Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 11. april 2024
Sag BS-44306/2023-VLR
(13. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøger
(advokat Erik Høimark, beskikket)
mod
Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune)
(advokat Sophia Krøldrup)
Retten i Aarhus har den 18. august 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-16715/2020-ARH).
Landsdommerne Thomas Tordal-Mortensen, Anne Hedegaard Toft og Alice Mølholm Jungersen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellant, tidligere Sagsøger, har gentaget sin påstand for byretten om, at Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) skal betale en godtgørelse på 50.000 kr. med tillæg af proces-rente fra sagens anlæg.
Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune), har påstået dommen stadfæstet.
Appellant, tidligere Sagsøger har fri proces.
Forklaringer
Appellant, tidligere Sagsøger, Vidne 6, tidligere Person 3 og Vidne 1 har afgivet supplerende forklaring.
2
Appellant, tidligere Sagsøger har supplerende forklaret, at han fik tilkendt fleksjob som føl-ge af den Diagnose, han fik, da han passede Sagens person i hjemmet. Det var et langt forløb, inden han fik tilkendt fleksjob.
Da Sagens person flyttede hjem i april 2016, var det ikke noget, han og Sagens persons mor, Vidne 1, forsøgte at overtale ham til. Han tror, at de forsøgte at få Sagens person til at tage tilbage til Botilbud 1, men det er svært at huske, for det er længe siden, og der er sket meget i hans hoved siden da.
I starten fik han sine dagpenge, og han tænkte, at han bare kunne få dagpenge-ne og så være hos Sagens person. Han forsøgte at gøre det klart for kommunen, at han som ledig var forpligtet til at søge arbejde. Kommunen mente, at hvis han fik et job, så skulle han afslå det. Han ønskede ikke at søge job som Stilling 1, velviden-de at han ikke kunne påtage sig arbejdet. Han var nødt til at beskytte sit rygte i branchen.
Selvom han kun var ansat 30 timer af kommunen, kunne han ikke påtage sig andet arbejde. Kommunen sagde, at han kunne få de timer, han ville, men beta-lingen ville være den samme. Han og Vidne 1 var desperate, så de tog imod det, de fik tilbudt. Han forestillede sig ikke dengang, at forløbet ville blive så langt.
Sagens person havde muligvis allerede nogle små tegn på OCD, da han boede på Botilbud 1. Sagens person nævnte på et tidspunkt noget med en fjernbe-tjening, men han havde svært ved at forstå, hvad det var, Sagens person forsøgte at for-tælle. Han vidste ikke, hvad OCD var, og han kunne derfor ikke tolke, at det var det. Kort tid efter, at Sagens person var flyttet hjem, begyndte forældrene at tale om det. Han bemærkede, at Sagens person var længe på badeværelset, og at der blev brugt meget sæbe. I starten slog han det hen. Man er måske nogle gange blind for no-get, man ikke vil have, skal være der. Da Sagens person selv erkendte, at han havde OCD, tog det i den grad fart, fordi Sagens person kunne lave alle sine ritualer åbenlyst. Sagens person skulle f.eks. have tal på uret i køkkenet og tv’et til at stemme. Han blev også selv en del af Sagens persons OCD. Når han skulle se tv, kunne Sagens person bede ham skrue op og ned, så det passede ind i Sagens persons systemer. Man kan sige, at han skulle have sagt fra over for Sagens person, men han evnede ikke at tage opgøret. Han ønskede bare, at Sagens person skulle lade være med ritualerne, og at OCD’en for-svandt.
Sagens person havde også mange ritualer inden sengetid. Når ritualerne var slut, kunne de begge komme i seng omkring kl. 2-3 om natten. Det var ikke nemt. På et tidspunkt blev det for meget, og han sendte derfor en mail til kommunen. Når han læser mailen i dag, kan han slet ikke genkende sig selv. Han har normalt styr på sine ting, men han var meget presset. Han hørte ikke noget fra kommu-nen før ca. 3 uger senere. Kommunen skrev, at de fik alt den hjælp, som de
3
havde krav på. Det var som om, at kommunen mente, at det, de bad om, var urimeligt. Da håbløsheden satte ind, knækkede han.
