Kendelse
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt onsdag den 4. juni 2025
Sag BS-6847/2025-HJR
Topdanmark Forsikring A/S
(advokat Nicolai Mailund Clan)
mod
Ankestyrelsen
(selv)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Glostrup den 23. januar 2024 (BS-24494/2022-GLO) og af Østre Landsrets 23. afdeling den 8. oktober 2024 (BS-24448/2024-OLR).
I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Kurt Rasmussen, Jens Kruse Mikkelsen, Rikke Foersom og Mohammad Ahsan.
Påstande
Kærende, Topdanmark Forsikring A/S, har gentaget sin påstand om, at det tilla-des Topdanmark Forsikring at fremlægge observationsrapporterne for den 26.-29. september 2022, 10.-12. januar 2023, 23. januar 2023 og 1. februar 2023.
Indkærede, Ankestyrelsen, har påstået stadfæstelse.
Sagsfremstilling
Biintervenient var den 24. februar 2015 ude for en færdselsulykke i forbindelse med sit arbejde som taxachauffør. Ved afgørelse af 15. september 2017 aner-kendte Ankestyrelsen Biintervenients nakkegener efter færdselsulykken som en arbejdsskade og fastslog, at han havde ret til godtgørelse for varigt mén på 10 %. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
2
”Begrundelsen for afgørelsen om varigt mén
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du har følger efter arbejdsskaden, der skøns-mæssigt svarer til et varigt mén på 10 procent.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger til grund, at du har fået anerkendt smerter i nakken som en arbejdsskade.
Vi lægger vægt på dine oplysninger om, at du har konstante smerter i nakken, som forværres ved belastning. Du tager smertestillende medi-cin i form af Ibuprofen, Gabapentin, Tramadol og Panodil efter behov.
Ifølge de lægelige oplysninger har du indskrænket bevægelighed i alle retninger og udtalt ømhed i samtlige muskler perikranielt og i skulder-nakkeregion.
Dine gener fremgår ikke direkte af méntabellen, men vi har sammenlig-net med méntabellens punkt B.1.1.3. om middelsvære, daglige nakke-smerter uden eller med let bevægeindskrænkning, eventuelt med ud-strålende armsmerter, og eventuelt lettere somatiske, kognitive og af-fektive ledsagesymptomer til 10 procent.
Vi vurderer, at dine gener er sammenlignelige med punktet i méntabel-len, fordi du har middelsvære daglige nakkesmerter og let bevægeind-skrænkning i nakken.
Vi er opmærksomme på, at du tidligere har haft gener fra nakken. Vi finder dog ikke grundlag for, at nedsætte godtgørelsen for varigt mén som følge af disse, da du ikke har haft væsentlige gener fra nakken i pe-rioden 2010 og frem.
Du har derfor ret til godtgørelse for varigt mén på skønsmæssigt 10 procent.”
Endvidere traf Ankestyrelsen den 10. december 2021 afgørelse om Biintervenients tab af erhvervsevne. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
”Afgørelse
Vi har i brev af 14. oktober 2021 meddelt, at vi på baggrund af Retslæ-gerådets udtalelse af 4. december 2020, indhentet i forbindelse med retssagen mellem Biintervenient og Ankestyrelsen, har besluttet at gen-optage behandlingen af sagen på ulovbestemt grundlag.
3
Du har også, sideløbende med retssagen, klaget over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om tab af erhvervsevne af 14. juni 2019. Vi har inddraget prøvelsen af denne afgørelse i sagen.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
•Du har ret til 65 procent i erstatning for tab af erhvervsevne som en løbende ydelse i perioden 24. maj 2016 til den 26. november 2017. Vi forhøjer derfor erhvervsevnetabsprocenten fra 20 til 65 procent.
Denne afgørelse træder i stedet for vores afgørelse af 18. juni 2018, der ikke længere gælder.
•Du har ret til 90 procent i erstatning for tab af erhvervsevne fra den 27. november 2017. Vi forhøjer erhvervsevnetabsprocenten fra 30 til 90 procent. Afgørelsen er endelig.”
Topdanmark Forsikring, der var forsikringsselskab for Biintervenients arbejds-giver, anlagde den 28. juni 2022 retssag mod arbejdsskademyndighederne med påstand om, at arbejdsskademyndighederne skulle anerkende bl.a., at Biintervenient som følge af arbejdsskaden hverken havde pådraget sig et varigt mén på 5 % eller derover eller et midlertidigt eller endeligt erhvervsevnetab på 15 % el-ler derover.
