke er en herboende foræl-der (fast omsorgsperson), som kan tage vare på barnet, indebærer Chavez-Vilchez-dommen, at selv i en situation, hvor der er en her-boende forælder, som både kan og vil tage sig af det danske barn, kan afhængighedsforholdet til tredjelandsforælderen alligevel efter omstændighederne være af en sådan ganske særlig karakter, at TEUF artikel 20 fører til, at tredjelandsforælderen skal meddeles opholdsret.

…

3.3.2. Nødsaget til at forlade Unionens område Det er som nævnt en betingelse for at konstatere en afledt opholds-ret efter TEUF artikel 20, at den danske statsborger – i tilfælde af, at opholdsretten nægtes – reelt ikke har andet valg end at forlade Uni-onens område og udrejse sammen med tredjelandsstatsborgeren. I den forbindelse bemærkes det, at det forhold, at tredjelandsstats-borgeren eventuelt vil kunne opnå en opholdsret sammen med den danske statsborger i en anden medlemsstat, efter Udlændinge- og In-tegrationsministeriets opfattelse ikke vil kunne begrunde et afslag på opholdsret i Danmark, såfremt betingelserne for en afledt op-holdsret efter TEUF artikel 20 i øvrigt er opfyldt. Den danske stats-borger vil således ikke kunne henvises til at skulle gøre brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat med henblik på at skabe et opholdsgrundlag for familiemedlemmet efter opholdsdi-rektivets regler.

Det bemærkes endvidere, at selv om en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 følger den danske statsborgers opholdsret og der-

med principielt synes at forudsætte, at den danske statsborger be-

finder sig i Danmark, kan det efter Udlændinge- og Integrationsmini-steriets opfattelse ikke udelukkes, at betingelserne for en afledt op-holdsret efter TEUF artikel 20 også vil kunne være opfyldt i f.eks. en situation, hvor det oplyses, at et dansk barn, der er født og op-vokset i et tredjeland, inden for nærmeste fremtid vil indrejse og tage ophold i Danmark, såfremt barnets forælder, der er tredjelandsstats-borger, indrømmes ret til ophold her i landet. Om end det i en så-dan situation vil være naturligt, at barnet og tredjelandsstatsborge-ren indrejser sammen, kan der efter ministeriets opfattelse ikke stil-les et absolut krav herom.

…”

FN’s Børnekonvention af 20. november1989

Art. 1

I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år, medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet.

Art. 2

Stk. 1.Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hen-syn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, et-

nisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling.

Stk. 2.Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehand-ling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familie-medlemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.

Art. 3

Stk. 1.I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.

Stk. 2.Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.

Stk. 3.Deltagerstaterne skal sikre, at institutioner, tjenester og or-ganer med ansvar for omsorg for eller beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat af kompetente myndigheder, særligt med hensyn til sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sagkyndigt tilsyn.

EMD 24384/19 og 44234/20, H.F and others v. France

Sagen ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol var anlagt af franske bedsteforældre. De gjorde bl.a. gældende, at Frankrigs afvisning af at repatriere deres franske børn og børnebørn, der opholdt sig i nordøstlige lejre i Syrien, var en krænkelse af børn og børnebørns ret til at indrejse i den stat, hvor de var

statsborgere, som sikret ved protokol 4, artikel 3, stk. 2.Det fremgår bl.a. af

domstolens præmisser:

”…

(d)Whether there are connecting ties with the respondent State(ii) Article 3 § 2 of Protocol No. 4204.The applicants argued that the status of L., M. and their children as Frenchnationalsconstituted,togetherwiththeinherentextraterritorialapplicationofArticle 3 § 2 of Protocol No. 4, a sufficient link with the respondent State at leastfor the purposes of that provision. That paragraph reads:“NooneshallbedeprivedoftherighttoentertheterritoryoftheStateofwhichheisanational.”

…213.In the present case, the Court considers that it is necessary to take intoaccount,inadditiontothelegallinkbetweentheStateanditsnationals,thefollowing special features, which relate to the situation of the camps in north-easternSyria. First,theapplicantshaveaddressedanumberofofficialre-quests to the French authorities for repatriation and assistance, calling on therespondent State to allow their family members to exercise their right underthis provision (see paragraphs 44, 45, 48 and 54 above). Second, those requestswere made on the basis of the fundamental values of the democratic societieswhich make up the Council of Europe, while their family members were facinga real and immediate threat to their lives and physical well-being, on accountboth of the living conditions and safety concerns in the camps, which are re-garded as incompatible with respect for human dignity (see paragraphs 17, 24and 25 above and 230, 232, 238 and 239 below), and of the health of those fam-ilymembersandtheextremevulnerabilityofthechildren,inparticular,inviewoftheirage(seeKhanv.France,no.12267/16,§ 74,28 February2019,andX and Others v. Bulgaria[GC], no. 22457/16, § 197, 2 February 2021). Third,having regard to the form and length of their detention, the individuals con-cerned are not able to leave the camps, or any other place where they may beheld incommunicado, in order to return to France without the assistance of theFrench authorities, finding it materially impossible to reach the French borderor any other State border from which they would be passed back to those au-thorities (see paragraph 25 above and 232 below). The Court notes, lastly, thatthe Kurdish authorities have indicated their willingness to hand over the fe-male detainees of French nationality and their children to the national author-ities (see paragraphs 26 and 29 above and paragraphs 240 and 268 below).214.Accordingly the Court concludes that in the present case there are spe-cial features which enable France’s jurisdiction, within the meaning of Article1 of the Convention, to be established in respect of the complaint raised underArticle 3 § 2 of Protocol No. 4.

3. The Court’s assessment

(a) Interpretation of Article 3 § 2 of Protocol No. 4

243. The Court finds it necessary, in the context of the present case, to clar-

ify the meaning to be given to Article 3 § 2 of Protocol No. 4 according to the

principlesgoverning the interpretation of the Convention as reiterated in

the Magyar Helsinki Bizottság judgment (cited above, §§ 118-25; see also Al-Dulimi and Montana Management Inc. v. Switzerland [GC], no. 5809/08, § 134, 21 June 2016).

244. Under that Article, no one shall be “deprived of the right to enter the

territory of the State of which he [or she] is a national” . The Court observes that the preparatory work in respect of Protocol No. 4 shows that the drafters’ in-tention was to add to the list of rights protected by the Convention and First

Protocol certaincivil and political rights not yet included therein (see para-

graph 125 above). The title of Protocol No. 4 to the Convention and its pream-ble in fact clearly refer to those “other rights and freedoms” . Moreover, the words “no one shall ...” imply that all citizens must be treated equally in exer-

cisingthe right to enter (see, mutatis mutandis, Leyla Şahin v. Turkey [GC],

no. 44774/98, § 152, ECHR 2005-XI). Therefore, Article 3 § 2 of Protocol No. 4 secures to a State’s nationals a right to enter its national territory, as do the equivalent instruments, the UDHR, the African Charter and the CRC (see para-graphs 95 and 108 above).

245. Only the nationals of the State concerned may rely on the right guar-

anteedby Article 3 § 2 of Protocol No. 4 to enter its territory (see Nada, cited

above, § 164, ECHR 2012; Nessa and Others v. Finland (dec.), no. 31862/02, 6 May 2003; “Regele Mihai” , Commission decision cited above; and S. v. Federal Repub-lic of Germany, no. 11659/85, Commission decision of 17 October 1986). The cor-responding obligation to respect and secure this right is incumbent only upon the State of which the alleged victim of any violation of this provision is a na-tional (see Explanatory Report, § 29, paragraph 128 above).

246. …

248. The right to enter the territory of which one is a national is recognised

in terms that do not admit of any exception, unlike Article 12 § 4 of the ICCPR,

whichprohibits “arbitrary” deprivation of the right to return to one’s own

country. TheHRC has explained that any interference with this right, even

whereprovided for by law, must be in accordance with the objectives of the

Covenant and be reasonable in the particular circumstances, but that “there are few, if any, circumstances in which deprivation of the right to enter one’s own country could be reasonable” (see paragraph 97 above). It can be seen from the preparatory work on Protocol No. 4 that the absolute nature of the right to en-

ter nationalterritory stems historically from the intention to prohibit, in an

equally absolute manner, the exile of nationals. Article 3 of Protocol No. 4 thus

secures an absoluteand unconditional freedom from expulsion of a national

(see Slivenko and Others v. Latvia (dec.) [GC], no. 48321/99, § 77, ECHR 2002-II (extracts)). However, the right to enter national territory cannot be used to negate the effects of an extradition order (see paragraph 247 above). Moreover, as Article 3 § 2 recognises this right without defining it, the Court admits that there may be room for implied limitations, where appropriate, in the form of

exceptional measures that are merely temporary (see,mutatis mutandis, Math-

ieu-Mohin and Clerfayt v. Belgium, 2 March 1987, § 52, Series A no. 113, and con-sider, for example, the situation envisaged in the context of the global health crisis caused by the Covid-19 pandemic, see paragraph 76 above, and the Ex-planatory Report, § 26, paragraph 128 above).

249. The Court notes that when Protocol No. 4 was being drafted, the Com-

mittee of Experts did not decide whether Article 3 thereof excluded the possi-bility for a State to deprive one of its nationals of his or her nationality in order to expel him or her as an alien, or to prevent him or her from returning (see paragraph 127 above). That being said, even though such a hypothesis does not arise in the present case, the Court has not ruled out the possibility that deprivation of nationality could be problematic under this provision (see Nau-mov v. Albania (dec.), no. 10513/03, 4 January 2005). It has also clarified the scope of its supervision of such a measure under Article 8 of the Convention, to ensure that the measure is not arbitrary (see K2 v . the United Kingdom (dec.), no. 42387/13, 7 February 2017; Ghoumid and Others, cited above; Usmanov v. Russia, no. 43936/18, § 54, 22 December 2020; and Hashemi and Others v. Azer-baijan, nos. 1480/16 and 6 others, § 47, 13 January 2022; see also, on the possi-bility that deprivation of nationality might constitute an arbitrary deprivation of the right to enter one’s country as guaranteed by Article 12 § 4 of the ICCPR, General Comment no. 27, § 21, paragraph 97 above).

250. The Court further notes that the wording of Article 3 § 2 of Proto-

col No. 4 is confined to prohibiting a deprivation of the right to enter national territory. According to the generally accepted interpretation of the scope of this prohibition, it corresponds to a negative obligation of the State, which must refrain from depriving its nationals of the right to enter its territory (see, for the few rare examples to the contrary, paragraphs 100 and 102 above). Taken liter-ally, the scope of Article 3 § 2 of Protocol No. 4 is limited to purely formal mea-sures prohibiting citizens from returning to national territory. That being said, in the C.B. v. Germany decision (cited above) the Commission explained that the measure of deprivation could vary in its degree of formality. Thus, as the applicants emphasised, it cannot be ruled out that informal or indirect mea-sures which de facto deprive the national of the effective enjoyment of his or her right to return may, depending on the circumstances, be incompatible with this provision. The Court would refer to its case-law to the effect that hindrance in

factcancontravenetheConventioninthesamewayasalegalimpediment(seeGolderv.theUnitedKingdom,21February1975,§26,SeriesAno.18).Inaddition,theCourthasalsoemphasisedthatfulfilmentofadutyunderthe

Convention on occasion necessitates some positive action on the part of the State; in such circumstances, it cannot simply remain passive and “there is ... no room to distinguish between acts and omissions” (see, mutatis mutan-dis, Airey, cited above, § 25; Marckx v. Belgium, 13 June 1979, § 31, Series A no. 31; and De Wilde, Ooms and Versyp v. Belgium (Article 50), 10 March 1972, § 22, Series A no. 14).

251. Certain positive obligations inherent in Article 3 § 2 of Protocol No. 4

have long been imposed on States for the purpose of effectively guaranteeing entry to national territory. These correspond to measures which stem tradition-ally from the State’s obligation to issue travel documents to nationals, to ensure

that they can cross the border (see, for example, Marangos and Momcilovic, both cited above).

252. As to the principles concerning positive obligations, the Court would

reiterate that, according to the general principle of interpretation of all the pro-visions of the Convention and the Protocols thereto, it is essential for the Con-vention to be interpreted and applied such as to render its safeguards practical and effective, not theoretical and illusory (see Muhammad and Muhammad v. Ro-mania [GC], no. 80982/12, § 122, 15 October 2020, and the references cited in paragraph 208 above). Furthermore, the effective exercise of the rights guaran-teed may, in certain circumstances, require the State to take operational mea-

sures (see, among many other examples,Kurt v. Austria [GC], no. 62903/15, §§

157 et seq., 15 June 2021). Without calling into question the “absolute” nature of the right to enter guaranteed by Article 3 § 2 of Protocol No. 4, which con-tains no express restrictions, the Court would again emphasise that, as regards the implementation of this right, and as in other contexts, the scope of any pos-

itive obligationswill inevitably vary, depending on the diverse situations in

the ContractingStates and the choices to be made in terms of priorities and

resources. Those obligations must not be interpreted in such a way as to impose

an impossible or disproportionate burden on the authorities (see,mutatis mu-

tandis, Verein gegen Tierfabriken Schweiz (VgT) v. Switzerland (no. 2) [GC], no. 32772/02, § 81, ECHR 2009; Kurt, cited above, § 158; and X. and Others, cited above, § 182). As to the choice of particular practical measures, the Court has consistently held that where the State is required to take positive measures, the choice of means is in principle a matter that falls within the Contracting State’s

marginof appreciation. There are different avenues for securing Convention

rights, and even if the State has failed to apply one particular measure provided for by domestic law, it may still have fulfilled its positive obligation by other

means(see Budayeva and Others v. Russia, nos. 15339/02 and 4 others, §§ 134

and 135, ECHR 2008 (extracts), and Lopes de Sousa Fernandes v. Portugal [GC], no. 56080/13, § 216, 19 December 2017).

(b) Whether there is a right to repatriation

253. The applicants asked the Court to give a dynamic interpretation of the

right to enter national territory, one which would entail an obligation for the State to act beyond its borders and to organise the repatriation of their family members, in the same way that it has already acted to enable the return of other children. The respondent and intervening Governments argued that the mere unfulfilled wish of the applicants’ family members to enter or to be readmitted to France from the camps in north-eastern Syria did not suffice for them to be deprived of their right to return within the ordinary meaning of that term. As those family members were not physically at the border, there was no obliga-tion for France to take any steps to enable them to enter national territory. The respondent Government further pointed to the complexity and difficulties of

repatriation operations, particularly on account of the uncertain and evolving security situation in the area in question.

254. These arguments raise the question whether the French State is re-

quired to facilitate the exercise by those concerned of the right to enter national territory as part of its obligations under Article 3 § 2 of Protocol No. 4, and in

particularwhether it must repatriate them, regard being had to the fact that

they are unable to reach its border as a result of their material situation.

255. The Court would first point out that, according to its case-law, the Con-

vention does not guarantee a right to diplomatic protection by a Contracting State for the benefit of any person within its jurisdiction (see paragraph 201 above).

256. Secondly, it would note the submission by the UN Rapporteur that cer-

tain international instruments on human trafficking, which according to her is

rife in the campsof north-eastern Syria, provide that States must repatriate

their nationals who are victims of such ill-treatment (see paragraph 233 above).

However,the Court does not consider that these instruments entail the exis-

tence of a general right to repatriation for a State’s nationals being held in the camps. The States themselves remain the protagonists of consular assistance as governed by the relevant Vienna Convention, which defines the conditions of its exercise, interpreted as follows: the rights enjoyed by nationals who are in difficulty or are detained abroad, under Articles 5 and 36 of the Vienna Con-vention, are binding only on the “receiving State” and such protection stems in principle from a dialogue between that State and the consular authorities (of the “sending State”) present in the relevant area (see paragraph 94 above). In-dividuals such as the applicants’ family members, who are being held in camps under the control of a non-State armed group and whose State of nationality has no consular presence in Syria, are not in principle entitled to claim a right to consular assistance.

257. The Court notes, admittedly, that the SDF have called upon the States

concerned to repatriate their nationals and have shown cooperation in connec-tion with a number of repatriations, which have been carried out in particular by France. While these factors constitute an indication, which must be taken into account, of the feasibility of certain assistance operations, the Court nev-ertheless does not consider that they provide a basis for a right to repatriation to be conferred upon the applicants’ family members. Nor can such a basis be

foundin current international law on diplomatic protection, according to

which any act of diplomatic protection falls under a State’s discretionary power (see paragraph 89 above; see also the work of the ILC on the evolution in the practices of certain States, even though such practices have not yet become cus-

tomaryrules, see paragraph 92 above), and under the relevant international

instruments in the present case, such as the ICCPR (see paragraph 97 above).

258. Lastly, the Court finds that there is no consensus at European level in

support of a general right to repatriation for the purposes of entering national territory within the meaning of Article 3 § 2 of Protocol No. 4. It is true that, as

shownby the material in its possession, certain States such as Belgium (see

paragraph 140 above) protect their minor nationals by granting them a right to

consularassistance. In addition, European Union law confers a right to con-

sular protection on EU citizens who have no national representation, and this may take the form of repatriation in urgent situations (see paragraphs 133 and

135 above). It mustnevertheless be said that the grounds given by the Con-

tractingStates in their decisions on requests for repatriation tend to vary ac-

cording to the specificities of their legislation or to the procedures in place and that no European consensus emerges in support of such a measure (see para-graphs 138-142 above).

