Landsretten stadfæstede byrettens dom i sag om, hvorvidt Udenrigsministeriet var forpligtet til at bistå appellanter med at komme til Danmark fra fanglejre i Syrien

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 29. januar 2024

Sag BS-1910/2023-OLR

(7. afdeling)

Repatriate the Children - Denmark som mandatar for

Værge 1 for

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og

Appellant 2, tidligere Sagsøger 2

(advokat Knud Foldschack, besk.)

Repatriate the Children - Denmark som mandatar for

Værge 2 for

Appellant 3, tidligere Sagsøger 3

(advokat Knud Foldschack, besk.)

mod

Udenrigsministeriet

(advokat Rass Markert Holdgaard)

og som

biintervenient til støtte for appellanterne: Institut for Menneskerettigheder (selv)

Københavns Byret har den 16. december 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS-36364/2021-KBH).

Landsdommerne Finn Morten Andersen, Ib Hounsgaard Trabjerg og Mette Munck Grønbæk (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

”På vegne af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 nedlægges følgende påstande:

Principalt

Udenrigsministeriet skal bistå Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 med at komme til Danmark sammen med sin moder, Værge 2.

Subsidiært

Udenrigsministeriet skal anerkende, at beslutningen om evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, der er fremsat 20. september 2023, ligeledes skal omfatte evakueringen af hans moder, Værge 2.

Mere subsidiært

Sagen hjemvises til Udenrigsministeriet til fornyet behandling.

På vegne af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 ned-lægges følgende påstand:

Udenrigsministeriet skal betale kr. 220 til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og kr. 220 til Appellant 2, tidligere Sagsøger 2.”

Indstævnte, Udenrigsministeriet, har påstået stadfæstelse.

Appellanterne har også haft fri proces for landsretten.

Landsretten har ved denne ankedom tillige taget stilling til appellanternes kære (BS-54824/22-OLR) af bestemmelsen i byrettens dom om sagsomkostninger.

Appellanterne har nedlagt påstand om, at sagsomkostningerne for byretten op-hæves og betales af statskassen.

Supplerende sagsfremstilling

Ved mail af 11. oktober 2022 oplyste Udenrigsministeriet til advokat Knud Foldschack, at den midlertidige sundhedsfaglige rådgivningsfunktion var ble-vet forlænget uden udløbsdato, og at det således fortsat var muligt for pårøren-

de, mødre til børnene og partsrepræsentanter at henvende sig skriftligt til råd-givningsfunktionen med sundhedsfaglige spørgsmål om børnene.

Københavns Byret frifandt ved dom af 20. marts 2023 Udlændinge- og Integra-tionsministeriet under en sag, der var anlagt af Værge 2 og hendes søster vedrørende prøvelse af ministeriets afgørelser af 21. oktober 2020, hvorved Værge 2 og hendes søster i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, blev fra-taget dansk indfødsret. Dommen er anket til Østre Landsret, der endnu ikke har truffet afgørelse i ankesagen.

I maj 2023 besluttede den danske regering at tilbyde evakuering af den marok-kanske statsborger Værge 1 og hendes to børn, de danske statsborgere Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2. Evakueringen blev gen-nemført den 22. juni 2023, og børnene opholder sig derfor nu i Danmark sam-men med deres mor. Udenrigsministeriet har fastholdt, at de danske myndig-heder ikke er retligt forpligtede til at yde denne evakueringsbistand, og at mini-steriet ikke er er retligt forpligtet til at yde bistand til en samlet evakuering af Værge 2 og Appellant 3, tidligere Sagsøger 3.

Af Sundhedsstyrelsens notat af 21. april 2023 fremgår bl.a. følgende om Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 helbredstilstand:

”Sundhedsstyrelsen vurderer på baggrund af aktuel vurdering af hel-bredsoplysningerne ved den sundhedsfaglige rådgivningsfunktion og sammenholdt med tidligere oplysninger at der ses at være en bekym-rende forværring i Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 samlede helbredstilstand.

Det vurderes, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 oplever forværring af sine øre-, næse- og halspro-blemer sammenlignet den fysiske speciallægeundersøgelse i maj 2022, og at disse problemer er medvirkende årsag til, at han flere gange har haft behov for akut undersøgelse og behandling ved lokalt sundheds-personale. De fremsendte oplysninger afstedkommer en mistanke om væsentlige problemer med søvn, hørelse, sprog, kognitiv og social ud-vikling samt generel trivsel, og at Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 helbredstilstand synes væsentligt forværret i løbet af det seneste år, og at hans trivsel og generelle udvik-ling fortsat er truet.

Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat, at Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 øre-, næse- og halsproble-mer kræver udredning hos specialist og sandsynligvis et operativt ind-greb, som ikke forventes at være tilgængeligt lokalt, da der i givet fald vil være tale om specialiseret indgreb med risiko for komplikationer ef-ter operationen ift. blødning og infektion.

Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 sammen med sin mor. På baggrund af den nuværende situation med en tilsyneladende forværring af Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 helbredstilstand, synes dette yderligere presserende. Sundhedsstyrelsen anbefaler dermed, at en evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og hans mor foretages i løbet af uger, senest indenfor 3 måneder.

Det vurderes fortsat, at ophold under forholdene i Område 1 lejren samt de manglende muligheder for relevant behandling vil medføre en yderli-gere risiko for forværring af Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 helbredstilstand med varige mén.”

Kurdisk Røde Halvmåne har endvidere i en udtalelse af 13. juli 2023 beskrevet Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 høreproblemer, et heraf følgende høretab og de mulige konse-kvenser heraf.

På baggrund af en henvendelse af 17. august 2023 skrev Udenrigsministeriet ved brev af 20. september 2023 bl.a. følgende til advokat Knud Foldschack ved-rørende Appellant 3, tidligere Sagsøger 3:

”…

Udenrigsministeriet skal for så vidt angår den del af din henvendelse, hvori du anmoder om, at ”der øjeblikkeligt fra ministeriets side iværksættes de nødvendige tiltag for at redde Appellant 3, tidligere Sagsøger 3” henvise til, at tilbuddet om evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 uden sin mor stadig står ved magt, såfremt moren vurderer, at det er i barnets interesse og samtyk-ker heri.

Såfremt Værge 2 indikerer at være interesseret i at afgive et frivil-ligt, informeret og skriftligt samtykke til evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 uden hende selv, vil det give anledning til sagsbehandling hos relevante myndigheder, idet det vil skulle vurderes, om der er noget retligt til hinder for, at myndighederne anmoder Værge 2 om et samtykke til evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3.

Udenrigsministeriet har noteret sig de informationer om Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 sundhedstilstand, som du har angivet i din henvendelse, her-under at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 for et par uger siden blev hentet i en ambulance grundet problemer med vejrtrækningen.

Udenrigsministeriet henviser generelt til, at der for så vidt angår Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 sundhedstilstand er mulighed for at gøre brug af den sundhedsfaglige rådgivningsfunktion, som kan rådgive om sundheds-faglige forhold på baggrund af en anmodning fra pårørende, mødre og partsrepræsentanter.

Udenrigsministeriet står til rådighed for en drøftelse af sagens videre forløb.”

Der foreligger i sagen flere vurderinger af terrortruslen mod Danmark. Af Cen-ter for Terroranalyses seneste vurdering fra 2023 af terrortruslen mod Danmark fremgår bl.a. følgende under pkt. 1.5. om udrejste og tilbagevendte fra Syri-en/Irak:

”…

Enkelte af de personer, der er eller har været udrejst fra Danmark til konfliktzonen i Syrien/Irak, kan udgøre en trussel mod Danmark eller mod danske interesser i udlandet. Det er ligeledes muligt, at personer

udrejst fra andre lande end Danmark, herunder fra andre europæiske lande, vil udgøre en trussel mod Danmark og danske interesser i ud-landet.

Hvorvidt en person, som udrejser med det formål at støtte en militant islamistisk dagsorden, udgør en terrortrussel mod Danmark eller dan-ske interesser, beror på en konkret vurdering af den enkeltes eventuelle hensigt om og kapacitet til at angribe danske mål. Herunder tilknytning til militant islamistiske grupper samt personers eventuelle våbentræ-ning og deltagelse i kamphandlinger. Ifølge CTA’s oplysninger fandt det senest gennemførte terrorangreb i Vesten, der involverede ger-ningspersoner tilbagevendt fra konfliktzonen i Syrien/Irak, sted i 2016 i Belgien.

…”

Det fremgår af sagen, at der i 2023 har været korrespondance mellem Europa-Parlaments Committee on Petitions (sagsnummer 0315/2023) og de danske myndigheder om sagen i anledning af henvendelser fra Repatriate the Children – Denmark, senest ved komiteens henvendelse af 7. december 2023 til uden-rigsministeren.

Appellanterne har ud over de ovenfor nævnte dokumenter fremlagt en række yderligere bilag under ankesagen.

Anbringender

Parterne og biintervenienten har i deres påstandsdokumenter og under hoved-forhandlingen i ankesagen redegjort for deres synspunkter.

Appellanterne, Repatriate the Children – Denmark som mandatar for Værge 1 som værge for Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og for Værge 2 som værge for Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, har gjort gældende navnlig, at Udenrigsministeriet har truffet en for Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 byrdefuld beslutning om at tilbyde evakuering uden appellanternes mødre, og at det henset til tyngden af beslut-ningen for modtagerne bør medføre en beskyttelse. Regeringens beslutning om evakuering af de berørte børn udgør en forvaltningsafgørelse. Det er appellan-ternes opfattelse, at vilkåret om, at et barn skal lade sig adskille fra moren for at kunne benytte tilbuddet, er ugyldigt, og at barnet derfor har krav på at kunne benytte sig af tilbuddet, uden at dette vilkår skal respekteres. Udenrigstjeneste-bistand over for danske borgere i udlandet udøves med hjemmel i udenrigstje-nestelovens § 1, stk. 3. Det følger af forarbejderne til loven, at udenrigstjeneste-bistand udøves som faktisk forvaltningsvirksomhed, men at det ikke kan ude-lukkes, at der i særlige tilfælde kan være tale om, at der rettelig bliver truffet en forvaltningsmæssig afgørelse. Om en beslutning skal karakteriseres som faktisk

forvaltningsvirksomhed eller som en forvaltningsafgørelse, skal afgøresdels

efter den forvaltningsretlige afgrænsning mellem de to begreber, dels den særli-ge betydning som beslutningen har for modtageren, i dette tilfælde risiko for tab af liv og velfærd og dels i sammenhæng med dommen fra Storkammeret ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter EMD) i sagen H.F. m.fl. mod Frankrig af 14. september 2022. (herefter H.F. m.fl. mod Frankrig). Dommen indeholder en udførlig beskrivelse af de retsgarantier, der skal stilles ved et afslag på evakuering, herunder adgangen til fuld indsigt i sagsbehand-lingen. Ved fastlæggelsen af om der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse, skal det desuden tillægges vægt, hvor indgribende en foranstaltning der er tale om og dermed, hvor væsentligt det har været for modtageren, at foranstaltnin-gen er omgivet af processuelle retsgarantier, jf. FOB 87.36.

Det kan uden videre lægges til grund, at tilbud om evakuering fra en fangelejr fremsat overfor mindreårige børn, der dokumenteret er akut behandlingskræ-vende fysisk og psykisk syge, er en foranstaltning af særdeles indgribende ka-rakter, ikke mindst når tilbuddet bliver stillet med vilkår om, at børnene skal adskilles fra deres mødre, som er deres eneste omsorgsperson. Med H.F. m.fl. mod Frankrig fastslog EMD, at det ikke kunne afvises, at der er en positiv for-pligtelse for medlemsstater til at bistå statsborgere med at blive evakueret ud af fangelejrene i Syrien, jf. artikel 3, stk. 2, i tillægsprotokol nr. 4 til Den Europæi-ske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK tillægsprotokol nr. 4), hvis undladelsen af at yde denne bistand de facto medfører, at statsborgerne bliver eksilborgere. Appellanterne bør have samme forvaltningsretlige beskyttelse, uanset om Udenrigsministeriets afgørelse udgør faktisk forvaltningsvirksom-hed eller en forvaltningsretlig afgørelse. Det er appellanternes overordnede synspunkt, at betingelsen om, at et barn skal lade sig skille fra sin moder for at blive evakueret fra Område 1-lejren, er ugyldigt, og at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 havde og har krav på at blive evakue-ret sammen med deres mødre. Det understøttes i særlig grad af det forhold, at regeringen har evakueret de øvrige børn sammen med deres mødre, uanset om mødrene var danske eller udenlandske statsborgere. Det er en skærpende om-stændighed, at Udenrigsministeriet ikke har undersøgt og afklaret endeligt, om der lovligt kan stilles krav om denne adskillelse af barn og mor. Det følger eks-plicit af FN’s Børnekonvention art. 3 og 9, at foranstaltninger truffet af medlem-sstaterne skal foretages for at sikre barnets tarv, samt at der ikke må foretages usaglig adskillelse af forældre og børn. Flere læger, blandt andet fra Sundheds-styrelsen, har anbefalet, at de tre drenge ikke bliver adskilt fra deres mødre, blandt andet ud fra en betragtning om, at de er gode og omsorgsfulde mødre, og at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 vil eller ville blive yderligere traumatise-rede ved evakuering uden deres primære omsorgspersoner. Videre anmodes der om samtykke fra Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 mor, Værge 2, der lever under vilkår, der utvivlsomt udgør forhold, som beskrevet i FN’s torturkonvention.