Under retssagen ønsker Topdanmark Forsikring at fremlægge observationsma-teriale vedrørende Biintervenient. Der er tale om en række observationsrappor-ter samt foto- og videomateriale optaget nogle af de dage, hvor der er foretaget observation. Observationsmaterialet skal ifølge Topdanmark Forsikring fore-lægges for bl.a. Retslægerådet med henblik på, at rådet kan foretage en lægefag-lig bedømmelse af årsagssammenhængen mellem arbejdsskaden den 24. fe-bruar 2015 og Biintervenients gener. Ankestyrelsen protesterer mod fremlæg-gelse af de observationsrapporter, der er udarbejdet efter sagens anlæg, under henvisning til at fremgangsmåden i retsplejelovens § 297 ikke er fulgt.
Ved kendelse af 23. januar 2024 bestemte Retten i Glostrup, at observationsrap-porterne udarbejdet efter sagens anlæg ikke kan fremlægges under retssagen. Af byrettens begrundelse fremgår:
”Bilag 15 består af en række observationsrapporter i tiden fra 29. marts 2022 til 1. februar 2023 udarbejdet af personer, som, retten efter det fo-
4
religgende lægger til grund, på tidspunktet for udarbejdelsen af rappor-terne var ansat hos Topdanmark Forsikring A/S.
Topdanmark Forsikring A/S anlagde den 28. juni 2022 sag mod Anke-styrelsen. Der er enighed mellem parterne om, at sagen på nuværende tidspunkt udgør en prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser af 15. septem-ber 2017 (bilag A) om varigt mén og 10. december 2021 (bilag 9) om er-statning for tab af erhvervsevne.
Bilag 15 er ikke en skriftlig erklæring om forhold af teknisk, økonomisk og lignende karakter, men en sammenskrivning af erklæringer vedrø-rende faktisk observerede forhold fra personer, der vil kunne afhøres som vidner under sagen. Rapporterne indeholder såvel gengivelser af faktiske objektive oplysninger som observatørernes fortolkning af det observerede.
Observationsrapporterne findes efter deres indhold at være omfattet af retsplejelovens § 297, stk. 1.
Allerede fordi bilaget for så vidt angår observationerne efter sagsanlæg-get er indhentet uden rettens forudgående tilladelse og dermed ikke i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 297, stk. 1, kan disse dele af bilaget ikke i medfør af denne bestemmelse fremlægges.
Retten finder efter de i sagen nedlagte påstande ikke i øvrigt grundlag for at tillade Topdanmark Forsikring A/S at fremlægge de observations-rapporter, der vedrører tiden efter sagsanlægget.”
Den 8. oktober 2024 stadfæstede landsretten kendelsen. Af landsrettens begrun-delse fremgår:
”Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. Det, der er an-ført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.”
Parternes synspunkter
Topdanmark Forsikring har anført navnlig, at observationsrapporterne efter de-
res karakter og indhold ikke udgør skriftlige vidneerklæringer omfattet af rets-plejelovens § 297. Der er derimod tale om faktuelle beskrivelser af, hvad obser-vatørerne har iagttaget om Biintervenients aktivitetsniveau, som understøtter indholdet af fremlagte fotos og videooptagelser.
Endvidere er observationsrapporterne ikke udfærdiget på baggrund af spørgs-mål til observatørerne, sådan som forarbejderne til retsplejelovens § 297 forud-
5
sætter, og fremlæggelse af rapporterne har heller ikke til formål at afkorte ho-vedforhandlingen.
Hvis Højesteret måtte nå frem til, at observationsrapporterne udgør skriftlige vidneerklæringer efter retsplejelovens § 297, vil det under alle omstændigheder være ubetænkeligt at fremlægge disse, idet rapporterne udfærdiget før og efter sagens anlæg i deres form er identiske. Den eneste reelle forskel er tidspunktet for udfærdigelsen, og det er således ikke mere betænkeligt at fremlægge rap-porter udfærdiget efter sagens anlæg end rapporter udfærdiget før sagens an-læg.
Observationsrapporterne bør forelægges bl.a. Retslægerådet med henblik på, at rådet kan foretage en fuldstændig lægefaglig bedømmelse af Biintervenients helbredsmæssige gener.