259. Having regard to the foregoing, the Court notes that there is no obliga-

tion under international treaty law or customary international law for States to

repatriatetheir nationals. Consequently, French citizens being held in the

camps in north-eastern Syria cannot claim a general right to repatriation on the

basisof the right to enter national territory under Article 3 § 2 of Proto-

col No. 4. In this connection, the Court takes note of the concerns expressed by the respondent and intervening Governments about the potential risk, if such a right were to be instituted, of establishing recognition of an individual right to diplomatic protection which would be incompatible with international law and the discretionary power of States.

the present case

260. Even though Article 3 § 2 of Protocol No. 4 does not guarantee a general

right to repatriation for the benefit of nationals of a State who are outside its

borders(see paragraphs 255-259 above), the Court would refer to its earlier

acknowledgmentthat this provision may impose on a State certain positive

obligations vis-à-vis its nationals in order to ensure that their right to enter na-

tional territoryis practical and effective (see paragraphs 251 and 252 above).

One example is the obligation to issue them with travel documents to enable them to cross a border. The Court further points out that, as can be seen from the preparatory work on Protocol No. 4, the object of the right to enter the ter-ritory of a State of which one is a national is to prohibit the exile of nationals, a

measureof banishment that has, at certain times in history, been enforced

against specific categories of individuals (see paragraph 126 above). Seen from this perspective, it considers that Article 3 § 2 of Protocol No. 4 may impose a

positiveobligation on the State where, in view of the specificities of a given

case, a refusal by that State to take any action would leave the national con-cerned in a situation comparable, de facto, to that of exile.

261. However, in view of the nature and scope of the right to enter the State

of one’s nationality under Article 3 of Protocol No. 4 and the absence of a gen-eral right to repatriation in international law, any such requirement under that provision must be interpreted narrowly and will be binding on States only in

exceptionalcircumstances, for example where extraterritorial factors directly

threatenthe life and physical well-being of a child in a situation of extreme

vulnerability. In addition, when examining whether a State has failed to fulfil its positive obligation to guarantee the effective exercise of the right to enter its territory, under Article 3 § 2 of Protocol No. 4, where such exceptional circum-stances exist, the requisite review will be confined to ensuring effective protec-tion against arbitrariness in the State’s discharge of its positive obligation un-der that provision.

262. The Court is aware of the varying approaches adopted by States, which

seek to reconcile the imperatives of their governmental policies and respect for their legal obligations under national or international law (see paragraphs 138-142 above). For the purposes of applying Article 3 § 2 of Protocol No. 4, the inability for anyone to exercise his or her right to enter national territory must be assessed also in the light of the State’s return policy and its consequences. However, the Court must ascertain that the exercise by the State of its discre-tionary power is compatible with the fundamental principles of the rule of law and prohibition of arbitrariness, principles which underlie the Convention as

a whole(see, mutatis mutandis, Grzęda v. Poland [GC], no. 43572/18, § 342, 15

March 2022, and Al-Dulimi and Montana Management Inc, cited above, § 145).

263. The Court must therefore ascertain whether the situation of the appli-

cants’ family members is such that there are exceptional circumstances in the present case (i) and, if so, proceed to address the question whether the decision-making process followed by the French authorities was surrounded by appro-priate safeguards against arbitrariness (ii).

(i) Whether there are exceptional circumstances

264. As to whether there are exceptional circumstances which may trigger

an obligation to ensure that the decision-making process in the present case is surrounded by appropriate safeguards against arbitrariness, the Court would make the following points.

265. In the first place, the camps in north-eastern Syria are under the control

of a non-State armed group, the SDF, supported by a coalition of States (includ-ing France) and assisted by the ICRC and humanitarian organisations. This sit-uation must be distinguished from classic cases of diplomatic or consular pro-

tection andcriminal-law cooperation mechanisms such as extradition or the

transfer of convicted prisoners; it verges on a legal vacuum (see paragraph 25 above; and, mutatis mutandis, Medvedyev and Others v. France [GC], no. 3394/03, § 81, ECHR 2010). The only protection afforded to the applicants’ family mem-

bers is undercommon Article 3 of the four Geneva Conventions and under

customary international humanitarian law (see paragraphs 122-124 above).

266. Second, the general conditions in the camps must be considered incom-

patiblewith applicable standards under international humanitarian law, in

particular with regard to safety and healthcare, together with the general pro-tection of human dignity and the prohibition of humiliating or degrading treat-

ment(see paragraph 122 above and the references cited in paragraph 213

above). The Kurdish local authorities, which are bound by these standards, are directly responsible for the living conditions in the camps. However, according to common Article 1 of the four Geneva Conventions, all States parties to the

instrumentsin question – including the relevant States of nationality such as

France – are obliged to ensure that those authorities comply with their obliga-

tions undercommon Article 3, by doing everything “reasonably within their

power” to put an end to violations of international humanitarian law. This obli-gation may include contributions to humanitarian efforts (see paragraphs 123-124 above).

267. Third, to date, no tribunal or other international investigative body has

been established to deal with the female detainees in the camps, such as L. and

M. The creationof an ad hoc international criminal tribunal has been left in

abeyance. It can also be seen from the ASF’s submissions that the AANES can-

notand will not try those female detainees against whom it has no evi-

dence. There is therefore no prospect of these women being tried in north-east-ern Syria (see also the Commissioner’s comments on this point, paragraph 231 above). France, for its part, has initiated criminal proceedings against the ap-

plicants’ daughters.The Court has no information about the progression of

those proceedingsand has not been informed whether, in the absence of the

individuals under investigation, they could in fact progress. These proceedings

are in part related toits international obligations and to the duty of States to

investigate and, where appropriate, prosecute individuals involved in terror-ism abroad (see paragraphs 111-113 above). However, it is also clear from the

ASF’s observations,which have not been disputed by the Government (see

paragraph 75 above), that all the French nationals detained in the camps have had arrest warrants issued against them and on their arrival in France would be brought before a judge, who would assess the need for their pre-trial deten-tion in the light of the evidence against them.

268. Fourth,the Kurdish authorities have repeatedly called on States to

repatriate their nationals (see paragraphs 29 and 240 above), citing the living conditions in the camps, their inability to ensure proper organisation of deten-tion and trial, and the security risks. For these reasons they have repeatedly indicated their willingness to hand over such persons to the relevant national

authoritiesand have demonstrated, in practice, their cooperation in this re-

gard,including with France (see paragraph 26 above). Thus, as some of the

third-partyinterveners have stated (see paragraphs 231, 232, 233 and 239

above), keeping people in the camps could contribute to the insecurity of the area in the short, medium and long term, especially as it is reported that Daesh members are operating there and that the organisation is being reconstituted.

269. Fifth, a number of international and regional organisations, including

the United Nations, the Council of Europe and the European Union, have, in

their instrumentsand statements, called upon European States to repatriate

their nationals being held in the camps (see paragraphs 115-121, 129-132, 137 and 230 above). Moreover, the UN Committee on the Rights of the Child has,

for its part, stated that France must assume responsibility for the protection of the French children there and that its refusal to repatriate them entails a breach of the right to life and the prohibition of inhuman or degrading treatment (see paragraphs 106 and 107 above). In its decision of 8 February 2022 the Commit-tee emphasised that it was important for France to ensure that the best interests of the child, as guaranteed by Article 3 of the International Convention on the Rights of the Child, was a primary consideration in examining requests for repatriation (see paragraph 107 above).

270. Sixth, and lastly, France has officially stated that French minors in Iraq

or Syria are entitled to its protection and can be taken into its care and repatri-ated (see paragraph 46 above, point 9). In this connection the Court notes that,

accordingto the respondent Government, many French nationals have left

north-eastern Syria in the context of a police cooperation agreement between

France andTürkiye (the Cazeneuve Protocol, see paragraph 218 above), but

this route from the Syrian camps to France is open only to those who have man-aged to flee and thus reach the border with Türkiye.

271. In the light of all the above points, and with regard to the extraterrito-

rial factors which contribute to the existence of a risk to the life and physical

well-beingof the applicants’ family members, in particular their grandchil-

dren, theCourt concludes that there are exceptional circumstances in the

present case. Consequently, it must now turn to the question whether the de-nial of the repatriation requests by the French State was surrounded by appro-priate safeguards against arbitrariness.

(ii) Safeguards against arbitrariness

272. Having regard to the foregoing considerations, the Court finds that it

was incumbent upon the French authorities, under Article 3 § 2 of Protocol No. 4, to surround the decision-making process, concerning the requests for repa-triation, by appropriate safeguards against arbitrariness.

273.The Court is acutely conscious of the very real difficulties faced by

States in the protection of their populations against terrorist violence and the serious concerns triggered by attacks in recent years. Nevertheless, as the body tasked with supervision of the human rights obligations under the Convention, the Court finds it necessary to differentiate between the political choices made in the course of fighting terrorism – choices that remain by their nature outside of such supervision – and other, more operational, aspects of the authorities’

actionsthat have a direct bearing on respect for the protected rights

(see Tagayeva and Others v. Russia, nos. 26562/07 and 6 others, § 481, 13 April 2017).

274. The examination of an individual request for repatriation, in excep-

tional circumstances such as those set out above, falls in principle within that

secondcategory. The State’s undertaking pursuant to Article 3 § 2 of Proto-

col No. 4 and the individual rights guaranteed by that provision would be il-lusory if the decision-making process concerning such a request were not sur-

rounded by procedural safeguards ensuring the avoidance of any arbitrariness for those concerned (compare, mutatis mutandis, Ghoumid and Others, cited above, §§ 44 and 47; Beghal v. the United Kingdom, no. 4755/16, § 88, 28 February 2019; and K2, cited above, §§ 49-50 and 54-61).

275. The Court reiterates in this connection that the concepts of lawfulness

and the rule of law in a democratic society require that measures affecting fun-damental human rights must be subject to some form of adversarial proceed-ings before an independent body competent to review the reasons for the de-cision and relevant evidence, if need be with appropriate procedural limita-tions on the use of classified information where national security is at stake (see Al-Nashif v. Bulgaria, no. 50963/99, § 123, 20 June 2002; Janowiec and Others v. Russia [GC], nos. 55508/07 and 29520/09, § 213, ECHR 2013; Pişkin v. Turkey, no. 33399/18, § 227, 15 December 2020; and compare K2, cited above, § 55). Sit-uations involving the imperatives of protecting international peace and secu-rity are not exempt from that requirement (see Al-Dulimi and Montana Manage-ment Inc., cited above, §§ 145-46).

276. In the present case, the Court considers that it must be possible for the

rejection of a request for repatriation, in the context at issue, to give rise to an appropriate individual examination, by an independent body, separate from the executive authorities of the State, but not necessarily by a judicial authority. This examination must ensure an assessment of the factual and other evidence which led those authorities to decide that it was not appropriate to grant the request. The independent body in question must therefore be able to review the lawfulness of the decision denying the request, whether the competent au-thority refused to grant it or has been unsuccessful in any steps it has taken to act upon it. Such review should also enable the applicant to be made aware, even summarily, of the grounds for the decision and thus to verify that those grounds have a sufficient and reasonable factual basis (see, mutatis mutan-dis, Muhammad and Muhammad, cited above, § 201, and the references cited in that judgment at §§ 196 and 198). Where, as in the circumstances of the present case, the request for repatriation is made on behalf of minors, the review should ensure in particular that the competent authorities have taken due ac-count, while having regard for the principle of equality applying to the exercise of the right to enter national territory (see paragraph 244 above), of the chil-dren’s best interests, together with their particular vulnerability and specific needs (see paragraph 269 above). In sum, there must be a mechanism for the review of decisions not to grant requests for a return to national territory through which it can be ascertained that there is no arbitrariness in any of the grounds that may legitimately be relied upon by the executive authorities, whether derived from compelling public interest considerations or from any legal, diplomatic or material difficulties.

(d) Application of those principles to the present case

277. The Court observes that it is not in dispute that the applicants’ family

members were in a situation which could be characterised, at the time of their

requeststo the French authorities for their repatriation, as a humanitarian

emergencyand which required an individual examination of their re-

quests. Thoserequests sought the implementation of their right to enter na-

tional territory, as provided for by domestic law, being a constitutionally guar-

anteedright, and also by Protocol No. 4, and therefore a right that could be

invoked against the State (see paragraph 76 above).

278. Even thoughthe applicants had the opportunity to submit any argu-

ments that they considered useful for the defence of their interests and those of their family members, through their contact with the executive authorities and the judicial proceedings initiated by them, the Court is nevertheless of the view that the safeguards afforded to the applicants were not appropriate.

279. The Court would first note that the applicants wrote, on several occa-

sions, to the President of the Republic and to the Minister for European and Foreign Affairs, including with the assistance of their counsel, in October 2018, April 2019 and June 2020, requesting the repatriation of their daughters and grandchildren. However, neither of those executive authorities replied to them expressly and the Government, at the hearing, gave no explanation of the rea-sons for their lack of response. Their lawyer received nothing more than a gen-eral policy document explaining the government’s position on requests for

repatriationfrom French citizens who had gone to Syria and Iraq (see para-

graph 46 above). However, there is no evidence in the files to suggest that the refusals received by the applicants could not have been dealt with in specific

individualdecisions or have been reasoned according to considerations tai-

lored to the facts of the case, if necessary complying with a requirement of se-crecy in defence matters. Notwithstanding the different context and nature of

the measures in thepresent case, the Court notes by way of comparison that

the decisions that have been taken concerning the administrative supervision of returns to France of individuals who had left with the presumed intention of joining terrorist groups in their area of operation have been reasoned deci-sions of the competent minister and subject to a right of appeal (see paragraph 78 above).

280. Ultimately the applicants did not receive any explanation for the choice

underlying the decision taken by the executive in respect of their requests, ex-cept for the implicit suggestion that it stemmed from the implementation of the policy pursued by France, albeit that a number of minors had previously been repatriated. Nor did they obtain any information from the French authorities

whichmight have contributed to the transparency of the decision-making

process.

281. The Courtobserves, secondly, that the situation it has just described

could not be remedied by the proceedings brought by the applicants before the

domesticcourts. Those courts decided that they had no jurisdiction on the

grounds that the matter before them concerned acts that could not be detached

from the conduct by France of its international relations. This was the finding of the administrative courts, upon the urgent application for an order instruct-ing the competent minister to organise the repatriation of L., M. and their chil-dren, or upon the application for the setting-aside of the tacit decision of refusal to take such a measure, and also that of the general courts, in response to the applicants’ complaint of an illegal administrative act. As regards the applica-tion in the present case of the acts of State doctrine, with its constitutional basis, it is not the task of the Court to interfere with the institutional balance between the executive and the courts of the respondent State, or to make a general as-sessment of the situations in which the domestic courts refuse to entertain ju-risdiction. The question of sole importance is whether those concerned had ac-cess to a form of independent review of the tacit decisions to refuse their repa-

triationrequests by which it could be ascertained that there were legitimate

and reasonablegrounds, devoid of arbitrariness, to justify those decisions in

the light of the positive obligations stemming in the present case, in the excep-

tional circumstancesset out above, from the right to enter national territory

underArticle 3 § 2 of Protocol No. 4. That was not the case, however, in the

proceedings before the Conseil d’État or before the Paris tribunal judiciaire.

282. The Court concludes from the foregoing that, in the absence of any for-

mal decision on the part of the competent authorities to refuse to grant the ap-plicants’ requests, the jurisdictional immunity raised against them by the do-mestic courts, in relation to their claims relying on respect for the right guar-

anteedby Article 3 § 2 of Protocol No. 4 and the obligations imposed on the

State by that provision, deprived them of any possibility of meaningfully chal-

lengingthegroundsrelieduponbythoseauthoritiesandofverifyingthatthose grounds were not arbitrary. The Court would add that the possibility ofsuchareviewwouldnotnecessarilymeanthatthecourtinquestionwould

then have jurisdiction to order, if appropriate, the requested repatriation (see paragraph 259 above).

283. Accordingly, the examination of the requests for repatriation made by

the applicants on behalf of their family members was not surrounded by ap-propriate safeguards against arbitrariness.

284. There has therefore been a violation of Article 3 § 2 of Protocol No. 4.

…”

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har i påstandsdokumentet anført:

”… ANBRINGENDER

Det er overordnet set sagsøgers opfattelse, at sagsøgte ministerium har truffet en forvaltningsmæssig afgørelse, som omfatter et tilbud om

repatriering, men at vilkåret om, at børnene skal lade sig adskille fra deres mødre for at kunne benytte tilbuddet, er ugyldigt, og at børnene derfor har krav på at kunne benytte sig af tilbuddet uden at skulle iagttage dette vilkår.

3.1. Forvaltningsmæssig afgørelse

Det gøres gældende, at regeringens tilbud om repatriering af børnene

har karakter af en forvaltningsmæssig afgørelse.

Udenrigstjenestebistand overfor danske borgere i udlandet udøves med hjemmel i udenrigstjenestelovens § 1, stk. 3. Det følger af forarbejderne til loven, at udenrigstjenestebistand udøves som faktisk forvaltningsvirksomhed, men at det ikke kan udelukkes, at der i særlige tilfælde kan være tale om, at det der bliver truffet en forvaltningsmæssig afgørelse, jf. LFF 2019-12-12 nr. 83, ændring af lov om dansk indfødsret og udenrigstjenestelovens afsnit 2.4.2.3.

Sagsøger medgiver, at der hverken i dansk eller international lovgivning findes en generel ret til at blive repatrieret til sit hjemland. Det er da heller ikke kernen i denne sag. Kernen er derimod, at sagsøgte ministerium allerede har truffet en sådan afgørelse på baggrund af en konkret sagsoplysning og herefter afvejning af, om kriterierne for medicinsk evakuering var til stede.