De kunne ikke bare bede Sagens person om at flytte, for hvor skulle han flytte hen? Hvis ikke de som forældre havde taget sig af ham, og han f.eks. var blevet sendt til Botilbud 2, så tror han ikke, at Sagens person ville være her i dag.
Den hjælp, som de fik tilbudt af Botilbud 3, medførte længe et større pres for ham. Han skulle koordinere og forberede Sagens person på, hvad der skulle ske. Han skulle være formidler og formilder mellem de to parter. Han skulle hele tiden sørge for, at det ikke eskalerede, når der var yderligere to personer i hu-set. Hen ad vejen blev hjælpen en lettelse. Det er svært at huske, hvornår det var, men det var langt henne i forløbet. Da Sagens person blev fortrolig med hjælpen, kunne han i ca. en time forlade huset uden Sagens person. Det var ikke hver uge, han kom ud. Han kunne ikke bare gå rundt, så han tog en avisrute. Det var en slags terapi, som dengang gav god mening. I dag virker det absurd, men han husker det som et dejligt job.
Han var der for Sagens person døgnet rundt. Når han vågnede, skulle han skynde sig at handle ind, imens Sagens person stadig sov. Han kunne ikke tage Sagens person med ud i byen. I starten kunne de godt komme lidt ud, og han havde en ambition om at give Sagens person noget indhold i livet. Det sluttede ret hurtigt, fordi Sagens person var så syg af OCD.
Da Sagens person flyttede hjem, var Vidne 1 lige startet i et nyt job i By 2, som hun havde søgt i lang tid, og derfor tog han sig af Sagens person. Vidne 1 havde lange arbejds-dage og kørsel frem og tilbage. Hun blev presset, når hun ikke kunne sove, eller hun blev vækket af Sagens persons ritualer om natten. Vidne 1 kunne nogle gange tage lidt over i weekenderne, men han var selv så presset, at han ikke kunne være i at være væk fra hjemmet. Han var ikke i en tilstand, hvor han kunne lægge be-lastningen i hjemmet væk. Kommunen gav afslag på, at de begge kunne få støt-te til at være derhjemme.
Vidne 1 undersøgte Botilbud 2. Hun refererede til ham, at det var misbrugere og kriminelle, der boede der. På Botilbud 1 så de Sagens person som voldelig og udadreagerende, så personalet der mente, at han skulle et sted hen, hvor man kunne håndtere sådan en voldelig type. Han kun-ne slet ikke se Sagens person sådan et sted. De talte om, at hvis de pressede Sagens person derop, så ville han tage sit eget liv. Han oplevede, at Botilbud 1 dækkede over deres egen uduelighed og manglende evne til at møde Sagens person med de rette pædagogiske metoder, når de anbefalede sådan et sted til Sagens person. Han bliver vred, når han tænker på det, for han kan se, hvor godt det går for Sagens person i dag.
4
Det gav i første omgang god mening, at Sagens person boede hos dem, da Sagens person ikke ville tilbage til Botilbud 1 efter påskeferien 2016, men tinge-ne udviklede sig hen ad vejen, og det formåede kommunen ikke at se. Kommu-nen hænger nu sin hat på, at han har afslået supervision, men han var på det tidspunkt ved at knække sammen, og han havde nok at gøre med at overleve. Der blev holdt møder, hvor der deltog pædagoger, og det er vel også en slags supervision. Han kunne ikke se, at supervision mirakuløst skulle løsne op for problemerne. Han ved ikke, hvilke redskaber han skulle have haft for at kunne håndtere OCD’en.
Sagens person var lettet, da han startede på klinikken for OCD og angstlidelser, og han gjorde sig store forhåbninger om, at han ville få hjælp. Han tror, at Sagens person blev lidt skuffet over, at de bare blev rådet til eksponering, og at Sagens person skulle stoppe med ritualerne. Botilbud 3 tog over på kommunikationen med klinikken, fordi han selv var ved at knække over.
