Dom
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS DOMBOG
HØJESTERETS DOM
afsagt fredag den 23. februar 2024
Sag 92/2023
(2. afdeling)
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(advokat Peter Secher, beskikket)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Aarhus den 8. november 2022 (10-1418/2021) og af Vestre Landsrets 11. afdeling den 13. marts 2023 (S-2435-22).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Kurt Rasmussen og Peter Mørk Thomsen.
Påstande
Dommen er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om skærpelse.
Supplerende sagsfremstilling
Den 30. oktober 2020 offentliggjorde Tiltalte en tekst og et billede af en dræbt kvinde på Blog. I den overliggende tekst til billedet er anført:
”Overskrift
Reaktionerne efter halshugningen af 47-årig Person har vakt vrede i den muslim-ske verden, og hvor Præsident 1 kalde r midtsøgende Præsident 2 for ”psykisk syg” , så går Premierminister lige en tand længere:
- 2 -
” Muslims have a right to be angry and to kill millions of French people for the massa -cres of the past” . Tyrkiet og Malaysia fremhæves normalt, som to af de mest moderate islamiske lande.
Sidstnævnte kommentar faldt efter formiddagens terrorangreb i Katedralen i Nice, der kostede tre personer livet, herunder en Udeladt pga. personfølsomme oplysninger. Se-nere fulgte en række mindre episoder rundt omkring i Frankrig, blandt andet i Lyon, Avignon og Paris. Torsdag var i øvrigt ikke en tilfældig dag, men mawild al-nabi, ”pro -feten” Muhammeds fødselsdag. De t svarer til at kristne fejrer juleaften med mord på til-fældige ikke-krist ne.”
Under billedet er anført følgende tekst:
”Billedtekst”
Retsgrundlag
Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
I Menneskerettighedsdomstolens dom af 31. oktober 2023 i sagen Bild GmbH og Co. mod Tyskland (sag 9206/18) opsummeres de kriterier, der skal afvejes over for hinanden i sager, der angår retten til respekt for privatliv efter artikel 8 og retten til ytringsfrihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I præmis 27-30 hedder det:
” 3. The Court’s assessment
…
(a) General principles
27. The general principles concerning the question whether an interference is “neces -sary in a democratic society” are well established in the Court’s case -law and have re-cently been summarised in NIT S.R.L. v. the Republic of Moldova ([GC], no. 28470/12, § 177, 5 April 2022). The general principles applicable to cases in which the right to freedom of expression under Article 10 of the Convention has to be balanced against the right to respect for private life under Article 8 of the Convention were set out by the Grand Chamber in Axel Springer AG v. Germany ([GC], no. 39954/08, §§ 78-95, ECHR 2012) and Von Hannover v. Germany (no. 2) ([GC], nos. 40660/08 and 60641/08, §§ 95-113, ECHR 2012). Notably, the Court has identified a number of crite-ria, including: contribution to a debate of public interest, how well known the person af-fected is, the prior conduct of the person concerned, and the content, form and conse-quences of the publication. Where it examines an application lodged under Article 10, the Court will also examine the way in which the information was obtained and its ve-racity, and the gravity of the penalty imposed on the journalists or publishers. Where the balancing exercise has been undertaken by the national authorities in conformity with th e criteria laid down in the Court’s case -law, the Court would require strong reasons to substitute its view for that of the domestic courts (see Couderc and Hachette Filipacchi
- 3 -
Associés v. France [GC], no. 40454/07, §§ 92-93, ECHR 2015 (extracts), with further references).
28. With respect to audiovisual media, the Court has held that the task of service pro-viders to impart infor mation necessarily includes “duties and res ponsibilities” , as well as limits which the media must impose on itself spontaneously, and that wherever in-formation bringing into play the image of a person is at stake, journalists are required to take into account, in so far as possible, the impact of the information, pictures or video recordings to be published prior to their dissemination (see I.V.Ț. v. Romania, no. 35582/15, § 48, 1 March 2022, with further reference). Where the “duties and re-sponsibilities” of journalists are concerned, the potential impact of the medium of ex -pression involved is an important factor in assessing the proportionality of the interfer-ence. In this context, the Court has acknowledged that account must be taken of the fact that the audiovisual media have a more immediate and powerful effect than the print media. The former have means of conveying through images meanings which the print media are not able to impart (see NIT S.R.L., cited above, § 182, with further refer-ences). This applies a fortiori to publications on the Internet, since the capacity to store and transmit information, and the risk of harm posed by content and communications on the Internet to the exercise and enjoyment of human rights and freedoms – particularly the right to respect for private life – is certainly higher than that posed by the press (see, for instance, M.L. and W.W. v. Germany, nos. 60798/10 and 65599/10, § 91, 28 June 2018, and the cases cited therein).