Afvejningen af, om denne beslutning skal karakteriseres som faktisk forvaltningsvirksomhed eller som en forvaltningsmæssig afgørelse, skal ses i lyset af dels den forvaltningsretlige afgrænsning mellem de to begreber, dels i lyset af den nyligt afsagte dom fra Storkammeret i den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sag H.F. m.fl. mod Frankrig af 14. september 2022.

I henhold til dansk forvaltningsret er en forvaltningsretlig afgørelse en beslutning fra en offentlig myndighed, rettet mod eksterne modtagere, der går ud på at fast-sætte, hvad der skal være ret.

I denne sag kan sagsøgte ministeriums tilbud uden videre karakteriseres som en udtalelse, udstedt på offentligretligt grundlag, rettet mod eksterne modtagere. Spørgsmålet er, hvorvidt udtalelsen går på at fastsætte, hvad der skal være ret for børnene i denne sag.

Med sagen H.F. m.fl. mod Frankrig, fastslog EMD, at det ikke kunne afvises, at der er en positiv forpligtelse for medlemsstater til at bistå statsborgere med at blive evakueret ud af fangelejrene i Syrien, jf.

EMRK protokol 4, artikel 3, stk. 2, hvis undladelsen af denne bistand de facto satte statsborgerne i eksil. Set i lyset heraf fastsætter sagsøgte ministeriums tilbud om repatriering netop, hvilken ret børnene har i henhold til EMRK og udenrigstjenesteloven.

Ved fastlæggelsen af, om der er tale om en forvaltningsmæssige afgørelse, skal det desuden tillægges vægt, hvor indgribende en foranstaltning der er tale om og dermed, hvor væsentligt det har været for modtageren at foranstaltningen er omgivet af processuelle retsgarantier, jf. FOB 87.36.

Det kan uden videre lægges til grund, at et tilbud om repatriering ud af en fangelejr fremsat overfor mindreårige børn, der dokumenteret er akut behandlingskrævende fysisk og psykisk syge, er en foranstaltning er særdeles indgribende karakter, ikke mindst, når tilbuddet bliver stillet med vilkår om, at børnene skal adskilles fra deres mødre, som er deres eneste omsorgsperson.

I sagen H.F. m.fl. mod Frankrig fastslog EMD, at der forelå en krænkelse af retten til at indrejse i henhold til EMRK protokol 4, artikel 3, stk. 2, fordi Frankrig havde undladt at træffe en formel afgørelse (”formal decision”), jf. pr. 282, og at der dermed ikke havde være processuelle garantier mod, at beslutningen var vilkårlig, jf. pr. 274. Domstolen har dermed endegyldigt tilkendegivet i sager, der omhandler repatriering af statsborgere fra bl.a. Område 1 lejren i Syrien, at der skal træffes en formel afgørelse med dertilhørende processuelle garantier.

Det bemærkes afslutningsvist, at det er uden betydning, at tilbuddet ikke benævnes en afgørelse, ligesom det også er uden betydning, at der ikke til afgørelsen er vedlagt en klagevejledning. Der henvises i den forbindelse til FOB.2020-37 og U.2019.1616H. Det afgørende er, at der er tale om en fastsættelse af, hvorvidt børnene har krav på – og under hvilke vilkår – at blive repatrieret til Danmark.

Retten bør derfor lægge til grund, at tilbuddet om repatriering er en forvaltningsmæssig afgørelse.

3.2. Afgørelsens vilkår om adskillelse er ugyldigt

Det gøres gældende, at afgørelsens vilkår om, at børnene skal adskilles

fra deres mødre, er ugyldigt, og at vilkåret derfor skal tilsidesættes, således at børnene kan benytte sig af afgørelsens tilbud om repatriering

uden at skulle iagttage vilkåret om adskillelse fra deres mødre. Vilkåret er ugyldigt af de fem følgende grunde:

•Vilkåret er ugyldigt da der ikke kan gives et gyldigt samtykke (afsnit 3.2.1 )

•Vilkåret udgør et ulovligt indgreb i retten til familieliv efter EMRK artikel 8 (afsnit 3.2.2 )

•Vilkåret er fastsat vilkårligt (afsnit 3.2.3 )

•Vilkåret indeholder en ulovlig diskrimination (afsnit 3.2.4 )

•Vilkåret er i strid med TEUF artikel 20 (afsnit 3.2.5 )

3.2.1 Vilkåret er ugyldigt, fordi der ikke kan gives et gyldigt samtykke

Det gøres gældende, at vilkåret til afgørelsen om repatriering, der

indebærer, at mødrene skal samtykke til en adskillelse, er ugyldigt, fordi mødrene slet ikke kan afgive et klart, informeret og frivilligt samtykke.

EMD har i praksis slået fast, at der skal være klarhed over et samtykkes omfang førend det er gyldigt. I denne sag har samtykket været forbundet med usikkerhed for mødrene, som bl.a. ikke har kunnet få afklaret, hvorvidt de overhovedet kunne afgive et gyldigt samtykke, når de efter syrisk lovgivning slet ikke har forældremyndighed over børnene – det har de kun efter dansk lovgivning.

Der har desuden ikke været tilstrækkelig klarhed over, hvilke rettigheder de ville have overfor børnene, når børnene ankom til Danmark uden dem, herunder hvordan mødrene kunne udøve eventuelle rettigheder til fx medbestemmelse og løbende kontakt til deres børn.

EMD har fastslået, at et samtykke skal være afgivet frivilligt, hvilket indebærer, at samtykket ikke må afgives fordi, at konsekvenserne ved ikke at afgive samtykket er for indgribende, jf. M.S. mod Belgien, pr. 123-125, hvor EMD kom frem til, at et samtykke fra en afvist asylansøger til at blive hjemsendt ikke var afgivet frivilligt, fordi en nægtelse af at afgive samtykke indebar en trussel om fortsat frihedsberøvelse.

Tilsvarende må gælde for en mor, som er underlagt en trussel, eller i hvert fald en virkelighed, der indebærer, at hendes syge børn fortsat vil være frihedsberøvet, hvis ikke hun samtykker til en adskillelse.

Vilkåret bør derfor af denne grund tilsidesættes som ugyldigt.

3.2.2. Vilkåret udgør en krænkelse af retten til familieliv, jf. EMRK artikel 8

Det gøres gældende, at vilkåret om adskillelse af de tre børn fra deres

mødre udgør en krænkelse af børnenes ret til familieliv, som er beskyttet af EMRK arti-kel 8. Indgrebet er ulovligt, fordi det er unødvendigt og uproportionalt, og fordi mødrene ikke kan afgive et frivilligt og informeret samtykke.

Kernen i EMRK artikel 8’s beskyttelse er forældre og deres mindreårige børn. I denne konkrete sag er beskyttelsesbehovet yderligere presserende, fordi Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 har en lav alder og kun er vokset op sammen med deres mødre og endda under særdeles livsfarlige og traumatiserende forhold.

Børnene må derfor siges at være særdeles tæt knyttet til deres mødre, hvilket også er blevet dokumenteret flere gange af danske læger, som har tilset børnene (bilag 3-5 og bilag 28-30). Lægerne har som før nævnt enstemmigt konkluderet, at børnene bør evakueres sammen med deres mødre, og at en adskillelse kan påføre børnene yderligere traumer. Retten bør derfor lægge til grund, at der er et beskyttelsesværdigt familieliv, som er omfattet af EMRK artikel 8.

Statens indgreb i retten til familielivet kan kun foretages lovligt, hvis indgrebet er i overensstemmelse med loven og er nødvendig af hensyn til fx statens sikkerhed og er proportionalt, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

Det bestrides, at sagsøgte har godtgjort, at indgrebet er nødvendigt og proportionalt. Sagsøgte ministerium har på intet tidspunkt foretaget en konkret og individuel vurdering af, om de to kvinder udgør en trussel mod den nationale sikkerhed.

Der foreligger således alene vurderinger foretaget af PET (bilag 2 og bilag 11), som fastslår, at kvinderne ved at rejse til Syrien i 2014/2015 handlede til skade for Danmarks vitale interesser. Der er altså tale om en markant anden vurdering, end den, som sagsøgte ministerium skal foretage af, om de to mødre konkret og aktuelt udgør en fare for den nationale sikkerhed.

Det bestrides også, at indgrebet er nødvendigt. Formålet med indgrebet er at sikre sig mod, at de to mødre indrejser i Danmark. Det må imidlertid lægges til grund, at mødrene vil kunne få opholdstilladelse i Danmark ved at søge om familiesammenføring til børnene, når de er kommet til Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, som fastslår, at der kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige

grunde taler herfor, herunder hensynet til familiens enhed og barnets tarv. Mødrene er børnenes primære og eneste omsorgspersoner, og alle tre børn har en lav alder og der dokumenteret afhængige af deres mødre for at undgå yderligere psykiske traumatiseringer.

Dette understøttes af taskforcens fra maj 2021 egen retlige vurdering, jf. bilag 7, s. 18, afsnit 4, hvor følgende fremgår:

” Ved vurderingen til Udlændingestyrelsen bl.a. inddrage oplysninger om barnets relation til forælderen, herunder om der eksisterer et familieliv mellem dem, som Danmark er nærmest til at beskytte, ligesom det er en forudsætning, at slægtskab til barnet er fastslået. Udlændingestyrelsen vil i den forbindelse foretage en vurdering af, om familielivet mellem forælderen og det herboende barn kan anses for at være afbrudt frivilligt. Hvis dette ikke er tilfældet, vil familielivet som udgangspunkt fortsat kunne betragtes som beskyttelsesværdigt inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser. Det forudsætter efter Udlændingestyrelsens helt klare og vægtige argumenter, for et familieliv

mellem forælder og mindreårige børn ikke er beskyttet,” (min understregning”).

Det gøres desuden gældende, at vilkåret om at børnene skal adskilles fra deres mødre, udgør et uproportionalt indgreb, fordi vilkåret er mere vidtrækkende end hvad, der er nødvendigt i sagen. Desuden må det anses for uforholdsmæssigt indgribende for de tre børns ve og vel, at evakueringen af dem gøres betinget af, at de skal give afkald på familielivet med deres mødre.

Børnenes fremtid vil med det fremsatte tilbud således enten indebære en fortsat tilfangetagelse i Område 1-fangelejren og dermed en fortsat forværring af børnenes psykiske og fysiske velbefindende, eller en adskillelse fra deres eneste omsorgs-person med en dertilhørende yderligere psykisk traumatisering til følge.

Når der er tale om så indgribende konsekvenser for børnene, så skal hensynet til at kunne afskære de to mødre være så meget desto mere vigtig af hensyn til offentlige interesser, herunder fx hensynet til den nationale sikkerhed. Men dette hensyn er netop ikke blevet dokumenteret af sagsøgte ministerium.

Sagsøgte ministerium er i sine afgørelser forpligtet til at iagttage barnets interes-ser, jf. FN’s Børnekonvention artikel 3 og til at tillægge barnets tarv betydelig vægt. Dette har sagsøgte ministerium ikke gjort i denne

sag. Vilkåret om adskil-lelse af børnene fra deres mødre er dermed uproportionalt.

Endelig gøres det gældende, at mødrene ikke vil kunne afgive et klart,

frivilligt og informeret samtykke til at blive adskilt. Selv hvis retten måtte komme frem til, at mødrene godt kunne afgive et frivilligt og informeret samtykke, gøres det gældende, at en begunstigende forvaltningsafgørelse ikke kan gøres betinget af, at der stilles krav om et samtykke til, at der foretages et indgreb i retten til familieliv.

Sagsøgte har i henhold til EMRK artikel 8 gjort gældende, at der ikke er jurisdik-tion, fordi staten ikke har udøvet myndighedskontrol (bl.a. svarskriftet s. 13). Dette bestrides. Jurisdiktionen er etableret ved, at sagsøgte ministerium har truf-fet en forvaltningsmæssig afgørelse over for de tre sagsøgende børn. Ministeriet har derved udøvet en sådan grad af myndighedskontrol over for børnene, at de i deres forvaltningsakter er forpligtede til at iagttage Danmarks internationale for-pligtelser.

Der henvises i den forbindelse til EMD’s afgørelse i sagen K2 mod Storbritannien (42387/13), hvor Domstolen lagde til grund, at en indgribende forvaltningsmæssig afgørelse skulle overholde EMRK, også selvom adressaten, som havde søgt statsborgerskab i Danmark, befandt sig i udlandet.

Endelig bemærkes det, at myndighederne selv har erkendt, at der er jurisdiktion, jf. bl.a. deres brev til Værge 1 og Værge 2 af 23. april 2022 (bilag 23 og 24), hvori ministeriet skriver, at de alene kan bede om samtykke til en adskillelse af børnene fra deres mødre under iagttagelsen af Danmarks internationale forpligtelser.

Vilkåret bør derfor af denne grund tilsidesættes som ugyldigt.

3.2.3. Vilkåret er fastsat vilkårligt

Det gøres gældende, at vilkåret om at børnene skal adskilles fra deres mødre for at kunne benytte sig af tilbuddet om at blive repatrieret, er vilkårligt fastsat, fremfor fastsat på baggrund af en individuel vurdering af, om der består et sådant afhængighedsforhold mellem de pågældende børn og mødre, at en adskillelse vil kunne udgøre et ulovligt indgreb i retten til familieliv, jf. EMRK artikel 8 og 14 og FN’s Børnekonvention.

Statsminister meddelte allerede den 18. maj 2021, at regeringen alene tilbød at repatriere mødre til danske børn i Syrien, hvis mødrene havde dansk statsborgerskab (bilag 1). Denne politiske linje er sidenhen blevet gentaget, bl.a. i sagsøgte ministeriums brev af 1. oktober 2021, hvor det fremgår, at alle danske børn i fangelejre i Syrien tilbydes medicinsk evakuering, men at ”[d]e børn, hvis mødre ikke har dansk statsborgerskab, vil blive tilbudt evakuering uden deres mødre, hvis mødrene samtykker hertil” (bilag A, s. 1, 4. afsnit, sidste linje).

Dette blev altså meddelt efter, at taskforcen i maj 2021 havde konkluderet, at den sundhedsfaglige vurdering var, at børnene er afhængige af deres mødre og at børnene derfor skulle evakueres sammen med deres mødre. Vilkåret blev desuden fastholdt efter, at nye sundhedsfaglige undersøgelser fra maj 2022 specifikt konkluderede, at Sagsøger 2 ville blive yderligere traumatiseret, hvis han blev adskilt fra sin mor, jf. den lægefaglige undersøgelse fremlagt som bilag 23.

Kravet om, at børnene skal adskilles fra deres mødre for at blive repatrieret er med andre ord blevet fastholdt under hele forløbet, på trods af, at sagsoplysningen entydigt peger på, at børnene bør evakueres med deres mødre. Begrundelsen synes med andre ord alene at være fastsat vilkårligt på baggrund af regeringens politiske linje i disse sager.

EMD har i sagen H.F. mod Frankrig netop fastsat, at en sagsbehandling,

der består i en henvisning til den generelle politiske linje,ikke er

tilstrækkelig og indebærer en krænkelse af EMRK’s protokol 4, artikel 3, stk. 2, jf. pr. 279 - 280.

Sagsøgte ministerium har som nævnt ovenfor heller ikke på noget tidspunkt foretaget en konkret og individuel vurdering af, om mødrene aktuelt udgør en trussel mod den nationale sikkerhed, som kan begrunde vilkåret om, at børnene skal adskilles fra dem. Der foreligger således alene vurderinger foretaget af PET (bilag 2 og bilag 11), som blev udarbejdet til brug for sagens oplysning i sagerne om frakendelse af deres danske statsborgerskab.

Notaterne fastslår, at kvinderne ved at rejse til Syrien i 2014/2015 handlede til skade for Danmarks vitale interesser. Der er altså tale om en markant anden vurdering end den, som sagsøgte ministerium skal foretage af, om de to mødre konkret og aktuelt udgør en fare for den nationale sikkerhed.

Dermed er vilkåret om, at børnene alene vil blive repatrieret uden deres mødre vilkårligt fastsat på baggrund af den generelle politiske linje, fremfor at være baseret på sagens oplysninger og en deraf følgende konkret og individuel vurdering.

Vilkåret bør derfor af denne grund tilsidesættes som ugyldigt.

3.2.4 Vilkåret indeholder en ulovlig diskrimination, jf. EMRK artikel 14 og FN’s Børnekonventions artikel 2.

Det gøres gældende, at de tre børn er udsat for diskrimination i strid

med EMRK artikel 14 og FN’s Børnekonventions artikel 2, når sagsøgte ministerium gør retten til at blive repatrieret betinget af, at børnene ikke kan udleve deres familieliv med deres mødre.

Det følger af EMRK artikel 14 og FN’s Børnekonventions artikel 2, at ingen (børn) må diskrimineres i deres ret til at nyde de i konventionen fastsatte rettigheder. Kravet kan ikke fraviges af hensyn til fx statens sikkerhed. Bestemmelserne værner mod, at i det her tilfælde tre børn stilles ringere end andre børn i sammenlignelige situationer. FN’s Børnekonventions artikel 2 nævner specifikt, at der ikke må ske forskelsbehandling overfor et barn som følge af barnets forældres forhold.

I denne konkrete sag er der en direkte sammenlignelig situation mellem de i alt 14 børn med dansk statsborgerskab, som er blevet repatrieret til Danmark sammen med deres mødre med dansk statsborgerskab, og så de tre sagsøgende børn, som kun kan blive repatrieret, hvis mødrene samtykker til en adskillelse.