Han tror ikke, at de havde betænkeligheder ved at acceptere botilbuddet på Botilbud 3. De var positive fra starten, da de blev mødt af lydhørhed. De havde forhåbninger om, at det kunne blive godt.
Sagens person har det godt i dag. Sagens person går i skole tre gange om ugen, og det har han gjort i tre år nu. Det troede sagsbehandlerne ikke var muligt. Sagens person har fået et løft af at gå i skole og at være på Botilbud 3. Sagens person har også fået en ven eller to, og han vurderer, at Sagens person er i god trivsel. Senest er Sagens person begyndt at tage kørekort, og det havde de aldrig troet ville være muligt.
Han var i ansættelsesperioden med i bestyrelsen af Arbejdsplads 1. Han fik et mindre honorar det. Det var bestyrelsesarbejde og ikke en ansættelse.
Vidne 6, tidligere Person 3 har forklaret, at når man skal finde et botilbud, sender man sagen til matchning i regionerne. I Sagens persons tilfælde var det rette tilbud ikke et tilbud, der hænger på træerne. Sagens person havde et stort og omfattende behov for hjælp og støtte, der pegede i mange forskellige retninger.
Botilbud 2 var et tilbud i henhold til servicelovens § 108, og sådan-ne botilbud har ret til at have domsanbragte. Botilbud 2 havde ikke flere domsanbragte end andre steder, og botilbuddet var ikke godkendt til alene at have domsanbragte. Forskellen på bostederne på Botilbud 1 og i Botilbud 2 var, at Botilbud 2 lå ude på landet, hvor Botilbud 1 lå inde i byen, hvilket forstyrrede Sagens person. Hun tænker, det var derfor regio-nen pegede på Botilbud 2 som et godt sted for Sagens person.
De kunne ikke tvinge Sagens person til at acceptere et botilbud. Sagens person er myndig og kan selv bestemme, hvor han bor. Det talte hun også med Vidne 1 om.
5
Sagens persons forældre kunne vælge at sige, at Sagens person ikke kunne bo hos dem, selvom hun er klar over, at det er svært for forældre at sige. Hvis de skulle tvinge Sagens person til at flytte, skulle de søge om flytning uden samtykke efter servicelovens § 129. De vurderede, at betingelserne i servicelovens § 129 ikke var opfyldt.
Hvis kommunen skulle udbetale penge til Appellant, tidligere Sagsøger på en anden måde end gennem kommunens lønsystem, så skulle Appellant, tidligere Sagsøger have haft sin egen virksomhed, som kunne fakturere kommunen. De var tidspressede, da de aftalte at honorere Appellant, tidligere Sagsøger, og derfor blev løsningen udbetalingen via lønsystemet. De tænkte ikke, at kommunen skulle bestemme, hvordan Appellant, tidligere Sagsøger løste opgaven. Honoraret svarede til, at Sagens person var i et dagtilbud. Der var nogle løse snakke om, at Appellant, tidligere Sagsøger skulle tale med Sagens person om forskellige aktiviteter, men de stillede ikke krav til aktiviteterne.
I 2013 kunne Appellant, tidligere Sagsøger få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste, fordi Sagens person var under 18 år. De kunne ikke anvende denne løsning i 2016, da man kun kan få tabt arbejdsfortjeneste til børn under 18 år. I 2016 gik Appellant, tidligere Sagsøger hjemme, så de fandt en model, så Appellant, tidligere Sagsøger ikke blev sendt ud i arbej-de, og som forældrene også så som en løsning. De kunne ikke tilbyde betaling for mere end 30 timer, fordi det var en erstatning for et dagtilbud, så der kunne laves nogle aktiviteter for Sagens person. I starten fulgte pædagogerne fra Botilbud 1 med, og efterfølgende blev forældrene tilbudt bostøtte og andre dagtilbud.
