Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 3. april 2025
Sag BS-49851/2024-HJR
(2. afdeling)
Appellant
(advokat Erik Høimark, beskikket)
mod
Appelindstævnte (Kommune)
(advokat Jens Lund Mosbek)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Aarhus den 18. august 2023 (BS-16715/2020-ARH) og af Vestre Landsrets 13. afdeling den 11. april 2024 (BS-44306/2023-VLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Søren Højgaard Mørup.
Påstande
Appellant, har gentaget sin påstand om, at Appelindstævnte (Kommune), skal betale en godtgørelse på 50.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 22. april 2020.
Appelindstævnte (Kommune) har påstået stadfæstelse.
Retsgrundlag
Af EU-Domstolens dom af 20. november 2018 i sag C-147/17 (Sindicatul Familia
Constanţa,Ustinia Cvas m.fl. mod Direcția Generală de Asistență Socială și Pro-
tecția Copilului Constanța) fremgår:
2
”Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
20 De fysiske personer, der er sagsøgere i hovedsagen, er ansat som ple-jeforældre af generaldirektoratet, som er en offentlig institution, hvis formål er koordinering af sociale bistandsaktiviteter og beskyttelse af familien og børns rettigheder i provinserne og i Bukarests distrikter. De skal i deres hjem modtage et
barn, hvis forældre permanent eller midlertidigt har fået frataget foræl-dremyndigheden, og sørge for dets opdragelse og pasning. Hver af ple-jeforældrene indgår en individuel ansættelseskontrakt med det nævnte generaldirektorat samt en aftale om anbringelse for hvert barn, der an-bringes i pleje hos denne.
…
Om de præjudicielle spørgsmål
Indledende bemærkninger
…
40 Henset til, at direktiv 2003/88 således alene finder anvendelse på ar-bejdstagere, skal det afgøres, om de fysiske personer, der er sagsøgere i hovedsagen, kan anses for at være ”arbejdstagere” som omhandlet i di-rektivet.
41 Begrebet ”arbejdstager” kan ikke i forhold til anvendelsen af direktiv 2003/88 fortolkes forskelligt afhængigt af, hvilken national lovgivning der er tale om, men må tillægges en selvstændig betydning i EU-retten. Det skal defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer ansættelsesforholdet med hensyn til de berørte personers rettigheder og pligter. Det væsentligste kendetegn ved et ansættelsesforhold er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (dom af 14.10.2010, Union syndicale Solidaires Isère, C-428/09, EU:C:2010:612, præmis 28 og den deri nævnte retsprak-sis).
42 Det følger heraf, at et ansættelsesforhold forudsætter et underordnel-sesforhold mellem arbejdstageren og dennes arbejdsgiver. Et sådant un-derordnelsesforhold skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyn-tagen til alle de omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (dom af 10.9.2015, Holterman Ferho Exploitatie m.fl., C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 46).
43 I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de i hovedsagen omhandlede plejeforældre i princippet vedvarende skal
3
drage omsorg for udvikling, pasning og opdragelse af de børn, der er anbragt i pleje hos dem af en offentlig myndighed, og at de som mod-ydelse modtager et vederlag for denne aktivitet. Desuden skal disse ple-jeforældre ikke alene være godkendt, men de skal også i henhold til ar-tikel 8, stk. 1, i regeringsdekret nr. 679/2003 indgå en ”særlig ansættel-seskontrakt” med den kompetente specialtjeneste til beskyttelse af min-dreårige, idet denne kontrakt er gyldig i perioden for godkendelsens varighed og gennemføres fra datoen for afgørelsen om anbringelse. Denne kontrakt kan suspenderes eller opsiges i henhold til de nationale arbejdsretlige regler. De nævnte plejeforældre synes ligeledes at have ret til social sikring samt en ret til videreuddannelse.
44 I henhold til den nationale lovgivning, der er omhandlet i hovedsa-gen, skal disse plejeforældre give specialtjenesten til beskyttelse af min-dreårige, med hvilken de har indgået en aftale, mulighed for at føre til-syn med deres professionelle aktivitet og at vurdere de anbragte børns udvikling.
45 Det følger af samtlige disse forhold, at de fysiske personer, der er sagsøgere i hovedsagen, befinder sig i et underordnelsesforhold i for-hold til den offentlige tjeneste, med hvilken de er kontraktmæssigt for-bundet, idet dette forhold materialiseres ved den nævnte tjenestes lø-bende tilsyn og vurdering af deres aktiviteter i forhold til de krav og kriterier, der er opregnet i kontrakten, med henblik på gennemførelse af formålet om beskyttelse af mindreårige som fastsat ved lov.