Alle børnene har været udsat for de samme humanitære leveforhold i fangelejrene i Syrien, og de tre sagsøgende børn har således ikke bedre fysiske eller psykiske levevilkår end de børn, som blev repatrieret på grund af den humanitære situation i lejrene tilbage i oktober 2021.

Det fremgår da også med al tydelighed af bilag 1, at sagsøgte ministerium anser alle de danske børn i de syriske fangelejre for at opfylde kriterierne om medicinsk evakuering. Det fremgår også af taskforcens afrapportering af 18. maj 2021 (bilag 7), at anbefalingen af evakueringen vedrørte samtlige børn med dansk statsborgerskab, altså også de tre sagsøgende børn i denne sag.

Retten til at kunne udleve sit familieliv, som er så afgørende for netop disse børn på grund af deres særdeles sårbare situation, er i denne

konkrete sag blevet begrænset alene med henvisning til nogle helt objektive kriterier hos mødrene, nemlig at de ikke har dansk statsborgerskab. Dette udgør diskrimination i henhold til EMRK artikel 14 og FN’s Børnekonventions artikel 2.

Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke foreligger nogen krænkelse af de ovenfor anførte konventioner, fordi der ikke er juridiskdiktion. Dette

bestrides.For så vidt angår sagsøgtes anbringende om, at der ikke er jurisdiktion ihenhold til Danmarks internationale forpligtelser, henvises til det underafsnit 3.2.2.1. anførte. Der skal dog tillige henvises til FN’sBørnekomités udtalelse i sagerne CRC/C/85/D/79/2019 ogCRC/C/85/D/109/2019 af 2. november 2020, hvor komitéen slog fast, atFrankrig var forpligtet til at iagttage børnekonventionens bestemmelseroverfor franske børn, der befandt sig i fangelejre i Syrien. Dermed erdet blevet fastslået, at der er jurisdiktion i relation til FN’sBørnekonvention og Danmark overfor bør i syriske fangelejre.Vilkåret bør derfor af denne grund tilsidesættes som ugyldigt.3.2.5 Vilkåret er i strid med TEUF artikel 20Sagsøger gør endelig gældende, at vilkåret i afgørelsen om, at børnenealene kan blive repatrieret til Danmark uden deres mødre er i strid medTraktaten om den Europæiske Unions Funktionsområde (TEUF) artikel20, som fastslår, at en-hver unionsborger har ret til at opholde sig påmedlemsstaternes område. EU-Domstolen har i sagen Ruiz Zambrano(C-34/09) fastslået, at retten i henhold til artikel 20 indebærer, at enmedlemsstat ikke må nægte en tredjelandsstatsbor-ger, som forsøgersine mindreårige børn, ophold i medlemsstat, hvis opholdet reeltmedfører en fratagelse af retten til at opholde sig i medlemsstaterne.I denne konkrete sag må TEUF artikel 20 tolkes således, at vilkåret om,at repatrieringen af de tre børn alene kan ske uden deres mødre reeltfratager børnene muligheden for at vende tilbage til Danmark. Delsfordi børnene ikke kan vende tilbage til Danmark uden sagsøgteministeriums bistand, dels fordi mødrene reelt set ikke har mulighedfor at samtykke til en adskillelse, da en sådan adskillelse vil påførederes børn yderligere traumer, udgøre en krænkelse af deres ret tilfamilieliv og fordi samtykket ikke kan gives som et klart, frivilligt og

informeret samtykke.

Vilkåret bør derfor af denne grund tilsidesættes som ugyldigt.

3.2.6 Retsvirkningen af at der er stillet et ugyldigt vilkår

En begunstigende forvaltningsafgørelse kan som klart udgangspunkt ikke efterfølgende ændres til ugunst for modtageren, som i denne sag er børnene. En tilbagekaldelse vil alene kunne ske i henhold til de almindelig forvaltningsretlige principper herom.

En vurdering af, om afgørelsen kan tilbagekaldes, beror herefter på en afvejning af på den ene side modtagernes – her børnenes – berettigede forventning til, at afgørelsen står ved magt, og på den anden side hensynet til den offentlige interesse i at kunne ophæve afgørelsen. Adressatens berettigede forventninger står stærkt, og betingelserne for en tilbagekaldelse er strenge, jf. Garde, m.fl. ”Forvaltningsret – Almindelige emner” , 5. udgave, 2009, s. 500.

Sagsøgte har ikke gjort gældende, at afgørelsen ønskes tilbagekaldt.

Tværtimod har sagsøgte ministerium i forlængelse af dommen mod H.F. m.fl. mod Frankrig skriftligt bekræftet, at tilbuddet om repatriering af børnene står ved magt, jf. Udenrigsministerens orientering af 4. oktober 2022 fremlagt som bilag 42. Denne ud-melding kom på trods af, at sagsøger anmodede sagsøgte ministerium om at genoptage afgørelserne i lyset af EMD’s dom mod Frankrig, jf. breve af henholdsvis 14. september 2022 og 7. oktober 2022, der fremlægges som bilag 43 og 44.

Retsvirkningen af, at der er stillet et ugyldigt vilkår er i henhold til praksis, at vilkåret anses for ikke at være stillet, og at adressaten kan udnytte forvaltningsafgørelsen uden at skulle iagttage vilkåret, jf. Revsbech ” ”Forvaltningsret – Almindelige Emner” , 6. udgave, 2016, s. 293.

Samlet set gøres det derfor gældende, at vilkåret om adskillelse må bortfalde, og at børnene herefter har krav på at blive bistået med at komme til Danmark af sagsøgte ministerium sammen med deres mødre…”

Institut for Menneskerettigheders indlæg som biiintervenient til støtte for sagsøgeren:

1 NY PRAKSIS FRA DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIG-HEDSDOMSTOL

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) afsagde den 14. september 2022 dom i en storkammersag H.F. m.fl. mod Frankrig

(24384/19 og 44234/20), der angik en anmodning om hjemtagelse af to franske kvinder og deres tre børn, der er tilbageholdt i Område 1 og Område 2-lejrene i det nordøstlige Syrien. Frankrig blev dømt for overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskon-ventions (EMRK) tillægsprotokol 4, artikel 3 (2) om retten til at rejse ind i eget statsborgerskabsland, og forpligtet til straks at revurdere anmodningerne om hjemtagelse. EMD fandt ikke, at der var sket en overtrædelse af EMRK artikel 3.

Dommen er den første afgørelse fra EMD, som tager stilling til ret-tighederne efter konventionen for de kvinder og børn, der er tilba-geholdt i lejrene i det nordøstlige Syrien.

Det er instituttets opfattelse, at dommen har afgørende betydning for hovedspørgsmålet i denne sag, nemlig om de tre danske børn og deres to mødre, som denne sag angår, skal hjemtages.

Det er overordnet set instituttets opfattelse, at Udenrigsministeriet tilbud om at alene at hjemtage børnene uden deres mødre er strid med retten til at indrejse i deres eget statsborgerskabsland efter ar-tikel 3, stk. 2, tillægsprotokol 4. I det følgende vil instituttet uddybe dette synspunkt.

JURISDIKTION

Udenrigsministeriet har anført, at den danske stat ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har jurisdiktion i for-hold til de danske børn og deres mødre, der opholder sig i lejrene og derfor heller ikke er retligt forpligtet til at evakuere dem. EMD har imidlertid i dommen H.F. m.fl. mod Frankrig fastslået, at udgangspunktet er, at en stat alene har jurisdiktion indenfor eget territorium, men at der i særlige situationer kan være etableret jurisdiktion i forhold til statsborgere, der befinder sig i udlandet.

EMD fastslår herefter, at den helt særlige situation i sagen gør, at Frankrig har etableret jurisdiktion i relation til retten for statsbor-gere til at indrejse i egen stat efter artikel 3, stk. 2, tillægsprotokol 4. EMD henviser blandt andet til, at der er en reel og umiddelbar ri-siko for børnene og kvindernes liv og fysiske velbefindende, at bør-nene er små og ekstremt sårbare, at kvinderne er afskåret fra at rejse til Frankrig på egen hånd, og at de lokale, kurdiske myndighe-der er indstillet på at overgive kvinderne og børnene til de franske myndigheder, se dommens præmis 213.

Det er institut for Menneskerettigheders opfattelse, at der også fore-

ligger sådanne særlige omstændigheder i nærværende sag, at der er jurisdiktion for så vidt angår EMRK tillægsprotokol 4, artikel 3, stk. 2.

2 DANMARK HAR EN POSITIV FORPLIGTELSE TIL AT BI-STÅ SAGSØGERNE

I AT UDNYTTE DERES RET TIL AT REJSE IND I DANMARK

EMD fastslår i dommen, at tillægsprotokol 4, artikel 3, stk. 2, ikke indeholder en generel ret til repatriering. Staterne har dog efter om-stændighederne en positiv pligt til at sikre, at bestemmelsens be-skyttelse er effektiv. Dette indebærer, at staterne i exceptionelle til-fælde er forpligtede til at sikre en tilstrækkelig national beslut-ningsproces, der beskytter statsborgere mod vilkårlighed.

I sagen mod Frankrig fandt EMD, der forelå ekstraordinære om-stændigheder, der udløser en forpligtelse til at sikre, at beslutnings-processen i sagen har været omgivet af passende værn mod vilkår-lighed, jf. dommens præmis 264.

Der er institut for Menneskerettigheder opfattelse, at sagsøgerne i denne sag befinder sig i en sammenlignelig situation, idet de ophol-der sig i samme lejre under samme forhold. For at sikre en effektiv beskyttelse af børnenes ret til indrejse i Danmark, har staten en positiv forpligtelse at bistå dem hermed. Der forelægger ligeledes sådanne ekstraordinære omstændigheder, at afgørelsen om hjemtagelse af børnene skal være omfattet af passende proces-suelle retsgarantier.

3 SAGERNE OM SAGSØGERNES HJEMTAGELSE HAR IKKE VÆRET BEHANDLET MED DE PÅKRÆVEDE RETSGARAN-TIER

EMD fastslog i sagen mod Frankrig, at en anmodning om hjemta-gelse skal være omfattet af tilstrækkelige processuelle garantier for at sikre imod vilkårlighed. Det indebærer blandt andet, at et even-tuelt afslag på hjemtagelse skal ske på baggrund af en individuel vurdering, der skal konkret begrundes, og som skal kunne efter-prøves af et uafhængigt nationalt organ.

I de situationer, hvor anmodningen angår repatriering af børn, så skal efterprøvelsen derudover særligt tage hensyn til princippet om ligebehandling i forhold til at sikre retten til at rejse ind i statsbor-gerskabslandet, princippet om barnets bedste, og den

særlige sårbarhed og de specifikke behov barnet har, jf. dommens præmis 276.

Det er Institut for Menneskerettigheders opfattelse, at Udenrigsmi-

nisteriet ikke i fornødent omfang har inddraget disse hensyn ved behandlingen af sagsøgernes sager. Ministeriet har således ikke ef-ter instituttets vurdering i tilstrækkeligt omfang lagt vægt på hen-synet til barnets bedste, princippet om ligebehandling samt den særligt sårbare situation, det enkelte barn befinder sig i, og de spe-cifikke behov barnet har.

4 SAGSØGERNE HAR RET TIL INDREJSE I DERES STATSBORGERSKABSLAND PÅ LIGE VILKÅR MED DE ØV-RIGE BØRN, DER ER HJEMTAGET

EMD fastslår i dommen, at det skal sikres at ligebehandlingsprin-cippet bliver respekteret i forbindelse med afgørelser om hjemta-gelse af børn fra lejrene i Syrien, jf. dommens præmis 276. Sagsø-gerne i denne sag er imidlertid ikke blevet tilbudt hjemtagelse på lige vilkår med de andre danske børn, der allerede er hjemtaget fra lejrene. De er således alene blevet tilbudt hjemtagelse uden deres mødre, fordi deres mødre administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab.

Direkte forskelsbehandling af børn i ekstrem nød på baggrund af mødrenes statsborgerskabsstatus kræver meget vægtige grunde, jf. EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 8 og artikel 3, stk. 2 i til-lægsprotokol 4. Desuden følger det direkte af FN’s Børnekonven-tions artikel 2, at forskelsbehandling på grund af forældres status er forbudt. Instituttet henviser til biinterventionsindlæggget af 23. juni 2022, og bemærkningerne herom.

Endvidere er det som instituttet tidligere har redegjort for nødven-digt at hjemtage børnene sammen med deres mødre for at sikre hensynet til barnets bedste. Dette er yderligere dokumenteret med de af sagsøgerne seneste fremlagte bilag, jf. særligt bilag 18.

Det er på den baggrund instituttets opfattelse, at sagsøgerne skal sikres ret til indrejse på lige vilkår med de øvrige børn som allerede er hjemtaget. Det vil sige, at sagsøgerne skal tilbydes hjemrejse med deres mødre, uanset at mødrene ikke længere er danske statsbor-gere, jf. EMRK artikel 3, stk. 2, tillægsprotokol 4, jf. EMRK artikel 14.

Af Institut for menneskerettigheders indlæg af 23. juni 2022 fremgår bl.a.:

”3 RETTEN TIL FAMILIELIV

EMRK artikel 8 beskytter retten til familieliv. En bevilling om at evakuering kun kan ske uden barnets mor udgør et indgreb i bar-nets familieliv. Det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at et indgreb i retten til familieliv kun er lovligt, hvis indgrebet har hjemmel i lov, varetager et legitimt formål, og er nødvendigt i et demokratisk samfund, det vil sige er proportionalt.

Institut for Menneskerettigheder gør overordnet gældende, at be-villingen til at hjemtage de tre børn uden deres mødre, udgør et ulovligt indgreb i børnenes ret til et familieliv.

3.1 Det legitime formål: Hensynet til sikkerhed

Udenrigsministeriet gør gældende, at hjemtagelse af børnene sam-men med deres mødre vil udgøre en væsentlig sikkerhedsrisiko, der retfærdiggør et indgreb i retten til familieliv.

Institut for Menneskerettigheder er enig i, at konkrete sikkerheds-mæssige hensyn efter omstændighederne kan udgøre legitime og vægtige hensyn i afvejningen af, om et indgreb i retten til familieliv er proportionalt. Sikkerhedsmæssige hensyn kan for eksempel indgå i vurderingen af, om udlændinge skal gives adgang til in-drejse og ophold i Danmark.

Institut for Menneskerettigheder gør gældende, at sikkerhedsmæs-sige hensyn derimod ikke med betydelig vægt kan indgå i vurde-ringen i en sag om adskillelse af børn fra forældre, hvor det afgø-rende er hensynet til barnets tarv og forældrenes egnethed som for-ældre.

3.2 Hjemtagelse uden mødrene udgør et uproportionalt indgreb i børnenes ret til familieliv

Institut for Menneskerettigheder gør overordnet gældende, at be-villingen om at hjemtage de tre børn uden deres mødre, udgør et uproportionalt indgreb i børnenes ret til et familieliv.

3.2.1 Hjemtagelse med mor er til barnets bedste i denne sag

Institut for Menneskerettigheder gør gældende, at muligheden for at hjemtage børnene sammen med deres mødre, skal indgå i vurde-ringen af, om indgrebet i børnenes ret til familieliv er proportionalt. De danske myndigheders vurdering af barnets bedste indeholder to mulige scenarier; om det er til barnets bedste at komme til Dan-mark alene, eller om det er til barnets bedste at blive i Syrien sam-

men med deres mødre. De danske myndigheder har således ikke foretaget en fuldstændig vurdering af barnets bedste, fordi de ikke har inddraget muligheden for, at barnets bedste er, at børnene kommer til Danmark sammen med deres mødre.

Barnets bedste vil i den konkrete sag uden tvivl være at hjemtage børnene sammen med deres mødre. Dette skyldes den særlige sår-bare situation børnene befinder sig i.

Oplysningerne i sagen understøtter således entydigt, at børnenes bedste er at blive evakueret med deres mødre. Instituttet skal sær-ligt fremhæve følgende:

- Der er tale om tre mindreårige børn, hvor deres mødre er deres eneste og primære omsorgsperson,

- Børnene er født i fangelejrene og har ikke kontakt til deres far eller familie i Danmark,

- En adskillelse fra deres mødre, vil påføre børnene en yderligere belastning med risiko for forværring af deres psykiske helbred, jf. de sundhedsfaglige vurderinger i bilag 3, bilag 4, bilag 5, bilag 6 samt bilag 16, hvor det vurderes, at børnene bør evakueres sammen med deres mor, og at børnenes helbredstilstande er blevet forvær-ret yderligere, samt

- at børnene lever i lejren under så kummerlige forhold, at deres liv er truet på grund af underernæring, risiko for overgreb, vold og utilstrækkelig lægehjælp.

3.2.2 Barnets bedste skal tillægges afgørende vægt

Institut for Menneskerettigheder gør videre gældende, at myndig-hederne ikke tillagde barnets bedste afgørende vægt ved bevillin-gen af evakuering af de tre børn uden deres mødre.

EMD har flere gange fastslået, at barnets bedste skal tillægges afgø-rende vægt ved vurderingen af, om et indgreb i familielivet kan an-ses for proportionalt, jf. bl.a. El Ghatet mod Schweiz, præmis 46. Barnets bedste skal efter EMDs praksis forstås i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention. Det følger ligeledes af Børnekonven-tionens artikel 3 samt Børnekomiteens generelle udtalelse om arti-kel 3, at hensynet til barnets bedste skal tillægges afgørende vægt. Forpligtelsen til at tillægge barnets bedste afgørende vægt medfø-rer ikke, at andre hensyn ikke kan tillægges betydning. Forpligtel-sen medfører imidlertid, en ret for barnet til, at hensynet til barnets interesser og behov skal veje tungere end andre hensyn, jf. bl.a. El Ghatet mod Schweiz (56971/10), præmis 46.