Appellanterne, der er unionsborgere, har i henhold til Traktaten om Den Euro-pæiske Unions Funktionsmåde (herefter TEUF) art. 20 og 21 ret til indrejse i Danmark i følgeskab med deres tredjelandsmødre, som er deres eneste om-sorgspersoner, og hvortil de er i afhængighedsforhold. Ingen af de tre berørte børn kan eller kunne reelt foretage indrejse på unionens område uden følgeskab med deres mødre. Realisering af en evakuering uden mødrene vil eller ville ik-ke kunne gennemføres af navnlig følgende grunde: a) børnenes fysiske og psy-kiske tilstand, b) mulighederne for at forlade Område 1-lejren, idet de kurdiske myn-digheder alene accepterer evakuering uden adskillelse af mødre og børn og c) barnets mulighed for korrekt diagnosticering, behandling og delvis helbredelse i Danmark. I forbindelse med evakueringen af de danske børn fra fangelejrene har det desuden været af afgørende betydning for de kurdiske myndigheder, at den danske stat har forhandlet med de kurdiske myndigheder om evakuerin-gen, og at mødrene er fulgt med. Mødrene har en afledt indrejseret i henhold til TEUF art. 20, da børnene ikke har andre omsorgspersoner, der kan bistå med at udnytte unionsborgerskabsrettighederne om fri bevægelighed. Afgørelse om indrejseret for et unionsborgerbarn og dennes forældre skal omfatte en propor-tionalitetsvurdering, hvor unionsborgerens rettigheder, herunder retten til fri bevægelighed og unionsborgerbarnets tarv, afvejes overfor hensynet til den of-fentlige orden og sikkerhed. Det følger af de rettigheder, som er tilsikret en uni-onsborger efter TEUF artikel 20, at denne har ret til at færdes frit inden for uni-onens område, herunder at unionsborgeren har ret til indrejse i samtlige med-lemslande i unionen. For at sikre den effektive nydelse af unionsborgerrettig-hederne har EU-Domstolen i dens praksis udtalt, at i tilfælde hvor et unions-borgerbarn er i et afhængighedsforhold i forhold til dets forælder, skal forælde-ren tilkendes afledte rettigheder, såfremt dette er nødvendigt for at unionsbor-gerbarnet kan nyde dets unionsborgerrettigheder. I den seneste praksis fra EU-Domstolen i sagen C-459/20, X mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (dom af 22. juni 2023), behandles spørgsmålet om afledt indrejseret for tred-jelandsforældre til et unionsborgerbarn. Domstolen kommer i denne henseende frem til, at der under visse omstændigheder opstår en afledt indrejseret for en tredjelandsforælder. Appellanterne har været holdt fanget i de syriske fangelej-re i årevis kun med deres mødre som omsorgspersoner og er i et afgørende af-hængighedsforhold til mødrene. Børnene er alle mindreårige og er derfor af-hængige af, at deres indrejse i unionen sker i følgeskab med deres forældre, så de kan udnytte de rettigheder, som de er tillagt i henhold til TEUF artikel 20 og 21. Undtagelsen til den afledte indrejseret skal udledes af de undtagelser, der finder anvendelse ved nationalstaternes ret til at sikre offentlig orden og sik-kerhed, herunder ved beskyttelse af væsentlige samfundshensyn. Det følger videre af EU-domstolens praksis, at undtagelsen alene finder anvendelse, så-fremt en national domstol har foretaget en prøvelse af, om betingelserne for undtagelsen er opfyldt. I den aktuelle sag ligger det fast, at en syvårig livstruet, alvorligt syg unionsborger, som befinder sig i en fangelejr, ikke ud fra en pro-

portionalitetsvurdering eller i øvrigt ud fra saglige grunde reelt bør miste sin indrejseret ved, at der stilles krav om adskillelse fra hans moder.

En trussel om offentlig orden og sikkerhed må bedømmes ud fra en aktuel sik-kerhedsvurdering, som ikke er foretaget i nærværende sag. Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 mor er fange i Område 1-lejren og vil under de nødvendige sikkerhedsmæssige foranstalt-ninger i givet fald blive bragt til Danmark og få prøvet sin sag ved en national domstol og efterfølgende fængslet. Et synspunkt om en eventuel trussel mod offentlig orden og sikkerhed synes i denne sammenhæng ikke relevant i forhold til en dansk drengs ret til i yderste konsekvens overlevelse.

Udenrigsministeriet har ikke i fornødent omfang opfyldt sin handlepligt i hen-hold artikel 3, stk. 2, i EMRK tillægsprotokol nr. 4, som den er beskrevet i H.F. m.fl. mod Frankrig. Det fremgår af artikel 3, stk. 2, at ingen kan berøves retten til indrejse i den stat, hvori vedkommende er statsborger. For at sikre denne ret har EMD i H.F. m.fl. mod Frankrig udtalt, at der i bestemmelsen består en posi-tiv forpligtelse til at evakuere egne statsborgere, såfremt de ellers vil blive udsat for faktisk eksilering. Dommen understreger, at hvis der gives afslag på evaku-ering, og borgeren befinder sig i en ekstraordinær situation, opstår der en hand-lepligt for den pågældende stat. Handlepligten indebærer, at staten har en for-pligtelse til at sikre borgeren mod vilkårlighed. Borgeren, som bliver afvist evakuering, skal i den forbindelse informeres tilstrækkeligt om baggrunden for beslutningen, således at vedkommende på et rimeligt og tilstrækkeligt grund-lag kan vurdere, om afslaget har et acceptabelt faktisk grundlag. Udenrigsmini-steriet har undladt at undersøge, oplyse og inddrage flere essentielle og væsent-lige faktiske omstændigheder i behandlingen af den fremsatte anmodning om evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og hans mor. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har endvidere ikke modtaget fuld adgang til den sagsbehandling, hvori det afgøres, at der ikke kunne tillades fælles evakuering af barn og mor. Det har ikke været muligt for appellanterne at få indsigt i faktuelle oplysninger og dermed tilstrækkelig be-grundelse for afgørelsen om afslag på fælles evakuering, som har været an-vendt i sagsbehandlingen. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har ikke modtaget et realisabelt tilbud om evakuering, idet tilbuddet, som Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har modtaget, indeholder en betin-gelse om samtykke, som er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, og som det også ligger uden for Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 kontrol at opfylde. Betingelsen om samtykke er derfor også af denne grund ugyldigt. Der er fra den danske stats side alene fremsat et utilstrækkeligt og uopfyldeligt tilbud. Den danske stat har således ikke i til-strækkeligt omfang handlet for at sikre Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 rettigheder. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 er reelt for tiden at betragte som værende eksilborger, og forudsætningen for et krav om en ubetinget handlepligt fra den danske stats side er til stede, da der er fuldstændigt sammenfald, hvad angår forudsætningerne vedrørende bl.a. lejrene i det nordøstlige Syrien i EMD’s dom i H.F. m.fl. mod Frankrig. Udenrigsministeriet har i hvert fald ikke siden byrettens dom foretaget nye virkningsfulde handlinger for reelt at fremme Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 interesser. Trods en ikke

funktionsduelig sundhedsordning er der ikke afsøgt alternative muligheder for afhjælpning af nødvendig akut behandling. Den juridiske gyldighed af kravet om samtykke til adskillelse er ikke afklaret og en aktuel vurdering af farligheds-forholdene er ikke gennemført. I det fremsendte tilbud om evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 uden sin mor har Udenrigsministeriet blot henholdt sig til det tidligere samlede bedømmelsesgrundlag, senest i brevet af 20. september 2023 til advokat Knud Foldschack.

Værge 2 vil i forbindelse med den verserende ankesag om hendes danske statsborgerskab kunne generhverve dette. En nægtelse af evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 sammen med sin mor vil i givet fald være ulovlig, og enhver tvivl om retmæs-sigheden af statsborgerskabsfrakendelsen af Værge 2 bør derfor komme Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 til gode.

I forhold til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 er det gjort gældende, at Udenrigsministeriet af de samme grunde, som er anført vedrø-rende Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, burde have hjemtaget dem sammen med deres moder på et tidligere tidspunkt. Der er herefter grundlag for, at Udenrigsministeriet skal betale en godtgørelse som fastsat skønsmæssigt i den nedlagte påstand herom.

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har måttet leve unødvendigt længe under forhold, som udgør umenneskelig behandling i overensstemmelse med definitionen i FN’s Torturkonvention. Beslutningen om at hjemtage drengene var alene baseret på oplysninger, som regeringen havde været i besiddelse af længe før den 12. maj 2023 og senest den 18. maj 2021, hvor regeringen traf beslutning om hjemtagelse af 14 børn og deres tre mødre. Beslutningen var angiveligt baseret på Værge 1's tilknytningsforhold til Danmark, som var uændret under hele børnenes ophold i fangelejren.

I forhold til byrettens sagsomkostningsafgørelse har appellanterne gjort gæl-dende, at den fri proces også omfatter mandatarforhold, og at sagsomkostnin-gerne derfor skal ophæves og betales af statskassen.

Biintervenienten, Institut for Menneskerettigheder, har til støtte for appellan-ternes påstande anført navnlig, at både EU-retten og EMRK efter instituttets vurdering sikrer Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 ret til indrejse og ophold i Danmark sammen med sin mor, Værge 2.

Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 fratages reelt den effektive nydelse af kerneindholdet i TEUF artikel 20, hvis ikke han evakueres til Danmark sammen med sin mor, Værge 2. Til støtte herfor har instituttet henvist til EU-Domstolens dom i sag C-459/20, X mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid, der ligesom tvisten i denne sag vedrører det principielle spørgsmål om, i hvilket omfang en tred-jelandsforælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, der siden fødslen har op-

holdt sig uden for Den Europæiske Unions område, kan opnå en afledt ret til sammen med barnet at tage ophold i barnets statsborgerskabsland. Omdrej-ningspunktet for vurderingen af TEUF artikel 20, er, om unionsborgeren reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som denne er tildelt ved sin status som unionsborger, herunder retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, såfremt tredjelandsstatsborgeren nægtes en afledt ret til ophold, jf. dommens pr. 22, jf. sag C-34/09, Zambrano, pr. 42. Af dommen følger ligeledes, at opholdsretten i et tilfælde, hvor unionsborgerbar-net ikke opholder sig i EU, indebærer en ret til indrejse jf. pr. 25 og 31. EU-Domstolen udtaler i dommens pr. 26, 34-36 og 43, at det er afgørende, at flyt-ningen er reel og tilgodeser unionsborgerbarnets tarv samt er begrundet i det afhængighedsforhold, som unionsborgerbarnet har til sin tredjelandsforælder. Det er instituttets vurdering, at dette er tilfældet i nærværende sag, og at Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 mor, Værge 2, derfor utvivlsomt har en sådan afledt ret til ophold i Danmark. Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 unionsborgerrettigheder i henhold til TEUF artikel 20 vil således under sagens konkrete omstændigheder blive illusoriske, med-mindre Udenrigsministeriet tilbyder Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 evakuering sammen med sin mor, Værge 2.

En sådan pligt til en samlet evakuering af mor og barn støttes i øvrigt af EMRK tillægsprotokol 4, artikel 3, stk. 2. Et centralt spørgsmål i sagen er rækkevidden af Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 ret til indrejse. Det er Instituttets vurdering, at præmisserne i H.F. m.fl. mod Frankrig under de konkrete omstændigheder må føre til, at Udenrigsministeriet har en positiv forpligtelse til at evakuere Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 sammen med hans mor.