46 Der rejses ikke tvivl om denne vurdering af den omstændighed, at plejeforældre såsom de fysiske personer, der er sagsøgere i hovedsagen, råder over et betydeligt skøn for så vidt angår den daglige udøvelse af deres funktioner, eller at den opgave, de er blevet betroet, er et ”tillids-hverv” eller af almen interesse (jf. i denne retning dom af 10.9.2014, Ha-ralambidis, C-270/13, EU:C:2014:2185, præmis 39-41, og af 9.7.2015, Balkaya, C-229/14, EU:C:2015:455, præmis 41).
47 Den omstændighed, at plejeforældres aktivitet i vidt omfang ligner det ansvar, som forældre har over for deres egne børn, kan under hen-syn til det ovenfor i præmis 43-45 i nærværende dom anførte ikke inde-bære, at disse plejeforældre falder uden for betegnelsen ”arbejdstagere” som omhandlet i direktiv 2003/88.
48 Det følger heraf, at de i hovedsagen omhandlede plejeforældre skal anses for at være ”arbejdstagere” som omhandlet i direktiv 2003/88.
4
Det første spørgsmål
49 Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere be-stemt oplyst, om artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, i direktiv 89/391, skal fortolkes således, at en plejeforæl-ders aktivitet, som inden for rammerne af et ansættelsesforhold under en offentlig myndighed består i at modtage og integrere et barn i hjem-met og vedvarende sørge for dette barns harmoniske udvikling og op-dragelse, ikke henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2003/88.
50 Det bemærkes med hensyn hertil, at artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88 fastlægger dette direktivs anvendelsesområde ved henvisning til artikel 2 i direktiv 89/391.
51 I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/391 finder dette anvendelse på ”alle former for private og offentlige aktiviteter” , herunder ”tjeneste-ydelser” .
52 Som det imidlertid fremgår af dets artikel 2, stk. 2, første afsnit, fin-der direktivet ikke anvendelse, når særlige forhold i tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, f.eks. i de væbnede styr-ker eller inden for politiet, eller til visse specifikke aktiviteter i civilbe-skyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets anvendelse. An-det afsnit i denne bestemmelse præciserer imidlertid, at det i så fald skal påses, at arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i videst muligt om-fang sikres i overensstemmelse med målsætningerne i dette direktiv.
53 Med hensyn hertil bemærkes for det første, at undtagelsen i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 skal fortolkes på en måde, der be-grænser dens rækkevidde til det, der er strengt nødvendigt for at vare-tage de interesser, som denne undtagelse giver medlemsstaterne ad-gang til at beskytte (jf. i denne retning dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl., C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 54).
54 Hvad for det andet angår begrebet ”offentlig tjeneste” som omhand-let i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 bemærkes, at denne bestemmelse ikke indeholder nogen definition af dette begreb og heller ikke henviser til national ret med hensyn til, hvilken betydning af dette begreb der skal lægges til grund. Ifølge fast retspraksis følger det såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprin-cippet, at indholdet af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Den Euro-pæiske Union skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning,
5
som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og for-målet med den pågældende ordning (jf. dom af 14.2.2012, Flachglas Torgau, C-204/09, EU:C:2012:71, præmis 37 og den deri nævnte rets-praksis, og af 7.9.2017, Schottelius, C-247/16, EU:C:2017:638, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
55 Med hensyn hertil skal det påpeges, at det kriterium, der i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 anvendes til at udelukke visse akti-viteter fra dette direktivs anvendelsesområde og dermed indirekte fra anvendelsesområdet for direktiv 2003/88, ikke støttes på arbejdstager-nes tilhørsforhold overordnet set til en af de sektorer inden for den of-fentlige tjeneste, der er omfattet af denne bestemmelse, men udeluk-kende er støttet på visse specifikke aktiviteters særlige forhold, når disse aktiviteter udøves af arbejdstagere fra de sektorer, der er omfattet af denne bestemmelse, idet aktiviteternes specifikke art begrunder en undtagelse til reglerne om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, fordi det er absolut nødvendigt at garantere en effektiv beskyttelse af samfundet (jf. i denne retning dom af 12.1.2006, Kom-missionen mod Spanien, C-132/04, ikke trykt i Sml., EU:C:2006:18, præmis 24).