3.3 Mødrene kan ikke under de foreliggende omstændigheder af-give gyldigt samtykke til evakuering af deres børn

Institut for Menneskerettigheder gør gældende, at et samtykke til evakuering uden mødrene ikke kan tillægges betydning for vurde-ringen af, om indgrebet i de tre børns familieliv kan anses for lov-ligt. Det skyldes, dels at mødrene de facto ikke har afgivet samtykke til evakuering, dels at mødrene ikke under de forelig-gende omstændigheder kan afgive et gyldigt samtykke til hjemta-gelse af de tre børn.

Det følger af EMD’s praksis, at et samtykke for at være gyldigt skal være informeret, klart, utvetydigt og frivilligt, jf. blandt andet H. mod Belgien (8950/80), præmis 54. Det afhænger af sagens karakter, om et samtykke kan anses for at opfylde disse betingelser.

3.3.1 Samtykke er ikke informeret, klart og frivilligt

Institut for Menneskerettigheder gør gældende, at et samtykke afgi-vet i Område 1 fangelejren i Syrien ikke reelt kan anses for at være et in-formeret samtykke, fordi det forudsætter, at mødrene har en klar forståelse af, hvad de samtykker til. Så længe mødrene befinder sig i lejrene, er det vanskeligt at opfylde processuelle retsgarantier om oplysning og retlig bistand.

Endvidere gøres det gældende, at der ikke kan skabes klarhed for rækkevidden af samtykket, fordi fremtidsudsigterne for en genfor-ening af mor og barn er særdeles usikker. Mødrene – der ikke læn-gere er danske statsborgere – vil ganske vist have en formel mulig-hed for fremtidig familiesammenføring med barnet, selv om mor-barn relationen afskæres ved at afgive et samtykke. Det må imidler-tid anses for særdeles tvivlsomt, om barnet på et senere tidspunkt vil kunne blive genforenet med sin mor i Danmark. En varig gen-forening kræver, at moren opnår ret til indrejse i Danmark for ek-sempel ved familiesammenføring eller andet opholdsgrundlag i Danmark.

Ydermere gøres det gældende, at et samtykke afgivet af mødrene ikke kan anses for frivilligt. Det skyldes, at mødrene skal have haft et reelt valg, ligesom de ikke må have være udsat for pres eller tvang til at vælge en bestemt løsning, når de afgiver samtykke. EMD har i M.S. mod Belgien (50012/08), præmis 123-125, slået fast, at en afvist asylansøgers samtykke til hjemsendelse ikke var afgivet frivilligt, fordi det var afgivet under trussel om fortsat frihedsberø-velse. På samme måde kan et samtykke ikke anses for frivilligt afgi-

vet, hvis moren accepterer, at barnet bliver evakueret og adskilt fra moren, fordi det vil blive afgivet under trussel om fortsat frihedsbe-røvelse samt forringede behandlingsmuligheder og prognose i væ-sentlig grad.

På den baggrund gøres det samlet gældende, at et samtykke afgivet af en mor til adskillelse fra sine børn under de givne vilkår i Område 1-lejren ikke kan anses for informeret, klart, utvetydigt og frivilligt og dermed gyldigt.

3.4 Sammenfatning vedrørende retten til familieliv

Institut for Menneskerettigheder gør således gældende, at bevillin-gen til at hjemtage de tre børn uden deres mødre, udgør et ulovligt indgreb i børnenes ret til et familieliv, fordi hensynet til barnets bedste ikke er inddraget på korrekt vis, ligesom det ikke er tillagt afgørende vægt.

4 DER FORELIGGER ULOVLIG FORSKELSBEHANDLING PÅ GRUND AF STATUS

Institut for Menneskerettigheder gør overordnet gældende, at de tre børn, der er bevilliget hjemtagelse uden deres mødre, er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling.

EMRK artikel 14 beskytter mod forskelsbehandling på grund af sta-tus. Der foreligger ulovlig forskelsbehandling, når sammenlignelige situationer behandles forskelligt, med-mindre forskelsbehandlin-gen varetager et legitimt formål, er rimelig og proportionel.

EMD har fastslået, at direkte forskelsbehandling på baggrund stats-borgerskab kræver meget tungtvejende grunde, jf. bl.a. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 4. udgave, s. 1164 og Genovese mod Malta (53124/09). Desuden følger det af Børnekonventionens artikel 2, at diskrimina-tion på grund af forældres status er forbudt, og at alle passende for-anstaltninger skal træffes for at forebygge, at børn stilles ringere på grund af deres forældres status.

Endelig følger det af den almindelige forvaltningsretlige ligheds-grundsætning, at hvis de væsentlige forhold i en sag er ens, skal sa-gerne behandles lige i retlig henseende. Forvaltningsmyndigheder må således ikke foretage usaglig forskelsbehandling.

Både menneskeretten og forvaltningsretten kræver dermed, at en-hver forskelsbehandling af personer i en sammenlignelig situation

forfølger et legitimt formål, og at der er proportionalitet mellem forskelsbehandlingen og det tilsigtede formål. Menneskeretten stil-ler endvidere konkret krav om, at børn ikke forskelsbehandles på baggrund af deres forældres status.

4.1 Børnene er i en sammenlignelig situation

Institut for Menneskerettigheder gør gældende, at børnene i denne sag er i en sammen-lignelig situation med de børn, der er hjemtaget af den danske stat.

Da Danmark sidste år besluttede, at myndighederne ville evakuere alle de 19 danske børn og de danske mødre, var de 19 børn utvivls-omt i en sammenlignelig situation. De opholdt sig alle i lejrene i Sy-rien under de samme umenneskelige forhold som resultat af, at de-res mødre var rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Ifølge taskforcen var mødre og børn tæt knyttet til hinanden, der var en veletableret mor-barn-kontakt, og det var vurderingen, at en adskil-lelse fra mødrene ville påføre de traumatiserede børn en yderligere belastning med risiko for forværring af deres psykiske tilstand (bi-lag 7). De 19 børn var og er fortsat alle danske statsborgere.

4.2 Forskelsbehandlingen kan ikke retfærdiggøres

Institut for Menneskerettigheder gør gældende, at forskelsbehand-lingen ikke kan retfærdiggøres, fordi den ikke er proportional.

Ved vurderingen af, om forskelsbehandlingen er proportional, ind-går på den ene side hensynet til barnets bedste og på den anden side navnlig den mulige sikkerhedsrisiko som hjemtagelse af bar-net sammen med moderen udgør.

Regeringens hjemtagelse af nogle danske børn, men ikke alle, ud-gør en forskelsbehandling mellem danske børn i en sammenligne-lig situation med meget alvorlige konsekvenser for de efterladte børn. De børn, der ikke er hjemtaget, er efterladt under elendige forhold i lejrene med risiko for deres liv og med manglende adgang til mad og tilstrækkelig lægehjælp. De børn, der er hjemtaget til Danmark, har direkte adgang til det danske sundhedsvæsen, og opholder sig nu under trygge vilkår.

4.2.1 Hensynet til sikkerhedsrisiko og mødrenes statsborgerskab

Det fremgår ikke klart fra myndighedernes side, om forskelsbe-handlingen alene skyldes, at mødrene til de tre børn har fået frata-get deres statsborgerskab, eller om det skyldes den mulige sikker-hedsrisiko, som mødrene udgør.

Såfremt mødrene til de tre børn i sagen udgør en sikkerhedsrisiko, som svarer til den sikkerhedsrisiko, PET vurderede at mødrene til de 14 hjemtaget børn udgjorde, er forskelsbehandlingen af de tre børn, disproportional henset til de alvorlige – måske endda livsaf-gørende – konsekvenser et fortsat ophold i lejren kan have for bør-nene.

Såfremt forskelsbehandlingen er baseret på det forhold, at mødrene har fået frataget deres danske statsborgerskab, gør instituttet gæl-dende, at denne grund til forskelsbehandlingen ikke i sig selv kan retfærdiggøre den alvorlige forskelsbehandling af danske børn i en ellers sammenlignelig situation. En forskelsbehandling af danske børn, der alene hviler på, at mødrene har fået frataget deres danske statsborgerskab, er en vilkårlig og dermed ulovlig forskelsbehand-ling af børnene.

På samme måde som at forældres handlinger ikke kan lægges til grund for en fratagelse af et barns indfødsret, kan en forælders statsborgerskabsstatus heller ikke retfærdiggøre en hjemtagelse af de tre danske børn i lejren uden deres mødre.

Institut for Menneskerettigheder gør på den baggrund gældende, at de tre børn, der er bevilliget hjemtagelse uden deres mødre, er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling.

5 BØRNENE MISTER DERES RETTIGHEDER SOM UNIONS-BORGERE

Institut for Menneskerettigheder gør endelig gældende, at det er i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) at bevillige de tre børn at blive hjemtaget uden deres mødre.

Den Europæiske Unions Domstol (EUD) har fastslået, at TEUF arti-kel 20 er til hinder for, at en medlemsstat nægter en tredjelands-statsborger, som forsørger sine små børn, der er unionsborgere og afhængige af omsorgsgiveren, ophold i børnenes medlemsstat, hvis afslaget på opholdstilladelse reelt fratager børnene kerneindholdet i deres rettigheder som unionsborgere, herunder navnlig opholds-retten på EU’s territorium, jf. blandt an-det Ruiz Zambrano, C-34/09.

EUD har endnu ikke taget specifikt stilling til den situation, hvor mor og barn befinder sig i et tredjeland. Men det samme må imid-

lertid gælde, hvis et barn på grund af sit tætte bånd til omsorgsgi-veren er forhindret i at komme og opholde sig i Danmark og der-med fratages kerneindholdet i sine rettigheder som unionsborgere. Dette støttes af Udlændinge- og Integrationsministeriets vejledning om afledt ret til ophold for tredje-landsfamiliemedlemmer til dan-ske statsborgere (VEJ nr. 9565 af 14. august 2020).

På den baggrund gør Institut for Menneskerettigheder gældende, at de tre børn, der er unionsborgere, mister deres rettigheder som unionsborgere, herunder navnlig retten til at opholde sig i EU, hvis de nægtes evakuering sammen med deres mødre

Udenrigsministeriet har i sit påstandsdokument anført:

”… ANBRINGENDER

4.1 Sammenfatning af anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse, gør Udenrigsmi-nisteriet gældende, at ministeriet ikke på noget grundlag, som sagsøgerne har påberåbt sig, er underlagt en pligt til at bistå sagsø-gerne og deres mødre med evakuering til Danmark fra Område 1-lejren.

For det første er sagsøgerne og deres mødre ikke omfattet af dansk jurisdiktion, jf. EMRK artikel 1, og FN’s Børnekonvention artikel 2, stk. 1, i relation til EMRK artikel 3, 8 og 14, eller FN’s Børnekonven-tion, artikel 2 og 3.

For det andet følger det hverken af disse bestemmelser eller af no-get andet retsgrundlag, herunder af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, at den danske stat har en retlig forpligtelse til at yde sagsø-gerne og deres mødre den bistand med at rejse til Danmark, som de har nedlagt påstand om.

Dette uddybes i det følgende.

4.2 Ingen forpligtelse efter EMRK

4.2.1 Sagsøgerne og deres mødre er ikke underlagt dansk

jurisdiktion i relation til EMRK artikel 3, 8 eller 14

Udenrigsministeriet gør gældende, at sagsøgerne og deres mødre ikke er underlagt dansk jurisdiktion, jf. EMRK artikel 1, herunder dansk ekstraterritorial jurisdiktion, i relation til EMRK artikel 3, 8

og 14. Ministeriet er derfor ikke forpligtet over for dem efter disse bestemmelser i EMRK, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols (EMD) dom i H.F. m.fl. mod Frankrig (24384/19 & 44234/20) af 14. september 2022, pr. 191-203.

Det følger af EMD’s praksis om EMRK artikel 1, at medlemsstater-nes jurisdiktion i udgangspunktet begrænser sig til statens territo-rium, og at det kun er i helt særlige situationer, at medlemsstater bliver ansvarlige for handlinger eller undladelser, der foretages eller har virkninger ekstraterritorialt, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 185. En sådan undtagelsesvis eksterritorial anvendelse gælder navnlig i tilfælde af såkaldt områdebaseret (”effective control of an area”) eller personbaseret (”state agent authority and control”) jurisdiktion, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 186-188.

Danske myndigheder har på ingen måde effektiv kontrol over syriske områder, herunder Område 1-lejren i det nordøstlige Syrien, og derfor er der intet grundlag for at antage, at den danske stat skulle have områdebaseret jurisdiktion over sagsøgerne og deres mødre.

Danske myndigheder har endvidere ikke personbaseret ekstraterritorial jurisdiktion over sagsøgerne og deres mødre. Udenrigsministeriet gør i denne forbindelse gældende, at hverken den danske regerings tilbud om evakuering af sagsøgerne uden deres mødre, hvis deres mødre samtykker hertil, eller afvisning af at evakuere sagsøgerne sammen med deres mødre indebærer, at der udøves myndighed eller kontrol (”state agent authority and control”) over for sagsøgerne eller deres mødre, som disse begreber er define-ret i EMD’s retspraksis. Det forhold, at tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres i alt 14 børn blev evakueret til Danmark i oktober 2021 ændrer ikke herved.

Dette bekræftes af den ovennævnte H.F. m.fl. mod Frankrig. Ved dommen fandt EMD, at klagernes voksne døtre, ”L” og ”M” og deres respektive børn, som var født i Syrien, ikke var omfattet af fransk

ekstraterritorial jurisdiktion i relation til EMRK artikel 3, jf. pr. 191-203. Klagernes døtre og deres børn var alle franske statsborgere og befandt sig i lejrene i Område 2 og Område 1, jf. beskrivelsen i pr. 30-43.

EMD udtalte, at Frankrig hverken havde effektiv kontrol over det relevante område, eller myndighed og kontrol over klagernes familiemedlemmer, jf. pr. 191-192. EMD udtalte endvidere, at Frankrigs undladelse af at evakuere kvinderne og deres børn ikke kunne begrunde ekstraterritorial fransk jurisdiktion, uanset om Frankrig havde kendskab til deres situation, uanset om Frankrig på nationalt niveau

havde truffet en beslutning om ikke at evakuere kvinderne og deres børn, som havde betydning for den situa-tion, som de befandt sig i, og uanset om Frankrig i øvrigt havde gennemført evakuering af andre personer fra lejre i det nordøstlige Syrien, jf. pr. 199-203, og beskrivelsen i pr. 26-28. Ifølge EMD havde en sådan udvidelse af EMRK’s anvendelsesområde ingen støtte i retspraksis, jf. pr. 203.

EMD’s begrundelse for, at der ikke forelå jurisdiktion i relation til EMRK artikel 3 i ovennævnte H.F. m.fl. mod Frankrig finder tilsvarende anvendelse i denne sag. Dette gælder både i forhold til EMRK artikel 3 og i forhold til EMRK artikel 8 og 14, som sagsøgerne har henvist til.

Dette understøttes af H.F. m.fl. mod Frankrig, hvor EMD udtalte, at Domstolens stillingtagen efter EMRK artikel 3 og EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, gjorde op med samtlige af sagens spørgsmål, herunder klagernes synspunkter efter EMRK artikel 8, jf. dommens pr. 155, smh. pr. 3.

Sagsøgerne og deres mødre er heller ikke på andet grundlag underlagt EMRK’s jurisdiktion. Udenrigsministeriet henviser i denne forbindelse til H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 189 og pr. 212, hvor det fremgår, at den særlige ekstraterritoriale jurisdiktion, som blev statueret med dommen, var begrænset (”divided and tailored ”) til at gælde EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, i forholdet mellem en kontraherende stat og dens egne statsborgere, og dermed ikke kan udvides til at gælde konventionens øvrige bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til det anførte i svarskriftet, afsnit 4.3.1, side 13-15, i duplikken, afsnit 1.1, side 2- 4, og i processkrift A, afsnit 1.1-2.1, side 2-5.

4.2.2 Sagsøgernes mødre omfattes ikke af EMRK protokol nr. 4,

artikel 3, stk. 2

I den ovennævnte H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 208-214 og 216, fandt EMD, at klagernes døtre og deres børn, som alle var franske statsborgere, var omfattet af fransk ekstraterritorial jurisdiktion i relation til EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, da der forelå særlige omstændigheder (”special features”) i sagen, og at Frankrig havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til denne bestemmelse, jf. pr. 277-284.

Udenrigsministeriet er isoleret set enig med det af sagsøgerne anførte, hvorefter det forhold at mødrene i denne sag ikke har dansk statsborgerskab medfører ”at den franske dom derfor ikke er anvendelig på deres sag ”, jf. sagsøgernes processkrift II, afsnit 2.4.1, side 18.

For fuldstændighedens skyld bemærker Udenrigsministeriet, at dette også følger af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 245, hvorefter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, ikke kan påberåbes over for en stat af personer der, som sagsøgernes mødre, ikke er statsborgere der, og af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 189 og pr. 212, hvorefter sådanne personer ikke omfattes af den særlige ekstraterritoriale jurisdiktion, der følger af dommen i relation til EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2.

Sagsøgernes mødre kan derfor, i modsætning til deres børn, ikke påberåbe sig nogen rettigheder i henhold til EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, gennemgås nærmere i afsnit 4.2.4, nedenfor.