EMD fastslog i H.F. m.fl. mod Frankrig, at retten til indrejse ikke indebærer en generel ret til evakuering for statsborgere, der befinder sig uden for statsborger-skabslandets territorium (pr. 255-259). Retten til indrejse kan dog pålægge en stat visse positive forpligtelser over for sine statsborgere med henblik på at sik-re, at retten til indrejse er praktisk og effektiv. Sådanne positive forpligtelser kan opstå, hvor statens afvisning af at foretage konkrete handlinger ellers vil sætte den pågældende statsborger i en situation ”comparable, de facto, to that of exile ” (pr. 260). En stats positive forpligtelser skal fortolkes indskrænkende og vil kun være bindende for staten under ekstraordinære omstændigheder, ”for example where extraterritorial factors directly threaten the life and physical well-being of a child in a situation of extreme vulnerability ”(pr. 261). Ved vurderingen af, om en stat har opfyldt sine positive forpligtelser til at sikre den effektive nydelse af retten til indrejse efter tillægsprotokol 4, artikel 3, stk. 2, er det afgørende at sta-ten har sikret sine statsborgere imod vilkårlighed i beslutningsprocessen (pr. 261). Der foreligger efter instituttets opfattelse sådanne helt ekstraordinære om-stændigheder, som anført af EMD i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 265-270, der udløser en positiv forpligtelse for Udenrigsministeriet til at sikre Appellant 3, tidligere Sagsøger 3

en effektiv nydelse af hans ret til indrejse efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, arti-kel 3, stk. 2.

Institut for Menneskerettigheder er uenig med Udenrigsministeriet i, at den positive forpligtelse efter bestemmelsen alene indebærer, at statens dispositioner skal være forbundet med tilstrækkelige processuelle garantier med henblik på at sikre imod vilkårlighed i myndighedsudøvelsen. Tværtimod forudsætter EMD med al tydelighed, at EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, kan in-deholde materielle positive forpligtelser for staten med henblik på at garantere sine statsborgere den effektive nydelse af retten til at indrejse på dets territori-um (pr. 260-261 og 276). Udenrigsministeriets hidtidige tilbud om evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 uden hans mor har haft den konsekvens, at han er efterladt som det eneste danske barn tilbage i de nordsyriske lejre, hvor han har opholdt sig siden 2019. Han er de facto eksileret fra Danmark og uden udsigt til at kunne udrejse fra lejren. Dernæst er Udenrigsministeriets tilbud om at evakuere Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 uden moren ikke i overensstemmelse med hensynet til barnets bedste. Det fremgår af H.F. m.fl. mod Frankrig, at når en anmodning om evakuering fremsættes på vegne af mindreårige, må de ansvarlige myndigheder inddrage hensynet til barnets bedste, samt dets særlige sårbarhed og specifikke behov (pr. 276). De speciallæger i pædiatri og børne- og ungdomspsykiatri, som den danske stat har anmodet om at vurdere Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 sundhedsmæssige til-stand, har udtalt, at det vil være en alvorlig sundhedsmæssig belastning for ham at blive adskilt fra sin mor, og at han bør evakueres sammen med sin mor. Sundhedsstyrelsen har endvidere ved skrivelse af 21. april 2023 anbefalet, at han bør evakueres med sin mor i løbet af uger, senest indenfor 3 måneder. Den danske stat kan under disse konkrete omstændigheder alene sikre Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 en effektiv ret til indrejse i Danmark i overensstemmelse med EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, samt varetage hensynet til barnets bedste, hvis han tilbydes evakuering sammen med sin mor.

Staten skal i sin efterlevelse af retten til indrejse efter EMRK protokol nr. 4, arti-kel 3, stk. 2 sikre, at behandlingen af enhver anmodning om evakuering inde-holder en effektiv beskyttelse imod vilkårlighed, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig (pr. 261 og 272-276). Dette betyder ifølge EMD, at en statsborger, hvis anmodning om evakuering er blevet afvist, skal have mulighed for at gøre sig bekendt med begrundelsen herfor, samt have adgang til en individuel prøvelse ved en uaf-hængig instans med kompetence til at efterprøve lovligheden af beslutningen, samt de faktiske forhold og beviser, der førte til denne beslutning. Institut for Menneskerettigheder har anerkendt, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har haft mulighed for at gøre sig summarisk bekendt med begrundelsen for, at hans anmodning om evakuering sammen med hans mor er blevet afvist, og at han har fået mulighed for at få prøvet beslutningens lovlighed ved de danske domstole. Dette udgør imidlertid ikke en tilstrækkelig effektiv beskyttelse imod vilkårlighed, når be-slutningen om at afvise Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 anmodning ikke i sig selv indeholder en

udtrykkelig og fyldestgørende afvejning af de relevante retlige hensyn. Uden-rigsministeriet har som begrundelse for sin beslutning blot henvist til afrappor-teringen fra Task Force Evakuering samt PET’s sikkerhedsmæssige vurdering. Det fremgår ikke heraf, om der er foretaget en konkret og individuel vurdering af hensynet til barnets bedste, dets særlige sårbarhed, deres specifikke behov samt ligebehandlingsprincippet, som EMD stiller krav om i H.F. m.fl. mod Frankrig (pr. 276). Det er korrekt, at det fremgår af bl.a. Task Force Evakuerings notat af 7. maj 2021, notatet fra samtalen med Værge 1 under besøget i maj 2021 og Udenrigsministeriets brev af 6. juli 2022, at det er de danske myndighe-ders vurdering, at det er til Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og de øvrige børns bedste at komme til Danmark uden deres mødre fremfor at blive i lejren. Dette udgør imidlertid ikke en reel vurdering af barnets bedste, idet myndighederne slet ikke har ind-draget det scenarie, at det er til Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 bedste at blive evakueret til Danmark sammen med sin mor. Beslutningen har således ikke været behandlet

med de fornødne retsgarantier. Landsretten bør derfor,principalt, foretage en

fornyet, selvstændig vurdering af Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 anmodning, hvor landsretten efter instituttets opfattelse bør komme frem til, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 efter tillægs-protokol 4, artikel 3, stk. 2, har ret til at blive evakueret sammen med sin mor. Subsidiært, bør landsretten hjemvise sagen til fornyet behandling i Udenrigsmi-nisteriet med inddragelse af samtlige relevante hensyn og scenarier.

Retten til indrejse i eget statsborgerskabsland efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, er underlagt et ligebehandlingsprincip, jf. pr. 244 og 276 i H.F. m.fl. mod Frankrig. Ligebehandlingsprincippet skal forstås i overensstemmelse med diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14, hvorefter der foreligger ulov-lig forskelsbehandling, når sammenlignelige situationer behandles forskelligt, medmindre forskelsbehandlingen varetager et sagligt formål og er proportio-nal. Det må efter instituttets vurdering lægges til grund, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 er i en sammenlignelig situation med de øvrige danske børn, der har opholdt sig i lej-ren. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 er imidlertid – modsat de øvrige danske børn – alene blevet tilbudt evakuering uden sin mor, hvilket har frataget ham den effektive nydelse af sin ret til indrejse i henhold til tillægsprotokol 4, artikel 3, stk. 2. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 er således blevet behandlet ringere end de øvrige danske børn, der også har opholdt sig i lejren, er blevet behandlet i en tilsvarende situation. En sådan for-skelsbehandling kræver tungtvejende grunde, idet den ellers må betegnes som vilkårlig og dermed ulovlig. Dette skal ikke mindst ses i lyset af den danske stats beslutning den 12. maj 2023 om at tilbyde Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 evakuering sammen med deres mor, på trods af at sidstnævnte ikke har dansk indfødsret. Udenrigsministeriet har ikke godtgjort, at der foreligger sådanne tungtvejende grunde, der kan retfærdiggøre denne forskelsbehandling. Forskelsbehandlingen af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 skyldes efter det oplyste dels, at hans mor efter regeringens opfattelse har en mindre grad af til-knytning til Danmark end de øvrige danske børns mødre, dels nogle sikker-hedsmæssige hensyn i relation til hans mor. Disse grunde kan efter instituttets

opfattelse ikke retfærdiggøre forskelsbehandlingen af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3. Det skyl-des dels, at forskelsbehandlingen er begrundet i morens forhold og ikke i bar-nets forhold, dels, at proportionalitetskravet bliver skærpet i en situation, som den i sagen foreliggende, hvor Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 som det eneste barn ud af i alt 19 danske børn er blevet tilbudt evakuering uden sin mor. På denne baggrund har Institut for Menneskerettigheder gjort gældende, at en sådan forskelsbehand-ling i nærværende sag, som ikke er begrundet i barnets forhold, men derimod i morens forhold, er en vilkårlig og dermed ulovlig forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsprincippet.

Indstævnte, Udenrigsministeriet, har anført, at ministeriet ønsker at understøt-te appellanternes adgang til domstolsprøvelse og derfor ikke i medfør af rets-plejelovens §§ 383 og 384 vil nedlægge påstand om afvisning af de nye påstan-de, der er nedlagt i processkrift af 17. november 2023 og præciseret i påstands-dokumentet. Hvis Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 be-talingspåstand tillades fremsat, er det imidlertid ministeriets opfattelse, at ap-pellanterne ikke har fremsat anbringender, der kan føre til en dom i overens-stemmelse med deres påstand, jf. retsplejelovens § 338, stk. 1, og at betingelser-ne for krav på godtgørelse for svie og smerte ikke er opfyldt.

Udenrigsministeriet har til støtte for påstanden om stadfæstelse gjort gældende navnlig, at det ikke følger af EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, eller af noget andet retsgrundlag, herunder TEUF artikel 20 og 21, at den danske stat har en retlig forpligtelse til at yde appellanterne og deres mødre bistand med at rejse til Danmark, endsige nogen retlig forpligtelse til at yde evakueringsbi-stand med en bestemt hastighed eller på et bestemt tidspunkt.

For så vidt angår artikel 3, stk. 2, i EMRK tillægsprotokol nr. 4, har Udenrigs-ministeriets henvist til, at de faktiske omstændigheder i denne ankesag på væ-sentlige punkter adskiller sig fra omstændighederne i sagen H.F. m.fl. mod Frankrig. Det gælder for det første derved, at appellanternes mødre, Værge 1 og Værge 2, ikke er danske statsborgere, idet de har fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt, og endvidere ved, at den danske rege-ring – modsat den franske – siden maj 2021 har tilbudt at bistå med evakuering af appellanterne selv, der formodes at være danske statsborgere. I modsætning hertil angik H.F. m.fl. mod Frankrig to voksne kvinder, der var franske stats-borgere, og som frivilligt var udrejst til Syrien i 2014 og 2015 for at tilslutte sig Islamisk Stat, hvor de havde født deres i alt tre børn, der også var franske stats-borgere. Kvinderne var efterfølgende blevet tilbageholdt i Område 2 lejren og Område 1-lejren, hvorfra Frankrig nægtede at evakuere kvinderne og deres børn. For det andet er der en væsentlig forskel på de franske og de danske myndigheders sagsoplysning, vejledning af borgerne og begrundelsen for myndighedernes beslutninger. I H.F. m.fl. mod Frankrig, havde de franske myndigheder helt undladt at besvare klagernes henvendelser og havde blot henholdt sig til en

overordnet gengivelse af regeringens politiske holdning i et ”General Policy Document” uden nogen redegørelse for baggrunden herfor. I modsætning her-til har Udenrigsministeriet i denne sag loyalt og fyldestgørende besvaret appel-lanternes henvendelser og har indgået i en omfattende korrespondance og drøf-telser med appellanterne gennem deres advokater. Udenrigsministeriet har og-så individuelt orienteret appellanterne om beslutningen af 18. maj 2021 og om det udførlige grundlag for denne beslutning i form af afrapporteringen fra Task Force Evakuering og PET’s vurdering, der specifikt angik evakueringen af de 19 børn omfattet af Task Force Evakuerings arbejde, herunder appellanterne samt de tre mødre med dansk statsborgerskab. For det tredje adskiller omstændig-hederne i H.F. m.fl. mod Frankrig sig fra denne sag for så vidt angår den øvrige bistand, som appellanterne har modtaget fra de danske myndigheder. I H.F. m.fl. mod Frankrig fremgår der ikke oplysninger om nogen anden form for bi-stand fra de franske myndigheder til de to mødre og deres børn, der alle var franske statsborgere. Det fremgår af EMD’s dom, at den franske regering hver-ken kunne be- eller afkræfte, om kvinderne og deres børn overhovedet opholdt sig i lejrene eller ej. I modsætning hertil har de danske myndigheder ydet appel-lanterne en omfattende bistand. For det fjerde adskiller appellanternes adgang til domstolsprøvelse i denne sag sig afgørende fra omstændighederne i H.F. m.fl. mod Frankrig. I H.F. m.fl. mod Frankrig blev klagernes sagsanlæg ved de franske domstole afvist af rent formelle grunde, idet sagen efter fransk ret var uadskilleligt forbundet med Frankrigs optræden i udenrigspolitiske forhold og derfor faldt uden for domstolenes kompetence i Frankrig (princippet om ”acts of State), og der var således ingen mulighed for en materiel domstolsprøvelse af klagernes synspunkter. I modsætning hertil har appellanterne i nærværende sag adgang til en fuldstændig og ubegrænset domstolsprøvelse af sagens tvi-stepunkter. De ovennævnte fire væsentlige forskelle mellem omstændighederne i denne sag og omstændighederne i sagen H.F. m.fl. mod Frankrig har afgøren-de betydning for, i hvilket omfang EMD’s begrundelser og konklusioner i den sidstnævnte sag kan overføres til denne sag. Det følger i denne forbindelse af forarbejderne til inkorporeringsloven, at danske domstole ved fortolkningen af EMRK ikke på egen hånd bør anlægge fortolkninger, som der ikke er et sikkert grundlag for i konventionernes ordlyd eller i retspraksis fra EMD.