56 Det følger af den funktionelle karakter af et sådant kriterium, at ud-trykket ”offentlig tjeneste” som omhandlet i artikel 2, stk. 2, første af-snit, i direktiv 89/391 ikke alene omfatter de sektorer, hvor arbejdsta-gerne er knyttet organisatorisk til staten eller til en anden offentlig myndighed, men også de sektorer, hvor arbejdstagerne udøver deres aktivitet for en privatperson, som under de offentlige myndigheders kontrol har påtaget sig en aktivitet af almen interesse, der hører under medlemsstatens væsentlige funktioner.
57 Det skal med hensyn hertil konstateres, at artikel 2, stk. 2, første af-snit, i direktiv 89/391 alene opregner aktiviteter i de væbnede styrker, inden for politiet og i civilbeskyttelsestjenesterne som eksempler.
58 Under hensyn til de forskelle, der kan være fra en medlemsstat til en anden i forbindelse med den konkrete organisation af aktiviteter af al-men interesse, der hører under medlemsstatens væsentlige funktioner, er en sådan funktionel fortolkning af begrebet ”offentlig tjeneste” desu-den begrundet i nødvendigheden af at sikre en ensartet anvendelse af direktiv 89/391 i disse stater (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Deut-sche Umwelthilfe, C-515/11, EU:C:2013:523, præmis 24).
59 Undtagelsen i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 finder så-ledes anvendelse på samme måde på arbejdstagere, der udøver speci-
6
fikke aktiviteter svarende til tjenester af betydning for samfundet, uan-set om deres arbejdsgiver er en offentlig myndighed eller en privatper-son, der har ansvaret for aktiviteter af almen interesse, som hører under en stats væsentlige funktioner.
60 Det fremgår af de sagsakter, der er blevet forelagt for Domstolen, at plejeforældre i Rumænien kan ansættes af såvel en offentlig myndig-hed, som bl.a. varetager beskyttelsen af mindreårige, som et privat or-gan under denne myndigheds kontrol. I det foreliggende tilfælde er alle de sagsøgende plejeforældre i hovedsagen ansat af en offentlig myndig-hed. Inden for rammerne af dette ansættelsesforhold skal plejeforældre-ne garantere den harmoniske udvikling af de børn, der er anbragt hos dem, sikre børnenes integration i plejeforældrenes egen familie og for-berede børnenes reintegration i deres biologiske familie eller deres inte-gration i en adoptivfamilie.
61 Plejeforældrenes aktivitet indgår således i beskyttelsen af mindre-årige, som er et formål af almen interesse, der henhører under en stats væsentlige funktioner.
62 Det særlige ved denne aktivitet i forhold til andre aktiviteter, der er forbundet med beskyttelsen af mindreårige, følger endvidere af den omstændighed, at den har til formål at integrere et barn, der er anbragt hos en plejeforælder, vedvarende og for en lang periode i dennes hjem og familie.
63 Det følger heraf, at en sådan aktivitet skal anses for at henhøre under de specifikke aktiviteter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391.
64 For det tredje har Domstolen allerede fastslået, at den omstændig-hed, at specifikke aktiviteter på grund af deres art ikke kan undergives en planlægning af arbejdstiden, udgør et af de særlige forhold i tilknyt-ning til disse specifikke aktiviteter, som i henhold til artikel 2, stk. 2, før-ste afsnit, i direktiv 89/391 begrunder en undtagelse til reglerne om be-skyttelse af arbejdstageres sikkerhed og sundhed (dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl., C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 55).
65 Artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 gør det således muligt at bevare effektiviteten af de specifikke aktiviteter i den offentlige tjene-ste, hvis kontinuitet er uundværlig med henblik på at sikre den effek-tive udøvelse af statens væsentlige funktioner (jf. i denne retning ken-delse af 14.7.2005, Personalrat der Feuerwehr Hamburg, C-52/04, EU:C:2005:467, præmis 50).
7
66 Dette krav om kontinuitet skal vurderes under hensyn til de særlige forhold i tilknytning til den pågældende aktivitet.
67 Som Domstolen har påpeget, er kravet om kontinuitet i de aktive tje-nester inden for sundhed, sikkerhed og offentlig orden således ikke til hinder for, at disse tjenesters aktiviteter, når de finder sted under nor-male vilkår, kan organiseres, herunder for så vidt angår de ansattes ar-bejdstid, idet undtagelsen i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 alene finder anvendelse på sådanne tjenester under omstændig-heder af ekstraordinær karakter (jf. bl.a. i denne retning dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl., C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 55 og 57, og af 12.1.2006, Kommissionen mod Spanien, C-132/04, ikke trykt i Sml., EU:C:2006:18, præmis 26).