4.2.3 Ingen krænkelse af EMRK artikel 3, 8 eller 14

Hvis retten på trods af ovennævnte H.F. m.fl. mod Frankrig finder, at sagsøgerne og deres mødre er underlagt dansk jurisdiktion i relation til EMRK artikel 3, 8 og 14, gør Udenrigsministeriet gældende, at tilbuddet om evakuering af sagsøgerne uden deres mødre, som administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab, hvis mødrene samtykker, ikke strider mod hverken EMRK artikel 3, artikel 8, eller artikel 14.

Udenrigsministeriet gør gældende, at ingen af disse bestemmelser

indebærer nogen positiv forpligtelse for Danmark til at bistå sagsøgernes mødre, der befinder sig på fremmed territorium, hvortil de selv er udrejst og befinder sig sammen med sagsøgerne, med at rejse til Danmark, jf. M m.fl. mod Italien og Bulgarien (40020/03) af 31. juli 2012, pr. 127, som bekræftet i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 201 og 255, hvorefter konventionen ikke garanterer nogen ret til diplomatisk eller konsulær beskyttelse.

For så vidt angår EMRK artikel 3, gør Udenrigsministeriet yderligere gældende, at der ikke på det foreliggende grundlag er belæg for at fastslå, at sagsøgerne og deres mødre i Område 1-lejren er udsat for – eller i reel risiko for at blive udsat for – en behandling i strid med EMRK artikel 3. Der henvises herom til duplikken, afsnit 1.2, side 4-7.

For så vidt angår EMRK artikel 8, gør Udenrigsministeriet gældende, at der ikke foreligger noget indgreb i sagsøgernes eller deres mødres rettigheder efter EMRK artikel 8, stk. 1. Et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 1, som måtte foreligge mellem sagsøgerne og deres mødre, påvirkes først, hvis tilbuddet om evakuering af sagsøgerne uden deres mødre, accepteres af mødrene.

I denne forbindelse gør Udenrigsministeriet desuden gældende, at selv hvis der foreligger et indgreb i sagsøgerne og deres mødres rettigheder, er dette under alle omstændigheder sagligt begrundet og proportionalt, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises herom til svarskriftet, afsnit 4.3.2, side 15-17, og til processkrift A, afsnit 2.2, side 5-6.

For så vidt angår EMRK artikel 14, gør Udenrigsministeriet gældende, at denne bestemmelse ikke i sig selv hjemler nogen rettigheder, og ikke er påberåbt af sagsøgerne i sammenhæng med en anden materiel konventionsbestemmelse. Hertil kommer, at en ret til evakuering for personer, der som sagsøgernes mødre ikke er danske statsborgere, ikke omfattes af området for hverken EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, eller nogen anden bestemmelse som sagsøgerne eller biintervenienten har henvist til i sammenhæng med EMRK artikel 14, jf. UfR 2002.1789 H (Taxi) og afsnit 4.2.4.1.

Det bestrides endvidere, at sagsøgerne skulle være udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på baggrund af deres forældres statsborgerskab. Sagsøgerne selv er – ligesom øvrige danske statsborgere – blevet tilbudt bistand med evakuering, og befinder sig ikke i en sammenlignelig situation med børn af danske statsborgere i relation til bistand til forældres rejse til Danmark. Det gøres desuden gældende, at selv hvis der måtte foreligge forskelsbehandling, er denne under alle omstændigheder sagligt begrundet og proportional. Der henvises herom til processkrift A, afsnit 2.3, side 7.

4.2.4 Ingen krænkelse af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2

Udenrigsministeriet gør gældende, at heller ikke EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, forpligter de danske myndigheder til at bistå sagsøgerne, endsige sammen med deres mødre, med at rejse til Danmark, og at der ikke foreligger nogen krænkelse af sagsøgernes eller deres mødres rettigheder efter denne bestemmelse.

Som anført, kan sagsøgernes mødre ikke påberåbe sig selvstændige rettigheder i medfør af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, da de ikke er danske statsborgere, jf. afsnit 4.2.2. Sagsøgerne selv har imidlertid heller

ikke nogen ret til bistand med evakuering sammen med deres mødre i medfør af denne bestemmelse, jf. afsnit 4.2.4.1.

4.2.4.1 Ingen positiv forpligtelse til at bistå sagsøgerne og deres mødre med at

rejse til Danmark

Udenrigsministeriet gør gældende, at EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, ikke indebærer nogen positiv forpligtelse til at bistå sagsøgerne, endsige sammen med deres mødre, med at rejse til Danmark.

Udenrigsministeriet henviser til H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 259 og pr. 282 in fine, hvor EMD fastslog, at der ikke gælder en sådan pligt i

relation til egne statsborgere:

“259. Having regard to the foregoing, the Court notes that there is no

obligation under inter-national treaty law or customary international law for States to repatriate their nationals. Consequently, French citizens being held in the camps in north-eastern Syria cannot claim a general right to repatriation on the basis of the right to enter national territory

under Article 3 § 2 of Protocol No. 4. In this connection, the Court takes note of the concerns ex-pressed by the respondent and intervening Governments about the potential risk, if such a right were to be instituted, of establishing recognition of an individual right to diplomatic protection which would be incompatible with international law and the discretionary power of States.” (understreget her)

Det følger allerede heraf, at danske statsborgere, der som sagsøgerne, opholder sig i lejrene i det nordøstlige Syrien ikke har nogen generel ret til evakuering i medfør af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2.

Udenrigsministeriet henviser også til H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260-261. Her fastslog EMD at, EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, alene kan indebære positive forpligtelser i relation til evakuering, hvis staten ved at nægte at foretage nogen handlinger (”a refusal […] to take any action ”), efterlader sine egne statsborgere i en situation, der kan sammenlignes med de facto eksil. EMD fastslog også, at omfanget af enhver sådan positiv forpligtelse skal fortolkes indskrænkende (”must be interpreted narrowly ”), og at vurderingen af om den positive forpligtelse er iagttaget, er begrænset til at angå, om der foreligger en effektiv beskyttelse mod vilkårlighed (processuelle garantier):

“260. Even though Article 3 § 2 of Protocol No. 4 does not guarantee a general right to repatriation for the benefit of nationals of a State who are outside its borders (see paragraphs 255-259 above), the Court would refer

to its earlier acknowledgment that this provision may impose on a State certain positive obligations vis-à-vis its nationals in order to ensure that their right to enter national territory is practical and effective (see paragraphs 251 and 252 above). One example is the obligation to issue them with travel documents to enable them to cross a border. The Court further points out that, as can be seen from the preparatory work on Protocol No. 4, the object of the right to enter the territory of a State of which one is a national is to prohibit the exile of nationals, a measure of banishment that has, at certain times in history, been enforced against specific categories of individuals (see paragraph 126 above). Seen from this perspective, it considers that Article 3 § 2 of Protocol No. 4 may

impose a positive obligation on the State where, in view of thespecificities of a given case, a refusal by that State to take any actionwould leave the national concerned in a situation comparable, de facto, tothat of exile.261. However, in view of the nature and scope of the right to enter theState of one’s nationality under Article 3 of Protocol No. 4 and theabsence of a general right to repatriation in international law, any suchrequirement under that provision must be interpreted narrowly and willbe binding on States only in exceptional circumstances, for examplewhere extra-territorial factors directly threaten the life and physical well-being of a child in a situation of extreme vulnerability. In addition, whenexamining whether a State has failed to fulfil its positive obligation toguarantee the effective exercise of the right to enter its territory, underArticle 3 § 2 of Protocol No. 4, where such exceptional circumstancesexist, the requisite review will be confined to ensuring effective protectionagainst arbitrariness in the State’s discharge of its positive obligationunder that provision.”(understreget her)

Udenrigsministeriet gør gældende, at de danske myndigheder – i modsætning til de franske myndigheder i H.F. m.fl. mod Frankrig – hverken har nægtet at foretage nogen handlinger overhovedet, eller derved har efterladt sagsøgerne i de facto eksil, jf. pr. 260, ovenfor.

De danske myndigheder har derimod tilbudt sagsøgerne bistand med evakuering til Danmark uden deres mødre, såfremt mødrene samtykker hertil, og har i øvrigt ydet sagsøgerne en ganske omfattende bistand, jf. afsnit 3.2, ovenfor, samt udsendt to delegationer til lejrene.

Det forhold, at de danske myndigheder har besluttet ikke at yde bistand til sagsøgernes mødre, der administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab, kan ikke sidestilles med, at sagsøgerne selv efterlades i de facto eksil. En sådan udvidende fortolkning af EMRK

protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, har ikke støtte i H.F. m.fl. mod Frankrig. Tværtimod ville dette være uforeneligt med EMD’s udtalelser i dommen, hvorefter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, alene kan påberåbes af den kontraherende stats egne statsborgere, jf. pr. 245, og hvorefter omfanget af de positive forpligtelser skal fortolkes indskrænkende jf. pr. 261.

Udenrigsministeriet gør endvidere gældende, at en eventuel positiv forpligtelse efter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, alene indebærer, at ministeriets dispositioner skal være forbundet med tilstrækkelige processuelle garantier, jf. pr. 261, og 272-276. Disse processuelle forpligtelser indebærer ikke noget materielt krav på bistand med

evakuering til Danmark, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 282, jf. pr. 259, hvor EMD udtalte, at adgang til en passende prøvelse ikke var ensbetydende med en ret til evakuering.

Sagsøgerne har derfor ikke nogen generel ret til bistand med at rejse til Danmark i medfør af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2.

Udenrigsministeriet gør i forlængelse heraf gældende, at sagsøgernes mødre så meget desto mindre kan have nogen afledt ret til bistand med at rejse til Danmark på baggrund af deres børns danske statsbor-gerskab og situation, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 245.

De danske myndigheder har derfor ingen positiv forpligtelse til at bistå sagsøgerne og deres mødre med at rejse til Danmark. Tværtimod har Danmark strakt sig videre end hvad der kræves efter EMRK proto-kol nr. 4, artikel 3, stk. 2, ved at tilbyde sagsøgerne bistand med at rejse til Danmark uden deres mødre, såfremt mødrene samtykker hertil.

Det af biintervenienten anførte om ligebehandling i denne forbindelse, herunder om EMRK artikel 14, og FN’s Børnekonvention, artikel 2, kan ikke føre til at der foreligger en sådan vidtgående positiv forpligtelse, jf. biintervenientens indlæg II af 28. september 2022, afsnit 4, side 4. Sagsøgerne og deres mødre er som anført ikke omfattet af dansk jurisdiktion i relation til nogen af disse bestemmelser, jf. afsnit 4.2.1, og afsnit 4.3, og er ikke udsat for nogen ulovlig forskelsbehandling, jf. afsnit 4.2.3.

Udenrigsministeriet bemærker, at den ligebehandling som EMD omtaler i H.F. m.fl. mod Frankrig pr. 276, jf. pr. 244, følger af ordlyden ”Ingen kan […]” i EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, og derfor alene gælder mellem egne statsborgere ved udøvelsen af deres ret til ret til indrejse efter EMRK protokol 4, artikel 3, stk. 2 (”all citizens […] in

exercising the right to enter ”).3 Dette kan ikke, som hævdet af biinter-venienten, tages til indtægt for noget krav om ligebehandling i relation til indrejse for andre personer der, som sagsøgernes mødre, ikke er danske statsborgere, og som derfor ikke har nogen rettigheder efter EMRK protokol 4, artikel 3, stk. 2.

4.2.4.2 Der foreligger tilstrækkelige processuelle garantier

Biintervenienten har anført i sit indlæg II af 28. september 2022, afsnit 3, side 3, at ”sagerne om sagsø-gernes hjemtagelse […] ikke [har] været behandlet med de påkrævede retsgarantier ”.

Udenrigsministeriet bemærker, at det principielt ikke er nødvendigt for retten at tage stilling til, om de processuelle forpligtelser efter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, er opfyldt i denne sag, da det ikke kan føre til en dom i overensstemmelse med sagsøgernes påstand.

Det skyldes for det første, at sagsøgernes (eneste) påstand i denne sag

går ud på, at ministeriet skal bistå dem og deres mødre med at rejse til Danmark, og at de processuelle forpligtelser som EMD udledte af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2 i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 272-276, som anført ikke indebærer nogen materiel ret til evakuering. Hvis kravet om processuelle garantier ikke er opfyldt, kan det derimod efter omstændighederne føre til, at myndighederne skal foranledige en fornyet vurdering, der er under-lagt sådanne processuelle garantier, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 295. Dette har sagsøgerne imidlertid ikke nedlagt påstand om.

For det andet har sagsøgerne ikke gjort gældende, at der ikke foreligger tilstrækkelige processuelle garantier, jf. EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. Dette synspunkt er alene anført af biintervenienten, som ikke er part i sagen, jf. det anførte i processkrift A, afsnit 1.2, side 3, om biintervenientens selvstændige synspunkter og retsplejelovens § 338.

For fuldstændighedens skyld skal Udenrigsministeriet dog redegøre for, hvorfor der i denne sag – i modsætning til i H.F. m.fl. mod Frankrig – efter ministeriets opfattelse foreligger fuldt tilstrækkelige processuelle garantier. Det skyldes dels, at sagsøgerne og deres mødre har kunnet gøre sig bekendt med en tilstrækkelig og individuel begrundelse for myndighedernes beslutning, dels at de med denne retssag har en tilstrækkelig prøvelsesadgang. Dette uddybes i det følgende.

Der foreligger en tilstrækkelig begrundelse

Kravene til processuelle garantier efter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, fremgår af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276.

” 276. In the present case, the Court considers that it must be possible for the rejection of a request for repatriation, in the context at issue, to give rise to an appropriate individual examination, by an independent body, separate from the executive authorities of the State, but not necessarily by a judicial authority. This examination must ensure an assessment of the factual and other evidence which led those authorities to decide that it was not appro-priate to grant the request. The independent body in question must therefore be able to review the lawfulness of the decision denying the request, whether the competent authority refused to grant it or has been unsuccessful in any steps it has taken to act upon it. Such review should also enable the applicant to be made aware, even summarily, of the grounds for the decision and thus to verify that those grounds have a sufficient and reasonable factual basis (see, mutatis mutandis, Muhammad and Muhammad, cited above, § 201, and the references cited in that judgment at §§ 196 and 198). Where, as in the circumstances of the present case, the request for repatriation is made on behalf of minors, the review should ensure in partic-ular that the competent authorities have taken due account, while having regard for the principle of equality applying to the exercise of the right to enter national territory (see par-agraph 244 above), of the children’s best interests, together with their particular vulnerabil-ity and specific needs (see paragraph 269 above). In sum, there must be a mechanism for the review of decisions not to grant requests for a return to national territory through which it can be ascertained that there is no arbitrariness in any of the grounds that may legitimately be relied upon by the executive authorities, whether derived from compelling public interest considerations or from any legal, diplomatic or material difficulties.”

Som det fremgår af den ovenstående H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276, skal den pågældende bl.a. have mulighed for at gøre sig summarisk bekendt med begrundelsen for beslutningen om ikke at yde bistand. Efter Udenrigsministeriets opfattelse indebærer dette, at der skal anlægges en helhedsvurdering af, om sagsøgerne under det samlede forløb ved de danske myndigheder og domstole har haft mulighed for at gøre sig tilstrækkeligt bekendt med begrundelsen for, at de danske myndigheder ikke yder deres mødre bistand med at rejse til Danmark.

Dette understøttes af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276, hvor EMD udtalte, at det er tilstrækkeligt, at den pågældende kan gøres sig summarisk bekendt med begrundelsen for beslutningen, som led i en prøvelse (”review ”), af dommens pr. 281, hvor EMD udtalte, at det var

eneafgørende (”the question of sole importance ”), om der fandtes en adgang til en uafhængig prøvelse, og af dommens pr. 282, modsætningsvist, hvor EMD fandt, at særlige franske regler om begrænset prøvelsesret udelukkede, at en utilstrækkelig begrundelse fra myndighederne efterfølgende kunne udbedres (”remedied ”) under domstolsprøvelsen.

Udenrigsministeriet orienterede ved e-mails af 18. maj 2021, jf. bilag O og bilag P, sagsøgerne og deres mødres advokat om regeringens beslutning om at tilbyde evakuering til børn af forældre uden dansk statsborgerskab, hvis moderen samtykker heri, og dermed om ikke at tilbyde evakuering til mødre uden dansk statsborgerskab.

Udenrigsministeriet oplyste samtidigt, at sagsøgernes advokat kunne finde mere information i de dokumenter, der var offentliggjort vedrørende Task Force Evakuering, herunder Afrapportering fra den tværministerielle Task Force Evakuering (bilag 7), og PET’s sikkerhedsmæssige vurdering i forhold til en samlet håndtering af de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn i lejrene i det nordøstlige Syrien. Derudover oplyste Udenrigsministeriet, at man gerne ville besvare de spørgsmål som sagsøgerne og deres mødres advokat måtte have.

Allerede ved denne orientering har sagsøgerne og deres mødre modtaget en omfattende og udførlig redegørelse for det faktiske og retlige grundlag for beslutningen om ikke at yde sagsøgernes mødre bistand med at rejse til Danmark. Afrapporteringen fra Task Force Evakuering kapitel 1-3, s. 7-14, og kapitel 5, side 18-20, beskriver således de relevante humanitære, sikkerheds-, sundheds- og socialfaglige overvejelser. Udenrigsministeriet bemærker, at der i denne sammenhæng blev gennemført individuelle samtaler med sagsøgernes mødre, jf. bilag 7, side 9, samt bilag M og N.