29. The concept of private l ife includes elements relating to a person’s right to his or her image, and the publication of a photograph falls within the scope of private life. A per-son ’s image constitutes one of the chief attributes of his or her personality, as it reveals the person ’s unique characteristics and distinguishes the person from his or her peers. The right of each person to the protection of his or her image is thus one of the essential components of personal development and presupposes the right to control the use of that image. Whilst in most cases the right to control such use involves the possibility for an individual to refuse publication of his or her image, it also co vers the individual’s right to object to the recording, conservation and reproduction of the image by another person (see, for instance, López Ribalda and Others v. Spain [GC], nos. 1874/13 and 8567/13, § 89, 17 October 2019, with further references).
30. In assessing the relevance and sufficiency of the national courts’ findings, the Court, in accordance with the principle of subsidiarity, takes into account the extent to which those courts balanced the conflicting rights involved in the case, in the light of the Court’s established case -law in the relevant area. The Court emphasises that the quality of the judicial examination regarding the necessity of the measure is of particular im-portance in the context of assessing the proportionality under Article 10 of the Conven-tion. Thus, the absence of an effective judicial review may justify a finding of a viola-tion of Article 10 (see Pretorian v. Romania, no. 45014/16, § 60, 24 May 2022, with further references).”
Menneskerettighedsdomstolen har i dom af 8. november 2016 i sagen Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (sag 18030/11) udtalt sig om beskyttelsen i henhold til Menneskeret-
- 4 -
tighedskonventionens artikel 10 for ”bloggers and popular users of the social media” . I præmis 164-168 hedder det:
” 2. The Court’s assessment
…
(y) The role of the applicant
164. A logical consequence of the two criteria set out above – one regarding the purpose of the information request and the other concerning the nature of the information re-quested – is t hat the particular role of the seeker of the information in “receiving and imparting” it to the publ ic assumes special importance. Thus, in assessing whether the respondent State had interfered with the applicants’ Article 10 rights by denying ac cess to certain documents, the Court has previously attached particular weight to the appli-cant’s role as a jo urnalist (see Roşiianu, cited above, § 61) or as a social watchdog or non-governmental organisation whose activities related to matters of public interest (see Társaság, § 36; Österreichische Vereinigung, § 35; Youth Initiative for Human Rights, § 20; and Guseva, § 41, all cited above).
165. While Article 10 guarantees freedom of expression to “everyone” , it has been the Court’s practice to recognise the essential role played by the press in a democratic soci -ety (see De Haes and Gijsels v. Belgium, 24 February 1997, § 37, Reports 1997-I) and the special position of journalists in this context. It has held that the safeguards to be af-forded to the press are of particular importance (see Goodwin, cited above, § 39, and Observer and Guardian v. the United Kingdom, 26 November 1991, § 59, Series A no. 216). The vital role of the media in facilitating and fostering the public’s right to receive and impart information and ideas has been repeatedly recognised by the Court, as fol-lows:
“The duty of the press is to i mpart – in a manner consistent with its obligations and responsibilities – in-
formation and ideas on all matters of public interest. Not only does it have the task of imparting such in-formation and ideas: the public also has a right to receive them. Were it otherwise, the press would be un-able to play its vital role of ‘public watchdog’ (see Bladet Tromsø and Stensaas v. Norway [GC], no. 21980/93, §§ 59 and 62, ECHR 1999-III).”
166. The Court has also acknowledged that the function of creating various platforms for public debate is not limited to the press but may also be exercised by, among others, non-governmental organisations, whose activities are an essential element of informed public debate. The Court has accepted that when an NGO draws attention to matters of public interest, it is exercising a public watchdog role of similar importance to that of the press (see Animal Defenders International v. the United Kingdom [GC], no. 48876/08, § 103, ECHR 2013 (extracts)) and may be characterised as a social “watchdog” warranting similar protection under the Convention as that afforded to the press (ibid.; Társaság, cited above, § 27; and Youth Initiative for Human Rights, cited above, § 20). It has recognised that civil society makes an important contribution to the discussion of public affairs (see, for instance, Steel and Morris v. the United Kingdom, no. 68416/01, § 89, ECHR 2005-II; and Társaság, § 38, cited above).