68 Denne retspraksis kan imidlertid ikke fortolkes således, at det er udelukket, at visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, selv når de udøves under normale vilkår, udviser kendetegn, der er så speci-fikke, at deres art på afgørende vis er til hinder for en planlægning af arbejdstiden, som overholder kravene i henhold til direktiv 2003/88.
69 Det er i lyset af disse elementer, at det skal afgøres, om den aktivitet som plejeforældre, der er omhandlet i hovedsagen, udviser visse sær-lige forhold i tilknytning til denne aktivitet, som kan begrunde anven-delsen af den undtagelse, der følger af artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391.
70 I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at pleje-forældrene, bortset fra i den tid, hvor det anbragte barn er i skole, i hen-hold til den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning vedva-rende udøver deres aktivitet, herunder på de ugentlige hviledage, hel-ligdage eller fridage samt under deres årlige ferie, medmindre general-direktoratet giver dem tilladelse til at forlade barnet i den nævnte årlige ferie. De rumænske myndigheder har således udformet funktionen som plejeforælder på en sådan måde, at det barn, der anbringes hos en så-dan plejeforælder, integreres vedvarende og langvarigt i dennes hjem og familie. Denne integration skal gøre det muligt for barnet, så længe som det er nødvendigt, at udvikle sig inden for omsorgsfulde og under-støttende rammer, der fremmer en harmonisk udvikling.
71 Den kontinuerlige og langvarige integration i en plejeforælders hjem og familie af børn, som på grund af deres vanskelige familiesituation er særligt sårbare, udgør en egnet foranstaltning med henblik på at under-
8
støtte barnets tarv, således som fastsat i artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
72 Under disse omstændigheder vil det forhold, at plejeforælderen med jævne mellemrum skal tildeles en ret til at forlade det barn, der er an-bragt hos plejeforælderen, efter et nærmere bestemt antal timer eller i de perioder, der generelt anses for at være gunstige for udviklingen af familielivet, såsom de ugentlige eller årlige hviledage, være i direkte modstrid med det formål, som de rumænske myndigheder forfølger, om at integrere et barn, der er anbragt hos en plejeforælder, vedvarende og langvarigt i dennes hjem og familie.
73 I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, skal det i denne forbindelse bemærkes, at indførelse af en rotationsordning mel-lem plejeforældre eller anvendelse af vikar-plejeforældre, hos hvem ple-jebørnene kan anbringes under den ferie, som de principale plejeforæl-dre har opnået tilladelse til, ville skade et væsentligt aspekt af den mod-tagelsesordning, som de rumænske myndigheder har indført, nemlig den vedvarende og langvarige opretholdelse af den særlige tilknytning mellem det anbragte barn og plejeforælderen, der er kendetegnet ved dette barns integrering i plejeforælderens hjem og familie.
74 Det vil derfor ikke være foreneligt med de særlige forhold i tilknyt-ning til en sådan aktivitet, som kræver, at plejeforældrene vedvarende og langvarigt drager omsorg for det barn, der er anbragt i deres hjem og familie, såfremt plejeforældrenes ugentlige arbejdstid i overensstem-melse med artikel 6 i direktiv 2003/88 begrænses, og arbejdsgiveren i overensstemmelse med dette direktivs artikel 5 og 7 pålægges at tildele plejeforældrene ugentlig hviletid eller årlig ferie, i forbindelse med hvilke plejeforældrene ville være fritaget for at udøve deres aktivitet og dermed at passe det barn, der er anbragt hos dem.
75 Selv om artikel 5 i direktiv 2003/88 i henhold til dette direktivs artikel 17 under visse betingelser kan fraviges for så vidt angår den ugentlige hviletid og ligeledes direktivets artikel 6 for så vidt angår den maksi-male ugentlige arbejdstid, gør det samme sig ikke gældende for retten til årlig ferie, således som fastsat i det nævnte direktivs artikel 7.
76 Det følger heraf, at de særlige forhold i tilknytning til den i hovedsa-gen omhandlede aktivitet som plejeforældre skal anses for på afgørende vis at være til hinder for anvendelse af direktiv 2003/88 på de nævnte plejeforældre.