De talte ikke med Appellant, tidligere Sagsøger om, hvilken a-kasse, han var medlem af. Det var ikke noget, de rådgav ham om, og hun tænker heller ikke, at de var de rette til at vejlede ham om at tage fat i sin a-kasse. Så vidt hun har forstået, hav-de Appellant, tidligere Sagsøger allerede en ansættelse ved Arbejdsplads 1. Appellant, tidligere Sagsøger havde vist fortalt, at han havde en syvtimersansættelse på Arbejdsplads 1.
Vidne 1 har forklaret, at Sagens person blev frivilligt anbragt på et efter-skolelignende tilbud, da han var 16 år. Sagens person var blevet udredt, og i psykiatrien havde de sagt, at han var døgnbehandlingskrævende. De var enige om, at det bedste for Sagens person ville være, at han kunne komme et sted hen, hvor han kunne få hjælp og støtte. Sagens person kom i skole hver dag, men i fritiden gik det ikke så godt. Han sad bare og spillede computer. Sagens person stoppede i tilbuddet efter ca. 9 måneder, fordi han kom til at skubbe en pædagog i forbindelse med en konflikt om computeren.
Derefter boede Sagens person hjemme, indtil han omkring 1. juni 2013 kom på Botilbud 1. Det var indimellem voldsomt at have Sagens person boende hjemme i den periode, for Sagens person var frustreret, og han kunne være højtråbende og udadreagerende. De var fortrøstningsfulde, da Sagens person flyttede ind på Botilbud 1, men der var problemer fra starten. Sagens person har svært ved at knytte sig til andre, og de tænkte derfor, at de skulle give det tid. Efter
6
ca. 6 måneder kunne de se, at han ikke kom i god trivsel. I januar/februar 2014 efterlyste hun første gang, at der skulle ske noget med den pædagogiske ind-sats. Sagens person var meget isoleret og havde kun kontakt til sin tidligere støtte- og kontaktperson Vidne 3 2 timer om ugen. Man forstod ikke Sagens person på botilbuddet. De kontaktede kommunen om problemerne i 2014, men der skete ikke noget, for kommunen kunne heller ikke forstå, hvordan Sagens person funge-rer. Sagens persons trivsel blev bare dårligere og dårligere.
Botilbud 2 opfyldte hverken Sagens persons ønsker eller det, der var peget på i den neuropsykologiske undersøgelse. Det eneste krav botilbuddet kunne opfylde, var behovet for ro. Hun fik telefonisk oplyst, at stedet var for domsan-bragte og misbrugere, og det var derfor skudt langt forbi Sagens persons målgruppe. Det var nærmest et enkeltmandstilbud uden social kontakt. Det største problem var ikke klientellet, men at der ikke var mulighed for social kontakt.
Det var Sagens persons beslutning, at han ikke ville tilbage til Botilbud 1 i påsken 2016. Det var ikke med deres gode vilje, at han tog ophold i hjem-met, og de gjorde, hvad de kunne for at få ham afsted.
Da Appellant, tidligere Sagsøger blev meget presset, spurgte de kommunen, om der var mulighed for, at hun også kunne blive købt fri, men det var ikke en mulighed. Hun forsøgte at afløse Appellant, tidligere Sagsøger i det omfang, hun kunne. Da hun også havde sit arbejde, har det været begrænset, hvad hun kunne byde ind med, når der var et behov for hjælp 24 timer i døgnet.
Det var ofte svært at overtale Sagens person til at vende tilbage til botilbuddet. De brug-te belønninger i form af f.eks. ferier til at holde det kørende, men Sagens person fik det dårligere og dårligere.
Der var ikke egnede botilbud, og kommunen blev ved med at have Botilbud 2 på bordet, indtil de selv fandt Botilbud 3. De havde på vegne af Sagens person sagt nej tak til Botilbud 2.
De takkede nej til Tilbud, fordi det er et stort arbejde, når Sagens person skal danne nye relationer. Tilbud kunne ikke give støtte med autismespecifik viden, og hver gang Sagens person skal introduceres for nye mennesker, tager det tid og er hårdt ar-bejde. De var bange for, at det kunne spænde ben for muligheden for at skabe relationer til et botilbud, hvis han skulle introduceres for flere nye mennesker.