Når Udenrigsministeriet ikke i medfør af EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, er eller har været positivt forpligtet til at yde appellanterne bistand med en samlet evakuering af dem og deres mødre til Danmark, endsige til at yde en sådan evakueringsbistand med en bestemt hastighed eller på et bestemt tids-punkt, skyldes det for det første, at betingelserne for, at der kan blive tale om positive forpligtelser i relation til evakuering efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, ikke er opfyldt.

Det fremgår af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260, at EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, alene kan indebære positive forpligtelser i relation til evakue-

ring, hvis staten ved at nægte at foretage nogen handlinger efterlader sine egne statsborgere i en situation, der kan sammenlignes med de facto eksil. Der er tale om kumulative betingelser, der skal være opfyldt før EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, kan indebære positive forpligtelser.

De danske myndigheder har – i modsætning til de franske myndigheder i H.F. m.fl. mod Frankrig – hverken nægtet at foretage nogen handlinger overhovedet eller har efterladt appellanterne i de facto eksil, som anført i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260. De danske myndigheder har derimod siden den 18. maj 2021 tilbudt appellanterne bistand med evakuering til Danmark uden deres mødre, såfremt mødrene samtykker hertil, og har i øvrigt ydet appellanterne en ganske omfattende bistand, herunder udsendt to delegationer med deltagelse af danske speciallæger til Område 1-lejren, henholdsvist i maj 2021 og i maj 2022. Der er dermed ikke tale om en situation, hvor der ifølge H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260, kan blive tale om positive forpligtelser i relation til evakuering. Det fremgår af kor-respondancen i sagen, at Udenrigsministeriets bistand hovedsageligt har fundet sted på baggrund af konkrete anmodninger fra appellanternes advokat, og at bistanden har ført til, at appellanterne har modtaget støtte, samt konkret læge-hjælp og behandling. Appellanterne har da også - både for byretten og under ankesagen - erklæret sig enige med Udenrigsministeriet i, at de har modtaget en omfattende bistand fra de danske myndigheder. Når appellanterne ubestridt har modtaget en omfattende bistand fra de danske myndigheder, kan der ikke samtidigt være tale om, at de danske myndigheder skulle have nægtet at fore-tage nogen handlinger overhovedet, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260.

Appellanternes kritik af resultaterne af de danske myndigheders bistand til dem, må forstås sådan, at enhver anden bistand end en samlet evakuering af dem og deres mødre til Danmark efter appellanternes opfattelse er utilstrækkelig. Ap-pellanternes kritik kan imidlertid hverken begrunde, at de danske myndighe-der har undladt at foretage nogen handlinger overhovedet eller har efterladt appellanterne i de facto eksil, som omhandlet i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260. For det første er det forkert, når appellanterne hævder, at de danske myndighe-ders bistand ikke ” har haft betydning for appellanterne” ( ankereplik s. 4, 3. afs.) og ”at [Udenrigsministeriet] har ydet en tilnærmelsesvis resultatløs bistand” (anke-replik s. 5, 3. afsnit). Tværtimod fremgår det af korrespondancen i sagen, at Udenrigsministeriets bistand har ført til, at appellanterne har modtaget støtte samt lægehjælp og behandling. Det må endvidere have formodningen imod sig, at bistanden skulle være uden betydning for appellanterne, når den oftest har fundet sted på baggrund af konkrete anmodninger fra appellanternes advokat. Bistanden har således ført til konkrete resultater af betydning for appellanternes situation. For det andet kan det ikke udledes af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260, at staten har nægtet at foretage nogen handlinger overhovedet i dommens for-stand, medmindre der opnås et bestemt resultat, herunder f.eks. helbredelse af diagnoser. Appellanterne har heller ikke i øvrigt noget retskrav på, at Uden-

rigsministeriets bistand medfører et bestemt resultat, jf. forarbejderne til § 1, stk. 3, i lov om udenrigstjenesten.

Appellanterne har heller ikke været efterladt i de facto eksil, som omhandlet i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260. Tværtimod har der siden den 18. maj 2021 væ-ret fremsat et stående tilbud til appellanterne om at blive evakueret til Danmark uden deres mødre, hvis mødrene samtykker. De danske myndigheder har der-med – i modsætning til de franske myndigheder i H.F. m.fl. mod Frankrig – fremsat et stående tilbud om evakuering af egne statsborgere. Når der forelig-ger et sådant stående tilbud om bistand til evakuering, kan appellanterne, som formodede danske statsborgere, ikke samtidigt være efterladt i de facto eksil. EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, giver i øvrigt alene rettigheder til det kontraherende lands egne statsborgere. Det er ikke korrekt, som hævdet af appellanterne, at ”det [er] en forudsætning for en realisering af appellanternes indrej-seret, at mødrene følger med” (ankereplik, s. 6f, pkt. 3.2.). Udenrigsministeriets tilkendegivelse i korrespondancen med appellanterne om, at de relevante myn-digheder vil foretage en konkret vurdering, såfremt Værge 2 indikerer at ville give samtykke til en evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, bevirker heller ikke, at der ikke er givet Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 noget tilbud om evakueringsbistand. Vurderin-gen af, om der inden for Danmarks internationale forpligtelser kan gives samtykke til evakuering af et barn uden dets forældre, skal ske på et tilstrække-ligt og aktuelt grundlag. En endelig vurdering af, hvorvidt et eventuelt samtyk-ke fra Værge 2 til evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 måtte være gyldigt, vil så-ledes først kunne foretages på baggrund af relevante oplysninger på tidspunk-tet for samtykket. Appellanterne har ikke godtgjort, at gyldigheden af et sådant eventuelt samtykke på forhånd kan anses for udelukket. Det fremgår af samta-lenotat af 7. maj 2021, at Værge 1 og Værge 2 indgik i nærmere drøf-telser med Task Force Evakuering vedrørende et samtykke, og at de var i stand til at forholde sig hertil, ligesom Værge 1 og Værge 2 via deres advo-kat har indgået i yderligere drøftelser om et samtykke til evakuering af appel-lanterne uden mødrene selv og via deres advokat var i stand til at forholde sig til samtykkets eventuelle konsekvenser. Det er heller ikke korrekt, som hævdet af appellanterne, at deres ” ret til korrekt helbredsmæssig udredning og behandling er betinget af en samlet hjemtagelse” , ( ankereplik, s. 10, afs. 3.3). De omfattende mu-ligheder for indsatser og støtte til appellanterne sikrer, at en nødvendig udred-ning og behandling af appellanterne i Danmark er mulig, selvom appellanterne evakueres uden deres mødre. Det fremgår af afrapporteringen fra Task Force Evakuering, at ” det vil […] være centralt for den sundhedsfaglige indsats, at barnets primære omsorgsperson involveres heri,” og at den primære omsorgsperson typisk er ” forældre/mor eller far” . Dette indebærer imidlertid ikke, at den nødvendige udredning og behandling er udelukket, hvis mødrene ikke evakueres sammen med appellanterne, herunder hvis appellanterne anbringes uden for hjemmet efter ankomsten til Danmark, og mødrene eventuelt bidrager med de nødven-dige oplysninger efter evakueringen.

Med hensyn til appellanternes synspunkt om, at ”de kurdiske myndigheder i selv-

styreområdet […] ikke [accepterer] adskillelse af appellanterne fra deres mødre” (an-kereplik s. 10, afs. 3.3) har Udenrigsministeriet anført, at den kurdisk-dominerede lokaladministrations linje ifølge ministeriets oplysninger fortsat er, at et barn, der er tilbageholdt sammen med sin mor, kan evakueres uden moren, hvis det har et helt særligt humanitært behov, og hvis moren samtykker,

ogappellanterne har ikke godtgjort, at det skulle forholde sig anderledes.

Appellanternes synspunkt om at ”forældremyndigheden i henhold til syrisk lov til-falder fædrene eller dennes familie” (ankereplik s. 10, afs. 3.3) er ikke et forhold, der er til hinder for, at appellanterne evakueres til Danmark uden deres mødre.

De positive forpligtelser, der kan udledes af EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel

3, stk. 2, indebærer alene, at ministerietsdispositioner i relation til danske

statsborgere skal være forbundet med tilstrækkelige processuelle garantier, hvilket ikke er ensbetydende med et materielt krav på evakueringsbistand, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260-261 og pr. 272-276 samt pr. 282, jf. pr. 259. EMD udtalte i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 261, at vurderingen af, om staten har efter-levet sin positive forpligtelse til at sikre en effektiv udøvelse af retten til indrejse efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, alene angår, om der foreligger effektive garantier mod vilkårlighed, og i pr. 282 understregede EMD, at en til-strækkelig prøvelsesadgang ikke er ensbetydende med, at domstolene skal kunne pålægge myndighederne at yde evakueringsbistand. At retten til proces-suelle garantier ikke er ensbetydende med et materielt krav på evakueringsbi-stand, bekræftes også af de overskrifter, som EMD har valgt at give de relevante præmisser, hvor der sondres mellem ”a right to repatriation ”, jf. pr. 253-259, og ”Other obligations ”, jf. pr. 260-276.

Der er efter Udenrigsministeriets forståelse enighed mellem parterne om, at appellanternes mødre, Værge 1 og Værge 2, der begge har fået frata-get deres danske statsborgerskab administrativt, ikke har nogen selvstændige rettigheder efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 245. Det forhold, at Udenrigsministeriet ikke har tilbudt at yde bistand med at evakuere Værge 2, og at ministeriet før beslutningen af 12. maj 2023 ikke har tilbudt at bistå med en evakuering af Værge 1, kan derfor kun indebære en krænkelse af bestemmelsen, hvis det kan udledes af H.F. m.fl. mod Frankrig, at appellanternes egne rettigheder efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, kan udstrækkes til også at omfatte en ret til at blive evaku-eret med deres mødre, eller hvis mødrene kan aflede rettigheder efter bestem-melsen på grundlag af deres børn. Når appellanterne ikke har noget retskrav på evakueringsbistand, gælder der så meget desto mindre nogen afledt ret til evakueringsbistand for familiemedlemmer, der, som appellanternes mødre, ikke er statsborgere i Danmark. I H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 245, understrege-

de menneskerettighedsdomstolen, at EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, alene hjemler rettigheder for statsborgere, og i pr. 261, udtalte menneskeret-tighedsdomstolen, at eventuelle positive forpligtelser skal fortolkes indskræn-kende. Appellanternes synspunkt om, at H.F. m.fl. mod Frankrig skulle fastslå en sådan positiv forpligtelse til at yde evakueringsbistand, indebærer, at lands-retten skal indfortolke en positiv forpligtelse i EMRK tillægsprotokol nr. 4, arti-kel 3, stk. 2, der er langt mere vidtgående, end hvad der følger af H.F. m.fl. mod Frankrig, under omstændigheder, som adskiller sig væsentligt fra dem som be-grundede krænkelsen i den sag. Dette er i klar modstrid med både præmisserne i H.F. m.fl. mod Frankrig, herunder pr. 261, og med lovgivers tilkendegivelser i forarbejderne til inkorporeringsloven.

Tilstedeværelsen af ekstraordinære omstændigheder, jf. H.F. m.fl. mod Frank-rig, pr. 265-270, medfører ikke, at appellanterne har krav på at blive evakueret til Danmark sammen med deres mødre. For det første har de danske myndig-heder hverken undladt at foretage nogen handlinger overhovedet eller efterladt appellanterne i de facto eksil, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 260. For det andet fremgår det af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 263 og pr. 271, at tilstedeværelsen af ekstraordinære omstændigheder, jf. pr. 265-270, medfører, at myndighedernes dispositioner skal være forbundet med tilstrækkelige processuelle garantier til beskyttelse mod vilkårlighed, der imidlertid ikke er ensbetydende med et mate-rielt krav på evakueringsbistand.

Udenrigsministeriets dispositioner i denne sag har været forbundet med til-strækkelige processuelle garantier, jf. EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, som fortolket i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276. Der er derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udenrigsministeriet, som påstået af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3.

Udenrigsministeriet har anerkendt, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 i denne sag har ret til de samme processuelle garantier som dem, der fremgår af H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276. Det indebærer, at der skal være adgang til en individuel vurdering ved en uafhængig instans med kompetence til at prøve lovligheden af en beslutning om ikke at yde bistand, baggrunden for beslutningen og det relevante bevisma-teriale, samt om myndighederne har taget højde for barnets interesser, og at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 i forbindelse med en sådan prøvelse har mulighed for at gøre sig summarisk bekendt med begrundelsen for beslutningen om ikke at yde bistand til en samlet evakuering af ham og Værge 2. Begge krav er opfyldt i denne sag.

