Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den ændring, at bestemmelsen om frifindelse for tortgodtgørelse ophæves i sag om tiltale for voldtægt efter dagældende straffelovs § 216, stk. 1, nr. 1.

HØJESTERETS DOM

afsagt onsdag den 19. februar 2025

Sag 58/2024

(2. afdeling)

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

(advokat Martin Andersen, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Holbæk den 12. september 2023 (60-146/2023) og af Østre Landsrets 10. afdeling den 15. maj 2024 (S-2620-23).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski og Mohammad Ahsan.

Påstande

Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter straffelovens   § 216, stk. 1, og at Tiltalte skal undergive sig ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.

Tiltalte har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Forurettede, har gentaget sin påstand om godtgørelse på 100.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, samt erstatning for udgifter til psykologkonsul-tationer på i alt 2.259,46 kr., der i det hele skal forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16.

Tiltalte har påstået frifindelse for kravet om godtgørelse og erstatning.

- 2 -

Anbringender

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at Tiltalte handlede med forsæt, da han den 28. juli 2020 realiserede gerningsindholdet i straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende   § 216, stk. 1, nr. 1).

Det følger af UfR 2018.491 H, at der ved vurderingen af forsættet for en person, der er omfat-tet af straffelovens § 16, skal lægges vægt på, om den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der kan tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig, og at der ikke kan lægges vægt på den pågældende persons manglende forståelse eller målbevidsthed.   

Landsretten har lagt til grund, at Tiltaltes gerning fremtrådte på samme måde som en forsætlig voldtægt begået af en tilregnelig person. Han må dermed anses for at have handlet forsætligt.   

Efter sagens lægelige oplysninger og for at forebygge nye lovovertrædelser skal Tiltalte undergive sig ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen, såle-des at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse, jf. straffelovens § 68. Under hensyn til arten af den pådømte kriminalitet bør der ikke fastsættes en længstetid for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2, 1. pkt.   

Tiltalte har til støtte for afvisningspåstanden anført navnlig, at anken reelt er ud-tryk for, at anklagemyndigheden ønsker landsrettens bevisbedømmelse efterprøvet af Højeste-ret, hvilket er udelukket.

Han har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført navnlig, at han ikke handlede med for-sæt. Det skyldes, at landsretten har lagt til grund, at han sov under episoden. At han er fundet utilregnelig, jf. straffelovens § 16, kan ikke føre til et andet resultat for så vidt angår hans for-sæt.   

Højesterets dom i UfR 2018.491 H handlede om en utilregnelig, men vågen person, som be-gik vold mod en ansat på et bosted. Da vedkommende var vågen under voldshandlingen, kan dommens omstændigheder ikke sammenlignes med den foreliggende sag, hvor han sov under episoden.

- 3 -

Hvis Højesteret finder, at han har handlet forsætligt, er der ikke grund til at antage, at det til forebyggelse af yderligere lovovertrædelser er nødvendigt at fastsætte en foranstaltning efter straffelovens § 68, hvilket navnlig skyldes hans gode personlige forhold, og at han fortsat følger rådene fra søvnklinikken på Rigshospitalet.

Højesterets begrundelse og resultat

Tiltalte blev tiltalt for voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende   § 216, stk. 1, nr. 1), ved at have tiltvunget sig samleje med Forurettede ved

- 4 -

steret finder på det således foreliggende grundlag, at den seksuelle handling ikke kan tilregnes Tiltalte som forsætlig.   

Højesteret stadfæster herefter landsrettens frifindelse af Tiltalte for den rejste tiltale.

Højesteret finder ikke grundlag for at tage påstanden om tortgodtgørelse under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1, og ophæver derfor landsrettens bestemmelse om frifindelse for tortgodtgørelse.   

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at bestemmelsen om frifindelse for tortgodt-gørelse ophæves.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.   

Om voldtægt under søvngængeri (sexsomnia)

Domme afsagt onsdag den 19. februar 2025.   

Sag 57/2024

Anklagemyndigheden

mod

T1

og

Sag 58/2024

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

To tiltalte frifundet for voldtægt under søvngængeri grundet manglende forsæt

Højesteret har afsagt domme i to sager om voldtægt under søvngængeri.   

I sag 57/2024 var T1 af landsretten fundet skyldig i at have udøvet oralsex på F1, der på grund af søvn befandt sig en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig dette.   

Landsretten havde lagt til grund, at T1 på tidspunktet for den seksuelle handling befandt sig i en sovende tilstand og fandt ham omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, om personer, der var utilregnelige på gerningstidspunktet på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed. Landsretten henviste bl.a. til en udtalelse afgivet af Retslægerådet, hvori det var anført, at T1 med overvejende sandsynlighed led af den neurologiske lidelse sexsomnia, og at han på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, der kunne sidestilles med sindssygdom.   

Endvidere havde landsretten med henvisning til Højesterets dom af 19. oktober 2017 (UfR 2018.491) fundet, at T1 havde handlet forsætligt, fordi den seksuelle handling havde en sådan beskaffenhed, at en normal gerningsmand under i øvrigt samme omstændigheder ville blive anset for at have begået en forsætlig overtrædelse af de nævnte straffelovsbestemmelser. Landsretten anførte, at det alene var i kraft af hans neurologiske lidelse, at den seksuelle handling var udøvet, uden at han havde haft en bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede.   

- 2 -

Han blev af landsretten i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf og blev idømt ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse og uden en længstetid.   

I sag 58/2024 var Tiltalte tiltalt for voldtægt ved at have tiltvunget sig samleje med Forurettede ved vold eller trussel om vold, idet Forurettede havde lagt sig til at sove i samme seng som Tiltalte.   

Efter de lægelige udtalelser havde landsretten lagt til grund, at Tiltalte på tidspunktet for den seksuelle handling befandt sig i en tilstand af sexsomnia, at tilstanden måtte sidestilles med sindssygdom, og at han var utilregnelig på det nævnte tidspunkt, jf. straffelovens § 16, stk. 1.

Landsretten frifandt Tiltalte, idet han ikke kunne anses for at have haft forsæt til den begåede seksuelle handling. Landsretten lagde vægt på bl.a., at Tiltalte, som ubestridt sov, da han realiserede gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen, ikke havde nogen form for bevidsthed om, hvad han foretog sig.

Begge sager blev anket til Højesteret, hvor hovedspørgsmålet var, om de tiltalte havde handlet forsætligt.

Højesteret bemærkede, at landsretten efter de lægelige udtalelser i sagerne havde lagt til grund, at de tiltalte på tidspunktet for den seksuelle handling befandt sig i en tilstand af sexsomnia, og at tilstanden måtte sidestilles med sindssygdom, ligesom landsretten i begge sager havde lagt til grund, at de tiltalte enten sov eller var i en sovende tilstand på de nævnte tidspunkter. På det således foreliggende grundlag fandt Højesteret, at de seksuelle handlinger ikke kunne tilregnes de tiltalte som forsætlige.

Højesteret frifandt herefter T1 og Tiltalte for de rejste tiltaler.

Landsretten var nået til et andet resultat vedrørende T1 og til samme resultat vedrørende Tiltalte.

- 3 -

- 4 -