Ankestyrelsen har anført navnlig, at fremgangsmåden efter retsplejelovens §
297 ikke er fulgt, idet de omtvistede observationsrapporter er indhentet og fremlagt efter sagens anlæg uden rettens forudgående tilladelse. Rapporterne skal som følge heraf udgå af sagen.
Desuden vil det ikke være ubetænkeligt at fremlægge observationsrapporterne som alternativ til vidneførelse.
Observationsrapporterne er udfærdiget af ansatte hos Topdanmark Forsikring. Rapporterne er udtryk for observatørernes subjektive oplevelse af forløbet og indeholder dermed ikke alene objektive og faktiske beskrivelser heraf. Desuden må observatørerne som følge af deres ansættelse antages at have en interesse i sagens udfald, og deres fortolkning af forløbet kan derfor være påvirket heraf.
Endvidere vil forelæggelse af observationsrapporterne for Retslægerådet, der som nævnt indeholder observatørernes subjektive oplevelse af forløbet, kunne påvirke rådets udtalelse, som er af væsentlig betydning for sagens endelige ud-fald. Dette er også betænkeligt set i lyset af, at det først i forbindelse med en se-nere vidneforklaring under hovedforhandlingen vil være muligt at udfordre observatørernes subjektive beskrivelser i rapporterne.
Højesterets begrundelse og resultat
Biintervenient var den 24. februar 2015 udsat for en arbejdsskade, og Ankesty-relsen traf den 15. september 2017 afgørelse om, at hans varige mén som følge af arbejdsskaden var på 10 %. Endvidere traf Ankestyrelsen den 10. december 2021 afgørelse om, at hans midlertidige erhvervsevnetab var på 65 %, og at hans endelige erhvervsevnetab var på 90 %.
6
Topdanmark Forsikring A/S, der var forsikringsselskab for Biintervenients ar-bejdsgiver, anlagde den 28. juni 2022 retssag mod arbejdsskademyndighederne og anfægtede de nævnte afgørelser.
I den forbindelse har Topdanmark Forsikring bl.a. henvist til nogle observatio-ner, som Topdanmark Forsikring både før og efter sagens anlæg har foretaget af Biintervenients aktiviteter og adfærd. Observationsmaterialet består af observa-tionsrapporter samt foto- og videomateriale for nogle af de dage, hvor der er fo-retaget observation.
Sagen angår, om der er grundlag for at nægte fremlæggelse af de observations-rapporter, der vedrører tiden efter retssagens anlæg den 28. juni 2022.
Spørgsmålet er i første række, om der er tale om skriftlige parts- eller vidneer-klæringer, der skulle have været indhentet med rettens tilladelse efter retspleje-lovens § 297. I anden række er spørgsmålet, om der i øvrigt er grundlag for, at observationsrapporterne nægtes fremlagt.
Højesteret finder, at observationsrapporter af den foreliggende karakter ikke udgør skriftlige parts- eller vidneerklæringer og allerede derfor ikke er omfattet af retsplejelovens § 297. Højesteret bemærker herved, at observationsrappor-terne, der er baseret på en fysisk overvågning af Biintervenient i det offentlige rum, indeholder observatørernes (samtidige) notater om hans aktiviteter og ad-færd.
Der er således ikke grundlag for at nægte observationsrapporterne fremlagt med henvisning til, at de ikke er indhentet i overensstemmelse med fremgangs-måden i retsplejelovens § 297.
På den anførte baggrund, og da der ikke i øvrigt er grundlag for at nægte obser-vationsrapporterne fremlagt, tillades Topdanmark Forsikring at fremlægge ob-servationsrapporterne for den 26.-29. september 2022, 10.-12. januar 2023, 23. januar 2023 og 1. februar 2023.
THI BESTEMMES:
Landsrettens kendelse ændres således, at det tillades Topdanmark Forsikring A/S at fremlægge observationsrapporterne for den 26.-29. september 2022, 10.-12. januar 2023, 23. januar 2023 og 1. februar 2023.
I kæreomkostninger for landsret og Højesteret skal Ankestyrelsen inden 14 dage efter denne højesteretskendelses afsigelse betale 15.000 kr. til Topdanmark Forsikring A/S. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
7
Kæreafgiften for landsret og Højesteret tilbagebetales til Topdanmark Forsik-ring A/S.
Publiceret til portalen d. 04-06-2025 kl. 11:04
Modtagere: Kærende Topdanmark Forsikring A/S, Advokat (H) Nicolai Mailund Clan, Indkærede Ankestyrelsen