9
77 Det bemærkes i denne henseende endvidere, at det væsentligste ken-detegn ved aktiviteten som plejeforældre som omhandlet i hovedsagen, som består af forpligtelsen til vedvarende integrering af barnet i pleje-forældrenes hjem og familie, adskiller denne aktivitet fra den aktivitet, som ”forældreafløsere” som omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 26. juli 2017, Hälvä m.fl. (C-175/16, EU:C:2017:617), udøver. Disse sidstnævnte var nemlig ikke bundet af en sådan forpligtelse, og deres arbejdstid var i det væsentlige fastlagt på forhånd i de ansættel-seskontrakter, de havde indgået med deres arbejdsgiver, henset til dels, at antallet af arbejdsperioder à 24 timer, som de skulle levere årligt, var fastsat i kontrakten, dels at arbejdsgiveren på forhånd udarbejdede ske-maer, som ved regelmæssige tidsintervaller angav, i hvilke perioder à 24 timer forældre-afløseren havde ansvaret for ledelsen af et børnehus (dom af 26.7.2017, Hälvä m.fl., C-175/16, EU:C:2017:617, præmis 33).
78 For det fjerde bemærkes, at selv om visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste på grund af de særlige forhold i tilknytning til disse er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2003/88, kræves det stadig i henhold til artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 89/391, at de kompetente myndigheder sikrer arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ”i videst muligt omfang” (kendelse af 14.7.2005, Personalrat der Feuer-wehr Hamburg, C-52/04, EU:C:2005:467, præmis 56).
79 Det bemærkes i denne forbindelse, at den kontrakt, der i henhold til artikel 122, stk. 3, litra c), i lov nr. 272/2004 er indgået mellem plejefor-ælderen og den offentlige myndighed eller det private godkendte or-gan, skal gøre det muligt for plejeforælderen at råde over ”fritid” . Det følger heraf, at der er perioder, hvor plejeforælderen ikke er forpligtet til aktivt at passe det barn, der er anbragt hos denne, f.eks. når barnet er i skole, idet plejeforælderen kan råde over disse perioder uden væsent-lige begrænsninger.
80 Plejeforældrene er endvidere ikke forpligtet til at forblive på bopæ-len, men kan tage afsted bl.a. med henblik på fritidsaktiviteter, i prin-cippet under forudsætning af, at de anbragte børn ledsager dem.
81 Desuden fremgår det af artikel 122, stk. 3, litra d), i lov nr. 272/2004 og artikel 10, stk. 1, litra f), i regeringsdekret nr. 679/2003, at plejeforæl-dre kan ansøge den kompetente myndighed om tilladelse til at forlade barnet i visse perioder af året. I denne forbindelse fremgår det af de sagsakter, der er forelagt for Domstolen, og af de oplysninger, som den rumænske regering har afgivet i retsmødet, at en sådan tilladelse udste-des, i det omfang den kompetente myndighed finder, at tilladelsen ikke
10
vil være til skade for en vellykket gennemførelse af den opgave, som plejeforældrene er blevet betroet.
82 Det følger af det ovenstående, at de rumænske myndigheder i over-ensstemmelse med artikel 2, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 89/391 for så vidt angår tilrettelæggelsen af plejeforældrenes arbejdstid har sikret disses sikkerhed og sundhed i videst muligt omfang.
83 Det skal endvidere tilføjes, at begrænsninger i den ret, der ved char-trets artikel 31, stk. 2, tilkendes enhver arbejdstager til daglige og ugent-lige hvileperioder samt til årlig ferie med løn, kan fastsættes under overholdelse af de strenge betingelser, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1, og under respekt af de nævnte rettigheders væsentligste ind-hold (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Bauer og Willmeroth, C-569/16 og C-570/16, EU:C:2018:871, præmis 59, og af 6.11.2018, Max-PlanckGesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 54).
84 I det foreliggende tilfælde kræves det i henhold til artikel 122, stk. 3, litra c), i lov nr. 272/2004, således som anført i nærværende doms præ-mis 79, at den kontrakt, der indgås mellem plejeforælderen og dennes arbejdsgiver, indeholder elementer vedrørende planlægningen af pleje-forælderens fritid. Denne planlægning skal imidlertid bl.a. tage hensyn til programmet for det anbragte barn.
85 Endvidere fremgår det af de bestemmelser, der er nævnt i nærvæ-rende doms præmis 81, at den i hovedsagen omhandlede nationale lov-givning tilkender plejeforældre en ret til årlig betalt ferie, men under-lægger retten til at afholde denne ferie uden det anbragte barn et krav om tilladelse fra arbejdsgiveren, som skal tage hensyn til en vellykket gennemførelse af formålet om beskyttelse af det pågældende barn.