Det retlige grundlag beskrives i Afrapporteringens kapitel 4, side 14-18, hvor det fremgår, som Udenrigsministeriet også har fastholdt under denne sag, at Danmark ikke har jurisdiktion over personer, der opholder sig i lejrene i det nordøstlige Syrien efter EMRK artikel 1, eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser, og at der ikke af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, følger et retskrav på bistand til at rejse til Danmark, jf. bilag 7, side 14-15.

Af PET’s sikkerhedsmæssig vurdering i forhold til en samlet håndtering af de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn i lejrene i det nordøstlige Syrien fremgår det bl.a. at ”PET vurderer det sandsynligt,

at de tre kvinder med dansk statsborgerskab, som i øjeblikket opholder sig i lejrene, på sigt vil returnere til Danmark med deres børn” og ”at de som danske statsborgere ikke vil kunne nægtes indrejse i Danmark.” Sagsøgernes mødre kunne dermed også erfare, hvordan deres situation adskiller sig fra de kvinder, som har dansk statsborgerskab, i modsætning til sagsøgernes mødre, der administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab.

Sammenhængen mellem beslutningen om ikke at yde sagsøgernes mødre bistand med at rejse til Danmark og afrapporteringen fra Task Force Evakuering bekræftes også af f.eks. Udenrigsministeriets breve til sagsøgernes advokat af 1. oktober 2021 (bilag A) og af 25. marts 2022, (bilag 41), hvor det fremgår, at regeringens beslutning blev truffet ”På baggrund af afrapporteringen fra Task Force Evakuering ”.

Udenrigsministeriet gør gældende, at sagsøgerne og deres mødre allerede ved den første orientering den 18. maj 2021, herunder via afrapporteringen fra Task Force Evakuering, har modtaget en begrundelse, der opfylder kravene til processuelle garantier efter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2.

At underretningen og afrapporteringen fra Task Force Evakuering udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at iværksætte en prøvelse af Udenrigsministeriets dispositioner, understøttes af, at sagsøgerne kort tid efter, den 24. september 2021, indgav stævning med henblik på en sådan prøvelse, hvor de fremlagde afrapporteringen med underliggende rapporter som bilag 3-5, og bilag 7. Endvidere har sagsøgerne base-ret deres anbringender herpå, jf. f.eks. sagsøgernes reviderede stævning af 13. oktober 2021, afsnit 3, side 7-9, ligesom de har kunnet søge at udfordre oplysningerne heri, jf. f.eks. sagsøgernes processkrift I, afsnit 1.1, side 2-3.

Udover den første orientering af 18. maj 2021 med det tilhørende omfattende baggrundsmateriale, har Udenrigsministeriet yderligere i

en efterfølgende omfattende korrespondance med sagsøgernes advokat bl.a. forklaret, at sagsøgernes mødre ikke omfattes af den personkreds, der ydes bistand efter § 1, stk. 3 i lov om udenrigstjenesten, jf. f.eks. Udenrigsministeriets breve af 1. oktober 2021 og 25. marts 2022 (bilag A og bilag 41).

Når sagsøgerne ikke omfattes af denne personkreds, skyldes det de individuelle og udførligt begrundede afgørelser om administrativ fratagelse af mødrenes danske statsborgerskab, jf. bilag 2, og bilag 11, som tillige henholdsvis har været og fortsat er genstand for indgående

domstolsprøvelse. Dette indebærer bl.a. en konkret proportionalitetsvurdering og en selvstændig bevismæssig prøvelse af, om det objektive gerningsindhold i straffelovens § 114 e og § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, er realiseret

Udenrigsministeriet har ydermere under denne retssag fremlagt

individuelle notater om sagsøgernes mødre, som der henvises til i afgørelserne om administrativ fratagelse af deres danske statsborgerskab, og hvori PET vurderer, at de hver især har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser ved at bidrage til at opretholde og konsolidere Islamisk Stats position i Syrien, jf. bilag X og bilag Y. Udenrigsministeriet har også belyst den sammenhæng som sagsøgernes mødres handlemåde er indgået i ved at fremlægge et sagkyndigt udsagn om forholdene i de områder i Syrien, som har været under Islamisk Stats kontrol, samt CTA’s Vurdering af Terrortruslen mod Danmark, jf. bilag R og bilag S.

Udenrigsministeriet gør derfor gældende, at sagsøgerne og deres mødre – i modsætning til klagernes døtre og deres børn i H.F. m.fl. mod Frankrig – samlet set har kunnet gøre sig bekendt med en fuldt tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor de danske myndigheder har besluttet ikke at yde sagsøgernes mødre bistand med at rejse til Danmark.

Udenrigsministeriet bemærker, at kontakten mellem sagsøgerne og deres mødre og de danske myndig-heder i denne sag generelt adskiller sig væsentligt fra omstændighederne i H.F. mod Frankrig, jf. dom-mens pr. 279-280. Det fremgår heraf, at de franske myndigheder helt havde undladt at besvare flere henvendelser fra klagerne, uden at kunne henvise til nogen begrundelse herfor, og at klagernes advokat intet havde modtaget fra de franske myndigheder udover en generel beskrivelse af regeringens holdning i relation til evakuering af franske statsborgere.

I modsætning hertil har Udenrigsministeriet loyalt og fyldestgørende besvaret henvendelser fra sagsø-gerne, og har – som fremhævet af sagsøgerne selv – indgået i en omfattende korrespondance og drøftelser med sagsøgerne gennem deres advokat, jf. f.eks. senest sagsøgernes processkrift II, side 1, og Udenrigs-ministeriets besvarelser fremlagt af sagsøgerne som bilag 23, 32, 34, 37, og 40.

Der foreligger en tilstrækkelig prøvelsesadgang

Som det ligeledes fremgår af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276, indebærer kravet om processuelle garantier også, at der skal være adgang til en individuel vurdering ved en uafhængig instans, med kompetence til at prøve lovligheden af en beslutning om ikke at yde bistand, baggrunden for beslutningen og det relevante bevismateriale, samt om myndighederne har taget højde for barnets interesser.

Sagsøgerne og deres mødres adgang til domstolsprøvelse med de processuelle garantier der følger af den danske retsplejelov, lever utvivlsomt op til disse krav. Sagsøgerne og deres mødre kan således med denne retssag opnå de danske domstoles stillingtagen til baggrunden for og lovligheden af myndighedernes handlinger og undladelser i relation til bistand, herunder deres forenelighed med EMRK. Den danske stat har endvidere understøttet sagsøgernes adgang til denne prøvelse ved at meddele sagsøgerne fri proces, jf. Københavns Byrets retsbog af 28. september 2022.

Udenrigsministeriet bemærker, at også adgangen til domstolsprøvelse i denne sag adskiller sig afgørende fra de omstændigheder i H.F. m.fl. mod Frankrig, der begrundede, at Frankrig havde tilsidesat sine pro-cessuelle forpligtelser efter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2.

Udenrigsministeriet henviser til H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 281-282, hvor det fremgår, at EMD lagde afgørende vægt på, at de franske domstole havde afvist at tage stilling til sagen, med den begrundelse at sagen angik forhold der ikke kunne adskilles fra Frankrigs optræden i udenrigspolitiske forhold, og derfor faldt udenfor domstolenes prøvelsesret efter fransk forfatningsret (”acts of State” doktrinen).

EMD udtalte i dommens pr. 282, at når der ikke forelå nogen formel beslutning fra de franske myndigheder, indebar de franske domstoles anvendelse af de særlige nationale immunitetsregler (”the jurisdictional immunity raised against them by the domestic courts, ”), at klageren var afskåret fra at opnå en tilstrækkelig prøvelse. Krænkelsen bestod i, at der hverken forelå nogen formel beslutning eller en reel

domstolsprøvelse. Det fremgår også af pr. 281, at prøvelsesadgangen var eneafgørende (”the question of sole importance ”), og dermed må tillægges afgørende vægt ved bedømmelsen.

Det er derfor ikke korrekt, når sagsøgerne gengiver dommens pr. 282 sådan, ”at fraværet af en formel afgørelse (”formal decision”) ” i sig selv førte til en krænkelse af EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, jf. sagsøgernes processkrift II, afsnit 2.4, side 18.

I modsætning til omstændighederne i H.F. m.fl. mod Frankrig har Udenrigsministeriet under denne sag ikke gjort gældende, at

domstolenes prøvelsesret skulle være begrænset af en retsgrundsætning svarende til det franske princip om ”acts of State” . Sagsøgerne og deres mødre har derimod adgang til en fuldstændig og ubegrænset domstolsprøvelse. Også af den grund adskiller de omstændigheder, som begrundede krænkelsen i H.F. m.fl. mod Frankrig, sig væsentligt fra denne sag.

4.3 Ingen forpligtelse efter FN’s Børnekonvention

Udenrigsministeriet gør gældende, at sagsøgerne (og deres mødre) heller ikke omfattes af dansk jurisdik-tion efter FN’s Børnekonvention, jf. konventionens artikel 2, stk. 1, hvorefter deltagerstaterne skal re-spektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i konventionen, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion. Ministeriet er derfor ikke forpligtet overfor dem, jf. konventionens artikel 2, og 3. Der henvises til det anførte ovenfor i afsnit 4.2.1, om manglende jurisdiktion efter EMRK artikel 1.

Beslutning af 2. november 2020 fra FN’s Børnekomité i de individuelle klagesager L.H. m.fl. mod Frankrig (79/2019) og F.B. m.fl. mod Frankrig (109/2019), kan ikke tillægges nogen vægt i denne forbindelse.

For det første er Komitéens udtalelser – i modsætning til EMD’s domme – ikke bindende for medlemsstaterne.

For det andet fandt EMD i H.F., m.fl. mod Frankrig, pr. 191-203, at tilbageholdte børn i Syrien ikke var omfattet af fransk jurisdiktion i relation til forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling efter EMRK artikel 3, uanset Komitéens udtalelser om jurisdiktion i relation til det tilsvarende forbud i FN’s Børnekonvention, jf. dommens pr. 106-107.

For det tredje stemmer det meget vidtgående jurisdiktionsbegreb, som følger af Komitéens beslutning ikke overens med EMD’s retspraksis om EMRK artikel 1. Der henvises i øvrigt til svarskriftet, afsnit 4.4.1, side 17-18.

Hvis retten på trods af den ovennævnte H.F. m.fl. mod Frankrig måtte finde, at sagsøgerne (og deres mødre) er omfattet af dansk ekstraterritorial jurisdiktion, gør Udenrigsministeriet gældende, at hverken den danske regerings tilbud om evakuering af sagsøgerne uden deres mødre, såfremt mødrene samtykker hertil, eller afvisning af

at evakuere sagsøgerne sammen med deres mødre, strider mod Børnekonventionens artikel 2 og artikel 3. Der henvises herom til svarskriftet, afsnit 4.4.2-4.4.3, side 18-23.

4.4 Ingen forpligtelse efter EU-retten

Udenrigsministeriet bestrider, at EU-retten, herunder TEUF artikel 20, indebærer en pligt for danske myndigheder til at bistå sagsøgerne med at rejse til Danmark sammen med deres mødre og således aktivt hente dem til unionens område, eller at regeringens tilbud om evakuering af børnene uden deres mødre, såfremt mødrene samtykker hertil, skulle være i strid med EU-retten. Der henvises nærmere herom til processkrift A, afsnit 3, side 8.

4.5 Ingen forpligtelse på forvaltningsretligt grundlag

Udenrigsministeriet forstår det af sagsøgerne anførte i processkrift II, afsnit 2.1-2.3, side 11-15, således, at sagsøgerne – som noget nyt – gør gældende, at de danske myndigheders tilbud om at bistå sagsøgerne med at rejse til Danmark uden deres mødre, såfremt mødrene samtykker hertil efter deres opfattelse indebærer en begunstigende forvaltningsafgørelse, der angiveligt skulle være forbundet med et ugyldigt vilkår om mødrenes samtykke hertil. Udenrigsministeriet forstår endvidere det af sagsøgerne anførte således, at dette efter sagsøgernes opfattelse medfører, at ministeriet på forvaltningsretligt grundlag skulle være forpligtet til at bistå sagsøgerne med at rejse til Danmark sammen med deres mødre.

Udenrigsministeriet bestrider dette.

Udenrigsministeriet bemærker indledningsvist, at det principielt ikke er nødvendigt for retten at tage stilling til, om der foreligger en forvaltningsafgørelse med et ugyldigt vilkår, da det ikke kan føre til en dom i overensstemmelse med sagsøgernes påstand, der går ud på, at ministeriet skal bistå sagsøgerne og deres mødre med at rejse til Danmark.

Hvis et ”vilkår” om sagsøgernes mødres samtykke til evakuering af sagsøgerne uden deres mødre måtte bortfalde som ugyldigt, foreligger der (fortsat) ikke noget tilbud om bistand med evakuering af sagsøgerne sammen med deres mødre.

Der ville derimod foreligge et – hypotetisk – tilbud om bistand med evakuering af sagsøgerne uden deres mødre, og uden deres mødres

samtykke hertil. Konsekvensen af et sådant bortfald ville således være, at en eventuel gennemførelse af en evakuering af sagsøgerne ville anses for og skulle retfærdiggøres som tvangsmæssig. Denne situation foreligger imidlertid ikke til prøvelse i denne sag, jf. det anførte herom i processkrift A, afsnit 2.2.1, side 6.

De danske myndigheder har på intet tidspunkt fremsat noget tilbud om evakuering til sagsøgernes mødre, herunder sammen med sagsøgerne. Det har tværtimod ligget fast siden den første orientering af 18. maj 2021, jf. bilag O og bilag P, at sagsøgernes mødre ikke ville blive tilbudt

evakuering, idet de administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab.

Hvis retten skulle erstatte Udenrigsministeriets tilbud om evakuering til sagsøgerne uden deres mødre, såfremt at deres mødre samtykker hertil, med et – hypotetisk – tilbud om evakuering af sagsøgerne og deres mødre, ville retten derved tildele sagsøgernes mødre en bistand, som udenrigstjenesten aldrig har tilbudt dem.

Sagsøgernes anbringender i denne henseende kan derfor ikke føre til en dom i overensstemmelse med deres påstand.

Udenrigsministeriet skal dog for fuldstændighedens skyld redegøre for, hvorfor der hverken foreligger en forvaltningsafgørelse, jf. afsnit 4.5.1, nedenfor, eller et ugyldigt vilkår, jf. afsnit 4.5.2, nedenfor.

4.5.1 Der foreligger ikke nogen forvaltningsafgørelse

Udenrigsministeriet gør gældende, at de danske myndigheders tilbud om bistand med evakuering af sagsøgerne ikke udgør en forvaltningsretlig afgørelse.

Hvorvidt der foreligger en forvaltningsafgørelse, beror på kriterierne i forarbejderne til forvaltningslovens § 2, jf. Lovforslag nr. L 4 af 19. december 1985, Folketingstidende 1985-86, Tillæg A, s. 115f., hvorefter forvaltningsafgørelser omfatter ”retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. ”

De danske myndigheders tilbud om evakuering tager ikke sigte på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret i forhold til sagsøgerne eller deres mødre, og udgør derfor ikke en forvaltningsafgørelse. Der er derimod tale om et tilbud om konsulær bistand, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, til sagsøgernes hjemrejse til Danmark.

Det af sagsøgerne anførte om evakueringstilbuddets ”indgribende karakter ” kan ikke i sig selv begrunde, at der er tale om en forvaltningsafgørelse, jf. herved Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, Djøf, 2021, side 85-88, med yderligere henvisninger. Det anføres her, at væsentlighedskriteriet hverken i den forvaltningsretlige teori eller i retspraksis er ophævet til at være det primære afgrænsningskriterium for afgørelsesbegrebet.

Lovgivningens forudsætninger taler også imod, at tilbuddet om evakuering skulle indebære en forvaltningsafgørelse, jf. lovforslag nr. L 83 af 12. december 2019 om bl.a. ændring af lov om udenrigstjenesten, Folketingstidende 2019-20, Tillæg A, Almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.1.2, s. 14, og afsnit 2.4.2.3, s. 17. Det følger heraf, at udenrigstjenestens dispositioner i relation til bistand som klar hovedregel har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Udenrigsministeriets omtale af ”kriterierne for medicinsk evakuering ” i ministeriets brev af 25. marts 2022, (bilag 41), som sagsøgerne henviser til, jf. deres processkrift II, afsnit 2.1, side 11, kan heller ikke begrunde, at der foreligger en forvaltningsafgørelse. Denne omtale henviser til de kriterier, der indgik i regeringens generelle linje, jf.

Udenrigsministerens svar af 15. februar 2021 på spørgsmål 142 fra Folke-tingets Udenrigsudvalg (bilag J). Der er derimod ikke tale om en retsregel, der hjemler et materielt krav på evakueringsbistand.

Det er forkert, når sagsøgerne anfører, at Udenrigsministeriet skulle have fastsat eller disponeret efter en ”klar[e] definition af, hvornår retten til at blive repatrieret af den danske stat bliver udløst, ” jf. sagsøgernes processkrift II, afsnit 2.1, side 11. Udenrigsministeriet har tværtimod konsekvent bestridt, at sagsøgerne har noget retligt krav på bistand med at rejse til Danmark.

Det er endvidere forkert, når sagsøgerne hævder, at det fremgår af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 282, at de danske myndigheder skulle være forpligtede til at træffe en forvaltningsafgørelse.