For det første har appellanterne, herunder Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 – i modsætning til klagernes døtre og deres børn i H.F. m.fl. mod Frankrig – adgang til en fuld-stændig og ubegrænset domstolsprøvelse af lovligheden af de danske myndig-heders handlinger og undladelser i relation til bistand, herunder deres forene-

lighed med EMRK. Udenrigsministeriet har ved at indgå i en omfattende dialog med appellanterne via deres advokat og ved ministeriets procesførelse under denne retssag understøttet appellanternes adgang til en materiel domstolsprø-velse af sagens tvistepunkter, herunder ved at oplyse sagen i videre omfang end appellanterne har krav på og ved konsekvent at undlade at nedlægge af-visningspåstand, selvom ministeriet med føje kunne have gjort dette. Adgangen til domstolsprøvelse udgør en afgørende forskel på omstændighederne i denne sag og omstændighederne i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr 281-282, hvor EMD lag-de afgørende vægt på, at de franske domstole havde afvist at tage materielt stil-ling til sagen med henvisning til det franske princip om ”acts of State” . Det fremgår også heraf, at krænkelsen i H.F. m.fl. mod Frankrig bestod i den kumu-lative virkning af, at der hverken forelå nogen en tilstrækkelig begrundet be-slutning eller en reel domstolsprøvelse. I dansk ret er domstolenes prøvelsesret ikke begrænset af en retsgrundsætning svarende til det franske princip om ”acts of State” , og Udenrigsministeriet har ikke søgt at begrænse domstolsprøvelsen i denne sag med henvisning til sådanne principper. Det krav til prøvelsesadgang, som EMD opstiller i H.F. m.fl. mod Frankrig, er således opfyldt i denne sag.

For det andet har Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 i forbindelse med den ovennævnte prøvelse kunnet gøre sig bekendt med en fuldt tilstrækkelig begrundelse for beslutnin-gen om alene at tilbyde ham bistand til at rejse til Danmark uden Værge 2, såfremt Værge 2 samtykker hertil. Udenrigsministeriet orienterede den 18. maj 2021 individuelt appellanterne og deres mødres advokat om beslutningen om at tilbyde appellanterne bistand til evakuering uden deres mødre, hvis mødrene samtykker hertil. Udenrigsministeriet gjorde samtidigt appellanterne og deres mødre bekendt med baggrunden for denne beslutning i form af afrap-porteringen fra Task Force Evakuering og PET’s sikkerhedsmæssige vurdering i forhold til en samlet håndtering af de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn i lejrene i det nordøstlige Syrien. Allerede ved denne orientering har appellanterne og deres mødre, herunder Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, modtaget en omfatten-de og udførlig redegørelse for det faktiske og retlige grundlag for beslutningen af 18. maj 2021 om ikke at tilbyde bl.a. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 bistand til at blive evakue-ret til Danmark sammen med sin mor. Afrapporteringen fra Task Force Evakue-ring kapitel 1-3, s. 7-14, og kapitel 5, side 18-20, beskriver således de relevante humanitære, sikkerheds-, sundheds- og socialfaglige overvejelser. Der blev i denne sammenhæng gennemført individuelle samtaler med appellanternes mødre. At underretningen og afrapporteringen fra Task Force Evakuering ud-gjorde et tilstrækkeligt grundlag for at iværksætte en prøvelse af Udenrigsmini-steriets dispositioner, understøttes af, at appellanterne kort tid efter, den 24. september 2021, indgav stævning med henblik på en sådan prøvelse, hvor de fremlagde afrapporteringen med underliggende rapporter. Endvidere har ap-pellanterne baseret deres anbringender herpå, ligesom de har kunnet søge at udfordre oplysningerne heri. Udover den første orientering af 18. maj 2021 med det tilhørende omfattende baggrundsmateriale, har Udenrigsministeriet yderli-

gere indgået i en omfattende dialog med appellanterne gennem deres advokat om tilbuddet om evakuering, hvor ministeriet i en række tilfælde har uddybet og forklaret beslutningen af 18. maj 2021 om bistand til evakuering og de retlige overvejelser bag. Udenrigsministeriet har blandt andet forklaret, at appellan-ternes mødre ikke omfattes af personkredsen i § 1, stk. 3, i lov om udenrigstje-nesten, jf. f.eks. Udenrigsministeriets breve af 1. oktober 2021 og 25. marts 2022, og at mødrene derfor ikke har ret til konsulær bistand, herunder ret til bistand med at blive evakueret. At mødrene ikke omfattes af denne personkreds, beror på Udlændinge- og Integrationsministeriets individuelle og udførligt begrun-dede afgørelser om administrativ fratagelse af mødrenes danske indfødsret, som også har været og for Værge 2's vedkommende er genstand for en indgående domstolsprøvelse. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og Værge 2 har dermed – i modsætning til klagernes døtre og deres børn i H.F. m.fl. mod Frankrig – samlet set kunnet gøre sig bekendt med en fuldt tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor de danske myndigheder ikke har besluttet at yde Værge 2 bistand til at blive evakueret til Danmark sammen med Appellant 3, tidligere Sagsøger 3. Udenrigsministeriet har ydermere under nærværende retssag fremlagt individuelle notater om ap-pellanternes mødre, hvori PET vurderer betydningen af Værge 1's og Værge 2's handlemåde. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og Værge 2 har herved kunnet gøre sig bekendt med, hvordan deres situationer adskiller sig fra appellanterne Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og Værge 1's, hvilket Udenrigsministeriet også har redegjort for under denne retssag. Udenrigsmini-steriet har også belyst den sammenhæng, som appellanternes mødres handle-måde er indgået i, ved at fremlægge et sagkyndigt udsagn om forholdene i de områder i Syrien, som har været under Islamisk Stats kontrol, samt CTA’s Vur-dering af Terrortruslen mod Danmark. De danske myndigheder har således, modsat de franske myndigheder, opfyldt de krav, som EMD opstiller til be-grundelse for en beslutning om at afvise evakuering i H.F. m.fl. mod Frankrig.

H.F. m.fl. mod Frankrig pr. 276, herunder omtalen af ligebehandling og barnets interesser i denne præmis, beskriver kravene til en tilstrækkelig prøvelsesad-gang og indebærer ikke, at statsborgere har ret til evakueringsbistand under visse omstændigheder. Regeringens tilbud om at evakuere Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 uden Værge 2 er i hans interesse, og hensynet til barnets tarv er inddraget i fuldt tilstrækkeligt omfang i forbindelse med Udenrigsministeriets bistand med lægehjælp til appellanterne og inddragelsen af deres mødre i processen frem mod beslutningen af 18. maj 2021. Det følger desuden af EMD’s faste retsprak-sis, at hensynet til barnets bedste ikke er eneafgørende og af en sådan betyd-ning, at alle andre hensyn altid må vige, jf. forudsætningsvist f.eks. Jeunesse mod Nederlandene (12738/10) af 3. oktober 2014, pr. 109 og pr. 118, El Ghatet mod Schweitz (56971/10) af 8. november 2016, pr. 46, samt M.A. mod Danmark (6697/18) af 9. juli 2021, pr. 133. Sikkerhedsmæssige hensyn og hensynet til at forebygge uro eller forbrydelse kan indgå med betydelig vægt i denne sag, hvor appellanternes mødre har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for

Danmarks vitale interesser. Det er forkert, når appellanterne hævder, at ”indstævnte alene ses at have foretaget en vurdering i forhold til appellanternes mødre” ( ankestævning s. 3), ligesom det er forkert, når appellanterne tilsyneladende forudsætter, at beslutningen om at tilbyde bistand til evakuering af 18. maj 2021 ikke har inddraget appellanternes rettigheder. Tværtimod anføres det i afrap-porteringen fra Task Force Evakuering s. 15, at ” Danmark ikke er retligt forpligtet til at evakuere hverken forældre eller deres børn” . Endvidere omtales hensynet til barnets tarv i afrapporteringen fra Task Force Evakuering s. 15-16, ligesom de danske myndigheder har inddraget appellanternes mødre i processen frem mod beslutningen af 18. maj 2021. I Udenrigsministeriets breve af 23. april og 6. juli 2022 til appellanternes advokat omtaler ministeriet tillige vurderingen af barnets tarv. Det er ikke korrekt, når appellanterne hævder, at Udenrigsmini-steriet har ”kræve [t] en […] adskillelse af barn og mor ” (processkrift IV s. 29). De danske myndigheder har ikke stillet noget krav om, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 skal ad-skilles fra Værge 2. En eventuel adskillelse af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og Værge 2 er derimod konsekvensen af, at regeringens tilbud om evakueringsbistand alene er rettet til Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 selv (ankeduplik s. 13, afs. 4.2.2).

Ingen af appellanterne har noget retskrav på, at beslutningen af 12. maj 2023 vedrørende Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 skal være forbundet med processuelle garantier efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. For det første omfattes regeringens beslutning af 12. maj 2023 ikke af kravet om processuelle garantier efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, fordi beslutningen ikke går ud på at undlade at yde bistand til danske stats-borgere, men tværtimod er en beslutning om at yde en mere omfattende bi-stand til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, end hvad der fulgte af den oprindelige beslutning af 18. maj 2021. Beslutninger om at yde bi-stand i videre omfang end staten er forpligtet til, herunder ved at imødekomme anmodninger om evakueringsbistand, omfattes ikke af et krav om processuelle garantier efter denne bestemmelse. De danske myndigheder er ikke retligt for-pligtede til at yde evakueringsbistand, herunder bistand til en samlet evakue-ring af Værge 2 og Appellant 3, tidligere Sagsøger 3. For det andet har Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 intet retskrav på, at beslutningen af 12. maj 2023 skal være forbundet med bestemte processuelle garantier for ham, fordi beslutningen ikke angår ham, men deri-mod Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2. Det forhold, at der er truffet en ny beslutning om evakueringsbistand til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 sammen med Værge 1, bevirker ikke, at der samtidigt er truffet en ny beslutning vedrørende Appellant 3, tidligere Sagsøger 3. For så vidt angår Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 står regeringens oprindelige tilbud af 18. maj 2021 ved magt. Som Udenrigsministeriet har redegjort for, er dette tilbud fuldt ud i overensstemmelse med EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. Under alle omstændigheder medfører beslutningen af 12. maj 2023 om at tilbyde bistand til evakuering af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 sammen

med Værge 1 ikke en forpligtelse til at tilbyde bistand til evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 sammen med Værge 2.

Appellanterne og deres mødre i Område 1-lejren i det nordøstlige Syrien er ikke un-derlagt dansk jurisdiktion, jf. EMRK artikel 1, herunder dansk ekstraterritorial jurisdiktion, i relation til EMRK artikel 2, 3, 8 og 14. Ministeriet er derfor ikke forpligtet over for dem efter disse bestemmelser i EMRK, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 191-203. De forhold, EMD lægger til grund i begrundelsen for, at der ikke forelå jurisdiktion i relation til EMRK artikel 3 i ovennævnte H.F. m.fl. mod Frankrig, gør sig tilsvarende gældende i denne sag. EMD’s begrundelse i relation til EMRK artikel 3 i H.F. m.fl. mod Frankrig gør sig gældende, ikke ale-ne i relation til appellanternes anbringende vedrørende EMRK artikel 3, men også i forhold til EMRK artikel 2, 8 og 14, som appellanterne også har henvist til. Der foreligger således hverken jurisdiktion i relation til EMRK artikel 2, 3, 8 eller 14. Hvis landsretten finder, at appellanterne og deres mødre er underlagt dansk jurisdiktion i relation til EMRK artikel 2, 3, 8 og 14, har Udenrigsministe-riet gjort gældende, at tilbuddet om evakuering af appellanterne uden deres mødre, som administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab, hvis mødrene samtykker, ikke strider mod hverken EMRK artikel 2, 3, 8 eller 14. In-gen af de nævnte bestemmelser i EMRK hjemler nogen positiv forpligtelse til at yde den bistand til evakuering, som appellanterne har nedlagt påstand om.

Udenrigsministeriet har bestridt, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 skulle være ud-sat for ulovlig forskelsbehandling.