167. The manner in which public watchdogs carry out their activities may have a sig-nificant impact on the proper functioning of a democratic society. It is in the interest of democratic society to enable the press to exercise its vital role of “public watchdog” in
- 5 -
imparting information on matters of public concern (see Bladet Tromsø and Stensaas, cited above, § 59), just as it is to enable NGOs scrutinising the State to do the same thing. Given that accurate information is a tool of their trade, it will often be necessary for persons and organisations exercising watchdog functions to gain access to infor-mation in order to perform their role of reporting on matters of public interest. Obstacles created in order to hinder access to information may result in those working in the me-dia or related fields no longer being able to assume their “watchdog” r ole effectively, and their ability to provide accurate and reliable information may be adversely affected (see Társaság, cited above, § 38).
168. Thus, the Court considers that an important consideration is whether the person seeking access to the information in question does so with a view to informing the pub-lic in the capacity of a public “watchdog” . This does not mean, however, that a right of access to information ought to apply exclusively to NGOs and the press. It reiterates that a high level of protection also extends to academic researchers (see Başkaya and Okçuoğlu v. Turkey [GC], nos. 23536/94 and 24408/94, §§ 61-67, ECHR 1999-IV; Kenedi, cited above, § 42; and Gillberg, cited above, § 93) and authors of literature on matters of public concern (see Chauvy and Others v. France, no. 64915/01, § 68, ECHR 2004-VI, and Lindon, Otchakovsky-Laurens and July v. France [GC], nos. 21279/02 and 36448/02, § 48, ECHR 2007-IV). The Court would also note that given the im-portant role played by the Internet in enhancing the pu blic’s access to news and facili -tating the dissemination of information (see Delfi AS v. Estonia [GC], no. 64569/09, § 133, ECHR 2015), the function of bloggers and popular users of the social media may be also assimilated to that of “public watchdogs” in so far as the protection afforded by Article 10 is concerned.”
Anbringender
Tiltalte har anført, at det er ubestridt, at det billede, der indgår i sagen, vedrører en an-dens private forhold og viser en afdød under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Der skal imidlertid ske frifindelse, da offentliggørelsen af billedet ikke var uberettiget.
Straffesagen mod ham er ikke et udslag af berørte enkeltpersoners anmeldelse eller ønske. Der er heller ikke i sagen oplysninger om, at almene hensyn har krævet offentlig påtale, jf. retsplejelovens § 727, stk. 2.
Om hensynet til afdøde bemærkes, at det pågældende indlæg på Blog ikke indehol-der andre oplysninger om afdødes identitet end hendes alder. Hertil kommer, at afdødes ven-stre arm dækker den øverste del af ansigtet, hvorfor kvinden ikke vil kunne genkendes ud fra billedet af andre end hendes nærmeste pårørende. Derudover er offentliggørelsen sket på en dansksproget blog på et dansk domæne. Det kan derfor ikke lægges til grund, at afdødes pårø-rende ved en simpel internetsøgning risikerede at støde på billedet.
- 6 -
På den baggrund vejer hensynet til afdøde mindre tungt end i sager som f.eks. Den Europæi-ske Menneskerettighedsdomstols dom af 25. februar 2016 i Société de Conception de Presse et d’Edition mod Frankrig (sag 4683/11) og dom af 14. juni 2007 i Hachette Filipacchi Asso -ciés mod Frankrig (sag 71111/01).
Med hensyn til hans ret til ytringsfrihed skal det tillægges vægt, at han på tidspunktet for of-fentliggørelsen var en central og væsentlig del af den offentlige danske debat om islam og terrorisme. Han var god til at dokumentere sine påstande, og tusinder læste dagligt og debatte-rede på Blog. Han blev også i andre sammenhænge inviteret til at deltage i den offentlige debat i radio, aviser og til arrangementer. Blog var et journalistisk medie, der dækkede begivenheder rundt om i verden af betydning for mediets islamkritiske vinkel.
Religionskritik og politisk debat nyder særlig beskyttelse efter praksis om artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hensynet til hans deltagelse i debatten vejer der-for tungt.