For det første er EMD’s (folkeretlige) praksis om de kontraherende

staters processuelle forpligtelser efter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, herunder H.F. m.fl. mod Frankrig, principielt uden betydning for afgørelsesbegrebet i henhold til dansk forvaltningsret.

For det andet indebærer de processuelle forpligtelser efter EMRK protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, ifølge H.F. m.fl. mod Frankrig ikke, at de

nationale myndigheder skal træffe beslutninger om bistand i en be-stemt form i henhold til national ret, men derimod alene, at den pågældende efter en samlet helhedsvur-dering skal kunne gøre sig bekendt med begrundelsen for myndighedernes beslutning og have adgang til at udfordre beslutningens lovlighed for en uafhængig instans, jf. afsnit 4.2.4.2, ovenfor.

4.5.2 Der foreligger ikke noget ugyldigt vilkår

Allerede fordi der ikke foreligger en forvaltningsafgørelse, er der heller ikke tale om noget ”vilkår” som hævdet af sagsøgerne. Selv hvis der var tale om en forvaltningsafgørelse med et vilkår om samtykke fra sagsøgernes mødre, gør Udenrigsministeriet gældende, at sagsøgerne ikke har påvist noget grundlag for at tilsidesætte et sådant vilkår som ugyldigt.

For så vidt angår det af sagsøgerne anførte om at der skulle foreligge et ”vilkår” i strid med EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention artikel 3, henviser Udenrigsministeriet til det anførte i afsnit 4.2.1, og afsnit 4.3, ovenfor, samt det anførte i svarskriftet, afsnit 4.2.1, afsnit 4.2.3 og afsnit 4.3.

Sagsøgerne har også anført ”at vilkåret om at børnene skal adskilles fra deres mødre for at blive repatrieret, udgår (sic) et uproportionalt og vilkårligt indgreb, og at vilkåret også af den grund skal bortfalde ”, jf. sagsøgernes processkrift II, afsnit 2.2.2, side 14. Udenrigsministeriet forstår dette således, at sagsøgerne gør gældende, at der foreligger et ”vilkår” , der strider mod det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Udenrigsministeriet bestrider dette. Ministeriet henviser til det anførte om proportionalitet i henhold til EMRK artikel 8, stk. 2, jf. svarskriftet, afsnit 4.3.2, side 17, og processkrift A, afsnit 2.2, side 6.

Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at ”Vilkåret […] først og fremmest [er] uproportionalt, […] da det må lægges til grund, at mødrene vil kunne få opholdstilladelse ved en efterfølgende familiesammenføring ”, jf. sagsøgernes processkrift II, afsnit 2.2.2, side 14.

Udenrigsministeriet gør heroverfor gældende, at det ikke på nuværende tidspunkt kan fastslås, om sagsøgernes mødre ville kunne opnå ophold i Danmark, f.eks. på grundlag af en hypotetisk fremtidig ansøgning om familiesammenføring. Dette påpeges også af biintervenienten, jf. dennes indlæg I, afsnit 3.3.1, side 7, hvilket

sagsøgerne samtidigt ”fuldt ud ” tilslutter sig, jf. processkrift II, afsnit 2.2.1, side 13.

Udenrigsministeriet gør endvidere gældende, at retten hverken kan eller bør foregribe udlændingemyndighedernes eventuelle senere sagsbehandling og afgørelse om dette spørgsmål, jf. UfR 2006.639 H, hvor Højesteret tilsluttede sig landsrettens afvisning af en påstand om at tillægge sagsøgeren opholdsret, da dette faldt udenfor prøvelsesretten efter grundlovens § 63.

Sagsøgerne har også anført, at ”en forvaltningsmæssig afgørelse […] naturligvis ikke [kan] gøres betinget af, at der gives et samtykke, som ikke kan afgives gyldigt ”, jf. sagsøgernes processkrift II, afsnit 2.2.3, side 15.

Udenrigsministeriet gør heroverfor gældende, at sagsøgernes mødre efter ministeriets opfattelse kan give gyldigt samtykke til evakuering af deres børn uden mødrene selv, idet ministeriet henviser til det anførte i processkrift A, afsnit 2.2.1.

Udenrigsministeriet henviser også til bilag 22-26, bilag 32, samt bilag 34-37, hvor det fremgår, at Værge 1 og Værge 2 via deres advokat har indgået i yderligere drøftelser om et samtykke til

evakuering af sagsøgerne uden mødrene selv og via deres advokat var i stand til at forholde sig til samtykkets eventuelle konsekvenser.

Udenrigsministeriet henviser også til det af sagsøgerne anførte om, at deres mødre er blevet rådgivet i Syrien af deres advokat om et eventuelt samtykke til evakuering af sagsøgerne alene, jf. processkrift II, afsnit 1.2, side 5…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

To dommere, Dommer 3 og Dommer 2, udtaler følgende:

Sagsøgerne har under denne sag nedlagt påstand om, at Udenrigsministeriet skal bistå børnene Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 med at komme til Danmark sammen med deres mødre.

Således som denne påstand er formuleret, er det herefter spørgsmålet, om Udenrigsministeriet har en positiv pligt til at repatriere Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 sammen med deres mødre.

Sagsøgerne har som sit hovedanbringende angivet, at der er meddelt Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 begunsti-gende forvaltningsafgørelser med et ugyldigt vilkår, og at retsvirkningen heref-ter er den, at det ugyldige vilkår bortfalder.

Det bemærkes hertil, at Udenrigsministeriet ikke har truffet sådanne afgørelser i forhold til Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3, at det, uanset om afgørelserne helt eller delvist måtte blive tilsidesat som ugyldige, vil kunne skabe grundlag for, at sagsøgernes påstand skal tages til følge. Retten bemærker herved, at Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3's mødre ikke på noget tidspunkt af Udenrigs-ministeriet er tilbudt repatrieret til Danmark. Det angivne gælder, uanset om de nævnte afgørelser må anses som forvaltningsafgørelser eller som udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed.

Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 har alle dansk indfødsret. Børnenes mødre har ikke længere dansk indfødsret, idet denne er frataget dem.

Personer med dansk indfødsret har efter dansk ret, herunder udenrigstjeneste-loven, ikke et generelt krav på at blive repatrieret. En sådan ret kan heller ikke udledes af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller af Børnekon-ventionen, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. septem-ber 2022 H. F. m.fl. mod Frankrig. Sagsøgerne har under sagen medgivet, at der ikke eksisterer en almindelig konventionssikret ret til repatriering.

Ingen kan efter menneskerettighedskonventionens protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, berøves retten til indrejse i den stat, i hvilken den pågældende er statsborger. Sagsøgerne har i den forbindelse navnlig gjort gældende, at Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3's rettigheder i denne relation vil være illusoriske og uden reelt indhold samt til skade for børnenes bedste og mod børnenes grundlæggende behov, såfremt deres mødre ikke sam-tidigt medtages til Danmark. Sagsøgerne har herved endvidere henvist til den nævnte dom af 14. september 2022.

Retten bemærker hertil, at der af dommen heller ikke kan udledes nogen almin-delig pligt til repatriering efter menneskerettighedskonventionens protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, men at der alene består en positiv forpligtelse i relation til evakuering af egne statsborgere, hvis staten ved at nægte at foretage nogen handlinger efterlader sine statsborgere i en situation, der kan sammenlignes med de facto eksil. Efter dommen skal omfanget af enhver sådan positiv for-pligtelse fortolkes indskrænkende, og vurderingen af, om den positive forplig-telse er iagttaget, er begrænset til at angå, om der foreligger en effektiv beskyt-telse mod vilkårlighed.

Det kan efter sagens oplysninger og som anerkendt af sagsøgerne lægges til grund, at myndighederne har ydet en efter omstændighederne omfattende bi-stand til Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3. Udenrigsministeriets dispositioner har endvidere været forbundet med processuelle garantier, der efter forholdene må anses for at være tilstrækkelige, og hvor Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 i Danmark har været repræsenteret af advokat, ligesom der i sagen er ad-gang til domstolsprøvelse.

Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 har på den anførte baggrund heller ikke efter menneskerettighedskonventionens protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, krav på repatriering sammen med deres mødre.

En ret som påstået af sagsøgerne kan endvidere ikke støttes på diskriminations-betragtninger eller andet forbud mod forskelsbehandling. Retten bemærker her-ved, at de børn og mødre, som af de danske myndigheder er hjemtaget fra de syriske lejre i det nordøstlige Syrien, herunder Område 1-lejren, alle har haft dansk indfødsret. Det kan heller ikke på andet grundlag, herunder EU-retlige forplig-telser, statueres, at Sagsøger 1, Sagsøger 2 og Sagsøger 3 sammen med deres mødre har et krav som påstået, ligesom der ikke foreligger en almindelig og generel ret til valg af opholdsland eller en ret til at flytte en hel familie til et andet land. Det kan yderligere, heller ikke efter dommen H. F. m.fl. mod Frankrig, statueres, at sagsøgernes påstand kan be-grundes som en opstået ekstraordinær, situationsbestemt ret.

Disse dommere vil herefter tage den af Udenrigsministeriet nedlagte frifindel-sespåstand til følge.

En dommer, Dommer 1, udtaler følgende:

Det må lægges til grund, at tilbuddet om ikke at hjemtage de danske børn med deres tredjelandsmødre var en regeringsbeslutning, som det fremgår af Uden-rigsministeriets mail af 18. maj 2021 og senere kommunikation mellem Uden-rigsministeriet og børnenes advokat. Adgangen til prøvelse af en sådan afgø-relse er begrænset, men det må dog antages, at det kan prøves, om der er hand-let indenfor rammerne af de folkeretlige forpligtelser, som Danmark har påtaget sig ved inkorporering af den europæiske menneskerettighedskonvention og ved at have tilsluttet sig internationale konventioner som FN’s Børnekonven-tion. Tilsvarende gælder for almindelig forvaltningsvirksomhed, hvortil konsu-lær bistand til hjemtagelse af danske statsborgere må henregnes.

Forud for regeringens tilbud om hjemtagelse af danske børn uden deres tred-jelandsmødre blev nedsat en Task Force bestående af en række relevante myn-digheder. Task Forcen fik til opgave at afdække, om evakuering af de danske

børn uden deres forældre fra lejrene i det nordøstlige Syrien på baggrund af en individuel vurdering ville kunne gennemføres på en sikkerhedsmæssig forsvar-lig måde og inden for rammerne af Danmarks konventionsmæssige forpligtel-ser. Det fremgik af ”Afrapportering fra den tværministerielle Task Force Evaku-ering” , at der hverken efter lov om udenrigstjenesten eller efter EMRK eller FN’s Børnekonvention bestod en almindelig forpligtelse til at yde konsulær bi-stand til danske statsborgere. Endvidere fremgik det, at forældre, der har fået frataget deres danske statsborgerskab, som udgangspunkt ikke har et opholds-grundlag i Danmark, men er henvist til at søge familiesammenføring med bar-net, hvis barnet får ophold i Danmark. Udlændingestyrelsen vil da skulle tage stilling til bl.a., om et krav på opholdstilladelse er en følge af Danmarks interna-tionale forpligtelser. Vurderingen i rapporten er, at en tredjelandsforælder ved samtykke til evakuering af et barn ikke kan give uigenkaldeligt afkald på retten til familiesammenføring, hvis retten følger af Danmarks internationale forplig-telser, men at Danmark, uanset om der meddeles familiesammenføring, fortsat ikke vil være forpligtet til at yde konsulær bistand til den familiesammenførte forælder.

Selvom hverken danske statsborgere eller tredjelands statsborgere generelt har krav på konsulær bistand endsige krav på aktiv bistand til at indrejse i Dan-mark, og selvom der består et betydeligt skøn for, i hvilket omfang konsulær bi-stand skal ydes, blev det fastslået ved EMD 24384/19 og 44234/20, H.F. m.fl. mod Frankrig, præmis 213-214, at der kan påhvile en national stat en positiv forpligtelse til at sikre en statsborgers ret til indrejse på en praktisk og effektiv måde - dog at det kun kan være tilfældet under helt ekstraordinære omstæn-digheder. Ved dommens afsnit (i) Whether there are exceptional circumstances, præmis 264-270, fandt domstolen videre, at ophold i lejrene i det nordøstlige Syrien etablerede sådanne helt ekstraordinære omstændigheder. Herefter vur-derede domstolen, om Frankrig ved beslutningsprocessen havde sikret sine statsborgere mod vilkårlighed i afgørelsen. Herunder bemærkede domstolen i præmis 276, at der skal være mulighed for at undersøge de faktiske forhold og beviser, der har ført til afgørelsen om ikke at repatriere en statsborger. Særligt ved afslag på mindreårige statsborgeres ønske om repatriering skal det være muligt at prøve, om der er taget behørigt hensyn til børnenes tarv, deres særlige sårbarhed og behov.

Regeringens beslutning om kun at bistå danske børn med tredjelandsmødre med indrejse, hvis deres mødre gav samtykke til indrejse uden dem, blev efter alt foreliggende truffet på grundlag af mødrenes manglende danske statsbor-gerskab og uden en prøvelse af, om de danske børns rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser også kunne forpligte Danmark til at evakuere deres tredjelandsmødre.

Da regeringen har tilbudt børnene evakuering til Danmark, og da de i lejren sta-digvæk får bistand af Udenrigsministeriet i forhold, der truer deres helbred og sikkerhed, er spørgsmålet alene om børnenes rettigheder i henhold til EMRK, FN’s Børnekonvention og/eller EU-retten kan føre til, at deres tredjelandsmødre skal have bistand til at komme til Danmark sammen med dem. Det finder denne dommer ikke kan udelukkes på grundlag af børnenes særlige situation, hvor de i hele deres liv har været sammen med deres mødre under meget van-skelige forhold, hvor det må lægges til grund, at der er en stærk følelsesmæssig tilknytning mellem mødre og børn, og hvor en lægefaglige vurdering er, at en adskillelse af børnene fra deres mødre kan være yderligere traumatiserende for børnene. Men en afgørelse vil kræve en individuel og konkret vurdering, som ikke er foretaget, og som derfor ikke reelt kan prøves. Der kan ikke repareres herpå ved at henvise tredjelandsmødrene til at søge familiesammenføring med børnene, efter børnene eventuelt er kommet til Danmark med deres samtykke, da det faktuelt vil kræve en adskillelse af børnene og deres mødre med et ukendt udfald og tidsperspektiv.

Sammenfattende bemærkes, at det danske tilbud om evakuering af børnene uden deres mødre og de efterfølgende begrundelser for at fastholde dette hvi-lede på en forudsætning om, at der ikke var pligt til at evakuere danske stats-borgere. Efterfølgende er det ved EMD 24384/19 og 44234/20, H.F. m.fl. mod Frankrig, fastslået, at der på grund af de helt ekstraordinære forhold i de nor-døstlige lejre i Syrien kan være en positiv forpligtelse til at bistå danske stats-borgere med indrejse til Danmark, og at afslag skal begrundes, så de kan prø-ves. Når det drejer sig om små børn på i dag 5, 3 og 6 år, hvis far er enten død eller fængslet i Syrien, finder denne dommer, at et afslag på bistand til børnenes tredjelandsmødres indrejse må sidestilles hermed. Denne dommer har derfor stemt for, at sagen som det mindre i det mere skal hjemvises til Udenrigsmini-steriet med henblik på genbehandling. Ved en genbehandling må det under inddragelse af hensynet til barnets rettigheder og andre faktorer, som nævnt af flertallet, individuelt og konkret vurderes, om det stillede vilkår om, at kun bør-nene og ikke deres mødre tilbydes evakuering, krænker børnenes rettigheder i henhold til de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, og/eller EU-retten.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Efter sagens udfald skal Repatriate the Children, Denmark, som mandatar for børnene betale sagens omkostninger. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 100.000 kr.

I forholdet mellem biintervenienten, Institut for Menneskerettigheder, og sagsøgte, Udenrigsministeriet, finder retten, at sagens omkostninger skal ophæ-ves.

Udenrigsministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Udenrigsministeriet frifindes.

Repatriate the Children - Denmark som mandatar for Værge 1 for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 og Værge 2 for Sagsøger 3 skal inden 14 dage betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til Udenrigsministeriet.

Sagsomkostningerne mellem biintervenienten Institut for Menneskerettigheder og Udenrigsministeriet ophæves.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 16-12-2022 kl. 13:00

Modtagere: Biintervenient Institut for Menneskerettigheder -Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, Advokat (L) Knud Foldschack, Mandatar Repatriate the Children -Denmark, Advokat (H) Rass Markert Holdgaard, Sagsøgte Udenrigsministeriet

3. instans	HøjesteretHJR	DDB sags nr.: 690/24 Rettens sags nr.: BS-24837/2024-HJR	Afsluttet
2. instans	Østre LandsretOLR	DDB sags nr.: 95/24 Rettens sags nr.: BS-54824/2022-OLR	[IkkeAngivet]
2. instans	Østre LandsretOLR	DDB sags nr.: 94/24 Rettens sags nr.: BS-1910/2023-OLR	Anket
1. instans	Københavns ByretKBH	DDB sags nr.: 93/24 Rettens sags nr.: BS-36364/2021-KBH	Kæret
1. instans	Københavns ByretKBH	DDB sags nr.: 93/24 Rettens sags nr.: BS-36364/2021-KBH	Anket

Sagen drejer sig om, hvorvidt Sagsøgte er forpligtede til at bistå sagsøgerne med at komme til Danmark fra fanglejrene i Syrien

Sagens oplysninger

Dom

Oplysning om appel

Øvrige sagsoplysninger