Kravet om processuelle garantier efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, indebærer i overensstemmelse med H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276, at prøvelsesinstansen skal kunne tage stilling til, om barnets tarv er inddraget be-hørigt, og under iagttagelse af det ligebehandlingsprincip, der gælder i relation til statsborgeres indrejseret. Varetagelsen af hensynet til barnets tarv skal såle-des ske under iagttagelse af et princip om ligebehandling (af bl.a. børn og voks-ne statsborgere) i relation til statsborgeres ret til indrejse efter EMRK tillægspro-tokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. Pr. 276 beskriver kravene til en tilstrækkelig prøvel-sesadgang og indebærer ikke, at statsborgere har ret til evakueringsbistand un-der visse omstændigheder. Det ligebehandlingsprincip, som EMD omtaler i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276, følger af ordlyden ”Ingen kan […]” i EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, som uddybet af EMD i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 244, jf. pr. 276. Det fremgår således af pr. 276, jf. pr. 244, at der er tale om et særligt krav om ligebehandling af statsborgere i relation til udøvelsen af den særlige ret til indrejse, som statsborgere har efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. EMD understregede også straks derefter i pr. 245, at det alene er statsborgere, der kan påberåbe sig indrejseretten efter EMRK tillægs-protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. Appellanternes mødre er imidlertid ikke danske statsborgere og har derfor ikke nogen selvstændig ret til indrejse efter EMRK

tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. Udenrigsministeriet har derfor i første række gjort gældende, at den bistand, som blev besluttet den 12. maj 2023, ikke er omfattet af EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, og at denne bistand allerede derfor ikke er i strid med det ligebehandlingsprincip, som er indeholdt i bestemmelsen. I anden række har Udenrigsministeriet gjort gældende, at selv hvis bistanden til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 var omfattet af beskyttelsen i EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, så giver denne bestemmelse ikke noget retskrav på bistand med evakuering af appellan-terne sammen med deres mødre. Således som bestemmelse er fortolket af EMD i H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 276, jf. pr. 244, giver den alene ret til en tilstrække-lig prøvelse af, om statens handlinger har inddraget barnets tarv og iagttaget et ligebehandlingsprincip.

En ret til evakueringsbistand for personer, der som Værge 2 ikke er dan-ske statsborgere, omfattes ikke af området for EMRK tillægsprotokol nr. 4, arti-kel 3, stk. 2, eller nogen anden materiel konventionsbestemmelse, og allerede af denne grund foreligger der ikke forskelsbehandling, der omfattes af EMRK ar-tikel 14, jf. f.eks. UfR 2002.1789 H (Taxi).

Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 er under alle omstændigheder ikke udsat for ulovlig (usaglig) forskelsbehandling i forhold til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2. For det første befandt Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 sig ikke i sammenlignelige situationer i relation til bi-stand til evakuering af deres mødre. Det følger af fast retspraksis, at EMRK ar-tikel 14 alene omfatter forskellig behandling af personer, der befinder sig i sammenlignelige situationer, jf. f.eks. EMD’s dom af 6. november 2012 i sagen Hode og Abdi mod Storbritannien (22341/09), pr. 44-45, og Højesterets dom trykt i UfR 2018.688 H. Regeringen har ved beslutningen om at tilbyde Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 evakueringsbistand sammen med deres mor lagt vægt på såvel graden af tilknytning til Danmark som sik-kerhedsmæssige hensyn. For så vidt angår disse forhold er Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 i en anden situation end Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og disse forskelle indebærer, at Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 situation ikke er sammenlignelig med de andre appellanters. Han er derfor ikke udsat for usaglig forskelsbe-handling. Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 mor, Værge 2, havde en mere begrænset til-knytning til Danmark end Værge 1, og de sikkerhedsmæssige betænkelig-heder ved at lade Værge 2 evakuere var større. For det andet følger det desuden af den ovennævnte retspraksis, at der tilkommer staten en skønsmar-gin med hensyn til, i hvilket omfang forskelle i situationer, der i øvrigt ligner hinanden, kan begrunde forskellig behandling, og omfanget af denne skønsm-argin afhænger af omstændighederne. Det følger videre af EMD’s faste rets-praksis, at der tilkommer staten en bred skønsmargin i sikkerhedsmæssige spørgsmål, jf. f.eks. EMD’s dom af 28. februar 2019 i sagen Beghal mod Storbri-tannien (4755/16), pr. 95. Udenrigsministeriet har i denne forbindelse gjort gæl-

dende, at staten har en betydelig skønsmargin ved tilrettelæggelsen af omfanget af udenrigstjenestens bistand på fremmed territorium, der ydes, uden at staten er forpligtet hertil, og at denne skønsmargin er endnu mere betydelig, når der derudover er tale om bistand til personer, der som appellanternes mødre ikke er danske statsborgere, og som frivilligt er udrejst til Syrien, hvor de har under-støttet terrororganisationen Islamisk Stat og derved udvist en adfærd, der er til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser. EMD fremhævede gentagne gan-ge i H.F. m.fl. mod Frankrig, at EMRK ikke indebærer nogen ret til diplomatisk eller konsulær bistand, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 201, pr. 255, og pr. 259. I pr. 259 anerkendte EMD udtrykkeligt, at det tilkommer den enkelte stat at til-rettelægge omfanget af udenrigstjenestens bistand. At inddragelsen af appellan-ternes mødres tilknytning til Danmark er saglig, bekræftes i øvrigt af retsprak-sis på andre områder. Det følger blandt andet af EMD’s faste praksis, at der kan lægges vægt på graden af tilknytning til den pågældende stat ved afgørelsen af, om et afslag på opholdstilladelse eller en afgørelse om udvisning er i overens-stemmelse med EMRK artikel 8, jf. f.eks. EMD’s dom af 31. januar 2006 i sagen Rodrigues da Silva m.fl. mod Nederlandene (50435/99), pr. 39-40 og dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (1638/03), pr. 72-75. Den Internationale Domstol (ICJ) har også fundet, at en stats adgang til at yde diplomatisk beskyt-telse af egne statsborgere i forhold til andre stater var betinget af en reel til-knytning (”genuine connection”) mellem statsborgeren og staten, jf. ICJ’s dom af 6. april 1995 i sagen Nottebohm, Liechtenstein mod Guatemala, ICJ Reports 1955, s. 23. Dette bestyrker, at det er sagligt at lægge vægt på graden af tilknyt-ning til Danmark ved beslutningen om, hvorvidt der ydes bistand til evakue-ring af dem fra fremmed territorium. Det er også forudsat af lovgiver i forarbej-derne til lov om udenrigstjenesten, at der tilkommer myndighederne et vidt skøn ved tilrettelæggelsen af, hvilken konkret bistand der ydes, jf. lovforslag nr. L 83 af 12. december 2019, Folketingstidende 2019-20, Tillæg A, s. 14, punkt 2.4.1.1, højre spalte, tredje og fjerde afsnit, samt punkt 2.4.1.2, højre spalte, første og fjerde afsnit. Dette gælder også for så vidt angår bistand til børn, der er født i konfliktområder, jf. forarbejderne, a.st., s. 17, punkt 2.4.2.2, venstre spalte, andet afsnit. For det tredje er en eventuel forskelsbehandling under alle omstændig-heder sagligt begrundet i de ovennævnte tilknytnings- og sikkerhedsmæssige hensyn og må anses for proportional henset til statens vide skønsmargin ved tilrettelæggelsen af udenrigstjenestens bistand under omstændigheder som i den foreliggende sag.

Der gælder ikke, herunder efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, nogen forpligtelse til at bistå statsborgeres familiemedlemmer med at rejse til Danmark fra lejrene i det nordøstlige Syrien, uanset familiemedlemmets til-knytning til Danmark, eller fravær af samme. Der kan dog sagligt lægges vægt på familiemedlemmers manglende tilknytning til Danmark ved tilrettelæggel-sen af udenrigstjenestens bistand til evakuering af sådanne personer i nærvæ-

rende sag, og Værge 2's manglende tilknytning til Danmark kan begrunde, at hun ikke er blevet tilbudt bistand til evakuering til Danmark.

Værge 2 må anses for at være uden reel tilknytning til Danmark. Værge 2 udrejste således til Storbritannien den 5. august 2002, hvor hun var knap 5 år gammel, og hun har ikke siden boet i Danmark. I juni 2014 udrejste Værge 2 frivilligt fra Storbritannien til Syrien, hvor hun understøttede ter-rororganisationen Islamisk Stat på et tidspunkt, hvor det var almindeligt kendt, at Islamisk Stat udøvede en ekstrem brutalitet. Værge 2 taler ikke dansk, og der er ingen oplysninger om, at Værge 2 i øvrigt skulle have tilknyt-ning til Danmark af betydning. Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 danske indfødsret indebærer ikke i sig selv, at Værge 2 har tilknytning til Danmark. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har således stedse opholdt sig i Syrien sammen med Værge 2. Det kan heller ikke tillægges nogen afgørende betydning, at Værge 2's søskende efter det oplyste er bosiddende i Danmark. Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 danske indfødsret ændrer heller ikke ved, at Værge 2 har en væsentligt mindre tilknytning til Dan-mark end Værge 1. I modsætning til Værge 2 har Værge 1 haft en stærk tilknytning til Danmark, indtil hun udrejste fra landet den 1. december 2014, jf. Højesterets bedømmelse af Værge 1's tilknytning til Danmark i dommen sag nr. BS-16807/2022-HJR. Værge 1 kom således til Danmark som 4-årig den 1. september 1993. Værge 1 taler dansk og har haft sin opvækst og skolegang i Danmark, hvor hun er uddannet som social- og sundhedsassi-stent. Udover ferieophold har Værge 1 efter det oplyste opholdt sig i Dan-mark, indtil hun udrejste af landet i december 2014 som 25-årig. Endvidere har Værge 1 efter det for Højesteret oplyste sin mor og fire søskende samt deres børn og tre mostre og deres børn i Danmark. Det er således forkert, når appel-lanterne anfører, at Værge 2 skulle have en ”meget klar tilknytning til Dan-mark ” (ankeprocesskrift II, s. 5, afs. 1.2), og det som appellanterne har anført vedrørende Værge 2's tilknytning til Danmark, kan ikke begrunde, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har noget retskrav på bistand med evakuering til Danmark sam-men med Værge 2.

Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 befinder sig ikke i en sammenlignelig situation med Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, bl.a. idet de sikkerhedsmæssi-ge betænkeligheder ved at evakuere Værge 2 til Danmark er større end ved en evakuering af Værge 1. Om de sikkerhedsmæssige hensyn ved vur-deringen af den bistand, som udenrigstjenesten yder til evakuering af danske statsborgeres familiemedlemmer under omstændigheder som i den foreliggen-de sag, henvises der til PET’s notater vedrørende Værge 1 og Værge 2 (og hendes søster). Udenrigsministeriet har bestridt, at appellanternes udoku-menterede udsagn, om at ”Værge 2, må anses som værende en større trussel i Område 1-fangelejren end i Danmark ” (ankeprocesskrift II, s. 5, afs. 1.2) er tilstrækkeligt til at tilsidesætte de danske myndigheders sikkerhedsmæssige vurderinger. Appellanterne har hverken sandsynliggjort eller godtgjort, at dette skulle være

tilfældet. I modsætning til de tre kvinder, der er omhandlet i PET’s sikker-hedsmæssige vurdering i forhold til en samlet håndtering af de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn i lejrene i det nordøstlige Syrien, s. 4-5, har Værge 2 ikke dansk statsborgerskab og den deraf følgende indrejseret i Danmark efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. Udlændinge- og Integrationsministeriet har vurderet, at Værge 2 har andet statsborgerskab end dansk, idet hun er somalisk statsborger, og Værge 2 har tilknytning til et andet land end Danmark, idet hun udrejste til Storbritannien i 2002, hvor hun var knap 5 år gammel.

Udenrigsministeriet har bestridt, appellanterne har været udsat for forskelsbe-handling – direkte eller indirekte - fordi andre kvinder, der er danske statsbor-gere, er blevet tilbudt evakuering til Danmark sammen med deres børn efter beslutningen af 18. maj 2021, hvorimod Værge 1 ikke er blevet tilbudt evakuering før beslutningen af 12. maj 2023, og Værge 2 ikke er blevet til-budt evakuering, idet appellanterne ikke befinder sig i en sammenlignelig situ-ation med børn af danske statsborgere i relation til bistand til forældres evakue-ring til Danmark. Appellanternes mødre har ingen rettigheder i henhold til EMRK tillægsprotokol 4, artikel 3, stk. 2, jf. H.F. m.fl. mod Frankrig, pr. 245, og det følger af fast retspraksis, at statsborgere og ikke-statsborgere kan behandles forskelligt i relation til rettigheder, der specifikt følger af statsborgerskabet, jf. Moustaquim mod Belgien (12313/86) af 18. februar 1991, pr. 49, samt C mod Belgien (21794/93) af 7. august 1996, pr. 38. Denne retspraksis kan finde anven-delse mutatis mutandis på et tilfælde som det foreliggende, hvor der hævdes at foreligge såkaldt ”tilknytningsdiskrimination” på baggrund af statsborgerskab i relation til indrejseret efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, der ud-trykkeligt er forbeholdt statsborgere. Selv hvis der måtte foreligge forskelsbe-handling, er denne under alle omstændigheder sagligt begrundet og proportio-nal. Appellanterne og deres mødre omfattes heller ikke af dansk jurisdiktion efter FN’s Børnekonvention, jf. konventionens artikel 2, stk. 1, i Område 1-lejren i det nordøstlige Syrien. Ministeriet er derfor ikke forpligtet til at foretage eller und-lade at foretage bestemte handlinger i medfør af konventionens artikel 2, og 3, jf. herved tillige det anførte om jurisdiktion efter FN’s Børnekonvention i lands-rettens dom i UfR 2023.34 H.