Når fjernsyns- og pressebilleder af sultofre, terrorofre, krigsofre og drabsofre kan have deres berettigelse, skyldes det dels behovet for dokumentation, dels at billeder har større gennem-slagskraft i mediedækningen og den offentlige debat. Landsrettens begrundelse om, at det vil være muligt for ham at beskrive og belyse sine politiske og religionskritiske holdninger uden at vise billedet, vil kunne bruges til generelt at kriminalisere en sådan mediedækning.
Hvis Højesteret finder, at det var uberettiget at bringe billedet, gøres det gældende, at en fængselsstraf, herunder betinget fængsel, vil være så indgribende, at sanktionen er upropor-tional i forhold til den krænkelse, som han eventuelt har forårsaget. Også i den vurdering bør det indgå, at ingen pårørende eller påtaleberettigede har andel i sagen.
Anklagemyndigheden har anført, at det kan lægges til grund, at billedet åbenbart kan forlan-ges unddraget en bredere offentlighed, og at der ikke er givet samtykke til videregivelsen af billedet. Offentliggørelsen af billedet sammen med artiklen kan derfor ikke af disse grunde anses for berettiget.
- 7 -
Identifikationsbetingelsen i straffelovens § 264 d er opfyldt i den konkrete sag, da kvinden vil kunne identificeres ud fra billedet sammen med beskrivelsen af hendes alder samt tid og sted for drabet. Når Tiltalte vælger at offentliggøre et sådant billede på internettet med det formål at skabe mere bevågenhed om terrorangrebet i Nice, må han have indset, at den dræbte ville kunne identificeres af hendes familie og bekendte.
Tiltalte har en kandidatgrad i historie med speciale i islam. Det kan ikke lægges til grund, at han på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen og billedet var journalist eller havde virke som journalist.
Tiltaltes egne forklaringer om Blogs daværende kendetegn og udbredelse samt materiale fra hjemmesiden kan pege i retning af, at siden i et eller andet omfang har formidlet synspunkter og informationer om visse samfundsmæssige emner til en bredere kreds af perso-ner. Efter anklagemyndighedens opfattelse er det dog ikke tilstrækkeligt til, at han med hen-syn til offentliggørelsen af artiklen med billed et må anses for en ”blogger” i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols forstand med den virkning, at han ved offentliggørelsen helt eller delvist nyder samme beskyttelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 som en journalist.
Uanset den beskyttelse af sin ytringsfrihed, som Tiltalte måtte have, er hans offentliggø-relse af billedet af afdøde sket på bekostning af en anden grundlæggende rettighed om hensy-net til afdødes eftermæle og de efterladte, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at afvejningen af de relevante momenter i den fore-liggende sag fører til, at videregivelsen af billedet var uberettiget, og at landsrettens domfæl-delse og straffastsættelse ikke indebar en krænkelse af Tiltaltes beskyttelse efter artikel 10.
En straf på 4 måneders fængsel vil være passende i den konkrete sag, da der foreligger særligt skærpende omstændigheder ved Tiltaltes uberettigede videregivelse af billedet.
Landsretten har derfor med rette henført forholdet under straffelovens § 264 d, stk. 2. Ankla-gemyndigheden har ikke bemærkninger til, at straffen gøres betinget med vilkår om sam-fundstjeneste.
- 8 -
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Den 30. oktober 2020 lagde Tiltalte en artikel vedrørende en terrorhandling i Frankrig op på intern etsiden Blog. I artiklen, der havde overskriften ”Overskrift” , var indsa t et billede af en kvinde med overskåret hals.
Der blev rejst tiltale mod Tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1, ved under særligt skærpende omstændigheder uberettiget at have offentliggjort billedet.
Tiltalte blev frifundet i byretten, men blev ved landsrettens dom fundet skyldig i tiltalen og straffet med 3 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer.
For Højesteret angår sagen navnlig, om landsretten har anvendt straffelovens § 264 d korrekt, herunder om domfældelsen og straffastsættelsen er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om afvejning af retten til privatliv efter artikel 8 over for retten til ytringsfrihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Påtalen er rejst af anklagemyndigheden efter retsplejelovens § 727, stk. 2, 1. pkt., om almene hensyn. Højesteret bemærker, at grundlaget for påtalerejsningen efter denne bestemmelse ikke er en del af domstolsprøvelsen under en efterfølgende straffesag.