De har fået alle deres ønsker opfyldt på Botilbud 3. Sagens person er i trivsel, og han er i gang med at tage kørekort.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
7
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen angår i første række, om Appellant, tidligere Sagsøger i perioden fra den 25. april 2016 til den 30. juni 2017 var ansat af Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune), og om han som følge heraf var omfattet af begrebet lønmodtager i arbejdstidsdirektivgennemførel-seslovens § 2, stk. 1. Såfremt det er tilfældet, angår sagen i anden række, om Appellant, tidligere Sagsøger er berettiget til godtgørelse efter arbejdstidsdirektivgennem-førelseslovens § 8, stk. 1, jf. § 4.
EU-Domstolen har i sag nr. C-428/09 udtalt, at arbejdstagerbegrebet i direktivet ikke kan fortolkes forskelligt i medlemsstaternes lovgivning, men må tillægges en selvstændig betydning i EU-retten. Domstolen udtalte videre, at begrebet må
defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer de berørte per-
soners rettigheder og pligter i arbejdsforholdet. Det væsentligste kendetegn ved
arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod veder-
lag for en anden og efter dennes anvisninger, jf. præmis 27-28. Af præmis 29 fremgår videre bl.a., at den nationale ret inden for rammerne af fastlæggelsen af arbejdstagerbegrebet skal foretage en samlet vurdering af samtlige omstændig-heder i den for denne verserende sag, der angår såvel de pågældende aktivite-
ters karakter som forholdet mellem de pågældende parter. I sag C-519/09, præ-
mis 21, henvises der også til arbejdstagerbegrebet i TEUF artikel 45.
8
Om en person er lønmodtager, beror herefter på en helhedsvurdering, og lønmodtagerbegrebet omfatter alle, der er omfattet af det EU-retlige lønmod-tagerbegreb.
Appellant, tidligere Sagsøger og Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) indgik den 21. april 2016 aftale om, at Appellant, tidligere Sagsøger 30 timer om ugen skulle udføre støtte i hjemmet til sin søn Sagens person, der er atypisk autist. Af aftalen fremgår, at lovgrundlaget var servicelovens § 85, og aftalen var gældende i perioden fra den 25. april 2016 til den 31. maj 2016. Det fremgår af sagen, at Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) ultimo maj 2016 gav tilsagn om at forlænge aftalen med en måned, og ved en aftale dateret den 15. juni 2016 blev aftalen yderligere forlænget fra den 1. juli 2016. Aftalen var gældende, indtil den blev opsagt af Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) pr. 30. juni 2017.
Aftalen mellem Appellant, tidligere Sagsøger og Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) blev indgået i forbin-delse med, at Sagens person efter en ferie i foråret i 2016 ikke ønskede at ven-de tilbage til sit daværende bosted, hvorefter han med samtykke fra sine foræl-dre, Vidne 1 og Appellant, tidligere Sagsøger, tog ophold hos dem. Sagens person boede hos forældrene, indtil han flyttede ind i et nyt botilbud pr. 1. juni 2017.
I den periode, hvor Sagens person boede hos forældrene, bevilligede Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) bl.a. støtte til Sagens person i medfør af servicelovens § 85. Formå-let med støtten var at sikre, at Sagens person havde indhold i hverdagen og blev guidet og støttet til at lave udadrettede aktiviteter.
Landsretten lægger efter bevisførelsen, herunder indholdet af Appelindstævnte (Kommune)s, tidligere Sagsøgte (Kommune) brev af 10. juni 2016 til Vidne 1, til grund, at formålet med den aftale, som Appellant, tidligere Sagsøger og Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) indgik, var, at Appellant, tidligere Sagsøger skulle udøve den bevilligede støtte, jf. servicelovens § 85, og baggrunden herfor var bl.a., at der var et ønske om at sikre, at Appellant, tidligere Sagsøger, der på daværen-de tidspunkt var ledig, kunne være til rådighed for Sagens person, og at han ikke blev sendt i andet arbejde. Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) har oplyst, at i en situation som den foreliggende ville bevilling efter servicelovens § 85 sædvanligvis blive udmøntet i socialpædagogisk støtte fra Appelindstævnte (Kommune)s, tidligere Sagsøgte (Kommune) egne fagligt uddan-nede medarbejdere.