Udenrigsministeriet har forstået, at det er appellanternes opfattelse, at såfremt der i henhold til EU-retten måtte være grundlag for en afledt opholdsret og deraf følgende ret til indrejse for Værge 2 og Værge 1 efter TEUF arti-kel 20 og 21, er ministeriet efter appellanternes opfattelse også EU-retligt for-pligtet til at yde bistand til en samlet evakuering af appellanterne og deres mødre, medmindre betingelserne ifølge EU-Domstolens retspraksis for at gøre undtagelse til den afledte opholdsret er opfyldt. Det nærmere indhold af appel-lanternes synspunkt er dog uklart, da appellanterne omtaler en hævdet ”indrej-se-ret ”, uden nærmere at definere indholdet af en sådan rettighed. Appellanter-

ne har henvist til EU-Domstolens dom af 22. juni 2023 i sagen C-459/20, X mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid, dom af 13. september 2016 i sagen C-304/14, CS, pr. 40-41, dom af 10. maj 2017 i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez, og Vestre Landsrets utrykte dom af 29. august 2023 i sag nr. SS-626/2023-VLR. Ef-ter Udenrigsministeriets opfattelse kan der af den ovennævnte retspraksis helt åbenbart ikke udledes en forpligtelse for medlemsstaterne til aktivt at bistå til evakuering af unionsborgere – hverken alene eller sammen med tredjelandsfa-miliemedlemmer, som unionsborgeren måtte være afhængig af. Den oven-nævnte retspraksis angår opholdsret og deraf følgende ret til indrejse for perso-ner fra tredjelande, som er forældre til unionsborgere. Af denne praksis kan hverken direkte eller analogt udledes en forpligtelse til at yde evakueringsbi-stand. Der kan endnu mindre udledes den type krav til processuelle garantier efter EMRK tillægsprotokol nr. 4, artikel 3, stk. 2. Det følger ikke af EU-Domstolens retspraksis, at en afledt opholdsret for tredjelandsstatsborgere medfører, at medlemsstaten i henhold til TEUF artikel 20 eller 21 skulle være forpligtet til også at bistå unionsborgere eller deres familiemedlemmer med at rejse til den pågældende medlemsstat og således aktivt hente dem til unionens område. Omtalen af ordet ”indrejse ” i EU-Domstolens dom af 22. juni 2023 i sa-gen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid, C-459/20, pr. 31, som appellan-terne henviser til, ændrer ikke herved. Dommens pr. 31 skal, som det fremgår af dennes ordlyd, læses i sammenhæng med den foregående pr. 30, hvoraf det fremgår, at dommen angår opholdsret i en medlemsstat. Under alle omstæn-digheder er Udenrigsministeriet ikke rette sagsøgte i relation til en påstand om, at appellanternes og deres mødres opholdsret og indrejseret efter TEUF artikel 20 og 21 er krænket. Ministeriet har på intet tidspunkt forholdt sig til, om appel-lanterne og deres mødre har en sådan ret. Dette spørgsmål henhører under ud-lændingemyndighederne.

Heller ikke på et forvaltningsretligt grundlag består der en retlig forpligtelse til at yde appellanterne og deres mødre bistand til at rejse til Danmark, endsige til at yde evakueringsbistand med en bestemt hastighed eller på et bestemt tids-punkt. Der foreligger heller ikke i øvrigt nogen tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige principper. De danske myndigheders tilbud om bistand til evakuering af appellanterne udgør ikke en forvaltningsafgørelse, og der fore-ligger heller ikke noget ugyldigt ”vilkår” om adskillelse af appellanterne og deres mødre. Appellanternes synspunkt om en forvaltningsafgørelse med et ugyldigt vilkår kan derfor ikke føre til, at Udenrigsministeriet er underlagt no-gen pligt til at yde bistand til en samlet evakuering af appellanterne og deres mødre. Der er ikke belæg for at hævde, at Udenrigsministeriet skulle have vare-taget uvedkommende politiske hensyn i ministeriets sagsbehandling. Det for-valtningsretlige lighedsprincip medfører ikke, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har noget rets-krav på at modtage et tilbud om bistand til evakuering til Danmark sammen med Værge 2, fordi Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 modtog et tilbud om bistand til evakuering til Danmark sammen med

Værge 1. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har ikke en berettiget forventning, endsige en rets-beskyttet, berettiget forventning, om at modtage bistand til en samlet evakue-ring af ham og Værge 2. Udenrigsministeriet har foretaget en fuldt ud til-strækkelig sagsoplysning. Appellanterne har ikke godtgjort nogen omstændig-heder, der kan begrunde, at grænserne for ministeriets skøn over den fornødne sagsoplysning er overskredet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Indledning

Ved sagens afgørelse skal landsretten i lyset af forvaltningsretlige regler og Danmarks internationale forpligtelser vurdere den sagsbehandling, der er fore-taget af Udenrigsministeriet i forbindelse med evakueringsindsatsen i forhold til de mindreårige, angiveligt danske statsborgere, der opholder eller har op-holdt sig i Område 1-lejren i det nordøstlige Syrien. Den vurdering, som landsretten skal foretage, er således en juridisk vurdering, der er uafhængig af den politiske debat og de etiske og politiske overvejelser, der har dannet grundlag for de danske myndigheders handlinger i den forbindelse.

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 betalingspåstand

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 er som anført ovenfor efter byrettens dom blevet evakueret til Danmark sammen med deres mor. De har på den baggrund umiddelbart forud for forberedelsens afslutning i proces-skrift IV af 17. november 2023 for landsretten nedlagt en betalingspåstand, som ikke har været gjort gældende i byretten. Påstanden er præciseret i påstandsdo-kumentet.

Det er til støtte for påstanden anført bl.a., at Udenrigsministeriet burde have hjemtaget børnene sammen med deres moder på et tidligere tidspunkt, og at der derfor er grundlag for, at Udenrigsministeriet skal betale dem en skøns-mæssigt fastsat godtgørelse.

Landsretten finder ikke grundlag for at tillade, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 fremsætter den nye betalingspåstand, jf. retspleje-lovens §§ 383 og 384.

Landsretten har herved navnlig lagt vægt på det sene tidspunkt for fremsættel-sen af betalingspåstanden, som indebærer, at omstændighederne og det retlige grundlag for påstanden er uklare og utilstrækkeligt belyst. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at det ikke vil medføre et uforholdsmæssigt tab for Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, at påstanden ikke ta-ges under påkendelse under denne sag.

Den omstændighed, at Udenrigsministeriet ikke har gjort indsigelse mod ned-læggelse af påstanden, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten afviser derfor Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 betalingspåstand.

Om Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og hans mor, Værge 2

Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 blev født Dato 4 2016 i Syrien og er barn af Værge 2 og en mand, der efter det oplyste havde tilknytning til Islamisk Stat, og som afgik ved døden, da han var 19 år. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 er sammen med Værge 2 ak-tuelt tilbageholdt i Område 1-lejren i det nordøstlige Syrien af den kurdisk dominere-de lokaladministration i området.

Værge 2 blev født i Danmark Dato 5 1997 og erhvervede efterføl-gende dansk indfødsret som biperson ved forældrenes erhvervelse af dansk indfødsret den 2. maj 2001. Værge 2 er angiveligt tillige somalisk statsbor-ger. Hun udrejste som ca. femårig af Danmark til Storbritannien den 5. august 2002 og har ikke siden haft bopæl i Danmark. Hun udrejste efter det oplyste i 2014 af Storbritannien til Syrien, hvor hun har befundet sig siden. Hun taler ik-ke dansk.

Udlændinge- og Integrationsministeriet fratog den 21. oktober 2020 administra-tivt Værge 2 hendes danske indfødsret, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 3. Ved dom af 20. marts 2023 opretholdt Københavns Byret ministeriets afgørelse. Dommen er anket til Østre Landsret, hvor sagen fortsat verserer. Af PET’s notat af 5. august 2020 udarbejdet til brug for sagen om fratagelsen af Værge 2's danske indfødsret fremgår bl.a., at Værge 2 efter efterretningstjenestens vurdering var indrejst i Syrien i 2014 sammen med sin søster, og at de i Syrien tilsluttede sig Islamisk Stat. Det fremgår videre af notatet, at det var vurderin-gen, at Værge 2 ikke i kalifatet havde bidraget i kamphandlinger, men at hun havde udøvet aktiviteter, som havde bidraget til at opretholde og konsoli-dere Islamisk Stats position i området. Herudover fremgår det, at Værge 2 og hendes søster formentlig havde opnået våbentræning og kamperfaringer under deres ophold i Syrien.

Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 helbredsforhold er senest blevet afdækket ved Sundhedsstyrel-sens notat af 21. april 2023, hvoraf fremgår bl.a., at der sås en bekymrende for-værring i hans samlede helbredstilstand. Det var således vurderingen, at han oplevede forværring af sine øre-, næse- og halsproblemer sammenlignet med den fysiske speciallægeundersøgelse i maj 2022, og at disse problemer var med-virkende årsag til, at han flere gange havde haft behov for akut undersøgelse og behandling ved lokalt sundhedspersonale. Det fremgår videre, at der var mi-stanke om væsentlige problemer med søvn, hørelse, sprog, kognitiv og social udvikling samt generel trivsel, at hans helbredstilstand syntes væsentligt for-værret i løbet af det seneste år, og at hans trivsel og generelle udvikling fortsat var truet. Det hedder desuden i udtalelsen, at Sundhedsstyrelsen fortsat vurde-

rede, at Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 øre-, næse- og halsproblemer kræver udredning hos specialist og sandsynligvis et operativt indgreb, som ikke forventes at være til-gængeligt lokalt, da der i givet fald vil være tale om et specialiseret indgreb med risiko for komplikationer efter operationen ift. blødning og infektion. På den baggrund anbefalede Sundhedsstyrelsen fortsat evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 sammen med moderen, og det anførtes, at dette på baggrund af den nuvæ-rende situation med en tilsyneladende forværring af hans helbredstilstand syn-tes yderligere presserende. Sundhedsstyrelsen anbefaling var dengang, at en evakuering af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og hans mor burde foretages i løbet af uger, senest indenfor 3 måneder, ligesom det fortsat var vurderingen, at ophold under for-holdene i Område 1-lejren samt de manglende muligheder for relevant behandling ville medføre en yderligere risiko for forværring af hans helbredstilstand med varige mén.

Udenrigsministeriets bistand til Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 m.fl.

Udenrigsministeriet har siden foråret 2019 været i kontakt med humanitære organisationer i området, herunder International Rescue Committee (IRC), Ver-denssundhedsorganisationen (WHO) og Kurdisk Røde Halvmåne med henblik på lægefaglig bistand til bl.a. Appellant 3, tidligere Sagsøger 3.

I regi af en pr. 30. marts 2021 etableret tværministeriel task force (Task Force Evakuering) og en sundhedsfaglig rådgivningsfunktion oprettet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen blev der udsendt en dansk delegation med deltagelse af bl.a. danske speciallæger til Område 1-lejren fra den 3. til den 8. maj 2021, i hvilken forbindelse børnene, herunder Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, blev tilset af speciallæger i pædi-atri og børne- og ungdomspsykiatri.

Den 18. maj 2021 orienterede regeringen om, at man havde besluttet at tilbyde evakuering til 19 børn og 3 mødre med dansk statsborgerskab, som opholdt sig i lejrene i det nordøstlige Syrien, og at de børn, hvis mødre ikke havde dansk statsborgerskab – herunder Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 – ville blive tilbudt evakuering uden deres mødre, hvis mødrene samtykkede hertil.

Der blev udsendt en dansk delegation med deltagelse af bl.a. speciallæger i pæ-diatri og børne- og ungdomspsykiatri til Område 1-lejren fra den 16. til den 19. maj 2022, i hvilken forbindelse børnene, herunder Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, på ny blev tilset.

Den 12. maj 2023 traf regeringen beslutning om at tilbyde bistand til evakuering af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 sammen med deres mor Værge 1, og der blev efterfølgende gennemført evakuering af dem den 22. juni 2023.

