Højesteret stadfæster landsrettens dom, sådan at byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten

UDSKRIFT

AF

HØJESTERETS DOMBOG

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 4. juni 2024

Sag 104/2023

(2. afdeling)

Anklagemyndigheden

mod

Erstatningssøgende 4

(advokat Bettina Antitsch Mortensen, beskikket),

Erstatningssøgende 1

(advokat David Francis Lublin, beskikket),

Erstatningssøgende 3

(advokat Rasmus Amandusson, beskikket)

og

Erstatningssøgende 2

(advokat Kim Bagge, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Odense den 28. maj 2021 (4-6619/2020) og af Østre Landsrets 4. afdeling den 19. september 2023 (S-1845-21).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard, Rikke Foersom og Peter Mørk Thomsen.

Påstande

Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om, at landsrettens dom ophæves, og at sagen hjemvises til landsretten til realitetsbehandling af erstatningskravene.

De erstatningssøgende, Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1, Erstatningssøgende 3 og Erstatningssøgende 2, har påstået stadfæstelse, sådan at byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.

- 2 -

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling

De erstatningssøgende, Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1, Erstatningssøgende 3 og Erstatningssøgende 2, blev under grundlovsforhør henholdsvis den 28. februar og 1. marts 2019 sigtet for drabsforsøg efter straffelovens § 237, jf. § 21, og medvirken til anvendelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.

Under grundlovsforhøret den 28. februar 2019 fandt Dommer, at der var begrundet mistanke om, at Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1 og Erstatningssøgende 3 havde gjort sig skyldige i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21 (forsøg på legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter), § 192 a, stk. 1, jf. stk. 3 (anvendel-se af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder), og § 252 (fareforvoldelse). Dommeren lagde ved afgørelsen heraf vægt på bl.a., at der forelå oplysninger om, at de er-statningssøgende var genkendt som værende til stede i forbindelse med, at der var blevet skudt mod en person og hans fireårige søn, og at de tre erstatningssøgende tilhørte en gruppe-ring, som var i konflikt med en anden gruppering med tilknytning til den forurettede. De tre erstatningssøgende blev varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3.

Under grundlovsforhøret den 1. marts 2019 blev Erstatningssøgende 2 varetægtsfængs-let af en anden dommer med stort set samme begrundelse.

Dommer forlængede ved kendelse af 23. april 2019 og ved flere efter-følgende kendelser varetægtsfængslingen af alle fire erstatningssøgende og begrundede her-under vedrørende Erstatningssøgende 2 fristforlængelsen med henvisning til begrundel-sen i kendelsen fra grundlovsforhøret den 1. marts 2019.   

I juni 2019 blev de erstatningssøgende tiltalt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, og § 252, stk. 1. Ved byrettens dom af 18. december 2019 blev de fri-fundet for de nævnte forhold. Dommer deltog som retsformand i be-handlingen af straffesagen.

- 3 -

De erstatningssøgende krævede efter byrettens dom erstatning i anledning af varetægtsfængs-lingerne, som for alle fire erstatningssøgende ophørte den 16. december 2019, hvor byretten traf beslutning om løsladelse.

Byretten afsagde den 28. maj 2021 dom i erstatningssagen, der blev behandlet af Dommer med deltagelse af domsmænd. Ved dommen blev anklagemyndigheden frifundet for påstandene om erstatning. Flertallet lagde vægt på, at de erstatningssøgende hav-de udvist egen skyld ved bl.a. at have været til stede på gerningsstedet på gerningstidspunktet. Landsretten ophævede byrettens dom med henvisning til, at Dommer var inhabil, jf. retsplejelovens § 61.

Sagen angår for Højesteret, om Dommer ved behandlingen af erstat-ningssagen var inhabil efter retsplejelovens § 61.

Inhabilitet

Efter retsplejelovens § 61 må ingen handle som dommer i en sag, når der i øvrigt – dvs. uden for de tilfælde, der er nævnt i lovens § 60 – foreligger omstændigheder, som er egnet til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. Det fremgår af Højesterets praksis, her-under bl.a. Højesterets dom af 15. juni 2021 (UfR 2021.3983), at bestemmelsen i § 61 har et dobbelt formål, nemlig dels at undgå reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at undgå, at der hos parterne eller i omverdenen opstår mistil-lid til upartiskheden hos bl.a. de dommere, der skal medvirke i sagen. Det sidstnævnte inde-bærer, at en dommer er inhabil, hvis der på grund af dommerens tilknytning til sagen eller dens parter kan rejses tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. For at føre til inhabilitet skal tvivlen være rimeligt begrundet i objektive omstændigheder. Bestemmelsen i § 61 skal i øvrigt fortolkes i lyset af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver har ret til rettergang for en upartisk domstol, og den hertil relaterede praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det følger af Højesterets kendelse af 26. oktober 1999 (UfR 2000.186), at den omstændighed, at en dommer har deltaget i en afgørelse om varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, ikke i sig selv indebærer, at der kan rejses tvivl om dommerens fuldstændige upar-tiskhed ved pådømmelse af et efterfølgende krav på erstatning i anledning af strafferetlig for-følgning. Dette er i overensstemmelse med, hvad der må anses for at være forudsat i lovforar-

- 4 -

bejderne, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A, lovforslag nr. L 150, sp. 3867-68, og tillæg B, betænkning over forslag til lov om ændring af retsplejeloven, sp. 1571 og 1575.