Aftalen, der blev indgået den 21. april 2016, har overskriften ”Medarbejdertil-gang” , og forlængelsen af aftalen dateret den 15. juni 2016 har overskriften ”Medarbejderændring” . Aftalerne indeholder den overordnede ramme for den funktion, som Appellant, tidligere Sagsøger skulle varetage i forhold til støtten til Sagens person, og aftalerne indeholder oplysninger om det ugentlige timetal og ho-noreringen heraf. Betalingen i henhold til aftalerne blev udbetalt til Appellant, tidligere Sagsøger som sædvanlig A-indkomst.
9
Efter indholdet af aftalerne og efter oplysningerne om baggrunden for indgåel-sen heraf, lægger landsretten til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger over for Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) var forpligtet til mod vederlag at udøve støtte til Sagens person 30 timer om ugen inden for rammerne af bevillingen i henhold til servicelovens § 85, og at arbejdet blev udført for Appelindstævnte (Kommune)s, tidligere Sagsøgte (Kommune) regning og risiko.
På denne baggrund finder landsretten efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, at Appellant, tidligere Sagsøger var ansat af Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) i et tjenestefor-hold, og at han derfor var omfattet af begrebet lønmodtager i arbejdsdirektiv-gennemførelseslovens § 2, stk. 1. Det kan under de anførte omstændigheder ikke føre til en anden vurdering, at Appellant, tidligere Sagsøger inden for rammerne af bevillingen selv tilrettelagde sin arbejdstid, og at Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) efter det oplyste undlod at stille konkrete krav til arbejdets udførelse og at føre tilsyn hermed.
Spørgsmålet er herefter, om Appellant, tidligere Sagsøger har krav på godtgørelse, jf. ar-bejdstidsdirektivgennemførelsesloven § 8, stk. 1, jf. § 4.
Efter § 4 i arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven må den gennemsnitlige ar-bejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder ikke overstige 48 timer inkl. overarbejde.
Det er i aftalegrundlaget mellem Appellant, tidligere Sagsøger og Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) klart beskrevet, at Appellant, tidligere Sagsøger kun var ansat 30 timer om ugen til at udføre støtte til Sagens person i henhold til bevillingen efter servicelovens § 85. Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) har i ansættelsesperioden afvist bevilling til yderligere end, hvad der kunne indeholdes i de 30 timer om ugen.
Selvom Appellant, tidligere Sagsøger i ansættelsesperioden påtog sig en omfattende pleje-og omsorgsopgave i hjemmet ud over det, som han var ansat til, finder lands-retten, at der som følge af den ramme, der var fastsat for ansættelsesforholdet, ikke er grundlag for at anse de yderligere pleje- og omsorgsopgaver som arbej-de i ansættelsesforholdet. Opgaverne må derimod anses som en konsekvens af, at Appellant, tidligere Sagsøger og Vidne 1 accepterede, at Sagens person boede i deres hjem, indtil der var fundet et botilbud, som de fandt egnet.
Da Appellants, tidligere Sagsøger gennemsnitlige arbejdstid i tjenesteforholdet herefter ikke har oversteget det i arbejdstidsdirektivgennemførelseslovens § 4 anførte, har Appellant, tidligere Sagsøger ikke har krav på godtgørelsen efter arbejdstidsdirektiv-gennemførelseslovens § 8, stk. 1.
Landsretten stadfæster med denne begrundelse byrettens dom.
10
Appellant, tidligere Sagsøger har fri proces for landsretten. Efter sagens udfald skal statskassen i sagsomkostninger for landsretten betale 25.000 kr. til Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune). Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand, og der er her-ved taget højde for, at Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune) ikke er momsregistreret. Ud over sa-gens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal statskassen inden 14 dage betale 25.000 kr. til Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune). Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 11-04-2024 kl. 10:00
Modtagere: Appelindstævnte (Kommune), tidligere Sagsøgte (Kommune), Appellant, tidligere Sagsøger