Det fremgår af sagen, at der har været en omfattende og løbende korrespon-dance mellem advokat Knud Foldschack, som har repræsenteret børnene og deres mødre, og Udenrigsministeriet om Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og deres mødres forhold under opholdet i Område 1-lejren, ligesom myndighederne løbende har foretaget overvejelser om Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 og de andre børns forhold. Dette har bl.a. ført til, at der er foretaget hjemtagelser af danske børn sammen med deres mødre med dansk statsborger-skab i 2021 og af de danske børn Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 sammen med deres mor uden dansk statsborgerskab i 2023.

Udenrigstjenesteloven og almindelige forvaltningsretlige regler

Det følger af udenrigstjenestelovens § 1, stk. 3, at udenrigstjenesten yder bi-stand til danske statsborgere, udlændinge med fast bopæl i Danmark, ikkere-præsenterede nordiske statsborgere og ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande. Endvidere ydes bistand til danske virksomheder i deres erhvervs-mæssige forbindelser med udlandet. Landsretten bemærker, at det endvidere følger af § 1, stk. 4, at udenrigstjenestens bistand til en person kan afskæres eller begrænses, når der er grund til at antage, at den pågældende uden tilladelse er indrejst eller har opholdt sig i et område som nævnt i straffelovens § 114 j, stk. 3, eller har deltaget i aktiviteter i udlandet, der kan indebære eller forøge en fare for statens eller andre staters sikkerhed.

Den bistand, som udenrigstjenesten yder efter lovens § 1, stk. 3, har efter forar-bejderne til loven som udgangspunkt karakter af faktisk forvaltningsvirksom-hed, og der er ikke grundlag for at anse beslutningen fra maj 2021 om at tilbyde de børn, der er danske statsborgere, evakuering uden deres mødre, der ikke er omfattet af personkredsen i udenrigstjenestelovens § 1, stk. 3, for en forvalt-ningsakt. Det følger heraf, at der heller ikke er grundlag for at anse det som et ugyldigt vilkår, at tilbuddet om evakuering ikke omfatter børnenes mødre.

Landsretten finder ikke grundlag for at fastslå, at Udenrigsministeriet i øvrigt har tilsidesat forpligtelser, der følger af udenrigstjenestelovens § 1, stk. 3, ved den faktiske forvaltningsvirksomhed, der har dannet grundlag for den ydede, omfattende og løbende bistand. Landsretten har herved, ud over den kontakt, der har været mellem ministeriet og Værge 2 og hendes advokat i Dan-mark, lagt vægt på karakteren og omfanget af de løbende overvejelser, herun-der nedsættelsen af Task Force Evakuering, de foretagne delegationsrejser, hvor Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 er blevet lægeligt tilset, og oplysningerne om den kontakt, som Udenrigsministeriet har haft med lokale og internationale organisationer i om-rådet.

Der er ikke noget grundlag for at antage, at Udenrigsministeriet ved den bi-stand, der er ydet til Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, har foretaget en utilstrækkelig sagsoplys-ning eller varetaget uvedkommende politiske hensyn.

Landsretten finder heller ikke grundlag for at fastslå, at Udenrigsministeriet ved den ydede bistand til Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har tilsidesat det forvaltningsretlige lighedsprincip, og at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 således burde have været tilbudt den sam-me bistand, som blev ydet de øvrige børn, herunder Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, der den 12. maj 2023 blev tilbudt evakuering sammen med deres mor, uanset at hun ikke længere er dansk statsborger.

Der er efter de foreliggende oplysninger om mødrenes hidtidige tilknytning til Danmark og efter indholdet af de sikkerhedsvurderinger, som PET har foreta-get af henholdsvis Værge 2 og Værge 1, ikke grundlag for at fastslå, at Udenrigsministeriet har handlet i strid med det forvaltningsretlige lighedsprin-cip ved ikke i lyset af de øvrige evakueringer tillige at tilbyde Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 evakuering sammen med sin mor på samme måde som Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2.

Landsretten finder således, at der ikke er noget forvaltningsretligt grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Udenrigsministeriet har udøvet, og som indebæ-rer, at såvel sikkerhedsmæssige hensyn som oplysningerne om Værge 2's tilknytning til Danmark ikke kan begrunde, at hun skal omfattes af det tilbud om evakuering, der er fremsat over for Appellant 3, tidligere Sagsøger 3.

Artikel 3, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 4.

Artikel 3, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægspro-tokol nr. 4 fastslår, at ingen kan berøves retten til indrejse i den stat, i hvilken han er statsborger.

Det er i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. september 2022 i sagen H.F. m.fl. mod Frankrig fastslået, at bestemmelsen ikke sikrer en generel ret til repatriering, dvs. bistand fra staten for at gøre det muligt for statsborgere i praksis at vende tilbage og indrejse. Det fremgår imidlertid af præmisserne 260 og 261, at bestemmelsen under visse omstændigheder kan indebære en positiv forpligtelse til at bistå en statsborger med indrejse. I rela-tion til en sådan positiv pligt til at sikre at retten til indrejse er praktisk og effek-tiv, skal bestemmelsen dog fortolkes indskrænkende, og der skal foreligge ek-straordinære omstændigheder. Hvis der foreligger sådanne ekstraordinære om-stændigheder, skal de nationale myndigheders beslutning om repatriering eller afslag herpå være omgærdet af tilstrækkelige processuelle garantier til beskyt-telse mod vilkårlighed, herunder adgang til prøvelse af afslag på repatriering, en individuel vurdering foretaget af en uafhængig instans med bedømmelse af de foreliggende beviser og lovligheden af myndigheders beslutning, en til-strækkelig begrundelse og respekt for ligebehandling. Hvis der er tale om et barn, skal hensynet til barnet inddrages i vurderingen.

Landsretten finder, at Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 ophold i Område 1-lejren er af en sådan karak-ter, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder som nævnt i dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og at de danske myndigheder derfor har en positiv pligt til at sikre, at hans ret til indrejse er praktisk og effek-tiv.

De danske myndigheder har siden den 18. maj 2021 tilbudt Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 som formodet dansk statsborger bistand med evakuering til Danmark uden sin mor, såfremt hun samtykker heri. Der er desuden ydet bistand i forbindelse med de-legationerne i maj 2021 og maj 2022, ligesom der har været løbende kontakt mellem de danske myndigheder og barnets og moderens advokat siden 2019.

Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at fastslå, at Udenrigs-ministeriet ved den tilbudte bistand ikke i det fornødne omfang har iagttaget en positiv handlepligt til under de givne omstændigheder at sikre, at Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 ret til indrejse i Danmark er praktisk og effektiv.

De positive pligter for staten, der kan følge af tillægsprotokol 4, artikel 3, stk. 2, omfatter alene danske statsborgere. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at Udenrigsministeriet ved ikke at udstrække tilbuddet om evakuering til også at omfatte Værge 2, ikke har opfyldt en handlepligt i forhold til hende.

Den omstændighed, at Værge 2 har anket Københavns Byrets dom af 20. marts 2023, hvorved den administrative fratagelse af hendes danske indfødsret blev opretholdt, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Heller ikke det for-hold, at der er rejst tvivl om, hvorvidt de lokale kurdiske myndigheder vil lade Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 udrejse uden hende, kan føre til en anden vurdering.

Det følger tillige af Menneskerettighedsdomstolens ovennævnte dom, at hensy-net til barnet skal inddrages i vurderingen af spørgsmålet om repatriering.

Appellant 3's, tidligere Sagsøger 3 forhold er navnlig belyst gennem de lægefaglige undersøgelser, hvori det anbefales, at han evakueres sammen med sin mor. Heroverfor står imidlertid den sikkerhedsmæssige vurdering, der er foretaget af Værge 2. Landsretten finder ikke grundlag for at fastslå, at Udenrigsministeriet ved sagsbehandlingen og beslutningen om ikke at tilbyde Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 evakue-ring sammen med sin mor ikke i tilstrækkeligt og relevant omfang har inddra-get hensynet til ham.

Baggrunden for beslutningen om at tilbyde evakuering af de børn, der for-modes at være danske statsborgere, uden deres mødre, må anses for i fornødent omfang at være afdækket ved underretningen af 18. maj 2021, afrapporteringen fra Task Force Evakuering af samme dato og de sikkerhedsvurderinger, der er

foretaget af PET. Herefter, og i lyset af adgangen til en uafhængig domstolsprø-velse under denne sag, er der ikke noget grundlag for at fastslå, at myndighe-dernes beslutning af 18. maj 2021 ikke har været omgærdet af sådanne tilstræk-kelige processuelle garantier til beskyttelse mod vilkårlighed, som kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen H.F. m.fl. mod Frankrig.

Landsretten finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at der ved beslutnin-gen om ikke at tilbyde Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 evakuering sammen med sin mor er fore-taget en forskelsbehandling i strid med tillægsprotokol 4, artikel 3, stk. 2, på grund af moderens forhold, fordi han i modsætning til de øvrige børn, hvis mødre ikke er danske statsborgere, ikke er blevet tilbudt evakuering sammen med sin mor, jf. herved beslutningen af 12. maj 2023 vedrørende bistand til evakuering af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 sammen med Værge 1.

Landsretten har herved lagt vægt på, at beslutningen af 12. maj 2023 blev truffet på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne om Værge 1's hidti-dige tilknytning til Danmark og efter indholdet af den sikkerhedsvurdering, som PET havde foretaget af hende, og at der ikke er grundlag for at fastslå, at der ved beslutningen er indgået usaglige eller uvedkommende hensyn, der kan danne grundlag for en tilsidesættelse af vurderingen.

Sammenfattende finder landsretten således, at Udenrigsministeriet ikke har tilsidesat artikel 3, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 4 i forbindelse med den bistand, der er ydet til Appellant 3, tidligere Sagsøger 3.

EMRK artikel 2, 3, 8 og 14 samt børnekonventionen

Landsretten finder, at Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 og hans mor, der opholder sig i Område 1-lejren, ikke kan anses for underlagt dansk jurisdiktion, jf. EMRK artikel 1, herunder dansk ekstraterritorial jurisdiktion i relation til EMRK artikel 2, 3, 8 og 14, og disse bestemmelser er derfor uden selvstændig betydning for vurderingen af sagen. Tilsvarende er hverken Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 eller hans mor omfattet af dansk jurisdiktion efter artikel 2, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, og de forpligtelser, der følger af konventionen, er derfor ligeledes uden selvstændig betydning for vurderingen af sagen, men de relevante hensyn til barnet er, som det fremgår ovenfor, indgået ved vurderingen af sagen.

EU-retlige regler

Landsretten finder ikke, at der af TEUF artikel 20 og 21 og den dertil knyttede retspraksis, der angår opholdsret og deraf følgende indrejse for tredjelands-statsborgere, der er forældre til unionsborgere, kan udledes en forpligtelse til at

yde evakueringsbistand til unionsborgere og en heraf afledt indrejseret for mødre, der er tredjelandsstatsborgere.

Allerede derfor kan TEUF artikel 20 og 21 ikke føre til en anden vurdering af sagen.

Konklusion og sagsomkostninger

Det følger af det ovenfor anførte, at landsretten afviser Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 påstand, og at Udenrigsministeriet frifindes for de påstande, der er nedlagt af Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, idet der efter det fremkomne heller ikke er grundlag for hjemvisning.

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og Appellant 3, tidligere Sagsøger 3 har haft fri proces i forbindelse med både byrettens og landsrettens behandling af sagen.

På den anførte baggrund ændres bestemmelsen om sagsomkostninger i byret-tens dom, således at statskassen skal betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til Udenrigsministeriet. Landsretten finder ikke i øvrigt grundlag for at ændre by-rettens omkostningsafgørelse.

Efter sagens udfald skal statskassen betale 100.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til Udenrigsministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advo-katbistand inkl. moms. Der er ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hen-syn til sagens karakter, omfang og forløb.

Institut for Menneskerettigheder hverken pålægges eller tillægges sagsomkost-ninger for landsretten.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for begge retter skal statskassen inden 14 dage betale 200.000 kr. til Udenrigsministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 29-01-2024 kl. 10:01

Modtagere: Appellant 3, tidligere Sagsøger 3, Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, Biintervenient Institut for Menneskerettigheder -Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, Indstævnte Udenrigsministeriet

3. instans	HøjesteretHJR	DDB sags nr.: 690/24 Rettens sags nr.: BS-24837/2024-HJR	Afsluttet
2. instans	Østre LandsretOLR	DDB sags nr.: 94/24 Rettens sags nr.: BS-1910/2023-OLR	Anket
1. instans	Københavns ByretKBH	DDB sags nr.: 93/24 Rettens sags nr.: BS-36364/2021-KBH	Anket

Landsretten stadfæstede byrettens dom i sag om, hvorvidt Udenrigsministeriet var forpligtet til at bistå appellanter med at komme til Danmark fra fanglejre i Syrien

Sagens oplysninger

Dom

Domsresume

Oplysning om appel

Øvrige sagsoplysninger