Højesteret finder, at der konkret kan foreligge inhabilitet, hvis karakteren og omfanget af de straffeprocessuelle indgreb, som dommeren har truffet afgørelse om forud for erstatningssa-gen, er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. Det afgørende er, om dommeren reelt har taget stilling til tvistens genstand på et tidligere tidspunkt, herunder om spørgsmålene i sagerne er de samme, eller om der i øvrigt er en direkte indholdsmæssig forbindelse mellem spørgsmålene.

Den konkrete sag

De omstændigheder, som anklagemyndigheden har anført som begrundelse for at nægte er-statningerne, er i det væsentlige de samme omstændigheder, som indgik i Dommers begrundelser for varetægtsfængsling af de erstatningssøgende. På den bag-grund tiltræder Højesteret, at der ved erstatningssagens behandling forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om hendes fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61.

Konklusion

Højesteret stadfæster landsrettens dom, sådan at byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.

Dommer var inhabil

Sag 104/2023

Dom afsagt den 4. juni 2024

Anklagemyndigheden

mod

Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1, Erstatningssøgende 3 og Erstatningssøgende 2

Dommer var inhabil i sag om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling

Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1 og Erstatningssøgende 3 blev i februar 2019 sigtet for drabsforsøg og medvirken til anvendelse af skydevåben på et offentligt sted. Under grundlovsforhøret vurderede Dommer, at der var en begrundet mistanke mod dem. Dommeren lagde vægt på, at der forelå oplysninger om, at Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1 og Erstatningssøgende 3 var genkendt som værende til stede i forbindelse med, at der var blevet skudt mod en anden person og hans fireårige søn, og at Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1 og Erstatningssøgende 3 tilhørte en gruppering, som var i konflikt med offerets gruppering. Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1 og Erstatningssøgende 3 blev herefter varetægtsfængslet.   

I starten af marts 2019 blev Erstatningssøgende 2 varetægtsfængslet af en anden dommer med stort set samme begrundelse.

Dommer traf herefter en række afgørelser om at forlænge varetægtsfængslingerne af Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1, Erstatningssøgende 3 og Erstatningssøgende 2.   

I december 2019 blev Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1, Erstatningssøgende 3 og Erstatningssøgende 2 frifundet og løsladt fra varetægtsfængslingen. Dommer deltog som retsformand under behandlingen af straffesagen.

Efter frifindelsen krævede Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1, Erstatningssøgende 3 og Erstatningssøgende 2 erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.   

I maj 2021 behandlede byretten erstatningssagen. Dommer, som havde truffet afgørelse om varetægtsfængsling og flere gange havde forlænget varetægtsfængslingen af alle fire erstatningssøgende, deltog i sagens behandling sammen med domsmænd. Byretten vurderede, at Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1, Erstatningssøgende 3 og Erstatningssøgende 2 ikke havde krav på erstatning, og byretten lagde vægt på, at de alle fire havde udvist egen skyld ved bl.a. at have været til stede på gerningsstedet på gerningstidspunktet.   

De erstatningssøgende ankede dommen til Østre Landsret, som ophævede dommen med henvisning til, at Dommer grundet sine afgørelser om varetægtsfængsling var inhabil til at behandle erstatningssagen.

Anklagemyndigheden indbragte sagen for Højesteret, som udtalte bl.a., at det følger af Højesterets praksis og retsplejelovens forarbejder, at den omstændighed, at en dommer har deltaget i en afgørelse om varetægtsfængsling ikke i sig selv medfører, at dommeren er inhabil i den efterfølgende erstatningssag. Højesteret udtalte også, at der konkret kan foreligge inhabilitet, hvis dommeren reelt har taget stilling tvistens genstand på et tidligere tidspunkt, herunder om spørgsmålene i sagerne er de samme, eller om der i øvrigt er en direkte indholdsmæssig forbindelse mellem spørgsmålene.

Om den konkrete sag udtalte Højesteret, at de omstændigheder, som anklagemyndigheden havde anført som begrundelse for at nægte erstatning, var de samme omstændigheder, som indgik i Dommers begrundelse for at varetægtsfængsle Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1, Erstatningssøgende 3 og Erstatningssøgende 2. På den baggrund

fandt Højesteret, at der ved erstatningssagens behandling forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om Dommers fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61. Dommer burde derfor ikke have deltaget i behandlingen af erstatningssagen.

Landsretten var nået til samme resultat.