Straffelovens § 264 d
Efter straffelovens § 264 d, stk. 1, straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmel-sen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at beskyttelsen efter § 264 d angår identificerba-re enkeltpersoner, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, lovforslag nr. L 20, pkt. 2.7.1.1.
- 9 -
Identifikation kan ske ud fra selve meddelelsen eller billedet, tilhørende tekst eller andre om-stændigheder i forbindelse med videregivelse.
Straffelovens § 264 d skal fortolkes i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om beskyttelse af privatlivets fred og artikel 10 om ytringsfrihed. Offentliggørelse eller videregi-velse af billeder omfattet af § 264 d er herefter uberettiget og strafbart efter bestemmelsen, når videregivelsen indebærer en krænkelse, der overstiger hensynet til ytringsfriheden. De mo-menter, der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis skal afvejes over for hinanden, er opsummeret i Domstolens dom af 31. oktober 2023 i sagen Bild GmbH og Co. mod Tyskland (sag 9206/18), præmis 27-30.
I afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for andre hensyn, herunder hensynet til be-skyttelse af privatlivets fred, indgår herudover særligt, at der ikke må opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at den funktion, som bl.a. bloggere udfører på internettet, efter omstændighederne kan sidestilles med de traditio-nelle mediers for så vidt angår beskyttelsen i henhold til artikel 10, jf. Menneskerettigheds-domstolens dom af 8. november 2016 i Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (sag 18030/11), præmis 164-168.
Brug af billeder kan have til formål at dokumentere begivenheder, og billeder kan i øvrigt have en meget mere umiddelbar og kraftig effekt end det skrevne ord. Brugen af billeder kan således være beskyttet ud fra de hensyn, der ligger bag artikel 10 på grund af den gennem-slagskraft, billeder kan have. På den anden side kan billeder af en voldsom begivenhed bidra-ge til at forstærke den krænkelse, der ligger i offentliggørelsen.
Den konkrete sag
Det må på baggrund af landsrettens dom lægges til grund, at selv om den afdøde kvindes an-sigt er delvist skjult på billedet, og at hun derfor ikke umiddelbart vil kunne identificeres af en bredere offentlighed, vil hun i kraft af billedet og den ledsagende tekst kunne identificeres af sine nærmeste.
- 10 -
Billedet viser kvinden under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en brede-re offentlighed, hvilket der også er enighed om mellem parterne.
Spørgsmålet er herefter, om videregivelsen af billedet var uberettiget. Om det er tilfældet, beror som nævnt på en afvejning af, om videregivelsen af billedet indebærer en krænkelse af hensynet til beskyttelse af privatlivet, der overstiger hensynet til ytringsfriheden.
Højesteret finder, at artiklens funktion med det ledsagende billede kan sidestilles med den, de traditionelle medier udøver, således at beskyttelsen af artiklen skal vurderes efter samme må-lestok som den, der gælder for den traditionelle presse, jf. herved den førnævnte dom af 8. november 2016 fra Menneskerettighedsdomstolen.
Billedet indgik i en artikel på Blog med omtale af en terrorhandling begået dagen forinden i en katedral i Nice, hvor tre personer var blevet myrdet. Billedet viste et af de tre ofre, en Udeladt pga. personfølsomme oplysninger. Ved vurderingen af hensynet til ytringsfriheden lægger Højesteret betydelig vægt på, at artiklen angik islami-stisk terrorisme og således et emne, som har væsentlig samfundsmæssig interesse, og at bille-det i den forbindelse blev brugt til at illustrere den bestialske måde, som terrordrabet på kvin-den var blevet begået på.
Heroverfor står hensynet til den myrdede kvindes eftermæle og hensynet til efterladte, jf. arti-kel 8 om beskyttelse af privatliv. Ved vurderingen af krænkelsen må der lægges vægt på, at kvinden ikke umiddelbart er genkendelig på billedet, idet hendes venstre arm dækker den øverste del af ansigtet. Der er ikke omstændigheder ved billedet, der er egnede til at belaste kvindens eftermæle. Tilbage står afvejningen i forhold til eventuelle efterladte.
Under de anførte omstændigheder finder Højesteret, at hensynet til ytringsfriheden vejer tun-gere end hensynet til privatlivet. Videregivelsen af billedet kan herefter ikke anses for uberet-tiget.
Konklusion
Højesteret stadfæster byrettens dom, således at Tiltalte frifindes.
- 11 -
Thi kendes for ret:
Tiltalte frifindes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.