86 De lovbestemte begrænsninger af de nævnte plejeforældres ret til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig betalt ferie respekterer det væsentligste indhold af denne ret. De er endvidere nødvendige for gennemførelsen af det af Unionen anerkendte formål af almen inte-resse, som beskyttelse af barnets tarv som fastsat i chartrets artikel 24 udgør, således som dette formål er fastsat i rumænsk ret, hvorefter ple-jeforælderen er forpligtet til vedvarende at sørge for integrering i sit hjem og sin familie af det anbragte barn samt sørge for barnets harmo-niske udvikling og pasning.
87 Sådanne begrænsninger overholder dermed betingelserne i chartrets artikel 52, stk. 1.
11
88 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88, sammen-holdt med artikel 2, stk. 2, i direktiv 89/391, skal fortolkes således, at den aktivitet som plejeforælder, der inden for rammerne af et ansættel-sesforhold under en offentlig myndighed består i at modtage og inte-grere et barn i hjemmet og vedvarende sørge for dette barns harmoni-ske udvikling og opdragelse, ikke henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2003/88.”
Anbringender
Appellant har anført navnlig, at han var ansat som lønmodtager af
Appelindstævnte (Kommune), jf. arbejdstidslovens § 2.
Appelindstævnte (Kommune) havde en tilsyns- og kontrolforpligtelse i forbindelse med udførelsen af hans arbejde. Det følger af serviceloven, at forvaltningen har al-mindelig adgang til at fastsætte generelle og konkrete instrukser for arbejdets udførelse.
Det kan ikke tillægges afgørende betydning, at han efter kommunens opfattelse frit kunne tilrettelægge sit arbejde uden yderligere instruktion end den, der fulgte af ansættelseskontrakten, idet samme omstændighed gjorde sig gæl-dende i forhold til de lønmodtagere, som kommunen havde ansat til lignende arbejde.
Appelindstævnte (Kommune) har udbetalt løn til ham som almindelig A-indkomst. I kon-trakten bruges ordene ”medarbejder” og ”ansat” .
Det påhvilede Appelindstævnte (Kommune) som arbejdsgiver at sikre et forsvarligt ar-bejdsmiljø, også selv om der var tale om en hjemmearbejdsplads. Kommunen skulle som led heri sikre, at han fik mulighed for den fornødne restitution og ikke arbejdede for mange timer.
Han var reelt bundet til den socialpædagogiske arbejdsopgave døgnet rundt uanset rammen på 30 timer ugentligt, og han var tvunget til at arbejde langt mere end 48 timer ugentligt uden på noget tidspunkt at kunne holde fri, hvilket stod på i mere end et år.
Denne overskridelse af arbejdstidslovens § 4 berettiger ham til en godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1, som passende kan fastsættes til 50.000 kr.
Appelindstævnte (Kommune) har anført navnlig, at der ikke mellem Appellant og Appelindstævnte (Kommune) har været etableret et ansættelsesforhold, der er omfattet af arbejdstidsloven.
12
I perioden 25. april 2016 til 30. juni 2017 ydede Appelindstævnte (Kommune) støtte til Sagens person efter servicelovens § 85. Støtten blev udmøntet i en aftale om beta-ling af honorar til Appellant for støtte til Sagens person i forbindelse med udadrettede aktiviteter i 30 timer pr. uge. Appellant var ikke un-derlagt kommunens tilsyn og instruktion, og han havde derfor ikke status som lønmodtager i et tjenesteforhold. Allerede af den grund er arbejdstidslovens be-stemmelser ikke relevante.
En bevilling efter servicelovens § 85 vil sædvanligvis blive udmøntet i socialpæ-dagogisk støtte fra Appelindstævnte (Kommune)s fagligt uddannede medarbejdere. Det var kun på grund af sagens helt særlige omstændigheder og ud fra et ønske om at tage hensyn til familiens konkrete situation, at kommunen efter anmodning fra forældrene tillod, at støtten blev udmøntet i form af betaling af et honorar til Appellant.
Med denne løsning medvirkede Appelindstævnte (Kommune) til at sikre, at Appellant, der var arbejdsløs, ikke skulle leve op til kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så han i stedet kunne yde støtte til sin søn under sønnens midlertidige ophold hos forældrene, der forventedes at være kortvarigt.
Under alle omstændigheder har den aftalte arbejdstid for udførelse af den støtte til igangsættelse af udadrettede aktiviteter, som fremgår af § 85-bevillingen, kun udgjort 30 timer om ugen. Appelindstævnte (Kommune) har derfor ikke handlet i strid med 48-timers reglen i arbejdstidslovens § 4. Der er som følge heraf ikke grund-lag for at tilkende godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Sagen angår, om Appelindstævnte (Kommune) skal betale Appellant en godtgø-relse i medfør af § 8, stk. 1, i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirekti-vet (arbejdstidsloven) for brud på lovens § 4 om maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer.
Appellant og Vidne 1's søn, Sagens person, der lider af atypisk autisme, havde siden 2013, hvor han fyldte 18 år, boet på et bosted, men han var ikke til-freds med bostedet, og Appelindstævnte (Kommune) begyndte i sommeren 2015 at søge ef-ter et andet bosted. Efter en ferie hos sine forældre i marts 2016 ville Sagens person ikke tilbage til sit daværende bosted. Appellant og Vidne 1 var indstillet på, at han kunne blive boende hos dem, indtil der var fundet et nyt bosted, som de og Sagens person fandt acceptabelt.
13
Appellant var på dette tidspunkt ledig og skulle stå til rådighed for ar-bejdsmarkedet for at få arbejdsløshedsunderstøttelse. Appellant og Vidne 1 spurgte Appelindstævnte (Kommune), om det var muligt, at kommunen kunne an-sætte Appellant, indtil der var fundet et nyt bosted, således at han ikke skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet, men kunne være sammen med sønnen.
Appelindstævnte (Kommune) traf på den baggrund beslutning om, at der kunne ydes støtte til Sagens person i medfør af servicelovens § 85, med henblik på at han havde indhold i hverdagen og blev guidet og støttet til at lave udadrettede akti-viteter. Kommunen og Appellant indgik den 21. april 2016 aftale om, at Appellant med virkning fra den 25. april 2016 skulle udføre § 85-støtte i hjemmet til Sagens person i 30 timer om ugen. Aftalen var oprindelig tidsbe-grænset indtil den 31. maj 2016, men blev siden forlænget og var gældende, ind-til den blev opsagt af Appelindstævnte (Kommune) med virkning pr. 30. juni 2017. Sagens person boede hos forældrene, indtil han flyttede til et nyt bosted den 31. maj 2017.
Spørgsmålet er i første række, om aftalen mellem Appellant og Appelindstævnte (Kommune) indebar, at han i perioden fra den 25. april 2016 til den 30. juni 2017 var omfattet af begrebet lønmodtager i arbejdstidslovens § 2, stk. 1. Hvis Appellant var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand, er spørgsmålet, om han er berettiget til godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1, jf. § 4.
Arbejdstidsloven
Arbejdstidsloven gennemfører Rådets direktiv 2000/34/EF af 22. juni 2000 om ændring af Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilret-telæggelse af arbejdstiden (konsolideret ved direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003).
Lovens § 1 bestemmer, at loven finder anvendelse på nærmere bestemte løn-modtagere. Efter § 2, stk. 1, er en lønmodtager en person, der mod vederlag ud-fører arbejde i et tjenesteforhold.
Ifølge lovens § 4 må den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperi-ode beregnet over en periode på 4 måneder ikke overstige 48 timer inkl. overar-bejde.
Lovens § 8, stk. 1, bestemmer, at en lønmodtager kan tilkendes en godtgørelse, hvis lønmodtagerens rettigheder i henhold til loven er krænket.
Det følger af EU-Domstolens praksis, herunder Domstolens dom af 20. novem-ber 2018 i sag C-147/17 (Sindicatul Familia Constanţa), at direktivets arbejdsta-gerbegreb ikke kan fortolkes forskelligt i medlemsstaternes lovgivning, men må
14
tillægges en selvstændig betydning i EU-retten. Begrebet skal defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer ansættelsesforholdet med hensyn til de berørte personers rettigheder og pligter. Det væsentligste kende-tegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (præmis 41). Det følger heraf, at et ansættelsesforhold forudsætter et underordnelsesforhold mellem ar-bejdstageren og dennes arbejdsgiver. Et sådant underordnelsesforhold skal vur-deres i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (præmis 42).
Domstolen fandt, at de i hovedsagen omhandlede plejeforældre skulle anses for at være arbejdstagere i arbejdstidsdirektivets forstand. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at plejeforældrene ikke alene skulle være godkendt, men også skulle indgå en ”særlig ansættelseskontrakt” , som kunne suspenderes eller opsiges i henhold til de nationale arbejdsretlige regler. Domstolen antog, at plejeforæl-drene ligeledes havde ret til social sikring samt en ret til videreuddannelse (præmis 43). Den omstændighed, at plejeforældres aktivitet i vidt omfang ligner det ansvar, som forældre har over for deres egne børn, medførte ikke, at pleje-forældrene ikke skulle anses for arbejdstagere (præmis 47).
I dommen fastslog Domstolen i øvrigt, at plejeforældres aktivitet, der inden for rammerne af et ansættelsesforhold under en offentlig myndighed består i at modtage og integrere et barn i hjemmet og vedvarende sørge for dette barns harmoniske udvikling og opdragelse, ikke henhører under anvendelsesområdet for arbejdstidsdirektivet (præmis 88).
Den konkrete sag
Mens EU-Domstolens dom af 20. november 2018 i Sindicatul-sagen angik pleje-forældres pasning mv. af andres børn døgnet rundt, angår aftalen mellem Appellant og Appelindstævnte (Kommune) ydelse af støtte til Appellants eget barn i 30 timer om ugen. Efter aftalen skulle Appellant således som nævnt yde støtte til sin voksne søn, Sagens person, der skulle bo hjemme hos forældrene midlertidigt, indtil der var fundet et nyt bosted, som han og foræl-drene fandt acceptabelt.
Støtten blev bevilget i henhold til servicelovens § 85, og det fremgår af kommu-nens mail af 13. april 2016, at kommunen normalt ikke ansætter pårørende, men var indstillet på at tilknytte Appellant som støtteperson. Ordningen in-debar, at Appellant, der var ledig, blev stillet økonomisk således, at han ikke behøvede at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode, hvor han ydede støtte til sin søn.
I bevillingen af 2. juni 2016 til Sagens person er det i overordnede vendinger beskrevet, hvad støtten på 30 timer om ugen skulle bestå i, nemlig ”at sikre, at
15
du har indhold i hverdagen og at du guides og støttes til at lave udadrettede ak-tiviteter” . I aftalen med Appellant er det angivet, at der er tale om støtte efter servicelovens § 85 i eget hjem i 30 timer om ugen til 200 kr. i timen, men det er ikke nærmere beskrevet, hvad støtten skulle indeholde. Det er heller ikke angivet, på hvilke tidspunkter på dagen støtten skulle ydes. Appellant kunne således selv tilrettelægge sin arbejdstid inden for rammen på 30 timer.
Kommunen udarbejdede ikke handleplaner eller lignende for den støtte, som Appellant skulle yde sin søn, og Appellant var ikke forpligtet til at føre journal eller til at afrapportere over for kommunen. Kommunen stil-lede heller ikke konkrete krav om arbejdets udførelse og førte ikke tilsyn her-med.
På den anførte baggrund finder Højesteret efter en samlet vurdering, at der ikke blev etableret et over- og underordnelsesforhold mellem kommunen og Appellant. Appellant kan derfor uanset den terminologi, der blev anvendt i aftalen med kommunen, ikke i den foreliggende atypiske situation anses for lønmodtager i kommunen i arbejdstidslovens forstand.
Lovens § 4 om maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer finder således ikke an-vendelse på aftaleforholdet mellem kommunen og Appellant. Der fore-ligger derfor ikke et brud på arbejdstidsloven, og Appellant har således ikke krav på godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1.
Det bemærkes i øvrigt, at Appellant efter aftalen med kommunen ikke var forpligtet til at arbejde i mere end 30 timer om ugen, og kommunen havde heller ikke pålagt ham at arbejde mere, men havde tværtimod afvist dette. Det kan derfor ikke anses for at være et led i aftalen med kommunen, at Appellant efter det oplyste udførte et langt mere omfattende pleje- og omsorgs-arbejde over for sønnen. Som følge heraf ville der ikke foreligge et brud på ar-bejdstidslovens § 4, selv hvis Appellant måtte anses for lønmodtager i kommunen.
Appellants synspunkt om, at han reelt som led i et ansættelsesforhold til kommunen var bundet til at udføre pleje- og omsorgsarbejde over for sønnen døgnet rundt uanset rammen på 30 timer, kan under alle omstændigheder ikke føre til, at han skal have medhold. I en sådan situation ville arbejdstidsdirekti-vet ikke finde anvendelse, jf. herved præmis 88 i EU-Domstolens ovennævnte dom i Sindicatul-sagen, og Højesteret finder, at arbejdstidsloven heller ikke ville finde anvendelse, da loven i denne henseende må forstås i overensstem-melse med direktivet.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
16
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 30.000 kr. til Appelindstævnte (Kommune).
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 03-04-2025 kl. 12:00
Modtagere: Appellant, Advokat (H) Jens Lund Mosbek, Appelindstævnte (Kommune), Socialforvaltningen, Myndighedsafdelingen , Advokat (H) Erik Høimark